Hverdagsglimt

 Vi høster igen og denne gang er der håb om, at vi får det meste i hus, inden regn måske falder tungt og vedvarende igen. Som Ellen skrev i et indlæg, så har der i den grad været stor forskel på sommeren og sensommeren forskellige steder i Danmark, men nu skinner solen varmt og insisterende.

I går gik jeg en tur hen til høstmarken med eftermiddagsmadpakkerne, jeg trængte til at mærke luften, solen og høstenergien. Heldigvis havde jeg trods varmen taget gummistøvler på, for da jeg gik på stubbene af det, der blev nået at høste for 14 dage siden, sank gummistøvlerne så meget i, at mudderet sprøjtede op i mine korte gummistøvler.

Landmanden er kreativ og kører på tværs af marken, kornet bliver læsset af ved hver ende ligesom dieseltanken kun bliver fyldt halvt op, så mejetærskeren ikke er for tung. Kornet står fint og kernerne holder en fin vandprocent, så alt er godt på det område, men fugtigt er der.

Sidste weekend tog vi en tur til Aarhus sammen med datteren for at kigge på sofaer. Hun fandt en smuk og smart sofa, som kommer til at stå godt sammen med de farver hun har valgt i sin lejlighed. Bagefter parkerede vi bilen hos datteren, fik en kop te og gik derefter over til Aalborgsiden for at opleve regattaen.

 På broen var man ved at gøre klar til spisning på broen. En del af den ene sides fortov var fyldt med borde og bænke ved siden af hinanden, så alle kom til at sidde med fronten ud mod vandet og hele regattaområdet. Det tror jeg, vi skal prøve en anden gang.

Det småregnede dog og det satte desværre også sin begrænsning på antal besøgende, selv om der faktisk var mange på havnekajen. Vi gik en tur fra broen og helt hen til det sidste skib, studerede streetfood området, men en regnbyge gjorde, at vi ombestemte os og i stedet for satte os udenfor en restaurant ved havnen og fik vores aftensmad.

Himlen blev mørkere og mørkere, så da landmanden tjekkede radarbillederne på mobilen, fik vi travlt med at komme af sted. Det gik i skarpt trav over broen, henad stierne som trods små lamper langs stien fremstod meget mørke, så jeg aldrig ville gå den vej alene om aften og nåede bilen, inden regnen for alvor tog til.

Turen hjem var frygtelig, vi endte med at køre fra motorvejen, fordi det var svært at orientere sig i den mængde regn, der kom, kombineret med modkørendes lyskegler. Hjemme igen styrtede det ned og datteren kunne fortælle, at det oven i de massive regnmængder lynede og tordnede helt vildt. Koncerten på havnekajen med Tim Christensen måtte afbrydes, det var simpelthen for farligt at fortsætte.

I denne uge har jeg holdt oplæg for tre franske sygeplejelærere på engelsk om hvordan vi bruger begrebsrammen Fundamentals of Care på vores afsnit. For mig har den været med til at give mig et bedre sprog for hvad sygepleje egentlig er og hvorfor det sommetider opleves af pårørende/patient som god sygepleje, når jeg synes, at jeg kunne have gjort så meget mere og også det modsatte, selv om man synes man har ydet sit bedste.

De tre var på todages besøg på dels sygeplejeskolen, dels sygehuset, og jeg havde været så fokuseret på, om mit engelsk var korrekt, men havde mindet mig selv om, at de franskmænd, jeg har mødt til konferencer, ikke er særligt gode til engelsk. Og efter kort tid sammen forstod jeg, at jeg skulle glemme alt om alt det, jeg gerne ville sige på korrekt engelsk og blot tale fra hjertet med fagter og mimik. Det gik godt.

Og jeg mindedes, da jeg som nybagt student arbejdede i Oxford som ufaglært sygeplejerske i 1976. De engelske sygeplejeelever var målløse over, at vi danske unge kvinder kunne begå os så godt på engelsk, så vi kunne klare et arbejde, hvor kommunikation er så vigtig ( nej jeg siger ikke at kommunikation er essentielt i sygepleje, faktisk hader jeg det ord, men måske havde det sin berettigelse her). 

I vores pauser på 11 timers nattevagterne fandt vi frem til, at de havde haft lige så megen undervisning i fransk, som vi havde i engelsk og de kunne overhovedet ikke begå sig på fransk. Så bare tanken om at tage til et fransktalende land og arbejde på et sygehus fik dem til at gyse.

Arbejdsferie. Jeg manglede at afholde noget ferie, så det har skemaplanlægeren lagt i den kommende uge. Der står mange ting på min mentale to-do liste, men jeg har kun sat få punkter på min blok, for ellers kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg så giver op. Jeg hader oprydning, især den del, der indebærer at tage stilling til om ting skal gemmes, gives væk eller smides ud. Men jeg skal jo til det, så ønsk mig held og lykke med den opgave. I dag handler det om at få overblik over alt det, der taget stilling til, men som endnu ikke er kommet af sted til genbrugspladsen. Det fylder i huset og i mit hoved.

 Lene, sæt i gang, find en god lydbog og forkæl dig selv med gode pauser, du har jo ferie.

Bondegårdsferie - Sommerferie 2024, del 1

 Der var ingen tvivl om, at feriegæsternes ferie startede på gården. Næste sommer bor vi ikke her mere, så hvis S sammen med farfar skulle køre traktor og ATV, fodre høns, hjælpe med i arbejdet på gården og hvad der ellers sker på en gård om sommeren, så var det sidste udkald.

Den lille familie valgte at køre herned med to overnatninger i Norge og sen ankomst til gården, men begge børnebørn var vågne, så vi kunne få krammer, inden de kom i seng.

Formlen var den samme som sidste år, vi tog os af børnene, når de vågnede, så forældrene kunne sove videre. Vi havde fundet sønnens cykel, som han fik til sin 3 års fødselsdag, da vi ryddede ud på vores anden gård. Den fik landmanden cykelhandleren til at lave service på, sætte nye støttehjul på og fremskaffe et gammeldags båthorn.

Da først S knækkede koden til at cykle, fik vi motion. Jeg løb ved siden af ham, når han drønede af sted ude på vejen. Senere tog han på ture med os alle hver især, hvor vi også cyklede. Det gav også skrammer, når cyklen væltede, men sådan er det.

Vi plukkede blomster fra markerne med bestøverbrak. Vi plukkede bær. Vi var konstant i aktivitet, der var ikke tid til læsning og stille aktiviteter som for et halvt år siden . Og når man er næsten tre år, så vil man alt selv og verden skifter brat fra lykke til sorg over at skulle stoppe med en aktivitet, fordi de voksne vil noget andet.

Jeg nød at se min søn og svigerdatter rumme den lille gut på en måde, som jeg helt klart ikke altid havde overskud til dengang for 34 år siden. I dag kan jeg jo se, at alt det med at sætte grænser, være konsekvent, lære børnene at høre efter kan gøres på en mere skånsom måde, så man også tager hensyn til et barn, som ikke kan overskue, at der skal ske noget andet. 

S var med til at kløve træ og han var meget stolt, når han kom med brænde til medarbejderen. Landmanden og S kørte også til foderstoffirmaet for at hente majs til hønsene.

Jeg sang for Å, havde hende til at ligge på gulvet, mens jeg fik bagt eller gjort klar til spisetiderne og nød hendes pludren og grin. Hendes øjne var koncentrerede og fulgte godt med i hvad der skete rundt om hende.

Det var min arbejdsuge, men jeg havde byttet rundt, så jeg faktisk kun arbejdede en dag, efter den lille familie var kommet. Fredag var det sidste dag for det arbejdende folk på gården, så vi samledes kl 9 til formiddagskaffe/te med rundstykker. Det er en hyggelig tradition. S syntes, det var så hyggeligt, at vi tre næste dag måtte spise morgenmad i folkerummet. Så kunne Å ligge i sin barnevogn og følge med i snakken uden at blive slikket af hundene.

Der gik ikke mange dage, før S var blevet trygge med Ayla og Dexter. Sit Dexter, dæk Ayla lød det fra den lille gut. Og inden vi drog i sommerhuset, gik S rundt mellem de to store hunde, som er lige så høje som ham, uden at være nervøs for dem. De elskede ham, for de fandt hurtigt ud af, at der blev givet betydelig flere godbidder i de her uger.

Sønnen arbejdede videre med at rydde op i de sidste kasser på loftet. Han og svigerdatteren havde meget sjov med minderne fra dengang. Inklusive den store samling figurer fra Kinderæg. Datteren har en plan om at lave noget kreativt ud af det til lillebror og familie. Vi får se, hvad det bliver til. Nu er der i hvert fald reduceret lidt i kasser på loftet. 

Efter en uge på gården pakkede vi alt sammen og flyttede. Nu havde jeg fået sommerferie og vi var klar til samle alle inklusive datteren til sommerhusferie.

Og i dag høster vi, første dag i år, for 42. gang og for sidste gang. Al ting har en ende, så det sidste år har nærmest været et farvel til noget på gården hver måned. Det er ok, livet går videre og vi skal finde vores vej. 

Det var ikke planen

Det var ikke planen

Halvanden måneds pause med ord og billeder på instagram og bloggen var ikke planlagt, men sådan blev det. Ikke pga. sygdom eller andre uønskede hændelser, men fordi livet simpelthen blev meget intens. Så jeg havde slet ikke tid og overskud til andet end blot at være midt i livet og stornyde det.

De første uger gik med at få ryddet op og ud, så gården kunne rumme en norsk-dansk familie på fire. Samtidig med at arbejdet også krævede en del og vi flyttede datteren fra en lejlighed til en anden. Vi havde ellers sagt, at det var slut med at agere flyttemænd, men da de fleste tunge møbler var solgt og nye bestilt med levering, ja så tilbød vi selv at være flyttemænd sammen med en god kammerat til datteren (de to tog de tunge ting). Men flytning af mange flyttekasser og samling af borde etc. tog sin tid, så vi var godt trætte, da vi kom hjem sent på aftenen. Det føltes dog godt at vide, at datteren nu kunne være i lejligheden og der ikke blot stod flyttekasser overalt.

The same procedure as last year

Som sidste år startede vi på feriebesøget på gården den første uge, hvor jeg stadig arbejdede, og så flyttede vi til sommerhuset i 2 uger, hvor jeg havde ferie. Her sluttede datteren sig til os. Den lille familie drog mod Norge i bil om fredagen i uge 2. Vi skyndte os at få ordnet de ting, vi skulle have ordnet vedrørende gården samt hjælpe datteren med praktiske ting, inden vi drog til Norge søndag, hvor vi holdt den sidste uge af min ferie. Vi returnerede i søndags fyldt med masser af ferieindtryk, som kan blive august måneds indlæg.

Det ordner jeg, når jeg kommer hjem

Den holdning er ikke god at have. Jeg havde efterladt huset hjemme rodet, da vi flyttede i sommerhuset og tilsvarende sommerhuset, da vi tog til Norge. Jeg havde regnet med en turbomandag, hvor vasketøj, oprydning, regnskab og andet arbejde på gården skulle falde på plads.

Det var så heller ikke planen

Jeg havde lidt ondt i halsen, da vi kom hjem og op ad dagen blev jeg mere utilpas, men håbede at natten kunne have helende virkning.  Så ingen turboeffektiv mandag til mig. Tirsdag var første arbejdsdag og jeg havde aftalt med mine ledere, at jeg arbejdede på et kontor væk fra afsnittet, da jeg dels havde et formiddagsmøde med sidste redigering på en artikel til international sygeplejemagasin tirsdag med to forskningssygeplejersker og gennemlæsning og kommentering af et rapportudkast. Jeg gennemførte de ting, men efter en nat uden søvn grundet hoste og forkølelse trængte jeg mest af alt til at komme hjem. Og hjemme sygemeldte jeg mig til onsdag. Det er yderste sjældent, det sker, ikke fordi jeg ikke vil sygemelde mig, men fordi jeg meget sjældent er syg (og gud ske lov og tak for det). Helt oprigtig troede jeg, at jeg var rask til torsdagens undervisning af elever, så jeg mødte op, men jeg kunne godt mærke, at den ikke var god og mine kolleger gjorde kort proces og sendte mig hjem igen.

Det var så absolut heller ikke planen

Jeg har været oppegående hele dagen i dag, og jeg er ved at være nået til bunds i alle vaskedynger herhjemme inklusiv al sengetøj (tak for tørretumbler til den del), men måtte inderst erkende, at jeg nok ikke var helt frisk til at drage med togbus og tog til hovedstaden i morgen tidlig sammen med datteren for at være sammen med min familie. Jeg udskød dog beslutningen, for jeg kunne jo sove hele vejen til Købehavn osv. Men så ringede datteren, at hun også havde fået ondt i halsen. Og efter et par timers eftertænksomhed meldte vi fra. Øv, jeg havde sådan glædet mig til at se min familie inklusiv mine niecer.

De positive sider

Fagligt: Vores engelske artikel blev godkendt til publicering. Det skal fejres på afsnittet, når den er publiceret og jeg er frisk igen. Den følger op på den første artikel, vi fik publiceret, som fandt et behov for at være sammen med ligesindede og få mere viden om stroke hos mennesker med lette følger efter blodprop/blødning i hjernen. Den sidste artikel har undersøgt samme patientgruppe og mennesker med  forbigående blodprop i hjernens erfaringer med et forløb med fokus på viden om stroke, samvær og mestring af livet efter stroke. Det er de forløb, jeg nu skal fokusere på, om vi kan få udbredt til alle kommuner i region Nordjylland.

Familie: Tænk at få lov til at være sammen med S, som nu er blevet 3 år og Å, som er 5 måneder i over 3 uger. Det har været helt fantastisk. Lyden af en lille drengestemme, der på norsk siger farmor, er englelyd i mine ører. Han er så tålmodig med farmor og farfar, når vi ikke helt forstår det norske. Han forsøger faktisk at vise det med kroppen eller bruge andre ord, så vi lærte hver dag nye ord udtalt af en tre-årig.

Den mest brugte sætning var: a gjør det. Og det er jo også vendsysselsk, så det kunne vi forstå. Hans far sagde vil selv, kan selv i den alder.

Lillesøster Å har de skønneste smil og mest udtryksfulde øjne, hun gør os ganske enkelt glad hver dag. Og da vi kom til Norge og hun så farfar efter to dages fravær, var det helt tydeligt, at ham kendte hun. 

Det er en gave, at vi er så raske, at vi kan rejse og være sammen med dem. Og med salget af gården kan vi allerede mærke nu, hvor meget mere tid landmanden har fået. Vi har nemlig ikke kartoffelavl i år, og det frigør meget tid, som han også skal bruge for at få alt på plads inden nytår. Alligevel er der ikke det pres i de næste 3 måneder, som vi har haft i 42 år.