Lad blot andre

• rydde julen væk anden juledag
• sætte en ære i, at nu skuer vi fremad mod foråret
• smide juleslik og julebag ud
• snakke om hvor skønt det er, at julen er over, for den har jo varet en hel måned

Jeg er ligeglad, for mig gælder nemlig

• at julen starter d. 24/12
• at december måned er ventetiden på julen
• at julen varer til Helligtrekonger

og derfor

• spiser jeg julekonfekt og juleslik lige nu
• spiser jeg julesmåkager og pebernødder lige nu
• drikker jeg næsten hver aften hvidtøl og citronsodavand sammen
• nyder jeg lysene i juletræet, i julekrybben, i adventsstjernen og i kirken
• kommer det nok ikke som en overraskelse, at mit hus først får fjernet sin julepynt omkring Helligtrekonger.

Men allermest nyder jeg, at begge mine børn er hjemme lige nu. Sønnen kom i går, min yngste søster blev her en ekstra dag efter vores familiesammenkomst 3. juledag og drog videre i dag. Datteren tager hjem i morgen og sønnen i overmorgen. Jeg startede arbejde i går og fortsætter til og med nytårsdag. Tre dagvagter, en tolvtimers vagt nytårsaftensdag og en aftenvagt nytårsdag.

Jeg nyder besøgene, men jeg kan også mærke, at jeg er vant til blot at kunne sætte mig ned og lave ingenting, når jeg kommer hjem fra arbejde. Selvom det er vores børn, vi har besøg af, så er jeg alligevel oppe i et andet gear end vanligt. Ikke et overstadigt gear, men et hvor jeg kræver af mig selv at være til stede og nyde og også sørge for god mad og lækkerier til alle. 

nåede også ned til mine forældres gravsted anden juledag

Men der er ryddet op, vasket op, lagt tøj sammen, når jeg kommer hjem. Og alle hjælper til, når der laves mad. I aften er der tøm køleskabet på menuen. Der er stuvet hvidkål, vendsysselsk grønlangkål, medisterpølse, glaseret hamburgerryg, kartoffeltærte og rødkålssalat. Der er helt sikkert også andet, der kan friste, men som jeg har glemt. Den sidste risalamande blev spist i går, jeg har faktisk fløde, chokolade, bananer, æbler og dåsefrugt til en omgang frugtsalat, mon ikke det skal vente til i morgen. Vi går ikke sultne i seng. 

God femte juledag til dig.

datterens bordpynt til familiekomsammen

Ved julelampens skær

Vores juleaften har mere eller mindre haft den samme rytme i 30 år. Da datteren var næsten 3 og sønnen godt halvanden år, begyndte vi at holde juleaften selv. Det var ikke med min gode vilje, men mere fordi det var landmandens højeste ønske. Så sådan blev det og bortset fra et år, hvor vi holdt jul sammen med mine søskende hos mine forældre, så er juleaften foregået på gården. Vi har mange år været os fire alene, vi har dog også haft forskellige gæster, først landmandens forældre med jævne mellemrum. Sidenhen da mine søskende begyndte at holde jul for sig selv, fik vi lov til at have mine forældre og min yngste søster som julegæster. Vi har også haft min svoger og svigerinde på besøg, ligesom den ene af mine søstre med familie har været her flere gange.

I år blev anderledes, svoger og svigerinde skulle have deres søn og hans franske familie på besøg, og de syntes, vi skulle være med. Det blev en skøn fransk-dansk aften, hvor der blev snakket dansk, fransk og engelsk på kryds og tvær. Siden vores børn blev voksne, har vi ikke holdt juleaften sammen med børn og det var skønt at være sammen med to på 9 og 11 år. Vi fik juleevangeliet læst på fransk af de to, vi fik julemusik spillet på tværfløjte og vi blev introduceret til franske julesange. Det blev en skøn juleaften.

1. juledag fik en langsom start uden alarmer, der lød. Der er spist risalamande til morgenmad, den tradition, som landmanden startede efter vores første juleaften herhjemme. Der er spist småkager og slik. Der er blevet gået en tur for mit vedkommende og trænet hunde for landmandens vedkommende. Der er set fjernsyn en masse, drukket endnu mere te og slappet af. Lige som en juledag skal være.

Og nu nærmer dagen sin slutning, jeg kan ikke finde min seng, nyder bevidstheden om at jeg kan sove længe uden alarmer i morgen igen. Overvejer om at jeg skal drikke gløgg eller en øl som midnatsdrik. Håber din juledag har været lige som du ønskede det.

Midt i mørket

Juleaftensdag starter med irritation, og jeg skal virkelig arbejde med mig selv for at få den til at gå væk. Sådan er det også at være gift, at man tænder meget nemt på de små ting, der irriterer, så man helt kan glemme det store, taknemligheden over at dele julen med det menneske, man har fulgtes med igennem 35 år.

Landmanden husker aldrig at slå sin alarm fra, når han holder fri. Med det resultat at den eneste, der sover videre her til morgen, er landmanden. Hundene hører mobilen som et signal til, at nu er huset vågen, og landmandskonen vågner så meget op, at hun  hører hundenes insisterende piben og søvnen nægter at indfinde sig igen, fordi jeg ved at den piben går over i voldsom leg i bryggerset, hvis ikke de bliver fodret.

Nu er der helt stille i huset igen, der er mørkt udover julens lysglimt; adventsstjernen i køkkenet og troldhaslens lys, der skinner på engle og stjerner i stuen, kirkens lys på skænken og julekrybben omgivet af lys i gangen. Juletræet kommer først ind i dag, når landmanden er vågnet og pyntes, når datteren er vågnet.

Jeg burde prøve at sove igen, for juleaftensdag er en lang dag. I stedet for læser jeg gode artikler, der sætter tanker i gang, blandt andet hvad julefred betyder for forskellige mennesker. Og de her ord vækker genklang hos mig og gør mig glad:

"Her findes nogle meget fine mosaikker, blandt andet en med julens scene med barnet i krybben, englene, der giver besked til hyrderne på marken, Maria og Josef. Josef sidder i sine egne tanker og funderer over, om det nu også er hans barn, og hvad der skal ske. Kort efter sætter kong Herodes barnemordet i gang. Den scene julenat er for mig billedet på, hvordan der bag den julefred, der indfinder sig julenat, også er en uro, der ulmer. For julefred i verden er ikke noget statisk, men er et glimt af fred i en ellers urolig verden. Julefred er en ro i verdens larm, et lys i verdens mørke" (Elof  Westergaard, biskop Ribe)

Min søster og jeg snakkede forleden dag om alle de mennesker, for hvem julen bliver svær. De har mistet nogle af deres kære og skal nu forsøge at finde livet midt i sorgen. Julen er en tid, hvor vi mindes, hvor vi kigger på vores liv, hvor vi gerne vil rykke tættere sammen, og så mærkes det, at der mangler nogen. Sorgen kan også skyldes, at man må erkende, at den fremtid, man troede skulle ske, ikke kommer til at ske. At livet ikke blev som man troede. Og ved juletid bliver man mindet om det. Så er det godt, hvis man har nogen, man kan græde sammen med og glæde sig sammen over, at livet er her, lige nu, og at håbet lever.

"Juledag, når jeg sidder i kirken og synger ’Velkommen igen, Guds engle små’, så mærker jeg virkelig, at julefreden er indtruffet. Julens tekster er dejlige, og især Juleevangeliet hører jeg på en anden måde juledag end selve juleaften, fordi den får en anden dybde, når man tænker på vores urolige verden. Hyrderne blev sendt tilbage til deres får og marker, ligesom vi alle sammen skal tilbage til det travle liv, vi lever. Men netop den dag er det, som om verden trækker vejret. Det giver plads til at tænke på, at der kom et kolossalt håb og lys ind i verden julenat.

Julefreden betyder jo, at vi bliver ved at holde håbet og længslen levende. Det gør vi, fordi Gud selv kom til verden i form af et lille barn. Det er en ny begyndelse hvert år, hvor vi besinder os på, at selvom verden kan se mørk ud, så er der alligevel håb og kærlighed i den. Jeg kan slet ikke forestille mig en verden, hvor det håb ikke er." (Lisbeth Smedegaard Andersen, salmedigter)

Må du og dine få en dejlig juleaften, som bærer håbet ind i hverdagen. Glædelig jul.

Julefridage

Skulderne sænker sig, det har været fire hektiske dage på arbejde. Vi har mange dårlige patienter og vi har mange kolleger, der af den ene eller anden grund er sygemeldt eller som arbejder på nedsat tid. Derudover har vi også ubesatte stillinger, som først er blevet besat om nogle måneder som led i besparelserne.

De sidste tre dage har jeg været i dagsafsnit, jeg elsker det, og var det ikke fordi vi er mange, der gør det, så kunne jeg godt se det som en seniorstilling til mig, når/hvis jeg kører træt i min funktion. I dag kom jeg fra afdelingen til tiden, det har jeg ikke gjort de forrige dage, fordi jeg stod med den sidste patient, som først lægeligt set var klar til at gå hjem kl. 15. Der manglede blot udskrivelsessamtale og udskrivelsesarket med og fra sygeplejersken. Reelt set kunne jeg godt give det videre til den ansvarshavende aftenvagt. Jeg ved så også, at hun først skal have læst om alle de indlagte patienter, styre stuegang, svare telefon osv, så patienten kan komme til at vente. Derfor valgte jeg at gøre det færdig med overarbejde til følge.

Nu er adventskransen tændt, der er drukket te og spist kage, landmanden er gået i bad og vi slapper begge af ved tanken om, at der ikke skal sorteres kartofler eller passes patienter før efter juledagene. Nu kan vi forhåbentlig få fundet og fældet et juletræ samt pyntet op til jul. Der mangler lidt gaver og julemadsindkøb. Det når jeg i morgen, og så lover yr.no, at regnvejret stopper og der måske kommer tøsne i morgen. Det vil jeg glæde mig til og over.

To skønne lange dage

Så er jeg hjemme igen og i fuld gang på arbejde. Det har været intense dage i hovedstaden, og jeg har suget til mig af nærvær og samvær. Lørdag bød på brunch hos datteren, herefter juleshoppede vi, så nu er gaverne afleveret til det dansk-norske par, som holder jul i Norge. Vi nåede også en tur gennem Frederiksberg til skøjtebanen og Haveselskabets Have

Bagefter mødtes vi med vores dejlige norske svigerdatter ved Flintholm Kirke. Her holder min yngste søsters kor hvert år en julekoncert. Jeg har hørt dem tre gange, og hvis jeg kan få det til at passe, så skal det være en decembertradition hvert år. Hold da op, hvor er de bare gode. De formår at lave spændende korarrangementer af gamle julesange/salmer. Og når de slutter af med min yndlingssalme Dejlig er jorden, falder mit hjerte stille og roligt på plads, åndedrættet sænker sig og jeg nyder at være lige der sammen med andre, som nyder det lige så meget som mig. Menighedsrådet bød på gløgg og småkager, så vi nåede en hyggelig time med lillesøster, før vi drog hver til sit.

Bagefter mødtes vi med sønnen på Cafe Den Blå Hund, som normalt er er vores brunchcafe, men de laver også rigtig lækker aftensmad. Snakken gik, og mine kære børn morede sig over deres mor. Ja, man kan nemt blive til grin. Datteren og jeg havde ledt efter en cafe til en kop eftermiddagste før koncerten og jeg spurgte så, om den der Wedo var noget. Problemet var, at jeg ikke havde fanget/ikke vidste, at det stod for We Do Food (kunne ikke se det sidste Food på skiltet), så jeg udtalte det på jysk som vedo med bred v og langtrukken o. Kort efter så jeg så en anden cafe, som jeg kaldte jagger, lige som det staves, altså j som i jagt. Så kiggede folk på os, for min datter knækkede sammen af grin og med det samme ændrede jeg udtalen til Jagger som i Mick Jagger. Hvor skulle jeg dog vide det fra (sæt selv en morlille, som ryster på hovedet mens hun siger tsk tsk, ind)

Søndag startede langsomt med tid til mor-datter hygge, inden vi mødtes med svigerdatteren ved Tivolis indgang. Det blev en skøn aften! Vi travede Tivoli tyndt, var i alle boder, fik købt lidt af hvert og jeg fik endda lokket de unge kvinder op i ballongyngerne. Her lærte vi svigerdatteren den gamle sang Du og jeg er forelsket i København , og andre i ballongyngerne har nok tænkt deres, men vi havde det sjovt. Sønnen stødte igen til, da vi skulle spise. Vi valgte Færgekroen og fik igen lækker mad, mens snakken gik. Aftenen sluttede af med lysshow til musikken fra Nøddeknækkeren. Nu er jeg tanket op med knus og kram.

en alternativ adventskrans

 Mandag morgen vendte jeg næsen hjemad, nu med en albue, der gjorde mere og mere ondt, og som stjal en del af min nattesøvn, indtil jeg ordinerede smertestillende, som hjalp. Diagnosen fra sygeplejersken lyder på bursitis, olecrani, eller på dansk betændelse i albuens slimsæk. Dagen er holdt gående på smertestillende, og i aften skal det også være natcocktailen, for jeg trænger til en god nats søvn. Og nej, jeg har ikke den fjerneste ide om hvorfor jeg pludselig får sådan en albue. Men nu er det snart tolv timer, siden jeg sidst tog smertestillende, så alt tyder på, at smerterne er ved at gå i sig selv. (sæt selv glad kvinde ind - nå nej hun er jo lige nedenfor ;-)

en glad kvinde i ballongyngerne

 God decemberaften/nat/dag til dig.

To lange dage

En lille pause i arbejdet, så jeg nyder lidt eftermiddagsmad hentet i sygehusets cafe. Heldigvis har jeg selv taget te med, og skulle jeg trænge til mere energi til hjernen, så kan jeg få varm kakao fra vores automat.

 

I går arbejdede vi med vores projekt, vi er stadig i artikelfasen og synes det går for langsomt, men vores vejledere siger, at det er som det skal være. Især når man tænker på, at vi laver alt muligt andet på alle andre arbejdsdage.

 

Bagefter havde vi personalemøde, som jeg måtte gå fra en halv time før tid. Jeg havde en cafeaftale med min studieveninde. Hun blev så 45 minutter forsinket, så jeg kunne godt have nået den sidste spændende del.

Snakken gik livligt over en lækker burger med grovfritter, og som altid strøg de to timer af sted. Nu er vi blevet enige om, at vi skal mødes hjemme hos hinanden på en fridag, så vi kan få mere tid. Jeg bliver så inspireret af vores snakke, som rummer både arbejdsrelaterede  og private emner. Klokken var over 21, inden jeg nåede hjem og der gik ikke mange minutter, før jeg faldt i søvn på sofaen.

Lige for tiden er jeg inde i en stime med urolige nætter. Jeg kan ikke sætte fingeren på et bestemt punkt, men må bare acceptere, at sådan er det bare.

I dag har vi haft projektdag hos den yngste af os. Hun er sammen med kæresten flyttet i hus, og nu fik vi det endelig set. Vi var effektive, men alligevel synes vi, at vi ikke nåede så meget, som vi gerne ville. Sådan må det være, jeg har samlet dokumenterne, efter at jeg er landet herinde på sygehuset. Det er min tur til at undervise patienter og pårørende fra 17 - 19. Det bliver sammen med en ny diætist, så det er jeg spændt på. Egentlig skulle jeg øve sange til gospelkorets sidste julekoncert i næste uge, men jeg må satse på, at jeg kan øve hjemme ved klaveret de næste dage.

Når jeg lander hjemme i sofaen efter 20, så har jeg nemlig fri i fem dage! Det bliver så godt. Må du få en god aften.

En smuk dag

En sej og stærk mand blev bisat i dag. En mand, hvis kamp for at vende tilbage til et meningsfuldt liv efter en apopleksi for ti år siden, jeg fik lov at følge via venskab med hans kone. En mand, som havde et motto, som jeg desværre ikke kan huske helt nøjagtig, men det var noget med at huske sin fortid, acceptere nutiden og kæmpe for fremtiden. Kampen gav gode resultater, han lærte at køre bil, at sejle, at lave mad og meget andet med en lammet venstre arm. Han lærte andre at se muligheder, han brugte al sin viden fra før og efter apopleksien til at give videre til andre. Han var et træ med solide rødder, som andre kunne læne sig opad, som hans kone så smukt sagde. Det føles meningsløst, at den lille familie skulle rammes igen, men sygdom og død giver ingen mening. Et er dog sikkert, han satte spor i andre, og de spor går videre.

Vejgaard kirke er en smuk kirke, og den dannede den rette ramme om salmer og ord. Da jeg gik hen til bilen efter mindehøjtideligheden, kom jeg forbi kirken igen. Døren stod åben og jeg gik indenfor og nød kirkerummet og den smukke julekrybbe, som stod under prædikestolen. Læg mærke til den smukke stjerne, det er en Herrnhut stjerne, også kaldet adventsstjernen. Min adventsstjerne venter på, at jeg får den samlet, så den kan lyse i mørket.

Hjemme blev der tid til en gåtur, mens solen gik ned midt om eftermiddagen. Vi må samle på lysglimtene i denne mørke tid. God aften til dig.

Et sammensurium

Mine tanker flyver rundt, mens jeg vaskede vinduer. De går også på afveje, når jeg ser en julefilm. De var med mig, da jeg sang sange på vejen til slagteren i sidste øjeblik, så vi kan få røget hjortekølle til jul.

Jeg er både her og hisset. Jeg er både glad, taknemlig og ked af det. Jeg tænker på min mor, min seje mor, som jeg virkelig gerne havde haft nogle flere år sammen med, men hvor er jeg taknemlig for de år, vi fik. Jeg tænker på min far, min kloge far, som selv i demenstågerne kunne give os hjertevarme.

Jeg tænker på min skønne niece, som er i praktik i New Zealand og hendes forældre herhjemme, som skal holde jul for første gang uden hinanden. Jeg tænker på hendes storesøster, som i denne måned kunne være blevet 29 år, men kun fik lov til at berige vores liv 15½ år.

Jeg tænker på min skønne søn, som igen i år ikke skal holde jul sammen med os. Han tager til Norge og holder jul hos svigerforældrene. Jeg tænker på, om de mon kommer hjem til os næste år og at jeg så skal have byttet min vagt juleaften, for den er nemlig min næste år. Jeg tænker på min datter og svigersøn og sender kærlige tanker til dem. Jeg glæder mig til at se dem alle i øjnene næste weekend og kramme dem alle i hovedstaden. Jeg ville ønske, at landmanden kunne komme med, men decembertid er lig med kartoffeltid, så der skal hænges i for at levere de ønskede mængder.

December og julen er ikke blot gaver, latter og sang, det er også tiden hvor sorgen, savnet, bevidstheden om ens fejl og mangler og alle mulige andre triste tanker sniger sig ind. De skal være velkommen for lige efter kommer glæden, taknemligheden, overbærenheden og samhørigheden og aer min kind. Det er et sandt sammensurium, men det er min december, min jul og det er helt okay.

PS og jeg har det godt, men lidt decemberblues er grundtonen i dag.

En rynket hund

Hver gang jeg så mig selv i et spejl i dag, fik jeg en forskrækkelse. Jeg syntes, det var en ti år ældre udgave af mig selv, jeg så. Min leder var nu så sød og sagde, at hun ikke kunne se det. En anden kollega sagde dog, at hun godt kunne se, at jeg slet ikke var på toppen. Jeg var træt med ekstra lag træthed ovenpå. Jeg gik på arbejde med 3 1/2 times søvn i rygsækken. Der er dage, hvor jeg er som cirkushesten, der med det samme kan præstere på trods. I dag var ikke en af dem, så jeg sørgede for at lave noget, som ikke oversteg min evne. Så nu har jeg fået kigget 370 titler i en litteratursøgning om pårørende igennem. Næste skridt er at kigge nærmere på dem, som umiddelbart lyder til at rumme lidt af det, vi søger. Det bliver dog først i næste uge, jeg har nemlig fire fridage nu.

I går prøvede jeg mit nye koncept af, jeg har haft svært ved at knække koden til, hvordan vi får gennemført en anden måde at dokumentere på. Nu forsøger jeg med timer, hvor jeg sætter mig ved kolleger, der er ved at dokumentere og snakker med dem om deres sygepleje. I går blev det ikke så meget dokumentationen, der fyldte, men derimod undrende spørgsmål, som jeg så hjalp med at få besvaret. For mig selv gav det en skøn arbejdsglæde og jeg håber kollegerne også kommer til at sætte pris på denne form for bedsideundervisning.

Et lille trick, jeg er begyndt at bruge overfor mig selv, er at fortælle en kollega, at jeg overvejer at køre omkring LOOP på vej hjem, men at der skal overtalelse til hele vejen hjem fra arbejde for ikke blot at køre forbi og hjem til gården. Indtil nu har det virket, for når jeg har sagt det højt og min kollega støtter mig og siger, at hun vil spørge til det næste dag, så bliver jeg stædig. Så selv om det burde være glæde nok i sig selv at få trænet. så ansporer det mig mere, at jeg kan fortælle det til en anden.

I dag var nu ikke LOOPdag, det var i går. Jeg ville gerne have gået en tur, men regnen var heftig, da jeg kørte hjem. I stedet for snuppede jeg en lille powernap og så var jeg klar til litteraturkreds, hvor vi diskuterede Grøndals bog Før vi siger Farvel. Der var mange meninger, og mange brød sig ikke om bogen. Det gjorde jeg som tidligere beskrevet. Jeg skal helt sikkert være med i forårsrunden, jeg glæder mig til at blive udfordret.

Sol og regn, lys og mørke

I disse dage skifter vejret nærmest hver dag, og når det regner eller solen ikke finder vej gennem skyerne, bliver det tydeligt, at dagene er korte og at mørket ligger parat til at suge det mindste lys ud af dagen.

Min grundfølelse lige nu er taknemlighed, måske på en lidt underlig baggrund og jeg ved ikke om jeg kan forklare det godt nok. Taknemligheden går på, at jeg kan mærke, at jeg kan bruges til gavn for andre. At det at jeg er til, sådan som jeg er, gør en forskel. Alt for ofte er jeg hård ved mig selv, jeg synes ikke, at jeg gør tingene godt nok, der er altid noget, der kan gøres bedre. Men lige nu er jeg bare glad for, at jeg kan bruges, og det er en god følelse.

Vi fik en sms i morges, om vi ville være sammen med svoger og svigerinde en aften. På forespørgsel om i hvilken anledning, lød svaret: vi tænkte, hvad har vi lyst til denne aften, og vi havde lyst til jer. Det er da så smukt sagt.

Landmanden knokler med kartoffelsortering i disse dage, dette tørkeår har gjort, at kartoflerne ikke er så pæne, smagen og kogeevnen fejler dog ikke noget. Men det gør, at der er dobbelt så meget arbejde med at sortere kartofler, så i weekenden arbejdede han alene ved sorterbordet, mens jeg var på arbejde. Det betyder så også, at jeg må drage alene på julebesøg i hovedstaden. Det ændrer dog ikke på, at jeg glæder mig til en storbyweekend. Jeg skal til min søsters kors julekoncert. Desværre har datterens kor (som synger bulgarske sange) ikke julekoncert den weekend. Til gengæld skal hun, min svigerdatter og jeg hygge os, mens mændene arbejder.

Må du få gode decemberdage. PS jeg elsker jo halvdårlige, sentimentale, romantiske julefilm. Og i går måtte jeg tage billeder, da ungersvenden forklarede, hvorfor han valgte at blive sygeplejerske i stedet for at blive læge :-)

Midnatstid, morgentid, middagstid

Mine dagvagter i weekenden er lagt om til aftenvagter. Det er hyggeligt og jeg elsker aftenvagter, så lige nu glemmer vi, at der er en årsag til, at jeg ikke har dem mere. Dette indlægs overskrift udvikler sig, først skrev jeg lidt ved midnatstid, så redigerede jeg i morges og ændrede overskriften. Men ordene vil ikke som jeg vil og tankerne flyver alle mulige andre steder hen end til indlægget. Så nu nærmer vi os eftermiddag og hvis indlægget skal udgives før vagten, skal det vist være nu.

Jeg gik først i seng klokken 1, fordi jeg nød at kunne sidde med kalenderlyset tændt ved midnatstid og drikke varm hyldebærsaft og spise julebolle. Seks timers sammenhængende søvn gjorde underværker, egentlig ville jeg gerne sove længere, men det ville min hjerne ikke. Den sidste del af sætningen er faktisk noget vrøvl, for min beslutning om at ville sove syv timer foregår jo i hjernen, ligesom det at jeg ikke kan sove længere. Det foregår bare to forskellige steder.

venter på at jeg får tid til at samle den

Disse dage er fyldt med bekymringer og tanker på andres vegne. En familie, som jeg kender, er hårdt ramt lige nu, og det eneste jeg kan gøre, er at kigge forbi før eller efter arbejde og få en snak. En familie, min mand kender, er også ramt af sygdom. Og begge familiers kriser sætter egne bekymringer i relief. Bekymringerne skal ikke nedgøres eller ignoreres, men når alvorlig sygdom banker på ens dør, så synes andet mere håndterbart.

I fredags var vi sammen med flere af landmandens søskende, vi havde en hyggelig aften, og her kom jeg til at snakke med en svigerinde om ikke at lade sig begrænse af bekymringer, der så frem i tiden. Vi havde hver især historier om unge mennesker, som fik en diagnose og hvor de kunne have ladet sig slå ud af en mulig prognose. I stedet for valgte de at lade tiden tale for sig selv og levede livet, som de gerne ville det. De fik børn uden at tænke på, om forælderen om nogle år ville være mere syg. De bosatte sig, hvor de havde lyst, uden at tænke om boligen ville egne sig til en mulig forværring ud i fremtiden osv. Og de havde indtil nu haft et rigt liv, hvor prognoserne ikke havde haft ret.

Sådan forsøger jeg også at leve, ikke at jeg har en sygdom hængende over hovedet som et fakta, men dette at jeg ikke vil bekymre mig om, at jeg måske/måske ikke er i risiko for en sygdom. Livet skal leves her og nu, hvad nytter det at gøre sig bekymringer om, hvor længe man lever og om sygdom rammer om føje år. Det er langt bedre at fokusere på det, der sker her og nu. Ikke desto mindre får sygdom og problemer hos mine kære mig til at stoppe op og kigge på livet, som jeg lever det. Får mig til at tænke over livet og om jeg er nærværende nok i forhold til dem, jeg holder af og i forhold til mig selv. Dulmer mine dagdrømme hverdagen, sløver de mig mere end de vækker mig til live, kunne jeg gøre ting anderledes både arbejdsmæssigt og privat, osv. Og de tanker har det med tage over, når søvnen slipper mig.

Det blev til sen morgenmad i dag, nogen ville nok kalde det mokost. Jeg var ganske enkelt ikke sulten, så jeg fik gået en tur i regnvejret og landmanden fik sovet længe. De mange dage ved sorterbordet sætter sine spor på kroppen. Han har valgt at arbejde alene både i går og i dag for at kunne levere kartofler til tiden. Jeg har fået handlet ind i stor stil, jeg havde fået samlet mærker nok til 15% rabat, og da jeg aldrig tjekker for tilbud og rabatter, så gav det god mening at starte med juleindkøbene i dag i stedet for en tilfældig dag efter arbejde.

En enkelt kop te og så skal jeg gøre mig klar, den her dag er strøget af sted. Som altid er jeg sammen med gode kolleger, som beriger min tilværelse, så jeg glæder mig til i aften. Håber din første søndag i advent også giver dig glimt af glæde.

En novemberonsdag

• Weekenden strøg af sted og jeg fik aldrig skrevet om, hvor skøn den var (det er vel også dybest set ligegyldigt, men da jeg bruger bloggen som mit holdepunkt i livet, så må den med)
• Jeg så julefilm og bagte julesmåkager
• Jeg kom i LOOP og fik gået gode lange ture.
• Vi fik besøg af svoger og svigerinde søndag, og det udviklede sig til et skønt langt besøg, hvor vi genopfriskede minder fra dengang, jeg flyttede til Aalborg fra Viborg
• Jeg var imponeret over de store kinaruller, man kunne købe på Vesterbro. Og dem købte svoger og svigerinde tit, når vi kom på uanmeldt besøg.
• I søndags hentede vi Kinaruller hos det vietnamesiske madsted tæt på gården. Uhm det smagte lækkert.
• Onsdagens fridag er brugt på plasmatapning og afhentning af skærmbriller. Jeg prøvede dem lige af, det er fuldstændig som første gang jeg fik glidende overgang i brillerne: svimmelhed og let kvalme. Det er vist en tilvænningssag.
• Først troede jeg, at brillerne havde langtidseffekt, for pludselig sidst på eftermiddagen blev jeg ramt af kvalme og utilpashed. En træthed lagde sig tungt ned over mig, så nu er der meldt afbud til koraften, øv. Jeg tror dog næppe, at brillerne har skylden.
• Landmanden fik lov til at nyde aftensmaden alene, jeg har kogt havregrød til mig selv efterfølgende. 
• I mit skab står der seks slags hjemmebagte småkager, men dem har jeg absolut ingen lyst til i aften. 
• Jeg tror, jeg vil finde dynen frem og lade julefilm underholde mig.
• God aften til dig

Da jeg tog på sygebesøg efter arbejde i går, kom jeg forbi patienthotellets julepyntede vægge ud mod "hovedgaden" i sygehuset. Dem måtte jeg have et billede af.

Alt der sker, det sætter spor

I dag blev jeg mindet om en dejlig sang, en sang som får mig til at tænke over livet og vi mennesker. "Livet som et vævet tæppe, mennesket en tråd". Den linje giver mig ro til at sige, at jeg gør det så godt som jeg kan. At jeg har betydning som den lille tråd i livets tæppe, og at jeg er forbundet med alle de andre tråde, om jeg vil det eller ej. Et eller andet sted er det en befrielse, at jeg på den ene side har betydning, på den anden side er jeg ikke den, der skal holde alle trådene sammen i tæppet. Jeg er vigtig og alligevel ikke så vigtig, at jeg skal tro, at jeg ved alt og skal kunne alt.

Mit liv sætter spor, lige som dit liv sætter spor. Jeg læste i går om en mand, som syntes, vi alle havde vores næser begravet i smartphones og ipad, når vi gik ud i omverdenen, Så han havde sat sig for i 100 dage at tage kontakt med 100 fremmede mennesker og spørge, om de vil give ham ti minutter af deres tid til at snakke sammen. Mange sagde nej, for han valgte ikke at fortælle om baggrunden med det samme, og jeg tror da også, jeg lige ville tænke, er han sælger, er han på en eller anden religiøs mission. Men jeg håber virkelig, at jeg ville sige ja til at snakke med ham. (og nu kan jeg ikke finde den nyhedsside, hvor jeg læste om det).

Da jeg begyndte at blogge, mødte jeg mennesker uden at møde dem fysisk, om det var via deres blogindlæg eller via kommentarer her, og alle har på en eller anden måde sat spor i mig. Tak for de spor, de væver sig ind i mit livstæppe.

Du får sangen og teksten nedenfor. Måske kan det give dig nogle minutters ro blot at lytte.

Alting er forbundet

Fjorden mumler med sin mørke stemme,jorden gumler på sin sang,der er alt for let at glemmefra gang til gang.Når tonerne de er forsvundetja så er ekkoet på vej - det siger:

alting er forbundetom vi vil det eller ej.Alt der sker, det sætter spor,der er kølvand fra en båd,livet som et vævet tæppe,mennesket en tråd.Men vi er mer end vi helt ved af,selv når vi lever lidt på trods,er vi en del af jordenog jorden er en del af os

Og kun tåber farer ind, hvor engleej tør træde eller gåog lidt ydmyghed er alt, hvad engletør håbe påog når min tid den er udrundetmumler jorden ind i migalting er forbundetom vi vil det eller ej

Shhh, det er nat

men lykken er at gå i seng ti minutter over ti, løse lidt sudoku og så falde i søvn. Lykken er endnu mere at vågne og fornemme, at klokken vist ikke er som vanligt 2-3 timer sovetid. Klokken er tyve over fem, jeg har sovet syv timer uden at vågne!

Nu sidder jeg så her, i min yndlingsstol, og blogger, jeg har fri, jeg kunne godt sove igen, men det er faktisk sjovere at stå op og sidde med morgenmund, morgenhår, morgenøjne og slappe af. Hundene har ikke opdaget, at jeg er vågen, fordi jeg holder mig væk fra køkken og stue. Landmanden sover tungt og godt, og her er helt stille.

Lige nu er jeg i gang med sidste bog til litteraturkredsen. Forrige gang skulle vi læse Den underjordiske jernbane, og den kom jeg alt for sent i gang med. Jeg læste alle mulige andre letlæselige bøger og undgik den behændigt, ene og alene fordi vores mødeleder havde sagt, at det var en grum historie. Pludselig var jeg der, hvor der var kort tid til litteraturaftenen, og jeg var samtidig presset arbejdsmæssigt, så jeg begyndte at sluge bogen. Og det egner den bog sig ikke til.

Jeg kom aldrig til litteraturaften, først og fremmest fordi jeg var så presset og træt og bogen ikke var læst færdig. Da jeg satte mig ned for at melde afbud pr. mail, opdagede jeg, at aftenen allerede var passeret. Nu gav jeg mig så tid til at læse bogen færdig, og ja, det var en grum historie, og jeg blev helt trist ved tanken om, hvor let vi mennesker kan komme til at se andre mennesker som ting; som fluer, der irriterer; som trusler, der skal elimineres. Jeg havde svært ved at finde hoved og hale i personerne i begyndelsen, det blev bedre undervejs, da jeg stoppede med at være så forslugen i min læsestil. Jeg er glad for, at jeg fik læst bogen færdig. Den er en god og grum fortælling om slaveriet og om begyndelsen på slaveriets ophør i USA.

Forslugen var ordet, jeg tænkte på, da jeg vågnede i morges og glædede mig over, at jeg kunne starte dagen langsomt med at læse. For den bog jeg læser lige nu, egner sig ikke til min læsestil, som er hurtig og frem over stepperne. Ja jeg sluger ordene i mig, jeg når ikke at smage på ordene, jeg når ikke at få øje på sætningernes smukke opbygning. Og så alligevel gør jeg, for jeg har jo registreret dem, jeg er bare hurtigt videre.

Jeg læser Før vi siger farvel af Jens Christian Grøndahl. En forfatter jeg har hørt om, men aldrig læst noget af. En forfatter som i min forforståelse er en af de litterære, underforstået en af dem, jeg burde læse og kende og som jeg derfor ikke orker at læse. Lige i starten blev jeg bekræftet af min forforståelse, men så gled ordene ind under huden og jeg mærkede, at jeg var nødt til at læse langsommere eller i hvert fald stoppe op en gang imellem og smage på ordene og sætningerne, for den mand bruger ordene til at sætte sætninger sammen, som jeg ikke helt kan gribe, ikke helt kan begribe.

Læs blot disse sætninger, som handler om Barbaras tanker om, hvorfor hun aldrig var blevet hos de mænd, hun mødte:

Som regel var der ingen grund til, at det løb ud i sandet, bortset fra den lurende rastløshed, når dagene begyndte at lægge sig lidt for godt til rette ved siden af hinanden. Som fliser på en havegang i en lidt for beskyttet forstad til det egentlige livs forfærdende åbenhed.

Eller denne om Barbaras besøg i Indien, hvor hun er adopteret fra:

Det rystende var egentlig ikke elendigheden, men at mennesker klarede sig, fra en dag til den næste. At der selv på en skala så nedskruet i grader af fornedrelse blev næret håb og ambitioner.

Og mens jeg skriver den sætning, går det op for mig, at den passer som beskrivelse af en del af oplevelsen ved at læse Den underjordiske jernebane. Jeg kunne blive ved, for nu hvor jeg er stoppet op og drøvtygger ordene, så finder jeg flere og flere sætninger, som hver især burde læses flere gange og tænkes over. Jeg tror dog, at jeg lige så stille og lidt langsommere end vanligt læser videre.

Mens jeg hygger mig med at skrive indlæg, og nyder lørdagens langsomme start, falder fredagens gode fridag også på plads i mig. Jeg blev færdig med regnskabet, jeg fik gået 5 kilometer og jeg blev inviteret på aftensmad af min landmand. Vi endte på "Futten" et hyggeligt madsted i Blokhus, hvor vi nød en gedigen wienerschnitzel og bagefter gik forbi skøjtebanen.

God lørdag til dig.

Sådan en som mig

Når jeg lufter min bekymring for pensionisttiden, så får jeg altid mange kommentarer om, at jeg er så aktiv. Og ja det er jeg, jeg er også meget ansvarsbevidst, jeg har altid taget teten, hvis ikke andre gjorde det. Jeg gør mit arbejde ordentligt, jeg elsker mit arbejde, det er noget af det mest meningsfulde, der findes. MEN jeg har altid været sådan en, der allerhelst ville ligge henne i sofaen med en bog og det er kun, fordi mine forældre ikke lod mig ligge der og fordi jeg trods alt også er et socialt menneske, som elsker samvær med andre, og har den iboende ansvarsbevidsthed over for andre, at jeg ikke har udviklet liggesår på nuværende tidspunkt.

Men når jeg bliver pensionist, er der jo ingen tilskyndelse til at gøre noget. Når andre sukker efter tid til at være kreative eller aktive, så får jeg slet ikke den tilskyndelse. Det er kun fordi jeg ved med fornuften, at jeg har godt af at være aktiv, at jeg gør det. Jeg kunne reelt sætte mig hen i min yndlingsstol og kun rejse mig for at gå en tur eller få noget mad. Resten af tiden kunne jeg mageligt leve med film, serier og bøger. Det eneste der kunne få mig ud af døren, var trangen til at møde andre mennesker, for det elsker jeg lige så højt som at sofahygge.

Andre mennesker betyder noget for mig, de er dem, der får mig til at yde mit bedste. Patienter og pårørende kalder på min faglighed og medmenneskelighed og jeg holder så meget af at være med i plejen. Samtidig holder jeg også af at stræbe efter mere viden til gavn for patienterne og at sparre med mine kolleger. Sammen bliver vi et stærkt team.

Jeg har altid været et familiemenneske, så hvor andre teenagere og unge i starten af tyverne havde brug for at markere afstand til familien, nød jeg at være til familiefester, nød at samles til højtider osv. At samles med venner betød også meget, jeg havde det allerbedst på sygeplejekollegiet, hvis vi kunne sidde i køkkenet hele tiden eller feste igennem sammen i byen. Jeg elskede at være aktiv i elevforeningen, elskede sammen med andre at sætte gang i nye ting.

Som årene er gået, har jeg dog også fået trangen til at være i stilhed. Jeg har nydt mine retræter i stilhedens rum. Men her har der også været mennesker, som jeg har været stille sammen med. Jeg ved, at jeg i alenehedens stilhed meget nemt kan forfalde til at være stillesiddende og inaktiv. Andre mennesker gør mig godt. Jeg ved, at jeg resten af mit liv ( i hvert fald indtil vi skal på plejehjem) skal bo på en gård, om end den nok på et tidspunkt bliver mindre, og med en mand, der stortrives med alle sine aktiviteter, som netop kun kan udfolde sig på en gård. Og en gård ligger ikke i byen eller tæt på biografer, museer eller cafeer.  Den viden kombineret med min viden om mig selv gør, at jeg er nødt til at finde aktiviteter, der taler til mig på samme måde som sygepleje gør. Og nej, jeg skal ikke være frivillig, som smager lidt af sygepleje, det ved jeg. Jeg skal finde et netværk, som kan støtte og inspirere mig på samme måde som mine kolleger. Ellers bliver jeg en pensionistsofakartoffel.

Sofaliggeren har dog planer om 4 aktive fridage. 5 måneders bilag skal bogføres, det håber jeg på at blive færdig med i dag, Derudover ligger der dokumenter fra advokaten, som skal udfyldes for at leve op til persondataloven. De har ligget klar et stykke tid og ventet på, at nogen får set på dem og taget stilling til, hvad der skal stå. Og den nogen er vist mig, den anden nogen har det med altid at få travlt, så det må blive "i morgen". Så du kan godt se, jeg er nødt til at finde mine egne aktiviteter, når jeg bliver pensionist, for ellers ender jeg med kun at have funktion som medhjælpende pensionistlandmandskone. Og så er det altså sjovere at være sygeplejerske.

Sygeplejersken får lov at holde fri denne weekend, jeg vil bage småkager. Jeg køber alligevel tonsvis af julesmåkager, så snart vi kommer i december, så i år vil jeg nyde hjemmebagte småkager hele december måned.

Nedenunder billeder fra min uge:

mørkevandringstur

Det er risengrød

Forberedelser til julekoncert med mit gospelkor

Min leder fik med et enkelt "hvorfor ikke" motiveret mig til at holde ved min plan om træning efter arbejde

De billeder vi danner

Hver gang jeg lægger mærke til det, bliver jeg lige fascineret. Da jeg læste den lille bog om Videnskabsteori af Jakob Birkler, var noget af det, jeg bed mærke i og som jeg huskede efterfølgende, afsnittet om fordomme og forforståelse. Det gav mig en forståelse af min egen og min omverdens reaktioner/handlinger.

Det er nødvendigt for os at have en forforståelse (jeg kan bedre lide det ord end fordomme) af andre mennesker eller af tingenes tilstand, for at vi hurtigt kan handle, hvis der skulle være brug for det. Så når jeg en mørk aften møder en skygge, der ser høj og bred ud, måske med en holdning, der virker truende, så er jeg automatisk på vagt, parat til flugt eller måske angreb. Det samme ville nok ikke ske ved højlys dag, hvor der er andre mennesker til stede.

Vi danner hele tiden billeder inden i os af det, vi hører/læser OG kobler det med den forståelse, vi har i forvejen. Det sidste gav mig en forklaring på, hvorfor jeg kan blive helt forundret, når jeg har læst et stykke, set nyheder, hørt en underviser eller oplægsholder og vil dele min oplevelse med andre, som ikke har samme opfattelse af det. Vi har ganske enkelt ikke oplevet/erfaret det samme, fordi vi kommer med hver vores baggrund. Så hvis en folkeskolelærer tror, når hun har undervist i et emne, så har børnene den samme viden, som hun har lært dem, så tager hun fejl.

Det ved folkeskolelæreren godt, jeg ved det også, men alligevel bliver jeg fanget i det, når jeg diskuterer med andre, hvad læreren/oplægsholderen egentlig mente/sagde. Det er så svært at forstå, at de samme ord/meninger kan vække forskellige klange i os og kan blive tolket på vidt forskellige måder. Det giver anledning til heftige diskussioner om hvad der egentlig stod/blev sagt osv. Vi forstår/lærer på baggrund af den forståelse vi allerede har, vores forforståelse.

I går stod der på nyhedssiden, at en ældre mand var efterlyst efter at være gået fra et forsamlingshus. Jeg tænkte med det samme en mand på over 80, måske enda over 90. Da jeg klikkede på linket, kunne jeg læse, at manden var 70 år, kun otte år ældre end mig. Det kom bag på mig, jeg havde et helt andet billede i min hjerne. Det kan godt være, at han har en sygdom med demenssymptomer, det kan også være, at han har en svær depression. Det meldte historien intet om, men inde i mit hoved ud fra min forforståelse (fordi jeg er der i livet hvor jeg er) blev dannet et billede af en meget gammel mand. En ung kvinde var måske ikke blevet så forundret over alderen, når hun læste, med mindre hun koblede det til en frisk og rørig bedstefar på samme alder. Vi forstår ud fra vores forforståelse (og han er fundet igen og har det godt).

Den forforståelse skal jeg i mit arbejde hver dag forsøge at sætte på spil, forstået på den måde, at jeg skal prøve at forstå det, der sker, ud fra patientens/den pårørendes forståelse. Kun på den måde kan jeg sikre mig, at vi sammen finder en ny forståelse, som kan hjælpe patienten videre efter at have fået en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning.

Når jeg skal hjælpe mine kolleger, er det også nødvendigt, at jeg hele tiden husker, at deres forforståelse er ikke den samme som min, selv om vi arbejder samme sted og med de samme patienter. Jeg er ældre og med et andet levet liv, jeg har læst meget om sygepleje i nogle bøger, hun har måske læst i andre bøger, jeg har mødt mange inspirerende mennesker undervejs i min diplomuddannelse, i de mange møder, jeg skal til, i vores forskningsprojekt. Hun har mødt andre mennesker, som har præget hende osv. Kort sagt vi kommer med hver vores forforståelse af tingenes tilstand.

Når vi får undervisning eller møder andre mennesker, så sker det faktisk, at vi ikke ændrer vores forforståelse, vi holder fast i det vi kom med. Vi forsøger ikke at forstå den anden. Jakob Birkler sammenligner det med en lommelygte i et mørkt rum, vi ser kun det, vi lyser på. Hvis vi lader en anden lyse med deres lygte et andet sted i rummet, får vi måske en ny eller mere udvidet opfattelse af rummet. Det er ikke det samme som at vi er enige. Men vi har set rummet som den anden ser det og måske opnår vi så begge en ny forståelse. Det som kaldes horisontsammensmeltning indenfor den hermeneutiske filosofi.

Det er dog svært at praktisere, jeg falder nemt i blot at gentage mig selv i diskussioner, jeg har mine kæpheste og ofte glemmer jeg at lytte og give mig selv lov til at se det, den anden lyser på. Især det menneske, som jeg har kendt i 38 år. Må det være min mandagsudgangsbøn fra dette indlæg, at jeg bliver bedre til at åbne mine øjne og ører. Og så ville det da heller ikke gøre noget, hvis den modsatte part også blev bedre til det ;-)

Skøn søndagssommerhusstrik

Landmanden og kammeraten ville forsøge igen i dag med gåsejagt. Og jeg besluttede mig for efter en god nats søvn at gøre det, jeg gerne ville, nemlig at tage i sommerhus. Og det var den rette beslutning. Jeg tændte op i brændeovnen, fandt film og strikketøj frem og hyggede mig med godt brød fra Hune Bageren. Senere tog jeg traveskoene på og gik en lang tur ud langs klitten og ned til havet.

Luften gjorde godt og det at gå er meditativt for mig. Alle tanker og burde/skulle flyver deres vej, mens jeg går.

Hjemme igen spiste jeg min medbragte frokost og senere fik jeg en lækker julebolle. Landmanden ringede og spurgte, om jeg kom hjem i dag eller først i morgen. Jeg skal lave regnskab i morgen, så selv om jeg havde allermest lyst til blot at være i min lille tidslomme, valgte jeg at tage hjem.

Først kørte jeg dog til Blokhus for at hente lækre burgere til os fra Kunstcafeen. Jeg havde nemlig opdaget, at de også leverede mad ud af huset. Da jeg kom ind i byen, opdagede jeg, at hele byen er gået sammen om at tænde lys i mørket. Og jeg elsker det.

jeg kunne lige nå at komme forbi den nye skøjtebane på torvet, og mens unge og børn kom ud fra skøjteudlejningen, fik jeg helt lyst til at prøve at skøjte. Det må jeg vist sætte på min "hvad gør dig glad liste"

Det blev nu ikke i aften, for burgerne med lækre store håndskårne pommes frites skulle hjem på gården. Mon ikke jeg kan finde tid til endnu et besøg og så kan jeg jo passende besøge juleudstillingen i Skulpturparken. Og jeg mangler også at vende tilbage til Center for Papirkunst og deres nye udstillinger. Nej dette indlæg er ikke sponseret, men jeg holder af alt det, der sker tæt på mig. God aften til dig.