Der krybes sammen

 De varme trøjer kommer på om morgenen, samtidig med at jeg går i bare fødder i sandaler indenfor. Udenfor er strømperne dog kommet på. Ferien siver ud mellem hænderne, mens jeg øver mig på at acceptere, at energien åbenbart ikke kommer fløjtende med gadedrengehop. Lidt er der dog sket.

Mandag blev der gået tur med to skønne kvinder. 

Tirsdag fik jeg massage af fysioterapeut, jeg var så træt, da jeg lagde mig på briksen, så jeg troede, at jeg ville falde i søvn. Efterfølgende reagerede jeg, som jeg sommetider gør, når jeg er meget spændt op i skulder og nakke, med svimmelhed og utilpashed, så det var lige hjem på sofaen. Jeg har en mistanke om, at antihistaminerne til natten gør mig træt om dagen, så nu dropper jeg dem igen og krydser fingre for en god nats søvn uden.

Onsdag besøgte jeg en tidligere kollega, og vi hyggede os sammen. Hun har den skønneste udestue med udkig til en dejlig have og marker udenfor haven. Datteren har brug for en troldhasselgren til at hænge sine kreationer i julehytten, og min tidligere kollega havde en kæmpe troldhassel, hvorfra jeg fik to store grene med hjem. Vores egen, som er en aflægger fra mine forældres have, var næsten gået ud grundet en meget våd græsplæne. Den er på vej igen, men kan ikke levere store grene til udstilling.

Nu er det torsdag, jeg er startet dagen som vanligt med at give hundene mad, smøre mad og brygge te til landmandens arbejdsdag og så sætte mig foran computeren med min egen morgenmad. Nu er mail gået igennem og bilag sendt til den elektroniske bilagsmappe. Betalingsdatoer er sat i kalenderen og den første kop te er drukket.

Min opgave arbejdsmæssigt på sygehuset er at reducere mit timetal til det jeg er ansat til, nemlig 30 timer ugentlig. Derfor er der lagt hjemmearbejdsdage ind, så jeg kan flekse de timer, jeg nødvendigvis må arbejde længere, hvor det er nødvendigt. Jeg har været god i denne efterårsferie, for normalt, når jeg tjekker patienter til vores projekt, har jeg det med at fortabe mig i mails og andre ting, som jeg pludselig kommer i tanke om inde på min arbejdsplatform. Ikke denne ferie! Jeg tjekker patienter, om de kommer fra projektets kommuner, om de udskrives direkte til hjemmet uden særlige mén og om der er andre faktorer, der gør, at de ikke kan deltage i projektet. Og så skynder jeg mig at tjekke ud af platformen igen. Jeg skriver pligtskyldigt hvert et minut på, så det kan trækkes fra min hjemmearbejdsdag. Jeg bruger opgavelisten i outlook, det gør, at hjernen ikke hele tiden sender nye mentale huskesedler i omløb. Og skulle den gøre det, skriver jeg en seddel og næste morgen i de 5 - 15 minutter jeg er på arbejdsplatformen, bliver det oprettet som en opgave. Ude af sind og krop, og det virker. 

På mandag venter en kæmpe liste til mig, men jeg har også sat tid af til at få det ordnet. Alt kan ske på en akut afdeling, så jeg kan meget vel blive nødt til at ændre planer på mandag, men jeg gør mit bedste for at holde min del af aftalen om skabe plads og overskud til fritidsinteresser i mit liv.

Jeg har lyttet to lydbøger færdig i ferien. Den ene, Den lille franske Bistro af Nina George, var en skøn fortælling om en 60 årig kvinde, som efter et mislykket selvmordsforsøg flygter fra sit liv for at finde sig selv. Som de skriver i denne anmeldelse: pladderromantik, når det er bedst. Den anden; Lille toværelses med potentiale af Camilla Davidsson kommer vist også ind under pladderromantikken, men samtidig giver den også indsigt i det stressede liv, hvor det er svært selv at se, at man er på vej ind i en ond cirkel. På den måde handler den meget om de samme emner som Camilla Davidssons tidligere serie om Emma, Under Mælkevejens Stjerne. Men hvor Emma bøgerne handlede om Caminoen som forløser og psykologsamtaler som redskaber til håndtering af livet, så bruger bogen om Sofia mere den svenske diagnose Udmattelsessyndrom som baggrundsviden. I Danmark kalder man det udbrændthedssyndrom.

Det kan lyde vældig fagligt, men det er kun, når jeg her forsøger at kigge på bøgerne med faglige briller, for det er som skrevet ren feelgood bøger, lige det jeg har brug for. Begge bøger handler om unge kvinder, så nu er jeg spændt på den anden bog  om Sofia, som ikke handler om Sofia men om hendes mor Susanna, der er midt i 50erne. Klicheerne står i kø, men faktisk får jeg lidt med udover følelsen af at kunne slappe af uden at skulle forholde mig til alverdens problemer.

Gåture bliver der ikke meget af, men nu vil jeg tage mig sammen, trække i det varme tøj og gå en tur, blot 30 minutter har også sin ret. Det gjorde jeg i går aftes, inden jeg tog på besøg hos datteren, og det gjorde godt. Datteren havde købt små lækre konditorkager og vi hyggede os, mens vi fik oprettet hendes virksomhed på diverse officielle sider, købt regnskabsprogram og indviet det osv. Selv om jeg aldrig skal være selvstændig virksomhedsejer, så har mange års ægteskab med en selvstændig virksomhedsejer og hvor mit ansvar er regnskab/kontakt til de offentlige myndigheder givet mig gode kompetencer. Jeg nyder at kunne give det videre, for jeg ved fra tidligere støtte til nybagt selvstændig, at jeg er god til at forklare bogføringsregler til andre.

Så, Lene, ikke flere ord, på med jakke og travesko, i dag skal være dagen, hvor gåturen har første prioritet. Også selv om den sker alene. Landmanden sorterer kartofler dagen lang, jeg tror, han ser frem til en weekend med gode jagtoplevelser. Må du få en torsdag, der er god ved dig.