Bilen satte kurs mod barndomshjemmet efter arbejde i går. Vi fik handlet ind, gjort lidt rent og bagt fastelavnsboller, så far kunne være vært for det månedlige pensionisttræf for gamle lærere i dag.
Og så sad jeg der, en halvgammel kvinde med voksne børn, og var pludselig tilbage i folkeskolen, for her var min første regnelærer, min matematiklærer(min far), min fysiklærer, min husgerningslærer og min håndarbejds- og kristendomslærer. Sløjdlæreren var der også, men jeg var fra en tid, hvor piger ikke havde sløjd. Min dansklærer kunne også have været der, men hun har nok at se til med sygdom i nærmeste familie.
Skolen var mit andet hjem, en lille skole, hvor lærerbørnene naturligt færdedes efter skoletid. Min far var førstelærer og siden skoleinspektør, så jeg er ofte cyklet eller gået over til ham, hvis han blev lidt længere over på skolen.
Formiddagen gik med snak, rundstykker, kage og en bette bitter i glasset. Sygeplejersken bildte dem ind, at det var sundt ;-)
Og så har jeg forelsket mig i et billede, min far har fundet frem. Det stammer fra 1931, det må være sidst på året, for det er min bedstemor(farmor) med min kusine og min far, de er født henholdsvis i januar og februar 1931. Min farmor er på det tidspunkt 46 år, har født 16 børn, hvoraf en døde ved fødslen, og prøvet at få økonomi og hverdag til at hænge sammen, mens min bedstefar var kaldt ind til sikringsstyrken under 1. verdenskrig.
Min far har i sin slægtsbog skrevet:
”Men så kom krigen. Far blev indkaldt til sikringsstyrken, og de fik næsten ingen hjælp. Far fik 50 øre om dagen, men skulle holde sig selv ved kost, så der var ikke noget at sende hjem.
Familien manglede selvfølgelig fars dagløn. Mens far var i sikringsstyrken, skete der et alvorligt uheld på ejendommen. Under et voldsomt tordenvejr slog lynet ned og ramte en ko. Mor sad med en af de små under uvejret og så, at en af deres to køer lå livløs. E. og K. kan endnu tydeligt se for sig, hvordan folk fra F. kom vandrende derud, fordi de havde hørt det voldsomme tordenvejr og set lynet slå ned. De hjalp mor med koen. Det var et stort tab, og mor græd meget over det. De blev meget fattige, og det blev de ved med at være. Der var ikke mere så mange på besøg. Det havde de ikke råd til.”
Der sidder hun, min bedstemor, strunk og med hænderne fulde af småbørn. Hun formåede trods fattigdom og hårde odds at give sine børn tryghed og troen på livet og Gud. Hun var den, der gik imod min bedstefar og sagde, at min far skulle have lov til at komme på realskole, for når læreren sagde, min far kunne klare det, så skulle han også af sted. Jeg er stolt af at være blandt hendes 37 børnebørn.
Lene, jeg forstår så udmærket din stolthed! En kvinde af den rette støbning må din farmor have været. :-)
SvarSletP.S. Er det virkelig din kusine, der er jævnaldrende med din far?!
Lea, min far er den yngste af 15, så det var en af de ældre søskende, der fik barn tre uger før min farmor :-)
SvarSletHun og mange andre kvinder var nogle stolte og stærke og seje kvinder, som vi kan være stolte af at være efterkommere efter. :)
SvarSletGod weekend.
Takk for at du deler en sånn historie. Det er mitt yndlingsblogglesestoff!
SvarSletGod helg!
Tak i lige måde Helle, og der er mange af dem, der gik før os, som kan være forbilleder for os, heldigvis :-)
SvarSletHvor har det været barske tider dengang. Det er godt, din far har skrevet noget ned om dengang. Det ville jeg ønske, nogen i min familie havde gjort. Vi skulle vel også skrive noget om vores generation og vores tid.
SvarSletTak i lige måde Hege, historien bliver mere vedkommende, når vi får levende menneskers liv sat ind i den :-)
SvarSletBetty, vi er mange, der er glade for at min far ikke blot nedskrev sin egen opfattelse af sin familie, men interviewede sine søskende og skrev deres historie ned og flettede alles fortællinger ind i historien om deres forældre.
SvarSletMine børn er ked af at jeg ikke har gemt mine blogindlæg andre steder end på bloggen, så jeg håber, jeg en dag kan finde ud af at lave en back-up af den.
Hvor er du heldig at være datter af en far, der skriver slægtsbog - jeg elsker historie - og især ens egen er utrolig interessant - jeg er kommet langt tilbage på min mors side, men der er ikke så mange tilbage at spørge - øv...
SvarSletDet er især når man kigger tilbage og kigger andre steder hen i verden, at man opdager hvor priviligerede vi er i Danmark. Bare at kunne komme mæt i en varm seng er ikke et privilegium der er alle givet. Det værste må dog være at se sine børn sulte eller fryse...
SvarSletMette, jeg er også meget taknemlig for at han fik det gjort da han gik på efterløn :-)
SvarSletPollyanna, vi tager meget for givet, det tænker jeg meget over i de her dage :-)
SvarSletUtroligt, at du har mulighed for at hilse på dine gamle lærer. Jeg tror at minimum 70% af mine er døde. De var meget gamle da jeg havde dem så....... Jo før i tiden mente man at enighed gjorde stærkt! I dag er det næsten det modsatte der hersker...Mange har nok i sig selv og sætter sig selv forrest. Hvilke værdier er det man giver videre - det tænker jeg over :-)
SvarSletMarianne, de her lærere er på mine forældres alder, så skolen har da egentlig haft unge lærere, indser jeg nu, det syntes jeg ikke den gang :-)
SvarSletHåber vi har fået formidlet nogle gode værdier til vore børn :-)
Sikken en dejlig formiddag, det maa da helt aerligt vaere lidt sjovt at sidde der og se paa hvem der har aendret sig og hvem der ikke har. :)
SvarSletMin oldemor fik ogsaa mange boern, 17 styks - og alle overlevede. Det var godt nok barske tider og nogle seje kvinder dengang; og saa kalder man det "de gode gamle dage"...
Tina, den med de gode gamle dage tænker jeg også tit på. Og mine lærere? Jeg syntes de lignede sig selv :-) det var vist bare mig der var blevet gammel ;-)
SvarSletLene, det er jo fascinerende...tænk sig, at sidde med både sit barn og sit barnebarn på skødet.
SvarSletNår jeg nu tænker efter havde vi da forøvrigt også engang en dreng i børnehaven, der var onkel til en af pigerne...det var en anelse specielt. :-)
Tak for at dele en historie :-)
SvarSletEn dejlig historie, Lene. Selv kommer jeg fra en lille familie og kender ikke ret meget til slægten tilbage i tiden. Det savner jeg somme tider, og så savner jeg at have kendt mine bedsteforældre som voksen. Det tror jeg, at man kan lære meget af.
SvarSletDejlig historie. Men jo da noget hård for dem, der levede den...
SvarSletJeg kan godt forstå, at dine børn vil have gemt denne historik for eftertiden.
Den yngste generation i vores familie elsker også at høre de gamle fortælle familiekrønikerne; det er jo en helt fremmed verden, der her udspiller sig for dem.
Lea, for os var min kusines børn mere vore kusiner og fætre ;-)
SvarSletSelv tak Miri :-)
Helle, kun min mormor levede da jeg blev voksen, men det har jeg været glad for. Min egen mor døde så fra sine børnebørn som var fra 9 - 22.
Ellen, jeg er slet ikke i tvivl om at det var hårdt, men alligevel formåede de at sætte fokus på nærvær og samvær på en anden måde end i vores fortravlede tilværelse.