Det føles lidt som at være på ferie at bo i sommerhuset, men det har jeg også følt i de 21 år, vi har haft sommerhuset. Vi flyttede ofte herop i 6 uger, hvor vi begge kørte på arbejde i 3 uger (mig) og 5 uger (landmanden). Men følelsen af ferie kom med omgivelserne og at vi ikke hele tiden blev mindet om, at der var mange ting, der altid kunne gøres på en gård.
Nu er der ingen gård mere, vi skal holde ved lige. Jeg arbejder stadig 2 dage om ugen, men har andre funktioner end før. Normalt er jeg i vores dagafsnit eller på fjernkontor for at ringe til patienter 3 måneder efter indlæggelse hos os og derfor kommer jeg ikke så tit i personalestuen til formiddagste. Så jeg savner snakken med mine skønne kolleger.
Jeg underviser stadig patienter og pårørende, som har haft en lille blodprop i hjernen eller en forbigående blodprop i hjernen. Og lige nu arbejder jeg sammen med min leder om at sikre fremtiden for opfølgningsforløb efter stroke, som er i drift i 4 kommuner og for at få de andre kommuner til at få øje på fordelen ved at have de forløb. Min drøm er delvist opfyldt. Vi er kommet langt, siden denne artikel blev trykt.
Min yndlingsstart på en fridag er en kop te og mobilen, hvor jeg finder de forskellige ordspil fra Kristeligt Dagblad frem. Jeg opdagede først, at de også havde en wørdle, som hos dem kaldes wordle. Sidenhen har jeg fundet flere ord-spil, så som Ordret og Forbindelser. Især Forbindelser synes jeg er sjov, fordi der er så mange ord, jeg ikke aner betydningen af. Så er det godt, at jeg kan google dem, men ofte har jeg gættet betydningen:
Og så dog. Jeg anede ikke, at skrofel er en sygdom/lidelse.
Jeg gættede mig til, at munk og kardinal var fugle.
Og forbindelsen Templer kom jeg også frem til, inden jeg tjekkede med google
Men fællesnævneren for vitser, trives, stiver og vriste kunne jeg ikke greje. Tænk at nogen er indrettet sådan, at de kan se, at de fire ord har de samme bogstaver og derfor er anagrammer.
I går eftermiddags var vi på kajakskole, fokus var at ro 9 km, for vi kan først frigives til selv at ro med en makker, når vi har roet 50 km. Vejret var ok med lidt sol og blæst, da vi kørte ned til Nibe. Mørke skyer truede i horisonten, men instruktørerne havde en plan. Vi skulle holde os tæt på hinanden, ro omkring en holm og over til Valsted på den anden side af Nibe bredning. Kom der torden, gik vi i land på holmen. Det er kun tilladt ved nødstilfælde, som tordenvejr er. Men alt så fredeligt ud, vi kom af sted og ingen sorte skyer i horisonten. Skyen med torden dukkede så pludselig op, og med den massiv regnvejr og modvind. Vi kom alle i land, skyen drev videre og vi kunne ro til Valsted, hvor vi nød vores medbragte eftermiddagste og fik gode råd og tips til hvad man medbringer på en kajaktur.
Egentlig skulle vi afslutte med makkeredninger på vej hjem, men da endnu en mørk sky dukkede op, aflyste instruktørerne den mod at vi skal lave to makkerredninger næste gang. Jeg har ikke noget mod at være i vandet, men rent instinktivt er det mig så meget imod at lade mig selv vælte om i vandet. Når først jeg er væltet og hovedet er under, gør jeg det, jeg skal; venter til jeg er helt under, får mit sprayskirt hægtet af cockpittet, så jeg kan lade mig glide ud af kajakken, holder fast i kajak og pagaj og kommer op til overfladen. Herefter er det et samarbejde med min makker, som sidder i en kajak, om at få min kajak tømt for vand og mig op i kajakken igen. Men det kan jeg godt. Jeg hader bare de minutter, før jeg lader mig vælte. Så jeg nød, at vi ikke skulle gøre det i går.
I går kunne jeg begynde at nyde omgivelserne, mens jeg roede. Ellers har jeg været fokuseret på min roteknik. Vi var omgivet af måger og svaner, udsyn og bølger fra siden, der fik min kajak til gynge op og ned hele tiden. Jeg nød synet af svaner, der lettede fra vandet. I dag er jeg træt, men det er helt ok.
Må du få en dejlig pinse.
