Turbobesøg med maksimal nydelse

 Det er godt nok en lang tur for to dages samvær; sagde en svoger. Det har jeg egentlig ikke tænkt på, at det var, for de to dage har jo været med til, at vi er knyttet tæt sammen med vores børnebørn.  Men ja, vi bruger 13 timer hver vej, når det er færge og bil. Men vi hygger os på turen.

Det er godt nok dyr; sagde en anden. Ja, det er dyrt, mest hvis vi vælger fly. Det gjorde vi så ikke denne gang. Og som jeg sagde til en kollega, der sagde det samme; jeg går ikke op i brugsting, tøj, tilbehør, gourmetmad eller andre materielle ting, jeg går op i min familie, oplevelser og det at være sammen med mennesker, jeg holder af.  Så at jeg skal betale over 6000 kroner tur-retur til Trondheim for en flybillet, er et valg jeg tager og så prioriteres andre ting fra. 

Denne gang var det med færge, og vi glædede os. Vi vidste godt, at de snart holder ferie hos os i tre uger. Det glæder vi os også til. Men der er sket meget med Å, siden vi første gang så hende 14 dage gammel og S snakker løs på facetime på norsk, og det har farmor svært ved at høre, så at være sammen med ham fysisk gør en forskel i vores snak sammen. Han forstår dansk og lidt efter lidt forstår jeg barnenorsk udtalt med den meste charmerende dialekt af en snart tre år gammel gut.

Vi skulle rejse forrige søndag, fordi vi ikke kunne få vores hunde passet i weekenden, så vi havde byttet rundt og arbejdet ekstra andre dage for at kunne komme til Norge. Lørdag fik jeg en sms om, at færgen var aflyst søndag middag, så vi kunne først komme med færgen 22.30 søndag aften. Det kunne vi ikke ændre på, men i vores stille sind tænkte vi begge på den tur i oktober måned 2021, hvor vi kørte hele natten med sommerdæk og i perioder på sne/isglatte veje. Hvorefter vi besluttede aldrig at tage natfærgen, for det var ganske enkelt for hårdt for kroppen at køre hele natten og lande i Trondheim ved middagstid og holde den gående til aften.

Det blæste vildt meget, da vi kørte ombord og vi opgav at handle i butikken, for det gyngede så meget, at vi begge var ved at blive søsyge. Heldigvis var det udholdelig at sidde i de gode stole, vi havde booket, og snart faldt vi i søvn og sov os fra søsygen. Vi landede kvart over tre i Larvik og der var allerede lyst, så turen til Trondheim gik godt.

Kl. 11.30 kunne vi knuse og kramme den lille norske familie. Det øsregnede den dag, men vi hyggede os sammen og fik fyldt på børnebørnskontoen. Vi blev inviteret på restaurant i Tyholttårnet. Det var en skøn oplevelse, tårnet drejede 360 grader på en time, så der var masser at se på for en lille gut. Nedenfor var der en byggeplads, hvor NRK var ved at udvide. S elsker alt med maskiner, især gravmaskiner og traktorer og dem var der rigeligt af på byggepladsen. Trods regn og tåge kunne vi se det meste af Trondheim. 

Sønnen skulle på arbejde tidligt næste dag, så da S vågnede, tog vi os af ham, fik leget en masse, læst bøger, sunget sange osv. Senere vågnede Å, som havde holdt sin mor vågen om natten, så vi fik også lov til at passe hende. Hun er det dejligste lille glade menneske, griner allerede så hjerteligt og snakker vældigt med sit legetøj. Jeg nåede gåtur med Å i barnevognen og landmanden og jeg nåede at komme på oplevelse med S, som viste os, hvor dygtig han var til at bruge en sparkecykel (løbehjul på dansk).

Landmanden er oprindeligt uddannet tømrer, så sønnen bad om råd om hyldeopsætning. Det endte med at vi alle tog på indkøbstur for at finde hylder, men først tog vi ud og så på bil, så landmanden kunne være med på råd senere, når det blev aktuelt. Siden hen tog landmanden og jeg i Ikea og tømmerhandel, mens den lille familie fik børnene hjem og bestilte tidlig aftensmad udefra til os alle. Da vi kom hjem, var der gang i det kreative værksted, og vi fik en smuk tegning med hjem lavet af S.

Tømmeren (a la landmanden) var nu klar til at arbejde sammen med sønnen, jeg passede børn, mens de fik sat hylder og skabe op på kontoret og svigerdatteren fik en masse andet fra hånden. S er tæt knyttet til landmanden, så konstant lyder der farfar, så S hjalp også farfar med at skrue i ting.  Jeg fik lov til at læse godnathistorier for S begge aftener, det var en skøn måde at slutte dagene af sammen med ham på.  Inden vi voksne satte os sammen i sofaen sidst på aftenen, var der både hængt spejl op, sat hylder op og skabe justeret i køkkenet.

Når vi ikke kan være der i hverdagen, føles det godt at kunne hjælpe, for de kan jo godt selv de her ting, men i en hverdag med to små børn kan det være svært at finde tid og overskud til det. 

Næste morgen fulgte vi S i børnehave sammen med sønnen, inden vi kørte af sted mod Larvik. S viste børnehavne til farfar. Det var lidt hårdt at gå fra ham, for han blev ked af det, da vi skulle gå. Der var ikke så mange børn mødt i børnehaven og dermed ingen, der kunne invitere ham ind i legen. Men som sønnen sagde, S var også blevet ked af det hjemme, når vi skulle af sted. Heldigvis går der ikke så lang tid denne gang, før vi ses igen. Og vi fik billeder om eftermiddagen, hvor den lille familie hyggede sig på biblioteket, inden de skulle i svømmehal.

Turen ned gennem Norge gik godt, vi havde booket bord på restauranten denne vej, men vi blev faktisk enige om, at vi havde siddet så godt på turen op på Voyager Class, at vi fremover vil gøre det og så selv tage mad med/købe det i cafeen. 

Vi landede sent mandag aften og min arbejdsdag startede 6.30 næste dag med kursus for kollegerne og så er det ellers gået over stok og sten arbejdsmæssigt disse to uger. Efter sommerferien skifter jeg funktion, mine mange funktioner på afsnittet er blevet fordelt på forskellige kolleger. August skal bruges til at komme i bund med de sidste ting, jeg er ansvarlig for på sengeafsnittet(instrukser, tilretning af vejledninger, medicinændringer, overdragelser, oprydning i alle hængepartier osv.) 

Fra september fokuserer jeg på opfølgningsforløb, gruppevejledning, omsorgssamtaler for børn og unge og dagafsnit. Alle fire områder er noget, jeg har været med til at starte op, så det føles godt, at jeg slutter mit arbejdsliv af der. Det glæder jeg mig til, jeg skal stadig arbejde tirsdag, onsdag og torsdag hver uge. Jeg får stadig min gang på sengeafsnittet og jeg skal stadig have et øje på udvikling og undervisning, men nu indenfor et afgrænset område og med meget mere patient og pårørendekontakt.  

Men nu har jeg vinterferie ;-) eller i hvert fald den ferie, som mange afholder i vinter/forårsmånederne. Jeg er bagud med afvikling af ferie og jeg har tænkt mig at slå alt fra i hjernen, der handler om arbejde. 

Til gengæld kommer hjernen på overarbejde på anden vis, for jeg starter projektet ryd op og ud i mit liv. Og det har jeg udskudt godt og grundigt. 

Endelig

 Måske tror du, at overskriften går på juni, den første sommermåned. Men så tager du fejl. 

Forrige lørdag skete det endelig efter 22 måneder. Vi tog på motorcykeltur. Da vi hoppede af motorcyklen den sidste dag i juli 2022, havde ingen af os troet, at der skulle gå så lang tid, før motorcyklen kom ud af hi.

Men livet har det med at overraske os og påvirke vores handlinger. 1 måned efter den skønneste sommerferie med hele vores lille familie, fik vores datter brystkræft. Alt er godt nu, men det vidste vi jo ikke dengang. Og et halvt år efter henvendte naturstyrelsen sig og ville købe vores gårde. De to hændelser plus den almindelige hverdag fyldte hele vores liv, og pludselig følte livet skrøbeligt på en motorcykel. Så vi ventede til alt var på plads og det føltes rigtigt at hoppe på en motorcykel.

Arrangøren var en garvet motorcyklist med ry for at finde alle de små veje, der findes. Der er aldrig noget der hedder direkte fra A til B. Et eksempel var en tur fra Aalborg til Nibe, hvor der blev kørt 91 km. Turen er sat til 21 km i google maps.

Vi skulle ikke til Nibe, men derimod til Djursland. Jeg kan ikke genfortælle ruten, for vi kom vidt omkring. Men vi tog to forskellige små færger over Randers fjord. Vi kørte til højre, til venstre, vi så herregårde og slotte. Blandt andet så vi Clausholm slot, som virkede så bekendt og pludselig ringede en klokke. Det er da der, Den store Bagedyst bliver optaget og de var vist allerede i gang, for det store telt stod på plænen.

en af Danmarks mindste færger Mellerup-Voer

Turen gik til Helgenæs og og Sletterhage Fyr. der har vi været før på motorcykeltur, men det er stadig en smuk oplevelse. Vores hjemmebragte frokost blev indtaget her, før vi drog på tur til MC Touring Camp, her fik vi te og æblekage.

Campen er en campingplads kun for motorcyklister og desværre også kun for medlemmer af MCTC, en landsforening for motorcyklister, og udenlandske motorcyklister. Desværre, fordi jeg synes de skulle give adgang til andre danske motorcyklister end medlemmer (vi er medlem). Det er nemlig et skønt sted med plads til telte, men også med hytter og glampingtelte.  

Så vendte vi snuden hjem og det lykkedes turguiden at finde veje hjem, så vi ikke kørte på de samme veje ud og hjem. Vel over Hadsundbroen drejede vi ud til Als Odde. Den havde jeg aldrig hørt om før, så jeg troede, jeg havde hørt forkert, for Als ligger da i Sønderjylland. Men der ligger også en Als odde syd for Øster Hurup. Og her ligger Jægerhuset, en lille restaurant i et gammel bindingsværkhus. Her spiste vi lækker aftensmad og fik tid til at snakke med de andre. 

På vej hjem kørte vi gennem Lille Vildmose og tænk, en elg havde besluttet sig for at spise aftensnack lige ved siden af en holdeplads gennem mosen, så den blev rigtig fotomodel. Vi var mange, der stoppede og den var fuldstændig ligeglad.

Da vi nåede Aalborg, var det slut med de små veje, alle kørte hver til sit. Vi var en del, der skulle nordpå og som fulgtes ad på motorvejen. Og så hilste vi på hinanden, når den ene efter den anden kørte fra motorvejen, en hyggelig tradition.

Det føltes godt at være på motorcykel igen og når man er sammen med nogen, man ikke har mødt før og deler motorcykelture-minder, så kan jeg virkelig mærke, at vi har set utroligt meget på motorcykel. Hvor er jeg taknemlig for alle de minder og oplevelser, vi har haft sammen på motorcykel. 

Jeg fyldes med glæde

 når jeg tænker på min søn. I dag bliver du 37 år.

Du har altid været det barn, der drog omsorg for andre. 

Den, der fandt på sjove lege. 

Den der inkluderede andre i dine lege.

Den dreng, der havde fantasi for hele børnehaven i følge pædagogerne.

Du er ikke sluppet gennem livet uden skrammer og hårde stunder, men her står du, et skønt menneske, som jeg elsker at være sammen med.

Du er en fantastisk far, nu far til to. At se dig sammen med dine børn, gør mig glad. Din søster har lige sendt mig et lille videoklip med en dreng, der ligner lidt dig og som elsker fodbold. Det har du aldrig gjort, men til gengæld har du elsket mange andre ting. Og drengen siger, "så føles det så'n, at jeg er glad i min hjerne". Og den følelse giver du mig. 

Jeg glæder mig til, at vi får tid til at fejre dig. I dag måtte du nøjes med en video med fødselsdagssang. Men vi har fået billeder af den lille familie på udflugt, så I har helt sikkert hygget jer.

I går, da jeg hjalp din far med at få korn i såmaskinen, tænkte jeg på dig. Ganske enkelt fordi jeg mærkede på kernerne, de var dejlige at røre ved, det virkede helt beroligende. Det var helt sikkert ikke det, der fik dig til at trodse forbuddet om at kravle rundt i korndyngerne, da du var 3 år. Du havde sneget dig ud i laden og forsøgte at bestige kornbjerget. Ikke helt ufarligt, for det skrider jo, men heldigvis opdagede jeg dig og det var ikke uden protester, at jeg fik dig ned af bjerget. Til genfæld fandt vi aldrig den træsko, som var forsvundet i dyngerne under opstigningen.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen, min voksne søn. Som altid er hækken sprunget ud til din fødselsdag.

Maj måned

 er startet godt. Vi havde en skøn Kristi himmelfartsdag på arbejde, hvor der var tid til patienterne, tid til hinanden, tid til dokumentation osv. De dage skønner vi på og husker, når travlheden bider i haserne.

Jeg øver mig i at finde ro og koncentration til at læse bøger. Min mobils bluetooth virker ikke, og dermed kan jeg ikke høre bøger i mine høreapparater eller tale i telefon, mens jeg kører,  og jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at få kigget på det. Nu har jeg sat mig ned ved computeren for at finde min mobilforsikring for lur mig, om ikke den er udløbet netop nu. Tiden stryger jo af sted. (opdatering, de mente ikke det var mobilen)

Mit høreapparat virker heller ikke som det skal eller også har min hørelse taget sig et styrtdyk, for jeg synes, jeg alt for ofte skal bede folk om at gentage. Og det irriterer mig, for der kommer en snert af en følelse. En følelse af en fordom; nedsat hørelse er lig med alderdom er lig med begyndende hukommelsessvækkelse. (opdatering - nu får jeg set på høreapparatet på mandag, så må vi se om de kan hjælpe mig)

Ja, jeg har som andre indimellem svært ved at huske noget lige på stående fod, men jeg har både min leder og den ledende overlæges ord for, at jeg godt kan glemme alt om begyndende  mild cognitive impairment. 

Det var hyggeligt at være sammen med dig, var min unge kollegas ord, da hun gik hjem Kristi Himmelfartsdag. Og jeg syntes også, det var hyggeligt, jeg lærer altid noget nyt af mine kolleger, små ting, store ting. Men jeg var glad for, at der ikke var massiv travlhed, for der kan jeg godt mærke, at min hjerne og krop kommer på overarbejde. Så skal der hvile til, når jeg kommer hjem.

Længere kom jeg ikke med mit indlæg og nu går maj måned mod hæld. Vi havde den skønneste pinseferie, vi har haft og har travlt, men ikke på samme måde, som da der skulle sættes et anseligt antal kartofler. Vi kunne ikke komme i marken for at så korn og bestøverbrak grundet alt det vand, der var kommet. Bestøverbrak er såning med pollen-og nektarproducerende blanding. Det skal være sået senest d. 30/4.

Ventetiden blev benyttet til at få ryddet op og ud i alle bygninger på den anden gård. Nu er den snart klar til overlevering til Naturstyrelsen. Og heldigvis var Landbrugsstyrelsen for en gangs skyld forstående og udskød fristen for såning af bestøverbrak til 14.maj. Vi nåede det og kunne derfor tage et par dage fri i pinse, som vi tilbragte i sommerhuset.

Vi fik tid til lange gåture med hundene til søerne ved Hune. Vi fik tid til at gå ned til den nye tømmerhandel og købe mere end vi havde regnet med. Dette måtte vi så slæbe hjem på gåben. Vi fik inviteret gode sommerhusvenner på sen tapas pinsesøndag. Og datteren deltog også i den sene aftensmad. Det var så hyggeligt og dejligt afslappende. Vi fik tid til at give eftermiddagsøl til naboerne, som slår græsset ved vores sommerhus. 

Datteren og jeg prøvede også at komme i vandet, men der var andre, der var kommet først. Og de blå brandmænd bader jeg ikke sammen med. 

Nu er vi tilbage i hverdagen, hvor vi begge har nok at se til. Det er helt fint, jeg er blevet opladet og fortsætter med at nyde mit område. Hver dag er jo en sidste gang for at opleve gården på netop denne dag i året.

Det gør mig glad

•  at være på arbejde og gang på gang bekræftes i, at mine kolleger er dygtige og samtidig også gode til at støtte hinanden. Jeg havde kursus for tre af vores nye sygeplejersker og de sagde, at hvor andre af deres studiekammerater egentlig var på arbejdspladser, hvor sygeplejen ikke var så hård, travl og tung som hos os, så var det som om at vores arbejdsplads ikke føltes så tung som de andre arbejdspladser, fordi alle hjælper alle. Alle er gode til at støtte, alle er gode til at sige, kom lad os gøre det her sammen, når de nye stod og ikke helt vidste hvordan de skulle gribe plejen an. Jeg er så stolt af dem alle, nye og erfarne, unge og gamle.
• at være en del af et tværsektorielt undervisningsforløb sammen med gode kræfter fra kommunen for at støtte mennesker med "lette følger" efter stroke. Om min drøm/vision, som jeg har haft i mange år, bliver til virkelighed i alle kommuner, ved jeg ikke. Men det er virkelighed i en kommune og tre andre kommuner er gået sammen om 6 forløb, hvor de kommunale ledere forhåbentlig vender tomlen opad til, at det bliver et fast tilbud, når vi fremlægger evalueringerne for dem. Og jeg er blevet bedt om at fremlægge den gode historie for alle kommuner i løbet af efteråret.
• at undervise på de opfølgningsforløb eller patientskoler, som nogen kalder det. Jeg bliver udfordret af patienterne og deres pårørende. De lader mig ikke blot snakke, men har mange spørgsmål. I dag var der mange kommentarer at holde styr på, så min disposition røg sig en tur og så måtte jeg ændre min plan. Jeg var brugt, da jeg var færdig.
• hver gang jeg ser på min lille hund. Jeg fik den i fødselsdagsgave af vores medarbejder. Og den minder mig om mine morforældres lille gravhund Lasse. Og jeg har med vilje arrangeret hunden, så den altid ser ud til at være på vej ud på opdagelse i højt humør. 

Og så har varmen og blæsten endelig tørret så meget, så landmanden kan komme i marken. Det mindede alt for meget om det første forår for 41 år siden, hvor det regnede og regnede. Vi fik ikke sået korn eller sat kartofler i alle marker, så vores held var, at kartoffelhøsten generelt i Europa var meget dårlig. Vores kartofler var nemlig af den fineste kvalitet, og vi har aldrig siden fået den pris for kartofler. Det var ret godt, når nu man stod som ny landmand med høje lån med over 20 % i renter.

Landmanden kører i marken, solen skinner, vi har snakket med den lille familie i Norge på facetime. Det gør mig glad.

Morgentur

 Det har regnet, og alt er frisk og nyvasket. Jeg går dog rundt med søvn i øjnene og i nattøj med gummistøvler i det våde græs. Fuglesangen er startet og jeg har husket at tage høreapparaterne på, så jeg rigtig kan høre musikken i haven.

Vi har i mange år fodret fuglene hele året rundt og det har gjort, at vi har et fugleliv udenfor vores vinduer. Fodringen lakker mod enden, vi køber ikke mere fuglefoder, for vi skal jo forlade gården 31/12 og det er ikke sikkert, at der kommer nogen efter os og da slet ikke sikkert, at de fodrer. Måske er de tilhænger af naturens gang, kæmp og overlev eller dø. Om det er det, der gør, at jeg i denne tid nyder ekstra meget at sidde i min nye stol foran terrassevinduet og iagttage fuglelivet, skal jeg lade være usagt.

Hundene er med mig rundt på gården, først tjekker vi postkassen og jeg kigger på alle de små perlehyacinter, der har spredt sig uhæmmet og sammen med påskeliljer hindrer udsynet til stenen med husnummeret. En lille note til mig selv: flyt dem over til bedet ved troldhaslen, hvor andre perlehyacinter trives. Tanken, der hele tiden rumsterer i baghovedet, dukker op: kan det svare sig? Hvad nu hvis det hele rives ned? Næste tanke; kan jeg måske grave nogle løg fra perlehyacinter, påskeliljer og tulipaner op , skal de i så fald  tørres eller kan jeg lægge dem i en spand med jord, så jeg har dem næste forår som krukkeplanter?

Næste sted på runden er bedet med troldhaslen. Igen dukker tankerne op. Kan man tage en aflægger af den? Kan den klare sig i en spand med jord? Den er plantet af min far og var en aflægger fra en plante, de fik i sølvbryllupsgave. Mens jeg står ved bedet, kigger jeg ned i hjørnet af haven ved vejen, bag hækken, der står der 3 Dronningebuske. En stor, der blev delt i tre små af landmanden og flyttet og som også i tidernes morgen blev plantet som en lille plante af min far fra deres have. Kan en af dem mon overleve i en stor plastkrukke?

Sådan kommer og går tankerne, og et eller andet sted har jeg lyst til at slå en streg i jorden og sige, NEJ, det kommer ikke med. Vi skal på et tidspunkt bo et sted, som vi ikke ved, hvor bliver, eller hvordan det kommer til at se ud, og i sommerhuset, hvor vi skal bo først, hører ingen af disse planter til.

Græsplænen er fyldt med små gule og hvide blomster, jeg nyder synet af dem, mens jeg går over bag gården til hønsehuset. De fire høns står klar til det lækre madaffald, som de elsker at rode rundt i og spise. Og som tak for maden henter jeg fire æg. Hundene står i respektfuld afstand fra den lave strømførende hegnssnor rundt om hønsehuset. De har lært på den hårde måde, at der har de ikke noget at gøre. Så det har ræven forhånemtlig også.

Tilbage i stuehuset sættes en ny vask over, genbrugsbutikken har afhentet alle de møbler, som vores børn ikke skulle have og børnene fik også i jul sat sedler på alle de kasser, som de ikke skulle have med videre i livet. Herunder en del tøj, som har fået en hengemt lugt, så det bliver vasket, inden det ryger af sted i morgen. Begge vores børn rykkede jo teltpælene op under coronaen og flyttede til møblerede lejligheder, så alt det de ikke kunne have med dengang, har stået på vores anden gård. Nu er det stuehus tømt. TJEK.

Morgenmaden med hjemmebagte boller, blødkogte æg, marmelade og vildsvinepølse fra Kroatien og indkøbte oste udgjorde søndagsmorgenmåltidet i dag efter min morgengåtur. Jeg nyder, når vi har tid til at starte søndagen langsomt med dette. Nu må jeg hellere videre i dagens arbejde. Ha en god søndag.

Stilhedens helende virkning

 Stilhed, ingen mobiltelefon i 3 døgn (var sat i flytilstand), gode gåture i det omskiftelige danske vejr og tilsat meditation og faste andagtsstunder. Så ved dem, der har læst med længe, at jeg har været på retræte og det for femte gang. Og du kan læse mere om de øvrige retræter her

Jeg var fuldstændig nulstillet, da jeg tog hjem. Jeg havde sovet 8 - 8½ timer om natten, tog endda powernap i løbet af dagen, uden at det påvirkede min nattesøvn. Maden var vegetarisk med fisk, og kombineret med mit fokus på at mærke efter, når jeg var mæt, øgede det også mit velvære. Hver dag fik jeg gået gode lange ture i den skønne skov omkring os.

Knap var jeg inde af døren derhjemme, før livet væltede ind over mig. Jeg brugte mobilen som tidsfordriv og til at komme ned i gear med. En rigtig dårlig ide, som med det samme påvirkede min søvnrytme, så jeg har de sidste aftner øvet mig i at lukke ned mindst en time før sovetid. Og det har været med godt resultat. Sidste nat, da jeg som vanligt vågnede mellem 1 og 2.30 for at tisse, kunne jeg mærke, at der var ting, der ville trænge sig på, så jeg nynnede en taizesang fra retræten for at holde fokus rettet på ro og søvn. Det virkede.

I år var emnet Opstandelsens lys i og med det lige havde været Påske. Charlotte er en fantastisk formidler, et skønt og humoristisk mennesker og en god præst, det hænger desværre ikke altid sammen. I år havde jeg min søster med og hvis nogen er i tvivl om vi kunne holde vores mund sammen, så var det først efter retræten via mail, at jeg fik styr på hvordan de havde det i hendes familie.

Vi gik os en lang tur sammen, som blev ret meget længere og strabadserende end planlagt. Derfor blev vi nødt til at snakke sammen for at finde ud af, om vi var gået vild og hvordan vi kom over og under væltede træer og gennem store vandhuller i moseområdet. Vi fandt vej og vi kom hjem tidsnok til at dække bord til aften den dag. Men hold da op, som vi var trætte og godt svedte.

Arbejdsugen er slut på sygehuset, og selv om jeg overhovedet ikke er i mål med det jeg skulle have haft lavet, så satte jeg autosvar på efter to timers overarbejde og besluttede mig for, at resten måtte ligge til næste uge. 

I dag delte jeg dagafsnit med en kollega og vi havde travlt, især da en af vores patienter skulle indlægges og isoleres. Jeg fik flash back til coronatiden med mundbind og isolationskitler en masse. Kitlerne er vandtætte, så man sveder vældig meget i dem. Og så er jeg en af dem, der altid tror, at jeg har tænkt på alt, inden jeg går ind, men som altid må håbe på, at jeg kan få hjælp fra folk udefra til at hente ting til mig. Der er altid noget jeg glemmer.

I dag fik mine kolleger ros. Pårørende til en afdød patient kom for en sidste stund, før patienten blev hentet til kapellet. De pårørende var så taknemlige for den fred, deres afdøde kære udstrålede. Og at der stod LED blokhus tændt på en hvid dug sammen med en buket blomster og en salmebog.

Før påske endte mit afsnit i Tv2Nord, P4 Nordjylland og på facebook fordi mine kolleger fandt tid til at pynte en dør til en patientstue med en æresport i anledning af en patient næste dag havde diamantbryllup og der blev også sunget morgensang næste morgen. Ikke så sært at jeg er stolt af mine kolleger.

Mens jeg skriver, lytter jeg til  taizesange, og jeg mærker hvordan pulsen stille og roligt sammen med vejrtrækningen falder til ro. Det gør godt, så må gåturene komme de næste fire dage.

Forandringens vinde

Der sker meget i vores liv lige nu. Vi er blevet farforældre for anden gang her først i marts måned til en lille pige Å. Og her i weekenden fløj landmanden og jeg op og besøgte Å og hendes storebror, og selvfølgelig også deres forældre. Vi fik to døgn sammen fra fredag aften til søndag aften. Vi landede hjemme i sofaen mandag 0.30 og havde brug for lige at slappe af, kigge billeder og snakke weekenden igennem, inden vi gik i seng.

Farmor fik strikket trøjen færdig til Å, inden vi kom derop :-)

Vi havde den skønneste tur, og den lille pige er smuk og dejlig, lige som hun skal være. Som sin storebror sørgede hun for, at hendes mor har haft brug og stadig har brug for længere tids restitution, men det går fremad. Det er stort at se sin søn som far og hans kæreste som mor. De er fantastiske forældre, som har sørget for en skøn dreng, der har masser af fantasi, snakker løs og som ved en masse ting allerede.

Vi tog på tur med S og Å. Lillepigen sov under hele turen, så vi fik tid til at rutsje, klatre, gynge og opdage alle mulige finurlige ting, så som at hilse på hunde, finde blade og lytte til det smeltende snevand strømme nede i kloakken. Vi havde også rygsæk med tursnacks med og solen varmede skønt på store og små, mens vi nød pappas madpakke.

Søndag var det anderledes koldt og blæsende, og det sneede indimellem. Men vi tog alligevel på tur, denne gang ind i skoven, hvor der var masser af ting at kigge på. Der var også is under snepletterne, så vi skulle passe på. På et tidspunkt var jeg ved at glide ned af en skråning, hvorefter S satte sig ned og kurede hele vejen ned. Jeg ville ønske, at jeg også havde haft regnbukser på, så jeg kunne kure. farfar og S fægtede med store grene og vi besøgte en ny legeplads med en tovbane, som var sjov at prøve. Det nåede at hagle gevaldigt, men det var vist kun farforældrene, der syntes, det betød, at vi skulle hjem.

Nu er vi hjemme igen, der er arbejdsdage på gården og jeg rydder op og gør rent indendørs. Jeg øver mig i at kigge på tingene og spørge, om de skal gemmes eller smides ud/til genbrug. Ganske enkelt fordi vi ikke er gårdejere mere! Vi solgte gården til Naturstyrelsen til februar og har forpagtet gård og jord til nytår. Naturstyrelsen henvendte sig for et år siden, så vi har haft tid til at vende og dreje det og besluttede os for at slå til.

Hvor skal I så bo? Det aner vi ikke, men vi ved, at vi har et sommerhus, vi kan bo i og at vi kan opmagasinere al vores habengut, indtil vi ved, hvor vores endelige bolig bliver. Der er rigtig meget, der skal ryddes ud, sælges eller smides ud på de to gårde. For der kommer ingen landmand efter os, så alt skal væk. Vi er stadig enig om, at det var det rigtige, vi gjorde, men vi er nødt til at tage tingene et skridt ad gangen, for vi kan ikke både køre ud og se på boliger, områder eller husudstillinger og så også være effektive herhjemme. Der er stadig et landbrug, der skal drives og et sygeplejerskejob, der skal passes.

Hvad så med dit job, Lene? Det er altid det næste spørgsmål, der kommer. Selvfølgelig gør jeg mig mine tanker, og jeg har en kollega, som er i gang med at overtage mine opgaver på afsnittet. Opfølgningsprojekterne og undervisning i kommunerne samt på sygehuset af patienter og pårørende vil jeg gerne beholde, så måske går jeg yderlig ned i tid på et tidspunkt, når alt på afsnittet er på plads. Vi får se, jeg lader hverdagen være som den plejer lige nu.

fødselsdagsbuket fra børn, svigerdatter og børnebørn

Jeg er også blevet 67 år og har været på mit afsnit i 24 år. Der er dage, hvor jeg føler mig som en omvandrende historiebog i udviklingen af strokebehandling og pleje. Det har været en vild rejse at være med på. Og jeg havde ikke drømt om, da jeg startede i sygeplejen igen efter 11 års pause, at jeg nu 24 år efter har oplevet så meget.

Forandringens vinde blæser, de kan ruske så hovedet føles ør og træt, men de føles også kærlige og omfavnende. Jeg glæder mig til at se, hvor vi er om et år, men indtil da vil jeg nyde tiden her og øve mig i at nyde processen med at rydde op og ud i mit liv.

Var det det, der skulle til?

 Normalt bekymrer jeg mig ikke om mit helbred, udover at jeg gerne vil passe på det. Men med titlen som farmor og det i en sen alder og med sygdom i familien, begyndte en bekymring at fæstne sig i mig. Jeg skulle gerne opdage sygdom i tide, for jeg ville gerne være frisk og rørig længe. Først var det Alzheimers sygdom, jeg bekymrede mig om, så kom jeg i tanke om, at jeg da også havde hjertesygdomme i familien og kræft er der jo i alle familier. For det meste har jeg kunnet lægge det på hylden for glemte/gemte sager, men indimellem falder det ned fra hylden. 

Jeg kan godt forstå, at folk indimellem har svært ved at forstå, når man må sige til dem, at alle de symptomer der er, er tegn på kropsbelastning. Nogle gange ved de godt, at livet har været svært, tungt, hårdt eller noget andet, men hvad gør man så ved det? Selv om jeg er blevet undersøgt og min læge og jeg blev enige om, at det var psykisk udløst, så kunne min krop og hjerne ikke finde ud af det alligevel. For symptomerne kom jo stadig indimellem.

 I efteråret så jeg et opslag, man manglede kontrolpersoner til et phd-projekt og som de skrev; du får ingen penge, men til gengæld får du undersøgt dit hjerte grundigt. Jeg slog til med det samme. For to uger siden blev jeg kaldt ind til en formiddag fyldt med masser af undersøgelser. Forud gik blodprøvetagning og hjertekardiogram. På dagen fik jeg lavet en MR-skanning af hjertet, en ultralydsskanning af hjertet, en måling af mit hjertes hjerterytmevariabilitet og pulsbølgehastighed samt måling af hvor tykke mine kar er.

Kort og godt som hjertelægen sagde; du har et overordentligt sundt og stærkt hjerte! Karmåling viste, at mine kar svarede til en på 50 år. Jeg så mit smukke stærke hjerte på MR-skanningsbillederne. Og det er som om at de symptomer, jeg af og til stadig får, ikke bekymrer mig mere. I stedet fylder en taknemlighed mig, en taknemlighed som ikke skal forplumres af unødige bekymringer. Jeg skal bare i bedre kondition og så stadig passe på mig selv ved at nyde livet, slappe af, men også få styr på de ting, jeg gerne vil gøre.

Ugerne stryger af sted, jeg stornyder mine fire fridage hver uge, hvor vi er startet i det små med oprydning hist og pist. Sønnen startede i julen, nu er de ting, han gerne vil gemme, kommet i nye kasser og på loftet. 

Lige nu strikker jeg strikkeprøver, de er nødvendige, men jeg hader dem, når jeg ikke strikker samme fasthed som opskriften påbyder. Jeg er vist på 3. eller 4. strikkeprøve, bredden passer, næsten, men højden er ikke høj nok. Så nu skal jeg have købt en ny størrelse rundpind, for det gjorde en forskel, da jeg skiftede fra en ældgammel rundpind str. 2,5 til en helt ny str. 2,5. Derfor vil jeg prøve om str. 3 i et andet mærke måske kan ændre noget.

Det er vinterferie i Nordjylland og det betyder færre folk på arbejde, og da vi samtidig har fået både nye studerende, elever og kolleger, er der nok at se til. Heldigvis har der været gode dage med færre patienter, hvor vi efterhånden var blevet vant til mange patienter på gangen. I dag og i morgen tager jeg aftenvagt. Jeg kan sagtens være i aftenvagt, min krop har bare svært ved at omstille sig bagefter, men når mange holder ferie, er resten som regel allerede sat på arbejdsplanen. Så jeg konkluderede, at pilen pegede mod mig, da vi manglede en aftenvagt. Jeg glæder mig faktisk til at være sammen med kolleger, som jeg ikke er så tit sammen med.

 

Bliv set, mødt eller hørt - tankerne flyver

 Før hen brugte jeg ofte dette forum til at gøre mig selv klogere på meninger, ord og vendinger. For I havde altid gode overvejelser, som hjalp mig på vej. Nu til dags hvor jeg skriver sjældent, flyver tankerne i mit hoved for en stund og så forsvinder de og kan ikke genfindes, hvis jeg vil skrive et indlæg om dem. Denne gang huskede jeg at skrive stikord i en kladde, så jeg kunne huske, hvad jeg tænkte.

Hver søndag går jeg ned til postkassen for at hente ugemagasinet Søndag. Hver søndag overvejer jeg, om ikke jeg skal ophæve abonnementet og hver søndag er der altid et eller andet i bladet, der sætter tankerne i gang. En søndag startede det allerede, inden jeg kom ind igen, for på forsiden var Lone Frank citeret for, at hun gerne vil blive hørt, men var ligeglad med at blive set.

Det fik mig til at tænke på det, der ofte siges i sygeplejen. Det er vigtigt at patienten føler sig set og mødt. Og så gik tankerne på forskellen mellem at blive mødt og hørt. Havde jeg misforstået vendingen, så jeg søgte og fandt en artikel fra 2014, hvor man havde undersøgt patienters oplevelse af kommunikationen med sundhedspersonale på en ortopædkirurgisk afdeling.

Her konkluderede forfatterne, at det som fyldte mest hos patienterne i forhold til at føle sig set, mødt og forstået, var den enkelte sundhedsprofessionelles verbale og nonverbale udtryk med stor vægt på det nonverbale. Artiklen giver eksempler på, at hvis personale ser travle ud, så lader man være med at spørge. Det er jo ikke så godt, men måske forståeligt. Men patienterne giver også gode eksempler på en nonverbal kommunikation: 

”Det er vigtigt, at personalet ser på en, taler direkte til en, så føler jeg, at jeg har den kontakt, jeg ønsker. Ja, det er jo svært at forklare, men det er opmærksomhed og nærvær.”

Og når jeg så går tilbage til mit indlæg, hvor jeg undrede mig over, at patienterne hos os kunne føle sig godt behandlet på trods af et utroligt travlt afsnit, er det måske netop det, det handler om. At hos os får du et smil, øjenkontakt og forhåbentlig også forklaringer/støtte. Vi stopper op, hvis du som pårørende står og ser søgende ud. Faktisk kan man som pårørende risikere at blive stoppet mange gange af personale, mens man venter på at kunne komme ind til patienten.

I forhold til patienten, advokerer vi erfarne for, at man fra morgenstunden hilser på alle sine selvhjulpne patienter, fortæller dem om hvad der skal ske i dag, hører om der er noget de undrer sig over og fortæller, at man også har andre patienter, som har brug for en del hjælp, så der vil man være meget. Men uanset hvad er det vigtigt, at de selvhjulpne patienter ringer med klokken, hvis de får forværringer og de skal tage fat i os, hvis der er noget, de mangler svar på. 

Min erfaring er så, at jeg resten af dagen kan stoppe op, når jeg går forbi og spørge; er alt vel eller jeg har ikke glemt dig, men der er ikke stuegang endnu (vores stuegang varer fra 9 - 20 hver dag). Det tager ikke lang tid, men vi får øjenkontakt. Og det mener jeg gør forskellen. Nogle dage må jeg forklare, at ja det logiske ville være at tage alle de selvhjulpne først til stuegang, hvis det eneste de venter på er en lægelig afklaring og godkendelse til udskrivelse (især når patienterne kan se, at der ligger 6 patienter på gangen). Men det patienten ikke kan se, er at der er andre patienter, som er så dårlige, at de skal og bør ses som de første af vores læger.

At føle sig mødt er vel også at føle sig hørt, men også set, med alt det man kommer med som det menneske, man er. Vi har hver især brug for forskellige ting fra en sygeplejerske/social -og sundhedsassistent, når vi indlægges. Og kunsten i sygeplejen er at ramme de behov, og det mener jeg gøres med nærvær og opmærksomhed. Men så sandelig også med at jeg besidder en faktuel viden og en færdighedsviden, som kombineret med nærvær og opmærksomhed giver patient og pårørende tillid til at jeg vil dem det godt.

Tilbage til Lone Frank, så handlede hendes ord om, at hun ikke havde behov for, at folk så hende som et kønsobjekt (sat op mod at kvinder ofte føler sig usynlige, når de bliver ældre), men hun ville gerne, at folk lagde mærke til, hvad hun havde at sige. Og det gjorde folk i højere grad nu, fordi hun havde meget mere at komme med (qua sin erfaring). 

Faktisk synes jeg, at hun har flyttet sig utroligt meget fra første gang jeg læste om hende og læste bogen Den femte revolution. Men måske er det mere det levede liv, der gør, at der er andre ting, som hun anser for vigtigt. I denne artikel var der fokus på kærligheden og sorgen, hun mistede sin daværende kæreste, som døde, da hun var 48 år. Men også på alderen, de fysiske forandringer og hendes nysgerrighed på verden og det at formidle.

Jeg får helt lyst til at prøve kræfter med en af hendes sidste bøger, som netop sætter fokus på kærlighedens natur ud fra et videnskabeligt perspektiv. Hendes phd. i neurobiologi fornægter sig ikke, så selv i sorgen og erkendelsen af at have taget kærligheden for givet, vælger hun at gå til videnskaben sammen med en psykolog, ikke kunstnere, digtere eller filosoffer.

Jeg tror hun kan provokere mig og få mig til at stoppe op og undre mig. Det er altid sundt at høre andres perspektiver. 

Billedet er fra en af trappeopgangene i Nordkraft. Her ligger sundhedscenteret på 9. sal og sidste uge, da jeg skulle undervise tidligere patienter og deres pårørende, valgte jeg for første gang at gå hele vejen op. Jeg kunne ikke stå for kontrasten mellem det rå look og den smukke by udenfor. Et andet perspektiv på byen. 

På tur - i mit eget område

 Sidste weekend kom vi ud i den friske luft begge dage. Det var tæt på og to gode oplevelser ind på glædeskontoen.

Lørdag tog vi ind til Aabybro, fandt Aaby skov, for sådan en findes. Det er en ung skov, som er plantet for at beskytte grundvandet nedenunder, Jeg vidste, at mange løber eller går ture der, så der måtte findes nogle stier/veje. Vi havde også fået at vide, at der var et indhegnet område til at lufte hunde i. Det benyttede vi os dog ikke af, men drog på opdagelse. Vi valgte at gå langs med kanten af skoven på det, der var beregnet for heste, en bred græssti. Der var dog så meget vand, da vi kom ud i yderområdet af skoven, at vi opgav og gik lidt på kryds og tværs inde i skoven og de åbne områder.

Der var både bålplads, shelters og et udkigstårn skulle der også være. Det nåede vi ikke at finde, men så er der jo basis for en ny tur. Vi fik gået 5500 skridt og fik en fornemmelse af, hvor den den sydlige del af Vildmosen lå, hvor gårde, som vi kendte, lå i forhold til skoven osv. Det var en rigtig hyggelig tur, og når det er blevet mere tørt, skal vi helt sikkert på opdagelse i skoven.

Dagen efter kørte vi ud til udsigtsplatformen i Vildmosen. Der har jeg været før med datter og landmand. Men siden da er der kommet en gangsti på den anden side af det inddæmmede moseområde. Den ville vi gå en tur på. Vi stillede bilen på parkeringspladsen ved udsigtsplatformen og gik på stien langs vejen. Det er Aage V. Jensens fond, der har igangsat projektet med genopretning af mosen. Rundt om denne del af mosen er der nedgravet en membran, som forhindrer vandet i at komme ud fra mosen. Mosejord og dens planter har brug for en meget fugtig jord og grundet afvanding af det omkringliggende jord, som blev til landbrugsjord, var mosen blevet tør. Det ses blandt andet på de mange birketræer, der gror ind i mosen.

Nu står de under vand og nogle har fået skåret en ring rundt om stammen, så træet dør. Andre vil dø pga. de nu står under vand.

Stien er smukt lavet og med små vigeplatforme, så en kørestol og modgående kan komme forbi hinanden. Vi havde troet, at den måske strakte sig så langt ind, at der med tiden kunne komme en forbindelse fra Aaby skov til mosen. Det gjorde den ikke.  

For pludselig slog den et sving ind til mosen, og her var der siddepladser og små skilte med QR koder til små fortællinger om dyreliv, planteliv, genopretning af mosen osv. De små skilte var også sat på pæle langs stien fra parkeringspladsen til træstien.

Langt ude kunne vi se udsigtsplatformen, her har jeg zoomet ind på den.

Tilbage ved platformen gik vi op på den og nu, hvor man på den anden side af vejen har inddæmmet et moseområde mere, hvor der står masser af vand, kunne vi se masser af fugleliv der. Det kommer der helt sikkert meget mere af med tiden. 

Jeg har vist før skrevet, at jeg forstår ikke, at folk synes, at platformen er grim. Jeg synes den passer perfekt ind i mosens farver og kan kun anbefale et stop her. Og faktisk er der flere stoppesteder rundt i mosen med gode fortællinger om mosen, de folk, der boede der og om røverne i mosen. 

jamen jeg er her endnu

 Efter jul og efter sidste indlæg kunne jeg godt mærke, at det ikke at kunne hjælpe i hverdagen for den lille familie nordpå fyldte. Så trods hampre flypriser (man kan godt mærke, at der ingen konkurrence er om flypassagerer) var vi begge enige om, at jeg skulle flyve til Trondheim i sidste weekend (det er dejligt at jeg ikke gider dyre hotelophold, middage eller andre forbrugsting; jeg vil hellere bruge mine penge på flybilletter). 

Min seje skønne svigerdatter skulle aflevere specialeopgave i mandags, og det er svært at få alle ender til at nå sammen, så hun kunne få ro til at skrive. Hendes mor tog weekenden før med S, og jeg hyggede mig med S fra fredag eftermiddag til mandag morgen, mens mamma tog på arbejde (skrev ude i byen) og pappa kørte hende, lavede mad og andre praktiske gøremål.

Vi nåede at komme i centeret lørdag for at handle ind, lege på legepladsen, spise lækre kager og købe en trøje med Paw Patrol fra farmor og farfar. Søndag hyggede vi os med at bage fastelavnsboller og gik en tur på ski. Jeg havde ikke ski på, men S er så god til at gå på sine ski, han fik i julegave, og han hyggede sig med at pappa også var på ski.

Mandag morgen fulgte jeg S i børnehave sammen med sønnen, og jeg fik vist stuerne, billederne og personalet, inden vi sagde farvel til hinanden. S vidste, at farmor skulle flyve ned til farfar og hundene. Jeg fik også lov til at lægge S i seng, læse for ham (mange bøger, men især én) og sove sammen med ham. Det var så hyggeligt at vågne op til skønne øjne og et glad smil hver morgen.

Bogen helt til venstre nåede jeg at læse 2-3 gange hver dag. Den var virkelig god og morsom. Og farmor blev hæs at snakke som trolden og de tre Bukke Bruse :-)

Før jeg drog til Norge, fejrede vi gemalens fødselsdag med skønt besøg hos datteren. Hun havde lavet en lækker lagkage og vi sluttede af med supergode pizzaer fra Gastromia Napolitana. Og i forgårs var jeg med til sidste behandling på sygehuset og samtale med min datter. Hun skal stadig have samtaler hvert år, men nu er hun sluppet helt fri fra besøg hver 3. uge på sygehuset. Det var dejligt. 

Bagefter smuttede jeg tilbage på arbejde. Onsdag var arbejde fra 10 - 19, der var personalemøde og undervisning af pårørende og patienter med lette følger efter stroke. Hver gang jeg er af sted, får jeg altid at vide, at jeg skal sige tak til alle på afdelingen. Og hver gang undrer jeg mig og er imponeret over mine kolleger. For travlheden er overvældende, patienterne er mere dårlige end for nogle år tilbage, der er i hvert fald flere af dem. Det betyder, at ofte kommer de lette ramte til at ligge i senge på gangen. Og meget af tiden bruger vi på de hårdt ramte og alligevel siger patienterne både til vores opfølgende team og de undervisningsseancer, jeg har, at de føler sig velkommen, set og mødt. 

Vores vikarer vil gerne være hos os, trods de siger vi er den mest travle afdeling på sygehuset. Her er en god stemning, vi tager godt mod vores vikarer og vi yder god sygepleje. Vi investerer også i dem, andre steder får de knapt et hej, når de møder (jeg fatter det ikke, men det har jeg fået at vide af flere) Hos os forsøger vi at inddrage dem i vores teams og dem, som vi tænker, vi kommer til at bruge flere gange, får en introduktion sammen med mig i hvad stroke er, vores observationer/screeninger og undersøgelser. Vi har klare retningslinjer for hvad de må. Vores vikarer er for langt de flestes vedkommende sygeplejestuderende, og vi håber, at de får lyst til at blive vores kolleger, når de er færdige. 

Mit hus trænger til en ordentlig omgang oprydning, men i dag stod den på regnskab for mit vedkommende og alle mulige ting, som vi skulle gøre sammen på kontoret. Så må oprydning vente til i morgen. Vaskemaskinen kører på fuld fart og nu må kufferten fra sidste weekend vist hellere blive pakket ud. Fredag har jeg konverteret til dagen, hvor landmanden køber et eller andet hjem fra det lokale supermarked til aftensmad. Og i fryseren lå en halv ribstærte fra datterens fødselsdag. Den skal nok få ben at gå på, når vi skal se håndboldkamp i aften.

Jeg savner min morgenudsigt med sne, men nyder lysets tilbagevenden. Må du få en dejlig weekend.

En jul uden vægtøgning

 Trods massive indtagelser af lækkerier gennem hele juletiden, sørgede en lille gut for, at hans farmor ikke tog på i julen. Vi havde den lykke at have familien på besøg i ti dage inklusiv datteren. Vi kan ikke være der for den lille familie til hverdag, til gengæld ser vi det som en glæde, at vi tager S, når han vågner om morgenen. Så kan forældrene sove længe og være længe oppe om aftenen uden at tænke på tidlig morgenstart. Lykken er at starte morgenen med glade smil og en masse snak på norsk. Så snart bleen var skiftet, vasken og tandbørstning var overstået, speedede vi op.

Vi fandt en gammel børnebåndoptager, som stadig kunne spille, godt nok med en rusten lyd, men vores børn syntes godt om den autentiske lyd af  kassettebånd med masser af god popmusik. S dirigerede sine farforældre, så vi løb, hoppede, vrikkede os rundt om juletræet, rundt om spisebordet, hoppede over dørtrin og ned gennem gangen. Nogle gange tog vi også køkkenet med. 

Det blev mere og mere avanceret for hver dag og ve den farforælder, der ikke sørgede for at lave nøjagtige samme bevægelser som S viste . Vi blev med det samme irettesat. Det resulterede en morgen i, at jeg flækkede totalt sammen af grin og fik mange kommandoer, som jeg ikke kunne efterkomme grundet latteren. S hoppede med begge knæ ned på mit balancebræt, derefter hoppede han op igen og stod på gulvet, hvorefter han hoppede med samlede ben op på brættet og ned igen. 

Jeg tog kun den sidste del med stående på balancebrættet, det duede ikke! Nej farmor! Jeg blev vist det igen og så prøvede jeg, men da jeg først var kommet ned på knæ på balancebrættet, kunne jeg ikke komme op igen. Mens jeg grinte lød det igen og igen; op og stå farmor! Jeg kom da op igen, men farfar fik lov til at gøre det stående, om det skyldtes at S ikke havde tiltro til ham eller at han havde nedjusteret sine tanker om farforældrenes evner, skal jeg ikke sige.

Juleferien sammen startede med regn og rusk. Nytårsaften skød vi nytåret ind med et batteri, som stod udenfor på gårdspladsen og vi stod i læ i porten til kartoffelhuset. Bagefter morede vi os med stjernekastere og knaldperler.

Næsten hver juledag tog landmanden og S en tur på traktoren, vi skulle også fodre høns og hunde. Det var en fornøjelse at se, hvordan S blev mere og mere fortrolig med de store hunde. Til sidst gik han rundt mellem dem og lød som et lille norsk ekko af sin farfar; sit Ayla, nej Dexter, kom Ayla, dæk Dexter osv.

Farmor og S har spillet på klaver, sunget sange og læst bøger, mens farfar sorterede kartofler og resten af familien sov.

Da sneen kom, legede vi alle i sneen. Den gamle trækælk blev hægtet bag ATVen, og så fik vi alle en kælketur på gårdspladsen. Den sidste dag nåede vi at komme på kælkebakken, hvor vi alle fik travet op og kælket ned ad bakken. 

Vi var også barnepige, så forældrene tog i byen en aften og en anden aften på brætspilcafe sammen med datteren.

Pludselig var de ti dage ovre og vi sendte alle hjem, tre til Trondheim og en til Aalborg. Der er stille i huset, når vi kommer ind/hjem efter arbejde. Vi har begge arbejdsmæssigt lige så travlt som før jul, men i år fik jeg ikke blot ryddet julen væk fra huset, men også ned i julekasserne. Tit har de blot ligget nede på det ene værelse, til jeg fik taget mig sammen til at pakke det ned i kasser.

I dag kom jeg ud at gå, for jeg bevæger mig ikke så meget mere, som da S var på besøg og så spiser jeg mere - ikke en god kombination. Hvor er verden dog bare smuk med sne, ja ja jeg ved godt, at den er sjap og søle i byen, men her hos mig er den magisk. Jeg elsker sneen! Og sørger over at den nok forsvinder de næste dage, indtil vinteren vender tilbage på mandag.

solen gik ned mens jeg gik tur