lørdag, januar 31, 2009

SÆT I GANG LENE!

Da landmanden var draget af gårde, pakkede fruen pakkenellikerne og forsvandt.

Min far fylder år i morgen, men vi skal jo agere flyttemænd, så jeg købte rundstykker og drog sydpå til barndommens land. Her var både min dejlige lillesøster og min far, de er indbudt til gilde i dag, så vi kunne lige nå en times hygge med latter og snak. Nu er der vinket farvel til dem.

Og så er det jo meningen at jeg skal vaske vinduer, og hvem sætter sig så ved computeren, for jeg skulle jo lige ordne det, lillesøster ikke havde nået? Ja og så er jeg jo pludselig i gang med at blogge ;-)

Men nej, nu slukker jeg computeren, finder min mors varme frakke frem, hendes træsko og en spand vand, for de vinduer trænger hårdt, og gæsterne i morgen skal have smukke vinduer at kigge på, hvis solen nu skulle finde sin vej til fødselaren.

ABSTINENSER

Endnu går der nogle måneder, inden motorcyklen triller ud af sit hi, men landmanden, som er kontaktperson for den nordjyske afdeling af motorcykelklubben, syntes, der skulle ske noget for medlemmerne i vinterhalvåret.


Derfor stod vi i en kold hal en fredag aften, mens håndboldherrerne fik klø i fjernsynet, og trak sort-orange køredragter på. 20 mennesker, nye og gamle bekendtskaber, var parat til at give den gas i gokart world.

Gamle og hukommelsesdygtige læsere vil huske, at jeg har prøvet gokart en gang før, der var ikke just fart over feltet den gang, men denne gang havde jeg besluttet, at jeg skulle slippe fartdjævlen i mig løs. Det blev også meget bedre, men så hurtig som de unge kørere bliver jeg nok aldrig. Bagefter fik vi lige vendt verdenssituationen over en gang pizza /stjerneskud, før vi vendte næsen hjem. Alle mærkede vist lysten og længslen efter sommer, varme og motorcykelture.


Min fødselsdagsgave til landmanden i år er en motorcykelweekend sidst i maj, først i juni. Han skal blot sætte sig på motorcyklen, så vil jeg dirigere ham ud i Danmark på en forhåbentlig smuk og begivenhedsrig tur. Et eller andet sted ligger der nok en spændende kro/cafe, hvor vi kan spise frokost, senere kommer vi til en anden kro hvor vi kan overnatte, og når weekenden er over, har vi mødt noget af Danmark, som vi normalt ikke ser.

Jeg har nogle ideer, men jeg har jo også jer, så har I et bud på smukke steder, spændende seværdigheder, skønne ruter eller dejlige spisesteder/sovesteder, så kom endelig med dem.

torsdag, januar 29, 2009

MENS VI VENTER


Helles tomatkartofler er i ovnen, dvs. med lidt ændringer, jeg havde glemt at købe fløde, det skulle dog ikke hindre os i at prøve opskriften, så lidt fromage frais blev erstatningsfløde.

The kartoffelwomans sans for hvor længe sådan nogle kartofler skal have i ovnen, slog fejl, så vi venter stadig.

Imens kører der mange tanker i hovedet, jeg tror en gåtur efter den sene aftensmad vil gøre godt.

Fjernsynet kører, jeg lytter med et halvt øre, kulden er på vej, det er godt for kartoffelavlere, så spiser danskerne nemlig kartofler.

Ude i bilen ligger 5 store indkøbsnet med PAPIRER, nu har jeg slæbt al det jeg gemmer på arbejde med hjem, og så skal jeg i gang med at sortere. Det bliver dog ikke i aften, man skal vælge sine kampe med omhu, så den kamp venter jeg lige med til en fridag.

onsdag, januar 28, 2009

HEJ HEJ

Resterne af lasagne er sat i ovnen, lige om lidt er det gospel time.

Dagen har været god, men vi nåede slet ikke alt det, vi havde planlagt, for alle ville snakke med os, når nu vi sad og arbejdede hele dagen det samme sted. Næste gang lister vi væk, forklæder os eller sådan noget, så vi kan få fred. Og så alligevel ikke, for netop de snakke omkring plejen og observation af apopleksipatienter er så vigtige, de sætter gang i nye tanker, som så gerne skulle udmøntes i gode instrukser og undervisningsplaner for personalet.

Jeg er den, der er smuttet, der skal synges og grines, og kroppen får også lov til at bevæge sig. Hvis ikke kroppen er varmet op, så er stemmen heller ikke.

Hvis du trykker på linket, finder du mig helt ud til venstre ;-)

tirsdag, januar 27, 2009

FLYTTEDAG

Når man får voksne børn, som flytter hjemmefra, så tilbyder man sig selvfølgelig som flyttemænd. Datteren bor forhåbentlig i sin lejlighed et stykke tid endnu, og sønnen har boet i sin et år. Nu er tiden så kommet for ham til at flytte ind til den nordjyske hovedstad sammen med en god kammerat.

Så vi gør klar, faderen sank godt nok lige en ekstra gang, da vi hørte, det var på anden sal uden elevator. Men det klarede vi da i København, så hvorfor ikke også i Aalborg?

Der er en anden flyttedag, som jeg imødeser med mere spænding. For tre år siden blev min afdeling genhuset på sygehus Syd, mens sygehus Nord blev renoveret. Vi var kede af at flytte, det tog hårdt på os, også hårdere end mange af os havde regnet med, men vi faldt godt til på Syd. Faktisk burde vi blive på Syd, for her er de fleste af vore samarbejdspartnere, men der er ikke plads til os. Det splinternye medicinerhus skulle have været højere, og så kunne vi være flyttet ind der, men naboerne gjorde indsigelser.


Jeg glæder mig til helt nye lokaler, helt nye to sengs stuer og en enkelt tre sengs stue. Der er store badeværelser, hvor en kørestol eller sågar et badeleje kan komme ind, der er godt nok ikke så mange badeværelser, så vi skal stadig planlægge og prioritere. Vi får loftlifte på alle stuer, der er fjernsyn til hver enkelt seng, der er ingen ledninger koblet til sengebordet, så vi bliver fri for at falde over dem mere.

Men, for der er et men, vi er en afdeling, der arbejder tværfagligt, og det betyder, at der er brug for plads til at mødes, plads til at dokumentere på computer og i mapper, og den plads er der ikke, da dette er en renovering af eksisterende forhold og ikke nybyggeri. Lige nu sidder vi i flere grupper og prøver at planlægge vores nye hverdag, vi har chancen for at bryde gamle vaner og få nye, hvis det er det, vi vil. Vi har nu chancen for at strikke et specifikt uddannelsesprogram sammen for apopleksiafsnittet, for afdelingen bliver nu delt i to afdelinger, så vi får vores egen afdeling. Det skulle gerne blive nemmere at få overblik over, hvor langt den enkelte medarbejder er med sin praktiske og teoretiske viden om neurologi og apopleksi.

Vi kommer dog ikke udenom, at det, at vi er på Nord og modtagelsen samt neurokirurgisk og neurointensiv afdeling er på Syd, gør tingene lidt mere besværlige. Sådan var det også for tre år siden, men nu har vi jo prøvet, hvor lettere arbejdsgangene går, når man er tæt på hinanden.

I morgen har min apopleksikollega og jeg heldigvis administrativ dag, så vi kan få udarbejdet planer for fremtiden, og de næste to dage derefter skal halvdelen af mine arbejdsdage bruges i en arbejdsgruppe for plejeform og døgnrytme. Derudover skal der tænkes af andre, hvad vi får brug for, når en afdeling deles i to.


Det bliver nogle seje måneder, vi går i møde. Patienterne skal jo passes samtidigt med, at vi forbereder flytning og flytter. Jeg har æren af at skulle i aftenvagt den sidste aften på den gamle afdeling og den første aftenvagt på den nye afdeling. Det bliver godt nok spændende.

OMVENDELSE

Jeg tror, den er der, men der mangler to afgørende test, før jeg kan sige at missionen er fuldført.

Efterhånden var jeg så langt ude, at jeg overvejede at stoppe med at arbejde.

Det var mere reglen end undtagelsen, at jeg mødte i dagvagt med 4 timer søvn i rygsækken.

Tre uger uden aftenvagt slutter på mandag, men det er lykkedes mig at være så disciplineret, så fridagene imellem dagvagterne ikke er blevet brugt til at sove længe i.

Landmanden stod som et stort spørgsmålstegn, da han stod op i morges og fandt ud af, at jeg havde været oppe siden 5.30, men der er dagvagt i morgen, så jeg vilikke risikere, at min indvundne søvn går fløjten. Hvis jeg sov længe i dag, så ville jeg ikke kunne sove i aften, og så starter karrusellen igen.

Testen bliver i nat og næste uge hvor jeg skal i aftenvagt.

Nu er dagen godt begyndt, jeg gik lyset i møde sammen med min trofaste vandrekammerat, Laika. 6 km blev det til i dag, og os imellem så kan jeg røbe, at vægten også går opad, så det kan hermed konstateres, at 6 dage med traveture hver dag over 30 minutter ikke bøder for rundstykker og kager i samme tidsrum ;-)

mandag, januar 26, 2009

SLUT DAGEN MED ET GRIN

Hold da op, hvor gjorde det godt at grine, så jeg nærmest hulkede.

Hvis du trænger til at grine, så kig med over hos Regitze

SKUMRINGSTIMEN

Kom man forbi mit hus lige nu, ville man tro, at vi var i byen. Kun lyset fra computeren er tændt, og jeg nyder det bløde blå lys, som omgiver mig.


Kom man ind i mit hus, ville man ikke kunne se, at jeg har været hjemme i dag. Køkkenbordet er ved at være dækket med brugt service, fordi nogen ikke har tømt vaskemaskinen. Gangen har små tuer af vasketøj, fordi nogen ikke har tømt vaskemaskinen, hængt tøj op og sat ny vask i gang. Fire mennesker i et hus, hvor der samtidig bor en ruhåret hønsehund, som lige nu fælder meget, sætter sine spor på trægulvene, og så kommer Laika endda ikke længere end til bryggerset. Nogen har ikke hentet støvsugeren ind fra bilen, nogen synes, det er sjovere at støvsuge andre steder.

Skidt pyt, lige nu er der mørkt i huset, lige nu kan jeg glæde mig over en dejlig dag, hvor jeg først havde selskab af datteren, senere af sønnen og til sidst tog Laika mig med på en travetur på 7,4 km.

Om lidt tænder jeg lyset, sætter god musik på og går i gang. Og i morgen er der endnu en fridag, jeg er en heldig kartoffel.

MORGENTUR 2

Efter en god lur var tiden kommet til et besøg hos yngstebarnet, min kære søn. Han flytter om 1 uge ind til den nordjyske hovedstad, så jeg indbød mig selv til en visit.

Det skal jeg gøre noget oftere, vi hyggede os over te, brød og kage, fik sat ord på mange ting, der var jo kun os to, og vi kunne lade ordene finde plads inden i, før de kom ud.

Bagefter var vi flittige, så nu er der ryddet op, støvet af og støvsuget. Det er underligt, at det er sjovt at rydde op og gøre rent andre steder end hjemme hos sig selv.


Køleskabet blev også lige fyldt lidt op, jeg har en søn, som kan gå en hel dag uden at indtage føde, og han ved godt, det ikke er sundt, men sådan har han været lige fra barn af, og jeg er lige modsat, kan ikke lave noget, før jeg har fået morgenmad, så jeg har haft svært ved at forstå det.

Spiser du morgenmad?

MORGENTUR

Mens Aalborg begyndte at vågne, kørte jeg gennem de mørke gader med datteren. Vi var ikke de eneste, som var tidligt ude. På banegården kom folk ud fra togene, travlt beskæftiget med hver deres lille hverdag. Vi var tidligt på den, så jeg fik tid til min yndlingstidsfordriv, at studere mennesker.

Hvad mon de to unge smarte kvinder lavede så tidligt med hver deres skolerygsæk, mon de skulle videre med bus, for ingen skoler starter da så tidligt? De viste mig også den nye mode (ny for mig i hvert fald), stramme printede leggings og en bluse til, ikke noget med en kjole ned over bagdelen.

Og på vej hjem mødte jeg et ungt par, han kom trækkende med cykel og stor taske over skulderen, men han trak også kvinden. Hun kom sjoskende flere skridt bagefter, så hans arm var let strakt bagud. Mon hun var træt, mon de lige havde lært hinanden at kende, så hun ikke kunne få sig til at sige, at han skulle sænke farten?

Nu er der nok en ung kvinde, der sover, mens toget bringer hende hjem, lige tids nok til at hun sammen med sit tegnehold kan sætte sig på bænkene på hovedbanegården og tegne de mennesker, der haster forbi.

Og jeg tager et varmt tæppe og gør mig det mageligt på sofaen en time eller to, før der ryddes op efter gårsdagens hygge.


Sønnen kom hjem i går aftes, så vi udfordrede de unge på en omgang bezzerwizzer, det bliver man altid lidt klogere af. Nu ved jeg f. eks at det er Frigg og ikke Freja, at fredag er opkaldt efter, at grundtonen i en akkord hedder tonika, og at der oprindeligt var 13 stater i USA, symboliseret ved de 13 striber på flaget ;-)

søndag, januar 25, 2009

VED HAWET

Datteren havde brugt natten på at gense Aalborg by night, og moderen fik genopfrisket det at køre til natbussen klokken tidlig morgen.

Så da jeg vendte næsen hjem efter en forfriskende travetur, var hun stået op og var klar til at få dagens motion.


Ergo hoppede vi i bilen og kørte 15 km vest på og ramte Blokhus, hvor solen stadig skinnede, tågen havde derimod fået overtaget ude i mosen.


Der var masser af andre, der havde fået samme ide, men der var plads til os alle på stranden, og mens nogle var blevet færdige med dagens arbejde, nød vi andre solen og den friske luft.


Der blev snakket, og pludselig var vi nået så langt hen af stranden, at vi lige så godt kunne tage vejen op forbi sommerhusområderne og tilbage til Blokhus.


5 km blev det til, så motionsglorien er lige blevet pudset ;-)

SOLEN ER MIN BEDSTE VEN


Løftet til mig selv om at være god ved mig selv var nemt at holde i dag.

Solen lokkede, hunderemmen blev fundet frem, og Laika hoppede rundt omkring mig, mens jeg fik traveskoene på.


Allerede på trappen kunne jeg høre svanernes sang, og pludselig lettede de og fløj hen over himlen, men kameraet nåede ikke at fange dem.

Næsen fik lige et strejf af kulde, når vejret blev trukket ind, men snart fik både jeg og Laika varmen. Der er dem, der siger, at her er kedeligt, det er fladt, og man kan kun gå på vejen gennem den fredede del af mosen. Her er ingen stier ind i mosen, og hvis jeg kun vil gå en time, må jeg gå frem og tilbage af samme strækning.


Der er dage, hvor jeg ikke lægger mærke til noget, den ene fod sættes foran den anden fod, og tankerne får lov til at leve deres eget liv.


Andre dage har jeg kameraet fremme hele tiden, og øjet får lov til at dvæle ved de krogede træer, det stillestående vand, og går jeg ned i makro, så har mosen sandelig også sin charme.


Jeg synes ikke, her er kedeligt og fladt, men jeg nyder også, når jeg flytter op i sommerhuset, hvor der er små stier langs klitterne, ind i skoven og ned til vandet.


Begge dele har sin charme, og dagen i dag bød sig rigtig til med solskin og kuldens bid i kinderne.

lørdag, januar 24, 2009

SMÅ SKRIDT

En rask gåtur på en halv times tid blev til 1½ time, vi vendte ikke om og gik gennem den fredede del af mosen og ud på landevejen og hjem igen.

7,8 km eller omregnet til min skridtlængde 9750 skridt, der er langt til de 16 000 skridt, men nu køber jeg en ny skridttæller, så kan det hjælpe med at holde styr på dagens skridt.


Luften var mild, regnen dryppede lidt, og gråvejret skabte ikke plads til solen. Alligevel var der nok at fryde sig over, og vi fik os en god snak, mens vi gik, om barndommen, fantasien, ønsker for fremtiden og gode oplevelser.


Små skridt fører os stille og roligt frem mod de mål, vi sætter os undervejs i livet.

HUSET VÅGNER


langsomt bliver der liv, morgenbordet er dækket med rundstykker, frugt, kage og te.

Vi skal vist være produktive i dag, der er en kjole, som har drillet os, og derfor har den været lagt væk i et års tid. Nu må tiden være inde til, at vi ser den i øjnene og får den syet færdig.

Ha en god lørdag.

fredag, januar 23, 2009

PELIKAN

Kroppen er tung og træt, blodårerne gennemstrømmes af frisk iltet blod, der er myldretid i huden, den halve pelikan tog mig med på en lang tur.

I Forms sidste blad slår til lyd for traveture eller som det hedder på moderne dansk power walk. Påstanden er at man lettere taber sig med traveturene end med løb, fordi man ofte kommer til at spise eller drikke mere efter en god løbetur, og hermed indtager de kalorier, man lige har forbrændt.

Hvorimod en rask travetur ikke gør en sulten på samme måde. Man skal dog op på over 16 000 skridt om dagen og mindst en halv til en times samlet travetur om dagen, for at det virker.


Det er godt at gå op af bakker, så man kan få pulsen op, så jeg gik på jagt efter bakker her i det flade område.


20 minutters gang herfra ligger ikke en bakke men et bjerg! Sandelsbjerg har været genstand for mange historier, dengang den rakte op over mosen som et vartegn. I dag ser man den knapt nok for træerne omkring den. Laika og jeg tog flere ture op af bjerget og ned igen.


Laika syntes godt nok, jeg var langsom, og hun mente helt sikkert, at al det fotograferen var et skalkeskjul for at få vejret.


Nu er jeg vist klar til det sidste arbejdstræk, før weekenden skal nydes sammen med landmanden og datteren, som kommer hjem i aften.

ROSER

Regnskabet er færdig, min farm-assistent slæbte mapper ud til bilen, men hvor var det godt, at hun var her. Jeg havde siddet inde på kontoret endnu, hvis jeg havde været alene. Selvom jeg kan alle konti, ved noget om hvor hvad skal konteres, så er et nyt program med nye genvejstaster ikke så nemt at huske. Jeg havde i hvert fald glemt meget af det, vi lavede i december. Og vi blev også enige om, at jeg vist de næste måneder skal lave regnskab hver måned, og ikke som vanligt hvert kvartal, for netop at få rutinen i programmet.

Vores farm-assistent er god til at lære fra sig og er en guldgrube af viden, og hun fik også at vide, hvor glad jeg var for, at hun kunne få tid til at køre herud.

Bagefter skulle jeg lige tjekke min arbejdsmail, og så lå der roser fra min afdelingssygeplejerske. Med få ord gjorde hun mig så glad, hun ved, at jeg har været ked af en episode, hvor jeg ikke følte, jeg levede op til min erfarne rolle som ekspertisesygeplejerske. Og så satte hun ord på min sygepleje i går, ord som gør mig glad og stolt, men som også gør mig så glad over at have en leder, som giver sig tid til efter arbejde at skrive en mail til mig.

Vi skal alle blive bedre til at se og især at sige højt det gode vi ser andre gøre. Det betyder så meget for arbejdsglæden og lysten til at videreudvikle sig.


Og egentlig skulle overskriften være anerkendende kommunikation og ikke roser, for ros er stillestående, ”hvor er du en god sygeplejerske” ”Tak” og hvad så?

Men ”jeg så, at du gjorde det og det, det, tænkte jeg, betød det og det for patient og pårørende”. Så tænker man over det sagte, får måske ideer til at gøre noget bedre eller ændre noget.

torsdag, januar 22, 2009

EN HALV PELIKAN, HVID TE OG EN KLAPSAMMENMAD.

Egentlig er det jo en dag som andre, jeg står op, tager på arbejde, passer patienter, kører hjem igen, får eftermiddagste, og….

Men i dag har jeg været træt, og selv om jeg vidste, hvor godt det ville være at gå en tur, så blev jeg hængende foran computeren, drak te og surfede lidt. Bedre blev det ikke, at landmanden tog til møde med spisning, for så skulle jeg jo ikke en gang tænke på aftensmad.

Aftensmaden bestod af klapsammenrugbrødsmad med spegepølse og ost, det sunde var resten af broccolisalaten fra i går.

Det er regnskabets time i morgen, så jeg skal have ordnet bilag, tjekket kontoudtog og gjort kontoret klar til, at vores regnskabsassistent kommer i morgen tidlig. Jeg er endnu ikke fortrolig med det nye regnskabsprogram, og så er det jo godt, at jeg kan hyre hjælp dertil. I den sidste ende tror jeg det betaler sig, i stedet for at jeg skal bruge hele dagen i morgen på at fjumre rundt og læse i manualer. Jeg lærer bedst by doing.

Nu har Laika og jeg udfordret mørket, Laika er jo ligeglad med gåtur i mørke, det er jeg ikke, så hun fik ikke lov til at løbe frit, jeg skulle vide hvor hun var, og lommelygten var med til at lyse på vor vej.

Det blæser en halv pelikan derude, men for en gangs skyld kom blæsten fra øst, så vi gik hjem i medvind. 30 minutters blæst og trav har fået min træthed væk, nu er der brygget hvid te, og jeg er klar til at lege den lille bogholder.

onsdag, januar 21, 2009

PAUSE

Opvokset i en lærerfamilie med bopæl 3 minutters gang fra skolen var det ensbetydende med, at vi samledes hjemme til eftermiddagskaffe, før alle gik i gang med deres gøremål.

I dag kører bilen ind på gårdspladsen kl. 16 eller 17, når jeg er i dagvagt, men jeg skal stadig have min eftermiddagste. Det at sidde ned, lige få snakket lidt om dagen, der gik, er et must for mig. Vores børn havde ikke det samme behov til sidst, da de boede hjemme, måske hentede de lige et stykke brød og en kop te/kakao, før fjernsynet fik magten.

Landmanden var til møde, så jeg skyndte mig at skifte sko, da jeg kom hjem, tog hunderemmen ned fra knagerækken og indbød Laika til en gåtur. 40 minutter senere gik vi ind på gårdspladsen samtidig med landmanden. Vi er jo kun os to, så vi er blevet enige om rugbrødsmadder til aftensmad, før jeg drager ud i mørket for at synge gospel.

Om en måned skal vi sammen med et andet rytmisk kor synge gospel sammen med Maria Carmen Koppel og Klüver’s Big Band og et kendt gospelkor. OM jeg glæder mig? Jeg er sikker på, det bliver en fantastisk oplevelse.

Min sang, min eftermiddagste og gåture er tre af mine pausemåder.

Hvordan holder du pauser i din hverdag?

tirsdag, januar 20, 2009

LIGE OM LIDT

Vi vil ikke gå glip af indsættelsen af den nye præsident, så teen er ved at blive brygget, bollerne bliver lunet og jeg vasker gulv, ikke fordi Obama bliver præsident ;-) men fordi der trænger.

Det her er historieskrivning, ja det er vel alt, men denne dag må få sit eget kapitel. Jeg har hos andre kommenteret om min angst for tendensen til at gøre Obama til en frelser. Intet menneske kan klare at ændre verden på egen hånd, det sker kun på film og i bøger, og derfor kan Obama hurtigt blive pillet ned fra piedestalen. Lad os håbe, at andre bakker ham op, så han får en chance for at leve op til sine løfter.


Skumringstimen er her, vi vil synke ned i stolen og lade aftenen komme, mens vi lytter til Obamas tale.

MENS LYSET BRYDER FREM


bliver alle de små dagligdags ting ordnet. Kontorbordet bliver ryddet for kuverter og papirer.


Landmanden indtager kontoret, for ikke alt kan klares, mens man sidder ved kartoffelsorter bordet. Der skal ringes i øst og vest, indhentes tilbud på diverse ting.


Imens svarer jeg en 10. klasses elev på mail, hun skal skrive opgave om det at være sygeplejerske, så jeg får tænkt tanker om mit fag.


Og billederne er taget med ca. 1 times mellemrum fra kl. 8.30. Hvor er jeg heldig, at solen lige kommer frem på min fridag i denne uge.

HAR DU SOVET GODT?

Det er vel det første, jeg spørger mine patienter om morgenen, for godt nok har jeg lige læst nattevagtens rapport, men selv om de skriver ”sovet ved tilsyn” så kan patienten meget vel have en fornemmelse af slet ikke at have sovet. Der har måske været megen uro på stuen eller de har ligget vågne, men med lukkede øjne og en rolig vejrtrækning, og så vil den, der lister rundt på den mørke stue om natten antage, at de sover.

Egentlig har jeg i denne tid alle betingelser for at få ram på min søvnløshed, jeg skal ikke i aftenvagt i 14 dage, og har heller ikke været i den forgangne uge, og alle kloge hoveder er enige om, at recepten på en god søvn er en ensartet rytme, altså i seng og op på samme tidspunkt hver dag, også på fridage. Stå op kl. 5 orkede jeg ikke i dag, men jeg stod op sammen med landmanden i dag. Det må være tidligt nok ;-)

Det er nu heller ikke så ringe at sidde her ved computeren med kontorarbejde og en kop varm te og lade lyset langsomt finde mig. i dag har jeg jo tid til at nyde dagens lys, som oven i købet her i Nordjylland skulle byde på solskin.

Håber du har sovet godt i nat.

mandag, januar 19, 2009

MØRKE DAGE

Selvom det lysner, så er fornemmelsen stadig mørke, når jeg er på dagarbejde. Det er mørkt, når jeg kører af sted om morgenen kl. 6.15, og det mørkner når jeg kører hjem. I morges blev jeg snydt af vejret, så jeg skal vist snart til at høre radio om morgenen. Sneen skjulte jo glatte veje, så tempoet kunne ikke blive til det sædvanlige, og jeg kom derfor ind på afdelingen lidt for sent.


Det er alt afgørende at få en god start på arbejdsdagen, så der er ikke noget værre, end når folk kommer dryssende det første kvarter, heldigvis er vi som regel samlet kl. 7 klar til at høre nattevagtens ord og derefter gå i gang med fordelingen af stuer og rapport ude i små grupper.

Det er mærkeligt, kort efter nytår brokkede jeg mig over ventelister til genoptræning, nu er de patienter kommet af sted, og de patienter, der bliver indlagt, er enten for dårlige til genoptræning eller behøver kun genoptræning ambulant i kommunerne.


Og lige nu er der ikke fyldt op på afsnittet, men på intensiv ligger der to patienter, som snart kommer ned til os, og så ser hverdagen pludselig anderledes ud igen. Ensformighed og kedelige gentagelser sker aldrig, når man har valgt mit fag, mørkedage findes kun udenfor, indenfor er der varme, nærvær og smukke smil.

søndag, januar 18, 2009

HVAD BYDER MAN UVENTEDE GÆSTER?

Her i huset var menuen helstegt grillet hjortefilet, kartoffelgratin med tomater og squash, julesalat med æbler og nødder og grillede gulerødder og rødløg i balsamico.

Eftermiddagste og aftente blev akkompagneret af lagkage og fastelavnsboller.

Jeg tror, min mave snart får strækmærker.

Nu er gæsterne kørt hjem, hvor var det dejligt, at storesøster fik lyst til at lykønske lillebror med fødselsdagen, som han i øvrigt fejrede alene indtil kl. 15, for fruen skulle arbejde, datteren var i København og sønnen kunne først komme til aften. Gæsterne troede, de blot skulle have en kop te, de tog fejl, for vi havde mad nok. Der står stadig 16 kardemommeboller, 20 grovboller og 18 fastelavnsboller ude i køkkenet ;-) NÅR jeg bager, så bager jeg, som om vi skulle have børnefødselsdag ;-)

lørdag, januar 17, 2009

SLAG I BOLLEDEJEN

En lille lur efter arbejde gjorde underværker, jeg havde nemlig planer for aftenen.

Foreløbig så er fastelavnsbollerne færdige, Liselottes kardemommeboller og Mariannes boller er sat til hævning. Mens jeg følger håndbolden på sidelinjen, kan der formes boller i stor stil.

Imens tænker jeg tanker om arbejdet. Ikke en dag går, uden at vi kommer ud i etiske overvejelser.

Vi er ikke altid enige blandt sygeplejepersonalet, ej heller med lægerne, men spørgsmål skal stilles, det skal diskuteres og der skal lægges en plan. Jeg kan godt acceptere, hvis en læge har en anden vurdering end jeg, men jeg ønsker diskussionen og planen, den kan så ændre sig, nogle gange i løbet af få timer. Sådan gik det i dag, men jeg følte, at vi udgjorde et team, hvor vi lyttede til hinanden.

Og i dag lyttede jeg til, hvad mine kolleger havde sagt under temadagen, så jeg fortalte på den stue, hvor jeg var, at min vagt nu var slut, og en anden tog over. Flere af mine kolleger havde været indlagt og havde følt, det var rart at vide, når vagtskiftet skete. Jeg har tidligere syntes, at det var en overvurdering af min betydning på en stue, jeg er jo en del af et 24 timers team.

Ville du synes, det var rart, hvis du var indlagt eller dine pårørende var indlagt, og dagpersonalet på den måde signalerede, at vagtskiftet skete?


januar 2007

fredag, januar 16, 2009

24 TIMER

Hjemme igen efter 24 timer hos min far.

Bilen satte kurs mod barndomshjemmet efter arbejde i går. Vi fik handlet ind, gjort lidt rent og bagt fastelavnsboller, så far kunne være vært for det månedlige pensionisttræf for gamle lærere i dag.

Og så sad jeg der, en halvgammel kvinde med voksne børn, og var pludselig tilbage i folkeskolen, for her var min første regnelærer, min matematiklærer(min far), min fysiklærer, min husgerningslærer og min håndarbejds- og kristendomslærer. Sløjdlæreren var der også, men jeg var fra en tid, hvor piger ikke havde sløjd. Min dansklærer kunne også have været der, men hun har nok at se til med sygdom i nærmeste familie.

Skolen var mit andet hjem, en lille skole, hvor lærerbørnene naturligt færdedes efter skoletid. Min far var førstelærer og siden skoleinspektør, så jeg er ofte cyklet eller gået over til ham, hvis han blev lidt længere over på skolen.

Formiddagen gik med snak, rundstykker, kage og en bette bitter i glasset. Sygeplejersken bildte dem ind, at det var sundt ;-)

Og så har jeg forelsket mig i et billede, min far har fundet frem. Det stammer fra 1931, det må være sidst på året, for det er min bedstemor(farmor) med min kusine og min far, de er født henholdsvis i januar og februar 1931. Min farmor er på det tidspunkt 46 år, har født 16 børn, hvoraf en døde ved fødslen, og prøvet at få økonomi og hverdag til at hænge sammen, mens min bedstefar var kaldt ind til sikringsstyrken under 1. verdenskrig.


Min far har i sin slægtsbog skrevet:

”Men så kom krigen. Far blev indkaldt til sikringsstyrken, og de fik næsten ingen hjælp. Far fik 50 øre om dagen, men skulle holde sig selv ved kost, så der var ikke noget at sende hjem.
Familien manglede selvfølgelig fars dagløn. Mens far var i sikringsstyrken, skete der et alvorligt uheld på ejendommen. Under et voldsomt tordenvejr slog lynet ned og ramte en ko. Mor sad med en af de små under uvejret og så, at en af deres to køer lå livløs. E. og K. kan endnu tydeligt se for sig, hvordan folk fra F. kom vandrende derud, fordi de havde hørt det voldsomme tordenvejr og set lynet slå ned. De hjalp mor med koen. Det var et stort tab, og mor græd meget over det. De blev meget fattige, og det blev de ved med at være. Der var ikke mere så mange på besøg. Det havde de ikke råd til.”


Der sidder hun, min bedstemor, strunk og med hænderne fulde af småbørn. Hun formåede trods fattigdom og hårde odds at give sine børn tryghed og troen på livet og Gud. Hun var den, der gik imod min bedstefar og sagde, at min far skulle have lov til at komme på realskole, for når læreren sagde, min far kunne klare det, så skulle han også af sted. Jeg er stolt af at være blandt hendes 37 børnebørn.

onsdag, januar 14, 2009

48 TIMER

Hvor er de blevet af, de timer siden sidst jeg skrev herinde?

Mødet i Holstebro i går var godt, vi er nu opdateret om, hvordan det går rundt om på trombolysecentrene i Danmark.

Det gælder nu for hele Danmark, at får du akut indsættende lammelse/føleforstyrrelser i arm, ben eller ansigt i den ene side eller du får talebesvær, så tøv ikke - ring 112, for der er en behandling, som kan opløse blodpropper i hjernen. MEN det gælder om at komme så hurtigt som muligt til skadestuen, så man skal IKKE se tiden an, IKKE tænke, det er så lidt, jeg går til lægen i morgen, ring 112!

Der er stadig alt for mange og især nordjyder, som venter. Det skal man ikke, lad lægen om at vurdere, om man er kandidat til behandlingen. Bedre en gang for meget end en gang for lidt. Og lammelse betyder nedsat kraft i arm eller ben, ikke total lammelse, så hvis din ene side pludselig ikke har den kraft, den plejer at have, så ring 112!

I dag var det så den anden gruppe i afdelingen, der havde temadag, så vi skulle pleje patienterne i gruppe 2. Det gik fint, men det trætter på en helt anden måde, end når man er i vante omgivelser. Og vi er endda i samme afdeling.

Jeg måtte aflyse kor i aften, for bare tanken om at køre i tågen, så træt som jeg var, syntes uoverskuelig. Nu har jeg sovet, så der bliver ikke noget med tidligt i seng i aften. Morgendagen byder på administrativ dag på arbejde, jeg har allerede en liste så lang over ting, der skal gøres, så jeg har tænkt mig at forskanse mig inde på et kontor hele dagen.

mandag, januar 12, 2009

GRILLSÆSONEN

Fra ikke at kunne se noget særligt i det at grille til at stå i laden på en hverdag og grille dyrefilet og små halve kartofler er der et spring.

Jeg protesterer ikke, nu har jeg lavet rosenkålssalat, inviteret sønnen på spisning og dækket bord.

Det hjalp på mit velbefindende, for ligesom dagen har været grå og trist, sådan har mit humør også været, indtil landmanden foreslog, vi skulle lave mad sammen.

Og seneste nyt: resterne er pakket ned i bokse og sendt med sønnen. Alt smagte lækkert, kødet var som det skulle være, kartoflerne fik lige den sprødhed, som de tit mangler i ovnen og rosenkålssalaten passede perfekt til det andet.


billedet er lånt fra Hjerteforeningens hjemmeside

Og nu er det vist tid til at få pakket papirerne til i morgen, jeg skal nemlig til møde i Holstebro. Turen derned foregår sammen med to kolleger, så vi kan lige nå at få ordnet verdenssituationen.

søndag, januar 11, 2009

EN DOVEN HUND


Jeg har ikke lavet en disse i denne weekend, og det, har jeg fortalt mig selv, er OK. Jeg har gået over 1 time både lørdag og søndag, og så er der læst aviser, løst sudoko, strikket(lidt), sovet, drukket te og blogsurfet.


Om lidt kommer landmanden hjem fra jagt, der er købt kærnemælkshorn, lavet te, tændt levende lys, puttet mere brænde i brændeovnen, og nu skal der strikkes en pind eller to, inden vi vender næsen hjem ad til hverdagen.

FULDMÅNENS SKYLD?


Mange kan fortælle om, hvordan deres krop påvirkes af fuldmånen. Jeg har aldrig lagt mærke til en sammenhæng.

Nu har jeg opgivet at få mere søvn, de sidste timer har jeg blot vendt og drejet mig, så jeg nyder, at computeren kan holde mig ved selskab.

Mange har undersøgt, om alle de myter, der er omkring fuldmåne, holder stik, og det gør de ikke, men alligevel bliver jordemødre ved at sige, at der er flere fødsler ved fuldmåne. Det lyder også mere romantisk, at det var fuldmånen, der satte fødslen i gang.

Og mine søvnproblemer er her jo ikke kun når der er fuldmåne.

Hvad er dine oplevelser omkring fuldmåne?

lørdag, januar 10, 2009

NÅ MEN

Man har et standpunkt til man tager et nyt.

Så nu har jeg netopkobling i sommerhuset, og mens skæret fra brændeovnen lyser op og varmen breder sig i huset, sidder jeg her og hygger mig.


Kroppen er dejlig afslappet efter en lang gåtur til havet, og Laika ligger i sin kurv og nyder at være tæt på sine mennesker.


Gåturen gik forbi skudehandlen, så nu er der købt hvid te med jordbær og kiwi, som er smagt og godkendt. Byen er tømt for turister, nogle få havde fundet ned til stranden, men butikkerne havde ikke meget gang i den. Vi støttede en butik med at købe to lanterner, nu står de og pynter ude på terrassen.

STILHED PÅ GÅRDEN

Hvad laver en kartoffelavler egentlig om vinteren?

I hverdagen sorterer han og modsat sidste år har vi mange kartofler i år og som sidste år er de rigtig flotte og velsmagende, så der er bud efter dem, hvilket betyder, at der sorteres hver dag i 8 timer. Det er hårdt, det støver meget, det er at sammenligne med fabriksarbejde at sidde på en stol med armene løftet frem foran sig og konstant bruge sine hænder til at sortere grønne og 2. sortering fra.


Vi har ikke grise nu, så weekenden kan så heldigvis bruges til restituering. Det har sygeplejersken i huset også brug for, men det er faktisk lang tid siden, at vi har haft en dag, hvor vi kan vågne sammen og spise morgenmad sammen, uden at en af os skal arbejde.

Under morgenmaden slår det mig pludselig, at min far altid siger, her er så stille, og han har ret. Vi hører ikke radio, vi taler ikke meget sammen under morgenmaden, sidder i hver sine tanker og kigger ud på fuglene, som visse andre ;-)

Til sidst rejser jeg mig og åbner havedøren for at få lidt fuglekvidder ind, og straks kommer en flok gæs flyvende i V-formation med deres karakteristiske lyd,(ja jeg kan ikke kende forskel på svanernes lyd, som fløj forbi før og så gæssenes lyd, men det kan landmanden)

Nu er landmanden kørt ind til byen, jeg må hellere få lidt vasketøj hængt op, og så vil jeg strikke videre på min fetching. Og desværre kan jeg ikke fotografere, så man kan se de smukke snoninger, jeg må øve mig lidt mere ;-)

fredag, januar 09, 2009

T-DAG

Temadag, tusinde sommerfugle i maven, talrige dejlige kolleger, træt, tung i hovedet, tour visning af ny afdeling, tedrikning, total nydelse.


genbrug af januarbillede fra sidste år

Det har været en god dag i dag. Alle kolleger i apopleksiafsnittet, gamle som nye, aften, nat og dagvagter i skøn forening. Jeg tror, vi får det godt på vores nye afdeling, men tiden op til og efter flytningen bliver hård. At flytte en afdeling med patienter, at finde sig selv på en helt ny afdeling samtidig med at vi modtager, plejer og behandler patienter kræver sin kvinde. For tre år siden flyttede vi på Syd, mens de renoverede Nord. Om to måneder flytter vi tilbage. Ikke alt er blevet, som vi drømte om, men det er nyt, og råstoffet, mine kolleger, er guld værd.

torsdag, januar 08, 2009

SÅ’R UD !!!


Så er det sket, juletræet har fået klippet sine grene, hold fast hvor var der mange løse nåle. Næste år går vi tilbage til traditionen med selv at fælde træ, det her træ var ikke nyfældet, da vi købte det, kan vi hermed i bagklogskabens lys konstatere.


Jeg vil hellere strikke end rydde op, så jeg har måttet holde mig selv i stram snor, men nu er kasserne med julepynt lukket og juletræ og grene smidt ud.

Jeg trænger også til at komme ud, men først skal støvsugeren på arbejde.

DEN FØRSTE GANG


Det var endnu ikke blevet dagen i dag, da landmanden for første gang kørte mig ud på sygehuset.

Det var omkring nu, at jeg for første og sidste gang fik drop med vestimulerende medicin.

Dette er dagen, hvor jeg for første gang mærkede veernes kraft, hvor jeg mærkede, at jeg kunne være med i den kraft, når jeg indrettede min vejrtrækning efter det.

Om 6½ time er det 23 år siden, at jeg blev mor for første gang.

Nyd hende, snart drøner hun rundt på rulleskøjte, var jordemoderens ord.

Jeg har nydt, og jeg nyder stadig min kloge, dejlige, smukke og livsbekræftende datter, men i dag får andre lov til at nyde dig.

I dag er det første gang, at du fejrer fødselsdag uden morgensang ved sengen af dine forældre. Du har sikret dig morgensang. En god veninde overnatter hos dig og er sammen med dig hele dagen, Fredriksberg Have får vist besøg af to dejlige unge kvinder, og aftenen står også i venindernes tegn.

Om lidt kommer landmanden ind, og så vil vi ringe og synge for dig den sang, som vi startede med på din 1 års fødselsdag.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen


PS og som for 23 år siden er jorden hvid, heldigvis blev du ikke født på terminsdagen d. 10. januar, da blev der nemlig snestorm over Nordjylland.