Røros, mineby og UNESCO verdensarv

 HOV, der var et indlæg fra november/december, som aldrig blev udgivet. Det må der gøres noget ved. Indledningen var dog for julet, så den er lavet om. Nok elsker jeg adventstiden i december, men ikke som indlæg i februar.

Jeg ser frem til februardage med grader omkring frysepunktet. Jeg håber på sne, for det er jo stadig vinter. Foråret skal nok komme, men lige nu vender lyset tilbage, og jeg nyder det.

Jeg nyder også at læse/skrive om vores ferier. Og denne gang hopper vi tilbage til sommeren 24.

Før vi tog på vandretur i Rondane nationalpark i august, tog vi en tur til Røros. Vi har været der en gang før, og vi havde lyst til at udforske byen mere. Vi ankom ved aftenstid til hotellet og valgte aftensmad på hotellet. Næste dag tjekkede vi ud, fandt en parkeringsplads ved byens centrum og gik på opdagelse.

De gamle træhuse står stadig i byen, som var centrum for handel mellem Nordnorge og Sydnorge, Vestnorge og Sverige. Fjeldbyen blev grundlagt, da man fandt ud af at udvinde kobber og bruge de store skove rundt om byen til brændsel for at udvinde kobber.

Det er utroligt spændende at gå mellem så gamle træhuse og tage på små afstikkere ind i de små smalle gader med små butikker, som krydser hovedgaderne. Og hvor vi sidste gang kun havde tid til byen og nyde rømmegrød på en skøn cafe, var målet denne gang at se på minedriftens betydning for byen. 

De store slaggerbunker, affaldet fra udvindingen, tårner sig op ved siden af byen. Og det er en oplevelse at gå ovenpå slaggerbunkerne og tænke på, hvordan luften den gang måtte have været så tæt af røg og alt det andet, der kom af en produktion midt i byen. Hvert år opføres et udendørs skuespil for at mindes en tragedie, da svenske soldater, som havde beslaglagt minerne, flygtede gennem skovene efter at deres konge blev dræbt. Over 3000 soldater døde af forfrysninger i skovene. 

Kirken i Røros blev bygget i kobberminens storhedstid og er blandt de ti største kirker i Norge. Denne gang havde vi tid til at se den. Det var en speciel kirke.

Vi kiggede på kunst flere steder, men som altid bliver jeg handlingslammet i situationen og bagefter fortryder jeg. Denne gang fortrød jeg, at jeg ikke købte den finurlige tinfigur, jeg så.  

Vi gik tur ned gennem en af de ældste gader, hvor arbejdere fra kobberminen havde boet. I dagens Danmark, hvor vi har flere og flere kvadratmeter til rådighed pr person, er det tankevækkende og forunderligt at komme ind i et lille hus. hvor 10 - 15 personer havde boet, med to rum, en hems og et lille køkken, der stødte op til en lille stald.

Vi besøgte også Smelthyttan, verdensarvcenter og museum. Det var en rigtig god oplevelse, hvor jeg til sidst slet ikke kunne tage mere ind. Billedet ovenfor var fra den hal, hvor kobber blev udvundet. Der var kæmpestore minimodeller af hele processen med vandmøller, hestetrukken boremaskiner i minerne osv. Der var tøjudstillinger fra den gang. Der var små historier om f.eks. den lille dreng på 7 år, som begyndte at arbejde med sin far ude i skoven, hvor man vaskede det brudte materiale for at finde kobberet. Lange og kolde arbejdsdage og hvor man kun kom hjem en gang imellem. Mest af alt husker jeg den udstilling, der viste hvor mange tons træ, der gik til at udvinde et enkelt tons kobber. Ikke så sært at skovene forsvandt omkring byen.

På vejen fra Røros og til Rondane kom vi forbi Einunna bro, hvor der i 1940 var en kamp mellem nordmænd og tyskere, som varede i flere dage. Nordmændene formåede at holde tyskerne tilbage et stykke tid indtil ordren om tilbagetrækning kom.

Vi fandt også et smukt udsigtspunkt, hvor vi holdt pause. Jeg synes nordmændene er eminent dygtige til at bygge smukke broer, men så sandelig også smukke udsigtspunkter.

Jeg holder utroligt meget af at køre i Norge, og jeg glæder mig til næste gang, vi har tid til at tage en afstikker fra den direkte rute til Trondheim og se Norges land.

Min sjæl falder helt til ro bare ved at kigge på ovestående billede. 

Mit hjerte bliver glad, når jeg ser på nedenstående billede. Vores dejlig S, som bare bliver så stor. Her var vi på opdagelse i sommer i skoven bag deres hus. S fik lov til at bestemme, hvor farmor, farfar og han skulle gå hen. Om lidt kan vi tage lillesøster Å med, hun er lige så skøn som sin storebror. 

På vandretur i Rondane Nationalpark

 Mens sneen og den frostklare luft desværre er forsvundet udenfor og det triste regnvejrstunge gråvejr omhyller mig, gør det godt at tænke tilbage på sommerferiens afslutning.

Hver evig eneste gang vi kører op ad Riksveg 3 mod Trondheim, kommer vi forbi skiltene til Rondane nationalpark. I år sluttede vi ferien hos den lille familie i Trondheim med en 3 dages tur ind i Rondane Natonalpark med mulighed for vandreture. Det gad jeg godt igen.

Første nat overnattede vi på fjeldet på Spidsbergseter Resort Rondaen. Et stort hotel med masser af aktiviteter for alle. Der var fyldt op og vi var heldige, at vi kunne få et værelse op til en weekend. Vi nød den gode mad, en kæmpe buffet, på hotellet, da vi ankom ved 19 tiden. Næste morgen nåede jeg at bruge deres svimmingpool, før vi pakkede sammen og tog vandretøjet på.

Vi havde regnet med en lille tur op på det nærmeste fjeld, men fordi vi fik gået lidt omveje oppe på fjeldet, blev turen længere end vi havde regnet med. Det var et sælsomt terræn med lavbeklædte skråninger og masser af klipper. Vi nød udsigten og vores kviklunsjchokolade på toppen.

Tilbage ved hotellet fik vi en is og slappede af, inden vi hoppede i bilen igen. Vi havde heldigvis fundet et sted, hvor vi kunne få to overnatninger. Først kørte vi til Otta for at proviantere og finde et frokoststed. Otta er ikke det samme som Odda i Sydnorge, hvor der har været oversvømmelser dette efterår. Vi har været begge steder og de ligger begge to smukt omgivet af fjelde.

Så kørte vi op ad fjeldskråningen og de mange hårnålesving. I år var vi ikke på motorcykel, men vi nød turen alligevel. Vi skulle bo på Høvringen Fjellstua. En skøn lille perle i ægte norsk stil. Her startede vi også med aftensmaden og modsat det store hotel var der her én menu, men en lækker tre retters menu. Her var der rigtig lagt op til vandreture. Vi skulle blot stille vore termokander på et bord, så ville de være fyldt med kogt vand  næste dag. Vi havde selv te med. Og frokosten smurte vi ved morgenbordet, der var poser til at vi kunne lægge vores mad deri.

Næste dag efter en god gedigen morgenmad var vi klar til dagens vandretur på ca. 14-15 km. Det blev en varm og hård tur, hvor det gik op og ned konstant.  

Vi nød turen og jeg kunne igen mærke, hvor godt det gør mig at vandre i naturen. Jeg elsker vandreture og jeg skal virkelig have fundet en måde at få det indarbejdet i min hverdag.

Udsigten fra den sidste top til Smuksjøseter Fjellstue nede ved søen var hele turen værd. Vi kom ud på omveje på vejen ned, som nok ikke var så klogt i betragtning af, at vi nærmest gik på knuste klippesten, da vi ikke kunne finde en sti at gå på og ikke orkede at gå tilbage for at finde den officielle sti ned. 

Hjemme igen nåede vi at få te og kage, inden vi gik i brusebad for derefter at køre en kort tur i området.

Der var en rigtig god stemning på hotellet. Her var nærvær og spørgsmål til om vores vandretur gik godt. Tevandet stod klart næste morgen og madpakken blev smurt, inden vi satte næsen mod færgen i Larvik. Vi havde god tid til at nyde turen og tænke tilbage på skønne feriedage på gården, i sommerhuset, i Trondheim, i Røros og i Rondane Nationalpark.

Sommerhusferie, Sommerferie 24, del 2

 Der var så meget, vi alle havde tænkt os vi skulle nå i sommerhuset. Vi nåede vist kun halvdelen af det. Men når jeg ser på, på hvad vi nåede de ti dage, vi var i sommerhus, forstår jeg det bedre.

Vi nåede at hygge os sammen, at børneforældrene kunne sove længe, at lege med hunde, at læse historier, spille spil og nyde langsomme morgenmadsstunder. 

Jeg bliver aldrig glad for selve dagen, vi skal flytte i sommerhus eller hjem. Der er så megen pakning, selv om vi har mange ting i sommerhuset. Men vi kom af sted og det var skønt, da alle var indkvarteret inklusive datteren.

Voergård Middelaldermarked

Næste dag drog vi til Middelaldermarked på Voergård Slot. Sikke en oplevelse for både store og små. Vi nåede kun at se en brøkdel af alle de mange stande, fordi vi skulle stage os over voldgraven, spise pandekager, gå på stylter, se drabelige slag udkæmpet på broen over voldgraven og se marionetdukkers optræden mesterligt udført af et ældre belgisk par og for S's vedkommende også deltage i den optræden. Til slut købte vi aftensmad og satte os i et af pavillonerne. Der blev annonceret optræden i det blå telt, og det passede perfekt med, at der sad vi! Moro Middelaldermusik bestod af tre musikanter, og de kunne synge, spille, være morsomme og få alle med i fællessang. Vi var trætte, da vi drog hjem.

Fårup sommerland

Min søn og svigerdatter elskede Fårup Sommerland, inden de fik børn og endnu mere nu, så vi tog to dage sammen i sommerlandet. S fik lov til at bestemme og han var absolut ikke bange af sig, så der var visse aktiviteter, hvor farmor ikke var ledsageren og andre vi alle deltog i alle. Datteren og landmanden prøvede også nogle af de vildere aktiviteter, som S var for lille til, mens den lille familie var i badeland og jeg passede Å. 

Sommerlandet har et slogan: Der er så fuld af sjov ude i en skov. En linje fra Skovsangen af Poul Kjøller. Og det passer perfekt til Sommerlandet. Masser af frodige træer, små snoede veje, hvor der er noget nyt at se på, hver gang vejen snor sig og masser af muligheder for sol, skygge og sjov. Jeg kom altid til at smile, når vi gik gennem hovedindgangen, for der blev konstant sunget de to sidste linjer fra omkvædet og folk kunne ganske enkelt ikke lade være med at bevæge sig i takt til musikken. 

Stranden

Selv om vejret var svingende, var vi ude alle dage og da weekenden kom, slog sommeren til, så vi fik to stranddage.

Vores hylde i soveværelset viser vist helt klart, at S sov sammen med os de ti dage. Det var hyggeligt trods en mere urolig søvn, ikke fordi han vågnede, men fordi han snurrede rundt i sengen i løbet af natten. Så vi vågnede op med fødder eller en hånd i vores ansigter. Nogle gange var det også et varmt lille ansigt, der lå helt tæt på mit ansigt.

Vi nåede også at runde loppemarkedet i Hune og råvaremarkedet i Blokhus. Det sidste helt klart mere interessant end det første. Der er ikke så megen kvalitet i lopperne mere, siger de kyndige i familien. Jeg har aldrig kunnet se det interessante i loppemarkeder, så jeg er bare med for at få is og hygge med familien.

Sommerhusgæster

Vi nåede også at få besøg af min yngste søster samt svoger og svigerinde, som vi ofte holder juleaften sammen med. Vejret var med os, så vi kunne sidde ude og spise, ja faktisk sad vi ude til langt ude på aften. 

Landmanden inviterede S med på frisørbesøg, så de begge blev klippet. Vi andre fik små billeder undervejs, for jeg havde vist min tvivl om S nu ville sætte sig op i frisørstolen, når det ikke var far, der med. Der var ingen problemer.

Børnebørn

Det er en gave, at vores søn og svigerdatter så generøst deler så mange uger om året sammen med os. Det giver os en mulighed for at få en tæt kontakt til S og Å. Jeg nyder at mærke, hvordan jeg mere og mere forstår de norske ord, der bliver sagt og også kommer til at kende Å. En morgen, hvor landmanden var nødt til at køre hjem tidligt og S sov, listede jeg mig ind og hentede Å, da hun vågnede. Efter lidt tid blev hun utilfreds og så var det en stor glæde at mærke, at min sang og vuggen fik hende til at falde til ro, hun faldt endda i søvn. Jeg havde ikke noget at kunne lægge hende i, barnevognen stod parkeret i udhuset, så hun kom til at sove på gulvet. Og så sad farmor der og nød en stille stund og det lille mirakel ethvert barn er.

Efter ti dage var ferien slut for datteren og sønnen. Datteren drog hjem til Aalborg og den lille dansk-norske familie drog mod Norge. Jeg skulle pakke ned og vaske tøj, for vi skulle holde den sidste del af ferien i Norge blot to dage efter. 

Hverdagsglimt

 Vi høster igen og denne gang er der håb om, at vi får det meste i hus, inden regn måske falder tungt og vedvarende igen. Som Ellen skrev i et indlæg, så har der i den grad været stor forskel på sommeren og sensommeren forskellige steder i Danmark, men nu skinner solen varmt og insisterende.

I går gik jeg en tur hen til høstmarken med eftermiddagsmadpakkerne, jeg trængte til at mærke luften, solen og høstenergien. Heldigvis havde jeg trods varmen taget gummistøvler på, for da jeg gik på stubbene af det, der blev nået at høste for 14 dage siden, sank gummistøvlerne så meget i, at mudderet sprøjtede op i mine korte gummistøvler.

Landmanden er kreativ og kører på tværs af marken, kornet bliver læsset af ved hver ende ligesom dieseltanken kun bliver fyldt halvt op, så mejetærskeren ikke er for tung. Kornet står fint og kernerne holder en fin vandprocent, så alt er godt på det område, men fugtigt er der.

Sidste weekend tog vi en tur til Aarhus sammen med datteren for at kigge på sofaer. Hun fandt en smuk og smart sofa, som kommer til at stå godt sammen med de farver hun har valgt i sin lejlighed. Bagefter parkerede vi bilen hos datteren, fik en kop te og gik derefter over til Aalborgsiden for at opleve regattaen.

 På broen var man ved at gøre klar til spisning på broen. En del af den ene sides fortov var fyldt med borde og bænke ved siden af hinanden, så alle kom til at sidde med fronten ud mod vandet og hele regattaområdet. Det tror jeg, vi skal prøve en anden gang.

Det småregnede dog og det satte desværre også sin begrænsning på antal besøgende, selv om der faktisk var mange på havnekajen. Vi gik en tur fra broen og helt hen til det sidste skib, studerede streetfood området, men en regnbyge gjorde, at vi ombestemte os og i stedet for satte os udenfor en restaurant ved havnen og fik vores aftensmad.

Himlen blev mørkere og mørkere, så da landmanden tjekkede radarbillederne på mobilen, fik vi travlt med at komme af sted. Det gik i skarpt trav over broen, henad stierne som trods små lamper langs stien fremstod meget mørke, så jeg aldrig ville gå den vej alene om aften og nåede bilen, inden regnen for alvor tog til.

Turen hjem var frygtelig, vi endte med at køre fra motorvejen, fordi det var svært at orientere sig i den mængde regn, der kom, kombineret med modkørendes lyskegler. Hjemme igen styrtede det ned og datteren kunne fortælle, at det oven i de massive regnmængder lynede og tordnede helt vildt. Koncerten på havnekajen med Tim Christensen måtte afbrydes, det var simpelthen for farligt at fortsætte.

I denne uge har jeg holdt oplæg for tre franske sygeplejelærere på engelsk om hvordan vi bruger begrebsrammen Fundamentals of Care på vores afsnit. For mig har den været med til at give mig et bedre sprog for hvad sygepleje egentlig er og hvorfor det sommetider opleves af pårørende/patient som god sygepleje, når jeg synes, at jeg kunne have gjort så meget mere og også det modsatte, selv om man synes man har ydet sit bedste.

De tre var på todages besøg på dels sygeplejeskolen, dels sygehuset, og jeg havde været så fokuseret på, om mit engelsk var korrekt, men havde mindet mig selv om, at de franskmænd, jeg har mødt til konferencer, ikke er særligt gode til engelsk. Og efter kort tid sammen forstod jeg, at jeg skulle glemme alt om alt det, jeg gerne ville sige på korrekt engelsk og blot tale fra hjertet med fagter og mimik. Det gik godt.

Og jeg mindedes, da jeg som nybagt student arbejdede i Oxford som ufaglært sygeplejerske i 1976. De engelske sygeplejeelever var målløse over, at vi danske unge kvinder kunne begå os så godt på engelsk, så vi kunne klare et arbejde, hvor kommunikation er så vigtig ( nej jeg siger ikke at kommunikation er essentielt i sygepleje, faktisk hader jeg det ord, men måske havde det sin berettigelse her). 

I vores pauser på 11 timers nattevagterne fandt vi frem til, at de havde haft lige så megen undervisning i fransk, som vi havde i engelsk og de kunne overhovedet ikke begå sig på fransk. Så bare tanken om at tage til et fransktalende land og arbejde på et sygehus fik dem til at gyse.

Arbejdsferie. Jeg manglede at afholde noget ferie, så det har skemaplanlægeren lagt i den kommende uge. Der står mange ting på min mentale to-do liste, men jeg har kun sat få punkter på min blok, for ellers kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg så giver op. Jeg hader oprydning, især den del, der indebærer at tage stilling til om ting skal gemmes, gives væk eller smides ud. Men jeg skal jo til det, så ønsk mig held og lykke med den opgave. I dag handler det om at få overblik over alt det, der taget stilling til, men som endnu ikke er kommet af sted til genbrugspladsen. Det fylder i huset og i mit hoved.

 Lene, sæt i gang, find en god lydbog og forkæl dig selv med gode pauser, du har jo ferie.

Bondegårdsferie - Sommerferie 2024, del 1

 Der var ingen tvivl om, at feriegæsternes ferie startede på gården. Næste sommer bor vi ikke her mere, så hvis S sammen med farfar skulle køre traktor og ATV, fodre høns, hjælpe med i arbejdet på gården og hvad der ellers sker på en gård om sommeren, så var det sidste udkald.

Den lille familie valgte at køre herned med to overnatninger i Norge og sen ankomst til gården, men begge børnebørn var vågne, så vi kunne få krammer, inden de kom i seng.

Formlen var den samme som sidste år, vi tog os af børnene, når de vågnede, så forældrene kunne sove videre. Vi havde fundet sønnens cykel, som han fik til sin 3 års fødselsdag, da vi ryddede ud på vores anden gård. Den fik landmanden cykelhandleren til at lave service på, sætte nye støttehjul på og fremskaffe et gammeldags båthorn.

Da først S knækkede koden til at cykle, fik vi motion. Jeg løb ved siden af ham, når han drønede af sted ude på vejen. Senere tog han på ture med os alle hver især, hvor vi også cyklede. Det gav også skrammer, når cyklen væltede, men sådan er det.

Vi plukkede blomster fra markerne med bestøverbrak. Vi plukkede bær. Vi var konstant i aktivitet, der var ikke tid til læsning og stille aktiviteter som for et halvt år siden . Og når man er næsten tre år, så vil man alt selv og verden skifter brat fra lykke til sorg over at skulle stoppe med en aktivitet, fordi de voksne vil noget andet.

Jeg nød at se min søn og svigerdatter rumme den lille gut på en måde, som jeg helt klart ikke altid havde overskud til dengang for 34 år siden. I dag kan jeg jo se, at alt det med at sætte grænser, være konsekvent, lære børnene at høre efter kan gøres på en mere skånsom måde, så man også tager hensyn til et barn, som ikke kan overskue, at der skal ske noget andet. 

S var med til at kløve træ og han var meget stolt, når han kom med brænde til medarbejderen. Landmanden og S kørte også til foderstoffirmaet for at hente majs til hønsene.

Jeg sang for Å, havde hende til at ligge på gulvet, mens jeg fik bagt eller gjort klar til spisetiderne og nød hendes pludren og grin. Hendes øjne var koncentrerede og fulgte godt med i hvad der skete rundt om hende.

Det var min arbejdsuge, men jeg havde byttet rundt, så jeg faktisk kun arbejdede en dag, efter den lille familie var kommet. Fredag var det sidste dag for det arbejdende folk på gården, så vi samledes kl 9 til formiddagskaffe/te med rundstykker. Det er en hyggelig tradition. S syntes, det var så hyggeligt, at vi tre næste dag måtte spise morgenmad i folkerummet. Så kunne Å ligge i sin barnevogn og følge med i snakken uden at blive slikket af hundene.

Der gik ikke mange dage, før S var blevet trygge med Ayla og Dexter. Sit Dexter, dæk Ayla lød det fra den lille gut. Og inden vi drog i sommerhuset, gik S rundt mellem de to store hunde, som er lige så høje som ham, uden at være nervøs for dem. De elskede ham, for de fandt hurtigt ud af, at der blev givet betydelig flere godbidder i de her uger.

Sønnen arbejdede videre med at rydde op i de sidste kasser på loftet. Han og svigerdatteren havde meget sjov med minderne fra dengang. Inklusive den store samling figurer fra Kinderæg. Datteren har en plan om at lave noget kreativt ud af det til lillebror og familie. Vi får se, hvad det bliver til. Nu er der i hvert fald reduceret lidt i kasser på loftet. 

Efter en uge på gården pakkede vi alt sammen og flyttede. Nu havde jeg fået sommerferie og vi var klar til samle alle inklusive datteren til sommerhusferie.

Og i dag høster vi, første dag i år, for 42. gang og for sidste gang. Al ting har en ende, så det sidste år har nærmest været et farvel til noget på gården hver måned. Det er ok, livet går videre og vi skal finde vores vej. 

Maj måned

 er startet godt. Vi havde en skøn Kristi himmelfartsdag på arbejde, hvor der var tid til patienterne, tid til hinanden, tid til dokumentation osv. De dage skønner vi på og husker, når travlheden bider i haserne.

Jeg øver mig i at finde ro og koncentration til at læse bøger. Min mobils bluetooth virker ikke, og dermed kan jeg ikke høre bøger i mine høreapparater eller tale i telefon, mens jeg kører,  og jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at få kigget på det. Nu har jeg sat mig ned ved computeren for at finde min mobilforsikring for lur mig, om ikke den er udløbet netop nu. Tiden stryger jo af sted. (opdatering, de mente ikke det var mobilen)

Mit høreapparat virker heller ikke som det skal eller også har min hørelse taget sig et styrtdyk, for jeg synes, jeg alt for ofte skal bede folk om at gentage. Og det irriterer mig, for der kommer en snert af en følelse. En følelse af en fordom; nedsat hørelse er lig med alderdom er lig med begyndende hukommelsessvækkelse. (opdatering - nu får jeg set på høreapparatet på mandag, så må vi se om de kan hjælpe mig)

Ja, jeg har som andre indimellem svært ved at huske noget lige på stående fod, men jeg har både min leder og den ledende overlæges ord for, at jeg godt kan glemme alt om begyndende  mild cognitive impairment. 

Det var hyggeligt at være sammen med dig, var min unge kollegas ord, da hun gik hjem Kristi Himmelfartsdag. Og jeg syntes også, det var hyggeligt, jeg lærer altid noget nyt af mine kolleger, små ting, store ting. Men jeg var glad for, at der ikke var massiv travlhed, for der kan jeg godt mærke, at min hjerne og krop kommer på overarbejde. Så skal der hvile til, når jeg kommer hjem.

Længere kom jeg ikke med mit indlæg og nu går maj måned mod hæld. Vi havde den skønneste pinseferie, vi har haft og har travlt, men ikke på samme måde, som da der skulle sættes et anseligt antal kartofler. Vi kunne ikke komme i marken for at så korn og bestøverbrak grundet alt det vand, der var kommet. Bestøverbrak er såning med pollen-og nektarproducerende blanding. Det skal være sået senest d. 30/4.

Ventetiden blev benyttet til at få ryddet op og ud i alle bygninger på den anden gård. Nu er den snart klar til overlevering til Naturstyrelsen. Og heldigvis var Landbrugsstyrelsen for en gangs skyld forstående og udskød fristen for såning af bestøverbrak til 14.maj. Vi nåede det og kunne derfor tage et par dage fri i pinse, som vi tilbragte i sommerhuset.

Vi fik tid til lange gåture med hundene til søerne ved Hune. Vi fik tid til at gå ned til den nye tømmerhandel og købe mere end vi havde regnet med. Dette måtte vi så slæbe hjem på gåben. Vi fik inviteret gode sommerhusvenner på sen tapas pinsesøndag. Og datteren deltog også i den sene aftensmad. Det var så hyggeligt og dejligt afslappende. Vi fik tid til at give eftermiddagsøl til naboerne, som slår græsset ved vores sommerhus. 

Datteren og jeg prøvede også at komme i vandet, men der var andre, der var kommet først. Og de blå brandmænd bader jeg ikke sammen med. 

Nu er vi tilbage i hverdagen, hvor vi begge har nok at se til. Det er helt fint, jeg er blevet opladet og fortsætter med at nyde mit område. Hver dag er jo en sidste gang for at opleve gården på netop denne dag i året.

På tur, på tur, vi ska på tur

 Vi sang mange sange, både norske og danske børnesange, ligesom vi dansede meget i hele ferien. Jeg lavede vores egen gåsang, når jeg havde S på skulderne.

Som jeg skrev i forrige indlæg, var traktoren et hit. Landmanden havde gjort en traktor pænt ren, så S kunne klatre rundt i den. Men han fik ikke lov til at sidde alene i den, for han er en klog gut og havde aflæst, hvordan farfar fik traktoren i gang, fik traktoren op i fart osv. Alt er håndholdt, så S kunne godt have sat traktoren i gang og kørt ind i noget, hvis farfar var hoppet ud.

Den første dag hentede jeg familien ved færgen fra Stavanger. De nyder at flyve kort indenrigs og så sove på færgen, mens den sejler til Danmark. Sidste sommer var det Bergen, i år var det Stavanger. De fik lov til at slappe af hjemme på gården, inden vi alle tog til stranden om eftermiddagen på den sidste varme stranddag 8.juli. Vi nød stranden og det varme vand til langt over spisetid og så afprøvede vi det nye koncept med streetfood i Hune. Det blev en blandet oplevelse, noget var godt, andet knap så godt, men vi hyggede os. Siden har vi hørt fra andre, at de boder vi fik dårlig mad fra, må have haft en dårlig dag den dag, vi var der.

Svigerdatteren har aldrig været i Skagen, så det måtte vi selvfølgelig ændre på. Vi havde morgenbrød med og holdt pause ved Uggerby å. Første stop blev Grenen med transport i Sandormen, der var masser af mennesker, der stod tæt på spidsen for at få billeder af en fod i hvert hav. Siden skulle S sove, og mens hans farfar og farmor gik tur med ham, badede søn og svigerdatter i Kattegat. Ikke nok med at de badede, men da svigerdatteren gik ud en sidste gang, opdagede hun få meter fra sig et stort gråspættet hoved. Så nu kan hun sige, at hun har svømmet med sæler (og nogle af de grå sten på klippen viste sig at være sæler, der solbader)

Derefter tog vi ind til Skagen by, fik vores obligatoriske frokost på en af fiskerestauranterne på havnen og gik en tur i byen bagefter. Så var vi klare til at komme hjem igen.

S og jeg fik som skrevet i tidligere indlæg også udforsket sommerhusets nærområde med spændende truck og gravmaskine og en dag fik vi lov til, at S måtte sidde på trucken. Det var vældig spændende.

Når man er min søn og svigerdatter, kan man ikke være i sommerhuset uden at være i Fårup Sommerland, så vi tog på udflugt dertil. De tre yngste voksne prøvede en del ikke egnet for mindre børn, mens S sov og vi var barnepasser. Vi grillede pølser og spiste frokost, bagefter afprøvede vi alt, som kunne være sjovt for en to-årig. Til sidst sluttede vi af med Skattejagten, vi kom igennem alle forhindringerne og fandt skattekisten, ligesom vi fik afprøvet Rævens hule (hurlumhejhus) som både var skræmmende og sjovt for både voksne og barn.

S har en briotogbane, som han leger vældig med, så farfar havde fundet ud af, at veterantoget kørte fra Aalborg Station en onsdag ud på tur. Det måtte vi prøve. Det var en god oplevelse, selv om vi havde glemt at tage mad og drikke med. Heldigvis kunne vi købe lidt i pausen ved Østhavnen. Vi kørte også omkring det nye sygehus (kan ses ude i det fjerne på billedet nedenfor) Det sygehus gider jeg OVERHOVEDET ikke tale om, det gør mig trist, gal og irriteret. Så det lod vi passere med kun få ord :-).

Næste gang vi skal med toget, ved vi nu, at man skal komme i meget god tid for at få en af de sjove togvogne (f.eks. spisevognen eller den vogn med separate kupeer med plads til seks i hver) Vi sad på de billige pladser i en vogn uden kupeer, det var nu også hyggeligt. 

Landmanden skulle hjem til gården efterfølgende, men vi andre fandt ind til Penny Lane og nød deres gode brød, juice og te, mens S sov. Siden hen søgte vi efter en god legeplads, men endte med at gå op i Salling, der var der plads til at lege for farmor og S og så kunne forældrene kigge på gode tilbud til en fødselsdagsgave til gutten.

læg lige mærke til at mit Marysvøb stadig bruges :-)

På en dag, hvor regn og sol skiftedes om at have overtaget, drog vi til Aarhus. Datteren var i København, så vi kunne være i én bil. Vi havde morgenbrød med og havde besluttet at bruge resteplads Himmerland til morgenmadspause. Det stod ned i stænger til kort før rastepladsen, så holdt det op og vi kunne tørre borde og bænke af, dække med voksdug og hygge os med morgenmaden i solskin.  Vi drog til Den Gamle By, hvor vi fik set os omkring, mest udefra og mest det, der var sjovt for en toårig. Vi kørte med hestevogn gennem Botanisk Have og den Gamle by, vi så på gamle biler og studerede ænderne i vandet. S prøvede en gammeldags karrusel, vi gamle hoppede op på stylter og jeg kan endnu, jeg skulle dog lige øve mig et par gange, men så kunne jeg gå rundt. Vi spillede med kegler og trækugler og spiste isvafler. indimellem måtte vi i læ for regnen, men hurtigt kom solen frem igen. Vi spiste frokost på restauranten, og vi klappede alle de dyreskulpturer, der stod rundt omkring. 

Dagen var nu ved at være brugt og selv om vi også havde tænkt os at se Aros, blev vi enige om, at svigerdatter og søn kunne tage med toget til Aarhus og opleve Aros og byen ugen efter. Så passede vi S og hyggede os sammen. Ugen før havde sønnen  fået sin fødselsdagsgave af os. Det var efter ønske en aften i byen med svigerdatteren, hvor vi passede S og lagde ham i seng. De fik en lækker 12 retters menu på en mexicansk restaurant i Aalborg. Nogle dage senere tog de en tur til Aalborg for at se en film sammen. Vi nød at få lov til at have S alene, vi nød også, at vi kunne få ham til at sove og have ham sovende i vores seng. At vågne op til et glad smil og en dreng, der var klar til at opleve verden, er en gave.

Vi nåede også at få gæster og være på besøg, inden ferien var ved at nå sin ende. Den næstsidste feriedag fejrede vi på forskud S' to års fødselsdag, som var to dage efter de var kommet hjem til Norge. Jeg bagte brunsviger efter sønnens ønske og S fik sine gaver fra os, som vi bagefter skulle lege med. Torsdag aften satte vi den lille familie af i færgeterminalen og drog hjem igen. Så var vi helt alene igen. På et tidspunkt, mens jeg var i gang med at vaske sengetøj, hørte jeg S' latter. Det var landmanden, der genså en video, for han savnede ham allerede.

Hvor er jeg glad for, at vi kan facetime, det knytter os sammen, når vi savner ham og hans forældre.