torsdag, januar 31, 2019

Det som kan være så svært at forklare #1

Indimellem får jeg lyst til at dykke ned i virkelighedens verden som sygeplejerske for at fortælle om min arbejdsdag til dem, der øverst oppe er de ansvarlige for min arbejdshverdag. Jeg tror desværre ikke, det nytter noget, for alle har hver deres bud på, hvad man så kan spare væk, så vi blev normeret bedre. Og så kommer de ikke videre. Så nu lader jeg det i stedet for blive en række blogindlæg.

Vi er i undertal i denne måned. Dels er der sygdom, influenza og norovirus trives godt i disse uger, dels har man for at imødekomme krav om besparelser blandt andet undladt at ansætte nye kolleger før til februar. Det har kunnet mærkes, når der er to, der stoppede til december og flere er gået på barsel.

I går hjalp jeg med fra morgenstunden sammen med en projektleder, som jeg egentlig skulle have møde med.  Før hun mødte, startede jeg med at dosere medicin op til alle patienter på afdelingen.  Jeg doserede også middagsmedicinen for at spare tid senere på dagen, hvor afdelingen tydelig "gasser" op med indlæggelse af nye patienter, samtidig med at patienter skal udskrives (de to funktioner som tager rigtig lang tid). Talte man belægning midt på dagen, ville mange afdelinger have dobbelt så mange patienter, end når man gør det ved midnat.

Jeg tror ikke, man i de bestemmende lag ved, hvor meget tid det tager at dosere medicin. Alle de nye patienter har typisk fået ordineret deres vanlige medicin, men da sygehuset selvfølgelig køber der, hvor de kan få medicin billigst, så skal jeg tjekke, om vi har et tilsvarende præparat. Har vi ikke det, skal jeg søge i et dokument, hvem der så kunne tænkes at have det. Vi har en aftale om, at vi kan ringe til vores farmakonom, som vi betaler for at gennemgå vores medicinrum hver dag. Så tager hun præparatet med. Hun kommer først ved nitiden, så når jeg doserer op, forsøger jeg at få medicinen hentet, efter doseringen er færdig. Ellers får patienterne først deres medicin op ad formiddagen.

Egentlig skal man jo have sit eget medicin med ind på sygehuset*, men hvem tænker på det, når man falder om med en blodprop eller blødning i hjernen? Så der bruges ufattelig meget tid på at gennemgå alle vores kasser med ekstra medicin, tjekke medicinmodulet for mulige erstatninger og andre dokumenter. Nogle gange har lægen i travlheden glemt at godkende medicinen, så må vi ikke give det og så skal vi ringe til forvagten for at få ham til at godkende det. Alt sammen tager tid. Derfor er det også en af de ting, jeg tit tilbyder at gøre fra morgenstunden for at hjælpe mine kolleger.

Da jeg kom tilbage fra runden rundt på sygehuset efter medicin, var projektlederen godt i gang med at give morgenmad, så jeg begyndte at uddele medicin. Mange af vores patienter skal have hjælp til at spise, og langt de fleste vil jo gerne på toilettet, før de skal spise. Det skal de også have hjælp til. Måske kan sygeplejersken ikke klare det selv, så må hun vente på, at en kollega har tid til at hjælpe. Så morgenmad, medicingivning og personlig hygiejne kan godt tage lang tid.

Den sidste patient, jeg skal give medicin, har endnu ikke fået vurderet sin synkefunktion, fordi vedkommende ikke var vågen nok. Nu er patienten imidlertidig vågen, så jeg går ud for at gøre klar til screening for synkefunktion. Det går egentlig fint, men patienten kommer til at hoste ved almindelig vand uden fortykkelse. Patienten fru X er dog meget sulten og tørstig og vil bare gerne have noget at drikke. Det tager lidt tid at forklare, at vi ikke kan forsvare at give fru X almindelig vand, fordi hun vil kunne få en lungebetændelse, hvis væsken ryger i lungerne.

Nu vil terapeuterne overtage synkevurderingen og hjælpe med morgenmaden, men i det samme mærker patienten, at hun skal på toilettet. Patienten er i forvejen kendt med at være inkontinent, altså at have problemer med at holde på vandet, indtil man kommer på toilet. Når man er halvsidig lam og ikke kan hjælpe med, skal der hjælpemidler til, i det her tilfælde en lift. Fordi vi har så mange patienter, som har brug for at blive liftet, er vi udgået for liftsejl, så det skal vi først have skaffet. Derfor går der tid, inden vi kan komme i gang, og det viser sig så, at der skal en større vask til, før vi kan forflytte patienten til bækkenstol.

Vi to, som egentlig skal holde møde, beslutter, at som afdelingen på det tidspunkt ser ud, så er det mere vigtigt, at vi hjælper der. Vi får begge værdifuld viden og argumentation til vores videre arbejde. Og nej, ingen af terapeuterne anså det som deres opgave at hjælpe, selv om jeg synes, de ville kunne få god information om patientens funktionsniveau. Jeg har et rigtig godt samarbejde med terapeuterne, men lige nøjagtig det her er et irritationspunkt for mig. Der er mange af terapeuterne, der af sig selv tilbyder at være en del af teamet, som hjælper patienten, samtidig med at vi får vurderet funktionsniveauet.

Klokken er på det tidspunkt vel 9, den kollega, som har patienten, er i gang med at hjælpe en anden kollega. Alle kolleger på afdelingen går i et højt tempo frem og tilbage fra stuerne, der hentes morgenmad, der hentes rent tøj, der hentes medicin, og nu begynder stuegangen snart, samtidig med at terapeuterne er i gang med at vurdere patienter. Sygeplejersken, der skal ultralydsskanne halsårerne for forsnævringer, er også i gang med at hente patienter ned til undersøgelsestuen, som er på afsnittet. Pårørende begynder at dukke op, og når de nu er her, vil de også gerne høre om plan og hvordan natten er gået. Sådan en dag må vi beklage, at det først bliver senere, at de kan tale med os. Langt de fleste forstår det, de kan jo se, at vi alle er beskæftiget inde hos patienterne.

Fortsættelse følger ...

Billedet har intet med indlægget at gøre udover at der for alle kan opstå perioder, hvor man hellere ville være et andet sted, end der hvor man er, og hvor man længselsfuldt kigger efter det sted.


*Da jeg havde trykket udgiv, kom jeg i tanke om, at det var dårligt formuleret. Man vil gerne, at medicin er med, fordi hvis nu der er noget, vi ikke har, eller hvis patienten af en eller anden grund ikke kan tåle andre præparater, end det vedkommende får. Derudover er det heller ikke altid, at FælleMedicinKort (FMK) er helt opdateret af egen læge, og så er det rart, at lægen kan tjekke det medicin, patienten reelt får. De fleste kan ikke huske navnet på det, de får, de får en hvid pille for blodtrykket, en rød for ... osv.

20 kommentarer:

  1. Hvor er det rart at få skåret ud i pap, hvordan en hverdag er på en sygehusafdeling. Bare der er nogen i beslutningslagene, der på en eller anden måde får det læst!

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, tak og selv om de læser det, så ændrer det nok ikke noget, desværre

      Slet
  2. Du skærer det fint ud i pap, og jeg ville ønske, at nogle flere læste med - ikke mindst dem der har magt til at ændre tingene. Jeg tror såmænd nok, at de allerede ved, hvordan det står til, men det kunne pirke til deres samvittighed - ja for så'n en har de selvfølgelig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eric, nej jeg tror heller ikke det ændrer noget, for alle skal jo være enige. Nogle vil så spare på forsvaret, andre på ydelser til flygtninge/migranter osv

      Slet
  3. Du fortæller på din flydende og milde måde om det utrolige arbejde I udfører. Jeg ville så meget ønske, at der bare var nogle få beslutningstagere, der læste med. Jeg bøjer mig endnu engang i støvet for dig og dine kolleger og glæder mig til fortsættelsen.

    SvarSlet
  4. Jeg er bare enig med de tre første kommentarer - håber sandelig, at der snart sker noget på den front, for det er uholdbart i længden. Jeg ved ikke, om det er patientklager, der skal til, men det får I nok utrolig sjældent, kunne jeg forestille mig.
    Jeg noterede mig følgende og undrede mig: "Egentlig skal man jo have sit eget medicin med ind på sygehuset". Det må være forskelligt fra region til region, for da jeg troppede op med Johns medicin, da han sidste sommer blev indlagt, fik jeg at vide, at den kunne jeg godt tage med hjem igen - de skulle nok give ham, hvad han skulle have!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, tak og nej faktisk får vi det modsatte; breve fra mennesker, som forlængst er udskrevet med tak for god pleje og behandling.
      Da jeg havde trykket udgiv, kom jeg i tanke om at det var dårligt formuleret. Man vil gerne at medicin er med, fordi hvis nu der er noget, vi ikke har, eller hvis patienten af en eller anden grund ikke kan tåle andre præparater end det, vedkommende får. Derudover er det helle ikke altid at FælleMedicinKort (FMK) er helt opdateret af egen læge, og så er det rart at lægen kan tjekke det medicin, patienten reelt får. De fleste kan ikke huske navnet på det, de får, de får en hvid pille for blodtrykket, en rød for ... osv.

      Slet
  5. Ja... suk! Enig!
    Tænk... jeg snakkede forleden med en hjemmmesygeplejerske, som syntes hun havde bedre vilkår end sygeplejerskerne på en sygehusafdeling. Der var plads til at bruge sin faglighed, tilrettelægge og handle på det... Det havde jeg ikke troet, jeg skulle opleve.
    Men jeg kan jo se de drøner rundt derinde, når jeg besøger Erik. Og utilsigtede hændelser sker også, så jeg må hente glemt medicin mm. Som pt/pårørende skal man selv være en aktiv del af behandlingen!
    Alle de excelberegninger dur ikke... kom ud i virkeligheden, politikere og planlæggere!

    SvarSlet
    Svar
    1. Anne, jeg ved at en del sygeplejersker søger væk fra sygehusene og til hjemmeplejen. De får mere weekendfri og højere løn.
      Og det er så trist når der sker utilsigtede hændelser.

      Slet
  6. Hov - forsvandt min kommentar mon?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, jeg har tjekket, den er ikke i spammails, så jeg ved ikke hvor den blev af.

      Slet
  7. Det er megetfint du skriver historien om hverdagslivet som sygeplejerske, og det må i høj grad undre, at der ikke er flere folk til at klare opgaverne. Man kan jo kombinere arbejdsforholdene med den aktuelle debat om differentieret folkepensionsalder og nedslidning. Det er jo lidet hensigtsmæssigt at det er så slidsomt at arbejde, som det her beskrives.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, det er betænkelig, at man har skåret så meget ned på budgetterne, så sliddet bliver større. Og den fysiske nedslidning er nok mindre end den mentale nedslidning. Det er hårdt at føle man ikke slår til, selv om man er der 100 %.

      Slet
  8. Jeg har kæmpe stor respekt for det arbejde i udfører. I kommer bestemt ikke sovende til jeres løn, i skal besidde en kæmpe viden. Altid være et skridt foran og ikke kludre med noget. Hatten af for jer alle. TAK.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Joan. Vi laver også fejl, desværre, og noget af det skyldes at der er for lidt tid til at stoppe op og tænke sig om.

      Slet
  9. Det lader da ikke til at være svært at forklare, - du formulerer dig, så man tydeligt kan forstå det, - og ligefrem kan mærke det i sin krop. Kæmpe respekt fra mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eva, jeg er glad for at I læser med. for mig selv hjælper det at sætte ord på det, og så er det bare skønt med jeres kommentarer.

      Slet
  10. OK - det var heller ikke så innovativt :-) Jeg skrev bare lidt om det store ansvar der ligger i at hælde medicin op, og det er bare hvad jeg som patient har set og forestiller mig. På 'min' afdeling er sygeplejersken ca. 45 min. om at hælde op til 13 patienter, og hun må på ingen måder forstyrres i arbejdet. Om de 45 minutter inkluderer middagsmedicinen også, er jeg ikke klar over. Jeg forestiller mig, at man kan være temmelig træt i hovedet efter sådan en omgang.

    Du skriver godt, og jeg ville sådan ønske at nogle med rigtig magt ville læse det. Hvad med at sende dine links til sundhedsministeren? Det kan ofte betale sig at skrive til toppen, og de skal foholde sig til det, de få tilsendt..

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne, uanset hvad så er det irriterende, når man har skrevet en kommentar og den så forsvinder. Vi bliver ofte afbrudt og det er ikke godt. Vi prøver at lade være, men når man står og mangler en hånd, så kan man blive nødt til at afbryde dem, der doserer medicin.
      Tak, jeg har nok ikke mod på at sende det videre, men jeg vil tænke over det.

      Slet