Trondheim - en smuk by at være turist i. Sommerferie Norge 2021

 Måske skulle jeg få sommerferien 2021 fortalt færdig. Der kommer forhåbentlig snart flere historier fra Norge.

Fredag var vi på egen hånd i Trondheim. Om aftenen var vi inviteret ud og spise sammen med søn og svigerdatter, så vi besluttede os for at lege turist i Trondheim om dagen.

Dagen startede på campingpladsen i det smukkeste solskin med udsigt over fjorden og tid til morgenmad på græsset foran hytten. Faktisk nåede vi også et lille bad i fjorden inden morgenmaden.

Bilen satte kurs mod Trondheim centrum og efter vi havde fundet en parkeringsplads, gik vi hen til Nidarosdomen. Den er ligeså smuk og imponerende, som vi havde hørt.

Indenfor var den lige så fuld af detaljer som udenfor. Der var smukke udskæringer, smukke glasmosaikker og små nicher, man kunne gå på opdagelse i.

Det er imponerende hvad man kunne lave uden alle de hjælpemidler, vi har i dag. Nidarosdomen er konstant under renovering. Nogle af de gamle renoveringer er gjort i dårligt materiale, så nu gøres det rigtig. Der er mange folk ansat, som kan det gamle håndværk og arbejder med udskæringer i sten og træ. På gårdspladsen i Ærkebispegården, som lå ved siden af, så vi håndværkere demonstrere deres kunnen, både i sten og træ.

Døbefontens fod kunne man da godt blive lidt bange for, hvis man var en lille purk, der stod og så på dåben. 

Tæt på Nidarosdomen ligger den gamle Bybro over Nidelven og med de smukke gamle træhuse i det område, der kaldes Bakklandet.

Vi gik over broen for at finde et sted at spise frokost. Vi så også cykelelevatoren, men ikke nogen, der brugte den. Den kræver vist også god balanceevne.

De gamle træhuse, som tidligere husede håndværkere, småkøbmænd og arbejdsfolk, var egentlig dømt til at blive fjernet tilbage i 60erne, men heldigvis rejste der sig en modstand. Og i dag er de nok de mest fotograferede huse fra Trondheim.

Vi fandt en lille cafe, Antikvariatet, som lavede en rigtig lækker skinketoast til os.

Efter det fik vi fart på. Vi havde troet, at vi via en app kunne forlænge vores parkeringstid, men det kunne vi ikke. Først gik vi, til sidst løb vi gennem byen. Vi nåede at flytte bilen, inden vi fik en bøde. Nede ved vandet fandt vi en iskiosk, som kunne levere isvafler til at køle os ned. Statuen hedder Den Sidste Viking.  Den er rejst i 1990 af kunstneren Niels Aas, inspireret af bogen Den sidste viking, en hyldest til fiskerfolket. De måtte drage ud på fiskeri, ofte langt væk og familien vidste aldrig, om de kom hjem igen.

På vej tilbage til byen, hvor vi ville se Stiftsgården, de kongeliges residens, når de er i byen og Nordens største træpalæ. På vej dertil kom vi forbi denne farvestrålende gade. En lignende gade fotograferede jeg i Ardennerne, Belgien, for nogle år siden.

Desværre lukkede Stiftsgården lige som vi ankom, så den har vi endnu til gode at se. I stedet for fandt vi et bageri med udendørs opholdsområde og nød kage og te.

Efter denne pause gik vi en tur ud af inderbyen for at se på et af de kvarterer, hvor søn og svigerdatter havde set på lejligheder. Fredagen var den varmeste dag i vores ferie, lå vel omkring 21 grader, ellers var der omkring 18 - 20 grader. Overalt nød folk det gode vejr. I en lille park med springvand hoppede to små børn rundt inde i springvandet og havde en fest. 

Nu var tiden kommet til, at vi skulle finde ud til spisestedet, som lå helt ud til vandet. Stedet havde under 2. verdenskrig været brugt af tyskerne som kaj til at laste ammunition. Flere af skinnerne og lastegrejet stod der stadig.

I 2016 ombyggede man laderne til et spisested, Ladekaia. Et dejligt og afslappet sted med en fantastisk udsigt til fjorden.

Og betonmurene fra tyskernes tid stråler nu af farver og motiver. 

Vi lod sønnen vælge for os, så vi fik stedets fiskesuppe. Det smagte utroligt lækkert. Det var dejligt at kunne sidde der i ro og mag og tale sammen ( og nyde den gravide mave, hvor S groede sig stor og stærk, før han kom 8 dage, efter vi var rejst hjem)

Efter maden rykkede vi udenfor og nød aftenstemningen. Vi var alle trætte, så vi blev enige om at slutte aftenen der. De skulle på sygehusbesøg næste dag, så vi tilbød at køre dem ind på sygehuset og så kunne vi gå på indkøb efter ting, der skulle ordnes i lejligheden.

 

Hjemme på campingpladsen nåede vi en aftentur, før vi trætte og glade gik i seng.

Skønne uge med påfyldning af latter

 Sidste fredag indløste min kollega, som havde fejret 25 års jubilæum forrige fredag, sit gavekort fra mig og to andre kolleger. Vi gik først en lang tur langs Vesterhavet og op gennem klitterne ved Blokhus. 

Vejret var fantastisk, solen varmede godt, så vi valgte at sætte os udenfor i solen ved Kunstcafeen og nyde deres lækre brunch. Snakken gik og latteren rungede ud over alle, der kom forbi. Vi snakkede fag, vi snakkede landbrug, vi snakkede kultur, vi snakkede kort sagt om alt mellem himmel og jord. En skøn fredag at starte weekenden på.

Lørdag samlede jeg en elevkammerat op i Nørresundby og så drog vi til Viborg. Byen, hvor vi for 44 år siden startede som sygeplejeelever og hvor vi for 40 ½ år siden blev færdige som sygeplejersker. Vi er en flok, som gennem årene er mødtes hver år til september. I en del år var jeg ikke med, men nu nyder jeg de årlige sammenkomster. I år var vi 18 skønne kvinder, halvdelen var stoppet med at arbejde, den sidste halvdel arbejdede stadig. Og flere havde tænkt sig at blive ved til pensionsalderen.

Vi kom til et propfyldt Viborg, fordi Sanne Salomonsen gav koncert foran den cafe, hvor vi skulle spise. Så først hørte vi koncert og så spiste og snakkede vi. Senere tog vi ud til den nye sygeplejeskole, så de ny lokaler og fandt vores dimissionsbillede på væggen blandt mange andre.

Dagen blev rundet af hos en af elevkammeraterne med lækker aftensmad og endnu mere snak og latter. Vi var godt trætte, da vi trillede nordpå sidst på aftenen. Hvor er det dog fantastisk, at vi har kunnet holde fat i at mødes.

Ét billede fik jeg taget! Viborgs gadepynt :-)

Nu mørkner det, og det er mørkt, når jeg står op. Det er som om jeg i år mere mærker årstidens skifte på min krop. Uagtet at jeg har sovet syv timer, kan jeg vågne træt ved mobilens insisterende kalden, og jeg er klar til sengetid, når vi når til kl 21.

Forrige nat gik det galt med søvnen, og jeg var taknemlig for, at det ikke mere er 2-4 gange om ugen, men derimod hver 2. - 3. måned, at jeg vågner midt om natten og ikke kan sove mere. Men så stod jeg op, tændte stearinlys, fandt strikketøjet frem og lavede varm hyldebærsaft. Så fik nattens timer ben at gå på. Det var dog en træt Lene, der kørte hjem den dag efter 8 timers undervisning af nye kolleger.

Nu er det weekend fra sygeplejen. Og jeg glæder mig til at kunne følge gårdens travle tempo uden at skulle kombinere det med sygeplejens opgaver. Måske skulle jeg prøve at bage pølsehorn, pizzasnegle eller pizzasnurrer til eftermiddagsmadpakken? Mon der er nogen, der har gode tips til anderledes madpakker? Der skal også bages en stor bradepandekage, så de kan få lidt sødt hvert dag. Her modtages også gode tips til en dejlig kage, der kan holde sig svampet i flere dage.

Må du blive mødt med smil og latter på din vej.

Atlanterhavsveien - ferie i Norge 2021

 Måske skulle jeg få fortalt noget mere om vores ferie i Norge i sommer. Det var jo før S kom til verden, og nu er han jo centrum i vores familie. I dag fik jeg det skønneste billede fra min svigerdatter. Sønnen har fået job og havde første arbejdsdag i dag, så S brugte lejligheden til at protestere mod at blive lagt i babynest, mens mor spiste. Så må man være kreativ som mor. Den lille familie har også købt hus, så der er nok at se til, men det er jo lutter gode ting.

Nå men vi havde jo kørt den store omvej fra Sydnorge til Trondheim for at lande i Molde tæt på Atlanterhavet. Vi har haft en drøm om at køre Atlanterveien på motorcykel, men da vi ikke er helt sikker på, om vi nogensinde når det, så måtte det blive i bil. Vejrudsigten var ikke god, så vi var spændt på, om vi overhovedet kunne se noget næste morgen.

Der var meget diset og regnfuld, da vi kørte fra Molde. men da vi ankom til de 8 km, som Atlanterhavsveien er, lettede disen, så vi kunne se den barske og smukke natur. 

I efterår og vinter kan havet stå ind over vejen, og vi kunne godt fornemme det barske hav. Denne dag var der dog ro på havet.

Da vi var kommet over de mange små øer, som er forbundet med Atlanterhavsvejen, vendte vi om og kørte tilbage igen. Vi var ikke de eneste, der havde fået den ide. Utallige autocampere holdt på  alle rastepladserne før, under og efter Atlanterhavsvejen. Faktisk var det lidt svært at finde en plads til en almindelig bil, som gerne ville holde en pause. Vi skulle heller ikke holde en pause, bortset fra at jeg gerne ville have et billede af den smukke svungne bro. Det fik jeg.

Jeg får lyst til at råbe Mod det uendelige Univers. Og kender du ikke den sætning, har du nok ikke haft en dreng, som elskede Buzz Ligthyear fra Toy Story. Jeg kan stadig høre ham råbe, mens han løb rundt i huset med dukken.

Så satte vi google maps til at finde den hurtigste vej til Trondheim og den voksne udgave af drengen og hans forlovede. Men som vi efterhånden ved, så kan man ikke køre hurtigt fra et sted til et andet i Norge.

Ruten fra Atlanterhavsveien til Trondheim var smuk, men nu kunne det kun gå for langsomt, for vi glædede os til at være sammen med sønnen og svigerdatteren.

Utallige broer blev passeret, og endelig kunne vi køre ind foran lejlighedskomplekset og give dem et kæmpe knus. Efter lækker frokost kørte vi ud til campingpladsen og den lille hytte, som skulle være vores de næste tre dage. Senere kom vores unge par med pizzaer, som blev spist med den smukkeste udsigt udover fjorden. Jeg fik rigelig med lejligheder til at nyde udsigten om natten, for der var ingen toilet i hytten, så jeg fik også motion om natten. Der var aldrig rigtig mørkt, solen gik ned kort før midnat og stod op igen klokken fire. Vores fire dage i Trondheim var startet og de skulle nydes i fulde drag.

På vandet, i andres have, på gårdspladsen.

 September har vist sig fra den gode side. Vi har slappet af på gårdspladsens lille terrasse efter arbejde.

Jeg har nydt sølvrønnens  rødmende bær og at det ukrudt jeg lod stå, for at det kunne vokse sig  til en lugevenlig størrelse blandt andet viste sig at være små stedmoderblomster. 

Lørdag tog vi mod en facebookinvitation til at se Voerså kajakklubs rovand. Først roede vi  ca. 1 km ad åen ud til havet. Men brændingen var for voldsom for os, som ikke er rutineret. Så vi vendte om, holdt en pause ved klubhuset og roede så op ad åen.

Det var den smukkeste tur med masser af snoninger på åen. De store træer langs åen filtrerede sollyset på kun den måde, som løvtræer kan gøre.

 

Længere oppe ad åen var der meget lavt, så vi skulle holde øjnene åbne, for der var masser af store sten og træstammer i vandet, så først til den ene side og så til den anden side. Vi kom ikke op til det, de lokale kalder vandfaldet og strømfaldet. Det må vi prøve næste gang. Sammen med os roede en kvinde på +70, vi fik os en god snak. Hun var garvet roer, og i pausen havde vi også snakket med flere roer og fået gode tips. Det var netop formålet med at tage derhen. Det er altid godt at søge et klubliv, når man starter på en aktivitet. Det gjorde vi også, da vi startede med motorcykelkørsel.

Lørdag aften kom datteren og overnattede. Hun har meldt sig til 3 ugers workaway på en vingård i Provence, så vi skulle sige farvel. Vi hyggede os med en stor fiskeplatte fra Blokhus Fiskerestaurant lørdag aften. Søndag formiddag gik landmanden og datteren i det kreative værksted. Datteren har solgt sine juleuroer til en butik i Aalborg, så der skulle laves flere af slagsen.

Døren stod på klem ud til terrassen, og ind hoppede en gærdesmutte. Inden vi fik hjulpet den ud igen, havde den fløjet mod flere vinduer. Så den var noget fortumlet og brugte lang tid på at sunde sig på sålbænken. Om eftermiddagen tog vi på udflugt til Anne Justs have. Det var en oplevelse.

Jeg var vild med de små haveinddelinger med temaer, det rindende vand overalt og de små tableauer  rundt omkring.

Ligesom jeg faldt for Anne Justs malerier. Det gav ro for øjnene at kigge på de malerier.

Da vi havde været igennem haven, satte vi os i efterårssolen og nød en lun kringle og en kop te/kaffe, inden vi drog hjem igen. 

I dag har DSR fejret sidste års og dette års 40, 50 og 60 års jubilarer (jubilæum som autoriserede sygeplejersker) Det deltog jeg i dammen med 100 andre sygeplejersker. Jeg har ikke arbejdet 40 år som sygeplejerske, men det havde flere af dem, jeg sad ved bord sammen med. På lørdag skal jeg fejre de 40 år sammen med 17 fra mit elevhold. Det skal nok blive sjovt. Egentlig var mit jubilæum i marts, men DSR afholder det en gang om året og i år samlede de to årgange pga corona. Mit elevhold mødes en gang om året i september, for vi startede nemlig september 1977, så derfor besluttede vi os at holde fast ved traditionen også i jubilæumsåret.

Udenfor arbejder landmanden sammen med to montører. Det har taget længere tid end først beregnet, så jeg har hentet pizzaer til dem, og nu arbejder de i mørket for at blive færdig. September er både høj sol og tidligt mørkt om aftenen.