Viser opslag med etiketten Norge sommerferie 2022. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Norge sommerferie 2022. Vis alle opslag

fredag, februar 03, 2023

Røros - vi kommer helt sikkert igen - Den sidste dag i sommerferien i Norge på motorcykel 2022

For dem, der har set Pippi Langstrømpe i Pippi i den første sne, vil gaderne i Røros vække genkendelse. Ligesom det gælder for dem, der har set den norske serie Hjem til jul. Røros er en gammel mineby i Norge og som er med på Unescos liste over verdenskulturarv. Jeg gad godt komme tilbage til denne smukke by om vinteren, men så sandelig også om sommeren igen.

Da sommerferien i Norge lakkede mod enden, kyssede vi alle farvel i Trondheim, datteren skulle hjem med fly senere på dagen og vi hoppede på motorcyklen og tog en oplevelsestur til Røros. Hvis du vil læse mere om vores ferie, kan du klikke på dette link.

Først kørte vi ad vante veje mod syd, men snart drejede vi af for at komme ind til Røros. Landmanden havde set et tip om en speciel motorcykelcafe på vejen til Røros, som vi håbede havde åben til formiddagste. Det havde den desværre ikke, så den må vi have til gode til en anden gang.



Vejret var lidt overskyet, men havde den helt rette temperatur, når man kører på motorcykel. Snart dukkede Røros op og vi fik parkeret motorcyklen og låst hjelmene fast til motorcyklen. Vi beholdt motorcykeltøjet på, da der var køligt. 


Denne dag var sat af til blot at nyde byen, og den første gade, vi valgte, rummede en spændende keramikbutik/værksted, Lysgaard. Alle huse i gaden var ældgamle, væggene skrå og inde i gården mødte os en sand farveeksplosion. Billeder kan slet ikke gengive hvor smukt det var.




Efter at have sanset og nydt indergården gik vi ind i huset og det fortsatte. Små rum, skæve vinkler, men overalt keramik i alle farver, brugskunst og kunstværker ved siden af hinanden.


Da vi havde set os mætte i alt det smukke og købt en lille magnet med nogle af farverne, gik vi videre. Sønnen havde anbefalet, at vi prøvede en lille cafe, Frøyas hus og deres rømmegrøt med spekemat og flatbrød. Vi fandt den lille cafe og valgte at sidde ude i gården. Nu var vejret til at smide motorcykeljakkerne.


Selv på en sommerdag var den menu perfekt til mig, jeg elsker fløjlsgrød, mannagrød, risengrød eller  havregrød, og det på alle tidspunkter af året. De første to har jeg dog ikke fået siden jeg var barn. Det må der laves om på. Men denne rømmegrøt smagte godt, også selv om det virkede lidt mærkeligt at spise skinke og spegepølse på fladbrødet dertil. Saftevand til grød smager af barndom, det er meget sjældent jeg drikker saftevand, fordi jeg har et princip om ikke at drikke kalorier. Jeg får rigeligt gennem maden.


Vi nåede at gå lidt mere rundt, vi så over på det store museum for de gamle kobberminer og slaggerbunkerne. ligesom vi nød den smukke kirke udefra. Vi skal helt sikkert tilbage for at opleve meget mere i Røros. 



På vej ned til motorcyklen kom vi forbi et torv. hvor denne statue stod, Bjergmanden og Hustru til minde som dem, der gennem slid og savn skabte dette bjergmandssamfund på Rørosvidda.




Så kørte vi mod Riksveg 3 og den kendte rute.  Vi fik gensyn med Storelgen og ved aftenstid kunne vi tjekke ind på et hotel, spise lidt mad og få en god nats søvn, inden vi kørte de sidste 8 km for at køre ombord på færgen. Det blev en skøn ferie i Norges land. Og jeg glæder mig til nye oplevelser. 






søndag, december 18, 2022

Top10 overnatningssteder i Norge - ferie på motorcykel i Norge 2022

Min sommerferiefortælling stoppede i Leksvik, hvor vi var på besøg hos sønnens svigermor. Vi skulle finde et sted at bo for en nat, og hele den norske familie kunne fortælle om et sted, som i en artikel blev placeret på top10 listen over overnatningssteder i Norge. Vi var så heldig, at netop den nat, vi ville overnatte, var der plads.

Da vi havde været på hytte og nydt eftermiddagsteen, hoppede vi på motorcyklen for at tjekke ind, inden vi skulle grille sammen hjemme i svigerdatterens barndomshjem.


Stedet lå lige udenfor Leksvik, det var et norsk landbrug, som for at kunne overleve havde fået sig en bibeskæftigelse i form af feriehytteudlejning. Først havde de sat en hytte i stand, der lå lidt fra gården, derefter havde de bygget fem ferielejligheder ved stranden neden for gården og kombineret det med selskabslokale og café. Kronen på juvelen var en artisk dome, som man kan bo i hele året rundt. Domen eller kuppelteltet lå for sig selv. Toiletbygningen til kuppelteltet lå på det flade stykke nedenfor gården ved nedkørslen til ferielejlighederne. Selve domen lå nedad en sti mellem træer og den lå helt ud til klippekanten.







Det gjorde at udsigten fra teltet gav fornemmelse af at være tæt forbundet med fjorden, som lå mange meter under teltet. Alt på nær seng og dyner var genbrug. 

Landmandskonen tog imod os og forklarede os, at de ville komme med morgenmad næste dag, vi bestemte tidspunktet. Hun fortalte, at ferielejligheder og domen nu tog så meget tid, at de kun havde få kreaturer og fåreholdet, som de lavede lækre forarbejdede varer af.

Da vi kom til domen om aftenen, var det oplyst og der var gang i brændeovnen. Der var et magisk lys udover fjorden, og vi lavede os en kop te og satte os i de gamle lænestole, mens vi nød udsigten. 




På den tid af året bliver der aldrig helt mørkt, så vi havde ingen problemer med at gå op til toiletbygningen for at gøre os klar til natten. I sengen var der udsigt til kuppelteltets loftvindue. Vi faldt hurtigt i søvn i de gode senge med lækre varme dyner.

Selv om landmanden havde tilbudt mig at gå med på mine natlige toiletbesøg, så havde jeg ingen problemer med at gå derop. Og til gengæld fik jeg set teltet og fjorden om natten.



Næste dag stod vi op og gjorde os klar. Toiletbygningen indeholdt også en fin brusekabine, så vi var rene og klar, da den norske landmand kom gående ned til domen med lækkert morgenmad. Der var alt hvad hjertet kunne begære, hjemmebagte boller, honning fra en lokal producent i byen, ost fra områdets mejeri, spegepølse lavet af gårdens får og alskens lækkerier.

Vi tog os god tid til at spise, hvorefter vi pakkede vores grej sammen og fik motorcyklen pakket. Resten af familien ville komme, så vi sammen kunne nyde legepladsen, iskiosken og vandet ved Hjellup Fjordbo.







Nogle badede, nogle hoppede i trampolin, nogle snakkede med fårene og alle fik is, da denne sommerdag viste sig fra den varme side.


Bagefter så vi en del af Leksvik og omegn, vi var på kirkegården for at se min svigerdatters fars gravsted, vi tog på det højeste punkt, hvor der var huler, som modstandsfolk gemte sig i under 2. verdenskrig, vi så skolen og til slut hyggede vi os hos min svigerdatters mor. 


Sidst på eftermiddagen hoppede vi på motorcyklen og de andre i bilerne, for der var en færge, vi skulle nå, inden det blev for sent af hensyn til lille S' sengetid. Næste dag ville blive en stor dag, for da skulle vi alle samles igen for at fejre S' 1 års fødselsdag. Den har jeg skrevet om tidligere her


Hvis du nogen siden kommer på denne egn, kan jeg varmt anbefale dig Hellup Fjordbo og deres dome.

fredag, november 25, 2022

Sommer i Trondheim og Leksvik - ferie på motorcykel i Norge 2022

 Mens det regner og alt er dunkelt nærmest hele dagen i disse dage, tænker jeg tilbage på dagene i Trondheim. Lykken var at være sammen hele familien, datteren, svigerdatteren, sønnen og lille S. Der regnede, men med ophør indimellem. Vi tog ind til Nidarosdomen, så datteren kunne se den. Jeg forbløffedes igen over dens storhed og rigdom af detaljer. Vi tog os af S. mens hans forældre klatrede op af de smalle trappetrin op til tårnet, hvor de kom udenfor og så udover Nidelven. De gik også oppe under taget inde i domkirken. Det må jeg prøve til næste år, hvis jeg tør. Vi sluttede af med at datteren gav pizza på en restaurant, hvor landmanden og jeg sidste år havde nydt deres bagerafdelings lækkerier sidste år.


En anden dag passede vi S, mens datteren fik sin fødselsdagsgave af sønnen og svigerdatteren; tebordet på hotel Britania. Hun var lige som os vildt begejstret for det hele. Imens hyggede vi os hjemme, vi sang. legede, gik tur, sov og spiste. En dejlig eftermiddag.


Svigerdatterens mor havde inviteret os til Leksvik for at vise os den del af Norge. Selv om det kun er 68 km nord for Trondheim, indebærer det en tur til færgelejet udenfor Trondheim, en sejltur og så turen langs kysten til Leksvik, i alt knap 2 timer. Landmanden og jeg hoppede på motorcyklen, de andre kørte i deres bil. S er ikke fan af bilkørsel, så det passede perfekt, at der blev mulighed for at undersøge opholdsrummets gulv og stole på færgen undervejs.


Svigermor havde sammen med hendes ældste datter, datterens mand og to børn forberedt en lækker frokost til os. Efterhånden er vi blevet bedre til at forstå det norske, men når det går hurtigt, er jeg fortabt. Heldigvis er alle både danskere og nordmænd gode til  at tale langsomt, gentage eller sige det på en anden måde, så snakken gik frit.

Efter frokosten var det tid til at tage på hytten, som man siger i Norge. Familien har en gammel hytte, som ligger der, hvor svigermoderens familie havde sæterhytte, Vi kørte op og ind i et skønt skovområde med søer og udsigt til fjeldene længere væk.

Bilerne blev parkeret et godt stykke væk fra hytten. Alle bar på ting og så drog vi af sted i en lang gåserække, da området er sumpet, så vi gik på træbjælker over mosset. Hvilken perle vi kom til. Ro, skønhed, og plads til at trække vejret dybt ned i lungerne. Ingen el, ingen vand, udendørs das og alligevel har alle inklusive sønnen overnattet der flere gange både om sommeren og vinteren.






Vi drak te og kaffe, spiste kage og kiks og nød at der var blevet godt vejr.

Da vi kom hjem til Leksvik, hoppede landmanden og jeg på motorcyklen for at tjekke ind på et spændende overnatningssted, det får sit helt eget indlæg. Bagefter mødtes vi igen til aftensmad på terrassen med grillmad og god snak.


En skøn dag sammen med skønne mennesker, og jeg føler mig taknemlig over at få lov til at være en del af deres familie.


torsdag, november 10, 2022

Trollstigen - Atlanterhavsveien- ferie på motorcykel Norge 2022

 Måske skulle vi komme videre på vores sommertur på motorcykel. Vi kan jo ikke blive hængende på Ørnestigen på vej væk fra Geiranger. Når vi som denne dag tager et langt stræk, ser vi så meget smuk natur og steder, det kunne være spændende at udforske. Men vi havde et mål om at nå til Trondheim denne dag, om alt gik vel.


Der var aktivitetsparker ved floden. Der var smukke bjerge, der omgav os. Men vi styrede mod næste oplevelsespunkt, nemlig Trollstigen. Vi havde hørt, at det var et must for motorcyklister.


Naturen begyndte at blive barskere, som vi nærmede os Trollstigen. Vi vidste godt, at vi kom til bjerget af den forkerte vej. De fleste kommer fra den anden side. Sådan passede ruten ikke for os.

 
På toppen var der masser af turister og vi kunne se, at der var bygget vandrestier, hvor man kunne gå op og se ned ad Trollstigen og den store fos.

Selv om vi kørte nedad Trollstigen i stedet for op, så var det en smuk oplevelse, men vi syntes faktisk, at de to steder vi havde kørt om formiddagen var lige så smukke og spektakulære.



Vandfaldet fulgte os hele vejen ned, det er svært at tage billeder af dette på bagsædet af en motorcykel,  det her var det bedste. Dagen var stadig ung, der blev lovet regn hen på eftermiddagen ved Atlanterhavsveien, så vi holdt en kort spisepause på rastepladsen ved Trollstigen, før vi hoppede på motorcyklen igen.


Vejret var med os, da vi krydsede tværs over Norge mod Atlanterhavsveien. 


I sidste uge betalte jeg for alle færgerne, vi havde brugt på ferien. De scanner nummerpladen og så får vi en regning 2-3 måneder senere. Motorcyklen genererede slet ikke samme regning som bilen, fordi vi sjældent kørte på betalingsveje på denne tur, til gengæld afprøvede vi store og små færger.


Jeg nød synet af bjergene, som omkransede vandet. Om sommeren ser det idyllisk ud med de små bygder, der ligger ved bunden af bjerget og med små klatter huse op ad bjerget. Men har du set Hvor ingen skulle tro, at nogen kunne bo på DR1, så ved du, at det er hårdt arbejde om vinteren. Mange steder er der ikke vejforbindelse til disse bittesmå bygder, de må sejle eller hvis vandet er frosset til is, køre på snescooter.


Nu spørger du måske; har I ikke kørt på Atlanterhavsveien før? Jo, men ikke på motorcykel. Vi ville gerne prøve turen på motorcyklen. Og vi var heldige, det holdt tørvejr, mens vi tog vejen, som forbinder små øer, med udsigten til Atlanterhavet. Du kan se flere billeder fra sidste år her.




Da vi var kommet over på en større ø, vendte vi om og kørte tilbage til rastepladsen midt på vejen og fik os en kop varm kakao og en vaffel.


Så vendte vi motorcyklen igen og kørte tværs over den store ø med byen Karvag, over endnu en bro ved Kristiansund og hen til færgen, der sejlede over Trondheimsleia. Det så roligt ude inde ved færgelejet, men det vippede noget mere, end vi var vant til. Der var jo også direkte udkig til Atlanterhavet, da vi var midt ude på vandet.


Endnu holdt det tørt, og vi sendte sms til Trondheim om, at de kunne forvente at se os sidst på aftenen. Datteren var ankommet dagen før efter at have været til dansk-norsk bryllup i nærheden af Trondheim.




Vi nød turen med kurs mod Aure og siden Kyrksæterøra, men så satte regnen ind. Vi tog en hurtig sandwich ved en tankstation og kørte i silende regnvejr mod Trondheim. Vi var sjaskhamrende våde, da vi parkerede motorcyklen ved det lille hus. Barnebarnet sov, men datter, svigerdatter og søn tog imod os på trappen, og der var nybrygget te og kage på bordet. Ren hjertefryd.