En elefant kom marcherende, øh nej: en svane kom …

 

 

På vej til begravelse måtte vi stoppe for dette syn. Svanemor lod sig ikke forstyrre af biler, der kom fra begge sider, så vi slog katastrofeblinket til for at advare de andre biler. Herligt syn.

På sporet af hverdagen

Efter fem uger i vores sommerhus er det nu slut. Livet skal leves på gården, jeg skal vænne mig til ikke at have det lyst og sommerligt i min stue med masser af lysindfald gennem utallige vinduer. Hjemme på gården sørger frodige træer og buske for, at der er køligt i mine stuer om sommeren, men det snupper også lyset, så jeg bliver altid lidt nedtrykt, når alle taskerne er stillet ind og vi nu skal leve livet her. Det varer kun få dage, så er hverdagen her igen, og jeg har mange gode ting at se frem til. Arbejdsstarten efter feriens afslutning for to uger siden blev anderledes i år, fordi min far blev syg og døde. Min far fik fred, han trængte, og som en af hans brødre en gang sagde før sin død: når gamle mennesker dør, er det ikke sørgeligt, det er vemodigt. Og det er det, det er. Vi skal finde hverdagen uden vores far, vi skal ikke tænke besøg ind i vores hverdag. Det meste af vores forældres jordiske gods var blevet fordelt ved salget af vores barndomshjem, og det sidste på plejehjemmet blev hurtigt fordelt.

Begravelsen blev lige, som vi håbede det, præsten var god, og gartneren havde opfyldt vores ønsker med den smukkeste båredekoration. Og nej, min mobils billeder yder slet ikke dekorationen og kransene retfærdighed.  Graveren havde opfordret os til at tage mod gæsterne, når de kom, og hvor var det en god ide. Vi fik på den måde lov til at få sat navne på alle, der kom. Og der kom mange, mange flere end vi havde troet. Præsten havde sagt det, graveren havde sagt det, men vi havde ligesom levet i en boble sammen med far de sidste fire år og havde ikke tænkt på, at vores far havde levet hele sit lærerliv i den lille by, han havde været skoleinspektør og dermed leder for mange af de pensionerede lærere, der boede i byen. Ligesom han havde været en aktiv del af foreningslivet i byen. Vores far havde også sammen med vores mor haft stor betydning for både sin og min mors store familier. Vores far forstod aldrig, når en begravelse sluttede ved graven, han følte, at sammenkomsten efter strakte ud mod livet og hverdagen bagefter. Her fik man lov til at mindes, grine, synge og snakke sammen på kryds og tværs. Og det var med at tage den afdøde med sig i livet. Der kom 90 mennesker til kaffen, der var gamle elever, der var gamle lærerkolleger, der var vores mors kusiner og fætre, som vi ikke havde set i mange år, der var vores kusiner og fætre på vores fars side, for vores far var den yngste og den sidste af 15 søskende, der nu blev begravet. Der var min mors søskende, vores fætre og kusiner, der var repræsentanter fra vores svigerfamilier og venner. Det var så skønt, at de ville dele denne dag med os. Vi sang, vi holdt taler og vi grinede, mens vi mindedes vores far – og vores mor, for de to hænger uløseligt sammen. Bagefter tog vi alle 16 op til plejehjemmet, tømte lejligheden og gav knuser, ord og blomster til verdens bedste personale på verdens bedste plejehjem. Jeg kan ganske enkelt ikke takke dem nok for deres måde at være på. Hvis jeg nogensinde bliver dement, håber jeg på at kunne bo på sådant et plejehjem. Til slut kørte vi ned i Viborg by, parkerede ved domkirken og fandt restauranten Brygger Bauers grotter. Her nød vi lækker mad og hinandens selskab. Min far havde en gang sagt, da min søster i 70erne havde spurgt, om vi var rige: Vi er rige – på børn og kærlighed. Jeg er rig på familie og kærlighed.

Må du få en dejlig fredag aften. Jeg vil slappe af, så jeg er klar til weekendens dagvagter.

Livet og hverdagen

Landmanden er i gang med at gøre maskiner, kartoffelhus og kartoffelsorter klar til de første kartofler i år. Denne kartoffelsæson er startet med masser af regn, hvor vi ikke kunne komme i marken. Kartoflerne blev sat sent, men så kom varmen og skubbede til væksten, hvorefter kulde, regn og blæst gjorde det nemt for skimmelsvampen at holde sit indtog. Vi er dog sluppet nådigt for skimmelsvampens hærgen takket være landmandens indsats, det var godt, at vi holdt hjemmeferie i år. Jeg har sat den første maskinfuld vasketøj over, der er noget hyggeligt over maskinens skvulpen som akkompagnement til mine skriblerier. Datteren sover endnu, på bordet ligger hendes kreationer, en ide der måske kan sælges, smukke hårbånd i smukke farver. Det er hverdag og det er godt. Det er også tid til eftertanke og mindevandring, for jeg skal sammen med mellemste lillesøster i dag mødes med præsten, der skal begrave vores far. Der skal ord med, for selv om min far og min mor var en meget aktiv del af kirkens liv i min barndomsby, så er der kommet ny præst, siden min mor blev begravet. Dermed er det en ny præst, som slet ikke kender min families historie. Det kræver ord, så vi kan sidde i kirken og genkende vores fars liv. Jeg håber, vi får et godt indtryk af præsten i dag. Min mor syntes, folk var hurtige til at dømme de præster, der blev ansat, efter jeg var rejst fra byen, så jeg vil tage hendes anerkendende blik med mig og være åben. Vi skal også bestemme blomsterdekorationer og kirkepynt, vores tema er landligt, grøftekant og masser af farver. Vi håber at gartneren, som har leveret blomster til nær sagt alt i vores familieliv startende med mit bryllup, også kan håndtere dette ønske. Sidenhen skal vi tale med plejehjemmet, for hvornår skal lejligheden være tømt. Salmeforslagene fra søskende skal vi drøfte i bilen på vej ned til vores barndoms område. Landmanden synes indimellem, at vi er noget omstændelige (læs - vi snakker meget), men det er sådan vi gør det i vores familie, vi har alle fem en mening, og alle skal høres og alle skal føle sig med i beslutningen. Sådan har vi gjort det hele vejen de sidste otte år, hvor vi har måttet tage beslutningerne for vores far, og det fungerer. Tirsdagen får ben at gå på og jeg er taknemlig for en afdeling, som har sørget for, at mine tre nattevagter blev taget fra mig, og at jeg også har fri på fredag, det giver ro og tid til at få alt, inklusiv sjælen, sat på plads.

Jeg nåede at være hos min far, da han døde, sådan som jeg havde ønsket det. Jeg nåede også en fredag sammen mine børn og min søns kæreste, jeg nåede en nattevagt natten til lørdag, hvorefter jeg på 2 energidrikke kørte ned til min far og var der, til han drog sit sidste åndedrag kl 13.10. Det er først nu, at jeg er ved at være mig selv efter at have været vågen i 42 timer fredag og lørdag, dog med tre blund på ca. 1 time hver. Min søster har sendt mig et billede fra om formiddagen, før min far dør, hvor jeg sover i stolen ved siden af min fars seng, mens jeg holder min far i hånden hele tiden. Det smiler jeg lidt over, mens jeg lytter til salmer og gør mig klar.

God tirsdag til dig.

Naturens små mirakler i skønne farver

Alt for Damernes opskrift på en sund grillmenu. Det smagte godt.

Et savn

Til minde om min far, som døde d. 23/7 2016

Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.

Tekst: Johannes Møllehave 1985 melodi: Martin Elmquist 1992

Jeg gjorde det

Lene, nu som hestepige. Sommerens udfordringer var blandt andet, at jeg gerne ville udfordre min hesteangst. Og en god bekendt kom forbi på en hest og landmanden var hurtig til at udfordre fruen. Hold nu man sidder højt oppe, men det var godt at sidde der, når bare der var en hestekyndig lige i nærheden.
PS jeg har det godt, selv om jeg ikke har været særlig aktiv herinde. Livet har bare godt fat i mig, nattevagter, besøg af begge børn og sønnens kæreste og en far, der er sløjet af. Ha en god weekend.

Ved arbejdsdagens slutning

Mon man kan sige det, når man mener aften og det jo er flere timer siden jeg fik fri? Pyt, det bliver stående.

Lysene er dæmpet, der er smagt rødvin, som skal bruges til en marinade. De andre to ønskede ikke mere end en smagsprøve, så jeg sidder her med en mundsmag eller to, resten er hældt over dyrefileten. Roen er til stede, det har været to gode arbejdsdage, hvor jeg øver mig i at lukke ned, så jeg kan gå til tiden. At jeg har sluppet arbejdstankerne helt under ferien er tydeligt. Jeg skal virkelig ind og stykke  hukommelsen sammen via mails og snak med andre for at tyde noter til mig selv fra før ferien. Nu har jeg to fridage før weekenden byder på nattevagter. Alle ser undrende ud; skal du i nattevagt??? Det var jeg også sidste år, og mon ikke det går. Jeg glæder mig faktisk til at være sammen med kolleger, som jeg aldrig er sammen med arbejdsmæssigt, fordi de altid arbejder om natten. Det giver mig også en god viden.

Minder og erkendelsen af, at jeg faktisk har været meget produktiv en gang , har været tydelig i aften. Da mine to søstre hjalp mig med at få ryddet op i kasser fra mit barndomshjem, faldt jeg også over en kasse med gammelt tøj, mit eget, som jeg ikke kunne nænne at smide ud, fordi meget af det havde jeg selv syet eller jeg havde været meget glad for det. Min yngste lillesøster sagde hele tiden, det er lige sagen for datteren. Og ganske rigtig, datteren har i dag kigget på tøjet og nærmest taget det hele til sig: min røde mælkestribede nederdel fra jeg blev student, mine hjemmesyede nederdele, en i blå mælkestribet stof, en i blomstret stof med smukke læg og i 40’er stil ifølge datteren. Min blåternede kittelkjole fra de første år som uddannet sygeplejerske er også indlemmet i datterens garderobe. Jeg forsøgte mig også med hjemmesyede bukser, men de kom aldrig til at sidde pænt, selv om jeg brugte dem. Landmanden kunne altså ikke forstå, at datteren kunne bruge tøjet, fordi hun er meget slankere end jeg var dengang, men åbenbart ikke så meget, at tøjet ikke sidder flot på hende. Datteren siger, at der er dage, hvor hun går i tøj, som har tilhørt hendes mor, mormor og oldemor. Nød lærer nøgen kvinde at spinde eller når man er på SU, så må man bruge kreativiteten til at få meste muligt ud af det tøj, man kan få.

Mandag aften var vi til open by night i Hune, her slog loppehajen a la datteren til, og sammen med landmanden udfoldede hun sig i kunsten at prutte om varen. Mig? Jeg gik min vej, jeg kan ikke fordrage at være til stede. Min far skulle også altid prøve, om han kunne få nedslag eller noget oven i handlen. Og jeg gik også altid min vej dengang. Men datteren  kom hjem med en god barselsgave til en veninde og et skilt til svigersønnens butik.

Fredfyldt er ordet, der rammer min hjerne. Sådan er det lige nu, der er helt stille i stuen. Datteren og landmanden læser, mens jeg skriver. Sådan set kan man kun høre mine fingres dans på tastaturet. Godnatbillederne er fra min morgenstund, solen skinnede smukt henover sygehusets tage og en enkelt rød valmue blandede sig med alle de smukke blå blomster foran indgangen. Lad mig aldrig blive blind for de små øjebliksglæder. Håber din dag har budt på små øjeblikke, der fik dig til at stoppe op og nyde dem.

Hverdagen banker på

Men først sluttede jeg ferien af på den dejligste vis. Datteren var sammen med sine fire kusiner på min side på weekend i mine forældres sommerhus. Min ene søster og svoger købte sommerhuset, inden min mor døde. Heldigvis ville min søster og svoger have det, ellers havde vi købt det. Vi havde selv købt sommerhus, men dette hus har min far selv bygget, så det skulle ikke sælges til en, der ville rive det ned og bygge et nyt moderne fritidshus. Så landmand og jeg drog ned gennem landet for at hente datteren, ned langs Limfjorden ved Trend og ind over Skive for derefter at køre ud til Limfjorden igen.

Sommerhuset trængte til en kærlig hånd, og det har det fået, men stadig i respekt for stilen. Og udsigten kan man ikke klage over. Over på den anden side af vandet kan man se Mors. Vi fik et par timer sammen med min ene niece og hendes forældre, frokost som vi altid fik det, ude på den ene terrasse. Her på læsiden kan man næsten altid sidde ude. Og minderne dukkede op. Minderne om den sorte transistorradio, som stod på P3, hvor der var sommerradio for børn. Vi dukkede op mere eller mindre søvnige om morgenen, og så var det med at få badeskoene på og ned og svømme, inden vi satte os ved bordet for at spise morgenmad og høre radio. Dagene gik med badeture, boldspil (sommerhuset er super til at spille Antonius over), kortspil og boglæsning. 

Alle vores børn har været på ferie hos mormor og morfar (farmor/farfar). Den yngste dog sammen med forældrene, for da var min mor syg. Kusinerne, som er i alderen 17 til 30, elsker at være sammen deroppe, men det er sjældent, at de kan finde en weekend, hvor alle kan. Det lykkedes i år, og på trods af blæst og regn gennemførte de den planlagte aftensmad, snobrød med pølser og salat, for det var en fast tradition hos morforældrene(farforældrene)

Nu er vi hjemme igen. Tankerne begynder at kredse om arbejdet, jeg ved, at der har været meget travlt (følger nogle af mine kolleger på instagram), så jeg har forberedt mig på at være med i plejen fra morgenstunden af. Så må mails og hængepartier fra før ferien klares over middag. Men først skal jeg finde arbejdstasken og vænne fødderne til tanken om strømper. Og så skal hjernen også indstilles på, at den skal sove, mens det stadigt er lyst, og at uret ringer tidligt i morgen. Hverdag, jeg er klar.

Sommerferien er slut

Aftenen i forgårs blev en af den slags, hvor jeg fik spist is, gået tur ved stranden og efterfølgende nød, at tusmørket sænkede sig på terrassen. Desto mere brat blev opvågningen næste morgen, hvor landmanden kunne fortælle mig om den skrækkelige hændelse i Nice. Tankerne har været mange, og nogle af dem ligner disse tanker.  Hvor er det trist og endnu mere trist, at jeg ikke forundres mere, men blot bliver ked af det. Jeg er også bange for mit land, fordi jeg synes, vi splittes mere og mere som nation. Vi taler hvert sit sprog, og vi forstår ikke hinandens ord, vi lytter ikke til det, der ligger bag ordene og dømmer hinanden på det sagte. Og her tænker jeg ikke på danskere og nydanskere, men på os, som er født og opvokset i en familie, der har været her i generationer. Og for hver gang vi går fejl af hinanden, fjerner vi os fra hinanden, det bekymrer mig dybt. For faktisk synes jeg, at når jeg taler med begge "lejre", så er det det samme, vi ønsker for vores land, og det er da trist, at vi så er så langt fra hinanden. Ja det er ikke for ingen ting, at jeg en gang blev kaldt diplomat af en sur gammel dame, som var min patient, da jeg var elev, og som diskuterede med en medpatient ( en lige så gammel dame). Det var ikke en kompliment, men en hurtig konstatering af hvordan jeg er, jeg vil helst, at vi finder fælles fodslag, at vi taler sammen og at vi handler sammen. For det sidste må der til, vi kan ikke tale os ud af det her, men hvordan vi skal handle, det ved jeg ikke.

Og så vågnede jeg her til morgen lettere fortumlet, fordi jeg havde været oppe en gang tidligere i morges for at sende landmanden af sted til jagtfeltskydning. Tebrygning og anretning af min morgenmad gik pr. automatik og så åbner jeg nyhederne på nettet og ser, at der er kupforsøg i Tyrkiet. Og lige der tænker jeg, om de sorte tanker, som nogen har om borgerkrig i Europa, er ved at realisere sig. Jeg håber det ikke.

Nu vil jeg kanalisere mine tanker hen på hverdagen, som er forude og på et hus, der trænger til rengøring. I morgen får vi feriegæst (datteren) og det glæder jeg mig til. Jeg har heldigvis fridage ind imellem arbejdsdagene, så hvis sommeren kommer, er vi klar med bikini og solcreme. Og min genopladning er lykkedes, jeg har, selv om jeg har åbnet min arbejdsmail nogle gange, ikke tænkt på arbejdet. Jeg har heller ikke åbnet mails, så jeg ved, at der skal findes tid i næste uge til at komme igennem stakken. Jeg har nemlig besluttet, at denne gang sker det først, når jeg er kommet på arbejde.
Må du få lov til at opleve en god weekend med det, som du har lyst til at fylde i den.

Den bedste plads

Udenfor blæser det, solen har skinnet, men skyerne har fået magten. Jeg kunne helt sikkert godt finde et læsted til solbadning, men jeg er jo mig, så den bedste plads er indenfor. Her har jeg udkig til himmel, træer og buske. Her har jeg strikketøjet liggende ved siden af sofaen. Det bliver ikke luftet så meget, for jeg har genfundet yndlingsbeskæftigelen over alle, den der lige fra jeg var 10 – 12 år har fået mine forældre til at kalde: Lene, du skal udenfor, der er godt vejr eller Lene, hører du efter? Jeg læser bøger, og ja jeg ved godt, at hvis jeg nu fandt bøger som lydbøger, så kunne jeg strikke og lytte på samme tid, men det er bare ikke det samme. Det er langt sjovere med en bog, og Elsa i den forrige bog vil absolut syntes, jeg var skør. Hun sagde: ”Så gør da som du vil! Hav en million bøger! Jeg spurgte ligesom bare. Det er stadig en bog, hvis man læser den på en iPad. Suppe er faktisk suppe, ligegyldig hvilken skål man spiser den ad.” Og det må så også gælde for lydbøger.

Nu er jeg gået i gang igen med en kæmpebog, som jeg tidligere måtte opgive at læse, nemlig den sidste bog i Century trilogien, På Kanten af Evigheden. Og jeg hygger mig. Her på den bedste plads. Her hvor solskin kan nå mig, hvis solen bryder gennem skyerne. Her hvor der er lunt og godt. Her hvor jeg bare kan være, og hvor jeg efterhånden er så langt i genopladningen, at jeg vist snart må tage arbejdshandsker på og få ryddet noget ukrudt og vasket gulve og sådan noget. Men jeg trækker det lige lidt endnu, et kapitel mere, en kop te mere, jeg har jo den bedste plads, lige her.

Havet viste tænder i morges, så det blev kun til to gange 5 svømmetag

Tid tilovers (til minder)

Jeg er gået i gang med Min mormor hilser og siger undskyld, og selv om jeg kun har læst lidt af bogen, holder jeg allerede af den. Skønne formuleringer, som jeg glemmer, fordi der kommer flere skønne formuleringer. så i dag får du den, der fik mig til at grine i morges og mindes:

"Den eftermiddag lærte Else, hvad både lp'er og cd'er var. Da gik det op for hende, hvorfor gamle mennesker altid havde tid tilovers nu, for de måtte have brugt næsten al ders tid på at skifte sang på apparater dengang, før man fik Spotify"

Åh ja som jeg brugte tid på at skifte singlepladerne eller at vende dem. Det var stort den dag, min far købte en grammofonafspiller, hvor der var et stativ, som man kunne sætte flere plader i, og så kunne man høre flere sange i træk uden at skulle skifte. Sikke en koncert vi så havde, for vi var jo ikke i vores dagligstue, næh vi var stjerner. Vi sang og dansede som en drøm, ja faktisk var det ufatteligt at ingen opdagede os og gjorde os til stjerner i den virkelige verden. En af de første lp'er jeg husker, var  Dyrene i Hakkebakkeskoven. Vi boede i vores gamle hus og var efterhånden blevet fire børn. Min ældste lillesøster og jeg var flyttet ned i kælderen, og dengang var der ikke musikapparater i hvert rum. Vi havde endnu ikke fået kassettebåndoptager, men brugte vores forældres spolebåndoptager. Min far lavede så en anordning, så vi havde højtaler nede hos os og så kunne vi løbe op ad trappen, sætte en plade på og så løbe ned og høre den i kælderen. Det vakte glæde Lige så stort var det, da vi en dag hyggede os nede på værelset og pludselig hørte vi Klatremus i højtaleren. Kort forinden havde vi set skuespillet om dyrene i Hakkebakkeskoven på Aalborg teater, og inden da havde vi i årevis fået læst bogen op og sunget sangene, mens vores mor spillede på klaver. Nu havde vi den på plade! wow hvor var det bare godt. Jeg kunne alle sangene, jeg var Klatremus' veninde, som jeg lige nu ikke kan huske, hvad hedder, men som blev spillet og sunget af Susse Wold på pladen. Stadig i dag kan jeg synge de første linjer af Når en lille mus skal ud at gå, må hun se sig om og passe på ... Og resten af sangen kan jeg så finde på nettet. Åh ja jeg må være blevet en gammel kone, når enkle linjer i en bog kan fremkalde mange minder. Skidt pyt, gamle koner har det også sjovt, så det vil jeg putte i min dag. God onsdag til dig.
PS billedet er fra vores tur på motorcykel, skyer kan noget ganske særligt, de kan få os til at drømme, de kan få os til at se ting, som ikke er der. Og det er indimellem skønt at flyve væk, sådan som Else og Mormor også gør i den skønne bog.

På udforskning - vil du med?

Søndagen bød på tour og fodbold, jeg havde lyst til noget andet, så jeg pakkede rygsækken, hoppede i badedragt og vandretøj og drog ud med mit kort over stisystemet. Det første stykke vej kendte jeg, det var sti 100  med intervaltræning og sti 27. Jeg ville længere nordpå, og hvad så jeg så? Klatrestammer. Men desværre var mine sko for glatte, jeg turde i hvert fald ikke at prøve, når jeg var alene. Det sparkede til min drøm om at klatre, ikke i bjerge, men på klatrevæg. Da jeg var FDFleder fik vi bygget en klatrevæg i vores lade, og jeg var en af instruktørerne. Siden da har jeg drømt om at udfordre mig selv i vægge, der er sværere. Hjernekloge mennesker siger, at det ikke er nok med Kryds og Tværs samt Sudoku, hvis man vil have hjernecellerne til at blive aktiveret.

Kort efter kom sti 24, den var godt skiltet, men stien så lidt smal ud. Det gik nu ok, men den var ikke for gangbesværede med alle de fritliggende rødder.

Så skete det igen, fuldstændig som ved sti 27. Andre har trampet stier i skoven, og ved sådan en skillevej må man vurdere, hvilken sti er den officielle? Frem med kortet, det kunne måske give et fingerpeg. Det kunne det have gjort, hvis det lå i tasken, det gjorde det ikke, og internettet hjalp mig ikke med det her kort. Jeg måtte vælge og valgte forkert! Nu var jeg dog kommet så langt, at jeg ikke ville vende om, og jeg kunne se sommerhuse omkring mig. De måtte have en vej, så jeg fortsatte og kom derfor også til at gå ad en sti, som helt sikkert tog det bagerste af grunden på et sommerhus. Jeg ventede hvert øjeblik et brøl fra en sommerhusejer, som var ved at være træt af, at de ikke havde noget privatliv, men ingen brøl og kort efter stod jeg på en vej. 

Jeg gik efter næsen og dens fornemmelse for stranden og kort efter dukkede skiltet op med det rette nummer.

Jeg var så optaget af den naturlige retning på stien, som mundede ud i en vej, at jeg nær havde overset den smalle sti foran mig med et skilt et stykke vej inde, hvor der stod 24.

Mens jeg gik mellem høje hybenbuske, tænkte jeg på, hvordan de kloge hoveder vil bære sig ad, de som vil have hybenbuskene fjernet fra naturen, fordi de gør skade på den naturlige bevoksning. Jeg ved, at busken er vældig invasiv, det kunne jeg se her, hvor marehalm druknede mellem buskene. Nu blev jeg så lidt klogere, fordi jeg googlede emnet. De kloge hoveder tror ikke på, at den kan fjernes, men håber på, at den kan begrænses.

Nu kunne jeg se vandet og vidste, at herefter blev det i strid modvind hjem til min vej fra stranden.

Der var faktisk mange mennesker på stranden, fordi der om formiddagen havde været Vesterhavsmarch på stranden mellem Blokhus og Løkken. Langt henne kunne jeg se et læsejl og to små børn, der morede sig med at lege med sand og spader, mens deres mødre hyggede sig i lækrogen. Og jo, det var tyskere. Jeg kender ingen som dem, der aldrig vælger den nemme løsning hjemme i sommerhuset, når den fantastiske strand er  i nærheden. De har alt udstyret til at kunne opholde sig hele dagen på stranden.

Da jeg nærmede mig min strandvej, hoppede jeg ud af vandretøjet og ud i vandet. Jeg var ikke den eneste, og vandet var dejligt energigivende. Det kan godt være, at min genopladning ikke omfatter solbadning og røde næser, men jeg får badet, gået ture og får tæsk i boccia/petanque. De sidste dage har jeg genfundet mine barndomsspil, når det var for koldt til at være udenfor eller når det eneste lys, der var i mine forældres sommerhus, kom fra petroleumslampen over spisebordet. Jeg lægger kabaler med rigtige kort, og i dag spillede vi Sænke Slagskibe. Dog i en mere moderne version med bræt og plastskibe, hvor min søster og jeg klarede det med ternet papirblok.
Hvilke spil eller tidsfordriv forbinder du med regnvejrsdage om sommeren?

Før vi fik smartphones

så morgenstarten anderledes ud. Vi kiggede på hinanden og sagde god morgen (aj, det gør vi altså også nu), nu sidder vi hver især med næsen i mobilen. Landmanden tjekker radarbilleder og vejrprognoser, det taler vi lidt om og forsøger at planlægge  kartoffelpasning og genopladning ud fra dette. Så går han direkte over til sin facebookside, mens jeg dykker ned i Instagram, bloggen har jeg nærmest opgivet om morgenen. Ingen er aktive undtagen de selvstændige bloggere, som skal leve af deres bloggerier.  Jeg tager et billede og lægger det ud på instagram med ord til (jeg er et ordmenneske, som også elsker billeder). Sekunder efter reagerer andre morgenmennesker, og selv om det ofte ikke er med en kommentar, så får jeg samme fornemmelse som i de gode gamle bloggerdage, hvor man kunne følge med i hinandens liv via bloggen og kommentarerne til indlæggene. Vi lægger mobilerne fra os, mens vi nyder morgenmaden. Men selv under maden refererer vi til de ting, vi har læst/set. Landmanden ser min kollegas skønne lille datter, som forsøger at styre sin dukkevogn med de første vaklende skridt. Jeg ser sjove, skøre videoer, som landmandens venner lægger ud på Facebook.  Vi kommer også vældigt op at diskutere om politik og holdninger, som udløses af venners likes af diverse FBindlæg. 

Vi er værre end vores børn, som nægter at have deres mobil på sig hele tiden. Når vi sender en sms til dem, kan der gå lang tid, før vi får svar. Vi har dog nydt, at søn og svigerdatter er på instagram, for så har vi i ugens løb set smukke billeder fra Montenegro. Sønnen har forbundet sin instragramprofil med sin Facebookditto, så nogle dage snakker landmanden og jeg i munden om, hvad sønnen har lagt ud. Datteren er ikke særlig aktiv på sin FBprofil, men i går nød vi dog et lille stemningsbillede fra Skotland. Svigersønnen bruger mest FB som deling af musik, nyheder og interessante artikler og så professionelt i forbindelse med sin barbershop. 

Landmandens FBprofil er også lagt på min computer, så jeg kan følge med i den. Det er derfor, jeg ved, at jeg ikke skal på, for det er så nemt at få timer til at gå med at læse om andres liv. For en bogorm/læsehest som mig er det sjovere at dykke ned i andres liv om det er i bogform, blogform, FBform eller andet, end at være aktiv. Sådan har det altid været, så jeg skal virkelig holde mig selv i ørerne for ikke at fortabe mig i den virtuelle verden. Førhen var det bøger, der forhindrede mig i at være til stede i den virkelige verden, i dag er det min smartphone, min bærbare, min Ipad, som kan holde mig væk. Jeg øver mig, og nu lukker jeg det her medie ned, finder strikketøjet frem, sætter mig på terrassen med te og strikketøj, og så tjekker jeg kun en gang imellem denne skønne verden, som har givet mig mange bekendtskaber/venskaber. Lidt lige som dengang jeg havde penneveninder, for dem så jeg jo heller ikke, jeg kendte dem kun gennem brevene.

Nu er det strikkesøndag, og landmanden ser Tour de France, som de sidste dage har givet os længsel efter Pyrenæerne og motorcykelture. Vi var jo de samme steder som Touren for to år siden. God regnfuld søndag til dig.

Uanset tempo er det godt at bevæge sig i naturen

Hvad hedder denne blomst, som groede i grøftekanten? Er det en vildfaren, selvsået mamelukærme?

En dag på farten i juli

Jeg har travlt med at genoplade, så det der med lange gennemtænkte indlæg, som samtidig rummer en del af billederne fra endagsturen i onsdags, er der ikke tid til. Så I får den i små bidder. Når nu vi ikke skulle på langfarten med motorcyklen, så er i år det rette valg, for vejret gør, at landmanden må være over sine kartofler hele tiden. Vi husker stadig det år, hvor han kæmpede en brav kamp for at redde kartoflerne fra skimmelsvampe. Der er vi heldigvis ikke, men vejret er lumsk, så markerne tilses dagligt.

Vores tur havde som første delmål, at vi skulle sejle med færgen Hals- Egense. Landmanden kørte hele tiden efter at undgå de større veje, så vi kom faktisk på veje, vi ikke før havde været på. Sådan en vej kan godt føles lidt kedelig i en bil, men på en motorcykel mærker man vinden og duftene. Man ser de små detaljer anderledes klart, og jeg sidder perfekt bag på motorcyklen med mit kamera og med mulighed for via samtaleanlæg at gøre landmanden opmærksom på ting omkring os. På en lille vej mod Hals oplevede vi en rå med to lam. De blev helt forvirret, da vi kom, så vi måtte holde stille, for råen for frem og tilbage over den lille vej. Til sidst hoppede de ud i kornmarken, og så så vi dem kun som hoppende pletter gennem kornmarken. 

Færgen lagde til kaj, lige som vi kørte ind i byen. Det var markedsdag, dagen før Skansefesten, så der var fyldt med mennesker. Vi fandt dog færgelejet og kom med. Turen gik hurtigt og de to færger havde travlt, for på den anden side holdt masser af campingvogne/beboelsesvogne tilhørende det cirkus, der var en del af Skansefesten.

Vi satte kurs sydpå, men hele tiden med Kattegat på vores venstre side. Ved Øster Hurup holdt vi spisepause. Her har jeg tilbragt  mange varme somre som barn, før vi fik sommerhus. Mine forældre satte teltet op på den offentlige p-plads ud til stranden, madpakker var smurt hjemmefra og masser af læskedrikke holdt os gående, inden teltet blev pakket ned hen på aftenen og vi kørte hjem. Jeg husker stranden som uendelig lavvandet og et perfekt sted for familier med småbørn. Der var et leben på pladsen, masser af boldspil, når man ikke orkede sand mellem tæerne, og  teltet stod klar med skygge til læsehesten Lene.

Læsehesten Lene læser stadig, jeg har genoptaget boglæsning og har læst Lake House, Italiensvej, Lykkens Gang og Sommer ved Floden, alle bøger, der er letlæste, underholdende og med en god historie. God fredag til dig.