søndag, juni 16, 2019

En slatten klud

Det har været lummert at være på arbejde i denne weekend. Når man så kombinerer det med uniformer, som ikke er gode at have på i varmen og en familiær tendens til, at svedudbrud under arbejde stiger med alderen (og nej dette er ikke forårsaget af overgangsalder, den er jeg forbi - min far døjede meget med svedudbrud efter anstrengelser de sidste år, hvor han kunne gå rundt), så blev slutresultatet den følelse overskriften beskriver.

Jeg har følt mig småglinsende hele weekenden, og indimellem måtte jeg også have fat i papirstykker for at tørre sveden af min pande. Godt jeg ikke havde patienter, som jeg skulle hjælpe med det store brusebad. I de tilfælde må jeg hente håndklæde og sætte mig ind på kontoret for at dampe af, for det er alt for pinligt at stå sveddryppende overfor patienter og pårørende, som om jeg lige har gennemført en halvmaraton.



Mit udsyn udover andet end sygeplejen er nærmest ikke-eksisterende. Jeg har nok at gøre med at holde overblik over ugens opgaver. Dog har jeg da fundet ud af, at vi endnu ikke har en regering. Forleden læste jeg et indlæg hos en ung blogger med arbejde i departementerne og som helt sikker stemmer rødt. Jeg kunne faktisk godt følge hendes tanker omkring det uheldige i, at vi vælgere ikke kender til ordet kompromis og dermed vender vi ryggen til dem, vi har stemt på efter valget og siger, de giver køb på deres valgløfter. Men så længe et parti ikke har flertallet, må man nødvendigvis lave kompromisser. Det er vel også det, vi gør i ethvert ægteskab. Jeg tvivler på, at man der er 100 % enig i alt.

Landmanden har hygget sig med træning af sine hunde hele weekenden, Nu er han kørt ud i marken for at hyppe kartofler (lægge jord op omkring kartoffelkammene) Det sker med en maskine, ellers ville han nok være som en slatten klud, hvis det skulle ske manuelt på alle 100 tønder land med kartofler.



Der er gået mange skridt i dag, så jeg hoppede over LOOP og gåtur. I går aftes tog jeg mig dog sammen til at gå fire kilometer med en lydbog i mine ører. Det sidste gør jeg ellers aldrig, for jeg vil kunne høre naturen. Men hvis jeg skal nå at blive færdig med bogen, inden lånet udløber, er det ikke nok med køreturen til og fra arbejde. Jeg forsøgte mig med at lytte, mens jeg ryddede op i arbejdspapirbunken. Det kunne jeg ikke, for jeg kunne ikke koncentrere mig om at tage stilling til, om papir skulle kasseres eller arkiveres og samtidig lytte til historien.

Håber du har haft en god weekend.



fredag, juni 14, 2019

Ordene, der er inde i mit hoved

har svært ved at komme ud. Ugens mange forskellige indtryk på arbejde fylder. Endnu flere kommer frem, nu hvor jeg har kastet mig over alle de mapper, jeg tog med hjem fra arbejde for at få ryddet ud i alle mine noter og andet.

Nu er der smidt en masse ud af det på billedet. Så mangler jeg at samle alt det andet i temaer.

Tirsdag var jeg til konference og hørte om sygeplejen tilbage på sporet. Sygeplejen er udfordret af, at vi bliver tildelt mange andre specialiserede opgaver. De opgaver tager tid, de kan også være spændende. For nogle sygeplejersker er det nok mere spændende at få lov til at være en minilæge end at sørge for, at fru Hansen får nok ernæring; at hendes hud er hel og ren; at hun kan komme af med både urin og afføring; at hun får nok væske; at hun bliver hjulpet med det, hun selv ville gøre, hvis hun kunne gøre det, så som at blive lejret i sengen eller komme ud af sengen på en måde, der tilgodeser de problemer hun har; at hun føler sig tryg og at hun føler sig behandlet med respekt og inddraget i sin behandling og pleje, hvor det giver mening for hende.

Et forsøg på at kombinere begrebsrammen Fundamentals of care og Marit Kirkevolds model af sygeplejerskers rolle i neurorehabilitering af mennesker med Stroke.

Jeg hørte den australske professor i sygepleje, som startede denne bølge af Tilbage på sporet med sin forskning og nu er der en verdensomspændende organisation, som sætter fokus på Fundamentals of Care. Meningen er at der skal målrettet gås efter mere viden og forskning, så sygeplejen ikke bliver usynlig. Og det er den, når politikere kan sige, at vedtagne besparelser ikke går ud over patienterne.

Lige for tiden er jeg trist, vi knokler, vi har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Vi mangler tre sygeplejersker, men der er ansættelsesstop, så vi får ingen nye kolleger.

Virginia Hendersons smukke defintion på sygepleje. Sikke en klog kone, det er formuleret i 1966, og det holder stadigvæk efter studier med patienters oplevelser af sygepleje.

Jeg hørte også om hvordan patienter oplever systemet og sygeplejen. Det var to veltalende kræftpatienter, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan en af vores patienter ville fortælle om sygeplejen, hvis de ellers kunne få det sagt. De to patienter gjorde indtryk, og noget af det jeg husker bedst var, at de var helt trygge ved behandlingen og vores måde at håndtere deres fysiske behov, men vi glemte deres sind. Vi spurgte ikke ind til det, vi arrangerede ikke, at de blev set af samme læge og sygeplejerske hver gang, så de ikke hele tiden skulle starte forfra med at fortælle.

De fortalte, hvordan små forskelligheder i måden at fortælle om deres sygdom og behandling hele tiden gjorde dem i tvivl, om de var på rette vej. Andre patienter med ambulante kontroller har til kolleger sagt, at de er ligeglade med de mange forskellige personale til kontroller. Nogen vil gerne have samme læge, men er ligeglad med, om det er samme sygeplejerske (måske fordi det er usynligt hvad hun egentlig gør).

Vores patienter i studiet gav udtryk for, at vi alle vidste, hvad hinanden gjorde, så de følte, at vores behandling og pleje fungerede som en velsmurt maskine, hvor der altid var omsorg og respekt. Så hvad betyder kontinuitet i plejen? Skal man fokusere på kontaktsygeplejersker i ambulatorier? Hvad med sengeafsnit, vi er mange, vi arbejder på forskellige tidspunkter, vi har familier, som gør at vi gerne vil have fri på bestemte dage. Ledelser højere oppe i systemet mener seriøst, at personale må indordne sig under princippet om, at patienten skal møde samme personale under sin indlæggelse. Det tror jeg skaber dårligt arbejdsmiljø og dræber glæden ved at være sygeplejerske.

På vej med toget over Limfjorden

Torsdag blev brugt i tog frem og tilbage mellem Aalborg og Odense. Mellem togrejserne holdt vi møde i netværksgruppen for sygeplejersker med ansvar for trombolyse og trombektomi i Danmark. Vi får altid noget med fra de møder. Vi står jo i de samme problemer, uanset hvordan organisationen af behandlingen til mennesker med Stroke (blodprop eller blødning i hjernen) er strikket sammen på det enkelte sygehus.

Fridagen er ved at være slut, forude venter fem arbejdsdage og noget hjemmearbejde. Jeg er gået tidligere et par dage i de sidste uger og skal afvikle de resterede arbejdstimer herhjemme. Der er mere ro til det, jeg skal have lavet, men jeg har været for træt. Derfor har jeg slappet af med oprydning af papir, LOOP og hverdagsaktiviteter i dag. Så håber jeg, at jeg kan snuppe to timer både lørdag og søndag efter arbejde.

Den smukke domkirke i Milano, hvor jeg var til konference i slutningen af maj



tirsdag, juni 11, 2019

Noget om alder og latter

Selvforskyldt sidder jeg her med en kop morgente og får dagen startet. Der er brygget te, smurt mad, sendt løn og spist morgenmad. Natten har budt på for lidt søvn, men det er som skrevet selvforskyldt. Hvem gider gå hjem fra en fest, hvor latteren bobler og livsmodet tindrer?

Jeg havde arbejdsdag i går, der var som altid rigeligt at se til, så jeg kunne mageligt have brugt resten af dagen på sofaen. I stedet for drog vi tilbage til Aalborg for at fejre svogers 70 års fødselsdag. Vi var samlet 7 ud af de ni søskende, som landmanden er en del af, og derudover var der to af svogerens tre søskende. Bort set fra min yngste svoger og svigerinde, som stadig er i 50erne, så spændte vi andre fra 60 til 74 år. Og sikke en skøn 2. pinsedags aften vi havde. Lækker mad, gode vine og masser af snak og latter.



Jeg har altid følt mig godt tilpas i min svigerfamilie, landmanden har seks søstre og to brødre, og hver og en rummer noget ganske særligt. Når man så dertil lægger, at de har været gode til at finde ægtefæller, som matcher dem, så kan det kun blive godt. Vi kom vidt omkring i snakken, og selvfølgelig måtte vi omkring vores børn og hvor vi selv var i livet.



Alder har aldrig været et problem for mig, jeg kan have svært ved at forstå, at næste runde fødselsdag er 70, og at jeg formentlig til den tid er stoppet med at arbejde. Otte år er jo ingenting, otte år er alting. Jeg har tidligere skrevet om det, men sygdom i denne alder er netop det, der kan få det hele til at skride, så man føler sig gammel i betydningen affældig. Gammel i betydningen vis, erfaren, mod på at prøve nyt med erfaringen i bagagen kan jeg derimod godt lide at være.

I og med at landmanden er i den yngste del af søskendeflokken har jeg haft mange skønne rollemodeller, som er ældre end mig. Min ældste svigerinde og svogers ældste søster er 74 år, den alder min mor havde, da hun døde, Den alder min far havde, da han fik diagnosticeret Alzheimers sygdom. Så er det godt at kunne huske på, at sådan er livet ikke altid. Der er andre, som stadig arbejder (min svigerinde på snart 71 tager stadig vagter i psykiatrien, min ene svoger har i sinde at forsætte som præst til han skal gå af som 70 år) eller som udforsker verdenen, tager på højskole, går til foredrag, passer børnebørn rundt om i verdenen, hjælper til med renoveringer af deres børns hjem osv. Jeg er dybt taknemlig for at have lært denne skønne familie at kende. Og hjertet føles altid lettere og gladere, når jeg har været sammen med dem.

Nu vil jeg gå ud i verdenen. jeg skal til en konference om sygepleje tilbage på sporet. Det skal foregå på engelsk, da det er internationalt funderet, omend det afholdes i Aalborg. Jeg glæder mig. Ha en god dag


lørdag, juni 08, 2019

Let læst, let glemt?

Jeg er en bogsluger, jeg læser hurtigt, jeg tenderer skimlæsning, når der er alt for mange naturbeskrivelser eller for mange omveje til kernen for mig; hvordan går det personerne i bogen. Men jeg nyder at være opslugt af en bog, jeg nyder at læse frem for at læse på mobil, tablet eller computer. E-bøger har jeg aldrig prøvet. Lydbøger har jeg forsøgt mig med, men er endnu ikke blevet overbevist.

I forbindelse med at jeg afleverede Stillidsen, kiggede jeg mig omkring på biblioteket og fandt fem bøger. Ofte starter jeg med de boghylder, hvor bibliotekaren har sat bøger af samme forfatter eller samme tema eller noget helt andet som fællesnævner. Og denne gang var det på de hylder, jeg fandt de fleste.

Da jeg er en hurtiglæser, så er det skønt at have skrevet om bøgerne, for så kan jeg altid finde tilbage, når min søster foreslår bøger, som vækker genklang. For har jeg nu læst bogen eller har jeg bare læst om bogen? Jeg husker ikke særligt meget fra bøger, jeg har læst, mere stemningen, da jeg læste dem.

Den første bog, jeg kastede mig over var Marcia Willetts nye bog Tilbage til Cornwall om en nevø, der tager bolig hos hans onkel og hvordan de og dem, de omgiver sig med, lidt efter lidt finder en ny vej i livet. Ikke altid på den måde, som de selv havde tænkt sig, men med håb for fremtiden. Marcia Willett elsker jeg at læse, jeg har det med hende, som jeg har det med Rosamunde Pilcher. De føles som at komme hjem til ens mor og blive puttet under et tæppe med et kærtegn og en kop god te og blive set på med omsorg i blikket. Derfor kan jeg også, når jeg er nede i mine humørdale, genlæse deres bøger. Jeg genlæser ellers aldrig bøger, men lige nøjagtig nogle af deres bøger gør mig godt.

Den næste var også af en forfatter, som jeg holder af at læse. Lucy Dillons bog Det største ønske svigtede mig ikke. Igen er der håb for fremtiden, igen er der skønne små historier, der fletter sig ind i hinanden. Her handler det om en ung familie, der er ved at gå fra hinanden og hvilken betydning det får for deres yngste datter. Samtidig bliver datterens vej tilbage til livet hjulpet godt på vej af hendes faster, som også har det svært. Og sådan er det jo, at det at hjælpe andre og at kunne se dem og deres behov kan hjælpe en selv til at finde vejen.

Historien om Arthur Truluv af Elisabeth Berg er en skøn historie om tre umage mennesker, som sammen finder vej i livet. Kan I se temaet i mine bogvalg? Men sådan er det vel for rigtig mange af os, vi går lidt på må og få i livet, kan indimellem føle os fortabt og have svært ved at se andre muligheder og valg end dem, vi altid plejer at vælge. Her er det en ung pige, som bliver mobbet og som savner den mor, som døde fra hende, da hun var to uger gammel. Pigen fatter kærlighed for den underlige gamle mand, som taler med sin afdøde kone på kirkegården hver dag og som spiser frokost sammen med sin kone hver dag. Arthurs nabokone spiller også en rolle i bogen, og de tre er en herlig trio.

Majken Minefinder af Karin Brunck Holmquist er en skøn fortælling om mennesker i en lille svensk by og hvordan de i løbet af en måned pga forskellige hændelser får et andet syn på hinanden og selv ændrer sig. Ikke den store omvæltning, men lidt har også ret. Alt dette startede, fordi Ossian, en gammel enespænder, beslutter sig for at rejse til Bornholm uden at fortælle det til nogen. Også her mødes ungdom og alderdom og finder ud af det sammen. En anmelder syntes ikke, den var så god og realistisk som de øvrige bøger af forfatteren. Jeg fandt ud af efterfølgende, at jeg havde læst Akutklokken af forfatteren, den var jeg ikke så vild med, den fangede mig i hvert fald ikke. Det gjorde denne hjertevarme fortælling.

Den sidste bog viste sig at være nummer to af en serie. Det vidste jeg ikke og jeg tænkte heller ikke over det, før jeg nærlæste bagsiden og opdagede det. En god historie, måske lidt søgt i sin beskrivelse af håndtering af stress og for meget arbejde. Bogens slutning lægger op til en bog mere? Eller måske at jeg selv må tænke videre over, hvad hovedpersonen vælger. Pensionatet ved verdens ende af Camilla Davidsson handler om Emma, som vender hjem til Stockholm efter vandring på Caminoen. Egentlig kan jeg godt følge denne anmelder, som nok er på alder med Emma. Indimellem føles det som om alt det, hun havde fået med sig i bagagen fra vandringen nok har sat spor, men hun handler ikke på det. Måske til sidst? Vi får se, anmelderen lægger også op til, der kommer en bog mere.

Lørdagen er i fuld gang, jeg er ikke rigtig i gang. Jeg holder fast i, hvad jeg allerhelst vil på denne lørdag. En kommentar hos Karoline til det faktum, at det at nedsætte mobilforbruget ikke altid førte til mere af det gode hun ønskede i sit liv, handlede om, at kommentatoren mente, at man mere skulle fokusere på, hvad man gerne ville bruge det ekstra tid til. For de kreative ideer kommer ikke altid lige ud af den blå himmel, man skulle måske lave en liste med det man gerne ville bruge den ekstra tid til.Det har jeg omsat til, at jeg på mine fridage fokuserer på, hvad vil jeg meget gerne have gjort/prøvet, inden aftenen indbyder til boglæsning og sofaserier. Eksempelvis at gå en tur, eller som i dag en tur i LOOP. Det er ok at slappe af, men det gør mig ikke gladere at ligge en hel dag på sofaen. Jeg bliver langt mere glad af at have været aktiv, om det er at mødes med andre, at læse en bog, at gå en tur eller ...

God pinselørdag til dig.




onsdag, juni 05, 2019

Mørbanket og træt

Fridagene er over. Jeg er træt og tilfreds. Jeg er mæt og føler mig udstoppet.

Regnskabet blev færdig, så mangler der kun én måned at kontere, når sommerferien og momsbetaling rammer matriklen. Vi fik kørt motorcykeltur, jeg fik hjulpet landmanden med diverse scanninger af dokumenter og indberetninger. Jeg kom i sommerhus, fik vasket alle vinduer ned og ikke mindst malet dem. Det er et kæmpearbejde, især fordi halvanden side af sommerhuset er glasvæg med masser af smalle træstykker. Jeg var helt svimmel indimellem, fordi jeg stod i alle mulige akavede stillinger for at kunne se, at jeg ikke ramte glas, men træ. Jeg fik gået en enkelt tur, og LOOP fik set mig to gange.



I dag vendte jeg hjem igen. Jeg har længe sagt, at jeg gerne ville bruge mine penge på en havemand, som kunne gøre det, jeg ikke selv orker. Jeg er kommet dertil, hvor jeg kom for ca. ni år siden med rengøring. Hvorfor gå og føle sig tynget af alt det, der skal laves, når jeg aldrig bruger penge på alt muligt andet og derfor gerne vil betale for at få tingene gjort. Landmanden har lige så længe sagt, at det kunne de gøre, når de havde tid. Problemet er bare, at han aldrig har tid. Vi har en rigtig god medarbejder, men han kan ikke håndtere alle specialopgaverne i marken, så det gør landmanden. Han elsker det og synes ikke, der er grund til at ansætte en mere. Så han kører til langt ud på aftenen og jeg tror, det holder ham ung.



I år fik jeg sagt mit ønske meget tydeligt og klart, så beskeden tilbage var, lav en seddel, så kan medarbejderen gøre det, når han har tid. Der er nemlig ikke så meget for ham på denne tid af året. Så nu har jeg fået fældet visne vedbendbuske, fået gjort indkørslen pæn og ukrudt er fjernet fra egetræsstykket. Og minsandten om ikke landmanden huskede det, jeg ikke havde fået skrevet på sedlen. Så nu har jeg fået en ny top på flagstangen og flagstangen er vasket.



Perfekt til grundlovsdag. Jeg lavede kaffe og te, stillede kage og småkager ud på terrassen, og så hyggede vi os sammen den sidste arbejdstime, inden medarbejderen tog hjem. Alle tre nød vi det smukke flag og det gode arbejde, der var lavet. Bagefter fik jeg plantet sommerplanter i højbedene.



Vi har haft en kæmpe troldhassel ude midt på plænen. Den så ud til at være død efter de store vandmængder, der kom forrige år og sidste forår. Jeg havde svært ved at acceptere det. Den var startet som en lille aflægger fra mine forældres have. De fik troldhaslen i sølvbryllupsgave. Min far havde tit skåret den ret heftig ned, så det overtalte jeg landmanden til at gøre. Og lykken var stor, da vi fandt to skud på stammerne med friske blade på. Nu har jeg lavet et bed omkring busken med små sommerblomster.



Til slut kørte vi ind til byen for at stemme til valget og købte mad med hjem. Nu er jægeren på jagt, og jeg ligger mæt og træt på sofaen efter at have gjort hele huset klar til rengøring i morgen.

Jeg nåede også at læse fem bøger, dem må du høre om en anden gang. Og lykken er at kunne skrive det her indlæg, for jeg har faktisk ikke haft det så godt psykisk, været nede i en af mine humørdale og er derfor startet på utal af indlæg for at rette fokus på alt det gode i mit liv. Det lykkedes bare ikke før nu. Perfekt afslutning på mine syv fridage. God grundlovsaften til dig.




tirsdag, juni 04, 2019

Limfjorden rundt

Når ordene tørrer ind i hjernen. Når indlæggene ikke kan skrives, så er det nemt blot at opgive. Men af erfaring ved jeg, at jeg har brug for at skrive, brug for at fortælle om og reflektere over min hverdag. Brug for at sætte fokus på det smukke i det små og i hverdagen. Lige nu er jeg taget alene i sommerhus. Vi har forskellig fokus. Landmanden har brug for at være hjemme ved landbruget og alt det, der giver mening i hans hverdag, hundene, hundetræning, hønseholdet osv. Han har ingen trang til sommerhuset før til sommer. Jeg har brug for, at alt det vedligehold, der er med sommerhuset i år, sker, inden vi holder sommerferie. Så i går fik jeg vasket al træværket på vinduerne, og om lidt vil jeg svinge penslen. Men inden da vil jeg fortælle om vores søndagsudflugt.

Jeg havde foreslået en cykeltur. Landmanden foreslog en motorcykeltur, og det forslag vandt. Men hvor skulle vi køre hen. Efter lidt snak blev vi enige om at køre en del af Limfjorden rundt fra Løgstør i vest til Hals i øst.


Jeg nyder at sidde bagpå og se det danske landskab skifte karakter. Først drog vi til Gjøl og udover dæmningen til Øland. Min tidligere leder kører den tur hver morgen på arbejde, undtagen når vejret er imod hende.


Videre gik det gennem landskabet med udkig til fjorden indimellem.


Vi snuppede turen over Aggersundbroen og forsøgte at finde en vej ned til fjorden på den anden side. Det lykkedes og vi satte kursen mod Staun, vejskiltet viste os vej. Det sagde dog ikke noget om, at vejen blev til en grusvej gennem skoven. Så har vi og motorcyklen prøvet det for første gang. Vi har ikke en off-roader, men en touringmaskine, og den er ikke så håndterbar på grusveje. Men vejen var godt fastkørt, så vi nød turen.


I Staun var der et skilt mod fjorden, så der skulle tepausen holdes. Det var også en grusvej, men nu havde vi prøvet det, så det skulle ikke stoppe os.


Nede ved fjorden lå små røde huse med plads til en briks og en lille grill, mon ikke det var til folk, der havde deres små både her? Og som så kunne tage en enkelt overnatning?


Planen var frokost på Sebbersund Kro, men den var lukket og så noget forfalden ud, så vi satte kursen mod Nibes lystbådehavn.


Der var masser af liv i Nibe. Ved lystbådehavnen ligger Guf og Kugler, en meget velbesøgt isbutik. I al den tid, vi var der, var der en lang kø. Vejret var dejligt, og vi nød en lækker Salade Nicoise med frisk tun i cafeen ved siden af isbutikken. Isen ville vi snuppe senere på turen.


Nu tog vi turen langs fjorden hen til Aalborg, krydsede gennem byen og havnede på vejen mod Egense. Her var det ikke muligt at komme ned til fjorden før tæt på Egense, så vi måtte nøjes med landevejen.


Da vi kom til færgehavnen, kunne vi køre direkte ombord på færgen. Jeg mindedes sidste gang, vi tog den lille færge. Det var i 2016 på vores bryllupsdag, den dag hvor min far igen blev syg og jeg var i kontakt med plejehjemmet løbende på turen. Vi kørte derfor omkring ham på vejen hjem.


I Hals fik vi vores is. Der lå tre ishuse på stribe, vi valgte det, som havde is fra Vebbestrup mejeri, og isen smagte himmelsk. Der var dog væsentlig køligere end i Nibe, så jeg måtte have en kop te bagefter for at genetablere den indre varme. Frem til Aalborg kørte vi med udsyn til fjorden på vores venstre side. Kort før Aalborg kørte vi mod Vodskov og væk fra fjorden. Hjemme igen faldt vi til ro med vores skærm og slappede af ovenpå seks timer på farten.


Nu må jeg hellere tage mig sammen. Hvor afvask i går lige passer til mig, det er hurtigt, jeg får brugt nogle kræfter og skal ikke være så omhyggelig, så er dagens arbejde præcisionsarbejde, omhyggelighed og langsommelighed. Det er jeg ikke så gode venner med. Måske skal jeg prøve at finde en podcast og teste, om jeg høre den uden høretelefoner. De fleste sommerhuse står tomme, så jeg vil ikke genere andre. Ha en god dag.

fredag, maj 31, 2019

Lad billederne tale


Selv om jeg lægger billeder ud på instagram, så får de ikke så mange ord med på vejen. Jeg fik startet med bilagene mandag sent på dagen. jeg har det med at være meget ubeslutsom på mine fridage. Det er som om jeg har mistet gnisten herhjemme, ikke på arbejde, der får jeg energi af at være sammen med mine kolleger.

Mit yndlingssted med bilagene er spisebordet i stuen, her kan jeg gå til og fra, lade det rode, lægge det i bunker og lidt efter lidt kommer bilagene ind i mappen i den rette rækkefølge.


Onsdag havde vi brush up for andet hold. Det var igen med stor succes at vi bad en af vores unge speciallæger undervise os. Han er eminent til at ramme alle, om de har megen eller lidt erfaring indenfor specialet. Denne gang var det de sjældnere årsager til blodprop eller blødning i hjernen.
Jeg havde tre cases med, som mine kolleger skulle diskutere sygepleje ud fra. Det gik godt, her får novicerne lov til at høre de erfarne rulle sig ud med al deres viden om sygepleje. Samtidig får vi sat ting på plads og novicerne kan også bidrage med ny viden om sygepleje. Det fungerede rigtig godt.
Det nye supersygehus hørte vi også om. Vi har efterhånden erfaring i at flytte. I de 19 år jeg har været her har vi flyttet 3 gange inden for de sidste 13 år. Det kræver god planlægning at flytte en afdeling med fuld belægning af patienter. Det kræver energi, når alle pludselig ikke ved, hvor alting er. Selv om det først er om 3 år, så ved vi, at det er godt at starte i god tid med forberedelserne.


Hjemme igen faldt jeg om ude på den lille terrasse, jeg var brugt og ladede op med te, før jeg smed aftenmaden i ovnen. Jeg kører de nemme løsninger, denne dag var det Menys kylling i fad med flødekartofler som bund. En god salat blev også købt, og så var der hurtig mad. Senere tog jeg mig sammen og kom ud og gå en tur. Det var skønt.

Torsdag regnede det og jeg hyggede mig indendøre med bilag og bøger.


 Senere kom jeg ud og gå, og her kunne jeg rigtig nyde vores mange rododendronbuske. en nyslået græsplæne og blomstrende buske, så minder vores have om en minipark.



Højbedene er endnu ikke blevet tilplantet. Min Skt. Hansurt hjemme fra mine forældre har haft godt af at blive plantet om. Jeg funderer over hvad der skal være i bedet sammen med den. Til det andet bed håber jeg at falde over georginer i potter, når jeg nu ikke nåede at købe knolde.

Mine roser er ikke blevet klippet ned i år, jeg hylder i år Sørens Ryges princip med blot at studse de døde grene.

I dag har vi sammen plantet vores agaver over i kæmpe potter. De har levet trangt de sidste år uden nyt jord og kombineret med at stå i et kartoffelhus uden lys i vinterhalvåret har det taget hårdt på dem. Krukkerne er letvægtskrukker med hjul under. Jeg håber, omplantningen giver dem nyt liv.


I dag konterer jeg bilag, det går fint, jeg er garvet i det her, men da jeg også har fået tjekket syn og skullet vælge nye briller i dag, så er jeg mør nu. Jeg HADER synstest, jeg bliver svimmel, svedende og utilpas og kan slet ikke finde ud af, hvilke bogstaver, der står skarpest. Faktum er, at jeg ofte har hovedpine og selv om det kun er lidt, jeg skal op i styrke, har jeg valgt, at der skal nye briller til.


Nu vil jeg holde en pause, jeg har nemlig også valgt at få brugt lidt fra fryseren, hvilket vil sige, at jeg skal have lavet en vildtpie. Den beslutning har jeg allerede fortrudt, jeg har virkelig ikke lyst til madlavning, men der er en anden, der bliver glad, når han ser menuen i aften. God aften til dig.

PS jeg er også blevet færdig med Abelone på Bangsbo af Bent Haller, det var en hyggelig og fornøjelig bog at læse. Den gad jeg godt have diskuteret med min litteraturkreds.


tirsdag, maj 28, 2019

Mastodontbogen, var den værd at læse? Og blev jeg færdig?

Som jeg skrev forleden dag for ti dage siden, var jeg i gang med at læse Stillidsen af Donna Tartt, en gedigen på over 800 sider. Jeg er færdig nu og kan jeg så anbefale den?

Det kan jeg. Jeg endte dog med at skimlæse indimellem, fordi den er så rig på detaljerede beskrivelser, at den mistede min opmærksomhed på detaljerne. Når jeg læser anmeldeserne, kan jeg se, at de er mere belæste og vidende end mig. Der er ufattelig mange referencer til litteratur, kunst, steder osv., som gik hen over hovedet på mig.  Stadigvæk synes jeg, den er værd at bruge tid på.

Bogen starter i Holland for så at gå tilbage i tiden og ender tilbage i Holland, dog for at fortsætte med hvordan det så gik derefter. Bogen handler om Theo, en dreng, som mister sin mor under en terrorhandling i et museum. Han får en ring af en døende museumsgæst, som samtidig opfordrer ham til at tage et smukt værdifuld maleri og passe på det og gå hen til den døendes partner i en antikvitetsbutik. Hele bogen er et vidnesbyrd om en drengs udvikling fra dreng til mand. Den første del i New York var nok den, der rørte mig allermest. Hvis du er interesseret i mere viden om bogen, kan du læse mere her, her og her.

Med mig til Milano kom en anden bog, som var perfekt flylæsning: Colleen Hoovers Altid Håb. Jeg vidste ikke, den var anden del af en serie, så nu overvejer jeg, om jeg skal læse den første eller om det er omsonst, når jeg nu læste den anden først. Uanset hvad, så er det en fantastisk bog, jeg manglede ikke den første bog. Denne bog er fortalt fra den unge mand Deans side, hvor første bog er fortalt fra den unge kvinde Skys side. Den er letlæst, den rummer så mange gode passager og jeg var ikke altid sikker på, hvor den ville føre mig hen. Den kan virkelig anbefales.

Nu venter litteraturkredsens første bog, som jeg ikke deltog i: Bent Hallers Abelone fra Bangsbo. Den er jeg spændt på.

Det bliver dog ikke nu. Jeg har skænket den sidste kop te for i dag (forsøger at se om det gør en forskel i forhold til søvn) og skåret et par skiver ost til en grovbolle. Så vil jeg hygge mig med lidt faglitteratur som forberedelse til kursus for mine kolleger i morgen. I morgen, når jeg går hjem, har jeg syv fridage. Det er helt vildt, det er ikke en gang feriedage, men fridage, stregdage og erstatning for søgnehelligdage. Egentlig skulle jeg have otte, men jeg har inddraget den ene efter aftale med min leder. Jeg har forskellige bolde, der skal hentes ned og lægges i deres kurve, inden sommerferieafviklingsperioden rammer os.

God aften til dig.


mandag, maj 27, 2019

Tempus fugit

Overskriften betyder egentlig tiden flygter, men vi bruger det ofte som tiden flyver eller iler. Uanset hvilken brug af ordet, så er det netop den følelse jeg har. Og i dag kan jeg slet ikke forstå, at det er 32 år siden, at jeg fødte mit sidste barn en skøn maj morgen. Den skønneste lille søn fik vi denne morgen. Hans storesøster var hjemme sammen med vores svigerinde. For andre ville det have været uoverskuelig at få en lille ny 16 måneder efter den første. For os var det helt perfekt og planlagt. Nu havde de to hinanden.

Vores dejlige søn var nem, han spiste og sov. Han nød blot at være sammen med os. Storesøster var glad for ham, selv om hun indimellem også var hård ved ham, så vi måtte være årvågen.


I dag er du, min kære søn, et skønt menneske at være sammen med. Du har kæmpet mange kampe, og du er kommet ud af dem med ar, men også med solid erfaring, som gør dig til et endnu skønnere menneske. I dag er du i England sammen med din forlovede og vi ønsker dig en festlig fødselsdag. Du har fået venner over there gennem din fascination og interesse for spil. Den interesse havde du allerede som barn. Vi har siddet sammen utallige timer og spillet Aladdin, Løvernes Konge og mange flere spil på computeren. Det blev til familiespil, hvor din far hjalp dig ved tastaturet og din søster stod ved siden og lage mærke til detaljer. Siden hen fik du og dine venner mig til at indse, at spil på skærme ikke nødvendigvis var socialt isolerende, men at man sagtens kunne være fem om en computer og have det sjovt sammen. I dag spiller du med folk overalt i verden.

Jeg savner dit smil, jeg savner dine overvejelser, jeg savner dig og din forlovede, så jeg håber, at jeg snart kan se jer igen. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, du min elskede søn.




lørdag, maj 25, 2019

Hektisk, spændende og berigende

Så er jeg hjemme i vante omgivelser igen. Døren ud til stod åben, mens jeg vekslede mellem lugning af gårdsplads, tedrikning på den lille terrasse eller gøremål indendørs i dag. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg skal passe på. Vinden var kold, når jeg ikke var i solen.


Vejret var skønt i Milano, men tid til sightseeing var der ikke. Konferencen startede 8.30, en enkelt dag 8.15 og sluttede de to af dagene ved 19 tiden. Sidste dag kørte vi direkte fra konferencen til lufthavnen.

Jeg havde troet, at vi havde booket et hotel nogenlunde tæt på konferencen, men kort snyder. Der var fem kilometer fra vores hotel til konferencen, så vi tog en taxa om morgenen og metro om aftenen. Vi boede på et Ibishotel, det havde den smukkeste foyer med en stor glastrappe i midten. Rundt omkring stod italienske scootere. Den sidste aften opdagede jeg tagterrassen og nød den lune aften og det smukke hus, som hotellet var.



Konferencen var tæt besat med masser af oplæg. Indimellem og især til sidst havde jeg svært ved at blive ved med at holde koncentrationen. Så måtte der tankes op i pauserne med snak, latter, kager og vand. Vi var så utrolig heldige, at fordi vi havde fået en poster optaget til præsentation, blev vi alle tre bevilget penge fra en fond til turen. Det betød, at de penge afdelingen i forvejen havde søgt og fået til deltagelse af to sygeplejersker, kunne bruges til to andre kolleger. Derudover havde vores leder også søgt og fået penge til deltagelse. Så vi har kunnet sprede os og få hørt mange flere indlæg, end hvis vi kun var to af sted. Det er der, man får fornemmelse af, hvad den næste landevinding indenfor Stroke behandling bliver (stroke= apopleksi= blodprop eller blødning i hjernen).

Det er godt at være forberedt. Først kom trombolysen, hvor man giver stærk blodpropopløsende medicin ind i en blodåre, hvis patienten kommer ind, så det kan gives senest 4 en halv time efter debut af symptomer. Problemet er, at det ikke kan opløse blodpropper i de større blodårer i hjernen. Det fandt man en løsning på. Så kom trombektomi, hvor man med et kateter går via pulsåren i lysken op i hjernens blodårer og med en tang/netlignende genstand fjerner blodproppen i de store årer. Der var stadig et problem, for mange kom ind, hvor vi ikke kendte debuttidspunktet. Enten fordi de ikke kunne fortælle det, når de blev fundet, eller fordi de vågnede med symptomerne. Så kom der studier, der viste, at med bestemte MRsekvenser kunne man bedømme, om blodproppen var mindre end 4 en halv time gammel, og så kunne man give dem trombolyse. Der er stadig mange, der ikke kan få behandlingen, fordi de kommer for sent, eller fordi de har sygdomme eller tilstande, der udelukker behandlingen eller de f.eks er så forkalkede i deres kar, at de nærmest er lukket helt til i et af karrene til hjernen og så kan kateteret ikke komme videre op i hjernen.

Noget af det nye fra denne konference er, at med visse betingelser til stede ved en MRscanning, så kan man give trombolyse op til 9 timer efter debut. Man er ved at skrive nye guidelines, men alle regner med at det tilbud snart kommer. Når en patient kommer som trombolyse/trombektomikandidat møder to af sygeplejerskerne fra afdelingen patienten og falck i modtagelsen sammen med lægen. Herefter går alle op til MRskanning, hvor patienten hurtigt kommer ind i skanneren, og så snart vi ved, at der er en blodprop og der ikke er andet (sygdom, skæve blodprøver eller lignende), der taler imod trombolyse, går en sygeplejerske ind i scanneren og giver en støddosis af medicinen. Derefter gøres skanningen færdig og så snart patienten er ude, sættes resten af medicinen op og gives via en pumpe over den næste time. Det er man nødt til, fordi præparatet er hurtigt ude af kroppen igen, det skal derfor doseres langsomt for at virke bedst.




Vi afventer det endelige resultat af store studier, som måske falder ud til fordel for et nyt trombolysepræparat, som ikke skal gives over en time, men som kan gives med det samme i scanneren. Det ændrer dog ikke på observationerne bagefter og at en sygeplejerske skal sidde ved patientens side for at observere patienten, blodtryk og patientens funktionsniveau tæt de første timer .

Alt dette betyder, at mange flere vil komme som trombolysekandidat, hvor det er vores sygeplejersker, der tager mod dem og er væk fra afdelingen imens. Alle andre patienter kommer via modtagelsen, hvor deres personale tager mod dem i første omgang sammen med en af vores læger, hvorefter vi modtager dem på afdelingen. De patienter vil så blive færre, fordi flere ville være kandidater til akut behandling. Dermed får vi brug for flere, der kan løbe i modtagelsen og dermed være væk fra afdelingen. Det ændrer ikke på, at vi stadig har mange patienter på afdelingen, som skal plejes og observeres. Det er en spændende tid vi er i.





tirsdag, maj 21, 2019

Lidt efter lidt


  • får jeg lukket tankerne om patienterne ned. Når jeg har været på i fire dage i plejen (og hvilke dage, der var så travlt) og de to af dagene var jeg ansvarshavende med al stuegang på 23 patienter, så fylder patienterne. Jeg fyldes med tanker, om jeg nu fik overleveret, så mine kolleger forstod det og dermed sørgede for kontinuitet hos patienten. Der har været komplekse patienter, der har fyldt. Men nu har jeg haft sidste samtale med min souschef og sidste mail er skrevet, så nu fokuserer jeg på næste punkt.
  • får jeg ryddet op, vasket tøj, printet billeter ud, støvsuget, lavet mad til landmanden, handlet ind til landmanden, så jeg er klar til næste punkt
  • bliver jeg mentalt klar til at glæde mig over, at jeg om få timer flyver til Milano til Europæisk Stroke Konference (Stroke = blodprop eller blødning i hjernen)
  • falder skulderne ned og hjernen forsøger at slappe af. Jeg er der ikke endnu, men det kommer jeg, inden jeg lander meget sent på hotellet i Milano.
  • går det nok op for mig, at jeg torsdag aften sammen med min kolleger kort skal præsentere vores poster. Gad vide om der kommer nogen, når de alle har været på konference fra 8.30 - 18.00?  Posterpræsentationerne er først fra 18.10 - 19.10. Det har jeg aldrig prøvet før, at det var så sent.
Til gengæld er jeg her og nu så glad for, at landmanden, uden at jeg vidste det, har bestilt og fået lavet faunastriber flere steder på markerne. Langs læhegnene bliver det med vildtblanding, som tiltrækker bier, sommerfugle mv Det giver føde til insekterne, som er fødegrundlaget for fuglevildtets unger. Langs en mark op til vejen mellem vores to gårde består striben af en blomsterblanding, som giver nektar til bierne og vil forskønne min dag. Jeg tror, jeg kommer til at gå langs marken mange gange for at nyde synet af de smukke sommerblomster. 

Ha en god dag. 

Vi har ikke rapsmarker, det her er fra en morgentur til arbejde.

fredag, maj 17, 2019

Opslugt

En bog mange anbefalede, da den udkom. En bog, jeg også har hørt, at andre er gået i stå med. Den lå på biblioteket og talte til mig: jeg ved godt at du er lidt Rasmus Modsat angående bøger "man bør læse", men prøv mig nu.

Den kom med hjem, og de første mange sider i bogen fik mig til at stoppe op og læse langsomt, fordi ordene var så mangfoldige og utroligt beskrivende. Jeg havde ikke tid til at læse, så jeg glædede mig helt, når jeg fik et øjeblik, hvor jeg kunne læse videre.

Jeg er stadig optaget af handlingen, men jeg kan også mærke, at der hvor hovedpersonen er lige nu, der fanger den ikke helt på samme måde. Jeg kommer nemmere til at skimlæse for at komme videre i handlingen. Det kunne jeg slet ikke i begyndelsen. Jeg har læst mange sider og alligevel er jeg ikke nået halvvejs i bogen.

Med til min manglende koncentration er nok også en travl vagt. Jeg er træt. Så jeg læser lidt, spiller lidt syvkabale, drikker lidt te, læser lidt igen, og det er helt fint. Bogen skal nok blive læst færdig og den fortjener en læser, der er mere koncentreret end jeg er i aften.

Bogen, jeg læser, er Stillidsen af Donna Tartt.


Og det var skønt at komme hjem til min fine buket, som jeg har givet mig selv, "because I am worth it" :-)