torsdag, januar 31, 2019

Det som kan være så svært at forklare #1

Indimellem får jeg lyst til at dykke ned i virkelighedens verden som sygeplejerske for at fortælle om min arbejdsdag til dem, der øverst oppe er de ansvarlige for min arbejdshverdag. Jeg tror desværre ikke, det nytter noget, for alle har hver deres bud på, hvad man så kan spare væk, så vi blev normeret bedre. Og så kommer de ikke videre. Så nu lader jeg det i stedet for blive en række blogindlæg.

Vi er i undertal i denne måned. Dels er der sygdom, influenza og norovirus trives godt i disse uger, dels har man for at imødekomme krav om besparelser blandt andet undladt at ansætte nye kolleger før til februar. Det har kunnet mærkes, når der er to, der stoppede til december og flere er gået på barsel.

I går hjalp jeg med fra morgenstunden sammen med en projektleder, som jeg egentlig skulle have møde med.  Før hun mødte, startede jeg med at dosere medicin op til alle patienter på afdelingen.  Jeg doserede også middagsmedicinen for at spare tid senere på dagen, hvor afdelingen tydelig "gasser" op med indlæggelse af nye patienter, samtidig med at patienter skal udskrives (de to funktioner som tager rigtig lang tid). Talte man belægning midt på dagen, ville mange afdelinger have dobbelt så mange patienter, end når man gør det ved midnat.

Jeg tror ikke, man i de bestemmende lag ved, hvor meget tid det tager at dosere medicin. Alle de nye patienter har typisk fået ordineret deres vanlige medicin, men da sygehuset selvfølgelig køber der, hvor de kan få medicin billigst, så skal jeg tjekke, om vi har et tilsvarende præparat. Har vi ikke det, skal jeg søge i et dokument, hvem der så kunne tænkes at have det. Vi har en aftale om, at vi kan ringe til vores farmakonom, som vi betaler for at gennemgå vores medicinrum hver dag. Så tager hun præparatet med. Hun kommer først ved nitiden, så når jeg doserer op, forsøger jeg at få medicinen hentet, efter doseringen er færdig. Ellers får patienterne først deres medicin op ad formiddagen.

Egentlig skal man jo have sit eget medicin med ind på sygehuset*, men hvem tænker på det, når man falder om med en blodprop eller blødning i hjernen? Så der bruges ufattelig meget tid på at gennemgå alle vores kasser med ekstra medicin, tjekke medicinmodulet for mulige erstatninger og andre dokumenter. Nogle gange har lægen i travlheden glemt at godkende medicinen, så må vi ikke give det og så skal vi ringe til forvagten for at få ham til at godkende det. Alt sammen tager tid. Derfor er det også en af de ting, jeg tit tilbyder at gøre fra morgenstunden for at hjælpe mine kolleger.

Da jeg kom tilbage fra runden rundt på sygehuset efter medicin, var projektlederen godt i gang med at give morgenmad, så jeg begyndte at uddele medicin. Mange af vores patienter skal have hjælp til at spise, og langt de fleste vil jo gerne på toilettet, før de skal spise. Det skal de også have hjælp til. Måske kan sygeplejersken ikke klare det selv, så må hun vente på, at en kollega har tid til at hjælpe. Så morgenmad, medicingivning og personlig hygiejne kan godt tage lang tid.

Den sidste patient, jeg skal give medicin, har endnu ikke fået vurderet sin synkefunktion, fordi vedkommende ikke var vågen nok. Nu er patienten imidlertidig vågen, så jeg går ud for at gøre klar til screening for synkefunktion. Det går egentlig fint, men patienten kommer til at hoste ved almindelig vand uden fortykkelse. Patienten fru X er dog meget sulten og tørstig og vil bare gerne have noget at drikke. Det tager lidt tid at forklare, at vi ikke kan forsvare at give fru X almindelig vand, fordi hun vil kunne få en lungebetændelse, hvis væsken ryger i lungerne.

Nu vil terapeuterne overtage synkevurderingen og hjælpe med morgenmaden, men i det samme mærker patienten, at hun skal på toilettet. Patienten er i forvejen kendt med at være inkontinent, altså at have problemer med at holde på vandet, indtil man kommer på toilet. Når man er halvsidig lam og ikke kan hjælpe med, skal der hjælpemidler til, i det her tilfælde en lift. Fordi vi har så mange patienter, som har brug for at blive liftet, er vi udgået for liftsejl, så det skal vi først have skaffet. Derfor går der tid, inden vi kan komme i gang, og det viser sig så, at der skal en større vask til, før vi kan forflytte patienten til bækkenstol.

Vi to, som egentlig skal holde møde, beslutter, at som afdelingen på det tidspunkt ser ud, så er det mere vigtigt, at vi hjælper der. Vi får begge værdifuld viden og argumentation til vores videre arbejde. Og nej, ingen af terapeuterne anså det som deres opgave at hjælpe, selv om jeg synes, de ville kunne få god information om patientens funktionsniveau. Jeg har et rigtig godt samarbejde med terapeuterne, men lige nøjagtig det her er et irritationspunkt for mig. Der er mange af terapeuterne, der af sig selv tilbyder at være en del af teamet, som hjælper patienten, samtidig med at vi får vurderet funktionsniveauet.

Klokken er på det tidspunkt vel 9, den kollega, som har patienten, er i gang med at hjælpe en anden kollega. Alle kolleger på afdelingen går i et højt tempo frem og tilbage fra stuerne, der hentes morgenmad, der hentes rent tøj, der hentes medicin, og nu begynder stuegangen snart, samtidig med at terapeuterne er i gang med at vurdere patienter. Sygeplejersken, der skal ultralydsskanne halsårerne for forsnævringer, er også i gang med at hente patienter ned til undersøgelsestuen, som er på afsnittet. Pårørende begynder at dukke op, og når de nu er her, vil de også gerne høre om plan og hvordan natten er gået. Sådan en dag må vi beklage, at det først bliver senere, at de kan tale med os. Langt de fleste forstår det, de kan jo se, at vi alle er beskæftiget inde hos patienterne.

Fortsættelse følger ...

Billedet har intet med indlægget at gøre udover at der for alle kan opstå perioder, hvor man hellere ville være et andet sted, end der hvor man er, og hvor man længselsfuldt kigger efter det sted.


*Da jeg havde trykket udgiv, kom jeg i tanke om, at det var dårligt formuleret. Man vil gerne, at medicin er med, fordi hvis nu der er noget, vi ikke har, eller hvis patienten af en eller anden grund ikke kan tåle andre præparater, end det vedkommende får. Derudover er det heller ikke altid, at FælleMedicinKort (FMK) er helt opdateret af egen læge, og så er det rart, at lægen kan tjekke det medicin, patienten reelt får. De fleste kan ikke huske navnet på det, de får, de får en hvid pille for blodtrykket, en rød for ... osv.

mandag, januar 28, 2019

Langsommelighed og morgensang

Søndagen blev en opvisning i langsommelighed og sofasidning/ligning

Jeg fik for noget tid siden en stak bøger af en af landmandens venner. Hans kone havde fået dem af en veninde, som åbenbart anmelder bøger. Nu er jeg i gang med dem, og jeg regner med at de derefter skal ud i verdenen for at sprede glæde til andre. Lige nu er det Sissel Jo Gazans Blækhat, og den fik lov til at fylde søndagen. Hvor jeg husker Dinosaurens fjer som svær at komme ind i, så er denne bog langt mere læsbar. Lige nu kan jeg mærke, at jeg trænger, til vi bevæger os videre fra barndommens Aarhus med grafittimiljøet og ind i nutiden. Endnu hænger indledning ikke sammen med den historie, der fortælles, men det er jeg helt sikker på, at den nok skal komme til.



For at der ikke skulle udvikle sig liggesår, tog jeg mig sammen og gik en tur i sne og slud. Jeg kunne godt mærke, at formen ikke helt var på toppen efter dårlig nattesøvn og en solid frokost med vildtlasagne (rester) i maven. Men fem kilometer blev det til, og som altid bliver jeg glad efter sådan en gåtur.


Resten af dagen blev brugt på at strikke, mens håndboldkampene er blevet afviklet. Denne finalekamp var lige noget for mine nerver, for jeg plejer aldrig at kunne holde ud at se dem. Landmanden må normalt agere Gunnar Nu, dog med lidt højere stemmeføring, så jeg kan følge med i et andet rum. Sent glemmer jeg finalekampen i kvindernes OLhåndbold for mange år siden, som blev afviklet ved nattetide. Jeg måtte af bare nervøsitet være praktisk, så jeg lavede popcorn til min søster, hendes mand og min mand. Det blev nærmest kylet ind i munden og så lavede jeg endnu en portion og endnu en portion (alt sammen i gryde, jeg havde ikke en mikroovn dengang), bare for at slippe for billederne. Det var nok med de andres råb, jeg tror, vi alle havde en meget høj puls. Og samtidig måtte vi passe på lydstyrken, for nede på værelserne sov vores børn sødeligt.


Mandag er ikke startet som jeg gerne ville. Efter fire timers søvn skulle jeg på toilettet og så blokerede hjernens snakkehoved min søvn. Alt muligt mellem hinanden, en skøn rodekasse, og tricks med at se fjernsyn lykkedes ikke dengang, så nu sidder jeg her og skal forestille at være frisk. Aftalen lyder på en hjemmearbejdsdag, så jeg kan få færdiggjort to instrukser Ha, hvem narrer jeg, jeg har ikke skrevet et ord på de instrukser de andre gange, jeg har arbejdet med dem. Jeg har researchet, læst nationale retningslinjer, læst teorier for at kunne skrive på den bedste viden, men typisk mig så tager forarbejde overhånd og jeg kommer ikke til orde i form af et dokument.




Det skal ikke ske denne gang.Om lidt lukker jeg mig ind på mit studerekammer og så skal der klokken ni, når jeg åbner døren for en pause, foreligge to dokumenter. Wish me luck - until we'll meet again. Og ja hvis du klikker på links, så vil du se, at jeg er vokset op med en vis engelsk sangerinde :-) Så nu vil jeg synge:  Cherio, here I go on my way. Må du få en god mandag.


lørdag, januar 26, 2019

Morgenstart lige som jeg ønskede det.


  • Jeg vågnede af mig selv, femten minutter før mobilen var sat til at ringe
  • Landmandens mobil var slået fra, så han sov sødeligt
  • Hundene var ikke vågnet før mig, eller de havde i hvert fald ikke flænset den ene hundepude som i går (den reparerede jeg i går aftes)

  • Der var sne udenfor, masser af sne
  • Dexter stoppede lige op, da jeg åbnede døren, for hvad var nu det for noget? Ayla hjalp ham dog hurtigt til at acceptere det hvide lag på jorden, og de sloges godmodigt på græsplænen, mens jeg kom ud og nød den friske luft.

  • Da de havde fået tørret poter og var blevet lukket ind i bryggerset igen, gik jeg mig en tur på 3 kilometer. Jeg kunne godt have gået længere, men kunne mærke, at jeg manglede min morgenmad.
  • Hjemme igen var landmanden lige stået op, og han var med på søndagsmorgenmad på en lørdag (håndboldherrerne kom i finalen, det har sneet, jeg har fri, vi kunne sove længe, der er nok at fejre)

  • Mens fuglebrædt og stativerne til mejsekugler blev fyldt op, og hundene endnu en gang fik lov til at slå sig løs på græsplænen, kogte jeg æg og lunede boller.

  • Min bagelyst er vendt tilbage, og i dag har jeg udfordret mig selv på boller. Brusebadsboller eller koldthævede boller, som de vel hedder, lykkes næsten altid, mens andre boller bliver tunge, klæge eller tørre. Sådan var det ikke før i tiden, men nu prøver jeg igen. Bollerne med rug - og hvedekerner er i ovnen, jeg venter spændt på min egen bedømmelse.
  • I går forsøgte jeg mig med en kage med smør, mel, sukker og æg, det man vist kalder en sukkerbrødskage. I den skulle der æbler og marcipan, resultatet blev en tung og klæg kage. Måske var mine æg for kolde, måske rørte jeg for meget, hvem ved? Jeg har lyst til at udfordre mig selv til at bage den igen, det bliver så næste weekend, for denne kage kan sagtens spises her i dette hus. I går blev den serveret med is til. Har du gode erfaringer, du vil dele ud af, når smør og sukker røres sammen først, før æg kommes i?

  • Og så er Alene i Vildmarken startet, jeg glæder mig til at se, hvordan de klarer udfordringen. Det lyder til, at rekorden fra første år slås, så jeg er med på sidelinjen og drømmer lidt om, at jeg var sådan en, der lige meldte mig til den udfordring.
  • Håber din morgen startede godt. God lørdag til dig.

torsdag, januar 24, 2019

Min lille hule

Strikketøj, mobil, tekop og en bog har været tæt omkring mig i formiddag. Jeg har også følt mig omsluttet af den dejlige stol hjemme fra mine forældre. Jeg småblundede lidt, læste i min bog, drak te og strikkede på mit halstørklæde. Og nej det mentale bjerg er stadig så højt, at jeg ikke kan overskue at strikke det forbistrede knaphul på min kjole, skønt det er det sidste, jeg mangler, inden montering. Jeg har nydt dagen, nydt at det er den første af fire fridage.


Eftermiddagen er gået ved frisøren. Omend jeg havde besluttet mig til, at min hårfarve skulle være den fra naturen af, så savnede jeg mere spil i mit hår og faktisk lidt flere grå hår til at stive mit fine, bløde hår. Nu er der kommet lyse striber i håret, ja striber er det vel egentlig ikke, for det blander sig med det andet og fremstår ikke stribet, blot lysere.


Landmanden fandt tid til en kop eftermiddagste sammen med mig, inden han skulle læsse kartofler. Det er ikke meget, vi får snakket sammen i disse dage, for han arbejder hele tiden og når han endelig kommer ind, falder han i søvn eller nyder at se fjernsyn uden afbrydelser fra sin hustru.

Bogen Ved Slusen af Iben Mondrup er første bog i litteraturkredsen. Jeg er spændt på at høre de andres meninger. Jeg har ikke tidligere læst noget af Iben Mondrup, men er dog stødt på hendes navn de sidste måneder, hvor jeg vidste, at jeg skulle læse denne bog. Det har været i forbindelse med hendes sidste nye bog Vi er Brødre.


Ved Slusen var nem at læse, den fængede med sin fortællestil, som egentlig er meget langsom og der sker ikke ret meget dramatisk. Det er mere i hovedpersonens indre og i de menneskers indre, som hun er tættest på i de måneder. De hjælper hinanden på vej videre i livet, vingeskudte som de er af her og nu begivenheder, men også af det, der er sket tidligere i deres liv. Jeg funderer over bogens titel. Ved en sluse er man i en venteposition, man kan ikke bare komme videre, og mens man venter, kan man betragte livet omkring sig, møde nye og gamle bekendte og måske også få tid til at mærke sit indre liv, før man endelig sejler videre på sin færd.

Jeg har også blot været her i min lille hule, jeg trængte til det og nu trænger både hunde og deres herre vist noget aftensmad. God aften til dig.




tirsdag, januar 22, 2019

Hvem skulle det ellers være?

Fridagen er strøget af sted, først skulle min bil have skiftet en pære. Selvfølgelig går den dagen efter jeg har haft bilen på værksted, så jeg har kørt en lille uge uden det ene nærlys, men med tågelygterne tændt. Jeg har før undret mig højlydt over bildesigner, som er skyld i, at jeg ikke selv skifter pære. Jeg kan ganske enkelt ikke komme til med min hånd. Nu er der lys på pæren, og jeg fik strikket et par pinde, mens jeg ventede.



Kontorarbejde, vasketøjsvask, oprydning, opvask, støvsugning, alt blev skubbet foran mig de sidste tre arbejdsdage, alt blev ordnet i dag.

Så blev det tid til plasmatapning, aflevering af landmandens hverdagsur til reparation, feriemøde og personalemøde.


Og så skulle uret hentes igen, så jeg måtte ind til Aalborg igen, finde en parkeringsplads og skynde mig ned i gågaden. En ældre kvinde kom løbende så underligt over det ene fodgængerfelt ved det store kryds. bagefter nærmest trippede hun rundt om sig selv, indtil der blev grønt for os, hvorefter hun satte i et hop og løb. Jeg undrede mig over hendes adfærd, havde hun travlt, var hun lidt forvirret eller? Da hun kom over, stoppede hun brat op, stirrede søgende omkring, satte hånden over øjnene og råbte så: er det dig? Hvorefter en ældre herre, som kom mod hende, svarede: ja. Tjah, hvem skulle han ellers være? Jeg er vel også mig, så i realiteten kunne vi alle omkring hende have råbt, ja det er det.

Så digtede jeg historier om at hun skulle mødes med ham og var blevet forsinket. Nu var hun nervøs, for han blev nemt sur, når hun ikke passede tiden og måske havde hun også glemt mødestedet. Hvem ved?


Jeg ved dog, at han var ham og hun var hende og jeg er mig, det er altid godt at have styr på det. God aften til dig. Jeg regner med at du er dig.

lørdag, januar 19, 2019

Vær velkommen igen kære lys

Hvilken forskel det gør, at det stadig er lyst, når jeg lander på matriklen efter en arbejdsdag inklusiv en halv times overarbejde. Inden jeg landede, havde jeg taget beslutningen. Tasken skulle blot sættes i køkkenet, og så skulle travestøvlerne på.


Hundene var noget utilfredse med mig, de havde været i hundegården hele dagen, fordi landmanden havde været på jagt. Det måtte de så være, jeg trængte til frisk luft og ny energi. Dagen blev gennemtænkt og diskuteret med mig selv.


Dog kom det som en overraskelse, da jeg gik over den asfalterede del af gårdspladsen. Der var sort is, og skridtene blev hurtigt afkortet. Faktisk var der sort is helt frem til vejdelingen. Jeg tror kommunen kun salter den resterende vej, hvor skolebussen normalt kører. Der var i hvert fald anderledes at gå på det stykke af vejen. Indtil da gik jeg på den frosne rabat, det gav dejlig variation i skridtene med små frosne tuer.


Jeg nåede 3 km før tusmørket indfandt sig. Så gik det stærkt, og der var mørkt, da jeg gik ind på gårdspladsen igen. I mellemtiden var landmanden kommet hjem, så hundene var glade. Hvilken nydelse det var at få gået mere end en halv time. Fem kilometer nåede jeg og det gør godt for humør og muskler.


Nogle af tankerne på dagens gåtur handlede om begrebet varme hænder. Hvad betyder det? Skal vi have varmeelementer på hænderne, mens vi læser rapport? Eller går det mere på, at patienten gerne skal møde en sygeplejerske, som rummer empati? En sygeplejerske, som ved hvad hun har med at gøre, både det specielle ved den sygdom patienten er indlagt med, det universelle ved sygepleje og de behov vi alle har og det individuelle ved lige netop denne patient? I så fald ville jeg nok snarere sige at det er en varm og vidende sygeplejerskehjerne patienten har brug for. Al handling starter i hjernen. Om jeg er dygtig i mit håndværk, så starter det i hjernen og det nytter ikke noget at jeg er god til at sengebade, omhyggelig og omsorgsfuld, hvis ikke jeg ved, hvad jeg skal kigge efter undervejs og handle på det.

fra gårsdagens aftentur. Hvilken himmel og måne
Når man siger varme hænder, menes der dem, der er tæt på patienten. Så i hverdagen har jeg måske kolde hænder, mens jeg i weekendvagterne har varme hænder? Min fagforening har lanceret et nyt begreb i stedet for de varme hænder. De taler om, at vi skal have glade hænder. Jeg vil hellere have en glad, vidende og dygtig sygeplejerske. Som en klog sygeplejerske en gang i et læserbrev skrev: hvorfor taler vi om, at vi mangler hjerner, når det gælder ingeniører, men om hænder, når det drejer sig om sygeplejersker/social og sundhedsassistenter? Stakkels patienter hvis ikke vi havde hjernen med på arbejde.

Nu vil jeg lade hjerne og hænder restituere sig, mens jeg slapper af. God aften til dig.

Billede fra gårsdagens aftentur. Cirkushunden var hoppet op på bryggersbordet.

fredag, januar 18, 2019

Congratulations

Vi er i den alder, hvor vi hellere vil have den vante morgenrutine end at skulle stå tidligere op for at nå et større morgenbord. Så landmanden blev ikke vækket før tid, men fik lov til at sove. Morgenmaden havde jeg dog stillet frem sammen med flag og gave. "vi var da blevet enige om..." Ja det var vi, men når jeg for en gangs skyld falder over noget, som jeg tænkte, landmanden kunne bruge, så havde jeg nok uanset hvad købt det. Nu blev det så til en gave.


Der skal sorteres hele dagen, for de har travlt. Hver eneste dag sidder de ved kartofelsorteren og mange aftener flytter landmanden kasser fra kølehus til kartoffelhus. Jeg har inviteret dem på boller og kage til formiddagsteen, bollerne er bagt, nu skal jeg for første gang prøve mig med kanelsnurrer. Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert godt.

Landmanden kaldte på mig i går aftes, da han var ude for at lufte hundene. Månen så ud til at være så tæt på os. Et flys blinkende lys så ud til at passere månen tæt på, og selv om vi vidste det var synsbedrag, var det da sjovt at tænke på den oplevelse det måtte have været, hvis det var virkelighed. I nat var månen til gengæld fuld og lyste vældig op.

Du gamle måne

Gårsdagens fridag indeholdt også arbejdsrelateret aktivitet. En gang om året afholdes afdelingens dag. Her bliver der på 2½ time holdt oplæg om, hvad der er sket og skal ske i de forskellige afsnit. Og bagefter slutter man af i aulaen med lidt lækkert at spise og en masse snak. Vi fortalte om resultaterne fra vores undersøgelse, andre fortalte om hvordan man havde arbejdet med forbedringer på det ene og det andet område. Vores klinikchef fortalte også om det nye supersygehus. For at være sikker på at alt fungerer inklusiv ventilation og robotter, er flytningen udskudt til 2022. Så er jeg 65 år, et år ældre end landmanden bliver i dag. Inde i mit hoved har jeg haft 65 år som et skæringspunkt. Inde i min leders hoved har hun et andet skæringspunkt for min pensionering. Vi får se, om jeg flytter med. Meget kan ske på 3 år.


På mit afsnit har vi faktisk en del patienter, der er yngre end mig, det sætter tanker i gang. Blandt andet har vi haft en helt unge, som har fået det, man kalder en dissektion og derefter en blodprop i hjernen. Dissektion er en opsplitning af lagene i blodkarrets væg med indtrængen af blod, som så medfører dannelse af blodpropper, der kan rive sig løs og sendes op til hjernen. Fra interview med Sanne Salomonsen ved jeg, at det var det hun fik sin blodprop af. det kan komme af et slag på halsen, men også uheldige vrid. Vi har haft mennesker, der har fået det efter sport, fald, træhugning, behandling/massage af nakke, men også folk, der ikke kan finde en årsag til det. Det er lige som at brække et ben, det er heller ikke altid oplagt, hvorfor det netop skete. Det er en sjælden foreteelse, men det har været den hyppigste årsag hos mennesker under 50. Om det stadig er det kan jeg godt fundere over. Måske er vores livsstil ved at udkonkurrere den.Vi har flere under 50, hvor det er et ubehandlet forhøjet blodtryk, måske kombineret med andre risikofaktorer, som udløser en blodprop eller blødning i hjernen.

Hov, det var ikke meningen, at der skulle komme noget fagrelateret i det her indlæg. Tilbage til landmandens fødselsdag, som skal være stille og rolig efter hans eget ønske. Nu vil jeg dykke ned i fryseren og finde en god bøf eller andet lækkert, som passer godt til resterne af de ovnbagte flødekartofler og coleslawsalaten fra i går. Tillykke til en mand, som stadig efter de mange år kan få mig til at flyve op i det røde felt, men samtidig kan overraske mig og få mig til at grine.

Må du få en god fredag som indledning til din weekend.










onsdag, januar 16, 2019

Hvad sker der 2?

Jeg vågnede og med det samme var der noget, der var helt forkert. Det var ikke det, at jeg sov i sofaen. Der ender jeg om natten, når vejrtrækningsøvelser, beroligende musik og forsøg med den gode sovestilling (på maven) ikke hjælper. Så får computeren lov til at vise serier med reklamer indimellem, og så ender det med at jeg falder i søvn. Heldigvis er det ikke så tit, det sker mere.

Så det var ikke det, der gjorde opvågningen ubehagelig. Næh det var snarere lyden af landmandens hurtige skridt ned i bryggerset, hvor han tog sig af hundene. Havde de gøet? Havde de pebet? Landmanden skulle jo ikke være oppe nu. Søvndrukkent tog jeg mobilen og kiggede på klokken.

Så kan det nok være, at landmanden fandt ud af, at hans kone ikke var kørt på arbejde. Jeg råbte Nej, nej, nej! Klokken var 6.35. Jeg skulle være kørt 6.15 for at nå at stille senge klar til kursus og møde de eksterne undervisere ved auditoriet 7.45.

Så fik jeg travlt, landmanden var stået op som vanligt, gået ned på badeværelset for at tage arbejdstøj på, havde godt nok lagt mærke til, at tekanden ikke stod i mandskabsrummet som vanligt, men troede jeg havde glemt det, inden jeg kørte.

Heldigvis havde jeg forberedt alting aftenen før (lidt usædvanligt for mig) så al tøj og remedier til kurset lå klar. 20 minutter senere kørte jeg ud fra gården, håret var føntørret, søvnen ude af øjenkrogene og det føltes stadig som om vejrtrækning og hjerterytmen kæmpede om at nå først til Aalborg.

Hvilken vej skulle jeg køre? Om morgenen tager jeg nu motorvejen, det reducerer køretiden med fem minutter. Ville det også gøre det en time senere? Hvad nu med de mange biler på vej til arbejde? jeg vurderede, at det nok var hip som hap, uanset hvilken vej jeg tog. Så jeg tog motorvejen.

Her kan du selv sætte en høj Buzztone ind og et kor, der råber Forkert valg!! To biler var kørt sammen i tunnellen, hvilket betød kø lang tid før Nørresundby.

Den korte fortsættelse er, at jeg landede på sygehuset 8.25, fem minutter før kurset skulle starte. Jeg blev reddet af en sød projektsygeplejerske, som vi har. Hende ringede jeg til undervejs og fortalte, hvor hun skulle hente remedier til kurset og nøgle til auditoriet og hvor hun skulle møde de eksterne undervisere. Underviserne havde selv fundet ud af at få projektor til at virke. Jeg var ikke den eneste, der kom for sent. Alle indfaldsveje nord for fjorden havde køer, flere end mig var fanget på motorvejen og indfaldsvejene. Men vi kom alle og vi fik afholdt et godt kursus.

At jeg nåede at tænke alle mulige og umulige tanker i bilen, og at jeg nåede at bryde helt sammen og stortude i bilen, var ved at få mig til at opgive det hele, men jeg klarede at tale mig selv til ro. Heldigvis var det ikke mig, der skulle undervise. Det tror jeg var godt for alle.

Og i aften lavede jeg en anden prioritering, jeg tog til strikkecafe hos Liselotte og Kenneth. At sidde sammen med Ella, Liselotte og alle de andre skønne kvinder med strikketøj og få snakket om alt mellem himmel og jord samtidig med at lattermusklerne blev rørt, det gjorde godt. Sov godt.


tirsdag, januar 15, 2019

Hvad sker der?

Landmandens stemme var påvirket af søvnen, som han vel nærmest ikke var ude af. Det samme kunne man sige om mig, og jeg skulle lige finde ud af, hvad der var sket. Landmanden havde hørt et kæmpe rabalder. Jeg var vågnet ved, at jeg lå på gulvet med armen om den store lampe, der normalt står på mit sengebord. Hverken den eller jeg var, hvor vi plejer at være. Min arm og nakke gjorde ondt, og det gik langsomt op for mig, at jeg var faldet ud af sengen og i faldet havde fægtet sådan med armen, at lampen var røget med og jeg havde ramt kanten af sengebordet på vej ned. Da landmanden i sin søvn havde fået svar, sov han videre. Jeg måtte blot konstatere, at faldet havde gjort mig lysvågen, hvilket betød en arbejdsdagsstart med for lidt søvn.

Det betød så også, at jeg var så udmattet, da jeg kom hjem efter en dag med 5 1/2 times intensiv skrivning og to timers møde. I aften skulle jeg have hørt min mands niece og hendes mand give nytårskoncert i en kirke tæt på os. ØV hvis jeg nogensinde overvejer efterløn til næste år, så er det i det øjeblik, hvor jeg må erkende, at arbejde kombineret med for lidt søvn og en lang kursusdag i morgen ikke harmonerer med aftenaktiviteter ud af huset. PYT, i stedet for lytter jeg til landmandens you tube musikliste. Han slapper godt af om aftenen ved at sætte det på ( nå ja sætte på hedder det nok ikke mere ;-), og det samme gør jeg. Vi har nydt lidt lækker chokolade og er klar til håndbold (landmanden) og Kender du typen (sygeplejersken).

På instagram kører lige nu et hashtag #10yearchallenge" og da jeg ikke kan finde ud af at få billeder lagt ind i instagramarkivet, må jeg bruge bloggen til at vise billeder med ti års forskel. Dengang brugte jeg ikke kontaktlinser, når vi kørte motorcykel. Det gør jeg i dag. Dengang var håret længere og lysere, nu er det kort og mørkere. Dengang havde jeg også rynker, nu har jeg flere.

motorcykelferie sommeren 2008

motorcykelferie sommeren 2018
2018 har været et strabadserende år, som har fyldt meget i mig, og jeg tror, at det viser sig nu; jeg reagerer heftigere på selv de mindste bump på vejen. Det giver god mening for mig, og derfor øver jeg mig i at være kærlig og tilgivende over for mig selv. Jeg dummer mig, taler før jeg har tænkt mig om, glemmer ting, men samtidig føler jeg mig også skarp og erfaren på mange områder. Jeg ved, at jeg er god til at slappe af og som i dag at sadle om og tage en ny beslutning, der giver ro til krop og sjæl. Og måske var kroppen i alarmberedskab i nat, og derfor tog jeg flugten udover sengekanten. Nu satser jeg på, at både lampe og jeg holder os til det sted, vi plejer at være om natten. Sov godt.

søndag, januar 13, 2019

Det er jo en fridag

Det husker jeg mig på, når jeg begynder at undre mig højlydt over, hvorfor jeg ikke kan finde strikkegejsten eller læsegejsten frem. Eller når jeg synes, at jeg burde kigge på det der artikelskrivning. Hvis jeg tager de skønne anerkendende solbriller på, som klæder mig utroligt godt, hvis jeg selv skal sige det, så har jeg da nået meget:


  • Lavet lækkert søndagsmorgenad til min kære mand og mig selv. Som altid kunne han stå op til lune boller, ristet rugbrød, blødkogt æg, gode oste og hjortespegepølse samt nybrygget te og et glas juice. 
  • Fodret hundene i morges klokken syv. Da havde jeg sovet mindst otte time, hvis ikke ni, og jeg kunne ikke ignorere hundenes piben.

  • Hygget mig i sofaen under en lun dyne med bloglæsning og ikke mindst Google Maps. Ellens rejse i Sydamerika har fået mig til at få styr på de forskellige lande over there. Samtidig tog jeg lige et tjek på niecens forskellige udflugtssteder i New Zealand, mens hun er i praktik. En ren geografitime.
  • Lagt vasketøj sammen
  • Landmanden har været travlt optaget i dag med at flytte kartofler hjem fra kølehuset til ugens sortering. Det gav mig mulighed for at skrue op for musikken og bare danse løs, ikke bare en gang men flere gange, så det må vist være dagens motion.
  • Haft fornøjelsen af to hunde, som absolut ikke syntes, landmanden skulle arbejde uden dem. De måtte blive i bryggerset, hvilket passede dem dårligt. De måtte dog acceptere det og sikke en velkomst landmanden fik, hver gang han kom ind.
  • Smurt frokost til selvsamme landmand.
  • Bagt boller efter en ny opskrift
  • Bagt min sukkerbrødstærte med ribs, som er så nem og som smager så godt
  • Rost mig selv for at få brugt madvarer i fryser og køleskab. Gryderetten med det halve rødkål fra jul og oksekødet fra fryseren genopstod i tredje variant i dag. Først fik vi kartoffelmos dertil. Så lavede jeg fyldte tortillas med gryderetten i ovnen og salat dertil. I dag kom en dåse sorte bønner, ekstra chilisovs og soya i den sidste rest. Resterne af kartoffelmosen blev rørt op med noget mælk og blev brugt som låg.Jeg elsker at bruge resterne fra aftensmad til nye retter. Det er ret så selvmodsigende, for jeg gider nemlig ikke at lave den første ret, som danner basis for restemiddagene.
  • Tjekket sommerhuset sammen med landmanden.
  • Nu står der kontorarbejde på programmet, indtil jeg skal vejlede min kære datter i tilretning af forskudsopgørelse over telefon.

  • Og hele dagen har den engelske bagedyst fra 2016 været min slappe-af-serie.
Skøn søndag - håber du har haft en god søndag.


lørdag, januar 12, 2019

Jeg tømmer mit hoved for tanker

eller kan man det? Tømme sit hoved? Opstår der ikke lige så hurtigt tanker igen? Ved at skrive tankerne ned, kan jeg måske slippe dem eller måske få dem bearbejdet, så de ikke blot er tanker, men bliver til en mening, måske en handling? Måske, hvem ved?
  • Allerede her stopper jeg op, for hedder det nu Hvem ved? Sproget.dk bliver som vanligt konsulteret og jo, det hedder det: ingen ved om det vil ske, men muligheden er til stede.
bare rolig, jeg er ikke startet dagen med gløgg. Det er min aftendrik lige for tiden. Man skal jo have tømt resterne fra jul, ikke?
  • Min morgenstund er indtil nu blevet brugt på at vågne langsomt op ved at læse nyheder på min mobil i min seng. Min mobil er sat til at give et godt lys, det er blot for skarpt i mørket, når jeg lige vågner. Jeg opgav og stod op og så kom tankerne om det jeg havde læst.

  • DR skriver om ældre, der bliver boende for længe i parcelhuset. En forsker og en ejendomsmægler giver deres bud på, hvorfor det ikke er en god ide. Forskeren mener, at det samfundsmæssigt ville være bedre, hvis gamle mennesker ikke boede spredt i parcelhuskvartererne, for så skulle man ikke køre så langt omkring for at hjælpe dem. Samtidig mener hun også de ældre nemmere bliver isoleret. Ejendomsmægleren mener, at husene ikke bliver holdt ved lige og at det alt andet lige må være bedre selv at kunne pakke sine flyttekasser i stedet for at lade andre pakke dem. 
  • Jeg bliver provokeret, fordi jeg ikke mener, at ældre mennesker er en ensartet masse. Måske også fordi de bruger et eksempel med en 70 årig kvinde, som blev enke for 11 år siden, altså som 59 år. Det i sig selv tror jeg, ikke er det gængse (siger kvinden hvis mormor blev enke som 56 år og hvis tante blev det i 40erne) Samtidig er 70 år tæt på min alder, om otte år er det min alder. På arbejde møder jeg mange ældre mennesker, og jeg er også at betragte som gammel, men der er meget stor forskel på hvordan alderen påvirker os. Faktisk vil jeg sige, at det oftere er sygdomme, der i kombination med alderen gør en mere skrøbelig. Og at det er med til at gøre, at vi får brug for hjælp fra andre.

  • Mens jeg tænker, ryger ordet affældig forbi. Jeg kan ikke lide ordet, så det tjekkes også lige på sproget.dk. Synonym kan være gammel, men mere i betydningen stærkt svækket af alderdom. Og så er det, at jeg igen tænker, at det er kombination af alder og sygdom, der svækker en. 
  • Jeg møder mennesker yngre end mig, som er mere gammel end mig i sind og aktivitet. Jeg møder mennesker, som er meget ældre end mig, som er yngre i sind og mere aktiv end mig. Ritt Bjerregaard sagde i et interview om alder, at hun vil have lov til at kalde sig gammel, for det er hun. Men at hun samtidig gerne vil være et eksempel på, at gammel ikke er synonym med affældig.
  • For mig er det at være afhængig af andres hjælp ikke det samme som at være affældig. Man kan sagtens være skarp tankemæssigt og nysgerrig på livet, selv om man har brug for hjælp til alt.
  • Tilbage til ejendomsmægleren og forskeren: jeg vil også helst selv pakke flyttekasserne og få ryddet op i alt det, vi har stuvet sammen gennem et langt liv. Det ville min mor også, det nåede hun ikke, før hun døde af kræft 74 år gammel. Hun var ganske enkelt for træt de sidste år i sit liv. Hun prioriterede livet med alle dets oplevelser sammen med familie, og det gjorde hun ret i. Selv om jeg syntes, det var et stort arbejde at tømme deres hus, efter min far flyttede på plejehjem. Heldigvis var vi fem børn til arbejdet, hvor mine børn kun er to, så jeg håber, at jeg får lov til at flytte til noget mindre og får ryddet op i mit livs loft og skabe. Jeg gad også godt være tæt på alle de muligheder en by kan byde på ar kulturelle arrangementer, ikke fordi jeg er gammel, men mere fordi jeg nu er et sted i livet, hvor der er tid til det.
  • Men der er hverken jeg eller landmanden endnu, altså det med at flytte til noget mindre. Jo jeg er, men da jeg ved, at det aldrig bliver ind til byen, så kan den ene gård være lige så god som den anden gård. Flytning ville dog tvinge os til at få ryddet op og ud.
  • Mens jeg smører mad til landmanden, som skal på jagt, lufter han hundene og finder et ben til Dexter, som skal være alene hjemme sammen med mig. Min mobil bipper, der er brug for hjælp på afdelingen, en er syg. Landmanden spørger om jeg tager den vagt. Det gør jeg ikke, fordi jeg ikke fik lavet det arbejdsmæssigt i går, som jeg havde regnet med. Jeg håber derfor, at dagen i dag kan få tankernes faglige ord omsat til skrevne ord. Nu er jeg da startet med at skrive et blogindlæg, så fingerne i kombination med tænkning er varmet op.

Må du få en god dag med fokus på det, der giver mening for dig. Her i huset kan Dexter absolut ikke finde mening i, at han er blevet ladt alene tilbage på gården sammen med mig. 

fredag, januar 11, 2019

Hverdag i januar


  • Vores projektdag i går gik i vasken. Sygdom blandt personalet (influenza og forkølelse har slået til endnu en gang ) og mange patienter med blodprop eller blødning i hjernen gjorde, at mine to projektkolleger blev trukket ind i plejen klokken ti. Jeg fik lov til at fokusere på alle de hængepartier med tilrettelæggelse af kursus og undervisning samt vejledning alene om vores abstrakt. 
  • Vi stiler mod at deltage i en europæisk konference med vores projekt. Lige nu diskuterer jeg med mig selv om det kloge i at søge om at præsentere mundtligt. For man kan kun søge en ting, og hvis vi nu bliver afvist til dette, kan vi så få en poster med? Det kan jeg ikke se ud af vejledningen. Måske skulle jeg skrive til dem i dag?
udsigten fra mødelokalet i går. 
  • Fridagen er startet langsomt. Hver hverdagsfridag leger jeg med tanken om at stå op på samme tid som på en arbejdsdag, nemlig klokken fem. Og hver gang ender jeg med at sove til landmandens hverdag starter, klokken halvsyv. Når man har sin arbejdsplads lige udenfor døren og når man bliver godt beskidt på sit arbejde, så kan morgenrutinen med vand i hoved og hår samt morgenmad hurtigt overstås. Hundene bliver jo luftet, så snart de tre træder ud af døren. Således bliver vores medarbejder mødt klokken syv af to glade hunde og en chef, der trækker lidt frisk luft, inden de alle fire går ind i kartoffelsorterhuset.
  • Min fridag bliver lige om lidt, når kontorarbejde og lidt husmoderligt arbejde er overstået, forvandlet til en arbejdsdag. Det er aftalen, jeg har med min nuværende leder og også med min tidligere leder. Jeg ønsker ikke at være på fuldtid, men jeg kan efter aftale inddrage fridage, når det behøves. På den måde kan jeg på samme dag både varetage landmandskonens og sygeplejerskens job, og det føles bare bedre for mig. Det er vel også det, at undersøgelser viser, at arbejdsglæden trives der, hvor man føler man har medindflydelse på sit arbejde.

  • Medindflydelse på sit arbejde gælder ikke på, hvor mange patienter en afdeling kan/må have og hvor mange, der er ansat til at pleje og behandle dem. Hvis det var således medindflydelse blev defineret, så kunne man undre sig over, at vores afdeling scorer højt i tilfredsundersøgelse, der blandt andet undersøger medindflydelse på arbejdsopgaver. Her handler det vist mere om det, at ens leder ser, hører og møder en, når man har brug for en arbejdsplan, der tilgodeser familien og andre behov. Og der scorer min leder højt.
  • Der er dog ting, hun ikke har indflydelse på. Patienter skal passes døgnet rundt og på alle ugens dage, det kan der ikke ændres på. Jeg har tit undret mig over mændene til mine kolleger. Tit og ofte må mine kolleger høre på brok og beklagelser fra kærester og ægtefæller, fordi kollegerne har aften/nattevagter og arbejder i weekender. Min mand undrer sig med, han har både prøvet en kone med fast aftenvagt, da vores børn var små og siden hen en kone med weekendvagter hver anden uge samt nattevagter/aftenvagter i rigeligt mål. Selvfølgelig er det træls, når mor ikke kan komme med til et eller andet arrangement. Men tænk på alle de kvinder, der er gift med politimænd og ambulancereddere, de arbejder da også på alle mulige tidspunkter. Og jeg kan kun sige, at som landmandskone har jeg deltaget i utallige arrangementer uden min mand, både til hverdag og i weekender. Så vi synes nok, de er nogle pylrehoveder, når manden synes, det er hårdt at være alene med sine børn en weekend eller flere aftener i træk. De skulle hellere være stolte af deres kærester, som gør et godt stykke arbejde for dem, som har brug for hjælp.


  • Bare rolig, mit julepynt er væk nu OG det allerbedste: det er pakket ned i kasser, som nu venter på at komme på loftet. Sidste år lå al julepynt fremme på et værelse i flere måneder, førend det blev pakket væk. Juletræet stod stadigt smukt og fældede meget lidt, da det blev båret ud i onsdags. Så jeg havde lyst til at gøre som min mor, der lod det stå til slutningen af januar, fordi hun skulle holde den årlige julefrokost med deres litteraturklub. Det gjorde jeg så ikke, og det er helt fint. Al ting har sin tid, også et juletræ. God dag til dig.


    • onsdag, januar 09, 2019

      #tresøstrepåtur

      Hverdagen banker heftigt på, og de fine planer jeg lagde på et tidspunkt, holder ikke helt til hverdagens arbejdspres. Ikke desto mindre byder hver arbejdsdag på gode oplevelser, som sikrer mig arbejdsglæde.

      Nok om det. I søndags kunne mine to jyske søstre og jeg langt om længe mødes til en vandretur. Tre søstre der på hver sin måde har det med at fylde hverdagen, så vi har svært ved at finde en dato, hvor vi kan vandre og snakke sammen.

      Denne gang var det i Rebild, at vi havde sat hinanden stævne hos mellemste lillesøster. Vi var så heldige, at hendes mellemste barn lige var hjemme mellem Kenya og Toulouse (de er noget så berejste de unge mennesker) og spiste brunch sammen med os.

      Maven var således fyldt op, da vi tog vandreskoene på og begav os ud på Rebildbakker ruten. Vi tog ikke hele ruten på 11 km, men fik da gået i 2 1/2 time. Min mellemste lillesøster er godt kendt i skoven, den ligger nærmest i deres baghave, og de både går, løber og cykler meget.

      Lørdagens skønne solskin havde gemt sig, så vi oplevede bakkerne og skoven i det magiske tågede skær.


      Rebild bakker og Rold skov har også i min barndom været udflugtssteder. Mine morforældre boede ikke langt derfra, så vi kørte tit søndagsture med kaffe/kagekurven og fandt et godt sted at holde pause.


      Min søster lokkede os op ad trapperne op til Skovtårnet. Det besøgte jeg sidst, da jeg var FDFleder og havde 5-6 drenge på 10-11 år med mig. Dengang måtte jeg bide min højdeskræk i mig. I søndags kom jeg også op til platformen, men jeg var ikke vild med svingningerne i tårnet, som bliver meget mærkbar jo længere man kommer op. Min ældste lillesøster måtte opgive, hendes højdeskræk er værre end min.


      Udsigten fejlede ikke noget og bagefter begav vi os hen til Troldeskoven med dens sjove mosbeklædte krogede træer.


      Fordi vi snakkede, mistede jeg helt orienteringen, men de hvide pile viste vej, så min mellemste lillesøster på et tidspunkt spurgte, hvorfra jeg vidste, at vi skulle dreje. Hun kendte jo ruten og lagde ikke mærke til pilene, det gjorde jeg.


      Hjemme igen fik vi lækker kage og god te, mens vi hyggede os med begge niecer og svoger. Min yngste niece rejser snart til Australien sammen med en veninde og skal opleve dette store land.

      Jeg satser på, at mine søstre og jeg kan opleve en større vandretur på et tidspunkt, hvis vi da kan finde tid i kalenderen. Søndagens tur gjorde dog godt og jeg kørte hjem glad og veltilpas.