De små ting, der tæller

 Oprindelig kom overskriften til mig, fordi vores bolig så lidt anderledes ud en morgen, jeg stod op. Ikke de store ting, men hvis jeg var kommet hjem efter at have været væk i 24 timer, ville jeg have tænkt; hvad er der sket her? Der stod fyrfadslysestager midt på køkkenbordet og den seksarmede lysestage stod ude midt på gulvet i stuen. Hurricane-lysestagen med det store bloklys, som har stået i et af værelserne, stod nu på skænken.

Der kunne være blevet brygget en spændende historie om hvem der mon havde været på besøg i vores hus uden at have taget noget. Den mere prosaiske historie var, at strømmen gik om aftenen lige i skumringstimen. Og jeg var alene hjemme, dog havde jeg to hunde i hundegårdene (fordi en er i løbetid og den anden føler sig draget), mens landmanden kørte på en traktor ude i marken. 

Først tjekkede jeg HFIrelæet, der var ikke noget galt, så fik landmanden en sms om at strømmen var gået i hele området og at de arbejdede på højtryk for at få strøm tilbage. Derfor fandt jeg alt de lysestager, jeg kunne finde, for jeg er ikke særlig sej til at være alene om aftenen i et mørkt hus.

Intet kunne distrahere mig fra tankerne, for min mobil var ved at løbe tør for batteri, så det måtte jeg spare på. Derfor ingen lydbog eller serier eller anden underholdning via mobil. Der var ikke lys nok til at læse bøger eller endsige starte på et strikketøj, så jeg sad der i min sofa og tænkte tanker.

Det varede nogle timer og så kunne jeg lade telefon op, brygge te, slukke lysene og da landmanden kom ind, gik jeg i seng. 

Det var helt tydeligt, hvor meget den mobil fylder i mit liv, og lige der tænkte jeg ikke på, at jeg jo havde en pandelampe, som kunne have lyst for mig og en bog.

Næste morgen var søndag og jeg lunede hjemmebagte boller fra fryseren, kogte æg lagt af vores høns og nød synet af morgenbordet. Jeg elsker morgenmad,  og især søndag morgen med tid til at nyde morgenmaden. Hvor er det skønt med de små ting, der skaber glæde. Solskinnet var afløst af gråvejr, men det gav mulighed for at tænde et lys, mens vi spiste.

Og for andre betyder de billeder ikke noget, men på hvert af billederne er der ting, der betyder noget for mig. Ikke fordi de er dyrebare rent pengemæssigt, men fordi de minder mig om de mennesker, der har givet mig dem, eller fordi jeg købte dem sammen med mennesker, der betyder noget for mig eller blev inspireret til at købe tingene af skønne mennesker.

Det er de små ting, der tæller, om det er fysiske ting eller ord, smil, handlinger. De gør mig glade. 

Sol og lys vinder frem

 Hele weekenden har vi fejret, at datteren nu er færdig med kemobehandlingen. Bivirkningerne denne gang besluttede sig åbenbart også for at fejre det, for de var slet ikke så slemme denne gang.

Søndag tog vi til stranden og nød at samle muslingeskaller til datterens kunstprojekt. Vi er begge blevet ret gode til at spotte den type muslingeskal, hun bruger. Vi var ikke de eneste, der tog til stranden den dag, faktisk var der mange både ved stranden og i Blokhus by. Iskioskerne havde åbent, men jeg har endnu til gode at få min første isvaffel. Det må der laves om på ret hurtigt.

Under især det sidste kemoforløb har min arbejdsindsats i sygeplejen været meget svingende, ikke fordi jeg ikke har lavet noget, men der har bare været meget mere end jeg kunne nå. Og jeg har ganske enkelt ikke haft energi til at inddrage hele fridage, som jeg før gjorde. Og da jeg også havde mange hjemmearbejdsdage af hensyn til min datter, var der mange ting, som jeg skulle have fulgt op på på afsnittet, når jeg endelig var der.

Vi skal nok nå det, men når jeg føler mig presset, begynder jeg at overtænke tingene, hvilket resulterede i to nætter med meget lidt søvn. Til ingen verdens nytte, for i dag gik det møde godt, det møde, jeg havde brugt tid på om natten at diskutere emner med mig selv, emner som potentielt kunne være noget, hvor mine meninger ikke ville blive hørt. Hvor er det dog dumt!

Når vi arbejder i samme retning, lykkes vi nok :-)

I dag fik jeg også lukket første led i en proces, der skal gøre livet lettere for mine kolleger. En kollega troede, det drejede sig om 6 timer om ugen, jeg tror det er mere, vi sparer på at ændre en proces. Men før vi kan sætte i gang, skal det godkendes og den godkendelse kom i hus i dag. Jeg dansede et par trin af glæde over, at nu kan vi komme videre. Det bliver så godt, når det sættes i gang. 

Alle har travlt og alle er presset. Og derfor var det svært bare at finde et tidspunkt, hvor vi kunne tale sammen. Vi havde opgivet over mails, der var alt for mange misforståelser og alt for megen skriven frem og tilbage. Mails forsvandt ofte i den store mængde, vedkommende skulle forholde sig til. Som en sagde, nogen bruger mail, som var det en sms, og hver gang skulle vedkommende trykke på mailen for at finde ud af, at det var ikke vigtigt. Ledere og specialeansvarlige læger bliver oversvømmet med mails, som alle mener, de burde forholde sig til nu og gerne med svar nu! Hvordan man synes det harmonerer med at kunne lede, at kunne være nærværende, at kunne være sparringspartner for medarbejdere/kolleger, at kunne sætte forskning i gang osv. er mig ubegribeligt. Døgnet har nu engang kun 24 timer og familien vil også gerne være sammen med deres mor/far/kæreste.

Men vi lykkedes med det i dag. Det føltes godt og med solbriller på næsen, god musik i ørerne og masser af te i min termokande gik turen hjem rigtig godt. Nu har jeg forlænget weekend med frisørbesøg, barselsbesøg, regnskabsføring og forhåbentlig også gode gåture.  Jeg glæder mig.

Der lyttes

 Når nu jeg ikke kan holde fokus på at læse, så kan jeg lytte. Lytte til bøger. Langt om længe tog jeg mig sammen til at købe abonnement på en service, hvor jeg kunne finde de alle bøger, jeg havde lyst til at læse, og nu lytter jeg. Det har virkelig reddet min nattesøvn og givet mig gode oplevelser midt i en tid med alt for mange tanker om familiens, sygeplejens og kollegers tilstand.

De første blomster fra haven

Hvor lydbog aldrig blev et hit tidligere, så er det måden, hvorpå jeg får slukket tankemylderet i hovedet, når jeg skal sove. Kunsten er at sætte lydbogen til at køre længe nok, så jeg bliver hyllet ind i stemmens tonefald og slipper grebet om fortællingen. Om morgenen eller hvornår jeg nu igen vil lytte, må jeg spole tilbage (det hedder det helt sikkert ikke mere, det er et levn fra kassettebåndoptagerne eller længere tilbage fra spolebåndoptagerens tid) for at genoptage lytningen.

Det er ikke de store romaner, dem man bør læse en gang i sit liv, men derimod bøger med fortællinger, som blot føles rare at være en del af for en stund. Desværre har jeg ikke skrevet om alle de bøger, jeg har lyttet til eller læst, som rummer det aspekt. Lige nu er jeg blevet færdig med en fantastisk smuk fortælling af Camilla Säfstrand; Sandhedens om Havets døtre. Vi følger to kvinder, Meja på 37 år og Inez på 70 år og hvordan deres møde og venskab udfordrer dem begge til at finde vejen frem, mens de forsoner sig med fortiden. Jeg har nydt sproget, nydt ordenes visuelle virkninger på mig. Igen er der noget med temaet rengøring, som jeg før har været optaget af. Det med at få ryddet op, sorteret, smidt ud og lukket ny frisk luft ind både konkret og metaforisk. Tidligere har jeg læst Vingården for Vilde drømme, Villa Havbrise og Klubben for lykkelige slutninger. Hvis du klikker på linket kan du finde Randis anmeldelser af bøgerne. Hendes bogblog er en guldgrube for mig og især nu hvor jeg ikke skal vente på at biblioteket skal få bøgerne hjem.

jeg betages gang på gang over "lego" blomsterne i min Hoyaplante

Datteren har læst Ringenes Herre trilogien undervejs i sit sygdomsforløb og jeg har fået lov til at være højtlæser, når det var svært selv at læse og tankerne ikke havde lært sig køkultur, men utålmodigt skubbede til hinanden og skabte ravage. Når jeg igen kan læse en hel bog, tror jeg at de skal prøves. Jeg har aldrig læst dem, men set alle filmene sammen med mine børn og min mand, da de udkom. Dagen før sidste kemokur blev datteren færdig med bøgerne, så der manglede en bog, da der var brug for højtlæsning i går.

I barndommens bogreoler står alle bøgerne om det lille hus på på prærien, nummer to blev valgt og i går aftes nåede vi at læse så meget, at vi er nødt til at finde tid til at læse resten af bogen sammen. Jeg nyder at læse højt igen og datteren nyder at kunne slappe af til lyden af min stemme og den gode fortælling fra barndommens univers. Vi nåede kun læse de første bøger sammen, da mine børn var til højtlæsning, men jeg læste alle bøgerne som barn/teenager og jeg genlæste dem, da jeg købte dem til mine børn. Jeg havde måske håbet, de var blevet optaget af den verden, men verden var blevet en anden, der var andre bøger, video og meget mere fjernsyn for børn og teenagere, end da jeg var barn/teenager.

Jeg håber snart at jeg kan se mit barnebarn igen, for der er masser af bøger, vi skal hygge os sammen med. Der er masser af sange, vi skal synge og mange melodier, vi skal danse til . Det er en gave med et barn, de lader os se verden på en anden måde. Og når bøger er gode, kan de lidt af det samme.

Nu er jeg færdig med min bog, så har du nogle gode forslag til en lydbog, jeg skal lytte til, så skriv endelig.

Håber din weekend er god ved dig.

Den smukkeste buket til datteren fra S og hans forældre.

 

Udsigten fra MIT vindue

 Det er ikke fordi jeg har fået ejerfornemmelse over et bestemt vindue, men det vi ser, afhænger af de øjne, der ser. 

Påsken synger på sidste vers, det har været en uge med det formål at få nogle af de ting, der fylder i min hjerne, slettet på den mentale to-do-liste

Sidste søndag nød jeg udsigten, mens jeg gik tur rundt om søen i Østre Anlæg. Datterens lejlighed ligger tæt på, og mens datteren hvilede sig, satte landmanden og jeg i gang i skridtene. Solen skinnede om kap med alle de mennesker, som havde fået samme ide som os. Hunde blev luftet, ænder og blishøns blev studeret, bænke blev udnyttet til snakke og hvile. 

Vi fandt området med træningsmaskiner og skulle selvfølgelig lige prøve nogle af dem, men vi var ikke klædt på til hård træning som to mænd, der var der sammen med os. De var dybt optaget af sjipning, løb og styrketræning. Det var også den perfekte dag til dette. Let køligt og alligevel fornemmelsen af varme fra solen. Bevægelse er godt for hjernen, og kroppen har det godt bagefter,

Senere nød vi eftermiddagste sammen med to af landmandens søster og deres mænd. Vi kom vidt omkring i vores snakke, blandt andet om det norske færgeselskab, som ikke vil have elbiler om bord grundet manglende sikkerhed i forhold til en evt. brand i disse biler. Det satte min nysgerrighed i gang, for hvordan er det med den sikkerhed. Jeg burde egentlig hedde mrs. Google, for fluks går jeg i gang med søgning. Dog holdt jeg mig i skindet, indtil jeg var hjemme igen på gården.

Jeg havde læst om at elbiler i brand skal nedsænkes i et kar med vand, og det er jo ikke til på en færge. Jeg kom vidt omkring i min søgen og fandt også, at et dansk projekt har afprøvet forskellige strategier og fundet frem til forskellige løsningsmodeller. Konklusionen var, at man kan godt håndtere en brand ombord ved at holde den nede, indtil man kommer i land, hvor brandmænd tager over og sikrer at bilen ikke bryder i brand igen.

Den mentale huskeliste betød arbejde med sygeplejen i nogle timer på begge mine hverdagsfridage på hver sin side af weekenden, hjemmearbejdsdag onsdag og en feriedag tirsdag til at gøre nogle af de ting, der også halter bagud herhjemme.

Onsdagens hjemmearbejdsdag bestod af arbejde foran computeren, hvilket kroppen, især bagdelens muskler, absolut ikke synes er en god ide, så jeg skiftede mellem øvelser på gulv, kontorplads med to skærme lig siddende position og sofa med bærbar computer lig liggende position. Det fik mig gennem dagen, jeg nåede ikke halvdelen af min liste, men jeg nåede det, der nagede mig allermest og som kunne give mig følelsen af manglende luft, svimmelhed og hurtig puls.

Hurtig puls som et godt tegn får jeg på pulsruten, som vi har været flittige til at gå i denne uge. Der har været de smukkeste solnedgange og jeg har nydt den friske forårsluft og udsynet.

Torsdag morgen stod jeg tidligt op, det var Skærtorsdag, det var tid til familiekomsammen på min side. Landmanden skulle arbejde, men datteren og jeg ville køre sammen ned til min mellemste lillesøster. Formiddagen gik med at bage boller og madtærter samt lave aftensmad til gemalen.

Stor var overraskelsen, da jeg første gang kiggede ud af vinduet, det sneede og ikke bare små fnug, men store snefnug og mange af dem. Der var hvidt over det hele. Sådan er april også. Inden vi kom ned til familien, stod det ned i tunge regnbyger på motorvejen og al sne var væk.

Som altid hyggede vi os. Solen kom hurtigt frem, så vi gik tur i Rebild Bakker inden aftensmaden og man snakker så godt, når man går. 

Fredag, lørdag og noget af søndag har stået i oprydningens tegn, landmanden skulle arbejde og jeg tænkte, at nu skulle det være. Kontorets reol truede med at smide mapper i hovedet på mig og stakke af papir lå rundt omkring, fordi der ikke var plads i mapperne. Heldigvis betyder kravet om opbevaring af dokumenter i fem år, at der var meget, der kunne makuleres. Jeg sorterede først og så godkendte landmanden, når han kom ind. Vi nåede ikke mange, men nok til at der ingen stakke er rundt omkring på kontoret og ingen mapper der ligger ovenpå andre. Alle dagene fulgte jeg en regel: når jeg havde fat i noget under den generelle oprydning i huset, tog jeg stilling til, om det overhovedet skulle være her mere. Lidt har også ret.

Datteren har været her til påskefrokost, vi har nydt dagen med god mad og en hjemmebagt påskekage af undertegnede. Der blev også blev tid til at snakke med den lille familie i Norge. Der er udendørsaktiviteterne skiløb og leg i sne. 

I morgen er det arbejdsdag på afsnittet. Jeg er spændt på hvordan det bliver, men jeg har gode kolleger, så vi skal nok klare det.

Håber du har fået sol på næsen.

Dråbefanger

Livsglæden er der, men indimellem føler jeg, den drukner i hverdagens hektiske aktivitet og jeg glemmer at stoppe op og skønne på de små dråber af livsglæde, der er i min hverdag. Da jeg tænkte på et blogindlæg, tænkte jeg, der sker jo intet her, som jeg kan fortælle om, udover at jeg føler mig som en, der hager sig fast i en anhængervogn, der slingrer fra side til side. Så nu har jeg sat en speciel kikkert for øjet. En kikkert, der kan fange de små dråber i al deres skønhed. 

En morgen, hvor jeg måtte stoppe op og tage et billede, før jeg gik til min bil for at køre på arbejde.

Aftenlyset! Jeg føler som om jeg sluger det i store mundfulde. Tænk at have lyse aftner efter aftensmaden. Solen har været savnet de dage, hvor det stod ned i stænger, men nu skinner den alt det den kan.

Øj, bil, dukduk (traktor), og masser af tegn, som betyder bus, farvel, sove osv. Jeg elsker vores stunder med S på facetime. Jeg elsker at se hans glade smil, når han ser sin faster dukke op, også selv om hun nu ingen hår har på hovedet. De to er bare de bedste venner. Jeg glæder mig til at vi får tid til at besøge ham og hans forældre igen. 

 "Hvad skal de dog gøre uden dig, du kan jo altid finde et svar" Min tidligere leders ord, da vi gik en skøn tur sammen. Jeg er fuld af fortrøstning, jeg har så mange dygtige kolleger, så de kommer til at klare sig fint uden mig, den dag jeg beslutter mig for at stoppe. Hver dag, når jeg er på arbejde, fyldes jeg af stolthed over mine seje kolleger. De insisterer på at holde den sygeplejefaglige fane højt trods manglende vilje og indsigt fra omverden til at ændre på vilkårene, så patient og pårørende får et bedre forløb.

"Hvor er du god, du er begyndt at tænke over, at det ikke altid er dig, der skal undersøge noget" sagt af en af mine skønne kolleger, som ved, at det øver jeg mig på, for ellers slår mine 24 timer om ugen ikke til. Lige nu sidder jeg ved siden af en opgørelse over de timer, jeg arbejder ekstra og de timer, jeg flekser, og de går absolut ikke lige op. Men hvor er jeg dog heldig, at jeg har fået muligheden for en funktion, hvor det i høj grad er mig, der bestemmer. Det har været guld værd i disse sidste syv måneder, hvor kemo og bivirkninger, møder og samtaler har fyldt vores hverdag og hvor vi ikke har kunnet sætte dagsordenen.

Gåturene med min landmand, som vi har genoptaget. Gåturene hjælper sammen med øvelser på mine smerter. Og set i det store perspektiv, så er de smerter vand ved siden af det, andre må leve med. Landmanden er rigtig god til at sætte et højt tempo, så min skridttæller viser, at jeg i den grad får pulsen op. Jeg kommer nemt til at slentre, fordi jeg tænker på alt muligt andet, som åbenbart får mig ned i gåtempo.

Aftensmad sammen med datteren og landmanden. Vi fejrede i går aftes, at nu kan datteren sidde sammen med os og spise efter tre dage på langs og ingen lyst til mad. OG at der nu kun er 1 kemokur tilbage, hvorefter den står på antistofbehandling hver 3. uge resten af dette år. Vi krydser fingre for, at den ikke giver så mange bivirkninger.

Snakkene med min skønne, kloge datter. Da jeg spurgte, om hun vidste, hvad neutrofilocytterne var på denne gang, svarede hun, det lyder som en figur fra en børnebog. Jep, en helt, som går til angreb, når kroppen bliver angrebet af bakterier. En helt som er slået til tælling, når man får kemo. En helt, som rejser sig igen og kæmper videre for at få fodfæste. Og jeg hjælper den i denne tid, fordi jeg giver datteren en indsprøjtning efter hver kemokur, som skal stimulere dannelsen af de hvide blodlegemer, som neutrofilocytten tilhører (den hedder også neutrofil leukocyt, det lyder bare så klinisk og kedeligt). Jeg har foreslået hende, at hun skriver og tegner en børnebog om neutrofilocytten sammen med sin bror. De to har altid haft fantasi, som går ud over mine evner.

da jeg kørte på arbejde tirsdags.

Det er søndag, indlægget blev startet fredag, men det er vist meget kendetegnende for min hverdag lige nu. Jeg når ikke altid det, jeg planlægger, men på et eller andet tidspunkt bliver jeg færdig. Inde i køkkenet er der livlig aktivitet, datteren og landmanden er i gang med et af hendes kunstværker. Landmanden kunne godt få sig en fremtid som rammemager, møbelmager og sparringspartner til en kreativ sjæl. Jeg nyder deres samarbejde, ligesom jeg nyder, når han og sønnen fordyber sig i praktisk og kreativt samarbejde. 

Må du få en dejlig dag med sol på næsen.