Landmandsliv anno 2017, den sidste dag i september

Radarbillederne ligner en gyser; den bølge af regnvejr, der går op over Jyllands vestlige side kan vælge at gå lige forbi os eller at ramme os. Vi krydser fingre. De næste dages regnvejr er absolut ikke velkommen. Der er landmænd, som endnu ikke har fået kornhøsten i hus, og der sidder mange kartofler i den våde jord rundt omkring. Det der går godt, kommer ikke skidt tilbage, og vi er taknemlige for at de kartofler, vi har fået op, er gode og smagfulde. Denne uge har været god med lange arbejdsdage, men det er unge mennesker, som er friske på at arbejde og tjene penge. Vores faste medarbejder og landmanden er alderspræsidenterne i flokken.

Jeg fik en kompliment, og det var det, for det sagde vores medarbejder selv. Men ordene har fået mig til at fundere og grine over, hvorfor jeg havde svært ved at tage den som kompliment. Hun er vel 20 år yngre end mig, og jeg fik først hilst på hende forleden aften, hvor de arbejdede rigtig længe og jeg derfor smurte aftenmadpakker til dem og hentede pizzaer til efter arbejdsdagens slutning. Ordene lød sådan: Jeg har jo set dig flere gange og jeg må sige, du holder dig godt nok godt. Efterfulgt af ordene; at medsøstre skulle sørge for at komplimentere hinanden. Når man er sidst i 30erne, føles det at være i 60erne nok som noget langt væk. Lidt ligesom jeg føler, at dem i 80erne er langt væk. Hverdagen i 30erne er en ganske anden end den i 60erne. Har man børn, er de ofte på vej til teenagealderen, jeg er i den alder, hvor ens børn er voksne og selv er først i 30erne, de har måske endda selv børn. Ordene, du holder dig godt nok godt, er jo positive, så hvorfor føler jeg mig så gammel ved netop de ord? Måske lidt som første gang nogen siger til deres børn; pas lige på, så damen kan komme forbi, og jeg kigger mig rundt efter damen og indser, at det er mig.

Ayla er ikke tilfreds, landmanden har brug for al sin koncentrationsevne ude i traktoren med kartoffeloptageren. Han er ofte ude og henne i traktoren ved siden for at hjælpe de unge, så det går ikke at have Ayla med i traktoren. Om lidt bliver hun helt sikkert endnu mere utilfreds, for jeg skal have handlet ind, og så må hun være i hundegården. Bryggerset ville hun splitte af, hvis hun blev ladt alene herinde. Der er bagt banankage og kartoffelboller, og i dag har jeg eksperimenteret med at bruge resten af den grove kartoffelmos med gulerødder i stedet for revne kogte kartofler i dejen. Det resultat er jeg spændt på. Der er stort forbrug af brød, pålæg, smør, kage og sodavand, når der smøres seks eftermiddagsmadpakker hver dag. De tre medarbejdere fra vikarbureauet er ikke vant til at få noget fra arbejdsgiveren, selv om de har lange arbejdsdage, så de er imponerede over serviceniveauet. Landmanden og jeg har det sådan, at når folk skal arbejde mere end otte timer, så må vi sørge godt for dem.

Jeg tjekker lige radarbilledet igen, uf, det er godt nok tæt på os, jeg håber virkelig, det går udenom. Uanset vejret må du have en rigtig god lørdag.

Det er sådan en dag

jeg ikke skal skrive blogindlæg, for det kommer alt for nemt til at handle om, hvordan jeg har det lige nu. Efter aftale med min leder mødte jeg først kl. 9.30 til et møde, fordi jeg havde undervisningstjansen sammen med en diætist i eftermiddag/aften.

Jeg ved ikke, hvad der gik galt. Allerede inden jeg kom hjemmefra, havde jeg en følelse af ikke at være udhvilet på trods af over syv timers søvn. Den følelse har fulgt mig hele dagen. og i dag var sådan en dag, hvor rigtig mange af mine kolleger gerne ville drøfte problemstillinger med mig. Og det elsker jeg, men min tid var sparsom.

• Møde fra 9.30 – 11.30,
• sparringsmøde med to kolleger fra 11.30 – 12.15 om pjecer,
• en hurtig frokost,
• en hurtig beslutning om at hjælpe en patient (og min kollega), der var på vej til at skulle hjem og som lige manglede at få medicin med og som jeg havde været sygeplejerske på for nogle dage siden, 
• en gennemlæsning og feedback på to pjecer i udarbejdelse,
• fremskaffelse af papir til næste møde,
• møde fra 13.30 – 14.30,
• besvarelse af mails,
• samtale med en patient om at deltage i morgen formiddag, hvor studerende på tværs af fag plejer og behandler en patient. Patienten kunne slet ikke tage stilling til dette, skulle sådan på toilettet, så det blev mit fokusområde i stedet for (kollega fik tjansen at snakke med patienten bagefter)
• læsning af fagartikel
• klargøring til undervisning
• to timers undervisning af patienter og pårørende om kost og kolesterol ved diætist og noget om det at have en blodprop ved mig
• hjem gennem skumringen med te i kanden
• hjemme klokken 19.30, ingen landmand, alt var mørkt, ingen svar på mobilen (højst sandsynligt en død mobil)
• udpakning af vareindkøb, som heldigvis var klaret på vej til arbejde
• tømme opvaskemaskine, vaskemaskine, rydde op til rengøring i morgen
• en træt landmand kom ind, så der blev varmet rester til ham og lavet te. Nu sidder han og slapper af
• jeg mangler at få smurt madpakker til i morgen
• det må jeg hellere få gjort

Hovedet er mere klart og jeg ser frem til en time i sofaen med en serie. God aften til dig,

min restemad, jeg elsker risengrød, så det fik landmanden ikke.

Tankevækkende

• at jeg læser på indkaldelsen, at jeg skal sørge for at få renset mine ører hos min læge før høreprøve, og alligevel vælger  ikke at gøre det (fordi det er svært at få tid og fordi jeg aldrig har gjort det før inden en høreprøve). Det kostede mig så lige 2 1/2 time på landevejen i går uden at få en høreprøve, fordi jeg skulle til Thisted, og fordi de ansatte ikke er læger og derfor ikke må rense øret for ørevoks og ørevoks forhindrer en ordentlig høreprøve  (hvilket jeg udmærket godt ved)
• at Nakskov var den første by, som installerede vandtoilet, flere år før det kom til København (noget skulle jeg jo bruge de timer til, så det blev P1)
• at toiletter kan gøres til en filosofisk betragtning om ideologier. Nu ved jeg hvordan franske, tyske og engelske toiletter som udgangspunkt er udformet, og dermed signalerer politiske, metafysiske og pragmatiske ideologier. (igen P1)
• at det brev, jeg sendte til min datters svigermor i Skotland, kommer hurtigere frem, end hvis jeg sendte et brev til min datter og svigersøn i København.
• at meteorologer tilsyneladende har så svært ved at forudsige vejret, så de er årsag til skiftevis bekymringer og glæde. De skifter mellem at love regn fra fredag og så love tørvejr helt frem til næste onsdag. Og regnen har vi absolut ikke brug for. I kan godt regne med, at der bliver færre kartofler i år, for jeg tror ikke bare, det er heroppe, at det er svært. Landmanden er ude hver aften med sin ATV (den har godt nok gjort sig fortjent som et godt køb) for at tjekke, hvor det er bedst at køre. 
• at læse i Ståsteder, lige nu har jeg læst om Aristoteles og Kant som ståsteder. Det må jeg fundere over i et andet indlæg.
• at læse om rehabilitering og sygeplejens rolle i dette i en anden bog. Jeg håber at få tid til at fundere over det på skrift for mig selv. Det er den måde, at det bundfælder sig.

Ikke flere tanker, jeg har inddraget min fridag ( i hvert fald seks timer) så jeg kan blive opdateret på nyt medicinmodul og blive inspireret af et oplæg om Fundamentals of Care. God tirsdag til dig.

PS Ayla mener absolut ikke, at vi kan undvære hende omkring os hele tiden. Så vi beholder forhindringen til køkkenet lidt endnu. Når landmanden får mindre travlt, er det næste træningspunkt, for den pynter ikke.

Hverdagsbilleder fra ugen, der gik

Vi har fået bevilget en oplægsholder til tre enslydende tværfaglige temadage om tværfaglighed og kommunikation. Jeg er kursusleder og de første to dage er afviklet. Alle har været rigtig glade for dem og for oplægsholderne. Hun er god til at tage udgangspunkt i deltagernes situation. Vi snakker meget om perspektiv og om at kunne sige, når noget undrer en: hun må jo have haft en god grund til at gøre, som hun gør, så gad vide hvad det er. Og så tale med vedkommende, så man får hendes perspektiv på sagen, i stedet for at sætte hænderne i siden og hidse sig op over andres beslutninger. Badebolden er sagen: patienten og patientens forløb, farverne er alle de perspektiver, der kan ses. Jeg ser måske som sygeplejerske kun den røde, blå og hvide farve, men nu ved jeg, efter at have talt med terapeuter, læger, talepædagoger, neuropsykologer osv., at bolden også har farverne orange, grøn og gul, så for at få belyst hele situationen, må jeg tale med andre, som kan se de farver.

Jeg er røget helt ud af sukkertangenten, og jeg forsøger at komme tilbage på det spor, hvor det er noget, jeg nyder en gang imellem og ikke som nu bliver den energi, der holder mig kørende, indtil jeg er hjemme eller til jeg kan gå i seng.

Et af midlerne til at opnå det er en madpakke til køreturen hjem. Jeg nød torsdagens tur hjem med te, banan og mandler, som sammen med musik holdt mig gående. Jeg handlede endda ind uden at falde for fristelsen til at købe slik.

Nu vil jeg pakke mig en madpakke, som kan bringe mig sikkert ned til min nieces 25 års fødselsdag, men inden da skal der smøres madpakker til det arbejdende folk på gården. Ha en god lørdag.

Tanketyggevirksomhed

“Det er bedre at være et ordentligt menneske end at være sig selv. Det skyldes, at ordentligheden som etisk værdi netop må betragtes som værende et mål i sig selv, hvorimod det at være sig selv i bedste fald kan anses som et middel til at blive et ordentligt menneske (og i værste fald kan vise sig at være en hindring for dette). Det er selvfølgeligt herligt, hvis man kan være både et ordentlig menneske og sig selv på samme tid, men skal man vælge, bør man vælge ordentligheden, da kun den har egenværdi.”

Det citat går jeg og tygger på denne fridagsfredagsmorgenstund. Jeg er lige startet på Brinkmanns bog om Ståsteder. Jeg er jo enig, men hvorfor skal vi vælge ordentligheden fordi den har egenværdi? SB argumenterer i indledningen for, at vi skal væk fra instrumentalisering, at alt er et middel til at opnå noget og i stedet for fokusere på det, der er et mål i sig selv. Som jeg læser det, skyldes det i følge SB, at meningen med livet er knyttet til de fænomener, der er et mål i sig selv, og de aktiviteter, vi udfører for deres egen skyld. Nu har jeg ikke læst mere end indledningen, men det har allerede sat tanker i gang, så i stedet for at haste videre, som jeg altid plejer, vil jeg dvæle lidt ved mine tanker.

Ellen og Ditte har gang i det helt store farveprojekt. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har tænkt, hvorfor i alverden gør de dette, samtidig med at jeg er imponeret over den energi, systematik og engagement, de lægger for dagen. Kommentarfeltet har også budt på sætningerne som: hvad skal I bruge det til, kan I få strikket så meget eller vil I sælge det osv. Og de spørgsmål udspringer jo netop af instrumentaliseringens tankegang, at der skal være et mål med det, man gør. Eller sagt på anden vis: hvad nytte er det til? Underforstået ligger der nok også tanker om, det godt nok er mange timer og penge, de lægger i det projekt, men er det egentlig ikke ligegyldigt? Er aktiviteten ikke noget, de gør, fordi de synes, det er sjovt? Altså en aktivitet de gør for aktivitetens skyld?

Allerede her mens jeg skriver dette, har jeg sætninger i hovedet, som at de nok også synes, det er lærerigt, men dermed gør jeg jo aktiviteten til et middel fremfor et mål i sig selv. Et middel til at blive klogere og til at udfordre hjernen, for det ved vi jo, at vi skal blive ved med livet ud. Vi er gennemsyret af nyttighedsprincippet. SB nævner legen som et eksempel på en aktivitet for aktivitetens skyld, men som nu bliver brugt eksempelvis i virksomheder til at fremme innovative løsninger eller i skolen som et middel til at fremme læring. Men er det så forkert? Det synes jeg ikke, men hvis alt skal vejes og måles, så bliver det forkert. Så glemmer vi det, der er et mål i sig selv.

Min fridag er startet langsomt, og hele tiden afvejer jeg inde i mit hoved, om jeg nu også bruger den nyttigt. Der er en landmand med sit team, som knokler i markerne. Jeg har brug for at retfærdiggøre overfor mig selv, at jeg f.eks. vælger at læse en bog fra morgenstunden, så jeg husker mig selv på, at jeg da har smurt mad til landmanden, jeg har planer om at bage kage og boller til teamet, jeg har arbejdet lidt på kontoret, jeg har planlagt aftensmaden og taget kød op af fryseren. Der skal handles ind og der skal  smøres madpakker. Landmanden har aldrig de tanker, når jeg er på arbejde og han har fri. Han gør det, han skal arbejdsmæssigt og så fokuserer han på det, han gerne vil. Det øver jeg mig på, det at være ordentlig og samtidig være mig selv.

Ha en god og ordentlig fredag.

Tjek! Knap så tjekket!

Så er kornhøsten i hus, det var med hiv og sving, og det er skønt, at vi nu kan koncentrere os om kartoffelhøsten. Min mandag startede som vanligt klokken fem, men den skulle nok være startet søndag aften. Med fem eftermiddagsmadpakker udover landmandens vanlige madpakker og et brusebad var jeg pludselig bagefter, og der var altså et tog, der skulle nås. Så morgenmaden, vanddunken og tekanden kom med, og så måtte mine medpassagerer finde sig i en sulten sygeplejerske, der nød sin morgenmad i toget.

Internettet i toget var uhyre langsomt, så jeg fik kun arbejdet lidt på vej til Vejle og endnu mindre på vej hjem. Skidt pyt, jeg nåede det, jeg gerne ville nå, og ret beset har jeg vel også gjort min arbejdspligt med en dag væk fra gården på 12 timer. Heldigvis valgte jeg at gå begge veje ud til regionshuset i Vejle, det gav frisk luft og kolde tæer. Jeg var den eneste kvinder, der stod af toget i bare tæer og sandaler. Alle andre var i støvletter og dertil tykke frakker. Der er jeg altså ikke endnu, og på turen tilbage til stationen nød jeg solens varme på tæerne.

Landmanden arbejdede stadig, da jeg kom hjem, der er meget, der skal forberedes, før arbejdsdagen med fem ansatte. Jeg gjorde mig selv en tjeneste og smurte tirsdagens seks eftermiddagsmadpakker mandag aften.

Dagen i dag er gået med at være kursusleder for mine kolleger om tværfagligt samarbejde og kommunikation. Det er kursus nummer to af tre enslydende kurser, og selv om det er samme afsnit, samme underviser og samme emne, så blev kurset ikke det samme som sidst, men stadigvæk meget spændende med engagerede kolleger. Undervejs tjekkede jeg lige DMIs radar billeder i en formiddagspause, så jeg vidste godt, hvilken besked jeg ville få i telefonen, når jeg ringede hjem efter arbejde. Og ganske rigtigt, 9 mm på 1½ time, de havde lovet 0,9 mm, så kartoffeloptagningen blev stoppet, og der ventes på minimum en hel tørvejrsdag, før der igen kan køres. Nu har landmanden og jeg så spist os igennem seks madpakker, det blev aftenmaden sammen med chokolade og slik. Jeg går absolut modsatte vej af det, som jeg ved, er godt for mig. Det skal der rettes op på. I morgen.

Det føles godt

Traktorerne brummede omkring mig, siden sidst på formiddagen kunne jeg også høre mejetærskerens lyd i det fjerne. Lyden akkompagnerede mig i mit udendørs arbejde, jeg har langt om længe fået fjernet svalernes efterladenskaber på solbænk og fliser samt luget foran stuehuset. En vis forhenværende tømrer lover mig hvert år, at der kommer en tynd træbjælke op under svalerederne (et trick vi i tidernes morgen så i Bon Bonland), så de kan leve i fred, og jeg kan blive fri for svineri. Landbruget har det med at komme i vejen for den plan. Og så smågriner jeg lidt i det skæg, jeg ikke har, for lovet og lovet er måske så meget sagt, han har sagt ja, når jeg har mindet ham om det, men så kan jeg jo spørge mig selv, om det ja kommer pr refleks eller har været omkring hjernebarken og blevet lagret i hukommelsen? Jeg kender godt svaret, jeg har trods alt været en del af landbruget i snart 34 år.

I går valgte jeg at fokusere på ikke at gå på nettet hele tiden og ikke kigge bevidstløs ind i en serieskærm (det er normalt det jeg orker). Jeg kom som sagt ud, jeg fik lånt bøger og læste flere af dem, jeg smurte madpakker og gik ned til kornmarken med dem, jeg lavede aftensmad og vaskede tøj. Det føltes godt, så jeg vil forsøge at følge samme opskrift i dag. Jeg håber, at de byger, der er lovet, vil gå udenom os. Vi kan nå langt med kornhøsten, hvis bare …

Hjernen er allerede i gang med planlægge aftensmad i dag og i morgen, måske er der en mere, måske er der to mere til eftermiddags og aftensmadpakke samt sen varm aftensmad, måske bliver der bare os to (og i det sidste tilfælde hedder det rester). Jeg skal til Vejle til møde i morgen, hvor jeg tager hjemmefra klokken seks og først er hjemme ved halv otte tiden om aftenen. Det harmonerer dårligt med et travlt landbrug med lange dage med behov for mange madpakker. Pyt, det må jeg organisere mig ud af.

En af de bøger jeg læste, eller rettere fik læst færdig, var Svend Brinkmanns Stå fast. Hvor jeg tidligere ikke har været imponeret over den, fik min velvilje over for de meninger, han kommer med i interviews, mig til at få læst den færdig. Jeg tror det, der irriterede mig, måske netop er det faktum, at han valgte at skrive bogen på samme måde som selvhjælpsbøger, den genre han gør op med, og da jeg ikke kan fordrage selvhjælpsbøger, så gjorde det det svært for mig at læse hans bog. Bagefter fandt jeg en udsendelse på DR2, hvor man fulgte SB i tiden omkring hans nye udgivelse Gå Glip. Det er tydeligt, at han på den ene side er glad og nok også beæret/benovet over al den virak og fokus, der er på hans budskab. På den anden side har han det svært med det, for nu er han netop blevet guruen, ham man følger for at få et godt liv. Lige nøjagtig det han opponerer mod.

Det er tydeligt at han, som trods sin unge alder, virkelig har forsket og publiceret meget, bliver lidt irriteret over, at det eneste offentligheden har fokus på, er de sidste tre letlæste bøger. Samtidig med at han godt forstår det, fordi forskning ofte er tungt og svært at forstå for de fleste af os, også journalister, som gerne skal have enkle punchlines. Jeg læste et interview med ham, hvor han siger, at det da er et problem, at der aldrig før er publiceret så meget af den forskning, der foregår, men ingen læser det. Forskerne skal publicere så meget som muligt i diverse højt estimerede tidsskrifter, fordi universitetet bliver belønnet for hver artikel. Det får mig til at tænke på den artikel, jeg sammen med to andre skal skrive, for hvor skal den publiceres? Jeg skal da ikke lægge skjul på, at det for mig vil være betydningsfuldt, hvis den blev optaget i et velanset international tidsskrift, men egentlig var det vel bedre, at den kom i et tidsskrift, som faktisk blev læst af sygeplejersker? Sv mit eget fagblad bliver ikke læst af mine kolleger, de er for trætte, når de kommer hjem. Så det er sådan nogen som mig, der skal formidle tidskrifternes budskab.

Landmanden er gået ud for at gøre mejetærskeren klar, jeg tjekker radarbillederne, vi skal vist være heldig, hvis bygerne går forbi os. Gid de måtte opløse sig, så det kun bliver en snert af en vanddråbe, der falder. Nu må jeg hellere komme i gang med denne arbejdssøndag, som jeg håber, det bliver. God søndag til dig.

Weekendfri

og jeg håber på, at den byder på travlhed i landbruget. Vi får se, man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, siges der.

I dag havde jeg en kombinationsfunktion, jeg tog mig nemlig af dagafsnittet og en ny læges introduktion til samme afsnit, mens jeg også fik ordnet nogle punkter i forhold til min funktion som uddannelses og udviklingsansvarlig. Den studieplan min kollega og jeg har knoklet med og som jeg på et tidspunkt, hvor jeg skulle have den skrevet færdig og sendt af sted, var ved at miste modet over, er nu godkendt. Og den er ikke blot godkendt, den er blevet rost og anbefalet en anden (med min funktion) at lade sig inspirere af. Så min kollega og jeg smiler, hver gang vi taler om den studieplan.

Faktisk har jeg smilet og leet meget i dag på arbejde. Så selv om jeg igennem længere tid har været så træt, når jeg kommer hjem, så er jeg grundglad for at være på arbejde. Det er en fed følelse.Og så har jeg nogle fantastiske kolleger, som altid har det gode forløb for patienten for øje. De er så dygtige, engagerede og motiverede, jeg er stolt over at være kollega med dem.

Håber du får en dejlig weekend. Jeg vil varme lidt suppe til mig selv og nyde, at mejetærskeren langt om længe er kørt ud af maskinhuset (og nej, det er ikke en kornmark, du ser nedenunder, det er en kartoffelmark)

Så er jeg landet i min sofa

og bortset fra en enkelt hundeluftning, så har det været mit faste holdepunkt hele aftenen. Forrige nat blev en af de korte, hvad angår søvn, og arbejdsdagen en af de lange. Vi har haft tværfaglig temadag og eftersom det er min vision, som efter en del år langt om længe er gået i opfyldelse, så har jeg været meget spændt på både oplægsholder og kollegernes reaktion.

De var begejstrede og syntes, de kunne tage flere budskaber med hjem. Der forestår et stort arbejde, når alle tre enslydende dage er afsluttet. Jeg skal samle trådene og beskrive alle de tanker og ideer, der er opstået og sammen med en gruppe sætte både i vandet, så vores gode tværfaglige samarbejde kan blive endnu bedre.

Så mørkt er det nu klokken seks om morgenen.

Gospelkoret måtte synge uden mig i aften, igen, for det var for farligt at køre i bil, når man er så træt, som jeg er/var. Landmanden og hunden blev spist af tidligt, landmanden skulle til møde, huset blev gjort klar til rengøring i morgen, postkasse blev tjekket (sammen med luftning af hund), og så faldt jeg i søvn over en kop te og en film. Landmanden har strenge ordrer i sådanne tilfælde om ikke at vække mig, for så kan jeg ikke sove igen. Men jeg vågnede nu af mig selv, da han kom hjem. Kroppen reagerede kraftigt på det sidste døgns strabadser, så det føltes, som om jeg var syg. Det hjalp en portion A38 med banan og hjemmelavet mysli dog på, så nu føler jeg mig hjemme i min krop påny.

Trappete sammen, mens vi venter på flere dages tørvejr

Søvnen indfinder sig nok ikke foreløbig, så jeg vil favne mit skøre sovemønster og finde på noget andet at lave.

PS Min lille fridagsseddel fra i går gjorde sin virkning. Målsætningen var ét skab, jeg fik taget alle skabene i badeværelset, to fyldte bæreposer blev smidt ud og en bærepose med alskens medicin står klar til at komme derhen, hvor det nu skal hen.

Det føles underligt

og det er ikke, som det plejer at være. Farmer skriver lidt om det på sin blog, og han har et herligt billede af hund og kat, som er dem, der formår at udnytte den uvante situation optimalt. Jeg har en landmand, som ikke kan køre i markerne, der kan ikke høstes, der kan ikke tages kartofler op, for der er ganske enkelt for vådt til at køre. Og det kan vi ikke gøre noget ved, så det behøver jeg ikke bruge mere tid her på bloggen til at skrive om.

I går tog jeg en tur op til sommerhuset, for vejret var jo dejligt og tørt (det varer bare aldrig mere end en dag, så regner det igen). Jeg skulle aflæse vandmåler og benyttede chancen til at gå en tur i Blokhus Klitplantage. Sjælen kom i vater, vejrtrækningen blev så dejligt forpustet, tankerne fik lov til at flyde og jeg nød den times motion. Undervejs kom jeg forbi Panasonic i Hune, og modsat hans kolleger i Gentofte og nærtliggende centre, så havde han en ny oplader til mit kamera. Den anden er forsvundet, hvordan den kan forsvinde,forstår jeg ikke. jeg havde den med, da jeg flyttede i sommerhuset i sommer, men væk er den. Nu kan jeg få ladet op og komme til at bruge mit kamera igen. Det tager bedre billeder end mobilen gør. Til gengæld kan min mobil redde mig, når jeg glemmer min pung derhjemme. Jeg kunne betale for min oplader og jeg kunne også handle ind i Spar med Mobile Pay, hvorimod laksen hos fiskehandleren må vente til en anden dag.

Tirsdagens fridag er startet med at køre min bil på værksted, helt ærligt havde jeg set frem til en time i deres sofa med godt læsestof, men jeg tog fejl. De sendte mig hjem med en lånebil, fordi det ville tage længere tid end først beregnet. Øv. Så må jeg lege ventetid herhjemme og sætte mig med en kop te og den litteratur, jeg gerne ville læse, inden næste punkt på fridagslisten.

God tirsdag til dig.

Husk nu de gode intentioner

Det er nemt lige der, hvor man er ved at falde i søvn, at opstille gode mål for hverdagsfridagene, der kommer. Det er straks sværere at komme i gang med dem på en våd og mørk mandag morgen. Så jeg er startet langsomt op ved computeren, som er mit foretrukne fristed, med at få små huskenoter elimineret. (hmm, sproget.dk siger eliminere mest bruges om uønskelige ting, det er så ikke tilfældet her)

Hus og have trænger VIRKELIG til min kærlige hånd, og jeg GIDER virkelig ikke. Det er ikke sådan, at der ikke ser ordentligt ud, for det gør der. Jeg er eminent god til overfladerengøring/oprydning. Min frugthave har ikke set skyggen af mig siden før sommerferien, landmanden plukkede heldigvis blommerne, og resten af bærrene er blevet overladt til fugle og andet godtfolk. Jeg nåede aldrig om bag gården for at få plukket. De krukker/højbede, jeg drømte om skulle pryde min gårdsplads, er aldrig kommet længere end til min hjerne.

Den kjole, jeg godt gad sy, er også kun i min hjerne. Den orden, jeg godt gad have i skabene i badeværelse, bryggers, soveværelse og andre værelser, er også kun tankespind i min hjerne. Jeg ORKER det ikke, og jeg forsøger virkelig at omfavne og rumme den ugidelige Lene. For jeg har jo lavet så meget andet, men det irriterer mig, at jeg ikke kan finde energien til disse gøremål og i stedet for hele tiden sørger for at få det, der skal gøres, gjort og så falder i en bog, en serie, bloglæsning eller arbejdsrelaterede gøremål på mine fridage.

Men i går gjorde jeg noget af det, jeg gerne vil. Jeg lokkede landmanden med på en køretur for at få et af mine gavekort indløst. Først talte vi om motorcykel, men vejret har jo været og er stadig meget ustabil, så vi endte i landmandens varebil (så kunne Ayla også være med). Og det var godt, for vi kørte i heftige byger, ingen byger, solskin, heftige byger …

Softicen fra Vebbestrup Mejeri var bare god. Jeg var dog så forgrínt, for da vi kom derned, så stod folk i kø. Der var en stor parkeringsplads fyldt med biler, og folk guffede softice i sig mellem bygerne. Det havde jeg ikke lige forestillet mig på en regnvåd søndag i september. Jeg forstod dem godt, da jeg først så prisen og siden smagte isen. En stor softice kostede 14 kroner! Med drys blev det 19 kroner. Det er jo helt vildt. Jeg havde troet, at vi for mit gavekort kunne få to store is, og så var det det.  Vi havde ikke køleboks med, så resten af gavekortet blev ikke omsat til literis, men derimod god lakrids med chokoladeovertræk.

Det blev ikke til gåture i Rold skov pga regnen, men vi fik kørt på alle de små veje gennem skoven ned til Vebbestrup, og hjemad gik turen ind i min mors barndomsland med Ravnkilde, Årestrup og Oplev. Teen snuppede vi, da vi kom hjem, og jeg har seriøst aldrig været så mæt af en stor softice før, denne is smagte og fyldte godt i maven og sanserne.

Lyset er kommet lidt frem, mens jeg har fået ordnet arbejdsrelaterede mails, som ikke kunne vente til på onsdag, og så det her indlæg. Nu mangler jeg landbrugets kontordel, det kan heldigvis også klares ved computeren med en kop te i hånden. Mandagsfridagsstart som jeg kan lide det. God mandag til dig.

Hvad skriver du egentlig om?

Er det en politisk blog eller? Jeg havde virkelig svært ved at forklare, hvad jeg brugte min blog til og hvad jeg skrev om til mine elevkammerater. Og kender I det? Når andres udtryk tydeligt viser undren over, at jeg bruger min dyrebare tid på at skrive og på at læse andres tanker, så bliver de tanker pludselig transformeret over i min hjerne, så jeg nu tænker over; hvorfor i alverden jeg blogger og kunne jeg ikke bruge min tid bedre? Jeg kender godt svaret, for jeg har jo selv været der med jævne mellemrum, også fordi jeg bruger alt for meget af min tid med at surfe rundt på nettet, jeg læser blogge, jeg bruger andres bloglister til at komme viden om i blogverdenen, jeg scroller bevidstløs ned over billeder på instagram, jeg går sågar på min arbejdsplatform, hvis ikke jeg kan finde andet at læse, fordi det tit bliver en overspringshandling i stedet for at være i det liv, der nu en gang er mit.

Det korte af det lange er, at jeg elsker min blog og den kontakt det giver mig med andre mennesker. En af mine elevkammerater var blevet korrigeret af hendes døtre, da hun havde brugt ordet blogvenner efter sidste gang vi havde mødtes, hvor vi også talte om det at blogge. Man kunne ikke have blogvenner. Jeg må bare sige, at nogle af jer, som jeg har fulgt i mange år og som har fulgt mig i mange år, og som jeg har mødt i det virkelige liv, er blevet mine blogvenner. Når jeg ikke bruger ordet venner, er det nok, fordi det for mig betyder en endnu tættere relation, og jeg har faktisk ikke så mange venner i den definition.

Veninder/venner er for mig nogle, som jeg ville kunne ringe til, når det hele ramler eller når jeg trænger til i hverdagen, at der sker noget mere end landbrug og sygepleje. Der bruger jeg så mine søstre og mine svigerinder, dem har jeg jo i rigt mål. Så mine blogvenner er for mig egentlig lidt som mine penneveninder i gamle dage. Vi kender hinanden godt, vi kan sagtens mødes for første gang og alligevel føle os afslappet sammen, for vi har en historie sammen. Men i hverdagen er vi ikke så meget sammen udover på skrift. Bloggen er dog mere opdateret end brevene til penneveninderne var; der kunne jo være sket meget, siden man havde sendt brevet.

Som jeg tidligere har skrevet, så er min blog både en dagbog for mig selv og en måde at få respons fra andre på de tanker og ord, der fylder min hverdag. Responsen får jeg, blot ikke så hurtigt, som jeg tidligere gjorde. Her har de andre sociale medier taget over.

Gårsdagens møde med 13 af mine elevkammerater blev en skøn dag. Jeg har faktisk ikke andre end dem og så min familie, som er livsvidner til dengang, jeg var 20 år og klar til at blive det, jeg havde drømt om, siden jeg var 12 år. Nu er vi omkring de 60 år, så en del af snakken gik også på pensioner og efterløn, og jeg måtte igen – igen erkende, at jeg har sat mig alt for lidt ind i det emne. Jeg vidste f.eks. ikke, at det nu er ændret fra og med årgang 56, at vi bliver trukket i efterløn, hvis vi har anden pension.

Jeg har før været i Den Gamle By og set udstillingen fra 1974, men hvor var det sjovt at gense det med kvinder på samme alder som mig, og så var der kommet flere lejligheder til og der var en hel bolig, jeg ikke fik set sidste gang. Vi havde det så hyggeligt, mens vi så kollektivet, gynækologen og kernefamiliens lejligheder, og alle de andre ting. Vi nåede slet ikke at se det hele, fordi vi først var der 2½ time før lukketid. Jeg kunne dog ikke rumme mere, da de andre tog en sidste udstilling, så jeg blev udenfor og nød den friske luft. Heldigvis havde den regn, vi fik i i Århus, ikke været i hjemme på gården. Det er vi taknemlige for.

Søndagen er startet med sol, Ayla har nydt at ligge ved den åbne bryggersdør, om end hun har undret sig over, hvor landmanden blev af. Ham lod jeg sove, så længe han kunne. Imens fik jeg fodret den sultne hund og lavet morgenmad til landmandsparret. Nu er de to “buddies” ude og bese markerne, og jeg har skrevet fødselsdagsbrev til min yngste niece, som er i den alder, som vi var, da vi startede vores uddannelse. Akkeja som tiden dog går, siger den gamle landmandskone og lukker sin computer ned. God søndag til dig.

I denne uge

kan du mærke, at dit overskud vender tilbage ... Du har ligget lidt i dvale den seneste tid, men nu har du igen mod på at erobre verdenen. ( mit horoskop i denne uge)
Lidt ret har de, sofaen har langt om længe kastet mig ud over kanten, jeg har for første gang i lang tid gået en tur, ikke for at gå efter noget, men bare for at gå. Og danse sammen med danserne i Vild med dans har jeg også gjort, det ved de bare ikke. Det er skønt.

Det er 40 år siden, jeg startede som sygeplejeelev på Viborg sygeplejeskole. 40 år! Min leder er lige blevet 40 år, mange af mine kolleger er yngre end mine børn. Hvor bliver den dog af, den tid? I morgen kører jeg en tur tilbage i tiden, jeg skal mødes med en del af mine elevkammerater, sådan som jeg gør hvert år. I år spiser vi brunch i Århus, bagefter går vi tilbage i tiden i den Gamle By, hvor 70er afsnittet selvfølgelig skal besøges, og til sidst slutter vi af inde i byen med spisning. Heldigvis skal jeg have en af mine elevkammerater med mig det meste af køreturen, så der er en at snakke med.

Snakket/diskuteret har jeg gjort hele dagen sammen med mine to projektkolleger. Vi forsøger at få vores analyse og fortolkning beskrevet, og det er svært. For hvor vi er tilbøjelig til at være beskrivende, skal vi hæve os op og fortolke og sætte fundene ind i et andet perspektiv. Men med små skridt kommer vi frem, det er faktisk svært hele tiden lige at få os arbejdet ind i materialet for så at lukke det ned og vide, at der går en lille måned, inden vi igen skal arbejde med det.

Aftenbilledet ser idyllisk ud, men det er altså ikke en sø, men derimod en mark, hvor kartoflerne er taget op.

Hot? Not!

Jeg er træt:

• af vejret - møgvejr! Så jeg øver mig i en tilbagelænet attitude, for jeg kan ikke gøre en dyt ved det. Høst bliver der ikke noget af længe. Der loves regn den næste uge, og der er kommet meget regn i dag.
• af vejarbejde og køer.  Jeg er træt som et alderdomshjem, når jeg kører hjem, og at bruge over en halv time på de første kilometer er i den grad søvndyssende. 
• af træthed. Når først jeg er kommet hjem, er tanken om at køre ud igen umuligt at tænke til ende. Så min start til gospelkor (som jeg ikke er træt af) er udskudt, for 2 x 30 minutters kørsel efter aften er ganske enkelt ikke muligt for mig. Jeg er for træt.
• af journalister. De er vel ikke dummere end alle os andre, og jeg har hele sommeren tænkt, at Prinsgemalen måtte have en demenssygdom, så hvorfor skulle han udstilles i pressen? Kongehuset kunne jo ikke gå ud med information, før end diagnosen var stillet. Helt ærligt synes jeg, at de journalister, der har svælget i udtalelserne, må have en dårlig smag i deres mund. Som jeg tidligere har sagt, det er omgivelserne, der skal sikre værdigheden for mennesker, som bliver ramt på deres kognitive formåen!

Til gengæld er jeg ikke træt af min familie, mine kolleger, mine venner (herunder blogvenner) eller min blog.  

Fotoet i dag er af en stakkels natsværmer af en art, som var fanget/tiltrukket af mit morgenlys i køkkenet i morges.

Heldigvis er jeg af natur optimist og ligesom det legetøj, hvor man slår til det, så vælter det, men lige så hurtigt er det oppe igen (hvad hedder det?). Jeg kan hurtigt blive sur og irriteret og endnu hurtigere kan jeg blive glad og god igen. Så tak for tålmodigheden, nu vil jeg udnytte aftenen herhjemme til lade op til morgendagens arbejde.

Så ringede datteren, og vi fik vores første lange snak sammen siden brylluppet. Det var jeg ikke træt af. Den fest kan jeg leve højt på længe.

min familie

Tirsdagsdagbog

Egentlig er det først i dag, at dagbogen skal skrives, og måske er du også med? Jeg kom aldrig med for 25 år siden, hverdagen med to børn på 5 og 6 år samt travlheden i landbruget gjorde, at jeg aldrig fik skrevet. I år vil jeg forsøge i aften at få skrevet mit bidrag til, hvad danskerne lavede i 2017.

I går fik jeg skrevet små noter til et indlæg, som aldrig blev til et blogindlæg. Det kan de så blive på denne mørke morgen:

Tirsdag morgen:

Endnu er jeg ikke kommet i bad, så jeg sidder stadig i nattøjet. Kontorarbejdet klares med en fornemmelse af hygge, når jeg sidder her i nattøj, med søvn i øjnene og en kop te i hånden. Regninger betales, andre printes ud fra mailboksen og noteres i kalenderen, så de betales nøjagtig på datoen og ikke et sekund før(det var det første landmanden lærte mig, da jeg overtog kontorarbejdet - betal til tiden, hverken før eller efter). Egentlig kunne jeg sætte dem til betaling med det samme, nu hvor alt klares via netbank, men det fungerer for os, at det sker en gang om ugen, hvor landmanden kigger regningerne igennem og godkender betalinger for den næste uge.

Landmændene er kørt ud for at tage kartofler op. Der er vindstille, det er ikke så godt, vi skulle gerne tidligt i gang med at mejetærske, men med denne vind varer det længe, inden duggen er væk. Vejrudsigten gider vi slet ikke tale om, nu tager vi en dag ad gangen og håber på en god høstdag i dag.

Lægen var enig med mig i går. Det mærke bag på skulderen, som jeg for knap 3 uger siden troede var et mærke efter at være gået ind i en dør, har nu udviklet sig til et eller andet, som der er gået infektion i. Et flåtbid måske? I så fald er det en borreliainfektion, det er ikke typisk, men det var det heller ikke sidste gang. Nu er jeg i pencillinbehandling, borrelia skal man ikke spøge med.

I venteværelset læste jeg blade, blandt andet en artikel med en forsker, som vil undersøge vindmøllers indflydelse på helbredet. Det er godt. Det er, som om gener skal ties ihjel, for det er jo en “god” energi og der er mange penge involveret i den industri. Jeg håber, hun får lov til at gøre sit studie færdig.

Frokost:

Landmændene er i gang med at høste, jeg har smurt madpakke til landmanden. Min fys-tid er overstået. Vi fik rigtig snakket bryllup, men også øvelser for smerterne i fødderne, som jeg tror skyldes nedsunken forfod. Min skulder var helt spændt op, så det gjorde godt at blive masseret igennem.

Jeg har også nået at komme på værksted med bilen, den ene forlygte var sprunget. Om jeg begriber designere af biler. De gør motorrummet større, bilerne større, men at komme til at skifte en pære er nærmest en umulighed. Jeg har opgivet, efter at mine hænder blev helt forrevne. Nu står de stakkels mekanikere så med opgaven.

Eftermiddag:

Landmændene høster stadig, og vejrudsigten for de næste dage svinger mellem måske regn, måske ikke regn, det er jo nærmest en lille gyser.

Demensbladet er kommet; jeg læser Hella Joofs klumme om mødet med en ældre dement og forvirret herre på gaden en sen aften. Det får hende til at tænke over, at hele vejen gennem denne hændelse taler alle, inklusiv hende selv, hen over hovedet på den ældre herre, og hun slutter af med, at måske skal vi vænne os til at tale om alle, unge og gamle, syge og raske, fulde og ædru, som om de hører og forstår, hvad vi siger. Vi har alle krav på respekt. Sjælen bliver nemlig aldrig reduceret. Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg har før skrevet om, at værdighed er noget, vi andre sørger for, og det starter med respekt for det ståsted, hvor pågældende person er.

Aften:

Landmændene har fået madpakke med rugbrødsklemmer ud til aften, i ovnen står en culottesteg og flødekartofler og venter på, at de holder sen fyraften. Jeg har fundet en doseringsæske frem, som jeg købte for mange år siden, hvor jeg også fik diagnosticeret en infektion i huden og skulle tage tabletter tre gange om dagen. Det er jo nærmest ikke til at huske, så nu får æsken lov til at minde mig om det, især frokostdosis, hvor jeg er på arbejde, bliver svær at huske.

Godnat:

Landmændene kom ind klokken halv ni, de fik sig en snak om dagens arbejde og hyggede sig. Nu er medarbejderne gået hjem, landmanden er ude for at tjekke noget, og jeg er på vej i seng. I morgen er der en sygeplejerskearbejdsdag, og hjemme på gården er det usikkert, om det bliver en normal arbejdsdag eller en lang høstdag (vi håber jo selvfølgelig på det sidste).

Når hverdagen banker på

Sjældent har jeg følt mig så gammel som i de sidste dage. Fødderne brokker sig, fingrene brokker sig, skulderne lige så. Min krop er ikke 30 år mere, højst sandsynligt er det en kombination af mange faktorer, mit eget bud er slidgigt kombineret med mine dårlige vaner ved computer, og måske burde jeg besøge en læge, men kan det ændre noget? Formentlig ikke. Så jeg nyder, at jeg har to fridage, og erkender, at det lange seje træk med bryllupsforberedelser kombineret med hårde arbejdsdage i weekenden har sat sine spor.

Regnbygen, der kom i går, har også sat sine spor. Det blev kun til en halv times høstdag og mere regn truer i følge vejrudsigten. Det kan vi ikke gøre noget ved, vi må bare håbe, at tørvejret banker på igen, for kornet trænger til at blive høstet. Landmændene er i fuld sving på gården, for selv om der ikke kan høstes, skal der sorteres kartofler, der skal tages kartofler op og der skal hele tiden justeres på planerne afhængig af vejr, kartoffelbestillinger, sygdom blandt personalet osv. Det er samme melodi på arbejde, her er det dog ikke vejret, der er den ubekendte faktor, men patientantal og hvor hårdt ramt patienterne er. Som altid føltes søndag bedre end lørdag, måske fordi vi kendte nogle af patienterne, måske fordi vi sammen fandt en arbejdsrytme, måske fordi en kollega heldigvis bød sig til med en ekstra dagvagt og dermed en mistet fridag, måske fordi vi ikke blev kaldt til trombolyse. Vi nåede i hvert fald i går at nyde de rundstykker, en kollega havde med.

Og jeg nåede at få et sus af den gode følelse, når man gør en forskel med sin sygepleje. Jeg mærkede helt klart, at tilliden, som sygeplejeforskere har beskrevet, der skal være til stede, for at sygepleje opleves som god af de involverede, var der. Jeg oplevede det, selv om sygeplejen her ikke var fysisk, men mere vejledende og informerende. Det at jeg turde stå ved den viden, jeg som sygeplejerske har, og vise, at sygeplejersker også har noget at byde ind med i forhold til rehabilitering/genoptræning, gjorde en forskel for de involverede. Det at jeg viste, at træning ikke bare er noget terapeuter tager sig af, men at det netop er et tværfagligt anliggende, det satte en af de pårørende ord på, og det gjorde mig glad.

Jeg oplever gang på gang, at patient og pårørende suger til sig, når jeg med små eksempler viser dem, at hverdagens aktiviteter er med til styrke den konkrete træning, de får hos terapeuterne. F.eks det at blive bevidst om vigtigheden i at bruge den ramte arm til at sæbe håret ind, også selv om det føles som et tilbageskridt at skulle sætte sig på en badebænk under aktiviteten, fordi balanceusikkerheden ellers gør aktiviteten usikker. Eller at støtte patienten i at vælge den ramte arm til at hælde vand op i glas (prøv at tænke over, hvor mange muskler/nervebaner, du involverer i at løfte en tung kande og ikke bare løfte den, men også at hælde og samtidig kunne koordinere den bevægelse med synet, så du rammer glasset osv.) Der er hundredevis af muligheder i alle hverdagens aktiviteter for træning. Og der kan sygeplejepersonalet gøre en forskel (hvis de altså er bevidste om det og ikke mindst har tid til det), fordi vi er omkring patienterne 24 timer i døgnet modsat alle de andre i det tværfaglige team.

Nu er jeg bevidst om, at tiden flyver af sted, jeg må hellere gøre mig klar til hverdagens mandag. God mandag til dig.

Halløjsa

Og så sad jeg der, var ved at skrive en kommentar og ville skrive, hvor mange år jeg havde blogget! Hov, det var jo elleve år siden i går, at jeg startede. Som tiden dog går, og ja jeg lyder som en gammel dame, men det er jeg jo også. Jeg har levet i 60 år! Det er da mange år, jeg håber sandelig, at jeg lever mange år endnu. Det var dog mærkeligt, da jeg ville skrive små sedler til brudeparret og lægge i de fire flasker til henholdsvis læsning om 1, 12½, 25 og 50 år, så tænkte jeg over, hvor lang tid jeg mon ville leve. Bliver jeg 85 som min far, så når jeg deres sølvbryllup (lyder det ikke helt vildt?) Men 110 år bliver jeg nok ikke, og lige nu kan jeg ikke huske, om jeg overhovedet skrev noget klogt, det skulle gå lidt stærkt. Men jeg blev faktisk lidt rørt dengang, og det gør jeg også nu. Det er som om livets slutning godt nok er reel, men alligevel så diffus, så jeg i hverdagen ikke tænker på det. Men lige der blev den meget reel.

Arbejdsdagen i dag har været hård, vi har givet alt hvad vi havde og nåede ikke alt det, vi gerne ville nå. Men de relationer (kan I ikke finde på et andet ord, jeg gider ikke lyde intellektuel) jeg var i, var gode. Om end nogen af dem var ved at gøre mig frustreret, og jeg var tæt på at give op. Gamle mennesker har ret til at stille sig på bagbenene og sige fra, men når man end ikke vil på toilettet eller have skiftet sit våde tøj, så er det svært at blive ved med at være tålmodig og pædagogisk. Det endte dog i smil og for personalets vedkommende i latter bagefter. Jeg havde overtalt det søde, men noget på tværs, gamle menneske til at rejse sig op, mens vi skiftede lagen og undertøj. Vi kom dog kun halvvejs, og så måtte jeg finde en anden strategi. Hvis nu vedkommende kunne stå, mens jeg talte til ti, så ville vi være helt færdig. Det blev aftalen. Vedkommende rejste sig op, jeg begyndte langsomt at tælle til ti, og så var det, at patienten også begyndte at tælle, men i dobbelt tempo. Så da vi var færdige og jeg sagde ti, så sagde vedkommende, ja jeg kom nu til 20, og så kom der et smil frem på læberne, og jeg måtte koncentrere mig om at holde masken. Og da patienten så også misforstod mig bagefter, kom vi begge to til at smile ved tanken om, at jeg havde givet vedkommende en tør pind og ikke et tørt bind.

Latteren bagefter var ikke af patienten, men mere af situationen og faktisk knuselsker jeg seje, beslutsomme gamle patienter, som nok selv skal sætte dagsordenen. Men på travle dage giver det udfordringer.

Hjemme har de vist også haft udfordringer med mejetærskeren, men de høster, og maden er klar, når de holder fyraften. De har dog fået madpakker ud til aften, og i morges havde jeg også smurt eftermiddagsmadpakker. De skal ikke lide nød, hvad angår mad.

Ayla er til gengæld ikke tilfreds, hun har været i hundegården, indtil jeg kom hjem. Nu ligger hun for mine fødder på kontoret, klynker lidt indimellem, hun savner sin faste partner. men ham kommer hun til at se langt efter i disse dage. Vi håber på gode høstdage, så der skal også smøres madpakker i morgen tidlig, inden jeg kører på arbejde. Afdelingen ser højst sandsynligt lige så travl ud i morgen, så jeg slapper af og nyder septembers milde luner.