Længe nok

 har jeg ikke fået gået de ture, der gør mig så godt midt i en travl hverdag. Til gengæld har jeg styrketrænet to gange om ugen og kravlet op og ned ad stiger på mine fridage for at vaske og male.

Søndag var jeg så træt, at jeg slet ikke orkede tanken om at køre op til sommerhuset for at male. Lørdag var den store terrasse blevet malet og jeg kunne se, at begge terrasser nok skulle have en gang til. Det fik de ikke søndag, jeg malede kanten rundt om terrasserne og så tog jeg traveskoene på og gik mig en tur i sommerlandet. 

Jeg havde det for mig selv, det havde helt sikkert set anderledes ud, hvis jeg var gået ned til stranden ved Blokhus. Jeg valgte nedgangen ved Kryle Klit og gik ud mod den blå horisont.

Nede ved stranden havde et bedsteforældrepar og deres to børnebørn det sjovt ved en af de små vandløb, der løber ud i havet eller i hvert fald ud i sandet. Der blev gravet, leget tagfat henover brædderne over vandløbet og hygget sig.

Som du kan se, var der nærmest ingen mennesker i mit område af stranden.

Havets susen og blæstens kærlige brise, som ikke var så strid som sin søster dagen før, gjorde godt for sindet. 

Oppe fra stranden gik jeg min vanlige tur hjem til sommerhuset, som betyder at jeg skal gå op ad en masse trappetrin for at blive belønnet med en gispende vejrtrækning, en høj puls og et smukt syn.

Tilbage ved sommerhuset efter 50 minutters vandring, pakkede jeg mine ting sammen, kiggede på den liste, jeg havde skrevet til mig selv for at anskueliggøre, at der er da sket noget siden jeg gik i gang. Og så glemte jeg endda at skrive,  at datteren havde vasket havemøbler og givet træmøblerne trærens. Så de møbler skal også have olie.

Hjemme på gården fik vi hot dogs til aftensmaden. Datteren var hjemme, fordi teaterforeningen øver både lørdag og søndag i disse weekender. Det var hyggeligt at have hende på besøg lørdag aften og spise søndagsmorgenmad sammen.

Og hvis du er på min alder eller ældre, fik du måske en sang på hjernen, da du læste overskriften. Den lærte vi i hvert fald på min skole. Selv om jeg havde glemt baggrunden for sangen og jeg i øvrigt kun kunne de første linjer og starten på omkvædet, men melodien har jeg helt styr på :-)

Har det regnet?

 Når jeg arbejder på sygehuset sker det ofte, at jeg slet ikke aner, hvordan vejret har været. I dag har det regnet herhjemme og forhindret landmændene i at lægge kartofler en del af dagen.

Jeg var på arbejde og havde trombolysevagten sammen med en kollega. Vi havde noget at se til hele dagen, så jeg fik prøvet at dokumentere alt vedrørende trombolysebehandlingen i det nye journalsystem. Jeg er overbevist om, at neuronerne dannede nye forbindelser, sådan føltes det i hvert fald. For at der skal dannes en ny vej, en motorvej i min hjerne, så skal den nye viden bruges. Det får jeg så mulighed for, idet jeg skal have flere trombolysevagter de næste måneder. Det at forbinde nerveceller på en ny måde, danne nye veje, kaldes neuroplasticitet. Her har du en video, der forklarer det bedre end mig.

Efter at mine projekter med patientopfølgning efter "milde" stroke eller forbigående blodprop i hjernen er stoppet, har jeg ikke så megen patientkontakt i hverdagen, og jeg savner det. Derfor har jeg nydt at mærke, at jeg gør en forskel, når jeg møder en patient, fuldstændig som mine andre kolleger også gør en forskel. 

I dag lyttede jeg til en patients frustrationer over at være kommet ind igen med en ny blodprop, og jeg fik lægen til at tale med patienten om hvad vi tænker er årsagen til dette. 

I dag var jeg til stede midt i sorgen og chokket, at livet pludselig kan ændre sig og blive truet. Desværre fik vi senere at vide, at livet for dette menneske ophørte.

I dag hjalp jeg en anæstesisygeplejerske ved at være praktisk håndlanger, hun stod alene og jeg kunne ikke gøre så meget andet, så selvfølgelig tilbød jeg min hjælp. Men for hende var det åbenbart ikke en selvfølgelighed. Hun havde i hvert fald efterfølgende taget kontakt til radiografen og bedt hende ringe op til os og sige mig tusind tak for min hjælp, det havde haft betydning for hende. Hvor var det sødt af hende, og jeg blev så rørt og glad, at jeg lovede mig selv, at jeg skal huske at gøre dette, takke for den hjælp jeg får. Faktisk ved jeg lige netop nu, mens jeg skriver, hvem der skal have en mail fra mig med tak for hendes ro, erfarenhed og støtte til mig.

I dag observerede jeg og vurderede en patient, som havde fået trombolyse. Vi skal være hos patienten i to timer efter behandlingen, så patienten og jeg havde rig mulighed for sammen at finde ud af alt det, patienten ikke kunne og heldigvis også det, som patienten efterhånden kunne efter behandlingen. Men det var ikke en mirakelkur, hvor alle symptomer forsvandt efter kort tid. Så jeg måtte tage min remse med de tre Ter frem og sige, det her kræver tid, træning og tålmodighed. Og hvem af os har det, når vi pludselig bremses midt i vores hverdagsliv med alle de projekter og aktiviteter, vi har gang i?

Efterhånden har jeg en alder, hvor mange af patienterne er på min alder, desværre. Det giver mig også et andet perspektiv, for jeg kan sagtens sætte mig ind i bekymringen for børnene , for ægtefællen og samtidig alle de praktiske tanker, der ryger gennem hovedet og som andre udenforstående tænker, hvorfor giver vedkommende dog ikke slip på det, vedkommende er jo syg! Når vi ikke kan få kontrol over sygdommen, forsøger vi at få kontrol over alle de andre små praktiske detaljer. 

Nu er det fyraften  for både landmand og sygeplejerske/landmandskone. I morgen kører landbruget igen og jeg holder arbejdsdag med malepenslen ved sommerhuset. Jeg har haft godt af at holde pause fra mit sommerhusprojekt de sidste fire dage, men nu må jeg på den igen. Der er nået meget, men der er stadig langt igen.

Og jeg vil gå tusinde kilometer

 for at komme op til S i Trondheim. Det behøver jeg ikke, for fagre nye verden hjælper os med at knytte bånd kombineret med hyppige besøg hos hinanden.

I går aftes var det helt tydeligt på facetime, at det ikke blot var mobilen, der var interessant. S begyndte at lave mange lyde med sine arme og et legetøj. Da så både farmor og farfar i mosen og faster i Aalborg deltog med masser af armbevægelser, gik han helt amok med armene, alt imens han grinede. Det var sjovt, og når vi snakkede sammen de fem voksne, begyndte han igen for at se om han kunne få os med. Det kunne han selvfølgelig. Vi fandt også vores børnetamburin frem, så vi kunne lave lyde. Derudover har vi gjort det til en tradition at synge Lille Peter edderkop og Jeg er en lille undulat, begge med fagter, inden vi slutter samværet.

På den måde håber vi at kunne binde bånd de mange kilometer mellem Store Vildmose og Trondheim. Hans forældre fortæller os, at hver gang de går ned ad trappen til badeværelset, smiler han stort til de to billeder på væggen af faster og af farforældrene. 

Den lille familie er til cheerleading-stævne i Trondheim i dag. S' kusine på knap 9 år deltager. Min svigerdatter sendte mig et link til livestreamning fra stævnet, og så sad jeg i et sommerhus i Nordjylland og så cheerleading i Trondheim og kunne sende en hilsen til kusinen. Det er hyggeligt.

Landmanden har været til morgenmad i sommerhuset. Han havde den store stige med, så jeg kan komme til tagryggen og vaske/male de store endespær,  men lige nu døjer jeg med svimmelhedsanfald efter gårsdagens akavede stillingsskift mellem nakken tilbage og så bøje hovedet forover for at dyppe penslen i bøtten. Derfor holder jeg en pause, inden jeg går i gang. Landmand og hundene er for længst kørt hjem igen. Der er travlt på gården, så søndag bruges til at få styr på de ting, der ikke nås i hverdagen og forberede næste uges arbejde.

Jeg skal have forberedt undervisningen til tirsdagens kursusdag. Heldigvis er der rigtig mange andre kolleger, der underviser i år, så jeg skal blot have styr på alt det praktiske og så et lille undervisningsindlæg. Jeg har læst mit baggrundsmateriale, og så passer det fint med fysisk arbejde, hvor jeg kan tænke tanker om formen på min formidling. Hvad vil jeg have med og hvordan får jeg kollegerne involveret.

Måske skal jeg også høre sangen, hvis indledning i omkvædet inspirerede mig til titlen på indlægget i dag. Må din søndag komme dig i møde med et smil.

Blå mærker, jubilæum og rollator

 Kort sagt en køn blanding af ord.

For nogle år siden holdt jeg op med at gå i lange bukser, jeg har enkelte capribukser og shorts, men ellers er det kjoler/nederdele, jeg går i. Det dur ikke rigtig som malertøj, så derfor har jeg de sidste dage klædt mig lunt på overkroppen med T-shirt, en gammel sweater af landmanden og yderst min malerskjorte, som er en af landmandens aflagte. For malerbukserne er mine havebukser, som er et par capribukser, så underbenene er ikke dækket. Til gengæld har jeg varme strømper i træskoene. 

Jeg har nemt ved at få blå mærker, så de bare ben mod stigen kombineret med en sygeplejerske/landmandskone, der gerne vil være hurtig til sit arbejde, gør at mine underben ser forfærdelige ud. De er absolut ikke til pænt brug, så det er godt, at det stadig er strømpebuksetid.

Det har været hundehamrende koldt, i forgårs måtte jeg tænde op i brændeovnen, så jeg kunne få varmen i pauserne. Og pauserne har der været nødt til at være en del af. Jeg får ondt alle steder i de akavede positioner, jeg står i på stigen, når jeg maler spær under udhæng. Og så bliver jeg utrolig træt af at være ude i den friske luft. Samtidig kører jeg hver dag hjem for at lave aftensmad (eller rettere lune indkøbt mad og lave en salat dertil) og smøre madpakker til næste dag.

Pauserne i går blev også lange, for en af mine gode kolleger havde 40 års jubilæum. Egentlig var det i januar, men der måtte vi jo ikke holde fest. Det måtte vi i går, og der var gode taler af vores leder og en af mine andre kolleger. Der var gensyn med gamle kolleger og minsandten om ikke også jeg havde familie med. Et par af mine mange svogre og svigerinder er nemlig blevet nabo til min kollega, så de var inviteret med. Mine unge kolleger måbede, da jeg fortalte, at min svigerinde i en alder af snart 74 stadig arbejder i sundhedsektoren. Så havde hun været i samme region hele sit liv, kunne hun også have fejret 40 års jubilæum for længe siden.

Så gik bilen hjem, efter der var blevet handlet ind i til aftensmaden i aften (nu vil jeg servere et helt måltid mad, som er hjemmelavet) og gode sandwich til aftensmaden i går. Nyvasket tøj fra sommerhuset blev lagt på plads og kontorarbejdet færdiggjort, inden vi spiste sammen, hvorefter landmanden hoppede på traktoren en time eller mere, og jeg kørte i sommerhuset.

Mine kræfter var brugt op, så det jeg havde planlagt, jeg kunne nå i går aftes, nåede jeg her til morgen. Nu er jeg klar til maling af de sidste tre træområder, jeg kan nå med denne stige. Den lange stige kommer først i morgen. Jeg har købt grej til min højtryksrenser, en patio cleaner, den er jeg spændt på at afprøve. Den skulle være mere skånsom til at vaske terrassen med end selve højtryksdyseren.

Det blæser godt, så måske når noget af terrasserne at tørre nok til at jeg kan begynde at male i dag. Vi får se. 

Formiddagspausen er ved at være slut.

Nå ja det med rollatoren? Det kom sig af, at to kolleger var ved at regne ud, hvor gammel den ene var, når den anden kunne fejre 40 års jubilæum. Hun ville være 98 år, hun er gymnatik/fitnesskvinde, fit for fight og 4 år yngre end mig. Så de blev enig om, at hun selvfølgelig ville komme. Jeg sagde så, at jeg ville være 102 år, men jeg ville også komme og så kiggede min unge kollega på mig og sagde, du skal være velkommen i kørestolen. Kørestol! Jeg kommer med rollator, var mit svar. Men min svoger mente nu, at jeg skulle have som mål at komme gående uden hjælpemidler. Det er vist godt, at jeg er begyndt med træning, både bevægelsestræning og styrketræning.  Kan jeg mærke det?

Jeg kan mærke, at jeg har muskler. Jeg kan mærke at jeg er i live og på sådan en skøn blæsende solskinsrig formiddag gør det mig glad. Nu vil jeg finde næste afsnit af Du kender typen, podcast, med Anne Glad. Jeg er vildt optaget af, hvor meget de kommer omkring ud fra gæstens kontoudtog og kalender. Det er spændende at høre om andres tanker og værdier i forhold til det liv, de lever, og de penge de tjener.

Var lige nødt til at gense et afsnit af kender du Typen med gæsten i podcasten :-)

Ikke flere ord, jeg skal jo arbejde :-) Må du få en dag, som er god ved dig og som gør dig glad.