JEG ER IKKE ALENE

Sådan en tidlig lørdag morgen kan det varme lidt at tænke på, at jeg ikke er den eneste, der er vågen. Småbarnsmoderen med barnet, som ikke kan finde ud af, at det er weekend, og man derfor godt må sove længere. Lastbilchaufføren, som hele natten har afleveret kartofler til butikker op gennem Jylland og til sidst midt formiddag kører ind på en gårdsplads i Vendsyssel for at få et nyt læs kartofler, som skal til pakkecentralen og forvandles til små poser kartofler, der kan køres ud i morgen tidlig. Falckredderen, der måske skal køre mennesker ramt af apopleksi til behandling på sygehuset. Butiksassistenten, der skal åbne dagligvarebutikken, er måske netop nu stået op. Vi er mange, som får weekendens funktioner til at fungere. Jeg tænker på dem og finder glæden i hverdagen ved at tænke på de fire mennesker, som jeg skal dele de næste 8 timer sammen med. Først tager jeg lige en halv time i bilen med julemusik. God lørdag morgen til dig.

SÅDAN

Døren til min chef og souschefs kontor har været lukket hele dagen. Der er gået en lind strøm af både kendte og ukendte mennesker ind gennem døren. Der har været ansættelsessamtaler, de har haft travlt, for hvis vores nye kolleger skulle have mulighed for at starte hos os 2.januar, så var det sidste udkald for at give deres gamle arbejdsplads besked i dag. Nu er der ansat seks nye kolleger, jeg får æren af at skulle introducere dem nøjagtig 14 år efter, at jeg selv startede på afdelingen. De nye kolleger skyldes mestendels, at vi skal opnormere, da der næste år forventes over dobbelt så mange patienter gennem afsnittet (vi får forrygende travlt). En gammel kollega har dog også sagt op, da hun har fået den perfekte stilling for hende. Jeg ønsker hende al mulig held og lykke, det har hun fortjent, men vi vil komme til at savne hende.

Weekenden banker på døren, jeg skal for en gangs skyld i dagvagt, jeg plejer at være i aftenvagt. Vores julekalenderansvarlig måtte gå hjem i dag pga sygdom og kommer heller ikke i morgen, så der kommer ingen pakkekalender op. Det plejer hun jo at gøre, og hun plejer også at lave en smuk fordelingsseddel, så alle kan vælge en gave inden juleaften. Vores ansvarlig for julepynt på afdelingen er i nattevagt, så jeg krydser fingre for rolige nattevagter, så afdelingen kan blive pyntet til 1. søndag i advent. Herhjemme sker det først på min fridag på tirsdag, der er hverken købt ind til adventskrans eller købt kalenderlys eller fundet julekasser frem. Men jul bliver det uanset hvad, så jeg vil blot nyde denne weekend sammen med kolleger og landmanden. Levende lys har jeg, og is er der købt til fredag aften foran fjernsynet. Den første adventsgave er sendt til hovedstaden, den kom så desværre en dag for sent for datterens vedkommende. Hun er nemlig rejst 11 dage til Frankrig for at få de sidste filmoptagelser i kassen. Sønnen er i sin sidste praktik som lærerstuderende, men det er dog i Danmark, så han har forhåbentlig fået pakken. Om en uges tid har jeg ferie/fri i en uge, så skal der juleforberedes, og jeg har fået en smuk juleplan, den findes ikke bedre. Så kom sne, kom jul, jeg er klar. Gaver, pynt, mad etc. skal vi nok nå, det er endnu ikke sket, at vi juleaften har stået uden juletræ, gaver, julepynt og rigeligt mad. Det kommer heller ikke til at ske i år. Det vigtigste har jeg allerede; jeg elsker og er elsket.

HYGGEDAG

Det har været stilledag for mit vedkommende, jeg har strikket, læst  og lavet småopgaver i huset. Nu vil jeg tø en portion suppe op og lave et par ostebrød dertil i ovnen. Som sagt en stille og rolig hyggedag, lige det jeg trængte til. God aften til dig.

TIDSSLAVE?

Charlottes kommentar til forrige indlæg fik mig til at tænke over om jeg hænger mig i klokken. Fokuserer jeg for meget på tiden?  Jeg har nærmest aldrig ur på qua mit arbejde, og den vane har jeg så også herhjemme. Jeg kan sagtens have et ur på, hvis jeg er i byen, men det ryger af, så snart jeg er hjemme igen. Men jeg noterer mig altid tiden, når jeg går forbi et ur, det sker helt instinktivt (og jeg har ur i badeværelset og køkken samt selvfølgelig på computeren og mobilen) Og jeg kom frem til, at det må være pga. mit arbejde. Som sygeplejerske har jeg en meget stor koordinerende funktion, og til tider er jeg og mine kolleger dødtrætte af den funktion. For alle andre forventer, at vi har styr på tider til dit og dat, at vi altid rykker vores gøremål, når patienten skal til undersøgelser, skal ses af læge, fysioterapeut, ergoterapeut, talepædagog, socialrådgiver osv. Jeg vil hellere bruge min tid på det, jeg også skal, nemlig at hjælpe patienten med at blive vasket, at komme på toilettet, at få ro til at spise, at få spist, at få hvilet, at føle sig velorienteret om planer og træning, at kunne se et håb i fremtiden. Jeg vil hellere bruge tid på at hjælpe pårørende med at føle sig velorienteret og støtte dem i at kunne hjælpe deres kære i en svær sygdomssituation. Så tiden flyver af sted, og hele tiden bliver tider ændret. Der er medicin, der skal gives på bestemte klokkeslæt, der er stuegangsbeslutninger, der skal udføres, det kan være bestilling af blodprøver, det kan være ny medicin, det kan være kontakter til hjemmeplejen, det kan være aftaler med andre afdelinger, osv. osv. Og alt skal dokumenteres, gerne med klokkeslæt. Så tiden skal jeg have styr på, hele tiden. Og derudover har jeg så også en funktion som vejleder, når jeg er med i plejen. Jeg skal have overblik over, om mine nye kolleger har brug for hjælp, jeg skal have overblik over, om de studerende og elever, jeg er koblet til den dag, har brug for hjælp. Jeg elsker mennesker, der siger til og fra i forhold til det, de bliver bedt om. Det er vigtigt for mig at kunne stole på, at de kender deres kompetencer.

I dag har jeg sagt fra, jeg har aflyst en tværfaglig lærende konference, som jeg skulle stå for i morgen. Selv om det kun var en halv time, var der megen forberedelse til det, det skulle jeg så lave på min fridag i dag. Derudover er vi ikke så mange erfarne kolleger på arbejde i morgen, så jeg følte ikke, at tiden var til, at jeg gik fra. Og der ville ikke blive megen tværfaglighed over konferencen i og med, at mine kolleger højst sandsynligt ikke kunne deltage pga. nok at se til. Modsat ergo og fysioterapeuter kan sygeplejerskerne ikke sige desværre, vi kan ikke nå at give dig mad eller medicin eller bad eller hjælp til toiletbesøg. Terapeuterne er konsulenter på afdelingen, de booker deres kalender med tider, og hvis  de skal til undervisning, bliver det booket ind i kalenderen. De arbejder lineært, “jeg skal det klokken dit og så det klokken dat”. Sygeplejersken arbejder derimod cirkulært, hun ved at der hele døgnet er sygeplejersker, der kan fortsætte arbejdet. Sygeplejersken kan godt planlægge sin dag fra morgenstunden og inde i sit hoved have ca. tider, men mennesker er mennesker, så hvornår fru Hansen lige skal tisse eller har energi til bad kan være forskellig fra i går til i dag, så planer er til for at ændres. Og det bliver de! Hele tiden! Jeg er endnu ikke kommet gennem en dag, hvor alt er gået som jeg planlagde det om morgenen. Det er så også det, jeg kan lide. Mennesker er mennesker, og det er så berigende at få lov til at hjælpe, støtte og vejlede, når mennesker har brug for hjælp og samtidig lære et nyt menneske at kende, som kan lære mig nye måder at se tilværelsen på. Lidt lige som I gør med jeres kommentarer. Se nu bare hvad Charlotte satte gang i af tanker om tid hos mig. God torsdag til jer.

GAMMEL OG UNG PÅ EN GANG

Jeg er ganske enkelt for gammel til det kaos, min nattesøvn er i lige for tiden. I går aftes kom jeg til at sove i 10 minutter lige efter aftensmaden. Resultat 3½ times søvn i nat. Og i dag var der sygdom blandt kolleger, så jeg tog en times overarbejde, og en anden kollega tog både dagvagt og aftenvagt. Heldigvis var der ro på i dag, så vi kunne sende min kollega hjem i fire timer for at slappe af, inden aftenvagten startede. Da trætheden tyngede mit hoved mest, skulle jeg snakke med en overlæge om en patient. Overlægen er nok 15 år yngre end mig, så jeg siger, ja den her patient kalder jeg jo ung, for han er lige så gammel som mig. Overlægen kiggede på patientens fødselsår og sagde så, er du 56? Hold da op, det kan man godt nok ikke se. Så forsvandt den træthed :-) Kuren holdt desværre ikke så længe, nu føler jeg mig klar til et alderdomshjem.

Og jeg ved det godt, jeg skriver så mange indlæg om søvn, men så må I springe dem over, for jeg skal jo kunne læse om tiden, da jeg var “ung” på arbejdsmarkedet, når jeg sidder som 80 årig og nyder, at jeg kan sove lige så længe, jeg vil hver dag . Mine forældre havde altid uret til at vække dem klokken halv otte, for man skulle ikke sove dagen væk. Jeg forstod det aldrig. Min mormor som blev enke, da hun var på min alder, valgte anderledes. Hun havde radioen til at stå ved siden af sengen sammen med en notesblok. Så vågnede hun langsomt op om morgenen og stod ikke op før klokken ni. Hun lyttede til radio og skrev digte. Det kunne jeg bedre tænke mig. Ikke at digte, men at vågne langsomt op og give sig selv lov til at blive i sengen.

Jeg har før skrevet om den gave, min moster og onkel gav os andre ved at få min mormors digte skrevet rent og trykt, så jeg lige nu kan kigge på min skønne mormor. Hun giftede sig aldrig igen eller fandt en ven. Hun blev knap 79 år, så 23 år levede hun alene, min mormor havde altid et stykke håndarbejde i hænderne, hun elskede at læse og fulgte med i verdenen omkring hende. Og det er faktisk først, da jeg læste hendes digtsamling, at det gik op for mig, hvor meget hun har båret indvendig af savn og sorg. Og desværre kom hun også til at opleve, at to af hendes fem børn døde før hende.

Jeg længes – ja længes og længes igen

til ungdommens travle dage

Oh Gud – du tog jo min elskede ven

og jeg sidder alene tilbage

 

Stuen er hyggelig varm og lun

dog ensomhed lurer herinde

med hvem skal jeg tale, snakke og le

Jeg – den eneboende kvinde

Og som tidligere har indlægget skrevet sig selv i en retning, som jeg ikke havde besluttet fra start. Mens jeg bladrer gennem bogen, opdager jeg et digt, jeg ikke har set før:

Klokken er tyve minutter over et,

og jeg er både sur og træt,

for jeg kan ikke sove.

Den sovetablet jeg i aftes tog,

fik mig kun til at læse en bog,

og det er der jo ingen mening i.

Men i morgen, når Christian står op,

falder til hvile min dovne krop

så sover jeg trygt til klokken ni.

Det er, rent ud sagt, noget svineri.

Klokken er nu næsten tre, og jeg har stadig ikke sovet

men når jeg sagen ret bese, hvem har så heller lovet

at søvnen sig indfinde må

just på den tid mig passer – så

tålmodig må jeg være

Det er en kunst at lære.

Så fik jeg det opklaret. Da Christian er min bedstefar og derfor levede på det her tidspunkt, må min mormor have været yngre end mig. Jeg har det altså ikke fra fremmede med søvnproblemer i forbindelse med en vis overgang, men en sovetablet tager jeg altså ikke!

Sov godt.

VENTETIDEN

Jeg skutter mig lidt, jeg fryser, mormors varme trøje forsøger at holde varmen for mig, men trætheden gennemsyrer min krop og får mig til at fryse. Da jeg stiller landmandens frokost i køleskabet nede i mandskabsrummet, har jeg allermest lyst til at lægge mig på gulvet der. Der er gulvvarme og altid dejligt lunt. Inspireret af dette blogindlæg tænker jeg på ventetiden, på det at vi altid er på farten, altid har så travlt med at nå frem og videre. For de to præster har jo ret, i gamle dage kunne man blot samles om ilden, fortælle historier, være sammen og vente, vente på at lyset skulle komme tilbage. Man kunne ikke forlænge arbejdsdagen til om aftenen, der var ingen lys at arbejde i, så når vinteren slukkede for solen, måtte kroppen og sjælen ned i tempo, man ventede, man gjorde sig klar til, når lyset kom igen, man støttede hinanden og lærte måske nye sider af hinanden. Dem, der kunne fortælle en historie, så historien blev levende og interessant, blev værdsat. I dag trækker vi på skulderne af dem, for vi skal videre, vi kan arbejde nat og dag, vi behøver ikke at stoppe op.

Lad det blive min adventskalender til mig selv i år, lad mig stoppe op og tænke lidt, nyde en god historie og gode menneskers samvær, mens jeg venter. God tirsdag til dig.

MON DE VINKEDE TIL HINANDEN?

Morgenkørsel på rette tidspunkt er en gave lige for tiden. Og det at blogge inklusiv at tage billeder har gjort mig åben for hverdagens små skønheder.

Selv om jeg udmærket godt ved, at flyene kan være langt væk fra hinanden i luftrummet, fik tanken, at de to fly kunne se hinanden, mig til at smile :-) God mandag til dig.

PS og linsen er blevet pudset efterfølgende ;-)

MIDT OM NATTEN

Klokken er nu halv to om natten. Jeg faldt i søvn først på aftenen og vågnede sidst på aftenen. Nu er der læst en bog, surfet lidt i blogland, og strikkepindene er også luftet lidt. Heldigvis skal jeg ikke på arbejde, mit arbejdsmøde skal foregå herhjemme, og da det frosne køleskab ødelagde mit gær, vælger jeg at smutte til bageren efter brød til formiddagsteen, når butikken åbner. Så kan jeg også samtidigt smutte omkring mejeriet efter god ost. Min svoger sagde en gang, hvor han havde problemer med at sove, at han havde valgt at være taknemlig for de bøger og de tanker, han så kunne bruge tiden på. Så det vælger jeg også. Jeg har det trygt, lunt og godt. Jeg har te på kanden. Hvis jeg er helt stille, kan jeg høre lyde, som viser, at både hund og landmand sover godt. Måske kommer søvnen igen til mig, det håber jeg, ellers vil jeg nyde denne nat. Håber du har sovet godt.

BLUSSENDE KINDER

Mens dagen gik på hæld, gik jeg så hurtig som remmer og tøj kunne holde.

Et kig til højre

Et kig til venstre

Skumringstimen skaber smukke silhuetter.

Det var blevet helt mørkt, inden jeg nåede hjem. Og små stjerner glimtede i det høje.

Kan du ikke se dem? De er der, tro mig.

SØNDAGSTIDLIGMORGENSTART

Søndag morgen startede klokken syv, mit kor skulle deltage i gudtjenesten i Vodskov Kirke. Vi starter altid 1½ time før, så vi kan nå at få øvet færdig, inden kirkegængerne kom. I dag var der tre børn, der blev døbt. Oscar, Ellen og Melua opførte sig pænt og det gjorde deres små venner også. Det var skønt at synge for en fyldt kirke. Det var skønt at synge for de små dåbsbørn sange som You dont have to worry og When the Oceans rise and Thunders roar, I will soar with You above the Storm.

Det var knap så skønt at opdage i morges, at køleskabet var forvandlet til en fryser med minus 5 grader. Jeg skruede ned til minimum, men da jeg kom hjem, var der minus 15 grader i køleskabet. Nu er alt flyttet ud, køleskabet er blevet støvsuget bagpå, det er gjort rent og alle riste og hylder vaskes lige nu i opvaskemaskinen. Jeg håber, at det kan hjælpe. Julemarkedstur er aflyst, jeg vil i stedet for, når køleskabet forhåbentlig fungerer igen, gå i gang med forberedelser til adventskalender til de unge mennesker. Bagefter venter forberedelser til morgendagen. Fridagen i morgen starter med møde med to kolleger, vi er alle tre ansvarlige for undervisning af vores kolleger i trombolysebehandling. Vi er alle tre på deltid, så der er givet grønt lys for, at vi får betaling for at holde forberedelsesmøde på vores fridag. Arbejdsdagene er for hektiske til, at vi kan nå det der, så vi vil nyde at kunne være sammen hjemme hos mig, mens vi arbejder.

Nu vil jeg sætte god musik på og nyde denne solskinsrige søndag. God søndag til dig.

LØRDAGSSKUMRING

Naturens lysdæmper er i gang, langsomt skrues der ned for lyset, kroppen falder ind i dæmpningen. Det er farligt at handle ind på sådan et tidspunkt, der købes småkager og lækkerier. Der lånes mange bøger, på trods af at jeg i samme åndedrag afleverer mange bøger, som slet ikke er læst. Jeg satser på, at energien er til boglæsning og ikke blot dameblades korte artikler. Bøgerne skal først afleveres d. 7. januar. Der er en evighed til, i hvert fald hvis man var barn; som gammel voksen ved man godt, at den tid stryger af sted. Solen og frosten forsvandt op ad formiddagen, så da løbegnisten opstod, blev det i tåge, og morgenbilledets mark så nu sådan ud.

Jeg håber, jægerne snart kommer hjem, jeg har lyst til at brygge te og kaffe, lune boller og servere småkager. Jeg har lyst til at ligge i sofaen med en god bog, mens jagtsnakken går ude i køkkenet. Faktisk kan jeg fremkalde den følelse af dybe mandestemmer, der griner og snakker, mens jeg vender den ene side efter den anden og drikker te. Det føles  trygt og godt. Det er efterårets sidste måned, det er november, når den er bedst.

LØRDAGSLYS

Fredag eftermiddag var blevet til midt aften, inden jeg vågnede af min eftermiddagslur, så det blev lørdag, før jeg gik i seng. Til gengæld nåede natten og mørket helt at forsvinde, inden jeg stod op. Målet var at sove længe, lige så længe jeg kunne, det rakte til 8.30, da landmandens mobil ringede (han havde nemlig også taget samme beslutning). Vi nåede morgenmåltidet sammen, inden han tog ud på krondyrjagt på vores egne marker. Nu sidder han i et jagttårn med varm te i termokanden og en madpakke, jeg håber, han kan holde varmen. Istvan og jeg hygger os inden døre, hygger er måske så meget sagt for Istvans vedkommende, for han ville hellere have været med på jagt. Men han hyler dog ikke og ligger stille midt på stuegulvet.

Morgenlyset glimtede så fristende i frosten, så jeg måtte ud og trække vejret dybt ned i lungerne og nyde, at alt ser meget smukkere ud i solskin og frostvejr. Tanker tænkes, mens jeg går rundt om gården, tanker om dæmoner og taknemlighed. Dæmoner beskrives på sproget.dk som en af tilværelsens mørke, ubevidste kræfter. Det lyder dystert, og egentlig forbinder jeg det ikke med mig selv, og så alligevel. En af jer skrev en gang til mig, da jeg skrev om mine svingninger humørmæssigt fra dybe dale til høje bjerge, at det egentlig var rart at høre, at jeg også havde mine dæmoner at slås med. Mon ikke vi alle har det? Men sådanne dæmoner kan blive ubetydelige, når jeg så møder mennesker, som slås med sygdom og død, eller hvor deres børn har det rigtig svært psykisk. Så er det, at jeg trækker på skulderne og siger pyt til de mørke tanker inden i mig, og fokuserer på alt det, jeg er taknemlig for i livet. Og på sådan en skøn frostglimtende novemberlørdag bliver det tanken om en landmand, som har føltes så fjern (pga. mange gøremål) og som pludselig tog fat i sin kone og dansede rundt i køkkenet fredag aften eller tanken om at jeg midt i december skal være sammen med både mine børn, mine søskende og deres børn.

Taknemligheden bredes også ud til mine skønne kolleger, vi er i en svær tid lige nu, hvor der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, og hvor der er meget travlt. Andre steder har den organisering, som vi skal have efter nytåret, betydet, at mange erfarne sygeplejersker flygtede fra afdelingerne. Ikke fordi det ikke er den rigtige beslutning, for det er det, men fordi der ikke blev tilført mennesker nok, både blandt læger, sekretærer, terapeuter, portører og sygeplejersker, og jeg kan godt få ondt i maven ind i mellem over, hvordan det skal gå. Vi vil det her, og vi er heldigvis en del erfarne kolleger, men vi har fået og får nye kolleger, som gerne skulle læres godt op i sygeplejen til mennesker med akut apopleksi. På mine sorte dage bliver fremtiden sort, jeg har ingen tiltro til, at der bliver tilført det, der skal til. På mine lyse dage mærker jeg den gejst og vilje, der er i alle lag for, at det her skal lykkes godt. Så jeg vælger lyset og taknemligheden, også i dag.

God lørdag til dig.

AV AV ØV ØV AHHHH

Æbletærten blev et hit, alle skulle lige have et stykke mere, så det var godt, at jeg bagte to tærter. De små stjerner får kagen til at ligne en million og det massive lag af marcipan, den sprøde søde mørdej, æblernes smag blandet med lakrids og vanilje passer perfekt til syrligheden fra cremefraiche. Der var lige så travlt i dag som de forrige dage, så ingen fælles kaffe/kage hygge. Jeg lunede tærterne, og om det var træthed (fire timers søvn i nat), der gjorde mig uopmærksom, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald sidder jeg nu med et stort brandsår på min højre arm efter den store ovndør i sygehuskøkkenet. AV

I dag fik jeg spurgt en af vores fysioterapeuter, om han kunne give en forklaring på, hvorfor jeg efter  opstart med styrketræning konstant har smerter i musklerne i venstre skulder/nakke ( a la hold i nakken), og at mit højre skulderled gør ondt. Han mente, at det kunne tyde på, at jeg måske skulle lave en anden form for styrketræning uden maskiner. ØV jeg er jo vild med den her træningsform.

Vi havde besluttet i plejegruppen, at der skulle sandwich til på sådan en travl dag, men da maden ikke var kommet klokken 13, begyndte jeg min undervisning af eleverne. Planen var, at vi ville hente de sandwich senere, men jeg glemte det, og eleverne sagde ikke noget, så frokost blev spist 14.50. Der er weekend nu og jeg vil glide ned i sofaen og lukke øjnene, fordi jeg gerne må, jeg har nemlig weekendfri. AHH

TRAVLHED OG HYGGE

Selv om vi har travlt, så kan vi jo godt tale ordentlig til hinanden. Den bemærkning fik jeg af en overlæge en gang, det blev sagt stille og roligt, og jeg havde ikke sagt noget grimt til ham, men han fornemmede nok, at vi alle på afdelingen var ret pressede og egentlig forventede, at han godt kunne træde til med en hjælpende hånd. Han var også presset af de opgaver, han skulle nå den dag, og bemærkningen fik mig til at stoppe op og så tænke, han har jo ret, jeg skal ikke lade min irritation gå ud over ham. I dag har der (også) været travlt, og jeg skal ærligt indrømme, at indimellem blev der talt grimt til computeren eller ud i luften, når nogen havde bøvl med computer eller måtte bruge ufattelig lang tid på at få ting til at fungere i et trægt sygehussystem. Men vi talte ordentlig til hinanden, sendte små smil og gode bemærkninger af sted. I morgen skal vi have æbletærte, det er jeg kommet til at love, så jeg snuppede de rynkede æbler i frugtordningskurven med hjem.

Smilet kom også frem forleden dag, da jeg skulle flyve til København. Aalborg Lufthavn har nogle herlige reklamer for at give flybilletter i julegave.

Og Københavns lufthavn satte julestemningen i gang, mens jeg vandrede på tværs af lufthavnen.

TJAH, JOH, TJAH

Der er ikke så mange ord i mig lige nu. Jeg sidder lige så stille og ser gamle Kender du Typen i stedet for de serier, jeg slugte for nogle måneder siden. Jeg er alene hjemme og skal egentlig gøre mig klar til korsang, men jeg er træt, bare træt. Og så slutter udsendelsen med, at Mads Steffensen får placeret en øgle i sin hånd af Anne Glad, og lejlighedens indehaver Laura Drasbæk tilbyder øglen en levende græshoppe. Det er helt tydeligt, at MS overhovedet ikke er til sådanne dyr, så han ender med at hoppe af glæde, da øglen bliver fjernet, og jeg sidder her mutters alene og griner højt ved synet af hans ansigtsudtryk. Og det skønne er, at latteren trækker ikke blot luft ind, den gør også, at alt pludselig ser lidt lysere ud, tåbeligt måske, men jeg bliver glad og får lyst til at skrive et indlæg om den glæde. Glæden ved at grine højt, det betyder ikke noget, hvad det er, der udløser latteren, det er bare skønt at grine. Jeg var lige ved at overtale mig selv til at melde afbud til kor, men nu ved jeg, at det er rigtig dumt, for der griner vi også meget. Lad latteren rulle og buldre, vi har godt af det. God aften til dig.

SÅ KOM UGEN I GANG!

Min formiddagsmad blev spist klokken 10.30. Min frokost, som endte med at blive en yogurt fra cafeen, blev spist klokken 14.30. Mine planlagte ni timer blev til 9½. Jeg tror faktisk, at nogle af mine kolleger slet ikke fik frokost i dag, inden de gik hjem. Og oven i det hele fik vi besøg af kvalitetsfolkene. Mine to sygeplejerskekolleger i dag er begge blevet ansat inden for det sidste år, så de blev godt nok udfordret. Den ene læge til stuegang var helt ny i vores regi, så han blev også udfordret, og det samme gjorde hans erfarne kollega. Men alle knoklede løs, så vi kom i mål. I morgen kan jeg desværre ikke følge op på alle de bolde, jeg satte i spil i dag, jeg kan kun håbe, at min dokumentation er tydelig nok til, at andre kan hente boldene ned igen. Jeg tager nemlig til København i morgen til en temadag om ernæring sammen med en kollega. Det bliver spændende, og vi får tid til undervejs at lægge strategi for vores ernæringsplan på afsnittet.

Så nu sidder jeg her, træt og lidt overgearet og tænker på, om man mon må have strikkepinde med i flyet?

GOD MORGEN UGE 47

Hele ugen står i arbejdets tegn, det er sjældent at jeg har en hel uges sammenhængende dagvagter. Jeg er jo ansat på 30 timer og med weekendvagter ind imellem, så er der ofte en hverdagsfridag undervejs i en uge. Uge 47 sætter sygehuset på den anden ende, det er tid til akkreditering. “Når et sygehus bliver akkrediteret, er det hermed sygehusets arbejde med kvaliteten, der er blevet vurderet.”  Alle instrukser er blevet gennemgået og opdateret, alle har gennemgået brandtest og hjertestopundervisning*, alle er blevet mindet om de ting, vi udemærket ved, men som vi ikke i en travl hverdag tænker over. Så som hvordan er det vi arbejder med kvalitetsudvikling, hvor er det, vi kan læse om det, hvis vi vil vide mere osv osv. Vi ved det jo, men det er ikke det samme, som at vi lige kan svare på det, når der kommer på besøg på afdelingen, og jeg bliver stoppet på gangen og får de spørgsmål stillet.

*Hjertestopundervisning og brandtest har altid været der, men de senere år er det sat i faste rammer, så lederne nu får indberetninger om hvem, der deltager, fordi der er krav om årlig deltagelse i den undervisning, og det er godt. Og jeg kan nærmest får hjerterytmeforstyrrelser, når jeg tænker på, hvis en patient skulle finde på at tænde en cigaret, mens vedkommende ligger i sengen og de uoverskuelige følger, det kan få. Det er godt, at der er røg og varmedetektorer overalt, så vi har mulighed for at handle i tide, for at evakuere patienter som vores, der er så hårdt ramt, kan virkelig blive et stort problem.

Det er også en arbejdsuge, hvor jeg er i plejen hele ugen, det glæder jeg mig til. Jeg trænger til at være sammen med patienter i stedet for med instrukser og undervisning. God mandag til dig.

EN LIVLINE

Da min mor levede, var hun altid god for et godt råd, når en opskrift, der drillede, om det var mad eller strik. I dag er jeg den, der leverer gode råd til mine børn. Men lige nu kunne jeg godt bruge en ven at ringe til. Det har jeg så ikke, så nu prøver jeg om I kan agere livline. Jeg strikker Parrot og er ved slutningen. Hele vejen har jeg strikket to masker sammen i begge sider af sjalet, dog har det været indenfor en kant af tre masker. Hver anden pind har jeg ligeledes strikket masker sammen på hver sin side af de midterste tre masker. I opskriften står at jeg skal fortsætte sådan indtil der er seks masker tilbage, men hvad med de tre kantmasker i hver side og de tre midtermasker. Er de mon ud over de seks masker? Eller hvordan mon jeg kommer ned på de seks masker, er det ved at droppe kant og midtermasker og så blot tage ind i kanten på de sidste pinde? Min mor havde helt sikkert kunnet gennemskue det. Jeg kan ikke. Kan du?

LØRDAGSHYGGE

Dagen er gået med at plante agaver om, ja jeg ved godt at det nok skulle være gjort i foråret, men jeg kan ikke gøre det alene, og i dag var så dagen, hvor jeg kunne få hjælp ;-) Og når agaverne har overlevet i flere år uden at blive omplantet, så klarer de nok også en omplantning i november.

Æblerne, som jeg fik samlet op fra jorden i tirsdags og så derefter ikke havde tid til at gøre noget ved, er nu forvandlet til æblesaft. Strikketøjet er blevet luftet, papegøjesjalet nærmer sig snart sin afslutning. Vandrestøvlerne er også blevet luftet, dog nøjedes jeg med at gå en tur på vejen i den fredede del af vildmosen. Det var der også andre, der gjorde. Vi betragtede hinanden og gik så hver til sit.

Der var nogle scones tilbage fra hyggefagligaften, en tur i ovnen og godt med lemoncurd på, så blev det en lækkerbisken til eftermiddagsteen. Landmanden og Istvan er gået ud for at stille lokkegæs op, i morgen tidlig vil de på jagt. Jeg hygger mig herinde med lidt strik, lidt spil og indimellem lidt fjernsynskiggeri. God lørdag til dig.

SENDT TIL TÆLLING

er jeg ikke, men jeg har lovet mig selv, at mit arbejde ikke skal med mig på weekend. Jeg er lidt groggy lige for tiden, så da arbejdsdagen var over, tog jeg direkte til cirkeltræning. Det var godt blot at koncentrere sig om at få vejrtrækning og musklerne til at arbejde sammen. Når jeg læser dameblade (og dem læser jeg rigtig mange af for tiden), kan jeg godt blive lidt irriteret over de perfekte hjem, den perfekte makeup, den helt rigtige mad, den helt rigtige måde at være familie sammen på og dem, der altid får trænet og motioneret. Lige nu er LOOP blevet min helle, der hvor jeg bare slapper af, derimod får jeg ikke gået ture eller løbet det, jeg før gjorde og fred være med det. Det er mørketid, det er tid til indendørs hygge og med et par levende lys tændt ser alt godt ud, selv de nemme, hurtige madløsninger.

Hjemme på gården er der blevet taget afsked med vores unge elev, det har været en fornøjelse at være arbejdsgiver for ham, så landmanden gav rundstykker, og eleven havde lokket sin søster til at bage en kage. Og der står et stykke til mig ude i køkkenet, uhm. Efter træning og aftensmad sov jeg 2½ time, nu er jeg klar til at holde weekendfri. God weekend til dig.

FLØDESKUM PÅ TOPPPEN

Jeg har sagt det før, men jeg har verdens bedste kolleger. I går aftes mødte 17 af dem op for at høre om de to kollegers oplevelse fra London konferencen. De to kom omkring 4 spændende områder, som inspirerede os andre. Den ene forbandt England med masser af slik i små pakninger og chips, så det fik vi som snack, og den anden kollegas mand havde lavet agurkesandwichs, som sammen med mine scones blev serveret til te og kaffe. Der var også købt miniskumfiduser, så dem, der var til varm kakao, kunne få den kombination. Det blev sent inden jeg var hjemme, men der var absolut ingen problemer med at sove. I dag har jeg ringet til patienter og fulgt op på deres indlæggelse. Det er desværre ikke noget, vi gør fast, men er led i et projekt, og jeg håber, at det kunne blive fast procedure. At høre om hvordan det går patienten inspirerer altid og jeg bliver så glad, når jeg kan fornemme, at det går fremad, lige så trist bliver jeg, når det er op ad bakke både med fremskridt og med støtte fra kommune eller omgivelser. Jeg har også snakket med en kollega, som er i gang med at skrive og tegne en lille bog til børn, hvis ene forældre har fået en hjerneskade. Det er noget, hun gør i sin fritid, i arbejdstiden er hun i gang med et forskningsprojekt, som jeg glæder mig til at høre resultatet af. Jeg har deltaget i konference, både den tværfaglige og sygeplejekonferencen, så jeg kan byde ind med min hjælp som sparringspartner. Det var der nu ikke brug for i dag, men hele dagen igennem var der trods travlhed smil på læben alle vegne.

Mens arbejdsdagen skred frem, opdagede jeg pludselig en ændring i miljøet. Jeg har kolleger med mange forskellige kompetencer og de er alle i spil, de bliver alle udnyttet. Og jeg bliver bare så stjerneglad af sådan en arbejdsdag.

Og flødeskummet? I går serverede jeg flødeskum og hjemmelavet jordbærmarmelade til de lune scones. Der var også lemoncurd til. I dag var der både miniskumfiduser og flødeskum tilbage, så desserten efter den sunde frokost blev varm kakao med masser af skumfiduser og så en klat flødeskum på toppen. Uhm. Mine kolleger er flødeskum for mig i hverdagen. Håber du har noget/nogen i din hverdag, der er flødeskum.

Jeg har købt kærnemælk til æbleskiver, der er æg i køleskabet, der skal bruges. Og så skal jeg også have lavet blomkålssuppe af det halvgamle blomkålshoved, har du mon en god opskrift til det? God aften til dig.

ENSOM I LIVET

Selvfølgelig skete det, det kunne jeg have sagt mig selv. Kombinationen af at vende rundt fra nattevagt og arbejde sent om aftenen med undervisning resulterede i lysvågen roterende sygeplejerske i seng.  Så jeg stod op og fortsatte arbejdet, vaskede op og overvejede at gå i gang med sconebageriet, det gjorde jeg så dog ikke. Jeg gled ud på et skråplan og drak et glas rødvin i håb om at kunne falde i søvn. Det hjalp nu ikke synderligt, men på et eller andet tidspunkt i nat faldt jeg dog i søvn. Jeg havde aftalt med min chef, at jeg arbejdede hjemmefra til klokken halv ti, så derfor valgte jeg arbejdet i aftes og bageriet til morgen. Nu er scones bagt, nu håber jeg bare at der er en ovn, som kan lune dem i aften.

Nå men tilbage til overskriften, her midt nat læste jeg om den gamle veteransoldat, som havde levet alene og uden familie i sine sidste år, og hvor nogle indrykker en notits i avisen i håb om, at militærpersonale vil komme til hans begravelse. Budskabet spreder sig på de sociale medier og det ender med, at der dukkede 300 mennesker op. Nu fortæller historien ikke noget om, hvorvidt den gamle mand havde et ønske om at blive æret ved sin begravelse af militæret, blot at han ikke har noget familie, der kan deltage i begravelsen. Historien fortæller heller ikke noget om, hvorvidt den gamle mand havde nogle få venner, og om det er dem, der indrykker notitsen. Lige dengang jeg læste historien, tænkte jeg, skulle de mennesker ikke have været der, da den gamle mand var i live? Er vi blevet et samfund, der passer os selv og mennesker, der ikke selv rækker hånden ud for selskab, de dør ensomme. Og hvordan finder man de, der er ensomme, men som ikke viser det? Vi er blevet gode til at vise sympati efter, f.eks efter et dødsfald, det er nærmest blevet kutyme at lægge blomster, der hvor et uheld eller et drab finder sted. Men er vi blevet gode til at turde være nær, når livet er tungt og svært? Sådan kan man blive lidt småfilosofisk en søvnløs nat efter et glas rødvin.

Uanset søvn eller ej, så vender jeg først tilbage til gården sent i aften, jeg satser på at godt selskab på arbejde bærer mig igennem. God onsdag til dig.

KØKKENSKRIVER

Mens risengrøden koger og jeg holder skarpt øje med den, og mens jordbærmarmeladen simrer, har jeg taget computeren med mig i køkkenet. Før hen havde jeg altid en bog med mig, når risengrøden skulle overvåges og omrøres jævnligt, det gav en halv times boglæsning midt i en hektisk børnefamiliedag. Nu er der ikke nogle børn til at gøre dagen hektisk, det klarer jeg fint selv. De engelske scones mangler at blive bagt, og jeg læser og læser for at opdatere mit undervisningsmateriale. Jeg mangler også at omsætte mit diplomafgangsprojekt til powerpointslides, hvad i alverden har jeg lavet indtil nu?
Jeg hyggede mig ved computeren i morges. Jeg drak formiddagste sammen med landmændene. Jeg fik farvet bryn og vipper. Jeg har trænet lidt længere i LOOPcenteret. Jeg har spist frokost og surfet lidt på nettet. Jeg har revet blade sammen uden for huset og luget lidt ukrudt. Jeg har handlet ind og købt kage til eftermiddagsteen. Jeg har drukket te og spist kage sammen med landmanden. Nu sover landmanden, ilden i brændeovnen har hele dagen sikret en god varme i stuen, og jeg har læst om apopleksi. Egentlig skulle vi have rester, men jeg fik sådan en lyst til risengrød, så nu er den snart klar, og jordbærmarmeladen er hældt på glas. Jeg har fire timer til resten af mine projekter. I morgen bliver en lang dag, først arbejde bl.a. med undervisning af nye kolleger, så en rask gåtur ind til byen efter Lemoncurd, så gøre konferencerum klar til aftenens faglige hyggeaften, hvor mine scones sammen mine to kollegers agurkesandwich, cookies og engelsk slik gerne skulle få vore kolleger i stemning til at høre om en konference i London og mit afgangsprojekt. Jeg glæder mig, men først vil jeg nyde min risengrød.

Risengrød er den bedste medicin :-)

NOVEMBERDAG

Mens jeg har været i nattevagt, har mørket snuppet et par timer mere af lysets tid, eller det føles sådan. Det mørke, der mødte mig, da jeg stod op lidt over syv her til morgen, føltes som mørket, der møder mig klokken fem på dagvagtdage.

Udsigten i går morges, da nattevagterne sluttede, var lysere end på samme tid i dag.

Liselotte skrev i går om striknings virkning, og mange kommentarer vidner om, at hun ramte plet. I går aftes var jeg til strikkeklub, unge kolleger har startet strikkeklubben, fordi nogle gerne ville lære at strikke. Vi var fire, det var rigtig hyggeligt, og jeg nød at være sammen med kolleger, som er på mine børns alder. En strikkede børnevest og havde også gang i et genbrugsprojekt. En anden kollega hæklede et tæppe til gulvet af zpagettigarn a la det her. Den sidste kollega havde gang i et halstørklæde uden opskrift, hun havde set et smart designerhalstørklæde og mente, det måtte kunne eftergøres, det glæder jeg mig til at se færdig. For mit vedkommende går det fremad med sjalet, det er mere valg af næste farve, der sætter tempoet end selve strikningen, og så er jeg endnu ikke der, hvor strikkepindene bliver luftet hver dag. I dag skal bruges herhjemme, det bliver en blanding af have, bagværk og undervisningsforberedelser. Og mens jeg har skrevet, søgt på nettet og slettet, er lyset brudt igennem. Dagen banker på og jeg siger, kom ind, jeg er klar. God dag til dig.

LIGE OM LIDT

er det afgang. I aften kører jeg selv, så kan landmanden sove længe i morgen og jeg kan på vejen købe rundstykker med hjem. De to næste vagter er jeg eneste sygeplejerske, men med to garvede assistenter med mig, så det skal nok gå. For mig er det en oplagt chance til at få viden om arbejdsgangene om natten og mærke dem selv på egen krop, før vi skal til at ændre vores arbejdsmåder pga. den planlagte omorganisering af apopleksibehandling i Nordjylland. Jeg er spændt på, hvordan afdelingen ser ud i aften, vi fik kun en ny patient i løbet af natten, men der kan være kommet otte mere i løbet af dagen og aftenen, det er ikke til at vide. I nat havde vi kun en patient, der skulle have hjælp til at blive vendt. Vi andre vender os jo automatisk, mens vi sover. Når man er lammet i den ene side, er det meget svært og ofte får man også bevæget sig over i en uhensigtsmæssig stilling i forhold til de lamme ekstremiteter, så det holder vi øje med om natten. Vi har også patienter, som kan finde på selv at stå ude af sengen, selv om de ikke har balance og styringskontrol til det. Her har vi ofte klokkesnoren sat fat i natskjorten og sengehestene oppe, så vi får et varsel og kan nå at komme ind på stuen, inden vedkommende kommer helt ud af sengen og måske falder.

Det er tid til at gøre sig klar, lave en madpakke (skyr med frugt, svesker og mandler) og smutte ud i mørket. Det er tid til alenetid med fuld styrke på musikken i bilen. Sov godt.

NOVEMBERHYGGE

Julebladene står i kø, stemningen begynder så småt at krybe ind under huden. Sådan en mørk november morgen efter en nattevagt (hvor der var rolig), føles morgenmaden ekstra skøn. Landmanden bragte og hentede mig, da jeg ikke kunne sove før nattevagten, Heldigvis fik jeg en halv times powernap i nat. På vej hjem hentede vi rundstykker, og hjemme blev morgenbordet dækket, teen brygget og opvaskemaskinen tømt i fælleskab(sæt kryds i kalenderen ;-)

Nu er det tid til at krybe under dynen, og når jeg forhåbentlig vågner efter en god lang søvn, er mørkningen begyndt. Jeg glæder mig til at tænde levende lys, finde strikketøjet frem og drikke hyldebærsaft. Jeg får lyst til risengrød og æbleskiver. Jeg får lyst til gode film. Jeg får lyst til travetur i mørket. Nu får vi at se, om denne dejlige novemberdag kommer til at byde på noget af slagsen. God lørdag til dig.

24 TIMER I MIT LIV

11.00 i går: alle mine kolleger har røde pletter på kinderne, de to læger lige så og min chef blusser også. Fra i august og september at have en afdeling med større flow end tidligere, men med en afdeling, hvor der maks var 10 indlagte patienter, er alt nu ændret. Denne dag ligger der 19 patienter på afdelingen, og vi er normeret til 14. Der er flere patienter på vej, og nyankomne i døgnet forinden skal grundigt gennemgås af læge, før de enten kan udskrives, skal blive eller skal sendes til andre relevante afdelinger. Alle kæmper en brav kamp. Jeg kan ikke hjælpe dem mere, jeg har hældt medicin op til samtlige patienter i morges og sørget for, at de fik den. Dagen i dag er nemlig afsat til deltagelse i en verdensomspændende kvalitetsundersøgelse med fokus på ernæring. 11 patienter på min afdeling har sagt ja til at besvare nogle spørgsmål om deres vægt og ernæring før indlæggelse og til at registrere deres frokostindtag. Jeg har hjulpet nogle af dem med at besvare skemaet. Nu mangler jeg at taste alle informationer ind i en database samt de oplysninger, jeg skal finde i journalen.

15.00 i går: nu er jeg færdig med at taste ind. Vi har sygdom blandt personalet, så jeg skal blive 15 minutter for at hjælpe med stuegang, til min chef kommer tilbage fra møde, så tager hun over. Vores aftenvagtkolleger er mødt, men de skal først have læst rapport om de mange patienter. Det er skønt, hvis man kan nå det, mens andre tager sig af patienterne, det giver en god start på vagten. Derfor prøver vi andre at hjælpe de stakkels læger, som nu knokler på overarbejdstid, som de vist slet ikke får noget for, for de skal bare være færdige klokken 15. Men der mangler stadig seks patienter til stuegang.

18.45 i går: hvis du var i nærheden af Nordkraft i går, så du måske to kvinder i deres bedste alder gå grinende hen ad fortovet. Vi er lige blevet enige om, at det har været så hyggeligt at mødes 2½ time, hvor vi har snakket meget arbejde, fået vendt alle de tanker, der rører sig og støttet hinanden i de planer og drømme, vi har. Cafeen Folkets Parlament var helt ny for os begge, den var spændende og anderledes. Og med god betjening. Vi beslutter os for, at vi vil besøge alle cafeer i Aalborg, nu vil vi opdateres på den front. Min studiekammerat er en kvinde, som skaber glæde og engagement, når hun træder ind i et rum. Jeg er så glad for, at vi stadig ses, selv om vores diplomuddannelse er afsluttet.

21.30 i går. Jeg er så træt, så det er sengetid for mig, en enkelt sudoku og en krydsogtværsopgave bliver løst i sengen. Bøger er forbudt, de vækker mig og gør, at jeg ikke kan sove.

0.00, 2.00, 4.00 og 5.00: alle tidspunkter hvor jeg vågner og skal bruge tid på at falde i søvn igen

06.00: vækkeuret ringer. Jeg husker mig selv på min beslutning, så jeg tænker ikke mere, står op, plasker vand i ansigtet og trækker i løbetøj. Det er mørkt udenfor, men jeg kan sagtens løbe uden pandelampens lys. Enkelt stjerne skinner gennem det lette skylag. Endomondo er sat på lydløs og jeg opdager, at jeg nyder at løbe, nu hvor den irriterende stemme ikke hele tiden minder mig om, hvor langsomt jeg løber.

09.00: bilen er parkeret ved Sømandshotellet, jeg har nået en tur op og ned ad Algade, inden jeg går ind af tandlægens dør.

09.45: jeg går ud af døren godt øm i kæberne. En fyldning skulle skiftes, og jeg sagde nej til bedøvelse, så jeg måtte bruge alle mine evner fra en tid med svære menstruationssmerter og to fødsler til at fokusere på vejrtrækningen, mens tandlægen kæmpede med at sætte et stramt bånd om tanden, båndet skulle gå helt op og ind i tandkødet. Normalt plejer man at få bedøvelse til det her, sagde min tandlæge bagefter. Jeg er nu glad for, at jeg ikke skal døje med bedøvelsen bagefter.

11.00: Jeg lægger gode oste på rugbrødet, skænker en kop te og sætter mig ind til computeren, efter at madvarerne fra morgenens indkøb er sat på plads. Jeg ved nu, at mine tre aftenvagter i weekenden er omlagt til nattevagter, vi har stadig sygdom blandt personalet. Det er en evighed siden, jeg sidst var i nattevagt, så jeg er noget spændt. Jeg skal have fundet et godt tidspunkt i dag, hvor jeg kan sove, for med en travl afdeling fyldt med patienter regner jeg ikke med, at der bliver tid til powernap i nat.

God fredag til dig :-)

GOD MORGEN NOVEMBERTORSDAG

Egentlig ville jeg skrive om ordene, der ikke kan finde vej, det har jeg gjort før og så dukker de pludselig op. Men inden jeg får tastet det første bogstav, husker jeg. I dag skal jeg på café sammen med min studiekammerat efter arbejdstid, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til bare at være Lene, som kan snakke og hygge, jeg skal ikke være Lene med det store arbejdsoverblik eller Lene Landmandskone, jeg skal bare være. Og jeg glæder mig. Håber du også har noget at glæde dig til i dag.

HOLD NU OP !!!!!

Er jeg kommet ud og gøre haven vinterklar? Nej
Har jeg fået plukket æbler? Nej
Er det fordi jeg blev ved med at lave overspringshandlinger som sprogtanker og alt muligt andet? Nej
Nej, jeg kom i tanke om at den der digitale medarbejdersignatur blev ved med at drille, Vi fik mails om at forny den, hvilket vi havde gjort. Vi fik mails om, at vi havde bestilt ny, hvilket vi ikke havde gjort OG at vi skulle have modtaget ny kode med posten, hvilket vi heller ikke havde fået. Den nye kode kunne jeg ikke bruge inde på Virk.dk, og det var ikke godt, fordi jeg skulle godkende lønservice til at tage sig af nogle ansøgninger vedrørende vores elev for os. Jeg opgav jo sidste gang at komme igennem til Danid, i dag hægtede jeg mig fast, og langt om længe kom jeg igennem. Jeg var jo så ikke den, der stod som ejeren af signaturen, det er min mand. Jeg forklarede, at vi var ægtefæller og havde et landbrug sammen og det var mig, der tog mig af alt kontorarbejde, løn og kontakt til virk.dk samt netbank, men i min mands navn. SKANDALE! Hun var meget oprørt og med det samme var min mands signatur spærret!! Hun hjalp mig dog med at oprette en signatur i mit navn, og nu sidder jeg så her og bøvler med at oprette mig i virk.dk med alle de rettigheder, vi tidligere har haft, men i min mands navn. Vores landbrugskontor ryster på hovedet af Danid, for det er ganske almindelig på landet, at konen arbejder med sin mands medarbejdersignatur. Det er godt, at jeg ikke har et blodtryksapparat lige nu, for jeg har hovedpine og er godt irriteret lige nu!

opdatering - og nu viser det sig, at man slet ikke må have to aktive signaturer inde på virk.dk (selv om den ene er spærret), så jeg kan ikke komme videre før i næste uge. Så vi ryster på hovedet i fællesskab, assistenterne på landbocenteret og mig. Vi har da været godt beskæftiget i formiddags pga. en emsig medarbejder på danid.

SPROGTANKER

Mens jeg læser rundt omkring hos jer, støder jeg på udtrykket “en af de mennesker”. Retteligen er det jo forkert, det hedder et af de mennesker, men jeg forstår godt skribenten. Jeg har fravalgt at bruge den vending en gang, fordi jeg syntes, det gjorde et menneske til en ting. Et er mere teknisk end en, en er mere menneskelig end et. Tåbeligt, men sådan har jeg det åbenbart. Men tjek lige sætningen efter fordi. Det hedder et menneske, men en ting! Jeg sidder og smågriner af mig selv, det er lidt lige som min holdning til salt og peberbøsser. Og hvorfor hedder det saltbøsse, det er da en sjov betegnelse. Det hedder det, fordi bøsse har tre betydninger og den ene betydning er en beholder. Sådan kan en landmandskone fint få tiden til at gå, når hun ved, at udenfor venter en have og et æbletræ. Men nu går den ikke længere, gummistøvlerne skal frem og der skal frisk luft i lungerne. God dag til dig.

LIDT PROVOKERET

Jeg slapper af efter en god dag på arbejde, jeg læser dameblad, jeg læser brevkasse, jeg læser om en mor, som synes, hendes børn er urimelige. Forældreparret skal fremover holde jul hvert år, da begge bedstemødre ikke orker mere, at det går på skift i de tre hjem. Der er tre børn i alderen 20 - 23. Forældrene fortæller børnene, at fremover bliver der ikke pyntet så meget til jul og der bliver ikke juletræ. Forældrene  ønsker en stille og afslappet jul som modvægt til en hektisk hverdag. Alle tre børn er flyttet hjemmefra, men bliver meget oprørte over den beslutning og synes, deres forældre er kyniske. Brevkasseredaktøren holder med forældrene, men spørger om ikke de unge kunne tage ansvaret for at få pyntet op og købe juletræ, og så kunne alle være fælles om madlavning juleaften.
Først tænker jeg, det kan de da ikke gøre mod de unge mennesker, jeg synes jo, de stadig er så unge. Det var noget andet, hvis de var over 25. Selv om jeg ville have tudet, hvis mine forældre havde besluttet sig til sådan en jul. Jeg var vist 26, første gang jeg ikke holdt jul hos mine forældre. Lidt senere tænker jeg, at måske skulle forældrene have erkendt, at julen er traditionernes fest, og jeg går ud fra, at de gerne vil holde jul med deres børn, så måske skulle de have fortalt de unge mennesker, hvordan forældrene havde det. Og så kunne de unge mennesker få mulighed for at byde ind med forslag til, hvordan familien kunne holde jul, så alle blev tilgodeset og alle hjalp til.

Vores juleplan er udkommet, jeg har valgt at arbejde i nytåret, hvilket betyder, at jeg kan holde fri juledagene. Det vil jeg glæde mig over. Og over at vores lille familie på fire er enige om, hvordan julen skal være.

Og billedet er et fra arkivet, det har intet med jul at gøre :-)

NATTEHIMLENS STJERNETRYLLERI

Det er en gave, at selv det at gå ud med affaldssækken bliver en oplevelse. Alt er tyst, der høres ingen lyd. Gårdspladsen bliver oplyst af lamper, men alligevel kan jeg se stjernehimlen. Da jeg har tjekket postkassen, går jeg ud på vejen. Blot få skridt så jeg kommer hen til egetræerne, der skærmer gården fra vejen og altså nu dækker for lyset fra gårdspladsen. Og pludselig sker trylleriet. Hvor der før var mange stjerner, er der nu dobbelt så mange. Jeg trækker vejret dybt ned i lungerne, det er køligt udenfor, men smukt. Tankerne får lov til at finde deres egen veje, og jeg tænker på aftensalmerne, som jeg lærte, da jeg blev FDFleder og kom med i den gruppe, som hvert år skulle lære de andre alle de nye sange fra sangbogen.

Inde igen googler jeg en af salmerne, og så sker det igen. Jeg er selv leverandør, klik på linket og se smukke vinterbilleder. Og her kan du høre melodien. 

Nattehimlens stjernetrylleri

trækker mig mod nye steder.

Du, som skaber livets melodi,

tak at du mig leder.

/: Nu er stjernelyset tændt. :/

Sov godt

HER OG NU

beklager den dårlige billedkvalitet

Strikketøjet bliver luftet lidt, mens jeg tager mig sammen til at gå i gang med aftensmaden. Jeg er så doven, at jeg ikke gider rejse mig for at finde et kamera, så computerens webcam må agere kamera i denne mørke skumringstime, Ja når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg godt se, at skumringstimen er forbi, der er mørkt udenfor. Nå men maden laver ikke sig selv, der er handlet ind til vildtragout og kartoflerne skal bare hentes, så der kan serveres kartoffelmos dertil. God aften til dig.

OG REGN

Rusk fra forrige indlæg gik over i regn, da jeg var kommet syd for Aalborg. Hjemad måtte jeg døje med regn og mørke, en rigtig træls kombination for mig, fordi jeg føler, at jeg bliver natteblind, når de andres bilers lygter kombineres med regn og mørke. P4 leverede klassik musik det første stykke af vejen, der var både gammel og ny musik, og jeg slappede af til det. Jeg havde en dejlig dag hos min far, vi fik både gået tur på gangen, danset til Glen Miller og sunget sange fra højskolesangbogen. Min far sang melodien, og jeg spillede med etfingersystemet på klaveret.

Jeg fortsætter fridagen i aften, for i morgen bliver jeg nødt til at inddrage min fridag. Der er lidt for mange hængepartier, som ganske enkelt er nødt til at blive lavet, de fylder for meget i min krop, de gør mig træt og lad, de gør mig trist, så nu skal de væk! Men først vil jeg nyde søndag aften med ild i brændeovnen og sofahygning med strikketøj og en kop te. God aften til dig.

Jeg søger af og til tilbage i arkivet for at se billeder fra samme årstid. Dette billede er fra sidst i oktober 2006 og er fra min forældres have.

RUSK

Det rusker uden for, bladene fylder efterhånden mere på vej og græsplæne end på træerne. Jeg hygger mig indenfor. Landmand og jagtkammerat havde aftalt morgenmad tidligt, så jeg valgte at spise sammen med dem, og resten af formiddagen er gået med strikketøj og fjernsynskigning. Eftermiddagen skal tilbringes sammen med min far, meldingen fra plejehjemmet lyder, at han har en god dag i dag. Det glæder jeg mig til. Sidste gang startede han med at spørge til landbruget og efterfølgende komplimentere mig for mit tøj, så det var en rigtig god dag. I dag er det Allehelgensdag, og for 5 år siden sad min far og jeg til gudstjeneste i min barndomsby og hørte præsten fra prædikestolen  læse min mors navn op sammen med alle de andre mennesker, som var døde i årets løb. Jeg synes, det er en smuk skik at tænke på de mennesker, som vi savner, men også på dem, der havde betydning i vores liv. Dagen kan også bruges på samvær med nogen, man holder af. Om det er frisk luft, biograftur, kaffebord eller andre gode oplevelser er vel egentlig underordnet. Jeg vil købe en god kage, brygge te, finde køremusik og smutte en tur ned i landet til det menneske, som jeg er rundet af. Vi vil nyde denne ruskende novembersøndag sammen.

God søndag til dig.

KENDER DU TYPEN?

Der er nogle gange, at jeg må minde mig selv om, at jeg synes, at alle mennesker rummer noget unikt og interessant, hvis man giver det enkelte menneske mulighed for at åbne sig. Og dermed gælder det også mig selv. Når jeg sidder og ser det ene program efter det andet af Kender du Typen og hører om stærke, kreative, fantasifulde eller energiske, selvstændige igangsættende og meningsdannende kvinder, så kan jeg godt føle, at jeg har spildt mit liv og ikke udnyttet de muligheder, der måtte være for at vælge den "rigtige" vej. Men omvendt må jeg så også erkende, at der skal vel også være sådan nogen som mig, der ikke er specielt originale eller unikke og så dog er os selv. Der må være nogle, som er hverdagens muldjord. Og så er der andre, der er blomsterne i haven, som gør hverdagen smukkere. Men uden jord ingen blomster, vi er ikke alene i verden, vi har betydning, vi er værdifulde.
Lars Lilholt er jo ophavsmand til titel og undertitel på min blog, fordi når jeg synger de to linjer, så føles de så rigtige - for mig. Han har også skrevet en anden sang, hvor disse linjer indgår :

Alt der sker det sætter spor, der er kølvand fra en båd,
livet som et vævet tæppe, mennesket som en tråd

For mig betyder det, at vi er forbundet. De ting jeg gør og siger, sætter spor. Så selv om jeg føler mig som hverdagens muldjord, sort og lidt kedelig, så er der også brug for mig. Og nogle gange er det måske ikke, når man selv synes, man er virkelig god og føler sig lidt selvfed, at man har den største betydning for andre. Nogle gange er det måske, når man tør stå ved de svage og dårlige sider ved sig selv og forsøger at erkende dem og måske ændre dem, at man betyder noget for andre.

Jeg var ikke helt sikker på ordene fra sangen, så jeg googlede og hvad dukker op? Et indlæg af mig selv. Et indlæg, jeg ikke kan huske, at jeg skrev, men det rammer lige ind i hjertet, og jeg græder og smiler på samme tid. For jeg kan pludselig se, at jeg sætter spor. Min mor skrev meget til billeder i album og om mine forældres rejser, og det har haft stor betydning for os efter hun døde, i forhold til at vi kunne hjælpe vores far til at genfortælle for ham deres historie. Og samtidig har min far beskrevet dels sit eget liv og sine søskendes liv og dermed også givet os hans historie, som vi nu kan give tilbage til ham i små bidder. Men udover det er de fortællinger også fortællinger om vores liv. Og sådan håber jeg også, at min blog kan blive min fortælling, som mine børn kan bruge en skønne dag.

Lørdagen går på hæld. Det har været to gode dage, som både bekræfter mig i, at der er intet, jeg heller vil end at føle, at underet er at vi er til, men også at alt vi gør sætter spor. Og de to dage handlede om, hvordan vi arbejdsmæssig kan være til gavn for andre mennesker. Og hvordan fællesskabet på tværs af regionerne kan bruges til at blive bedre til at gøre en forskel for et menneske med apopleksi. (det er min fortolkning, andre ville mene, det handlede om forskning og vidensudveksling ;-)

PS Og ja, du kender mig god,t hvis du tænker, Lene har nok lige tjekket gå på hæld på sproget.dk. Og således ved jeg, at jeg først var ved at blande to vendinger sammen, jeg havde nemlig først skrevet lakke mod hæld, Men enten går lørdagen mod hæld eller også lakker den mod enden. Uanset hvad håber jeg, at du føler, du sætter spor.

SÅ SIDDER JEG HER

Dagens oplæg og foredrag er over, jeg har en time til at slappe af i, inden middagen er på bordet. Der bliver ikke tid til afslapning under spisningen, for vi er blevet blandet ved bordene, så vi repræsenterer forskellige landsdele, faggruppe og ansættelsessteder.
Jeg er træt, og min krop skriger på ordentlig mad. Jeg tog hjemmefra klokken ni på en rugbrødsmad med ost og morgenmad. Vi ankom klokken kvart i et og der var cookies, frugt og te. Jeg var så sulten, så jeg spiste alt for mange cookies og senere kage samt frugt og smoothies, så jeg har simpelthen fået alt for meget sukker.
Det har været spændende oplæg, men størst indtryk gjorde en beretning fra en pårørende, som samtidig også er en meget kompetent læge inden for rehabilitering i psykiatrien. Jeg kunne genkende tankerne om, at man bruger mange penge på at redde liv, men at få bevilget ergoterapeut kommunalt, så  hendes mand kunne nå målet om at være den, der stod selvstændigt for maden i familien som tidligere, det kunne de ikke få. De havde ressourcer både mentalt og økonomisk, men hvad med dem, der ikke har det? Jeg kan godt blive trist, for det vigtigste må være at redde mennesker til et værdigt og meningsfuldt liv. Noget af det Lene Eplov sagde, og som du også kan læse her (side 18) er, at håbet er det vigtigste. Selv om det ikke altid er realistisk, det patienten sætter som mål ud i fremtiden, så måtte LE erkende, at man skal være realistisk i nutiden og bevare håbet for fremtiden. På den måde støtter man patienten til at kæmpe for at komme tilbage, og undervejs bliver målene justeret af patienten og ikke af fagpersoner eller pårørende.
God fredag aften til dig.

15 KOPPER TE og noget om ikke at smide mad ud.

DRs Kender du typen var på besøg hos Signe Wenneberg, hun levede, som jeg forventede. Der var ingen overraskelser der. De gjorde meget ud af, at hun drak 15 kopper te om dagen. Hvor mange kopper er der i en termokande? 5-6 stykker? Tja når jeg arbejder hjemme eller holder fri, så kan jeg sagtens selv drikke tre kander te, så jeg overraskes ikke over 15 kopper.

På vej hjem fra undervisning i går diskuterede jeg med mig selv. Jeg orker ikke madlavning, jeg gider ikke madlavning, og jeg kan godt blive misundelig på jer, som elsker at gå i køkkenet og kreere hverdagsmad. Diskussionen gik på, om jeg skulle købe færdigmad, eller om jeg skulle få udnyttet resterne i køleskabet, eftersom jeg er væk de næste to dage. Og da landmanden ikke finder på at lave mad til sig selv, mens jeg er væk, så skulle madvarerne helt sikkert smides ud, når jeg kom hjem. Fornuften vandt, men jeg købte mig selv lidt tid. Vi tog sen eftermiddagste med knækbrød, gode oste og en flødebolle. Så kunne aftensmaden godt vente, til jeg havde drukket en kande te, læst blogs, surfet rundt på nettet og slappet af.

Jeg havde én plan, da jeg gik i køkkenet, men den blev ændret undervejs, og resultatet blev rigtig godt. Og jeg nød, at vi begge satte os ved spisebordet og spiste aftensmad sammen.

Hvad vi fik? Jeg havde købt hakket oksefars, det blev omdannet til hakkebøf, som fik et bånd af bacon omkring sig. Resten af baconpakken røg på panden i småstykker, gamle runkne pebre og tomater sammen med et gammelt rødløg fulgte efter, til sidst kom fløde ovenpå. Godt med krydderier og så over i en tærteform, ovenpå kom bøfferne, som først var blevet brunet, og til sidst dryssede jeg en rest reven ost over. Ind i ovnen med det. Imens kogte jeg små vildmosekartofler med skræl, og jeg lavede to slags salater af resten af grøntsagerne i køleskabet. En rødkålssalat inspireret af Suveræne Successer, jeg havde ikke blegselleri og vindruer, men i stedet for kom der den sidste rest rosiner i sammen med æbler og soltørrede dadler. En gammel appelsin blev presset, og sammen med æbleeddike og honning blev det dressingen. Et kedelig iceberg blev blandet med rester af kogte grøntsager og en dåse majs, og store grønne oliven med mandler blev skåret i stykker og drysset over. Ikke det mest spændende, men det smagte godt sammen med en olie-eddikedressing. Som du kan se, går jeg ikke op i, om det passer sammen farvemæssigt eller smagsmæssigt, men det smagte vildt godt, og nu har landmanden også mad til sin aftensmad i aften.

Hvad jeg skal lave? Jeg skal til årsmøde i Dansk Selskab for Apopleksi sammen med min chef, hun kører, og det er nok meget godt, for lige for tiden er søvn en mangelvare, så det er ikke blevet til mange timers søvn i nat. God weekend til jer.