mandag, marts 31, 2014

DEN RETTE TONE

Det er fridag, men jeg har selv konverteret den til halv arbejdsdag, så jeg kan få nogle hængepartier elimineret. Og som sædvanlig ender jeg i funderinger over små skøre ting, så som hvordan underskriver man sine mails. Kærlig hilsen, venlig hilsen, med venlig hilsen, mange hilsener. Der er en sand rigdom af variationer. Jeg er ikke i tvivl, når det er første gang, jeg sender mails, eller hvis det er nogen, jeg aldrig har mødt. Da får de standarden med venlig hilsen. Men til mine egne kolleger? Jeg har valgt at skrive kærlig hilsen, nok fordi jeg faktisk tænker på mine kolleger med kærlige tanker. I dag får jeg så en mail fra en ny samarbejdspartner i vores tværfaglige teams, hun skriver mange hilsener. Og det fik mig til at stoppe op, for det er jeg også begyndt at gøre, det føles som en mellemting mellem kærlig og venlig. De helt tætte kolleger skriver altid knus til mig, så det gør jeg så også. Men hvad så med starten på mailen? Min tætte kollega, som er 20 år yngre end mig, skriver altid hej x til vores tværfaglige kolleger. Jeg skriver kære xx, som regel altid fornavn og efternavn, med mindre det er tværfaglige kolleger, jeg arbejder tæt sammen, så skriver jeg kun fornavn. Sjældent bruger jeg hej, med mindre den anden har brugt den formulering.

20140306_063105

Og således kan man få tiden til at gå her på landet. Regnskabsmapperne er afleveret her til morgen, LOOP ligger lige ved siden af landbocenteret, så jeg har også trænet. Nu mangler jeg kontorarbejdet for landbruget og en ansøgning om at få mit abstract optaget på en sygeplejefestival, der er deadline i dag. Hvorfor er det, jeg altid skal lave de her ting i sidste øjeblik? Hvis du så mig lige nu, ville du se mig med et smil og et lille kærligt rysten på hovedet. Sådan er jeg bare, og jeg gider ikke skælde mig selv ud, for jeg kan jo egentlig godt lide mig selv med de fejl og mangler jeg har, så hvorfor hidse sig op over den detalje. Jeg har fri, jeg kan hygge mig med det, og så er det, sådan det er.

20140329_060337

Må du få en dejlig dag. Mange kærlige hilsener Lene

PS Og billederne har ikke noget med indlægget at gøre, jeg er bare så glad over, at jeg nu kan sende billeder fra min mobil til min mailkonto Smiley

søndag, marts 30, 2014

AT SKØNNE PÅ


  • en løbetur med fuglesang som akkompagnement
  • en humlebi, der brummer om ørerne
  • en trappe midt i solen
  • en sol, der varmer mine bare skuldre og min næsetip
  • en hund, der holder mig ved selskab
  • tre favoritsmåkager (oreo og triplechocolatecookies - hjemmebragte)
  • min trofaste følgesvend gennem livet: tekoppen
Landmanden befinder sig foran fjernsyn og computer inde i stuen. Han aner ikke, hvad han går glip af på sådan en skøn søndag. Jeg trækker vejret dybt ned i maven, Istvan lægger sig ned med hovedet tæt på mig og lukker øjnene. Om lidt skal jeg gøre mig klar til sidste aftenvagt, men jeg trækker tiden lidt. Den sidste søndag i marts, men hvilken søndag.

Et minde om en skøn sommerdag i 2013






HUSKEDE DU DET?

Lige i morges havde jeg glemt det, men min mobil huskede det. Heldigvis skal jeg ikke i dagvagt i dag, så forglemmelsen gjorde ikke noget. Mon mine dagvagtkolleger huskede det? Vi fik slet ikke snakket om det i går, men jeg håber både for dem og nattevagternes skyld, at de huskede, at dagen i dag er en time kortere. Natten blev reduceret med en time, og sommertiden er hermed over os.

P1070812

Her har været stille på bloggen, og når jeg vanligvis er en, der blogger hver dag, så ved jeg fra mig selv, at andre måske tænker deres. Min far har det OK, han har formentlig en infektion, som gør, at han svinger fra at være som vanlig til at være sløv og fraværende. Mine to jyske søstre har taget hver dag her i weekenden, og det er godt at få en lille rapport på sms. Jeg har haft travlt med at arbejde, vi havde en god dag i dagvagt i går. For at et hyperakut afsnit som vores skal fungere rigtig godt, kræver det, at alle faggrupper kan arbejde sammen, og det kan vi. Det kan helt sikkert blive bedre, og det er alle interesseret i både for patientens skyld og for afsnittets skyld. Men vi kan ikke ændre på, at læger, som bliver uddannet fra universitetet længere sydpå i Jylland, ofte har bosat i det område, og derfor ønsker arbejde dernede. Så det betyder, at hvis mit afsnit prioriteres højt i arbejdsplanlægningen, så er der ambulatorier, der kører for nedsat kraft. Og vice versa. Så i går måtte jeg gå fra arbejde uden at have haft stuegang, vores læger havde travlt med at gå stuegang på det andet afsnit (som havde dårligere patienter end os), give trombolyse og med at tage mod patienter i modtagelsen. Vores patienter blev undersøgt og trænet af terapeuter og sygeplejepersonale, de fik hjælp til personlig hygiejne, hjælp til at få det rette medicin, hjælp til at spise, hjælp til at komme på toilettet, hjælp til at blive lejret, hjælp til at forstå omfanget af deres sygdom. Men det videre forløb kan kun planlægges sammen med lægerne, så vi manglede vores læger. Jeg håber, at det, at der nu uddannes læger fra universitetet i det nordlige Jylland, gør, at lægerne også bosætter sig her. Det tager lang tid at blive uddannet til speciallæge, så det bliver ikke her og nu, at den bosættelse forplanter sig til vores afsnit. Inderst inde håber jeg, at nogle af de dygtige læger, som vores afsnit har været med til at uddanne (som specialelæger skal man være på forskellige specialeafsnit undervejs, så vi kender mange af lægerne), ikke kan få arbejde længere sydpå, og de så er nødt til at vende blikket nordpå. Ikke godt for lægen og hendes familie, men rigtig godt for os.

P1070813

Nu vil jeg nyde søndagens solskin sammen med avisen og min te, mens landmanden har sat sig til rette foran fjernsynet, der er jo Formel 1. God søndag til dig.

P1070814

fredag, marts 28, 2014

YOU’VE GOT MAIL

Midt i al mit indre kaos og min søgen efter bilag og dokumenter, der skulle af sted, ville jeg gå ind og se, om de skulle ligge i min mailboks. Og det første jeg så, var en mail med denne indledning:

Jeg har længe tænkt på at sende dig en mail, og det lyder som om, det er i dag, jeg skal få taget mig sammen til at sende den.”

Tusind tak, Camille, for din mail og de dejlige ord, du har skrevet om det at læse med her hos mig. Det var lige det, jeg trængte til i dag. Nu er dokumenter fundet, bilag sat i mappe og kagen i ovnen. Istvan må ikke være med i marken sammen med landmanden i dag, det er han ikke helt tilfreds med, så da jeg var ude med skrald og samtidig tjekkede postkasse, benyttede Istvan chancen for at komme ud.

P1070808

Og han havde ikke tænkt sig at komme ind.

P1070809

Hvis nu jeg lader, som om jeg ikke hører hende, så giver hun nok op.

P1070810

Okay så, det trick virkede ikke, men så vil jeg nyde foråret fra trappen. God ide, Istvan, jeg henter min kop te og gør dig selskab. 

P1070811

HVERDAGSMORGEN

Du kender helt sikkert til det. Man vågner, man burde være frisk, men af en eller anden grund er det hele skruet helt forkert sammen. Så der tages et skridt af gangen ud i hverdagen; der fokuseres på de gode ting og de knap så gode ting kan nærmest vælte en omkuld, men så siger man til sig selv: pjat med dig, livet er godt; når først dagen er i gang, skal alt nok føles bedre. Lyset er allerede nu længere fremme end i forgårs, da nedenstående billede blev taget.  På bordet ligger indbydelser til skønne fester, i mailboksen ligger skøn mail om et lille nyt familiemedlem i min kæmpestore svigerfamilie. Livet går videre, også selv om dagen starter med listesko.

P1070803

Arbejdsweekenden bliver lidt anderledes end vanligt, en kollega kunne ikke få familieliv og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed, så jeg snupper en aftenvagt i dag, en dagvagt i morgen og en aftenvagt søndag. Det skal nok gå, nu må jeg hellere få arbejdslivet på gården til at gå op i en højere enhed og få bagt en kage til landmandens møde i morgen formiddag. Må din weekend blive god.

torsdag, marts 27, 2014

GOD MORGEN SØSKENDE

Første sms blev sendt lidt før midnat. Anden sms blev sendt klokken seks i morges på en motorvejsrasteplads. Det kan godt ske, at jeg ikke kan finde ud af alle finesserne ved computer og mobil, men hvor er det dog dejligt nemt at få givet beskeder til flere i dag (det kan jeg finde ud af). Tidligere skulle jeg have ringet til hver eneste søskende på deres fastnet telefon, måske havde de ikke været hjemme, og så måtte jeg ringe senere. Nu kan jeg sende fælles sms, og i dag, når jeg har nået mine aftaler i formiddag, kan jeg sende en fælles mail. Nemt og bekvemt.

Plejehjemmet ringede i går aftes, min far havde været sløv hele dagen, dagvagten mente det skyldtes det nye medicin, men i går aftes fik han så feber. Personalet havde ikke kunnet få ham til at være vågen, så han kunne drikke og ringede derfor til mig. Jeg kender den situation fra mit eget arbejde, pårørende spørger, er han meget dårlig, synes du, jeg skal komme ned til ham, de modige spørger, tror du han dør osv. Det er svært at svare på, så i stedet for spurgte jeg ind til, hvordan de oplevede ham, og gjorde tydeligt, at jeg vidste, at de ikke kunne sige noget sikkert og at det i sidste ende var min beslutning. Beslutningen blev, at jeg kørte ned til min far efter korsang. Natten blev derfor tilbragt i en stol ved siden af min fars seng. Det var godt at se ham selv og se, at selvom han ikke åbnede øjnene, så reagerede han på min stemme. Natten gik stille og roligt, og da jeg kunne tale med ham klokken fem og han heller ikke havde feber mere, besluttede jeg at køre hjem, så jeg kunne nå mine aftaler. Heldigvis har vi fem søskende talt sammen og er enige om, at skulle der tilstøde en lungebetændelse eller anden infektion, så skal vores far ikke på sygehus. Han skal, når den tid kommer, have lov til at blive plejet og passet efter alle kunstens regler på plejehjemmet. Mine forældre fik mig til at love, at jeg ikke ville gå med til livsforlængende behandling, hvis de skulle komme i denne her situation. Det er rart, at vi har haft den snak, det gør det nemmere både i forhold til mine søskende og til plejepersonale. Nu vil jeg benytte lejligheden til at få sovet lidt, mens der bliver gjort rent i huset. God morgen til dig og god dag.

P1070806

onsdag, marts 26, 2014

TAK

Ved at kombinere Inges, Annes og Evas råd fra sidste indlæg fik jeg sendt et billede til min mail og derefter lagt ind på computeren. Næste skridt må være at læse lidt mere i manualen, som Anette fandt til mig, måske giver den mig nogle tips. Og så vil jeg også finde ud af, om min mac har bluetooth, den nægter nemlig at samarbejde med mobil og kabel (og måske til sidst lede efter mit kabel, som landmanden vist nok mener, han kom til at lægge i kassen til motorcyklens GPS- den kasse er godt låst inde sammen med MC)  Tusind tak for jeres hjælp.

20140316_155521

GENVEJEN

Når der er noget, jeg ikke kan finde ud af, plejer jeg at dykke ned i maualer eller søge i Googles righoldige bibliotek for viden. Men når det kommer til IT, så orker jeg det ikke. Jeg vil allerhelst have det vist og fortalt af nogen, som er klog på det. Der er så mange andre ting, jeg skal være klog på, så trods det, at jeg elsker de muligheder, bloggen giver mig og at jeg ikke kan undvære de muligheder, min mobil giver mig, så ved jeg ikke særligt meget om det derinde bagved.

Genvejen i dag bliver at spørge jer. Har nogen en Samsung Galaxy S3 Mini? For min søster ville vise mig, hvordan jeg sender billeder fra min mobils galleri og den funktion kunne hun ikke få frem. Jeg har i dag forsøgt igen inspireret af Annes kommentar til gårsdagens indlæg. Men jeg kan ikke finde den funktion. Og så undrer det mig, at jeg i mit billedegalleri har alle mine billeder fra bloggen og windows live writer. Jeg håber da ved den søde grød, at de ikke fysisk ligger på mobilen, for så er den da fyldt godt op.

Uanset om du kender noget til min type (altså mobil), så må du have en god dag.

tirsdag, marts 25, 2014

ORD UDEN BILLEDER

Jeg havde ikke tid til at stoppe op i morges og desuden er mit kabel til mobilen forsvundet, så jeg kan ikke få overført de billeder, jeg tager med mobilen. Men tilbage til billedet, jeg gerne ville have taget. Mens jeg har haft ferie, har solen skyndt sig, og derfor kører jeg ud fra gården, mens solen sender stråler hen over markerne. I morges var det marker med rimfrost, solen skinnede på, mens der samtidig var et skær af dis over himlen. På marken kom hoppende en hare, og lige der var det smukkeste billede. Jeg nød symfonien af rimfrosne marker, hoppende hare og solens opgang.  Og nu nyder jeg solnedgangen fra min stue. God aftennydning til dig.

MORGENSKOLE

Nattens søvn blev ikke så lang som ønskeligt, men det giver så morgentid. Morgentid til at tænke lidt over ord, og her er min bedste kammerat sproget.dk. I dag opdagede jeg, at de har opretttet en grammatikskole for dummies. Så nu har jeg lige fået genopfrisket alle ordklasserne, jeg synes, det var sjovt og lærerigt. Har du lyst til at gå til grammatik, så kig her.

Hvis du tænker, skulle Lene ikke have prøvet at sove lidt mere, så er er svaret jo, men hjernen lever sit eget liv, og den har ikke helt forstået mit nye koncept med at lade arbejde blive på arbejdspladsen, eller også mener hjernen, at når nu jeg var vågen, så kunne jeg lige så godt tænke på alt det, jeg gerne skal nå de næste par uger. Derfor måtte jeg tvinge hjernen ind på et andet spor, det blev så grammatik for dummies.

God tirsdag til dig.

mandag, marts 24, 2014

MANDAGSMINDER

Mandag – morgensolen var allerede på vej op, da jeg kørte på arbejde

Mandag – masser af gensynssmil på arbejde

Mandag – møde efter møde med tungen lige i munden

Mandag – mærkbar træthed efter første arbejdsdag

Mandag – magelig tedrikning i aftensolens skær

Må din mandag aften blive god

P1070737

lørdag, marts 22, 2014

REN OG SKÆR LIVSGLÆDE

Solen beriger dagen i dag, det blæser udenfor, men det er godt. Våde pletter på markerne tørrer, traktoren arbejder sig gennem den ene mark efter den anden. Nu er landmanden ved at pløje, Istvan er med, selvfølgelig. Vi ville få en frygtelig hylekoncert, hvis han skulle være herinde hos mig.

P1070797

Min gamle gyngestol blev båret ud i køkkenet, så jeg kunne nyde solstrålerne og min trofaste kaktus. Den belønner mig med blomster både om vinteren og til påske. Det er da fantastisk.

P1070798

Huset er klar til weekend, en maskinfuld tøj drøner rundt i tørretumbleren, støvsugeren er sat på plads, nu mangler jeg blot at klippe lidt grene ned, som kan afløse Helles skønne japanske kirsebærblomster.

P1070800

Bilen trænger til at blive vasket, så om lidt kører jeg en lille tur, så er der mulighed for højlydt sang på vejen til og fra byen. En martslørdag af bedste kaliber.

P1070801

EN HYGGELIG NAT

Landmanden og frue faldt i søvn i stuerne i aftes. Fruen havde slæbt dyne og pude ind i sofaen, fundet en god bog frem, nu skulle der rigtig hygges. Landmanden så fjernsyn i sin elskede stresslessstol, men uret havde ikke passeret ni, før han sov, og fruen fulgte kort tid efter. Klokken to vågnede først fruen, siden hen landmanden, begge forsøgte at falde i søvn igen, først gav fruen op, siden hen landmanden. Fruen valgte at se en sød og god film, og da landmanden også stod op, serverede hun varm kakao for begge. Istvan blev vækket af natteroderne og kom med ind i stuen. Solen stod op efter klokken seks, men da var fruen og Istvan faldet i søvn. Landmanden vækkede sidstnævnte, og nu er de i gang med at harve en mark. Fruen er netop vågnet igen og har nydt sin morgenmad. En frisk lørdag er klar til brug. God lørdag til dig.

P1070783

fredag, marts 21, 2014

SOM EN TEGNEFILM

Jeg kan næsten se dem for mig, de står på hver sin skulder, den ene skælder ud, den anden roser og anerkender. Jeg lytter mest til den sidste.

P1070796

Jeg havde mange planer for den ferie, som nu går over i en almindelig friweekend. Jeg drømte om skabe, skuffer og kasser, som blev ordnet og organiseret. Som ferien nærmede sig, kunne jeg godt mærke, at det ikke var i den her ferie, at slaget om et stuehus med orden de skjulte steder skulle stå. Jeg har nydt min ferie, jeg har slappet af, men mest af alt har jeg taget initiativ til kollegakomsammen, studiegruppekomsammen, søstrekomsammen og svigerindekomsammen. Og det har været skønt at mærke, at glæden over at være sammen har været gensidig.

P1070792

Nu snupper jeg en bog og en sofa, resten af weekenden skal fyldes med forberedelser til arbejdsdagene for både landmand og frue. Foråret er over os, traktorerne er færdig med vinterhi, der harves og snart sættes også ploven i jorden. Samtidig skal der sorteres kartofler, de kan til enhver tid hamle op med de nye udenlandske kartofler, som snart dukker op i butikkerne, både udseendemæssigt og smagsmæssigt. Det er en travl, men dejlig tid, vi går i møde.

HVAD HUSKER VI?

Når jeg tænker tilbage på dagen i går, vil jeg huske den som en, hvor vi vakte opsigt på en café. Vi fik lækker mad, og caféen fik ekstra plusser i min karakterbog, for min te var rigtig te i en jerntepotte med et gammeldags minutur ved siden af. Vi tre søstre kunne rigtig snakke, og så var det, at vi midt under fortællinger om vores liv med vores far fik et grineflip. Vi prøvede ihærdigt at dæmpe os, men det lykkedes ikke ret godt, for nu at sige det mildt. Så vi skyndte os at betale og kørte ned til Borgvold og gik en tur, her kunne vi grine og snakke uden at forstyrre andre.

P1070782

Vi nød også eftermiddagen sammen med vores far, i går var han ikke særlig nærværende, men grine, det kunne han, når vi grinte. Og måske sidder følelsen af samvær med glade kvinder i hans krop i dag, det håber vi. Også her kom vi til at grine, for ældste lillesøster var kommet op i lejligheden, inden vi andre to kom. Da vi andre trådte ind, siger jeg, vi skal have sat en plade på (underforstået bordet i stuen), og min mellemste lillesøster siger, ja vi skal have plade på. Mens jeg vækker vores far, og min mellemste lillesøster finder bordplade frem, sætter ældste lillesøster musik på. Hun og jeg er meget forskellig, hvad det angår, jeg vil helst ikke høre musik, når vi er flere, hun har altid musik kørende. Så jeg kommenterer vores forskellighed med et smil, hvorefter hun kigger på mig bebrejdende og siger, du sagde da selv, at jeg skulle sætte musik på! DET gjorde jeg i hvert fald ikke, jo og mellemste lillesøster havde også sagt det! Mellemste lillesøster så lige så forvirret ud som mig, hvorefter hun sagde, vi sagde, at vi skulle have en plade på. Så flækkede vi sammen af grin igen. Plade var lig CD i min ældste lillesøsters hoved, ergo fik vi musik. Vi havde jo selv bedt om det. Dén sproglig forvikling kommer vores børn nok ikke ud i, de har jo nærmest ikke kendt til LP-plader.

P1070784

Dagen i dag byder også mulighed for latter og smil, jeg skal have den helt store frisørtur i dag med klip, lyse striber i hår og mørke farver på bryn og vipper. Det havde da været noget nemmere (og billigere), hvis naturen lod mig beholde mit lyse hår og lod mine bryn og vipper blive mørke. Bagefter skal jeg drikke eftermiddagste med en af mine mange svigerinder (jeg har ni alt, en på min side og otte på min mands side), det glæder jeg mig til.

God fredag til dig, lige om lidt er det weekend og solen skinner.

torsdag, marts 20, 2014

GOD TORSDAG

Om lidt drager jeg sydpå. Mine to jyske søstre og jeg har sat hinanden stævne på en café i Viborg. Vi vil spise frokost sammen, hvorefter vi sammen vil besøge vores far. Vi fandt ud af til jul, at vores far bliver mere nærværende og husker tilsyneladende bedre sit familieliv, når vi er flere samlet hos ham. Jeg tror, at han husker følelsen af lykke, når han og min mor samlede deres børn og børnebørn i huset i barndomsbyen. I dag håber jeg, vi kan gengive ham lidt af den følelse. Må du også få følelsen af glæde i dag.

P1070774

onsdag, marts 19, 2014

FRISK LUFT MÅ DER TIL

Min kordirigent har lavet korarrangement til denne sang, og jeg glæder mig til, at vi skal synge den til koncerter i maj. Jeg kan ikke flyve, men det var den sang, jeg sang, mens jeg løb på stranden. Ja det lyder vældig flot, sandheden var, at jeg gik i strid modvind langs vandet og løb tilbage i medvind, herlig kombination.

P1070780

Jeg trængte til frisk luft og lod mig inspirere af min datter, som altid tager en tur til stranden, når hun er hjemme. Jeg har læst et sted, at har man mistet lysten til at løbe, skal man sige til sig selv, at man går en tur og så tage løbeskoene på. Får man så lyst, kan man sætte i løb, så det gjorde jeg. Det gjorde godt, kroppen føltes dejlig afslappet bagefter, og det føles ekstra godt at krybe sammen i sofaen under tæppet og drikke te.

P1070779

P1070776

GLÆDEN OVER ALT DET LIDT, JEG NÅR

Hjemme hos mine forældre hang et lille gruk af Piet Hein:

Alt det meget ingen når
gråner mange menskers hår.
Glæd dig over alt, det du formår
og over alt det lidt du når.

Glæden over alt det lidt jeg nåede i går hænger stadig i min krop. Først nåede jeg mellem tandlæge og cafebesøg at besøge Ella og Ole. Jeg har aldrig set deres nye hus, og hvor var det bare et skønt hus med masser af lys, der fyldte hele rummet, hvor vi sad. Ole bager de meste lækre brød, og forrige lørdag leverede han al brødet til det dejlige møde med skønne kvinder. I går fik jeg det sammen med udsøgte oste og oliventapenade. Ella var en af de første bloggere, jeg læste med hos, og derfor var det også hårdt, da Ole pludselig blev patient på min afdeling. Jeg har ikke set Ole siden da, og det har derfor været en fornøjelse at følge med på Ellas blog og se alle de fremskridt, han gjorde. Som sygeplejerske på et akut apopleksiafsnit hører man ikke så meget om, hvordan det går vores patienter bagefter. I går nød jeg at høre om de aktiviteter, Ole er med i, som kan hjælpe andre, der bliver ramt af apopleksi. Tak, Ella og Ole, for en dejlig stund hos jer.

Jeg kom lidt før til cafeen, det var råt og koldt udenfor, så jeg fik en afsindig lyst til varm kakao i ventetiden på mine studiekammerater. Hold da op, det var ren nydelse både at se på den og at drikke den. Det var også ren nydelse at være sammen med to af mine gamle studiekammerater, vi fik samlet op på hinandens liv, både arbejdsmæssigt og privat. Og mens mørket sænkede sig uden for cafe Ulla Terkelsen London, gik snakken livligt inden for på den skønne cafe. Lækker mad, gode kvinder og berigende snak får mig stadig til at smile i dag.

I dag er det gråvejr, jeg vil bare være herhjemme, læse min bog færdig, ordne småting, lave aftensmad og bare være. Det glæder jeg mig til og over. God onsdag til dig.

P1070773

tirsdag, marts 18, 2014

DE SMÅ TING

Morgenen starter som altid med, at jeg brygger te, sort te i den sorte kande til landmanden, i dag var det Tre slags Te, og hvid eller grøn te i den grønne termokande til mig, i dag blev det hvid te med havt0rn. Bagefter snitter jeg frugt til min morgenmad og morgenmaden bliver nydt foran computeren, mens jeg læser blogs. Lige der, er det ikke altid, at jeg har overskud/lyst/tid til at kommentere, men ofte sætter de forskellige indlæg tanker i gang, som jeg tager med mig ud i hverdagen. I dag blev det Tinas kommentar til mine indlæg i går, at det er de små ting, der tæller. Det genfinder jeg i Annes indlæg om lynhistorier, minderne om yndlingsskoene, eller i Ilses indlæg fra i går om foldning af traner eller Ellens glæde ved indkøb af blomster eller Dorthes smukke billeder fra sin have. Jeg finder det også, men på en anden måde i Davids blog om det at være ramt på sine kognitive evner. Davis startede sin blog for at beskrive, hvordan det er at have Alzheimers. Undervejs finder man ud af, at det har David ikke, han har cognitive impairment, dvs handicaps på det kognitive område, formentlig på grund af vaskulær demens, dvs at der er sygdom i hjernens kar, som så sætter sig små spor i hjernen. Det kan skyldes forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, livsstilsfaktorer så som røg, forkert kost, for megen alkohol eller familiære dispositioner. I dagens indlæg skriver David om, at folk omkring ham er lettet, og ja det er da også godt i forhold til Alzheimers diagnosen, for der kan gøres noget medicinsk og livsstilsmæssigt for at forebygge, men de handicap, der er der, er der stadigvæk. For andre ses det måske ikke med det samme, men for David H. er de synlige hver eneste dag. Han kan ikke huske aftaler, hvis ikke de er skrevet ned, han kan fare vild selv i kendte områder, han kan ikke finde ord, han vil bruge:

“I was an intellectual. I still do some teaching. For me, communicating has always meant finding the precise word to express myself. If I want to tell you I’m feeling “frustrated,” synonyms won’t do it. I don’t mean I’m “irritated,” or “upset” or “disturbed.” I mean I’m frustrated.”

Det kan synes som en lille ting, men også her gælder det, at det er de små ting, der tæller. Jeg har fokus på de positive små ting, men jeg lægger også mærke til, når jeg f.eks ikke kan finde et ord som høreværn, eller jeg pludselig en søndag eftermiddag får en sms fra en god ven, hvor jeg i første omgang godt ved, at hun er gift med K, men efterfølgende ser hendes navn helt forkert ud. Jeg synes slet ikke, det er et navn, og hvis det er et navn, så er hun ikke forbundet med K. Mobilen gemmer heldigvis alle mine sms’er, så ved at scrolle ned, kan jeg se, at det, hun og jeg har snakket om, passer med hvem jeg tror hun er. Lige der blev jeg så angst, at jeg end ikke delte oplevelsen med min mand og datter, som var hjemme på det tidspunkt. Først senere fortalte jeg dem det. Det er så også en af årsagerne til, at denne ferie som overskrift har: ingen pres, ingen krav, gør kun det, der fylder dig med glæde. Jeg tror ikke, jeg har begyndende Alzheimers, jeg tror, jeg har været mere presset arbejdsmæssig, end jeg selv opfattede. Jeg tror, at jeg har en blanding af mine forældres gener og jeg satser på at min mors gener slår igennem på netop det område. Min kusine, der er lige så gammel som min far, døde forrige sommer, hun var frisk lige til det sidste, hun havde en skarp hjerne, og hendes mor fik også demens. Men derfor trigger det mig alligevel, hver gang jeg ikke kan finde et ord, ikke kan huske, hvor jeg har lagt ting eller når jeg oplever den angst ikke at kunne genkende et navn som et navn.

Hele mit hus er fyldt med skabe, reoler og loft med ting, der burde sorteres i, men jeg orker det ikke, og så får det vente til en anden ferie, nogle andre fridage, for jeg fokuserer på det, der fylder mig med glæde. Dagen i dag er fyldt med gode ting . Jeg har sat min gamle studiegruppe stævne på en cafe i Aalborg i eftermiddag, og inden da skal jeg i LOOPcenteret og en smut forbi Ella med en glemt ting. Må din dag fylde dig med glæde.

P1070762

mandag, marts 17, 2014

JEG ER SÅ NEM

at underholde/imponere/gøre tilpas. Giv mig tre kolleger, der gider køre ud og drikke formiddagskaffe/te sammen med mig, og jeg stornyder hvert et minut. Giv mig gaver, hvor jeg kan mærke, at mennesket, der giver, har tænkt på mig, og jeg bliver rørt og hjerteglad. Sidste lørdag fik jeg hjemmedekorerede lys af Helle, hun havde snuppet billeder fra min blog til at pynte lysene med. Nu har jeg tændt dem, og i følge Helle bliver billederne stående som en væg, mens lysene brænder ned. Teen i dag og de sidste par dage har været hvid te med havtorn, som Anne har givet mig. Den er lige så mild og rund, som jeg ynder min te er.

P1070772

Mine kolleger kender også min smag, så jeg fik fire forskellige slags te, som jeg glæder mig til at prøve.

P1070771

Og så åbnede jeg computeren, lige inden mine kolleger kom, og med det samme tænkte jeg, nej hvem af de kendte har fødselsdag sammen med mig?

P1070770

Jeg holdt hurtigt cursoren hen over billedet.

P1070769

Og så smågrinte jeg lidt, mens jeg tænkte på, hvor let det er at blive kendt på sin egen computer. Ja jeg ved godt, at det er det nemmeste i verden at lave sådan en lykønskning til mig. Men jeg blev alligevel glad, lige som jeg smilte, da jeg fik sms med lykønskning fra et wellnesscenter, som jeg længe har tænkt på, at jeg ville booke tid hos igen.

Nu vil jeg finde hovedpuden frem, så hovedet kan hvile godt, mens jeg snupper mig en lille lur. Jeg kan godt mærke, at mit rendezvous med fuldmånen i nat har sat sine spor. Solen skinner herligt, blæsten går frisk over Limfjordens vande og jeg nyder bare dagen i dag.

TIDEN GÅR

og det gør den ganske udemærket. For syv år siden startede dagen med denne udsigt, jeg blev vækket med sang af mine børn og min mand. 50 års fødselsdagen blev fejret i Paris.

IMGP1147

I dag blev jeg vækket af landmanden og Istvan, sidstnævnte bar flag i munden og logrede med halen, mens landmanden sang. Udsigten er den, som jeg de sidste 31 år har haft, men dog med forskellige vejrtyper.

P1070764

Lækre sko fra gemalen og et oplevelseskort fra børnene pryder mit bord lige nu. Senere fyldes min stue med latter og smil fra tre gode kolleger, boller og kanelsnegle er bagt, så jeg snupper en time sammen med en bog og sofaen, når nu fuldmånen syntes, vi skulle fejre min fødselsdag sammen i nat. God blæsende mandag til dig.

P1070767P1070768

P1070765

søndag, marts 16, 2014

SØNDAGSTANKER

Mine tanker flyder af sted, jeg er ugidelig, jeg lader mig selv være ugidelig. På et eller andet tidspunkt får jeg vel kvalme af at være ugidelig, men lige nu accepterer jeg, at sådan er det. Vaskemaskinen kører, og jeg lader tankerne flyde til lyden af den ensformige vaskelyd.

P1070763

Helles smukke grene, som jeg fik sidste weekend, står nu klar til at folde sig ud. Jeg glæder mig til at se de små blomster i min stue. Det er sidste dag som 56 årig, alderen er en underlig størrelse, jeg tænker ikke over det i det daglige. Jeg føler mig yngre, men det gør alle jo, vi tror, at det er noget specifikt for os selv, men nej – selv om 80 årig vil vi kigge os i spejlet og tænke, hvor er tiden dog blevet af ? Mine nye kolleger har tænkt over, at vi er en ung afdeling, og det passer jo. Af de femten, vi har ansat det seneste år, er der to, der er over 30. Resten er yngre end mine børn. Blandt assistenterne kan jeg finde nogen på min alder og derover. Min chef er to år ældre end mig. Ellers er de erfarne kolleger midt i trediverne, et par stykker har passeret knap og nap de 40, så ja det er en ung afdeling. Jeg har været på afdelingen i 14 år, jeg har flyttet sammen med afdelingen tre gange, jeg har været med til at blive et selvstændigt apopleksiafsnit. Jeg har været med til at omorganisere afdelingen, og hvis byggeplanerne holder, så kan jeg nå en flytning mere til et splinternyt sygehus, kort før jeg har mulighed for at gå på efterløn. Min 25 års ansættelse ved Region Nord kommer lige før jeg bliver 62. Og alt det sker inden for de næste 6 år. Om 13 år bliver jeg 70, 13 år! Det er jo ingenting. Jeg har levet i snart 57 år, og jeg kan stadig ikke forbinde mig selv med det at være voksen, sådan rigtig voksen, for jeg dummer mig jo stadig. Jeg har stadig ikke styr på livet, men nu tror jeg heller ikke, at jeg får det. Det er måske forskellen på den unge Lene og den gamle Lene. Landmanden blev indbudt til en gåtur, han takkede nej, Formel 1 og fodbold trækker mere, det er helt ok. Jeg snupper turen selv i blæsevejret, og bagefter vil jeg bage kage, jeg får nemlig besøg af tre kolleger og et barn i morgen formiddag. Jeg glæder mig. Hvad får du denne solskinsrige og blæsende søndag til at gå med?

P1070763

lørdag, marts 15, 2014

MUSIKKENS HUS

levede op til sit navn i dag. Endnu er det ikke helt færdig, så vi blev ledt gennem rå gange op til de musikstuderendes område. Her sørgede vores dirigent for, at vi blev varmet op og hendes kæreste for, at lyden var i orden. Snart bliver optagelserne lagt ud på vores facebookside, så vi forhåbentlig kan komme ud til flere koncerter. Musikkens Hus har også mange koncerter på programmet, men der skal arbejdes hårdt, hvis huset skal stå klar til åbningen om knap to uger. Det bliver dog helt sikkert et lækkert sted.

De andre kom til at vente på mig, for den nye kage, jeg havde bestemt, de andre skulle smage, tog længere tid at blande sammen end beregnet. Heldigvis smagte den supergodt, så det er ikke sidste gang, at jeg bager den. Jeg brugte ikke så meget marcipan og så mange æbler som i opskriften og måtte alligevel hælde lidt mere mælk i. Jeg valgte at bruge hele mandler, som blev hakket og ingen perlesukker, men som sagt alle var begejstret for kagen.

Hvordan går det med at slappe af og sove i denne ferie? Jeg sover storartet, og hvor jeg normalt starter med at vågne to timer, efter jeg er faldet i søvn, så går der nu 4 – 5 timer inden. Meget typisk røg jeg helt ned i kulkælderen fredag, så jeg læste bøger og så serier, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Fire timer med koncentreret sang, hvor vi stod op det meste af tiden, tager hårdt på stemme og krop. Lige om lidt kryber jeg sammen i sofaen igen, flere bøger venter, og heldigvis nåede jeg LOOPtræning i morges, så jeg kan slænge mig med god samvittighed.

God aften til dig.

P1070717

torsdag, marts 13, 2014

NÅ MEN

der er jo fridage en masse forude. De skulle nødigt helt klattes væk, men heller ikke overbookes, det skulle gerne være ferie. Jeg har fødselsdag i ferien, og har allerede sørget for, at tre gode kolleger kommer til formiddagskaffe den dag.  Det er min hverdagsuge hos min far, og jeg har inviteret mine to jyske søstre med derned en anden dag, så vi kan fejre mig. Jeg står for kagebordet. Så skal mit kor i studie en dag, vores korleder og hendes kæreste har deres gang i Musikkens Hus som musikstuderende, så nu skal vi indsynge tre sange, så vi kan reklamere for os selv på en nyoprettet facebookside og på vores gamle hjemmeside, som snart bliver opdateret. Vi er også inviteret til afslappet fødselsdagsfest hos en af vores venner, som bliver 60. Tænk en gang det bliver dén runde fødselsdag, som vi de næste år vil støde på blandt vores venner, ja også os selv. Lige pludselig er dagene booket op, så jeg øver mig i ikke at planlægge for meget. Om det er kroppen, der lige nu siger fra eller om det er den fysioterapeutiske behandling, jeg fik i dag, der er årsag, ved jeg ikke, men jeg fryser og vil allerhelst ligge i sofaen og læse/halvslumre. Så det gør jeg efter at have brugt formiddagen på arbejdsrelaterede mail. Der er sat ferielukning på den nu, jeg åbner den ikke! Til gengæld er der lånt bøger hjem, som jeg gerne må åbne, og det gør jeg.

God aften til dig.

P1070740

onsdag, marts 12, 2014

SKYGGEN PÅ MIN VÆG

fortæller mig, at der stadig er solskin i stuen, her klokken 18, herligt! Lyset gør en kæmpe forskel, kroppen nærmest slubrer lyset i sig, smilet sidder løsere, gangen bliver lettere. Jeg får lyst til at synge (måske er de 11 fri/feriedage også medvirkende dertil), og så er det jo heldigt, at jeg skal til gospelsang i aften. Landmanden har fået forårsfornemmelser og kører rundt på markerne med sin fancy traktor for at genopfriske sin viden om, hvordan hele systemet virker. Istvan sidder trofast ved siden af i traktoren. Vi nyder denne forårsaften, jeg håber, du også nyder den.

P1070731

Og sådan så der ud her hos os 13. marts 2010!

DSC01075

AHH OG ARGHH

Tirsdagen bød på lidt af hvert. Jeg kom opløftet på arbejde, jeg havde kørt hele vejen mod en smuk solopgang, måneders mørkekørsel om morgenen er over. Det kan godt være, at vinteren har været mild, men hvor har den været mørk og trist, ingen sne og frostknitrende soldage (i hvert fald kun meget få dage). Men nu er foråret her, også selv om der var minus 1,5 i går morges. Arbejdsdagen i går var lige så hektisk som de andre dage, jeg trænger sådan til ferie nu, jeg kan mærke, at min lunte indvendig er kortere, og jeg får sværere og sværere ved at få enderne til at mødes (og dermed også søvnmængden). Egentlig skulle jeg gå klokken 14 i går, men måtte tage overarbejde for at nå det hele. Nede i omklædningsrummet stod tasken med træningstøjet, men jeg besluttede hurtigt, at jeg ville vente til senere på dagen. Godt det samme, for midt i trafikkøerne i Aalborg kom det til mig: det er jo tirsdag d. 11/3! Jeg skal til generalforsamling i banken! Jeg skal reservere pladser til 8 mennesker! Jeg skal være der om en time! Jeg kan ikke nå hjem og klæde om, jeg har ingen adgangskort med! Alt løste sig dog, adgangskortet kunne de heldigvis udskrive til mig på ny i kongrescenteret. Tøjet måtte blive det, jeg havde på, jeg vendte dog om og kørte til mit omklædningsrum, hvor der var en tandbørste og en deodorant. Og således fik jeg reserveret pladser og brugte hele min frieftermiddag og aften i hyggeligt selskab med venner og bankens gule ærter. Tak kære hjerne, fordi du fremdrog aftalen fra gemmerne i tide. Godt jeg har ferie fra i eftermiddag. Nu skal jeg bare give otte nye kolleger en rigtig god kursusdag i dag. Jeg plejer at hente energi fra mine skønne kolleger, det satser jeg også på i dag.

Må du finde energi i foråret, solen og gode mennesker.

P1070744

mandag, marts 10, 2014

NU MÅ JEG GODT

falde sammen og slappe af. Aftensmad laver jo ikke sig selv, så jeg skyndte mig at få den lavet, mens jeg stadig kørte på adrenalinen fra en meget hektisk dag og en lidt for vågen nat.  Nu er der ryddet op i køkkenet, og jeg vil trække i nattøjet og gå i seng med computer, blad og en kande te. Skulle jeg falde i søvn inden tandbørstningen, overlever mine tænder nok det bakterieangreb. Dagen i morgen ser lige så hektisk ud, men heldigvis slutter jeg af onsdag med undervisning af nye kolleger, her skal jeg ikke være blæksprutte og forsøge at være flere steder på en gang. Derefter har jeg ferie! Jeg glæder mig, meget, også selv om en vis landmand ikke kan overtales til en weekendtur til Rom, det må så blive en anden gang. Til gengæld viste han mig noget nyt i går, der er lavet i mosen. En gangbro hen til et udsigtstårn.

P1070746

Udsigtstårnet gav udsyn over en del af Vildmosen, det siges at der er ynglende traner der.

P1070748

Søer, himmel og udsyn så langt øjet rækker.

P1070749

Så godt nok minder det ikke om Rom, men smukt og dejligt var der, og en anden gang vil jeg lokke landmanden med derhen på cykel med madkurv og gummistøvler, for der findes også stier rundt i krattet, der kan udforskes.

P1070750

God aften til dig.