I er gale

Tjah, Helle har måske ret. Men nu havde vi endelig fundet en hverdagsfridag, efter vi begge havde arbejdet hårdt i weekendvarmen på hvert sit sygehus. Vejrmeldingerne havde det meste af weekenden meldt regn i Hobroområdet i dag, men det ændrede sig søndag, og vi havde ikke lyst til at aflyse vores gåtur i dag. Vi var min ældste lillesøster og jeg. Målet var panoramaruten ved Hobro, den første, som blev certificeret i Danmark af Deutches Wanderninstitut som Premium Vandrerute. Siden hen har Tranum-Fosdalen og Rebild også fået deres rute. Og nu kan jeg se på deres hjemmeside, at der faktisk findes en over i Vestjylland, hvor min søster bor. Den skal vi da prøve.

Vi mødtes først til en god frokost på Café K ved Hobro havn, det kan godt anbefales. Jeg fik en lækker salat Chevre Chaud. Og godt vi tog frokosten først, for vi var ikke til pæn brug sidenhen.

Ruten starter ved lystbådehavnen og vi valgte at tage bakkerne først, hvilket var et klogt valg. Så det startede med at gå brat op med mange trappetrin, så var det ligesom fastslået, at ferieformen godt kunne trænge til lidt justeringer.

Vi havde i begyndelsen, mens vi gik, et fint vue udover Mariagerfjord.

Sidenhen gik vi inde i skoven. Ikke en vind rørte sig og det gik op og ned konstant. Lykken var derfor en bæk, hvor vi fik kølet ansigt og hænder. Allerede her havde vi fortrudt, at vi ikke havde taget badetøj med.

Midtvejs fik igen det store overblik over fjorden. Det var så smuk en tur gennem utroligt varieret terræn, som billeder slet ikke kan gengive.

Da vi kom til restauranten og campingpladsen ved Bramslev Bakker holdt vi en pause og fik os en iskold Læskeis, før vi begav os ned til vandet. Vi var optimister og håbede på kølige vinde på hele turen langs stranden tilbage til Hobro.

Lad os blot konstatere, at vi tog fejl.Til sidst røg toppene af, så måtte folk tænke hvad de ville om kvinder +60 i BH og shorts, som bogstaveligt talt havde sved rendende konstant i rigelige mængder. Heldigvis havde vi store flasker med vand med, men de slap op undervejs på stranden.

Vi havde læst, at vi skulle respektere dyrene, der gik på området. Blandt andet skulle vi sørge for ikke at komme mellem kalve og deres mødre. Og hvis nogen stod på stien, måtte vi finde en anden vej. Det blev så lidt svært, da vi var kommet igennem en vildtlåge og opdagede, at en ko var gået gennem vandet og op på den bro, vi skulle gå på. På den anden side af hegnet, der hvor vi kom fra, opdagede vi først nu tyren (til venstre på billedet), den skrabede vældigt irriteret i sandet, mens den brølede højt. Så stod vi lidt og ventede, til koen til højre gik lidt til siden, og så skyndte vi os bag hende og over broen.

Vi kunne hele tiden se lystbådehavnens mange master, og vi længtes efter at komme derhen, så vi kunne finde noget vand at køle os med.

Heldigvis stod der ved udgangen til lystbådehavnen en hane med rindende kold kildevand, som vi kølede os ned med.

Og så kunne to trætte søstre køre hver sin vej hjem, for det der med at finde en iskiosk og nyde en is sammen som belønning, havde vi slet ikke lyst til. Vi skulle bare hjem og i bad. Men den skønneste tur var det, også selv om den blev gået i 27 graders varme.

Min bil og andre lyksaligheder

Han sidder foran mig ved bordet og holder vejret spændt. Han har netop sagt, nu håber jeg ikke, at jeg får kørselsforbud, for det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på. Det får han ikke, og han smiler lettet. Det er nærmest altid mænd, der næsten fortrænger beskeden, om at de har haft en blodprop i hjernen og fokuserer på kørselsforbuddet.

I gamle dage fik alle, der fik diagnosen blodprop/blødning i hjernen samt forbigående blodprop i hjernen, 3 måneders kørselsforbud. I dag er det gradueret ud fra forskellige risikofaktorer i forhold til at få en ny blodprop indenfor den nærmeste tid.

I dag forstod jeg faktisk hans glæde, for jeg smilte ved tanken om at jeg havde min bil igen. Sønnen havde lånt min, så længe han og svigerfamilien var i sommerhuset, for én bil var ikke nok til syv mennesker. De ville have lejet en bil, men jeg kunne sagtens undvære min bil de dage. Jeg kunne tage bussen på mine to arbejdsdage, og landmanden havde tid til at køre mig ind til nærmeste busstation.

Hvad jeg ikke havde tænkt over, var at landmandens varebil synger på sidste vers. Der er købt ny bil, men det er med det som med så meget andet, at det først sættes i produktion, når det er købt, så der går noget tid, inden han får den.

Pga den drilsyge bil med skavanker blev jeg kørt til det, der nu skulle køres til. Så jeg har haft landmanden med på indkøb, før vores norske gæster kom søndag på gården. Han har kørt mig til fysioterapeut i går og siddet udenfor og ventet. Det har været hyggeligt, men jeg har også begrænset mig i det, jeg normalt lige ville gøre, når nu jeg var af sted.

Begge mine arbejdsdage fik transportforhindringer. Første dag var bussen over en halv time forsinket. Anden dag var et hjul på landmandens bil totalt fladt og luften sivede ud, når hjulet blev pumpet. Det klarede dog at få mig til nærmeste by, hvor jeg skulle køre med kollega, som så for første gang nogensinde sov over sig, så vi endte med at komme et kvarter for sent.

I morges mødtes vi med søn, forlovede og hendes far tidligt ved sommerhuset, hvorefter jeg kørte dem til toget i Aalborg og fortsatte til sygehuset. Og det var ren fornøjelse at køre hjem med tid til indkøb, musik med fællessang med mig og CD samt tid til at få arbejdsdagen sat på plads.

Jeg har været i dagafsnittet, og jeg elsker den tjans. Samtidig fik jeg lov at hjælpe kolleger med småting, ringe til frustrerede pårørende for min souschef og mærke, hvordan en anerkendelse af de problemer, de havde, hjalp til at få ny styrke til at takle dem.

Min dejlige fys gav mig mod på projekt pas på din krop og ret dig op. Jeg var og er træt af min krop, træt af at jeg synker sammen i uhensigtsmæssige positioner (og som absolut ikke er klædelige på billeder), træt af at så gør det ondt et sted, så gør det ondt et andet sted, så hæver en fod, så skærer jeg mig på tandhjul osv. Hun formår at give mig en opsang men med omsorg i stemmen, og så var hun så sød at sige, at jeg havde gjort hendes dag bedre ved min måde at være på. Hun gjorde helt sikkert min dag meget bedre ved hendes måde at være på.

Og min dag er sluttet perfekt med en lille aftengåtur til de nye høns og hane, til fasankyllingerne og til blomsterstriben. Til sidst sluttede jeg af ved en anden faunastribe, som ser ud til at blive et solsikkehav. Sikke en rigdom.

Verdens villa, Villa Le Monde, motorcykelferie Ardennerne Belgien 2019

Når vi er på motorcykelferie, vælger vi luksusudgaven med hoteller. Vi har en enkelt gang lejet et mobilhome på en lækker campingplads ved St. Tropez, det nød vi også. Dette år ville vi bo fast et sted, hvor vi i mange år har kørt fra sted til sted hver dag. Sidste år prøvede vi i Harzen at bo to forskellige steder, tre nætter hvert sted. Det føltes rart ikke at skulle pakke ud og sammen hver aften og morgen. Så derfor gik jeg på jagt efter hoteller/B&B.

Det blå hus er Villa Le Monde

Byen La Roche-en-Ardennes blev valgt ud fra en beskrivelse fra en arrangør af motorcykelferier, selv samme arrangør som havde arrangeret vores skiscooterrejse i marts måned. Der blev byen beskrevet så indbydende, at vi blev enige om, at den skulle være det faste tilholdssted. Hurtigt fandt jeg Villa le Monde, Verdens villa, et bed and breakfast. Reklamefolk slår meget på, at man skal fortælle en historie, når man har et produkt, man gerne vil sælge. Købere vil gerne føle, at de kender de mennesker, som står bag f.eks vildmosekartofler osv. Det var også det, der solgte stedet til mig, Historien om familien, som bor i den flamsktalende del af Belgien, hvor børnene nu var voksne og studerede, hvor far havde et job, som indebar mange rejsedage og en mor, som i mange år havde været hjemmegående og længe havde haft en drøm om at have et Bed and Breakfast lød spændende. Den drøm førte de ud i livet, de fandt det lille hus på bjergsiden i udkanten af byen, faldt for stemningen i huset og købte det. Den tidligere ejer havde rejst meget i verden og fotograferet. Alle fem værelser havde navne efter musikere og en sangtitel, og så var der fotostater af alverdens folkeslag sat i dørfyldningerne. 

Dette havde de nuværende ejere beholdt, ligesom de mange smukke landskabsfotografier rundt om i huset. Ejeren Caroline boede der fast i højsæsonen, og så kom familien på besøg i weekender eller ferie. Caroline var det skønneste hjertevarme menneske, nem at snakke med og så lavede hun lækker mad. Vi mødte hendes mand om søndagen, inden han drog hjem. Han var lige så nem at tale med og begge vidste meget om området.

De havde bygget nye terrasser med udsigt over byen og slotsruinen, ligesom de havde lavet nye badeværelser til værelserne. Vi havde fået familieværelset, det var skønt, for så kunne køjesengene rumme alle vores tasker, så vi ikke faldt over dem på gulvet.

På værelset var der en lille bakke med nescafe, tebreve og kiks samt en elkedel. Det blev fast rutine at lave en kop te om aftenen og så sidde ude på terrassen. To af dagene havde vi bestilt aftensmad hos Caroline, hun havde forslag til forskellige retter, men vi valgte at sige: surprise us, vi vil gerne smage noget belgisk mad. Det smagte lækkert. Den ene aften fik vi cassoulet med fritter og en lækker salat af nogle grøntsager, vi aldrig fandt ud hvad var. De var hvide og de groede nede i jorden. Måske pastinakker eller persillerod? Den anden aften fik vi en ovnret med røde pebre i bunden og derover kyllingestykker vendt i en sovs med ost. Rigtig velsmagende retter, som var nogle af Carolines yndlingsretter.

På hjemmesiden stod også at kom man på motorcykel, kunne man få den låst inde tæt på B&B. Vi har valgt hoteller fra af den årsag, at vi ikke kunne få den låst inde. Desværre er sådan et køretøj guf for tyve, men her havde Caroline en aftale med en blikkenslager, så vi kunne parkere motorcykel i hans bygning. Det kærvede lige en lille gåtur, men så fik vi os en lille morgen og aftentur. Jeg fulgte altid landmanden derned om morgenen, og så gik jeg hjem af en smutvej, mens han kørte på vejen gennem byen til B&B. Om aftenen tømte vi topboksen på motorcykelen, hvorefter jeg gik op med indholdet og min hjelm. Bagefter gik jeg landmanden i møde, det blev en lille hyggelig tradition.

Først op af en af indfaldsvejene til byen.

Så ned ad en lille sti

herefter langs bækken

hen til broen og så til venstre, hvor lagerbygningen stod

Hver morgen kom vi ned til et skønt morgenbord med nykøbt brød og kager fra bageren. Altid var der et stort smil og velkomst. Vi følte os så godt behandlet af Caroline, og skulle du have brug for et overnatningssted på vej ud i Europa, så er denne by og dette B&B helt klart værd at gæste.

Skibet er ladet med

• A for arbejdstid. Ferien er slut, første arbejdsdag er gennemført med meget lidt søvn(typisk for min første arbejdsdag efter ferie) men med gode kolleger blev det en rigtig god dag. Jeg er i plejen i denne uge, og jeg nød at få min sygepleje i brug og at få diskuteret sygeplejefaglige problemstillinger med nye kolleger. Vi har heldigvis fået dispensation fra ansættelsesstoppet til at slå ubesatte stillinger op. Lige nu har vi gode vikarer for barselskvinder, men vi mangler erstatning for gode kolleger, som er gået nye veje af hensyn til familielivet.
• P for positiv indstilling. Jeg kunne nemt fortælle en historie om, at ferien ikke blev den afslappede ferie, som jeg havde drømt om. I stedet vælger jeg at fortælle om alt det dejlige vi fik nået, og som vi ikke kunne finde tid og overskud til før ferien. Der er bygget hundegård i sommerhuset, vi har fået malet terrasserne, jeg har malet haveborde, jeg har slidt med at male havestole med mange små træstykker. Jeg har fået ryddet op i skuffer og skabe i sommerhuset, der er blevet kasseret og købt nye kasser til nye systemer. Vi har fået ryddet op i vores skur og vores opbevaringsrum i sommerhuset.

• O for oplevelser. Vi har lånt vores sommerhus ud til søn og hans norske svigerfamilie. Og i går kom de på besøg på gården. Vores svigerdatters far, hendes søster, og mand sammen med deres to børn mødte vi for første gang. Sønnens svigermor kunne desværre ikke komme med, så må vi drage til Leksvika efter kartoffelhøsten og møde hende. I går fik de klappet hunde, set høns og fasankyllinger. Højdepunktet var nok, da vi kørte den største traktor på gården og ATVen ud på en græsmark og så fik alle lov til at give den gas. Til sidst fik de to børn lov til at grave kartofler op, som de kan tage med hjem til Norge. 

• P for endnu en omgang positiv indstilling. Som teenager var jeg altid efter min mor, når vi skulle have gæster, for så skulle der gøres rent. Hvorfor dog det? Det var bedre at gøre rent bagefter, I dag forstår jeg hende. Der skal være et mål med så træls en opgave. Og for mit vedkommende blev feriegæsterne en anledning til, at jeg fik gjort hovedrent i sommerhuset de sidste dage i ferien. Der blev pudset vinduer, både højre og lave. Der blev vasket/skuret gulve og møbler kom ud fra væggen. Og der under sofaen lå min elskede top til et gammelt træetui til strikkepinde, som jeg havde arvet efter min mormor. Der blev købt nyt sengelinned og alt skinnede perfekt, da jeg træt fredag aften hentede søn, svigerdatter og hendes far ved toget. Lørdag morgen gik jeg så i gang med rengøring herhjemme, så huset så nogenlunde ud til feriegæsterne søndag. Jeg fik også bagt boller og kage samt lavet lækker mad.

vores fine faunastribe

• L for livsglæde. I aften var vi inviteret til spisning på Blokhus Fiskerestaurant af sønnens svigerfar. Det var som altid en lækker fiskebuffet, og bedst af alt, vi havde en rigtig god humor til fælles. Som vi dog fik grinet og snakken gik vældigt, selv om vi af og til måtte have ekstra forklaringer for at forstå hinanden. Men alle var enige om, at vi ikke slog over i engelsk, vi skulle kunne forstå hinanden. Og så fandt jeg ud af, at The Julekalender er blevet lavet på norsk, og det kom bag på sønnens norske familie, da de fik at vide, at den oprindelig var dansk, fordi de syntes, den var indbegrebet af ægte norsk humor.

• E for ekstra god morgenstart i morgen. I disse dage har sønnen min bil, så landmanden kørte mig til bussen i morges. Den var så en halv time forsinket, så den kære landmand kørte mig på arbejde. Min dejlige kollega, som også er min projektmakker, tilbød et lift hjem og så sandelig også et lift i morgen tidlig. Sikke vi skal snakke sammen på vej til arbejde.
• K for kærlighed til mine børn og de mennesker, vi har fået lov at møde gennem dem. Datteren har lige været i Bulgarien med sit kor, og jeg håber, at jeg i år lykkes med at høre dette danske kor synge bulgarsk.

• S for snarligt overskud til at fortælle videre om vores motorcykelferie til Ardennerne.
• I for indsigt i egen krops formåen. Med årene kommer der skavanker, kroppen gør opmærksom på sig selv på en anden måde end tidligere. Vi kan det samme som før, men som tidligere skrevet har vi brug for en længere restitutionsfase. Som sygeplejerske på et apopleksiafsnit lærer man også kroppen at kende på en anden måde. Når mennesker bliver ramt i hjernen af en blodprop eller blødning, så finder man ud af, hvor fantastisk vores hjerne er. Alt det vi aldrig tænker over, men bare gør, skal disse mennesker til at genindlære. For nogle bliver livet aldrig det samme. Trods dette lykkes det for nogen at få et godt liv på trods af dette. 

• Og hermed slutter Skibet er ladet med ordet APOPLEKSI - husk ved pludselig nedsat kraft i arm eller ben, hængende mundvig eller manglende evne til at tale, ring 1-1-2, det kan være en blodprop eller blødning i hjernen. Vi har en behandling, men den skal gives inden for de første timer, så det er vitalt, at man får ringet alarm. Det kan redde menneskeliv.
• God aften til dig.

Sofabetragtninger

• Egentlig har jeg en masse, jeg gerne vil lave, men lægen siger, jeg skal tage den med ro, så nu halvt sidder, halvt ligger jeg her i min sofa og lader dagen starte langsomt
• Landmanden havde købt morgenbrød i morges og lavet te. Det nød jeg.

• Jeg kom galt af sted på min mountainbike i går. Nu havde jeg langt om længe knækket koden til, hvordan man kunne pumpe luft i dækket (tænk at det skulle være så besværligt). Så nu skulle cyklen bruges. Og så mistede jeg balancen på vej ud på en vej, fordi jeg trykkede for hårdt på håndbremserne. Det betød, at jeg satte benene ned på jorden for at undgå at falde. Den ene ben ramte dog det store tandhjul, som så rev en ordentlig flænge i benet. Resultat: en tur til lægen og seks sting rigere på min læg.
• Inden uheldet nåede jeg dog en aftentur til vandet på cyklen OG at bade i havet. Det var bare så godt. Lige som et havbad skal være, først koldt, så man tænker, jeg kommer aldrig under, og det næste øjeblik, når gyset har fortaget sig af at smide sig i bølgen, føles vandet lunt og dejligt.

• Alle mine havemøbler er nu malet, de sidste måtte gøres med hensyntagen til lægens ordre om ro til benet.
• I går fik jeg læst et kapitel mere i Morten Albæks bog. Lige nu distraherer det mig, at den arbejdssituation han beskriver tydeligvis ikke er min. Den er mere i den branche, hvor man møder klokken ni, arbejder i en anden verden med andre parametre og ord. Der tales om DICS, som jeg ikke aner hvad er. Øh nej det må være DISC profil, google er endnu en gang min hjælper og fortæller om guide til selvindsigt, kommunikation og samarbejde. DISC står for Dominans, Indflydelse, Stabilitet og Konformitet. Han taler også om KPI, som google igen kan fortælle mig betyder Key Performance Indicator. Hovedpointen er dog, at ledere i dag har mere fokus på at opnå målsætninger fremfor at have fokus på, at medarbejderen oplever meningsfuldhed i sit arbejdsliv og dermed trives, får selvindsigt og selvværd.

• "meningsfuldhed skaber en bedre forretning i morgen, end den vi har i dag, eftersom mening driver produktivitet, innovation og medarbejderfastholdelse stærkere end noget andet. Men det primære er og bliver, at intet menneske ledes til at fortryde det ene liv, de er blevet givet, og vi bør benytte lejligheden til at knæsætte det som den fineste og vigtigste KPI for den ledelse, vi bedriver"

• Morten Albæk taler også om begrebet HR afdeling Det lyder fint, at man arbejder i HR afdelingen, men det lyder måske knapt så tiltalende, hvis man oversætter forkortelsen til det den faktisk står for, at man arbejder med administration af menneskelige ressourcer. Morten Albæk har en pointe i, at det er skræmmende, at man omtaler vi mennesker som ressourcer, der kan udnyttes, udvindes og opbruges.

• Jeg havde skrevet en lang smøre om selvtillid versus selvværd inspireret af MA, men jeg kan mærke, at det skal simre lidt længere i min tankegryde, før det kommer på skrift
• Nu er opvaskemaskinen sat i gang, morgenbordet er ryddet væk, det nye stykke med græs er vandet og jeg læser lidt mere, inden jeg vil gøre mig klar til at gå ud i verden efter de ting, jeg har brug for. 

Tecklenburg, motorcykelferie Ardennerne, Belgien, dag 1

Som skrevet i første indlæg om vores motorcykelferie stod vi klokken halv ni om aftenen foran Die Drei Kronen i Tecklenburg og ventede på at blive anvist et værelse. Vores hjælper kom ind efter at have parkeret bilen og sikrede sig, at de havde styr på reserveringen. Det havde de. Vi blev guidet op ad flere hold trapper, den sidste var ganske stejl og jeg tænker ,om vi endte på et lille loftværelse. Vi endte på loftet, men i en lejlighed med dagligstue, spiseområde, køkken, bad og tre værelser. Vi kunne vælge hvilket værelse, vi ville have, og faktisk havde vi hele lejligheden for os selv. Vi benyttede os dog ikke af faciliteterne, vi var jo kun på gennemrejse.

Vi havde set mennesker spise inde på deres restaurant, men på på forespørgsel oplyste manden os om, at der nu var lukket for bestilling, men at der var flere spisesteder omkring hotellet. Lige overfor var et pizzeria, som så hyggeligt og indbydende ud. Først skulle vi dog have motorcyklen tømt og fundet hotellets parkeringsplads. Det gav pusten og varmen at bære fem tasker plus hjelme op på loftet. Derefter gik vi først ned til p-pladsen, for det gik stejlt ned, vejen var brosten, de var fugtige, så vi var begge lidt nervøse for, hvordan det ville gå landmanden med den tunge maskine. Han er dog så rutineret, så han trillede den forsigtig ned, drejede skarpt ind på pladsen og så var vi klar til aftensmad.

Tjeneren i pizzeriaet var en sød ung kvinde, som oprindeligt kom fra Polen. Hun havde lagt mærke til motorcyklen og var vældig imponeret over den. Hun kørte selv motorcykel. Vores valg denne aften blev ikke pizza, men derimod kartoffelklösschen i tomatsovs. Det smagte lækkert, og der var lige plads til dessert: en tiramisu til deling sammen med kaffen og teen.

De fleste motorcykelferier har været efter konceptet at overnatte nyt sted hver nat. På den måde kunne vi komme vidt omkring og få set meget på turen. Ofte er vi også ankommet sent til overnatningstedet, men ikke desto mindre har vi altid været gode til at gå en aftentur og mærke denne bys stemning. Det gjorde vi også denne aften. Tjeneren havde fortalt, at byen var kendt for sine store koncerter/musicals på en stor friluftsscene oppe ved en slotsruin. Vi gik nu ikke derop, for der skulle være 3000 tilhørere, som netop på det tidspunkt var ved at forlade koncertstedet. I stedet for gik vi en lille tur i inderbyen, som emmede af stemning og gamle bygninger. Vi nød, at regnen var stoppet og vi kunne gå rundt i byen.

Efter at have sat alt til opladning: hjelmenes samtaleanlæg, mobiltelefoner og kamera faldt vi hurtigt i søvn. Morgenmaden var først klokken 8.30, så vi ville have pakket motorcyklen inden da, så vi var klar til afgang, så snart maden var indtaget. Jeg elsker morgenmad, og især morgenmad, jeg ikke selv har stået for. Her var der alle mulige lækre ting, så vi forsynede os godt, inden vi hoppede på motorcyklen for at køre de sidste 350 kilometer til La Roche-en-Ardennes.