En underlig uge

 Jeg har slet ikke haft lyst til at blogge. Hver gang, at jeg syntes, at jeg kunne trække vejret frit, blev jeg bekymret igen. Ikke på mine vegne men på andres. Og selv om jeg hylder princippet om at lade det ligge, jeg ikke kan gøre noget ved, så kunne jeg ikke stoppe tankerne i at flyve derhen, hvor de ikke gjorde noget godt.

Fredag blev jeg nødt til at tage hjem fra arbejde, fordi jeg fik besked om, at jeg havde været det, man kalder nær kontakt til en, der var konstateret corona-positiv. Det kunne være f.eks. være, at man sidder til et møde med afstand, men ikke over en meter (det gælder jo både på tværs af et bord og til siden) i over 15 minutter. Så gik jeg i selvisolation.

Pludselig så jeg på alt, jeg rørte ved, som mulig kilde til smitte for landmanden. Så han fik udstukket retningslinjer, jeg vaskede overflader af, fandt rodalondunken frem og tørrede også overflader af med dette (aner ikke om det overhovedet virker, men det var det, jeg havde) og jeg sprittede hænder konstant. 

Lørdag fik jeg taget dag 4 podning, den er afgørende for, om man må komme ud af isolation og skulle være med rimeligt hurtigt svar. Så jeg var der fra morgenstunden. Der kom bare aldrig noget svar. Først klokken ni om aftenen havde jeg svar; heldigvis negativ. Nogen har helt sikkert fået sat den i gruppen med standardundersøgelserne.

Natten til søndag fik jeg voldsom ondt i halsen, kunne ikke sove og måtte stå op for at drikke varm hyldebærsaft og spise strepsils. Næste dag holdt jeg stadig afstand, selv om jeg pr definition var ude af isolation. Datteren og landmanden arbejdede sammen om produkterne til Magisk Jul i Hune.

Jeg blev enig med min leder om, at jeg arbejdede hjemme mandag og så tog jeg ind igen og blev testet med hurtigt svar pga. mine symptomer i stedet for som planlagt dag 6 med standardsvar. Vente-vente-vente; endeligt svar: negativ.

Halsen havde det bedre, jeg havde det godt i øvrigt, så jeg fik grønt lys for at tage på arbejde. Jeg var vist den, der var mest hysterisk med en meter afstanden. Jeg havde en god dag, fik mange ting fra hånden og fik møder afviklet både fysisk og på Teams.

Tirsdag sidst på eftermiddagen kunne jeg godt mærke, at en forkølelse var undervejs. Og ganske rigtigt, inden aftenen var færdig, hostede jeg og pudsede næse i en uendelighed. Igen blev aftalen, at jeg arbejdede hjemmefra onsdag.

Onsdag kunne jeg godt mærke, at jeg ikke kunne slappe af, for andre, jeg kendte (dog uden fysisk kontakt til dem), med ondt i halsen og forkølelse havde fået konstateret corona. De var så også meget utilpasse, det var jeg ikke. Men tankerne kredsede om landmanden og datteren. Datteren havde jeg været sammen med mandag, da vi hjalp med at få møbler sat ind i den fine julehytte, hvor hun skal holde til de næste to måneder. Hvad nu, hvis jeg havde corona og havde smittet hende. Da jeg ikke havde det bedre i dag, blev aftalen en ny podning i dag.

Jeg er heldigvis negativ, og forkølelsen har vist nået sit højdepunkt, så jeg snupper endnu en hjemmearbejdsdag i morgen og satser på at være klar til nye kolleger på mandag.

Så nu vil jeg gerne se frem til en uge uden alt for meget halløj, sådan en ganske almindelig hverdagsuge i november.

på vej til podning

en drømmerig nat

 Jeg plejer at sige at jeg ikke drømmer, og så siger folk, det er fordi du ikke kan huske dem om morgenen, for alle drømmer.

I nat har jeg drømt utroligt meget, så meget at jeg nærmest ikke turde lægge mig til at sove igen.

Først drømte jeg en drøm, hvor jeg var ude at gå i et naturområde, det var barsk og øde, men der mødte jeg Ellen og hele hendes familie (i min drøm kunne de nemlig godt holde efterårsferie sammen). Anna ville hele tiden omfavne mig og hendes mor og mormor prøvede at hindre hende i det, fordi det må man jo ikke i de her tider. Pludselig var jeg faret vild, jeg var alene med børnene og jeg kunne ikke finde vej og farer truede overalt, og jeg var jo ansvarlig for at få dem sikkert hjem. Så vågnede jeg heldigvis, og jeg havde slet ikke lyst til at sove igen, overvejede kort at stå op og se serier, men i stedet for forsøgte jeg at bearbejde drømmen i håb om, at hvis jeg røg ind i drømmen, så kunne jeg styre den i en god retning.

Jeg følte, jeg lå længe uden at sove, men jeg tror, det skyldtes, at jeg drømte igen. Nu var jeg i Italien, det var en kombination af motorcykelferie og faglig konference. Der var dårlig mad, korrupte forskere, familiekriser (ikke min, men en af forskerne), der var ting, der blev væk for mig og pludselig blev min mand og jeg overfaldet ved vores motorcykel, og jeg var på flugt igen for at finde hjælp til min mand. Jeg løb og løb og løb og til sidst gled jeg ned af en skrænt i håb om at gemme mig. Bedst som jeg troede det var lykkedes, brummede min mobil i lommen højlydt og insisterende. Det var så heldigvis, fordi det var morgen og jeg skulle op. Faktisk var der også noget med, at en af forskerne (som vist nok ikke var korrupt) takkede mig for vores artikel. Den havde været baggrund for deres forskning. 

Jeg begiver mig ikke af med drømmetydning, men jeg havde i går aftes vist landmanden Ellens barnebarns video af Sort Sol på Salisbury Plain, så det kan være en af forklaringerne på, at de pludselig dukker op i min drøm. Mange af mine drømme handler om, at jeg ikke kan leve op til det ansvar,  der forventes af mig (redde børnene ved at finde vej, redde min mand ved at finde hjælp osv), og det kan drømmetydere sikkert få meget ud af. 

Jeg nøjes med at være glad for, at jeg har fri i dag, at der lige har været rengøring, at jeg skal være sammen med gode folk senere i dag og at jeg nu vil finde en skive knækbrød frem, lægge lækker ost på og nyde det sammen med en kop te. God torsdag til dig.

Lørdagsaktivitet

 Landmanden skulle på jagt  til morgen, så jeg stod op sammen med ham og hundene. Mens han pakkede grejet sammen, sørgede jeg for madpakke til ham og mad til hundene. Efter de alle tre var draget af gårde, slappede jeg af med et tændt lys og en serie, selvfølgelig også med en kop te.

Jeg havde også planer, så efter et brusebad drog jeg til sommerlandet, samlede datteren op og kørte til Blokhus, hvor min datter havde lokket mig til Yoga. Det blev en skøn time med tid til at mærke alle de steder, hvor jeg er spændt op og dermed fik ondt. Det måtte man ikke (få ondt), så instruktøren var god til, så snart hun så, at jeg prøvede at finde en anden stilling, at komme ned til mig og med hænderne guidede hun mig ind i en mere behagelig position. Aldrig kom hun tæt på mit ansigt, sørgede for at holde afstand og deltagerne havde også behørigt afstand til hinanden, så jeg følte mig tryg ved yogatimen.

Kartofler kan vokse i mange former, og at der ligger et stykke jern i jorden er ingen hindring.

Bagefter gik vi ned til Kunstcafeen, hvor jeg havde inviteret datteren på brunch/frokost. Og igen-igen glemte jeg mit mundbind i bilen, men heldigvis fik jeg et udleveret, så jeg på behørig og forsvarlig vis kunne komme til og fra siddepladsen. Det var som altid lækkert mad, jeg valgte brunch og min datter valgte en vegetarsandwich. 

Godt mætte kørte vi hjem til gården, datteren er nu i gang med sin produktion og jeg har fået handlet ind til aftensmaden. Om et par timer dukker landmanden op, højst sandsynligt godt træt og måske også forkommen. Der er i hvert fald koldt udenfor og det kombineret med den fysiske reaktion efter yogatimen gjorde, at datteren og jeg måtte pakke os ind i tæpper og trøjer og drikke varm te for at få varmen igen.

Hundene var også med til formiddagsteen i går i folkerummet. "hvorfor er Lene med? Hun plejer da aldrig at være her?"

Nu vil jeg trodse kulden, iføre mig varmt tøj og gå en god lang tur med en lydbog i ørerne. Normalt vil jeg helst blot have naturen som lydtæppe, men i disse dage giver bogen eller noget god musik mig motivation til lige at gå lidt længere end planlagt. Og det gør mig godt.

Selv magasinet Liv minder mig om, hvor gerne jeg vil rejse til Trondheim. Udover min søn og svigerdatter er der masser af skønne ting at opleve der.

I aften skal vi vist se Den Store Bagedyst sammen, jeg bagte en pebernødde-æblekage i går, så den er sammen med is det helt perfekte traktement til hyggeaftenen foran skærmen.

Fredagstanker

 

Der sker så meget ude i verden og i Danmark, som jeg har svært ved at finde en grimasse, der kan passe dertil. Så jeg kryber sammen og tænker. En af mine politiske aktive niecer poster med jævner mellemrum citater/statements (frit fra min hukommelse) om, at når man siger, at man ikke interesserer sig for politik og derfor ikke vil blande sig, så har man allerede blandet sig ved at vælge ikke at tage stilling og det er ikke gavnligt for samfundet. Det har hun for så vidt ret i, jeg vælger dog alligevel ikke at ytre mig offentligt.

Jeg er blevet kaldt en diplomat (ikke positivt ment), en vatnisse, en tåbe, en naiv kvinde, osv. I mine unge dage var alt sort og hvidt, og jeg gik på barrikaderne for det ene og det andet, skændtes højlydt med min far, så min mor indimellem så ret træt ud. De dage er over, jeg har en mening, men den er ikke så firkantet mere. Jeg bliver trist, når folk gnægger i skægget over andres fejl eller sygdom i håb om, at det vælter dem fra magten. Jeg bliver trist, når mennesker ikke kan finde ud af at tale ordentligt sammen og partout skal bringe alt ud i den offentlige debat. 

Så meget om den offentlige debat, jeg vælger at fokusere på det liv, der er i dag, her og nu. Så jeg har bagt boller og kanelsnegle til landmanden og medarbejderen. Og jeg har dækket bord med afstand i folkerummet, så jeg kan være med. Det har jeg ellers ikke været siden coronakrisen opstod. Jeg trænger til lidt snak, før den sidste feriedag skal fyldes med praktiske gøremål.

 I går kom jeg ud og gå og det var skønt, så det løfte har jeg givet mig selv, at det også sker i dag. Også selv om jeg gerne vil nå en masse herinde.

Må du få en god dag.

Der krybes sammen

 De varme trøjer kommer på om morgenen, samtidig med at jeg går i bare fødder i sandaler indenfor. Udenfor er strømperne dog kommet på. Ferien siver ud mellem hænderne, mens jeg øver mig på at acceptere, at energien åbenbart ikke kommer fløjtende med gadedrengehop. Lidt er der dog sket.

Mandag blev der gået tur med to skønne kvinder. 

Tirsdag fik jeg massage af fysioterapeut, jeg var så træt, da jeg lagde mig på briksen, så jeg troede, at jeg ville falde i søvn. Efterfølgende reagerede jeg, som jeg sommetider gør, når jeg er meget spændt op i skulder og nakke, med svimmelhed og utilpashed, så det var lige hjem på sofaen. Jeg har en mistanke om, at antihistaminerne til natten gør mig træt om dagen, så nu dropper jeg dem igen og krydser fingre for en god nats søvn uden.

Onsdag besøgte jeg en tidligere kollega, og vi hyggede os sammen. Hun har den skønneste udestue med udkig til en dejlig have og marker udenfor haven. Datteren har brug for en troldhasselgren til at hænge sine kreationer i julehytten, og min tidligere kollega havde en kæmpe troldhassel, hvorfra jeg fik to store grene med hjem. Vores egen, som er en aflægger fra mine forældres have, var næsten gået ud grundet en meget våd græsplæne. Den er på vej igen, men kan ikke levere store grene til udstilling.

Nu er det torsdag, jeg er startet dagen som vanligt med at give hundene mad, smøre mad og brygge te til landmandens arbejdsdag og så sætte mig foran computeren med min egen morgenmad. Nu er mail gået igennem og bilag sendt til den elektroniske bilagsmappe. Betalingsdatoer er sat i kalenderen og den første kop te er drukket.

Min opgave arbejdsmæssigt på sygehuset er at reducere mit timetal til det jeg er ansat til, nemlig 30 timer ugentlig. Derfor er der lagt hjemmearbejdsdage ind, så jeg kan flekse de timer, jeg nødvendigvis må arbejde længere, hvor det er nødvendigt. Jeg har været god i denne efterårsferie, for normalt, når jeg tjekker patienter til vores projekt, har jeg det med at fortabe mig i mails og andre ting, som jeg pludselig kommer i tanke om inde på min arbejdsplatform. Ikke denne ferie! Jeg tjekker patienter, om de kommer fra projektets kommuner, om de udskrives direkte til hjemmet uden særlige mén og om der er andre faktorer, der gør, at de ikke kan deltage i projektet. Og så skynder jeg mig at tjekke ud af platformen igen. Jeg skriver pligtskyldigt hvert et minut på, så det kan trækkes fra min hjemmearbejdsdag. Jeg bruger opgavelisten i outlook, det gør, at hjernen ikke hele tiden sender nye mentale huskesedler i omløb. Og skulle den gøre det, skriver jeg en seddel og næste morgen i de 5 - 15 minutter jeg er på arbejdsplatformen, bliver det oprettet som en opgave. Ude af sind og krop, og det virker. 

På mandag venter en kæmpe liste til mig, men jeg har også sat tid af til at få det ordnet. Alt kan ske på en akut afdeling, så jeg kan meget vel blive nødt til at ændre planer på mandag, men jeg gør mit bedste for at holde min del af aftalen om skabe plads og overskud til fritidsinteresser i mit liv.

Jeg har lyttet to lydbøger færdig i ferien. Den ene, Den lille franske Bistro af Nina George, var en skøn fortælling om en 60 årig kvinde, som efter et mislykket selvmordsforsøg flygter fra sit liv for at finde sig selv. Som de skriver i denne anmeldelse: pladderromantik, når det er bedst. Den anden; Lille toværelses med potentiale af Camilla Davidsson kommer vist også ind under pladderromantikken, men samtidig giver den også indsigt i det stressede liv, hvor det er svært selv at se, at man er på vej ind i en ond cirkel. På den måde handler den meget om de samme emner som Camilla Davidssons tidligere serie om Emma, Under Mælkevejens Stjerne. Men hvor Emma bøgerne handlede om Caminoen som forløser og psykologsamtaler som redskaber til håndtering af livet, så bruger bogen om Sofia mere den svenske diagnose Udmattelsessyndrom som baggrundsviden. I Danmark kalder man det udbrændthedssyndrom.

Det kan lyde vældig fagligt, men det er kun, når jeg her forsøger at kigge på bøgerne med faglige briller, for det er som skrevet ren feelgood bøger, lige det jeg har brug for. Begge bøger handler om unge kvinder, så nu er jeg spændt på den anden bog  om Sofia, som ikke handler om Sofia men om hendes mor Susanna, der er midt i 50erne. Klicheerne står i kø, men faktisk får jeg lidt med udover følelsen af at kunne slappe af uden at skulle forholde mig til alverdens problemer.

Gåture bliver der ikke meget af, men nu vil jeg tage mig sammen, trække i det varme tøj og gå en tur, blot 30 minutter har også sin ret. Det gjorde jeg i går aftes, inden jeg tog på besøg hos datteren, og det gjorde godt. Datteren havde købt små lækre konditorkager og vi hyggede os, mens vi fik oprettet hendes virksomhed på diverse officielle sider, købt regnskabsprogram og indviet det osv. Selv om jeg aldrig skal være selvstændig virksomhedsejer, så har mange års ægteskab med en selvstændig virksomhedsejer og hvor mit ansvar er regnskab/kontakt til de offentlige myndigheder givet mig gode kompetencer. Jeg nyder at kunne give det videre, for jeg ved fra tidligere støtte til nybagt selvstændig, at jeg er god til at forklare bogføringsregler til andre.

Så, Lene, ikke flere ord, på med jakke og travesko, i dag skal være dagen, hvor gåturen har første prioritet. Også selv om den sker alene. Landmanden sorterer kartofler dagen lang, jeg tror, han ser frem til en weekend med gode jagtoplevelser. Må du få en torsdag, der er god ved dig.

Efterår i luften

Der er en anderledes sanselig fornemmelse af luften, da jeg åbner døren. Det har været koldt i nat, luften føles knivskarp, når jeg inhalerer den. En friskhed, en op-på-tæerne friskhed. Liddt som at få kold vand i hovedet en morgen, hvor man er træt. Jeg liver op og lader døren til gårdspladsen stå åben. Hundene kommer over i hundegården, mens jeg får fejet og ryddet op i bryggerset. To ruhåret hønsehunde kan gemme på meget jord i pelsen, når de har fået lov til at pøle rundt i jorden omkring gården. Det nemmeste er at lade det tørre og så feje/støvsuge det væk.

Landmanden er på gåsejagt alene på gårdens marker. Han stod tidligt op for at få lokkegæs og skjul på plads. Gæs er ikke nemme at narre, så om han får skudt lidt kød til vinterens aftensmad og pålæg er slet ikke sikkert.

Datteren kommer med rundstykker, hun skal arbejde med sine julekreationer til årets Magisk Jul i Hune herhjemme. Hun er dog ikke gået så vidt, at vi har julemusik til at akkompagnere arbejdet. Nu har jeg dækket bord og skåret dadler, svesker og frugt i mundrette stykker til yoghurten. Æggene er klar til at blive kogt, teen er brygget og kaffen er gjort klar til at blive brygget.

Sådan startede mit indlæg i går morges, men jeg kom aldrig videre. Livet og nærværet var mere vigtigt end et indlæg, heldigvis da :-) 

Min datter og jeg havde nogle dejlige timer sammen i lørdags. Vi tog på kunstudstilling i Galleri Rødhusgården. Esben Hanefeldt Kristensen har en særudstilling med malerier og litografier fra sine sidste to nye bøger. Jeg er vild med hans detaljerede, blå univers og bøgerne kom også med hjem, så jeg kan få tid til at dvæle ved ord og billeder. Jeg fandt en artikel med kunstneren i anledning af hans sidste bogudgivelse, og det var faktisk rigtig kloge ord, som jeg vil vende tilbage til. 

Dagen i dag har været fyldt med masser af kontorarbejde i form af telefonopringninger her og der, heldigvis med et afbræk. For to kolleger/veninder havde sagt ja til at gå en tur med mig i det skønne efterårsvejr. Vi gik en af de ture, jeg går, når jeg er i sommerhuset. Og der var tid til snak, tid til at nyde turen og havet og tid til at drikke min medbragte te på en bænk med udsigt over Vesterhavet og sommerlandet.

Taknemlighed

fylder mig. Der er så mange gode mennesker omkring mig, og det er som om de alle har besluttet at sende en strøm af varme, omsorg og kærlighed (det er store ord i en jydes mund) i min retning. Jeg kan mærke, hvordan det får mundvigene til at trække sig opad og små bobler til at danse jive i maven. 

Jeg har ferie nu og jeg slapper fuldstændig af. 

• Jeg har tømt en opvaskemaskine og ordnet noget kontorarbejde, men resten af tiden har jeg kigget på fugle, der bader i fuglebadet og fugle der mæsker sig i nødder og mejsebolde, som hænger i træet. 

• Jeg har gået en tur og beundret gæssenes formationsflyvning og den skønne røde trøje, som er en evighed gammel, eller i hvert fald mindst 20 år gammel (for en teenager er det vel også en evighed).

• Jeg har drukket te med min datter og grinet højt af hendes iPhone, som kan lave emojis, der forestiller os. Vi flækkede sammen af grin, da vi lavede en, der forestillede hendes far og han fik den fluks tilsendt.

C'est moi :-)

• Jeg hygger mig lige nu på kontoret med at skrive dette indlæg, mens datteren og hendes far tjekker alle detaljer ved datterens nye bil. Den er lige hentet, så nu er hun klar til sit nye liv som selvstændig, der kan tage på kundebesøg.

Pause mens der blev spist og snakket.

Nu er datteren kørt hjem og landmanden ser nyheder. Jeg ser ikke med, jeg bliver så trist af at høre nyheder, så jeg skriver mit indlæg færdig og så vil jeg slappe af på sofaen. God aften til dig.

Hverdagen midt i hverdagens udfordringer

 Sønnen er sendt af sted til Norge, og det unge par er nu samlet igen efter lang tids adskillelse i deres nye lejlighed. Der bliver god tid til at få undersøgt, om der findes gode flyttemænd, der flytter møbler og andet gods fra Nordjylland til Norge, han skal jo være i karantæne i ti dage. Datteren bor ind imellem herhjemme for at arbejde med sine kreative emner til en julebod. Vi har de praktiske ting, som gør, at det er nemmere for hende at få ført sine ting ud i verden. Det bliver spændende, om hun får et godt salg til Magisk Jul i Skulpturparken, Hune.

Verden ser anderledes ud, folk begynder at reagere på et underligt år, jeg har taget konsekvensen af anbefalingen om ikke at udvide sin smittekæde, så ingen kor til mig på den her side af nytåret. Jeg har faktisk heller ikke lyst lige nu, selv om jeg savner at synge og mødes med de andre skønne mennesker. 

Vores årlige julekomsammen med mine to jyske søstre og vores familie, er vi enige om, kan konverteres til et udendørs komsammen, hvis det bliver nødvendigt, for det kan være svært at være inde med behørig afstand. Vi er jo ikke hinandens smittekæde.

På arbejde skal vi nu huske på at have mundbind på hos alle patienter. Der bliver godt nok brugt mange mundbind på en dag. I dag har jeg introduceret en kollega til stuegang og vores patient skulle vi hjælpe med alt, og dermed kunne vi ikke overholde en meters afstand til ham. Jeg tror, jeg har brugt mindst 10 mundbind, sandsynligvis mere, og tricket med at binde knude på de to elastikker tæt på mundbindet hjalp, ingen duggede briller.

Datteren står for aftensmad i dag, det blev lækre stjerneskud fra fiskehandleren i Hune. Det var hyggeligt og dejligt med lækker mad på en hverdagsaften. Søvnen er med mig, jeg tager fast antihistamin og selv om jeg har nogle bivirkninger, så holder jeg ved, for jeg vil have søvnen på ret køl igen.

Mens jeg sidder og skriver, kommer der en underlig lyd i rummet. Jeg undrer mig, tænker på om landmanden har et eller andet udstyr på kontoret som alarmerer. Indtil det går op for mig, at det er nede fra min kjolelomme. Det er søn og svigerdatter, der ringer op på Messenger. Så nu har vi fået rundtur i lejligheden og hørt nyt om svigerfamilien og den første dag i Norge. Så selv om corona ændrer meget, har vi i dag muligheder for at holde kontakt på en helt anden måde, end da jeg var ung. Det er jeg dybt taknemlig for.

Næsten lige som juleaften

 Den unge mand i supermarkedet sagde, efter at have kørt alle mine varer igennem; det var da også noget af en omgang denne gang. Jeg sagde det ikke højt, men jeg tænkte det, jamen men begge mine børn kommer hjem i denne weekend. Vi skal sende vores søn godt af sted til Norge og ønske ham held og lykke med at finde et job og finde hverdagen sammen med sin forlovede igen efter 7 måneders adskillelse (de har dog holdt ferie sammen i Norge, dengang man måtte det som dansker) Sidebemærkning: Ellen og Conny, er det korrekt at bruge sin og ikke hans forlovede?  Jeg er jo jyde ;-)

Det eneste sønnen ønskede sig, da jeg spurgte til madønsker (jeg er jo blevet totalt ideforladt hvad angår mad), var vildtpie. Det kræver, at vi først får vildt (i dag dyrefilet og hjortemørbrad) den ene dag for at have rester (kød og sovs) til vildpien den næste dag. Så kartofler og vildt leverer gården, resten til hele weekenden er der handlet ind til.

billedet er snuppet fra en anden gang jeg lavede vildtpie

Jeg når ikke at hente roser og Sankt Hansurt ind til vaserne, men det kan nås senere i dag. Jeg tror, sønnen trænger til hvile, det har været hektiske måneder som så sluttede af med at han blev syg, covidtestning (heldigvis negativ) og alt imens han var syg skulle han få lejligheden finpudset til overtagelse i går. Han nåede det hele, han er sej, synes hans mor. 

Datteren henter jeg senere i dag, hun har købt bil og glæder sig til, når hun bliver fri og uafhængig af sin mor som chauffør. Hun har købt plads i julehytterne i Skulpturparkens juleudstilling, så hun er allerede gået i juletanker grafisk set. Nu håber vi, at corona ikke spænder ben for det projekt.

Håber du får en god weekend, min tegner godt og lovende, og jeg er så klar. Vi går ikke ned på mad, lækkerier og drikkevarer. 

Håber vi får tid og overskud til en gåtur selv om vejrudsigten lover regn.