tirsdag, april 26, 2011

HVERDAGSMORGEN

Mon ikke mange er trætte efter så herlig en påskeferie ? Der er kommet sol på næserne, masser af mad i maverne og forhåbentlig har man været mere aktive end vanligt.

Her på gården har det jo som bekendt været en arbejdspåske, søndag har været eneste fridag for folk og fæ (Istvan har siddet på traktoren hele dagen). Landmanden har jo den holdning, at søndag har Gud proklameret som fridag, alle de andre halv og helfridage/helligdage skyldes kun dovne mennesker! Men er han færdig med sit arbejde, så holder han også fri på de menneskebestemte fridage. Til gengæld har jeg så prøvet en påske uden en eneste arbejdsdag på sygehuset, og det har passet perfekt sammen med den travle aktivitet herhjemme.

Dagen i dag skal bruges på regnskab, først skal de visne buketter bæres ud og bordet ryddes for påskepynt, for ligesom med min opgaveskrivning så sidder jeg også bedst med alle bilagene inde i stuen. Når der skal bogføres og konteres, foregår det på kontoret ved computeren, jeg kan godt lide det arbejde, også selvom solen allerede skinner udenfor.

P1000182

Lige  fra barn af har jeg altid helst opholdt mig i skyggen med en bog, solbadning blev noget, man blev nødt til, da man blev teenager og skulle være brun. I dag kommer den lette brune farve af sig selv, når man som haveejer er nødt til at være ude for at holde haven nogenlunde pæn. Landmanden har det med at slynge sentenser ud, som om de var fastlåste fakta, og en af de første, da vi købte gården, var: du må lære at elske havearbejde! Han havde ikke tid, han havde jo de store marker at tage vare på, så sådan blev det (jeg har ikke lært at elske det, men har lært at gøre det, der er nødvendigt). Bedene er blevet reduceret, og snart skal jeg have plantet krukker til, der kan pynte på gårdsplads og terrasse; men i formiddag gælder det regnskabet.

P1000184

God hverdag til dig.

12 kommentarer:

  1. Så gik den Påske og forårstravlheden sætter ind!
    Jeg vil tro landmændende er glade for Påskevejret og har fået bestilt en masse!

    God tirsdag!

    SvarSlet
  2. Hahaha "du må lære at elske havearbejde!" Allerede dér havde jeg nok bestilt en gartner, hvis der skulle ordnes nogen have i det foretagende, men du er meget flinkere end mig ;-)
    Godt, at du har fundet frem til en løsning, du kan leve med.
    Det lyder som om du har haft en rigtig dejlig påske med dine to børn - forståeligt nok... sammen med dem havde den jo været dejlig, selv om det havde været møgvejr :-D

    SvarSlet
  3. Tak i lige måde Elin. Der har været skøn hektisk aktivitet her, og jeg har haft overskud til at nyde det qua min egen ferie :-)

    Ellen, dengang var der ikke råd til en gartner, vi havde lånt meget mere end en sygeplejerskeløn kunne bære ;-)
    Nu har landmanden heldigvis købt en kæmpestor havetraktor (vi har jo to gårde med store plæner og udenomsrabatter) og den havetraktor har jeg ikke lært at køre. Han spørger ikke, om jeg vil lære det, og jeg har ikke tænkt mig at tage initiativ til det, så nu er jeg sluppet for græsklipning :-)

    SvarSlet
  4. Her på stedet er det mig der passer græsarealerne. Jeg har en Jonsered og jeg elsker den! Tænk i 12 år - før havetraktoren - hadede jeg at slå græs, men nu kan jeg tage mig selv i at glæde mig til der skal klippes! Sommetider kører jeg en lille tur rundt bare for sjov, og med klipperen afmonteret!!

    Det kan anbefales og er slet ikke svært at lære. Jeg kørte ind i et træ en enkelt gang, men det var dét :-)

    SvarSlet
  5. Elin, jeg nød også den lille havetraktor, men jeg synes, jeg har nok arbejde i forvejen, så jeg har ikke intentioner om at lære den nye maskine at kende, med mindre det bliver nødvendigt ;-)
    jeg kan lige se dig køre rundt med traktoren uden klipper :-) herligt.

    SvarSlet
  6. Hahaha.. du må lære at elske havearbejde.. :-) om man kan lære at elske det ved jeg ikke, jeg har lært at holde af alt der blomstrer, inkl. mælkebøtter og skvalderkål.. ;-) og så har jeg lært at jeg når hvad jeg når, og det er godt nok.
    Noget jeg skal nå de næste dage er planteskolen, krukkerne på terrassen skal friskes op.. det elsker jeg.
    Det lyder til I har haft en dejlig påske Lene, både hjemme og i sommerhuset.

    SvarSlet
  7. Inge, forsat god ferie med blomsterhav i sigte :-)

    SvarSlet
  8. Jo, jeg er også træt, men ikke p.g.a. påsken. Havde det ikke været påske, og dermed fridage, havde jeg været endnu mere træt :-)
    Jeg kan godt lide haven og alt hvad dertil hører, bare jeg føler at jeg kan nå nogenlunde med. Derfor har vi "omlagt" haven mange gange, for at få den til at passe til den til vi har til rådighed.

    SvarSlet
  9. Bemærkningen omkring havearbejde fik mig til at le højlydt!

    Jeg tror nok, at jeg elsker havearbejde højere nu (hvor "haven" består af krukker med fyld på altanen) end dengang jeg sled i haven i Aabybro hver gang, der var et ledigt øjeblik. Jeg tror besværet fra dengang er blevet lidt farvet hen ad vejen.

    Men når jeg læser, hvad du har at se til i din hverdag, så forstår jeg glimrende, at du har reduceret bedene lidt hen ad vejen, ellers blev der jo aldrig tid til de 5 minutter med den gode bog.
    Solskinshilsner fra Holland.

    SvarSlet
  10. Hmmpf. Nå men jeg håber trods alt for dig at det ikke er en pestilens det med havearbejdet..

    Krukker og små bitte bede synes at være vejen frem.

    SvarSlet
  11. 'Kun en tåbe frygter ikke haven' siges der med en omskrivning (havet)
    Altså, det bliver ikke lettere med alderen......
    Så det er med at få noget havehjælp, eller omlægge til store plæner.
    Det øverste billede er fantastisk mystisk flot.
    Er det bare det inderste af den hvide margerit?

    SvarSlet
  12. Pia, det er godt med en påske til at lade op i, og jeg nyder haver, som helt klart bærer præg af, at deres ejere elsker havearbejde :-)

    Anette, krukker er skønne, vores ene bed ved huset blev fyldt med grus, nu kommer der krukker frem, når jeg får købt nogle blomster :-)

    Kong mor, jeg tager lidt af gangen :-)


    Betty, omlægning eller hjælp, sådan må det være :-) Ja det er et nærbillede af blomsten.

    SvarSlet