torsdag, marts 31, 2016

Inden sovetid

Energien er blevet brugt på arbejde, så herhjemme er der slappet af med computeren, gåtur og tedrikning.

Forleden dag så jeg en artikel på Dr.dk, som fik mig til at trække på smilebåndet. Deri stod der:

“Synes du også, det er irriterende, at påsken falder i marts det ene år og i april det næste? … Så er du enig med den såkaldte anglikanske kirke og dens overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby.” taget herfra

Det var ikke så meget det med, at påsken skulle være fast på en bestemt dato. Det var mere ordene “den såkaldte”, for i min sprogverden betyder det, at nogen giver sig ud for at være noget, de egentlig ikke er. Dette måtte jeg så slå op (sjovt ordvalg, når det jeg egentlig gør, er at taste en hjemmeside frem, skrive ordet og så klikke med musen):

“som har den nævnte betegnelse, der bruges af nogle el. mange, og som kan være tvivlsom, misvisende, triviel, ny el. sjælden”

Måske er det bare mig, men såkaldte behøvede slet ikke at være i sætningen, for den anglikanske kirke er den anglikanske kirke, og den er hverken tvivlsom, misvisende, ny, sjælden, men måske triviel i nogens øjne. Måske handler det mere om, at journalisterne ikke kendte til den anglikanske kirke, førend de skulle skrive om den? Eller kunne det være et nyt pendulord?

Pyt, det er vist bare småtanker før sovetid. Sov godt

PS når nu foråret stadig leger semivinter, så er det godt, at foråret kan springe ud indenfor.

DSC_1051DSC_1049

DSC_1050

onsdag, marts 30, 2016

Street art i Aalborg

Plasmatapningen i dag havde en bivirkning, jeg fik hovedpine og var svimmel trods ihærdig solbærsaftdrikning. Mens jeg var der, kom en skoleklasse på besøg sammen med deres lærer. Han var donor og disse 9.-10. klasses elever skulle informeres om det at være donor, og hvordan det foregår. Fire piger nåede at blive dårlige og måtte ned at lægge ligge på gulvet for at få blod nok til hjernen. Sådan går det vist hver gang, de har besøg, kunne jeg fornemme på sygeplejerskerne. Et godt initiativ for at få flere til at være bloddonorer. Jeg har taget den med ro resten af dagen og det har hjulpet. Faktisk har jeg siddet og klukket lidt, mens jeg har set fjernsyn. Nogle af mine unge kolleger er meget royale, de køber Billedbladet hver uge. Andre er royale mere af respekt for Dronningens kunst og kulturinteresse. Så jeg havde godt hørt om programmerne om Dronningens slotte. I går startede jeg på at se dem af lutter kedsomhed, men jeg blev grebet af dem og fik respekt for den gamle dronnings viden. Og så er jeg faldet pladask for hendes skønne kommentarer, og det kom bag på mig, at hun også broderer ud fra egen fantasi. Det var en fornøjelse og så kom jeg til at grine højt, da dronningen ville have en havebænk til at stå midt for slotsaksen og fik en kameramand til at hjælpe med at flytte den. Hvorefter hun, da hun gik tilbage og synede den, sagde, nej den står s’gu da stadig skævt, den skal have et nøk mere. Jeg kunne lige se min kære afdøde mormor og mor hoppe højt i sofaen og sige, jamen dronning Margrethe, De bander da vel ikke!

Og mon ikke dronningen ville nyde galvmalerierne i Aalborg, hvis hun blev inviteret med på en gåtur? Det tror jeg.

Husker du det her maleri? Ellers får du det her.

DSC_0578

I dag kom jeg i tanke om, at jeg senere opdagede, at det var en del af et større maleri, som jeg tog billeder af først i marts. Så værsgo, fra mig til dig. Ha en god aften.

DSC_0883DSC_0884DSC_0886DSC_0887

Og jeg snuppede lige et i dag også.

DSC_1042

Livet

Ind imellem undrer jeg mig over sindets veje. Der er dage, hvor jeg vågner med mod på livet; der er dage, hvor jeg vågner og lige skal i gang, men jeg ved, at modet nok skal komme, og så er der dage, som denne. Jeg havde sat uret til 5.30 for at vænne krop og sjæl til, at i morgen står den på dagvagt igen. Efter en ferie, tre aftenvagter og tre fridage er det indre kropsur helt vendt rundt (nogle vil påstå, at sommertiden er med til at forstyrre kropsuret, det mærker jeg normalt ikke noget til) Og så vågnede jeg, mørkt var det, og det var det så sandelig også i mit indre. Jeg stod ikke op, jeg faldt heller ikke i søvn, jeg lå bare der og tænkte. Tankerne fik lov til at flyve rundt, indtil at jeg sagde, at nu var det nok!

Nu står boller til hævning, jeg har gået 3 km, jeg har sat blomster i vase og jeg har fundet den bog, jeg skal have med til plasmatapning lige om lidt. Morgenmaden er spist ved computeren, opvasken snuppes lige om lidt, krop og sjæl får et brusebad og så øver jeg mig i at sige:

Gud, giv os nåde til at acceptere med sindsro de ting, som ikke kan ændres, mod til at ændre de ting, som bør ændres, og visdommen til at skelne det ene fra det andet.

Måske tænker du, at den bøn ikke ser ud som den plejer. Det har du helt ret i, for da jeg googlede den, faldt jeg over en artikel, som dykker ned i bønnens oprindelse. Tjah, så gik der tid med det og jeg er nu lidt klogere på Niebuhr.

Jeg er heldigvis begavet med et positivt sind, så der skal ikke meget til, før jeg smiler og tænker glad på dagen, der er i vente. Plasmatapning varer 40 minutter, jeg kan nå at læse, drikke solbærsaft og spise chokolade, mens jeg slapper af. Onsdag er kordag, så der skal synges gospelsange i aften. Foråret banker på derude, så skidt pyt med at jeg ikke har en indre havedame i mig, naturen sørger for små farveklatter. God dag til dig.

DSC_1023DSC_1025DSC_1032

tirsdag, marts 29, 2016

Funktionsbeskrivelser

Inspireret af kommentarer til et tidligere indlæg har jeg fået lyst til at skrive lidt om de funktioner, man som sygeplejerske kan have på mit afsnit. Alle er basissygeplejersker på nær min leder, souschefen og mig. Souschefen og jeg er også basissygeplejersker en del af vores arbejdstid, for mit vedkommende er det 3 dage ud af de 15 dage om måneden, jeg arbejder (jeg er ansat på 30 timer/uge). Og mine tre dage ligger altid i en weekend, og er for det meste aftenvagter. Derudover har jeg hovedansvaret for uddannelse, undervisning og udvikling på vores afsnit. Jeg er ikke alene om ansvaret, for det er min ledelse, der sætter retningen, men begge mine ledere har valgt, at vi tre sammen sætter os ned flere gange om året og drøfter, hvordan vi ønsker plejen i afsnittet skal være. Hvilke værdier og holdninger, ønsker vi, skal kendetegne vores afsnit, og dette udvikles også sammen med resten af kollegerne til personalemøder, fagaftener og temadage.

I løbet af det første år koncentrerer man sig om at få sygepleje til mennesker med apopleksi ind under huden. I starten er man meget fokuseret på den akutte sygepleje, men lidt efter lidt begynder man også at få den rehabiliterende sygepleje med sig. Man kommer ret hurtigt med til at give trombolyse sammen med en erfaren sygeplejerske. Det er en perfekt form for mesterlære. Man får også ansvaret for 1- flere patienter og skal sørge for stuegang og alt hvad det indebærer. Det er samtaler med patient og pårørende om medicin, blodtryk, forebyggelse af ny blodprop, forebyggelse af komplikationer osv., og hvordan patienten selv ser, at dette kan lade sig gøre. I slutningen af det første år er man formentlig klar til at have ansvaret for trombolysebehandlingen. Efter det første år snakker vi med sygeplejersken om, hvornår hun/han føler sig klar til at være ansvarshavende sygeplejerske. Den funktion har man typisk i weekender, aftenvagter og nattevagter, for til daglig er der næsten altid en leder på arbejde om dagen. Ansvarshavende indebærer at have overblik over afsnittet, er der dårlige patienter, der kræver et plejepersonale konstant ved deres side; skal der kaldes ekstra personale ind, skal lægerne se på, om nogle patienter kan overflyttes til rehabiliterende afsnit, fordi vi er ved at mangle plads til patienterne etc. Omkring dette tidspunkt aftaler vi også, om man kan begynde at varetage koordinatorfunktionen. Den indebærer, at man i dagtiden på hverdage har ansvaret for at koordinere stuegangen sammen med sygeplejerskerne og lægerne. Hvilke patienter skal ses først, hvilke undersøgelser mangler der, før lægerne kan konkludere og lægge en plan for det videre forløb efter samråd med det tværfaglige team. Der skal også koordineres med terapeuterne, hvornår ser de patienterne. Der koordineres også med sygeplejersken i ambulatoriet, der laver ultralydsundersøgelser af halskar på de fleste af vores patienter. Koordinatoren har også overblik over, hvem der kan modtage nye patienter, og hvor de nye patienter skal ligge. På samme tid tages også stilling til, om man er klar til at være sygeplejerske i vores dagafsnit, som ligger i afsnittet. Her sørger man for mennesker til observation for forbigående blodprop i hjernen eller det mere korrekte: forbigående nedsat ilttilførsel til et område i hjernen, kaldet TIA/TCI. Hvis lægen vurderer, at det kan foregå ambulant, kommer disse mennesker i vores dagafsnit til hurtig udredning og opstart af behandling. Dette sker på 4- 6 timer, og det er vigtigt, at sygeplejersken har en bred viden om apopleksi/TCI og forebyggelse heraf. Mit diplomafgangsprojekt viste, at patienterne sagtens kan håndtere det hurtige forløb, at de faktisk er rigtig glade for det, men at der også nemt kan glemmes ting. Derfor har vi udviklet et skriftligt udskrivelsesark, og patienterne tilbydes en opfølgende telefonsamtale en uge efter. Dette står sygeplejersken i dagafsnittet for.

Derudover har vi alle, sygeplejersker og social – og sundhedsassistenter, ansvaret for forskellige opgaver/funktioner. Nogle sørger for, at vores afdeling altid fremstår smuk og indbydende, der er altid blomster og pynt svarende til årstiden. Der er smukke malerier på væggene. Andre står for delområder så som at have viden om sårpleje, diabetes(sukkersyge), forflytninger, hjertestopsundervisning, hjerterytmeforstyrrelser, medicinrum, hygiejne, arbejdsmiljø, lommekort, depotvarer osv. Og alle har et ansvar for at holde vores afsnit pænt og ryddeligt og at der er en ordentlig og pæn tone på afsnittet. Patienten skal føle sig som hædersgæsten var min tidligere leders ord. Så her hos os vil patienten også ofte høre ordene, velkommen her. Og sådan skal vores nye kolleger også gerne føle det.

Mit afsnit har gennemgået en stor omorganisering de sidste tre år. Fra for tre år siden at være under 30 personalemedlemmer, er vi nu over 50. Vi modtager nu alle patienter til observation for blodprop /blødning i hjernen i hele Nordjylland. Vi har patienterne liggende hos os til udredning af diagnose og til afklaring af rehabiliteringsbehov, dette klares på gennemsnitlig 2,3 dag, så der sker meget for patienter og pårørende, og det kræver dygtige og fokuserede sygeplejersker og social og sundhedsassistenter. Jeg har modtaget 36 nye kolleger de sidste tre år, heraf er der rejst seks igen, ikke fordi de var kede af os, men fordi det familiemæssigt eller karrieremæssigt var noget andet, de ville. En kollega er derudover gået på efterløn, vi er ikke mange i den alderskategori, langt de fleste af mine kolleger er fra 23 til 38 år. Nogle af mine kolleger er i vikariater hos os, for der er også en samfundsmæssig opgave i at sætte nye borgere i verdenen, det lever vi også op til, så der er hele tiden nogle på barselsorlov.  At få alle disse mennesker til at indgå i det sociale og faglige sammenhold kan kun lade sig gøre, når alle løfter opgaven, og det gør de. Jeg er beriget med gode kolleger, og det skønner jeg på hver eneste dag, jeg går på arbejde.

UPS, jeg glemte helt, at vi får en ny funktion til april. Nu skal trombolysesygeplejersken nemlig følge de patienter, hvor trombolysen erfaringsmæssigt ikke virker så godt, til det sygehus, der udfører trombektomi. Trombektomi er mekanisk fjernelse af blodproppen, og det er en ekspertopgave, som ikke mange i Danmark kan udføre, derfor er der indtil nu tre steder, hvor det udføres. For at det skal gå så hurtigt som muligt med at få patienten overført, skal sygeplejersken fra os ledsage patienten, mens trombolysebehandlingen stadig foregår. Den behandling må ambulancepersonalet nemlig ikke stå for. Det bliver spændende, men det kræver så også, at vi nu skal have kolleger på tilkald, som kommer ind og overtager trombolysefunktionen. Derfor er vi nu i gang med at introducere nye kolleger til afsnittet (de sidste af de 36), og der går så et år, før de kan varetage alle specialefunktionerne, så endnu en gang løfter de erfarne kolleger i flok opgaven med dels at varetage de mange funktioner inklusiv en ny funktion, dels at introducere deres nye kolleger til hverdagen på et hyperakut apopleksiafsnit.

Når jeg ser dette på skrift, kan jeg godt forstå, at vi indimellem har følt os trætte. Vi er 26 kolleger, som startede planerne for udflytningen til det nye afsnit for 3 år siden. På fredag, når jeg siger velkommen til de sidste to nyankomne, er der 30 kolleger på afsnittet, som har været her fra 0 – 3 år. Seks kolleger er på barselsorlov, de resterende 50 kolleger gør en kæmpeindsats hver dag for at give mennesker til observation for en blodprop/blødning i hjernen den bedste sygepleje.

Nu vil jeg lade kollegerne om at være på arbejde, jeg har nemlig fri i dag og i morgen. Gåture, oprydning, strik, kontorarbejde, indkøb, madlavning er de funktioner, jeg skal påtage mig i disse dage. God dag til dig i de funktioner, du skal udfylde.

thumb_P1040111_1024

mandag, marts 28, 2016

Hovsa, så er den påske forbi

Påskemorgen blev en kort en af slagsen. For når man først er hjemme ved midnatstid, når man lige skal lande derhjemme, inden sengen findes, og når natten kortes af med en time, ja så gør syv timers søvn plus lidt bonussøvn, at det nærmest var middag, førend der blev lunet boller, brygget te, dækket bord og spist morgenmad sammen med en træt landmand. Landmanden har modsat mig ikke holdt ferie og det at sidde ved et sortérbord hver dag i seks dage er ikke godt for kroppen, når man har den alder, vi har. Før jeg fik set mig om, var det tid til at tage på arbejde igen. I dag holder jeg fri, det gør landmændene ikke, og jeg må blot konstatere at selv om jeg havde de bedste intentioner, kom jeg aldrig i tøjet og var klar til gudstjenester i påsken, trist, for jeg trænger til roen, ordene og sangene. I dag har jeg dog fået gået tur og ryddet lidt op.

Aftenvagterne blev tre vidt forskellige aftener, første aften gik og gik jeg, jeg tog mod patienter, jeg lagde venflon, jeg kateriserede, jeg forflyttede, jeg tog klokker osv. Anden aften var der fuldstændig roligt, så jeg gik ganske enkelt fra aftenvagtarbejdet med de andres tilladelser og fik ryddet op i papirstakken i mit skab. Tredje aften havde vi “smør selv madpakke”, vi havde hver især medbragt noget til aftensmaden, der var lækkert rugbrød og grovbrød, der var æg, tomater, agurker og rejer. Der var roastbeef og god spegepølse. Der var chokolade og slik. Jeg nåede aldrig at spise sammen med de andre, for jeg modtog en patient klokken 16, og der var så mange sygeplejefaglige problemstillinger, som jeg fik resten af aftenen til at gå med. Det var godt at have tid til det. Så jeg observerede hyppigt bevidsthedsniveau, jeg lejrede, jeg målte værdier hyppigt, jeg snakkede med pårørende, jeg gav sondemad, jeg tjekkede urin, jeg tjekkede blodprøvesvar og handlede på det, jeg gav medicin konstant for at få blodtrykket ned, jeg lod patienten hvile sig imellem de mange gøremål, og så fik jeg dokumenteret inde hos patienten. Sådan er hverdagen hyppigt for en sygeplejerske på intensive afsnit, her er man ofte en sygeplejerske til en patient. Sådan er det ikke hos os, desto skønnere var det, at der var tid til det. Jeg kunne godt mærke, at vi nu er en mere i aftenvagt, det er en god investering.

Angående lejringer, så tænkte jeg på, da jeg kørte hjem, at det kan være svært at forklare for andre, hvorfor det tager tid. Normalt flytter vi os selv, når vi registrerer, at vi ligger dårligt. Optagelser af sovende mennesker viser, at der skiftes hyppigt stilling i løbet af natten. Og alle kender vist fornemmelsen, hvis man er kommet til at sove tungt, så en arm nærmest sover, når man vågner. For vores patienter, som er lammet/har nedsat kraft/fornemmelse af den ene side, er risikoen for tryksår eller fejlstillinger af arm og ben øget. Og derfor har vi megen fokus på korrekte lejringer, lejringer der tilgodeser det normale bevægemønster og den normale ledstilling. Et menneske, som vejer over 100 kg, kan sagtens, når vedkommende er rask, være aktiv, i vigør, gesvindt osv. Men i en seng og hvor den ene side ikke kan hjælpe til og hvor man måske også er ramt på erkendelsen af det, der skal ske og sin egen krops formåen, ja så tager det meget lang tid at få skiftet position. Der skal tages hensyn til patientens formåen og til vores arbejdsstillinger. Indimellem er jeg helt svedig efter at have hjulpet en patient til at skifte stilling og sørget for, at alle led er i naturlige stillinger. Og det har jeg også været efter at have hjulpet en lille, gammel dame på 46 kg. Hun var blot ramt på rum-retningsfornemmelsen og sin indre stillingssans, så hun arbejdede konstant imod det, jeg ville. Da havde jeg ondt i ryggen efter en hel dag med forflytninger og lejringer, selv om jeg prøvede at give patienten en fornemmelse af, hvad det var hun skulle. I går havde jeg fat i fire dyner, tre puder og glidestykker samt en kollega, hver gang jeg skulle hjælpe patienten til at blive lejret. Patienter bevæger sig under søvn, det bliver bare ikke den mest hensigtsmæssige stilling, det ender ud med, og så skal vi hele tiden beslutte, om det er søvn eller en god kropsstilling, der er det mest hensigtsmæssige på det tidspunkt.

Det hensigtsmæssige for mig nu er at rejse mig op og få gjort de øvelser, der er gode for min krop, så god påskemandag til dig.

Version 2

lørdag, marts 26, 2016

Der er visse ord

som går igen, når jeg skal skrive. Visse ord, som dukker op i min hjerne som forslag til overskrifter. Ordene: herfra min verden går, dukkede op i dag, og jeg vidste, at dem havde jeg brugt før. Søgning i bloggen viste, at ikke bare en, men utallige gange har det været overskriften. Hvorfor? Tjah, ofte når jeg føler mig indskrænket, ikke tankemæssigt, men mere i den radius jeg fysisk bevæger mig i, så dukker ordene op. I dag dukker ordene op, fordi jeg sidder i hjørnet af min sofa, iPad sørger for at jeg kan se serier, computer sørger for at jeg kan læse blogge, mobilen er linen til omverdenen, hvis nu nogen vil have fat i mig, og strikketøjet sørger for, at jeg føler, at jeg er lidt aktiv. Jeg er træt, fysisk træt, min krop fortæller mig, at det er længe siden, at jeg har været kvinden på gulvet på arbejde. Normalt er jeg ansvarshavende i aftenvagterne og dermed ansvarlig for kontakten med lægerne, og dermed sidder jeg ofte ned eller står hos en patient og taler med vedkommende. I går og i denne weekend er det anderledes, jeg er simpelthen sygeplejerske med ansvar for patientplejen, og jeg elsker det, men hold da op, som jeg fik gået skridt i går. Hjernen blev udfordret på en anden måde, og feriens afslappethed måtte hurtigt smyges af, og det gjorde mig træt. Så jeg har slappet af og ladet min radius være indskrænket denne formiddag. God lørdag til dig.

Selvfølgelig skal fuglekasser sidde tæt i en storby :-)


fredag, marts 25, 2016

Morgentanker

Vi har været forvænnet med sol og lys den seneste tid, så måske derfor føles Langfredag mere mørk og grå end den egentlig er. Jeg kom dog ud og gå her til morgen, det småregner lidt, men luften var dejligt frisk og pludselig fik jeg færten af skov herude midt i mosen. Det skyldtes dog de store stammer, som er blevet fældet af Hedeselskabet. Læhegnene var blevet for store, så nu plantes nye, hvor de gamle faldt.

Lyseglimt har jeg oplevet to gange i forbindelse med min ferie. Første gang var, da jeg kørte hjem efter en god fagaften sammen med kolleger, glad var jeg, nu var der jo ferie, og så – blitz. Hvad i alverden gør politiet midt i byen klokken ni om aftenen? Tjah, de sørger for at sådan nogen som mig, som ellers bruger fartpiloten meget til at begrænse skaderne af en uopmærksom speederfod, lærer, at byen starter, så snart jeg kører ud fra p-pladsen og ikke først når gaderne snævrer sig ind. På vejen hjem fra København og ved at være ved vejs ende kørte jeg gennem Limfjordtunnellen og undrede mig over det lysglimt, der kom lidt efter tunnelen. Tjah, det fandt jeg så ud af, da jeg kom hjem, for nyhederne fortalte jo gerne, at hver anden bilist den aften var blevet blitzet for at køre hurtigere end det tilladte lige efter tunnelen. Nå, nu kan jeg så gå og vente på, om jeg kørte så stærkt, hvilket jeg ikke mener, jeg gjorde, at det koster klip i kortet eller det “bare” er pengepungen, der skal tømmes.

Det vil jeg ikke ærgre mig over nu, jeg vil i stedet for fokusere på det arbejde, der skal gøres. Landmand og medarbejdere er i fuld sving ved kartoffelsorteren, så I alle kan finde gode kartofler i butikkerne, både når det er påske og i dagene efter påske. På min arbejdsplads vil jeg i aften og de følgende aftener sammen med mine kolleger sørge for, at patienter og pårørende bliver mødt midt i fortvivlelse og chok over pludselig sygdom. Lys og mørke veksler, og der er dage, hvor jeg føler, at mørke kræfter vinder, men så fokuserer jeg på de lyse sider og synger følgende salme.

Solen begynder at gløde.
Mørket i verden har tabt.
Lad os gå ud for at møde
lyset Gud lige har skabt.


Små bitte dråber af glæde
hænger i græsset. Vi tror
det er Guds vilje at træde
ud på den hellige jord.


Fuglesang oppe og nede.
Støj fra en myldrende by.
Store og små gør sig rede.
Dagen er dirrende ny.


Markerne dufter at lykke.
Stråene bølger så småt.
Trods alt det onde og stygge
tror vi at livet er godt.


Her hvor vi står og fornemmer
ømhed for alt som er til,
vågner i kuldskære lemmer
morgenens første: "Jeg vil"!


Her på den dugvåde klode
Gud i sin glæde har skabt,
vil vi i dag kun det gode.
Mørket i verden har tabt.

- Lars Busk Sørensen 1990

God Langfredag til dig

DSC_0945DSC_0946

torsdag, marts 24, 2016

Hverdagens helligdage

Det er hverdag igen, selv om det er helligdag. Landmanden arbejder, et firma, der renser grøfter op, arbejder, hverdagsarbejdet herhjemme skal ordnes for mit vedkommende inden de næste tre arbejdsdage. Så mens andre går amok i påskefrokoster, som de købte ind til i stor stil i går, vil jeg tænke tilbage på den sidste dag i København og nyde den sidste fridag.


 Jeg havde med vilje ikke bestilt morgenmad på hotellet, da jeg vidste,at tirsdag var brunchdag sammen med børn og søster. I går valgte jeg en lille cafe i nærheden af hotellet på hjørnet af Danasvej og H. C. Ørstedsvej, faktisk beskriver de sig selv som et tehus, og der var så sandelig mange forskellige sorter af te, et rigtig hyggeligt sted med rimelige priser. Jeg nød omgivelserne og den gode morgenmad, ostene var smagfulde og der var rigeligt. Teen var mild og rund, lige som jeg vil have det.


 Derefter gik jeg en tur i de små gader omkring hotellet. Allerede dagen før lagde jeg mærke til, hvordan villaer blander sig med beboelsesejendomme, jeg elsker at kigge på bygninger og fantasere om, hvem der mon bor der. Faktisk gik jeg og tænkte på, om en af de nye blogge på min lange blogliste mon boede i en af gaderne.



 Efter gåturen og lidt strik pakkede jeg bilen og satte kurs mod Nørrebro. Bilen blev stående, mens datteren og jeg gik over til Statens Museum for Kunst, som jeg var gået forbi flere gange de forrige dage.



 Jeg havde valgt at fokusere på et lille område, nemlig fransk kunst fra 1900 - 1930. De faste samlinger er gratis og så kunne vi også snuse rundt i selve bygningen. Efter at have studeret Matisse, Derain, Picasso og andre fauvistiske og kubistiske kunstnere (åh jo jeg lærte skam nogle nye ord), måtte jeg konstatere, at jeg holder mere af de impressionistiske kunstnere som Monet og Renoir. Dog ville jeg gerne have set Derains Kvinde i Chemise, men det var der ikke, selv om det er det, der reklameres med. Det er ikke sidste gang, at jeg besøger SMK, smukke bygninger og lærerig udstilling.



Hjemme hos datteren sagde vi farvel og jeg drog over til sønnen for at sige farvel. Han havde det godt trods smerter, og efter et knus og brygning af en termokande te, satte jeg mig i bilen med kurs mod Nordjylland. Fire og en halv time var turen berammet til på GPS, men to pauser og en lang kø ved Køge fik turen op på fem timer. Det gik fint, solbriller, vand, te, slik, sandwich, chokolade, is og lydbog bragte mig sikkert hjem.

Vaskemaskinen snurrer, opvaskemaskinen ditto, kød er taget op af fryseren til aftensmad, vasketøj er lagt sammen, hverdagen er tilbage igen, og jeg savner allerede mine børn. En rask gåtur, lidt strik og fokus på de små, skønne ting i hverdagen er kuren. God Skærtorsdag til dig.

tirsdag, marts 22, 2016

Ømme fødder

Det var nok en fejl ikke at tage løbeskoene med, for jeg får gået rigtig meget, og mine fødder har det bedst i mine løbesko. Men lidt forfængelig er man vel altid, så de blå humørsko passede ikke til kjolerne, og selv om det er fornuftige sko, jeg har med, er de åbenbart ikke fornuftige nok til mine fødder, som driller.


Dagen i dag startede med brunch sammen med mine børn og min yngste søster, eller rettere der startede min sociale dag. Inden da havde jeg gået en tur i Landbohøjskolens have. Snakken gik livligt på cafeen, indimellem tænkte jeg på, om andre kunne få ørenlyd, for vi er som familie meget grinende, meget snakkende og meget gestikulerende. Det var skønt og godt at være sammen, og mens vi ventede på den altid lækre brunch på Cafe Den Blå Hund, fik jeg en eftermiddagsaftale i stand.
Inden da fulgtes jeg med sønnen hen til hans tandlæge (og operationen er gået godt), hvorefter jeg gik efter at finde lille Paris på Værnedamsvej. Jeg følte mig hensat til den lille gade i Paris, hvor jeg købte ost for ni år siden på min 50 års fødselsdag, ved synet af udvalget af oste i den lille butik.



Min eftermiddagsaftale var med Charlotte, som jeg har været på retræte hos og været med i en læsekreds hos, da hun boede i Strandby. Nu arbejder Charlotte i Skåne og bor i København i et skønt hus ved siden af hendes mands arbejdsplads, Jerusalemskirken. Charlotte havde arbejdsdag i København og havde tid til at mødes. Det var skønt at gå gennem indre bys gader, kigge tøj og kunsthåndværk, se nye gader og ende på Cafe Retro, hvor Charlotte gav te og kage. Jeg elsker at kigge opad i en by, se de mange smukke facader med sjove detaljer, og gamle gader med gamle huse rummer det hele, så Charlotte tog mig med til Magstræde.

Jerusalemskirken

Cafe Retro


Magstræde
Søerne har været mit holdepunkt og derfra jeg har fundet vej. I aften gjorde jeg dog en undtagelse på grund af de føromtalte fødder, så jeg tog bussen hen til datter og svigersøn, hvor jeg blev beværtet med god mad og hyggeligt selskab. Trætheden er mærkbar, så jeg havde annonceret kort besøg, og fødderne fordrede en taxa hjem til hotellet, hvor jeg nu har lavet te, fået fødderne god placeret på en stol og slapper af. I morgen går det hjemad, men først kan jeg lige nå en ferieoplevelse mere med datteren og et besøg hos sønnen. Sov godt eller god morgen til dig (afhængigt af læsetidspunktet)

Et hyggeligt sted









mandag, marts 21, 2016

Min ferie, mit valg, ren egoistferie

Skal du bo på hotel? Børnene stirrede på mig, "vi vil da gerne ha dig boende". Det vidste jeg godt, jeg har jo boet utallige gange hos dem begge to, men jeg har også erkendt, at jeg holder af at opleve, at være sammen, men jeg har også brug for at trække mig og være i ro for mig selv. Derfor valgte jeg denne gang en billig hotelløsning uden morgenmad. Og derfor nyder jeg lige nu hotelværelsets ro med fjernsynet kørende, mens jeg drikker de sidste rester af teen brygget i morges (længe leve gode termokander), og aftensmaden blev resterne af det gode hjemmebagte knækbrød og gode oste medbragt til turen herover kombineret med skyr med rabarberkompot fra 7eleven. Vi tog af sted fra Nordjylland ved ottetiden i morges, turen gik fin. Egentlig havde jeg aftalt med datteren, at hun nok skulle køre noget af vejen, fordi jeg vågnede 4.20 efter et mareridt, men det gik så godt med te i koppen, musik i radioen og god snak, så jeg kørte hele vejen.



Da al bagage var afleveret de tre forskellige steder på Nørrebro og Frederiksberg, gik vi ind til byen, hvor vi nåede at sige hej til datterens forlovede, som havde haft ærinde inde i byen og nu var på vej tilbage til butikken




Herefter stillede vi os i kø til min fødselsdagsgave, lagkage på La Glace. Ventetiden gik hurtigt og da vi først var inde, brugte vi meget tid på at vælge lagkage. Det smagte skønt, og teen var lige som den skulle være, mild og rund.  Vi nød de skønne omgivelser og tiden sammen. 



Ude foran konditoriet stødte vi ind i børnenes kusine, som også var på besøg i København med kæresten, tjah, hvor godtfolk er ...
Sønnen blev herefter sendt hjem, han havde det ikke godt og skulle gerne være klar til i morgen. Datteren og jeg slentrede rundt i de små gader, før vi tog en tur gennem Kongens Have og videre hen til søerne, hvor vi sagde farvel til hinanden.



Jeg nød at gå tur langs søen, at sætte mig på en bænk og se på menneskelivet, at finde vej, mens jeg kiggede på skønne bygninger og sjove detaljer i bylivet.




Sov godt og drøm sødt, det satser jeg på, at jeg gør. Ikke om jeg gider at drømme om en vildt hektisk dag på arbejdet, hvor alt skulle ske på en gang og hvor jeg ikke kunne nå alt det, jeg skulle med stuegang, patientpleje, patientsamtaler og guiding af to vikarer fra hjerteafdelingen, som fokuserede på hjertet, når nu jeg ville have fokus på hjernen.


En anden måde at opleve på

Min mobil har en funktion, så den danner små film af de billeder, jeg tager, og sætter musik på. Så får jeg dem tilbudt og nogen gange kigger jeg på dem, og andre gange lukker jeg dem ned. I går klikkede jeg på filmen, og lige der oplevede jeg mine gåture om morgenen på en anden måde, end når jeg sætter ord på og udgiver som indlæg.
Jeg kan ikke sætte musik på, men her er lidt musik til at forsøde morgenstunden med. Jeg er pakkeklar efter en nat med få timers søvn, godt vi er tre, der kan styre bilen mod hovedstaden. Landmanden og Istvan skal arbejde på gården, jeg skal hygge mig med mine børn, mig selv og også være lidt sygeplejerske for min søn, som skal have opereret en visdomstand ud. God dag til dig.



DSC_0891DSC_0895DSC_0897DSC_0899DSC_0902
DSC_0905DSC_0908

lørdag, marts 19, 2016

motion er godt for sjælen

Dagen i korte ord: Dollerup Bakker, 6 km på Inderøen. Frokost på cafe i Viborg, kage hos far/svigerfar/morfar. Nu slapper alle af, mens vi venter på aftensmaden.

DSC_0920DSC_0922DSC_0928DSC_0933DSC_0941