December

 December er den tid på året, hvor jeg får allermest lyst til småkager, juleboller, klejner og levende lys. Jeg elsker at tænde op i brændeovnen og sidde i sofaen med udsyn til ilden med en god bog/en julefilm til at hygge mig med.

December måned er også den tid på året, hvor der er instagramprofiler, jeg ikke læser. Førhen var det blogge, jeg ikke læste. Det er der en ganske særlig årsag til. De profiler får mig til at føle mig utilstrækkelig, meget lidt kreativ, meget lidt produktiv, meget lidt organiseret osv. De bliver det spejl, der siger ja ja du vil jo så gerne være sådan en, der har den smukkeste hjemmelavede adventskrans klar første søndag i advent, sådan en, der lige nusler hjemmelavet julepynt frem - sådan en, der lægger hjemmelavede julegaver under træet - sådan en der har alt klar når december måned banker på.

Sådan en er jeg ikke, men erfaringen gør, at jeg ved, at der bliver også jul hos os. 

Forrige søndag kunne jeg, flere timer efter jeg havde tudbrølet i sofaen i vrede over at blive overfaldet af et gedigent ørestensanfald, sætte mig i den smukke koncertsal i Musikkens hus og nyde at sidde der sammen med min mellemste lillesøster og lytte til Oslo Gospel Choir. Svimmelheden var væk og jeg nød de smukke juletoner. Koncerten var en fødselsdagsgave fra mine to jyske søstre.

Musikkens Hus

Det var den smukkeste måde at starte december måned på. Sangene var meget lig sidste år, men det gjorde ikke noget, for det var lige de sange, der betød noget. Hver gang jeg lytter og ser koret, bliver jeg lige imponeret over deres sceneoptræden og deres høje standard for korsang/gospel.

Og så hastede december måned ellers videre. Sneen lå smuk og dejlig udenfor min dør, men jeg var enten på arbejde hjemme eller på sygehuset eller også skrantede jeg. Så det blev aldrig til gåture i sneen. Men jeg nåede et 25 års jubilæum for en god kollega, som jeg har kendt, siden jeg startede på neurologisk afdeling for snart 24 år siden. Hendes egen tale om dengang og nu satte tanker i gang hos mig, jeg er vist i et eftertænksomt decemberhumør, en blanding af taknemlighed og aldersbetinget tristesse.

Udsigten fra 14.sal på Sygehus nord.

I går var vi til Luciakoncert i Skalborg Kirke, inviteret af svoger og svigerinde. Det var en dejlig oplevelse, der var både spirekor, børnekor, ungdomskor og et kor med både unge og voksne. Nye smukke julesange fik vi hørt, vi fik set Luciaoptog og så havde vi alle fire lagt mærke til en lille pige i spirekoret. Alle i spirekoret havde nissehuer på og så havde de fagter til de sange, de skulle synge. Og den lille pige gik så meget op i både sang og fagter, så hun smittede alle med sit skønne humør og glæden ved at deltage. Bagefter fandt jeg så ud af, at det var en af mine kollegers yngste datter.

Tristessen kom faktisk også frem i kirken, for overalt sad der stolte forældre og bedsteforældre til de deltagende kor. Jeg tænkte på, at når mit barnebarn bliver 16 år, vil jeg være 80 år. Og så gik tankerne videre til hvordan jeg mon så havde det, ville jeg være åndsfrisk, mobil, nysgerrig på livet osv. Se den tankebane skal jeg slet ikke ned ad. Jeg kan ikke gøre noget ved livets gang, jeg kan forsøge at passe godt på mig selv, jeg kan forsøge at holde fast i undringen og nysgerrigheden, men i sidste ende ved jeg ikke meget om mit fremtidige liv. 

Sneen er for længst borte, men hvor jeg dog godt gad, den kom igen.

Så var det godt at komme hjem til min svoger og svigerinde til gløgg og æbleskiver. Vi grinte, vi delte historier, vi nød, da datteren sluttede sig til selskabet. Vi delte erindringer fra da vi var unge. Jeg huskede, hvor stort det var at flytte til Aalborg. Tænk de havde en døgnkiosk lige over for sygehuset. Den brugte jeg ofte, når lækkersulten overmandede mig. I Viborg måtte jeg ty til bagerens automat uden for på muren, hvis jeg blev lækkersulten om aftenen/natten. Jeg blev også imponeret over, da vi besøgte svoger og svigerinde, at de kørte ind til den kinesiske grill og købte store lækre kinaruller med ris og karrysovs. Det havde vi heller ikke i Viborg.

Pludselig havde svoger bestilt kinaruller med ris og karrysovs, så eftermiddagen blev til aften med endnu mere hygge og snak om gamle dage. Pyt med at vi er gamle, vi forstår stadig at hygge os og lave spontane ting.

Jeg har fået lidt mere julepynt op og købt lys til det adventsfad, som endnu ikke er blevet kreeret. Nu er der da tændt lys i fadet. Til gengæld nåede jeg i mål med regnskabet i går og i dag. Det nye system driller mig, men i sidste uge havde jeg besøg, hvor jeg fik gode tips og vejledning. Det kom i brug i går.

Denne arbejdsuge bliver anderledes end normalt, for jeg kunne ikke stå for en bøn fra en ung kollega, netop tilbagevendt fra barsel. Hun ville så gerne til afdelingens julefrokost og skulle i aftenvagt fredag. Jeg skal ikke til julefrokost, men vi kan ikke bare bytte, da jeg ikke til daglig har aften eller nattevagter. Kun 1. og 2. juledag skal jeg arbejde. Og der skulle hun også arbejde. Nu går jeg i aftenvagt, hun tager en anden vagt for afdelingen og jeg holder fri på torsdag. Så jeg har fem arbejdsdage i min funktion, inden jeg holder fri fra d. 22. - 24. december.

Men efter helligdagene kan jeg rigtig nyde de resterende tolv juledage, for jeg har fri og har flekstimer til gode, så jeg skal først på arbejde igen, når den lille dansk-norske familie er rejst hjem d. 7/1. Juleaften sammen med datter og svoger og svigerinde. Og fra d. 28/12 skal jeg nyde mit barnebarn og hans forældre i mange dage. Jeg glæder mig! 

Og så gad jeg virkelig godt at snevejret kommer igen. 

Sne og styrke

 Jeg elsker det! Jeg elsker, at det er hvidt derude. Det hæver mit humørniveau, selv om jeg er gået skrantende ind i december. Jeg ville ønske, at vi havde frost fra nu til slutningen af februar. Hvilken vinter det ville være!

Efter jeg kom hjem fra Norge, nåede vi at se danseforestillingen That's So Me på det Hem'lige teater. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig. Jeg vidste, at de ti dansere var amatører, at der var professionelle instruktører hyret, at de knoklede først med styrketræning siden dans flere gange ugentlig og til sidst hver eneste dag efter arbejde i fire timer. Og at min datter havde meldt sig til en audition og var kommet med i forestillingen.

Det var helt og aldeles fantastisk og vi ærgrer os over, at vi først så forestillingen den sidste aften, for ellers havde jeg reklameret vidt og bredt omkring for forestillingen. Musikken, som var skrevet og udført af en kunstner, som gik all in på drømmen om at blive sanger og sangskriver for to år siden, passede perfekt til temaet. Alle dansene kredsede om SoMe verdenen, at få likes, at være en anden end den, man viser udadtil, at føle sig alene midt i trængslen, at føle sig på hele tiden, aldrig at kunne slappe af, for alle forventer man svarer med det samme.

Fra det Hem´lige teaters facebookside

45 minutter var danserne på, i et højt tempo. De dansede, de udførte stomp på trommer, tønder og gulvet (sindssygt flot udført, fatter ikke hvordan de både kunne holde deres egen rytme og lade rytmen indgå i andres rytmer til musikken), de kastede sig rundt på gulvet i dansene uden at ramme ind i hinanden. Det var så godt udtænkt og udført.

Og midt i det hele sad jeg og så på min datter. Tænk at den krop der i 7 måneder blev udsat for giftstoffer for at slå mulige kræftceller ihjel, kunne gennemføre dette, kunne danse så smukt og stærkt. Tænk at den kvinde, som nok er færdig med kemo, men stadig slås med kemohjerne, kunne huske al den koreografi og udføre det til perfektion. Jeg var så stolt på hendes vegne.

Fra det Hem'lige Teaters facebookside

Hver eneste dag minder jeg mig selv om, at vi har så meget at være taknemlig for, ikke blot at min datter er kræftfri men også på trods af at de sidste fire år har været barske år både i Norge og her, så er vi her. Vi har hinanden. 

Og så kigger jeg ud igen på det snehvide landskab, jeg nyder det. I dag så vi en sjov sky/dis, som lå lavt hen over en mark. Det så specielt ud.

Julekasserne er hentet ned, i løbet af de næste uger bliver der pyntet. Datteren hjalp mig i går, vi har begge været syge og skranter som sagt stadig, men ved fælles hjælp kom vi i gang i går, jeg vaskede vinduer med pauser indlagt, hun pyntede vinduer med pauser indlagt. I dag gav det bagslag for mig, så endnu en dejlig aftale måtte aflyses ( min kalender er fuld af streger for aflyste aftaler). Så nu slapper jeg af, drikker varme drikke og krydser fingre for, at næste dejlige aftale i morgen aften ikke skal aflyses.

Har jeg sagt at sneen hjælper på mit humør :-) det gør det også i dag. Jeg ville virkelig ønske, at sneen blev her hele vinteren.