Ture midt i hverdagen

 Hvert år, når jeg flytter hjem på gården efter at have været i sommerhuset, fyldes jeg af melankoli og tristhed. Jeg vil ganske enkelt ikke hjem. Sommerhuset er for mig en oase, hvor gården og dens natur, årets gang omkring os, samvær med hundene på gåture og i træning er oasen for min mand. Gården kommer nemt til at repræsentere arbejde, arbejde og atter arbejde for mig. Sådan er virkeligheden ikke, og det minder jeg mig selv om hvert år, jeg vender hjem.

Forrige weekend tog vi en spontan beslutning. Vi kørte til Nørresundby, parkerede bilen og gik over kulturbroen til Vestbyen i Aalborg. Vi gik langs vandet, vi gik lidt op og så på nye bygninger og plancher om visioner for den gamle spritfabrik. Kunne vi tænke os at bo der? Nej, det kunne vi ikke, men jeg kan godt forstå, at yngre generationer tiltrækkes af området. Tæt på vand og by, masser af muligheder for at gå, løbe, cykle og tæt på cafeer og det kunstneriske miljø.

Vi købte en sandwich og satte os ned ved lystbådehavnen og nød aftensolen, mens vi spiste. Herefter gik vi tilbage over broen og kørte hjem.

I denne weekend tog vi igen en spontan aftentur til Aalborg. Denne gang for at se på skibene til årets regatta og få en anderledes gåtur. Bilen blev parkeret et stykke fra havnen, for vi var ikke de eneste med den ide. Der var nu ikke mange skibe at se på, det var noget helt andet end the Tall Ships Races. Men det var hyggeligt og der var masser af mennesker på denne lørdag aften, regnen havde stilnet af og solen var fremme igen.

Vi ville spise på det street food marked, der var opstillet i anledningen af regattaen. Det er svært at bestemme sig, og køstørrelserne hos de enkelte boder blev afgørende. Vi fik en lækker flæskestegssandwich og en god fadøl. Bagefter gik vi målbevidst gennem det nye kvarter tæt på havnen og ud mod industriområderne. Her fandt vi Isværkstedet og nød en god softice, selvfølgelig med krokanttopping.

På vej tilbage så vi busstoppestedet ovenfor, helt nede ved havnen og vi nåede at diskutere, hvordan i alverden bussen kunne komme herind, inden vi læste på busplanen (se nedenfor)

At være der hvor du nu engang er, og at finde værdien i det, det er kunsten. 

Nu sidder jeg her en mandag morgen, det er min vanlige fridag fra sygeplejearbejdet. Jeg starter som regel med at sove en time længere og står op kl 6.30. Hundene fodres, mens landmanden spiser morgenmad. Jeg tømmer opvaskemaskine, lægger vasketøj sammen og hænger vasketøj op. Jeg brygger te til os begge, en kande med sort te til landmanden og en kande med grøn te til mig. Så laver jeg morgenmad til mig selv og nyder den enten foran terrassevinduet med udkig til fuglene, eller hvis ryg og bagdel driller halvt liggende i sofaen. Nyheder, instagram og Facebook tjekkes og først derefter bliver jeg vasket og kommer ud af nattøjet.

Så er det tid til kontorarbejdet, i sidste uge brugte jeg en del tid på at knække nøden til det nye digitale arkiv og bogføringsprogram. Det lykkedes faktisk, men jeg er stadig ikke fan af de konti, som programmet automatisk opdeler en enkelt faktura i. På et tidspunkt skal jeg have snakket med nogen, for jeg tror måske, at jeg kan få det tilrettet, så i hvert fald en video om den mulighed.

Vores revisor havde foreslået, at jeg lod programmet bogføre og så lade vores farmassistent om resten, men som jeg sagde til landmanden; jeg sparer penge ved at gøre det selv, for jeg har godt nok brugt meget tid på at tjekke og rette. Og det skulle farmassistenten ellers have gjort. Jeg ved godt, det var fordi revisoren tænkte, at så kunne jeg få noget af mit arbejde fjernet, men jeg holder faktisk af bogføringstjenesten, og det føles godt at bidrage til gårdens ve og vel på den måde udover servicering af landmænd, kørsel diverse steder efter ting til maskiner osv.

Jeg holder jo også af gården, jeg er bare klar til et liv uden den travlhed, som især min mand konstant lever i og som også påvirker mig. Han er god til at nyde de små fristunder indimellem, det er jeg knap så god til. Men lige nu skinner solen, der tages kartofler op, kontorarbejdet er færdig, og jeg vil dykke ned i min mentale to-do liste. Denne gang skal jeg ned i minderne, for jeg har masser af billeder i papkasser, som aldrig er blevet sat i fotoalbums. Jeg fik et album fyldt sidste år, nu er det vist på tide at komme videre.

Ha en god mandag.

Fra en anden weekendudflugt i august. Hals havn og isspisning :-)

Den tid på året

 August måned er måneden for

Den store familiekomsammen

I foråret mødtes jeg med mine søskende, For to weekender siden mødtes jeg med mine fætre og kusiner, vores tante, onkler og moster og en del af vores børn. Der var to i fætter-kusineflokken, der ikke kunne komme, til gengæld kom 4 ud af 5 fra generationen over os. Vi mødes hvert andet år og har gjort det siden vores mormor/farmor døde.

Min mor var ud af en søskendeflok på fem. Min yngste moster er den eneste tilbage fra flokken, men hun kom sammen med sin mand og min anden onkel og min tante. Det var dejligt at mødes med dem, men på sådan en dag savner vi vores mor og far. 

Som en af mine niecer sagde, hvor ville hun gerne have haft mormor/morfar at snakke med. Hun så jo hvordan de andre børnebørn havde tæt kontakt til deres bedsteforældre, og da hun er den yngste i vores børneflok, husker hun faktisk ikke ret meget af tiden, fra før mine forældre blev syge.

Mange af vores børn i min søskendeflok kunne ikke komme, og jeg var ene repræsentant for min lille familie. Mine fætre og kusiner havde dog både børn under 18 og flere af de voksne børn med, det var rigtig hyggeligt at snakke med dem. Vi var i Ribe denne gang på et skønt sted kaldet Skovly. Vi sov i hytter og der var god plads i samlingsrummene, når det regnede.

Vi fik snakket, spist, sunget, leget, dystet og gået tur, alt som det plejer og selvfølgelig med fællesfotografering. Jeg tog turen alene derned, og det gik fint, fordi jeg huskede at holde et par pauser undervejs. Musik og radio fulgte mig på vejen, det er faktisk sjældent jeg lytter til radio, men denne gang nød jeg snakken og musikken.

August har også budt på samvær med svoger og svigerinde og deres franske familie. Blandt andet gik vi en aften tur ned til vandet fra sommerhuset. Gåture er altid en anledning til at få snakket sammen og at stå på en klit og se udover vandet er noget ganske særligt.

Høstmåneden

Sidste uge startede høsten på gården. Vi er altid senere end andre steder i landet, og som tidligere skrevet er det derfor det rene skrivebordsvanvid, at nogen har besluttet, at der skal være sået efterafgrøder, inden vi nærmest overhovedet kan høste. Men det har man ikke tænkt sig at ændre på, så vi gør vores bedste for ikke at få en stor bøde. Andre steder presser de vådt halm for at få efterafgrøden sået, det er jo det rene galimatias.

I går fik vi høstet det sidste byg, men inden regnen kom sidste lørdag havde vi høstet så meget, at vi nåede såning af efterafgrøder inden for lovkravets dato og antal hektar jord.

Høstdagene går sin egen gang. Der bliver smurt madpakker og den varme aftensmad serveres typisk først efter kl 22. Så jeg er træt i dag, for jeg kommer alt for sent i seng til at stå op kl. 5.30. Nu håber vi på godt vejr i næste uge, når havren er klar. Det er dog kun en enkelt dag, hvis det går godt.

Taknemlighed

er forhåbentlig en del af alle årets måneder. Sidste søndag faldt landmanden over søndagens TV-gudstjeneste, så den så vi sammen. Dagens tema var stress og dagens tekst var den om Martha, som bliver irriteret på sin søster, som blot sætter sig ned og lytter til Jesus og hans disciple, som er på besøg, i stedet for at hjælpe Martha, som har så travlt med at gøre godt for alle. Prædikenen tog udgangspunkt i præstens eget stressforløb, bibelteksten og en bog skrevet af en anden præst Kære Martha til stressramte. Jeg er taknemlig for, at jeg ikke har været nede med stress, men jeg ved også, at jeg har en stor flig af det med at ville gøre godt for andre, så jeg glemmer at sætte mig ned og være sammen med dem, tale med dem og lytte til dem. Det øver jeg mig på, øver mig på at min eksistensberettigelse ikke afhænger af, om jeg hele tiden gør noget for andre. Heldigvis er jeg dovent anlagt, så der hvor jeg kan, hopper jeg over det lave gærde. 

I går tog jeg en hjemmearbejdsdag, jeg havde så mange punkter på min opgaveliste, som jeg har svært ved at nå på arbejde. Jeg fik faktisk reduceret ret meget på listen og det føltes godt. Bagefter kørte jeg til Aalborg og mødte min studieveninde,. Normalt går vi en tur og slutter af på en cafe, men vejret var så dejligt, at vi købte en rugbolle med ost og en flaske vand og gik ud til Østerådalen og satte os ved et bord og snakkede og snakkede, indtil vi var nødt til at køre hjem igen. Sikke en skøn måde at slutte dagen af på. Jeg er taknemlig for, at vi mødte hinanden på diplomstudiet og har holdt ved at mødes.

på vej til arbejde

Et hundeliv

 Fandt dette ufærdige indlæg i kladder. Tænk dig tilbage til d. 23/6, mon du kan huske varmen?

Det er varmt for hunde og folk på gården. Vi finder alle vores foretrukne skyggesteder. Mit er i sofaen i den vestvendte stue, Dexter foretrækker bryggersets kolde flisegulv om dagen og om aftenen, når temperaturen udenfor er mere tålelig, er han ikke til at kalde ind. Ayla derimod ligger et eller andet sted i haven om dagen og søger ind i bryggerset om aften. 

Sådan er vi så forskellige. Mange af mine kolleger har efterhånden fået en meget god kulør, det gælder ikke for mig. Når man mest holder sig i skyggen indendørs, giver det sig selv.

Forleden dag fik hundene lov til at træne lidt apportering i vand. Lad os blot sige, at det kunne ses, at landmanden ikke har haft tid til at holde deres færdigheder ved lige, men de nød vandet, hentede det de skulle, men det blev smidt så snart de var oppe af vandet. Og det må man ikke. Det skal afleveres, før man ryster sig eller holder en pause.

11/8

Hunde-og hønseliv

Varmen er vendt tilbage, ikke de høje grader, men lige der hvor jeg gerne vil have det. Ayla ligger inde, Dexter er udenfor et sted. Det passer med beskrivelsen af aftenerne i juni. 

Vores kommune har nu fået endnu mere affaldssortering, vores container til madaffald kommer dog ikke til at blive brugt meget, for alt hvad hundene kan spise, får de og alt hvad hønsene kan spise, får de. Resten kommer i containeren, dvs. te-og kaffegrums, bananskræl, skræl fra citrusfrugter (det nægter vores høns at spise), skræl fra løg osv. Vores hunde elsker madaffald, rester ovenpå hundetørfoderet får stjerner frem i hundeøjne. Og hønsene formelig hopper af glæde. når de ser, at der er osteskorper.

Menneskeliv:

I dag havde jeg en frokostaftale med datteren. Vi har nærmest ikke set hinanden efter at have været sammen i tre uger på ferie og efter et år, hvor vi har været tæt forbundet i sorg og håb. Alt går godt, og det havde jeg brug for at få bekræftet. Det er stadigt hårdt mentalt og behandlingen er heller ikke over, men kemoen er slut.

Vi spiste på cafe Peace med tid til at tale sammen. Min datter havde fået lysnet sit nye korte hår og hun ser knaldhamrende godt ud. Bagefter gik vi en tur ned til havnen og så det kæmpe krydstogtskib, som havde lagt til kaj. Byen vrimlede med krydstogtgæster, som i grupper var på sightseeing med hver deres høretelefoner og en guide foran med en mikrofon. Smart og rigtig godt for hørehæmmede som mig. Vi nåede også en tur op på Sallings Rooftop og nød udsigten udover byen, inden vi skiltes igen.

Landmanden er i marken, jeg vasker tøj og laver aftensmad og til aften skal vi have årets første Folva kartofler, vi har spist nye kartofler af de tidlige sorter, men Folva er vores favorit og helårskartoflen, som lagres, så du kan få gode kartofler hele vinteren og foråret med.

Vi har det vist meget godt på gården, både høns, hunde og mennesker. Ha en god weekend.

På tur, på tur, vi ska på tur

 Vi sang mange sange, både norske og danske børnesange, ligesom vi dansede meget i hele ferien. Jeg lavede vores egen gåsang, når jeg havde S på skulderne.

Som jeg skrev i forrige indlæg, var traktoren et hit. Landmanden havde gjort en traktor pænt ren, så S kunne klatre rundt i den. Men han fik ikke lov til at sidde alene i den, for han er en klog gut og havde aflæst, hvordan farfar fik traktoren i gang, fik traktoren op i fart osv. Alt er håndholdt, så S kunne godt have sat traktoren i gang og kørt ind i noget, hvis farfar var hoppet ud.

Den første dag hentede jeg familien ved færgen fra Stavanger. De nyder at flyve kort indenrigs og så sove på færgen, mens den sejler til Danmark. Sidste sommer var det Bergen, i år var det Stavanger. De fik lov til at slappe af hjemme på gården, inden vi alle tog til stranden om eftermiddagen på den sidste varme stranddag 8.juli. Vi nød stranden og det varme vand til langt over spisetid og så afprøvede vi det nye koncept med streetfood i Hune. Det blev en blandet oplevelse, noget var godt, andet knap så godt, men vi hyggede os. Siden har vi hørt fra andre, at de boder vi fik dårlig mad fra, må have haft en dårlig dag den dag, vi var der.

Svigerdatteren har aldrig været i Skagen, så det måtte vi selvfølgelig ændre på. Vi havde morgenbrød med og holdt pause ved Uggerby å. Første stop blev Grenen med transport i Sandormen, der var masser af mennesker, der stod tæt på spidsen for at få billeder af en fod i hvert hav. Siden skulle S sove, og mens hans farfar og farmor gik tur med ham, badede søn og svigerdatter i Kattegat. Ikke nok med at de badede, men da svigerdatteren gik ud en sidste gang, opdagede hun få meter fra sig et stort gråspættet hoved. Så nu kan hun sige, at hun har svømmet med sæler (og nogle af de grå sten på klippen viste sig at være sæler, der solbader)

Derefter tog vi ind til Skagen by, fik vores obligatoriske frokost på en af fiskerestauranterne på havnen og gik en tur i byen bagefter. Så var vi klare til at komme hjem igen.

S og jeg fik som skrevet i tidligere indlæg også udforsket sommerhusets nærområde med spændende truck og gravmaskine og en dag fik vi lov til, at S måtte sidde på trucken. Det var vældig spændende.

Når man er min søn og svigerdatter, kan man ikke være i sommerhuset uden at være i Fårup Sommerland, så vi tog på udflugt dertil. De tre yngste voksne prøvede en del ikke egnet for mindre børn, mens S sov og vi var barnepasser. Vi grillede pølser og spiste frokost, bagefter afprøvede vi alt, som kunne være sjovt for en to-årig. Til sidst sluttede vi af med Skattejagten, vi kom igennem alle forhindringerne og fandt skattekisten, ligesom vi fik afprøvet Rævens hule (hurlumhejhus) som både var skræmmende og sjovt for både voksne og barn.

S har en briotogbane, som han leger vældig med, så farfar havde fundet ud af, at veterantoget kørte fra Aalborg Station en onsdag ud på tur. Det måtte vi prøve. Det var en god oplevelse, selv om vi havde glemt at tage mad og drikke med. Heldigvis kunne vi købe lidt i pausen ved Østhavnen. Vi kørte også omkring det nye sygehus (kan ses ude i det fjerne på billedet nedenfor) Det sygehus gider jeg OVERHOVEDET ikke tale om, det gør mig trist, gal og irriteret. Så det lod vi passere med kun få ord :-).

Næste gang vi skal med toget, ved vi nu, at man skal komme i meget god tid for at få en af de sjove togvogne (f.eks. spisevognen eller den vogn med separate kupeer med plads til seks i hver) Vi sad på de billige pladser i en vogn uden kupeer, det var nu også hyggeligt. 

Landmanden skulle hjem til gården efterfølgende, men vi andre fandt ind til Penny Lane og nød deres gode brød, juice og te, mens S sov. Siden hen søgte vi efter en god legeplads, men endte med at gå op i Salling, der var der plads til at lege for farmor og S og så kunne forældrene kigge på gode tilbud til en fødselsdagsgave til gutten.

læg lige mærke til at mit Marysvøb stadig bruges :-)

På en dag, hvor regn og sol skiftedes om at have overtaget, drog vi til Aarhus. Datteren var i København, så vi kunne være i én bil. Vi havde morgenbrød med og havde besluttet at bruge resteplads Himmerland til morgenmadspause. Det stod ned i stænger til kort før rastepladsen, så holdt det op og vi kunne tørre borde og bænke af, dække med voksdug og hygge os med morgenmaden i solskin.  Vi drog til Den Gamle By, hvor vi fik set os omkring, mest udefra og mest det, der var sjovt for en toårig. Vi kørte med hestevogn gennem Botanisk Have og den Gamle by, vi så på gamle biler og studerede ænderne i vandet. S prøvede en gammeldags karrusel, vi gamle hoppede op på stylter og jeg kan endnu, jeg skulle dog lige øve mig et par gange, men så kunne jeg gå rundt. Vi spillede med kegler og trækugler og spiste isvafler. indimellem måtte vi i læ for regnen, men hurtigt kom solen frem igen. Vi spiste frokost på restauranten, og vi klappede alle de dyreskulpturer, der stod rundt omkring. 

Dagen var nu ved at være brugt og selv om vi også havde tænkt os at se Aros, blev vi enige om, at svigerdatter og søn kunne tage med toget til Aarhus og opleve Aros og byen ugen efter. Så passede vi S og hyggede os sammen. Ugen før havde sønnen  fået sin fødselsdagsgave af os. Det var efter ønske en aften i byen med svigerdatteren, hvor vi passede S og lagde ham i seng. De fik en lækker 12 retters menu på en mexicansk restaurant i Aalborg. Nogle dage senere tog de en tur til Aalborg for at se en film sammen. Vi nød at få lov til at have S alene, vi nød også, at vi kunne få ham til at sove og have ham sovende i vores seng. At vågne op til et glad smil og en dreng, der var klar til at opleve verden, er en gave.

Vi nåede også at få gæster og være på besøg, inden ferien var ved at nå sin ende. Den næstsidste feriedag fejrede vi på forskud S' to års fødselsdag, som var to dage efter de var kommet hjem til Norge. Jeg bagte brunsviger efter sønnens ønske og S fik sine gaver fra os, som vi bagefter skulle lege med. Torsdag aften satte vi den lille familie af i færgeterminalen og drog hjem igen. Så var vi helt alene igen. På et tidspunkt, mens jeg var i gang med at vaske sengetøj, hørte jeg S' latter. Det var landmanden, der genså en video, for han savnede ham allerede.

Hvor er jeg glad for, at vi kan facetime, det knytter os sammen, når vi savner ham og hans forældre.

Det var ikke lige meningen

 Godt nok vidste jeg, at jeg ville blive træt. At jeg ville få svært ved at slukke husmorhjernen, som skal have styr på, om der er mad nok, hvad der skal spises osv. Men at jeg ikke fik skrevet hverken blogindlæg eller instagramindlæg, det havde jeg ikke troet. Til gengæld har jeg holdt gedigen ferie sammen med min familie, mand, børn svigerdatter og barnebarn. Tre uger i vores sommerhus. Og det var skønt.

Nu har jeg endda også været tilbage på arbejde i en uge, og det føltes godt. Jeg sluttede ugen af med at lægge min dagvagt om i går og gå i aftenvagt. Det var så ikke lige meningen, at jeg skulle gå i aftenvagt efter at have være vågen siden 1.30, men jeg klarede den, vi havde en god vagt, og nu er jeg bare træt.

Der er pakket ud med indlagte pauser, der lyttes til lydbog og jeg vil senere genoptage min læsning i bog. Læselyst har nemlig også været fraværende i meget lang tid, men nu er jeg i gang igen. Annas sang af Benjamin Koppel ligger på mit bord og venter på, at jeg kommer videre i historien om Hanna.

Nå ja, den første bog efter den månedslange boglæsningstørke blev færdiglæsning af Hvor flodkrebsene synger, og som alle skrev, så var og er det en god historie. Den er jeg glad for, at jeg fik læst. Den unge seje pige/kvinde var klogere på mange måder end alle andre, og det føltes godt og rigtigt.

Inde på værelset står min guitar med nye strenge påsat, det klarede sønnen for mig. Så kan jeg øve mig på akkorder og små børnesange til næste gang S og jeg skal ses i Danmark.

Hvor andre af mine kolleger mest af alt hæfter sig ved den megen regn, der har været i vores tre ugers ferie, må jeg erkende, at sådan tænker jeg ikke. Vi har nået så meget, blandt andet har farmor og S hoppet i vandpytter, løbet igennem dem og set på gravemaskine og truck ved et sommerhusbyggeri. Vi har plukket skovhindbær og lagt mærke til alt på turen. Nogle gange har vi haft faster (datteren) med, og vi har hygget os.

S har også kørt traktor sammen med farfar. Farfar er noget ganske særligt for S og ordet farfar kommer hyppigt sammen med ordet traktor. De første dage var vi hjemme på gården, så der kunne køres traktor, kravle i og på alle maskiner og fodre høns. Vi tog også hjem fra sommerhuset nogle få gange, så S kunne få flere ture i traktoren. Jeg blev gavmildt inviteret med på tur, der er nemlig et ekstra sæde i traktoren, der passede til farmor. Ordet farmor vil S ikke sige, han ved udmærket godt, hvem farmor er og peger på mig, når de andre spørger, men han kalder mig Gøja, og hvor det kommer fra, aner vi ikke. Ordet faster T gælder det samme for, faster hedder Gaja.

Dagene startede med, at S vågnede og så kom han enten hen og vækkede farmor og farfar eller også var vi oppe og klar til at være sammen med ham. Så fik vi gode timer sammen, mens generationen mellem os sov længe. Vi legede med biler og traktorer, vi sang sange, vi gik ud og trænede hunde eller gik ture.

 S vil helst ikke tæt på hundene, de er også lige så store som ham og kan godt blive lidt vilde af glæde, når vi går ud. Så S holder sig tæt til en af os. Når hundene er lagt dæk på plænen, finder S sig et sted, så han kan overskue træningen. Efter farfar har kastet træningsboldene ud, tæller S til 3 og siger klar, hvorefter hundene løber ud og henter boldene. Der er noget vildt charmerende over et lille barn, som har lært at tælle og som med fingre, kropssprog og sprog tæller 3,1,2 KLAR. Hans far som barn talte 2 - 10, og så skulle vi løbe. Det har vi også brugt meget tid på, for hold da op som S kan løbe.

Vi er skabt til at løbe, men pludselig bliver vi magelige og så føles det meget lettere at blive transporteret til alt. Jeg læste, at Bente Klarlund havde genset Alle vi Børn i Bulderby og havde funderet over det, at børnene gik/løb til alt. Der var konstant bevægelse og i dag må vores børn/børnebørn jo ikke bevæge sig væk fra vores åsyn. Vi skal have styr på dem. Det har jeg tænkt meget på, for S kunne godt nok få fart på, når han pludselig fik en ide om at skulle se verdenen. Problemet er jo, at verdenen i det her tilfælde består af en vej lige udenfor sommerhuset med mange sommerhusbilister og selv om nogle af dem kører roligt, kører nogle også hurtigt efter omstændighederne, og de har ikke en chance, hvis en to-årig pludselig dukker op ude på vejen.

Så jeg fik løbet meget, så det ikke føltes, som om jeg begrænsede ham. Han blev svinget i luften, fik luftkolbøtter og rideture på skuldrene, indtil bilerne var forbi os.

Nu er hverdagen tilbage og om lidt bliver der travlt på gården. Og som altid er jeg slet ikke klar til at komme hjem fra sommerhuset. Jeg fik ikke gået ture eller havbadet, men jeg fik så meget andet og mere værdigfuldt, nemlig tid med min lille familie. Så gåturene og havbadning kan jeg stadig nå. Jeg kan jo tage på dagsture, når madpakker og alt andet landmandslivsarbejde er overstået i weekenderne eller på hverdagsfridagene. Sommerhuset og dets skønne omgivelser er jo tæt på os.

Det sommerhus er min oase, mit asyl, min livline og nu har den også dannet rammen om ferie med hele familien to år i træk. Det er jeg taknemlig for.

Køleskabskunst af S :-)