Midt i mørket

Juleaftensdag starter med irritation, og jeg skal virkelig arbejde med mig selv for at få den til at gå væk. Sådan er det også at være gift, at man tænder meget nemt på de små ting, der irriterer, så man helt kan glemme det store, taknemligheden over at dele julen med det menneske, man har fulgtes med igennem 35 år.

Landmanden husker aldrig at slå sin alarm fra, når han holder fri. Med det resultat at den eneste, der sover videre her til morgen, er landmanden. Hundene hører mobilen som et signal til, at nu er huset vågen, og landmandskonen vågner så meget op, at hun  hører hundenes insisterende piben og søvnen nægter at indfinde sig igen, fordi jeg ved at den piben går over i voldsom leg i bryggerset, hvis ikke de bliver fodret.

Nu er der helt stille i huset igen, der er mørkt udover julens lysglimt; adventsstjernen i køkkenet og troldhaslens lys, der skinner på engle og stjerner i stuen, kirkens lys på skænken og julekrybben omgivet af lys i gangen. Juletræet kommer først ind i dag, når landmanden er vågnet og pyntes, når datteren er vågnet.

Jeg burde prøve at sove igen, for juleaftensdag er en lang dag. I stedet for læser jeg gode artikler, der sætter tanker i gang, blandt andet hvad julefred betyder for forskellige mennesker. Og de her ord vækker genklang hos mig og gør mig glad:

"Her findes nogle meget fine mosaikker, blandt andet en med julens scene med barnet i krybben, englene, der giver besked til hyrderne på marken, Maria og Josef. Josef sidder i sine egne tanker og funderer over, om det nu også er hans barn, og hvad der skal ske. Kort efter sætter kong Herodes barnemordet i gang. Den scene julenat er for mig billedet på, hvordan der bag den julefred, der indfinder sig julenat, også er en uro, der ulmer. For julefred i verden er ikke noget statisk, men er et glimt af fred i en ellers urolig verden. Julefred er en ro i verdens larm, et lys i verdens mørke" (Elof  Westergaard, biskop Ribe)

Min søster og jeg snakkede forleden dag om alle de mennesker, for hvem julen bliver svær. De har mistet nogle af deres kære og skal nu forsøge at finde livet midt i sorgen. Julen er en tid, hvor vi mindes, hvor vi kigger på vores liv, hvor vi gerne vil rykke tættere sammen, og så mærkes det, at der mangler nogen. Sorgen kan også skyldes, at man må erkende, at den fremtid, man troede skulle ske, ikke kommer til at ske. At livet ikke blev som man troede. Og ved juletid bliver man mindet om det. Så er det godt, hvis man har nogen, man kan græde sammen med og glæde sig sammen over, at livet er her, lige nu, og at håbet lever.

"Juledag, når jeg sidder i kirken og synger ’Velkommen igen, Guds engle små’, så mærker jeg virkelig, at julefreden er indtruffet. Julens tekster er dejlige, og især Juleevangeliet hører jeg på en anden måde juledag end selve juleaften, fordi den får en anden dybde, når man tænker på vores urolige verden. Hyrderne blev sendt tilbage til deres får og marker, ligesom vi alle sammen skal tilbage til det travle liv, vi lever. Men netop den dag er det, som om verden trækker vejret. Det giver plads til at tænke på, at der kom et kolossalt håb og lys ind i verden julenat.

Julefreden betyder jo, at vi bliver ved at holde håbet og længslen levende. Det gør vi, fordi Gud selv kom til verden i form af et lille barn. Det er en ny begyndelse hvert år, hvor vi besinder os på, at selvom verden kan se mørk ud, så er der alligevel håb og kærlighed i den. Jeg kan slet ikke forestille mig en verden, hvor det håb ikke er." (Lisbeth Smedegaard Andersen, salmedigter)

Må du og dine få en dejlig juleaften, som bærer håbet ind i hverdagen. Glædelig jul.