En weekend med flyvende start

Planer kan hurtigt laves om eller opstå, og således også her. Under en løbetur rundt om søerne i sidste uge mistede datteren balancen og faldt og slog sin skulder. Hun mente, at smerterne nok skyldtes slaget, tog smertestillende, meldte sig syg  og forsøgte at sove det væk, men da eftermiddagen mørknede, kunne hun godt mærke, at smerterne ikke fortog sig. Når man har en sygeplejerske til mor, er det jo ligetil at konsultere hende. Datteren havde regnet med at få at vide, at hun bare skulle tage det roligt, tage lidt mere smertestillende og se tiden an. Det fik hun så ikke at vide, ordren lød på skadestue uanset lange ventetider, og godt det samme, kravebenet var nemlig brækket. Nu er der gået en uge, hun har passet sit praktikforløb med armen i slynge, hun har været til modeuge og rapporteret herfra. Krop og sjæl bliver godt træt, når hver en eneste lille bevægelse minder en om, at noget ikke er, som det skal være. Så nu flyver jeg til hovedstaden i aften, nyder sønnens selskab og bor hos ham, og i morgen agerer jeg husmorhjælp hos datteren. Jeg når lige at spise morgenmad sammen med de unge mennesker søndag, inden jeg hopper på flyveren, for søndagen har jeg hele tiden haft planlagt til noget andet. Jeg glæder mig til de ændrede planer og håber, at datterens ultralydsscanning i dag viser, at sener ikke har taget skade.

God weekend til dig.

Noget om pauser

For noget tid siden sluttede jeg dagen med et indlæg, som blev opfattet som et selvkritisk indlæg, og som en slåen mig selv i hovedet med ting, jeg gerne ville ændre. Det var faktisk mere et forsøg på at fortælle, at sådan er jeg. Ja jeg har også mange andre evner, som er positive, ja jeg ville gerne ændre denne evne til altid at skubbe ting foran mig, men egentlig har jeg sluttet fred med den. Også fordi jeg kan se, at nogle af dem, der ikke har evnen til at kunne slappe af midt i kaos og rod, så kan få andre problemer. Derfor kan jeg jo godt være misundelig på andre, der ikke har den evne. Efterfølgende kom jeg i tanke om denne lille hændelse. Mine søskende og jeg var i gang med at give hus og have hjemme hos min far den store omgang. Der var håb forude med at få huset solgt. Så nu skulle den have hele armen. Min bror passede sig selv på en stige med en malepensel. Min yngste søster var i gang med noget inde i huset. Vi tre jyske søstre var i gang med haven. Jeg tror, jeg i løbet af den formiddag nok spurgte fem gange, om vi ikke lige skulle have en lille tepause. NEJ lød svaret og min ældste lillesøster rystede på hovedet over storesøsteren. Måske gik det op for hende der, hvorfor jeg altid bruger ufattelig lang tid på at få gjort ting, jeg dybest set ikke gider. Jeg elsker pauser! Måske mindes hun alle de gange, hvor jeg læste spændende bøger i stedet for at få gjort min halvdel af huset rent, og hvordan vores forældre konstant var efter mig og blandt andet satte retningslinjen op, at hvis jeg ikke gjorde rent lørdag formiddag, kunne jeg godt glemme ugepengene. Helt ærligt, jeg gik på gymnasiet og gik til fester fredag aften! Men der hjalp ingen kære mor (eller far for den sags skyld) Og det sjove er, at jeg faktisk på et tidspunkt byttede halvdel i huset, fordi jeg ikke kunne forstå, at min søster altid var hurtigere færdig end mig. Og det irriterede mig, at hun altid hyggede sig. Hun flyttede båndoptageren fra rum til rum, hun sang, mens hun gjorde rent, jeg derimod havde min far gående bagefter mig med en finger på øverste kant af malerierne for at tjekke, om jeg støvede godt nok af! I dag ved jeg jo, at det handler om indstillingen til arbejdet. Jeg elsker at være sygeplejerske, jeg elsker at løfte i flok, og i dag kan jeg godt få noget fra hånden, men trangen til sofalæsning og pauser er der konstant.

Nu har jeg holdt eftermiddagspause sammen med landmanden, og planen er at sætte mig ud i bilen igen for at køre til LOOP. Min studiekammerat har lokket mig til at se Rigtige mænd på DR1, jeg så de tre første udsendelser i går på computeren, og jeg skreg af grin utallige gange, men det skubbede også til min viden om mig selv: at jeg faktisk har det bedst, når jeg får kroppen arbejdet godt igennem med cirkeltræningen. Så nu skal jeg have fundet ind til de gode vaner igen, og så kan jeg jo holde pause bagefter og nyde næste afsnit om de fem jyske håndværkere, som nok ligesom mig er vilde med pauser og gode ting til at spise i pausen.

Håber du har fået holdt pauser i dag?

Onsdagsfridag

Morgenstunden var præget af sløv krop og sløv tænkning. Egentlig orkede jeg ikke at skulle ned til min far. Det må man måske ikke sige højt, men sådan følte jeg det, en pligt, ikke en lyst. Jeg er dog opdraget til, at man ikke altid skal hoppe over den lave ende af gærdet, så jeg drog af sted.

Når man sådan kører 120 km, hvor det meste er motorvej, så er der rigelig tid til at tænke og dagdrømme. Det er sjovt, som det nu er acceptabelt at dagdrømme, ja faktisk er der studier, der viser, at man er mere aktiv og opfindsom, hvis man kan dagdrømme. Det kan jeg, jeg er rigtig god til det. I dag fik jeg en ide, som jeg skal fortælle min ledelse om i morgen. Ikke den store verdensomvæltende nyhed, men blot en lille detalje, som måske kan være en hjælp i det daglige.

Da jeg trådte ind til min far, så han så godt ud. Han var i en af de nye trøjer, vi gav ham i julegave og selv om øjnene var fjerne, da jeg hilste på ham, så livede han pludselig op, så på mig og smilte sit dejlige smil. Så var lysten til besøget der, ikke mere en pligtfølelse, men blot stille glæde over at sidde sammen og nyde boller med ost og kage. Glæde over, at min far stadig er en flot mand, en mand som stadig kan sanse, hvis der er en krumme i mundvig og som forsøger at fjerne den. En mand som sidder værdigt og spiser den mad, jeg tilbyder ham og som helt tydeligt nyder kaffen og kagen. Vi fik også sunget, jeg fik klimpret lidt klaver, og selv om min far ikke synger så meget med mere, så fik “Langt højere bjerge” ham dog til at synge af karsken bælg.

Hjemme på gården var landmanden gået i gang med at rydde op på kontoret. Selv om vi føler os unge, så er det dog en kendsgerning, at når landmanden ikke skal være landmand mere, så skal vi heller ikke bo her mere. Og da vi begge er samlere, så skal vi starte nu med at få ryddet ud. I dag røg der utallige gamle regnskaber og markplaner, Jeg blev inspireret, så der røg også utallige installationsCDer til gamle computere og printere samt kabler til dit og dat. Jeg gik dog i stå, da jeg hentede mine Håndbøger for sygeplejersker i fem bind, dem vi blev anbefalet at købe, da vi var færdiguddannet. De er forældede, jeg har nærmest aldrig brugt dem, så hvorfor jeg har så svært ved at sige ud med dem, forstår jeg ikke. Og landmanden er ikke til nogen hjælp, han snakker om, at museer kunne være interesseret, at de da ser fine ud osv. Nu er de sat ind på et andet værelse, for jeg vil bruge rydudbogens tips med at tage et billede af bøgerne, skrive et farvelindlæg her på bloggen og så ryger de ud.

Dagens billeder er fra weekendens skønne vejr.

Oh yeah!

Lykken er at komme hjem ved halv fem tiden om eftermiddagen og der så stadig er lyst. Ikke at det fik mig ud at gå, der var en kande varm te, der lokkede indendøre. men bare det, at der er lyst, gør noget ved humøret.

Jeg havde besøg i dag af tre skønne piger, eller unge kvinder in spe. De havde forberedt sig godt og stillede mange spørgsmål. Hvor mange dør? Hvad skete der hos os? Brugte man musikterapi i træningen? Er der flest højresidige skader? Det sidste var faktisk godt tænkt, de var stødt på en pjece specifikt om højresidige skade – ergo måtte der nok være flest af den type skade. Men forklaringen var en anden. Mennesker med en blodprop eller blødning i den højre hjernehalvdel kan få nogle skader, som man ikke ser så tit hos venstresidige skader. Det er f.eks.  nedsat opmærksomhed på venstre, nedsat sygdomsindsigt, rum-retningsforstyrrelser og en form for ubekymrethed, som nok hænger sammen med den nedsatte indsigt i, hvad sygdommen har forårsaget af skader. Jeg er spændt på, hvad de får ud af deres interview.

Min nye jobfunktion er jeg rigtig glad for, jeg synes, at jeg når flere af de ting, jeg gerne ville med den nye funktion. Jeg øver mig i ikke at tage arbejde med hjem og jeg øver mig i at planlægge dagene, så jeg både er aktiv sparingspartner for mine kolleger, min ledelse og får arbejdet med nogle af de emner, som vi gerne vil have løftet. En fridag banker på, så jeg behøver ikke at bekymre mig om søvnmængde og søvnkvalitet. Og fridagen er egentlig allerede startet nu, jeg skal nemlig ikke lave aftensmad, landmanden er ikke hjemme til spisning, så jeg snupper en omgang havregrød. Men først snupper jeg lige vandrestøvlerne og går en tur i tusmørket. God aften til dig.

Tirsdag morgen

Sådan en søvnig morgen har jeg allermest lyst til at smutte ind i seng igen og lade to og tre være lige. I stedet for skriver jeg et indlæg og og forsøger derigennem at lade op til de sidste morgenrutiner, inden bilen sætter kurs mod storbyen. I går gik det op for mig, at min hjerne fuldstændig havde smidt ud, at jeg først i januar før sygdom og fødselsdagsfest havde aftalt, at jeg skulle besøge min far i weekenden, der nu er over. Det skete så ikke, men i morgen har jeg fri, så får min far besøg. Hvis ikke jeg får skrevet aftaler på min kalender (og nej - i og ned passer ikke her, idet min kalender hænger på min køleskabsdør) så husker jeg dem ikke, så nu må jeg hellere skrive næste weekendbesøg på.

Det skønne vinterlandskab er forsvundet, det samme var solen i går. Desto skønnere er billederne fra weekendens totale afslapning. I dag skal jeg møde nogle piger fra en niende klasse. De vil gerne som led i en opgave interviewe mig om apopleksi, det glæder jeg mig til. Det bliver sjovt at høre, hvilke spørgsmål de har fundet på og hvor meget de har sat sig ind i sygdommen. .

God tirsdag til dig.

Søndagen lakker mod enden

Søndagen bød på morgenbord, som jeg ikke havde sørget for, det havde landmanden.

Søndagen bød på gåtur hen over klitter og ned til vandet.

Søndag bød på tjek af sommerhus, tagplader havde forskubbet sig, det ordnede landmanden. Planterne trængte til vand, det sørgede landmandsfruen for.

Søndagen bød på kontorarbejde.

Søndagen bød på god gedigen søndagsmad: oksetværreb med kartoffelmos, det sørgede jeg for.

Nu skal der drosles ned med en kop te, en bog og måske en ostemad. Søvnen skulle gerne indfinde sig i rigelige mængder inden hverdagen i morgen.

Det havde jeg brug for.

Der er ikke sket “en dyt” her i huset, nå ja lidt vaskeri, lidt indkøb, men ellers har ægteparret bare slappet af, sammen og hver for sig. Efterdønningerne efter sidste weekends fest i form af mennesker, der ringer/skriver og fortæller, hvor god og dejlig en fest det var, fortsætter. Og jeg bliver så glad på landmandens vegne, det fortjener han. Jeg har ikke travlt, jeg læser om rod, jeg læser om døden, jeg surfer på nettet og jeg fik gået tur i går og har planer om gåtur i dag. Solen skinner, sneen er her stadig, der er mad til både fugle og mennesker. I nat svigtede søvnen mig, jeg havde sovet 2½ time, og så var jeg lysvågen, landmanden var på det tidspunkt først på vej i seng, så vi skiftede rum, han krøb i seng og jeg krøb under tæppet i fjernsynsstuen. Her lå jeg til ved halv fem tiden, der blev læst og set fjernsyn. Herefter kunne jeg sove, mobilens vækkeur blev annulleret, morgentræning og gudstjeneste må vente til en anden god gang, søvnen kommer i første række.

Lykken er så at blive vækket ved halv ti tiden, der var hentet rundstykker, lavet te og dækket bord OG købt avis. Vi holder ikke avis, heller ikke som netavis, så det har været lykken at tage sektion efter sektion og læse lidt hist og pist, sådan som jeg altid læser avis. Og mens jeg læste avis, kom jeg i tanke om en sjov hændelse:

Når man bliver sygeplejerske med autorisationsbevis und alles, så får man (køber man?) også Dansk Sygeplejeråds sygeplejerskenål. Det ultimative bevis på at nu er man sygeplejerske. Den nål har fulgt mig og lå i mit smykkeskrin de elleve år, hvor jeg ikke var sygeplejerske, men kun passiv medlem af DSR. Den blev fundet frem og pudset, så jeg var klar til mit nye liv som sygeplejerske 1. januar 2000. Så skete det, der ofte sker, man skal skynde sig hjem, uniformen får afmonteret alt og den ryger til vask. Men nålen glemte jeg at få af. Første gang dukkede den op igen, anden gang blev den væk. Der gik noget tid, før jeg efterlyste den i DSR, det skal man nemlig, hvis man vil købe en ny. Hver nål har et nummer, som er forbundet med et autorisationsnummer, så man til enhver tid ved, hvem nålen tilhører. Jeg efterlyste nålen i 2004, men fik aldrig bestilt en ny nål; det tænkte jeg så for en lille uge siden, at det ville jeg have gjort. I onsdags blev jeg ringet op af DSR, man havde fundet min nål! Den var blevet fundet på et kontor på sygehuset i en kuvert sammen med en masse andre sygeplejerskenåle! Her er da vist en, der ikke har haft styr på sit kontor. Nu er nålen sendt til reparation og jeg glæder mig til at bære den igen som et synligt symbol på, at den uddannelse jeg startede på i september 1977, fuldførte jeg i februar 1981. Tænk det er snart 34 år siden, akkeja som tiden går ;-) God søndag til dig.

PS billederne er fra gåturen i går eftermiddags.

Spisetid

Egentlig havde vi inviteret gæster til spisning i aften, men kombinationen af glatte veje, mørke og sneen gjorde, at vi udskød det til en anden gang. Så har vi noget at glæde os til. Fuglene var ikke sene til at nyde landmandens gadekøkken. Mens jeg sad og spiste frokost, satte jeg kameraet på zoom og skød løs i nogle minutter.

Her er plads til store og små og neden for fuglehuset gik fasaner og spiste majs og det, der ryger udenbords, når så mange skal være på så lidt plads.

Jeg nåede også at gå en tur i solskin, de billeder gemmer vi til i morgen. Aftenen banker på, vi snupper lidt nem aftensmad og gør os klar til aftenens håndboldkamp.

Havde de sagt det?

Allerede ude på badeværelset fornemmede jeg det, de matterede ruder afslørede trods alt, at der var en del sne på ruderne. Og i køkkenet fik jeg syn for sagen, der er kommet en del sne i nat, alt er dækket med et tykt lag sne. Da landmanden kom ind i køkkenet var hans første kommentar; åh nej vi har ikke mere fuglefrø.

Der var en sand stimlen sammen ved fugletræet, store og små fugle sloges om de smuler, der var der. Landmanden skyndte sig at spise morgenmad, og så knuste vi nogle mejsekugler sammen med nogle solsikkefrø. Nu er landmanden kørt til byen for at hente forsyninger til fuglene, jeg har skovlet sne foran huset og startet vaskemaskinen.

Der er musik i radioen, varme i huset, en vaskemaskine, der snurrer, en tørretumbler, der snurrer endnu mere, der er lunt tøj på kroppen, jeg kan sagtens klare en dag indenfor. Der er bøger, der kan læses, der er strikketøj, der kan strikkes, der er kager, der kan bages, der er aftensmad, der kan forberedes, nå ja der er også skuffer, der kan ryddes op i og ditto skabe. Det sidste er det mest kedelige, men nok det weekenden burde indeholde. Jeg tror dog, jeg starter med at læse en bog om at få sat sit rod på plads. Jeg har taget testen i bogen og den viste, hvad jeg godt vidste, at jeg er en kombination af et naturligt ordensmenneske og en samler. Kommer du til mit hus nu, vil du møde et ryddeligt hus, er du derimod den type, der kigger i skabe og skuffe og på loftet, vil du opdage et sandt inferno. Jeg smider ikke ud, det kunne jo være, jeg kunne bruge noget af det. Min mor var lige sådan, og derfor ved jeg fra oprydningen i mine forældres hus efter min mors død og min fars flytning til plejebolig, at jeg vil have styr på rodet, inden jeg dør. Min mor havde samme intention, men da hun gik på efterløn, blev hun kræftsyg nogle år efter, og så blev energien de sidste 12 år brugt på gode oplevelser og alt det hun havde lyst til. Og jeg ville prioritere på helt samme måde. Derudover så havde min mor fem børn, der efterlod alt det, de ikke havde brug for, og som min mor så satte på loftet. Jeg har trods alt kun to børn, der har gjort det samme. Det sjove er jo så, at først i februar kommer der en boligartikel i en af de større aviser med min datter, og der fokuserer man blandt andet på hendes genbrug af tøj, så der kommer noget af mit gamle tøj til sin ret. 

Om det bliver oprydning eller strik, der kommer til at fylde weekenden, ved jeg ikke. Men jeg vil nyde den snefyldte weekend. God weekend til dig. Mon du har fået sne hos dig?

De gamles hjem?

Det er ved at blive en vane; landmanden tænder op i brændeovnen, når han kommer ind. Han brygger te, og jeg laver et par knækbrød med ost til hver og så falder vi ned i hver vores sofa med ansigtet vendt mod flammernes skær. Udsynet er dog hæmmet af en tablet for landmandens vedkommende og en bærbar for mit vedkommende. Der slappes af, det er ikke altid, der bliver talt sammen, vi nyder stilheden og varmen.
Snapshot af eftermiddagsstunden: På bordet står en vase med tulipaner, de er visne, men holder sig strunke og er smukke i deres sidste alder. Tekanden sender små lyde, og ingen gider rejse sig for at skrue låget bedre fast. Gider og gider, landmanden kan ikke høre det, for han har høretelefoner på og hører musik. Indimellem begynder han at synge højt, der er hyggeligt og understøtter min påstand om, at han ville være et godt aktiv for mit kor, men det preller af på ham. Istvan giver sig højlydt til kende, han fornemmer, at der hygges i stuen, så han vil også være med. I dag havde landmanden købt fastelavnsboller, og de er spist med velbehag, de fylder godt, så aftensmaden bliver vist en meget let løsning.

Til landmandens fødselsdagsfest fortalte han, at en af mine niecer til jul havde sagt, at han da ikke var gammel. Det var man ikke som 60årig. Da landmanden så spurgte hende, hvornår man så var gammel, svarede hun: 65 år! Så måske er det her ikke de gamles hjem, men det er hyggeligt.

Den blå time

Energien var ikke til LOOP, jeg var let at lokke, da en kollega spurgte, om jeg kørte lige hjem og om hun kunne køre med. Det var da en gyldig grund til at hoppe over, hvor gærdet var lavest. 

Efter eftermiddagste sammen med landmanden i en stue, som var dejligt varmet op af brændeovnen, kom lidt af energien tilbage, og jeg tog vandrestøvlerne på.

En halv time har også sin ret, så jeg gik 3 km, frem og tilbage på vejen mellem vores og svogers gård. Sneen lyser op, og alt havde et tåget, blåt skær. Tankerne flyver så dejligt frit under en gåtur, og hele kroppen pulserer af frisk luft og kulde.

I går aftes kom jeg langt om længe til kor igen, det er også noget, der liver op på en blå januardag. Vi har en korleder, som er sprudlende, hjertevarm og dygtig, det er en rigtig god kombination til et gospelkor. Og når jeg kører hjem, er det altid med et stort smil og lyst til mere sang.

Nu må jeg vist hellere slutte den blå time og få lavet aftensmad, i aften bliver det frittata med alt, hvad køleskabet kan byde på. God aften til dig.

Bilturstanker

Ofte hører jeg CDer på vej til og fra arbejde. I dag hørte jeg radio, det affødte mange tanker. Det har været den internationale krammedag, egentlig synes jeg det er noget pjat. Ja vi har vel alle brug for et kram, men ikke af hvem som helst. I morges kunne man sms’e ind med forslag til en person, der fortjente et kram, og så ville P4 Nordjylland måske sende en ud og give vedkommende et kram. Jeg vidste med det samme hvem, der skulle have det kram, men jeg fik aldrig sendt en sms, og det er personen måske meget glad for. I stedet for har jeg lige nu sendt en sms til hende med ordene, der skulle have stået i begrundelsen for et kram, og så må hun få krammet i morgen.

I radioen omtalte man også en undersøgelse lavet af Aalborg Lærerforening, den viser, at tre ud af fire lærere overvejer at skifte job. Lærerne er generelt glade for reformens pædagogiske redskaber, men det er arbejdsforholdene, der får dem til at overveje jobskifte. Det er hårdt at være lærer både for nyuddannede og for erfarne lærere, jeg håber, at man vågner op og ser på nogle af de uheldige følger af reformen. Det er jo tankevækkende, som jeg også hørte i radioen en dag, at vikarforbruget er steget med 54 % efter reformen. Min egen lille private lærerundersøgelse viser en lærer, der nu er syg med forkølelse, svimmelhed og feber for fjerde gang. Nok har vores børn ikke samme immunforsvar som deres forældre (siger sygeplejersken, der inden for en måned har måttet melde sig syg to gange, efter hun i 15 år kun har haft 10 sygedage), men vores børn plejer alligevel aldrig at være syg så tit.

Og mens jeg har skrevet dette indlæg, har jeg glemt de sidste ting, jeg funderede over i bilen. I stedet får I en smuk solnedgang, det kan man da kun blive glad for.

Godt at vide

Denne morgenstund er som hverdagsmorgener er flest. Trætheden er i kroppen, mens jeg begynder med at tømme opvaskemaskine. Tevandet koger, der laves te og smøres mad. Alt imens tænker jeg på gårsdagens dejlige eftermiddag og aften, hvor jeg mødtes med to studiekammerater. Denne gang havde jeg valgt, og jeg ville gerne prøve Pandekagehusets madpandekager, det blev en god oplevelse, men jeg tror dog, der ville være skønnere om sommeren. For de store vinduer og det manglende vindfang ved indgangen gjorde, at der på denne kolde vinterdag blev lidt koldt om fødderne. Vi talte os dog til varmen og fik vendt mange ting, før vi vendte næserne hjem.

De færdige tallerkener med mad og teen sættes ned i mandskabsrummet, så landmanden blot kan sætte sig ind og nyde pausen fra kartoffelsorteringen. Min egen madpakke sættes ved siden af tasken, så jeg om lidt er klar til afgang. Nede på bordet i mandskabsrummet lå et stykke papir med navne og telefonnumre. Først studsede jeg over at se mit navn og nummer der, så gik det op for mig, at det nok var en udløser af arbejdstilsynets besøg forleden dag (som i øvrigt gav en stor smiley til gården). Det var jo en kontaktseddel, hvis det værste skulle ske, en seddel med numre på pårørende til medarbejdere og chef. Sådan en seddel fik vi også lavet på min arbejdsplads for nogle år siden, og siden har vi ofte talt om, at den er rar at have. For tænk hvis man står med en kollega, der er blevet dårlig, hvordan skulle man så have fået fat i kæresten/ægtemanden/forældrene? Vi har sommetider undret os over, at det først er nu, vi har fået den, og vi har faktisk ikke haft brug for den, men det er godt at vide, at den er der. Og sådan er der jo egentlig så meget, som vi forhåbentlig ikke får brug for, men som det er godt at vide, at man har eller at man kan, hvis nu …

Lige nu er det godt at vide, at der er varmt vand i hanerne, at der er en bil, der kan køre og at der er mad i min madpakke og at der er gode kolleger på min arbejdsplads. Alt sammen noget, jeg vil nyde på denne kolde januaronsdag. God onsdag til dig.

Reklamer?

Der er ikke reklamer på min blog, kun dem jeg selv sørger for ved diverse link og ord. Det er sjovt at se, hvordan mine søgninger forplanter sig til de blogge med reklamer, som jeg læser (altså bloggen, ikke reklamerne) I dag har jeg søgt på kjoler, og fluks dukker der annoncer op for kjoler.

Nu vil jeg reklamere for noget helt andet. Vores svigersøn er musiker og komponerer selv musik. Han har fået en profil og er blevet anbefalet på Karrierekanonen 2015, og som jeg har forstået det, så registreres det, hvor mange, der lytter til de enkelte numre. Så kære læser, vil du høre noget nyt musik, som ikke er de store armbevægelser, men med gode klange og en skøn stemme, så klik her. Og derfra kan du klikke videre til de forskellige numre. Og kommer du til at holde af numrene, kan du også købe dem på iTunes.

Hermed slut på dagens reklame. God mandag til dig. Min har indtil nu indeholdt LOOP med god korveninde, oprydning og støvsugning, aflevering af musikanlæg og masser af afslapning.

Hvad skal jeg tage på?

Mænd forstår det aldrig, der er jo masser af tøj i skabet, så hvordan kan kvinder stå med et tøjproblem? Måske ligger noget af forklaringen i en fortælling fra hverdagen på gården. Jeg syntes, landmanden skulle købe nyt tøj til sin fødselsdag, det mente han ikke var nødvendigt, jeg havde i sommer købt en skjorte til ham, som klæder ham utrolig godt, den kunne han bruge sammen med et par sorte bukser og en jakke. Jeg synes også, den er rigtig flot til ham og havde tænkt, at en ny skjorte i samme farver sammen med nye bukser ville være en god ide. Jeg har ikke været på toppen siden min sygdom i julen, og derfor var der ikke energi til, at jeg sørgede for nyt til ham. Så det blev sådan, han så rigtig godt ud, også uden nyt tøj.

Jeg orker/gider jo ikke at shoppe, men jeg vil rigtig gerne have nyt tøj. Jeg kan bare aldrig finde noget og slet ikke om vinteren. De mørke farver fratager mig al energi, og jeg vil så gerne have farver, men ikke alle slags farver. Der er farver, som stjæler den smule farve, jeg har i min hud, og der er andre farver, som fremhæver øjnenes blå farve og får mig til at se mindre bleg ud. Jeg har også taget en beslutning om, at jeg vil være kjolepige, både i hverdag og til fest, det kræver bare, at jeg får fundet nogle hverdagskjoler. Så lige nu drømmer jeg om at genoptage syningen, for jeg ser så mange fine hjemmesyede kjoler rundt omkring på blogge.

Tilbage til festen, jeg beskrev jo her, hvordan jeg søgte og til sidst fandt en kjole. Lidet anede jeg dog, at den kjole var kjolen! Sjældent har jeg fået så mange komplimenter. Og alle var vilde med kjolen, selv en gæst til en anden fest på hotellet måtte komplimentere mig på toilettet for kjolen, og som alle andre spurgte hun til mærket, og jeg kunne aldrig huske det (det kan jeg heller ikke nu), så man så konstant kvinder, der kiggede i min nakke for at se mærket. Kjolens snit passede mig perfekt, den sidder til der, hvor den skal og skjuler mave og deller med sit løsthængende skørt. Nu ved jeg, hvilket kjolemønster, jeg skal gå efter. Og så passer det mig perfekt, at der er trekvart ærmer i kjolen, jeg ville få det alt for varmt med lange ærmer. Farver er en videnskab, jeg har fået taget en farvetest en gang, og det er typisk, at hvis jeg bærer de “gode” farver op mod mit ansigt, så får jeg næsten altid komplimenter. Havde nogle af de mange andre farver på kjolen været den bærende farve, så havde jeg lignet havregrød, men denne farve er en af mange farver, jeg godt kan have tæt på mit ansigt.

Så her er jeg, tæt på midnat og meget træt og glad efter en god dag:

Og mærket på kjolen?  Se det er først nu, hvor jeg kigger på mærket, at det går op for mig, at det er dansk, og at der er masser af farverige kjoler på deres hjemmeside.

Den dejligste weekend

Vi har haft den skønneste fest i går, og i dag fejrer vi sammen med børn og svigersøn, at landmanden fylder 60 år. I aftes, da vi sad hjemme efter den skønne fest, talte vi om hvor dejligt, festlig og afslappende, det havde været. Vi er begavet med en stor søskendeflok hver især, og hvilken søskendeflok! De var med til at gøre dagen skøn for fødselaren og os andre. Men mest af alt slog vores børn benene væk under deres far og alle os andre. De holdt den smukkeste, sjoveste og bevægende tale for deres far. Og bagefter fik han sin fødselsdagsgave af dem. Han havde ønsket en sang indspillet af dem, som han kunne bruge på You Tube til sine motorcykelfilm. I går eftermiddags sang de den for ham, de havde valgt en god gammel sang, som deres far holder meget af.

Vi to gamle er stået op, der er hentet rundstykker og kage, bordet er dækket, flaget er hejst, om lidt skal æggene koges og brunsvigeren pyntes. De unge har fået lov til at sove længe, men vi glæder os allerede til at nyde en del af dagen med dem, indtil de skal tilbage til hovedstaden.

Holdt jeg ikke tale for landmanden? Det gjorde jeg, jeg fik sagt tak for alt det, han har betydet for mig, mest af alt hans kæmpestøtte, da min families verden ramlede. Han er en af de mænd, der ikke er bange for at stå midt i sorgen og afmagtens rum, han tør tale om det svære, men han er også den, der holder fast i håbet. Og så kom jeg jo ikke uden om at fortælle om hans skønne humor og hans hund. Selv om Istvan ikke var med til fest, så var han det dog alligevel, det gik igen i taler og sang. Så selvfølgelig havde Istvan og jeg lavet en fotobog til landmanden med deres år sammen.

Hjertelig tillykke til landmanden, som heldigvis stadig kan være drillesyg, humoristisk og lidt vild.

Fredagsnydning

Vi er fem i huset nu, det nød vi i går aftes. Livet kan være hårdt, barsk, der kan være storme, uvejr og katastrofer, men der kan også være solskin og blide briser. I går nød jeg bare at være til stede. Håber din lørdag må være god ved dig.

Nogen effekt?

Dengang jeg læste om at dele ting op i, hvad der var til forhandling og hvad der ikke var, læste jeg også noget andet, der pirrede min nysgerrighed. Chris MacDonald foreslog, at man prøvede andre kostformer af for at finde ud, hvad der passede en bedst. Og det satte noget i gang i mig. Jeg havde ønsket mig (og fået) River Cottages Grøn hverdagsmad i julegave, ville gerne have mere grønt ind i min kost. Min svigersøn er vegetar, så hele juleugen havde jeg været bevidst om, hvad vi havde til ham i køleskabet. Han var nu også god til selv at finde på noget. Blandt andet fik jeg en lækker karrygryde, da jeg lå syg. Nu havde jeg så fået dette lille hæfte med Alt for Damerne og der var ovenikøbet opskrifter med til både frokost og aftensmad med masser af bønner, linser og kikærter. Jeg følte mig oppustet ovenpå al den megen julemad, så jeg tænkte - hvorfor ikke? Nu har jeg så levet uden kød i en uge, jeg savner det ikke - overhovedet- men det er heller ikke sådan, at jeg føler mig anderledes i min krop. Jeg har levet sundere end i julen og har dermed tabt halvanden kilo på trods af ostemadder og is i weekenden i rå mængder. Linserne og kikærterne mætter godt, men jeg skal have skruet op for smagen, det er mit svage område. Smagen fejler derimod ikke noget, hvad angår den karrysuppe med røde linser, jeg lavede efter bogen. Den havde saft og kraft, og jeg er mæt nu.
Skal jeg nu være vegetar? Det skal jeg helt sikkert ikke, men jeg håber, at jeg med tiden kan få lyst til at lave mad ved at prøve andre tilgange til madlavning. Og alle de velstruktureredes råd til mig, når jeg fortæller om min totalt manglende lyst til madlavning (havde vi boet i en storby, havde jeg købt mig fattig i sund fast food) er altid: prøv at lave madplan. NEJ det dur ikke. Jeg har aldrig lyst til det mad, der står på planen, når først jeg har lavet planen. Så nu vil jeg holde mig selv fast på, at der to gange om ugen skal laves mad (og så i mængder der kan strækkes til flere dage). I køleskabet står der rester af coleslaw med spidskål og en linsesalat, i morgen skal jeg finde på tilbehør til det og hvordan jeg får fyret op under smagen på linsesalaten.

Og de gåture, der ikke var til forhandling? Der er plads til forbedring!

Stolt

Sproget.dk skriver om det at være stolt:

1. glad for og tilfreds med en bedrift, formåen, genstand e.l. som man direkte el. indirekte er (el. føler at være) anledning til el. i besiddelse af
2. som kender el. har en stærk fornemmelse af sit eget værd; som sætter sit personlige omdømme og sin værdighed højt (undertiden nedsættende); 

Jeg føler mig stolt her til morgen, og det i den første betydning, nemlig glad og tilfreds med en bedrift, som mine kolleger og jeg har været anledning til.  Jeg tager det roligt  i dag og møder først på arbejde klokken ni, fordi jeg stadig bliver svimmel, når jeg har været i gang med noget. Det har så givet mig tid til at læse Dansk Selskab for Apopleksis sidste medlemsblad, hvor vi har en artikel i om vores tilbud om børenomsorgssamtaler. Om samtalerne kan du læse lidt mere her på min anden blog. Her til morgen fik jeg læst en anden artikel om et projekt på Herlev Hospital, hvor man inspireret af os nu også tilbyder samtaler til børn, og de er derudover i gang med at udvikle en app til børn og unge om det at have en far eller mor med en hjerneskade, og hvor børnene/ de unge kan finde hjælp. Det lyder spændende, og det er rigtig godt, når alle bygger på hinandens erfaringer og viden og hele tiden udvikler sig.

Det blev en god start på dagen, må du også få en god start.

Nice 2014

Et gammelt husråd

I følge sproget. dk betyder husråd et ikke lægeligt dokumenteret råd om sygdom. I dag bruges ordet om alle mulige råd om rengøring, pletter, have, ja kort sagt om alt der har med vores hjem at gøre. Nettet bugner med sider med gode råd, min hjerne har også lagret nogle af dem, jeg har fået af min mor. I dag kom jeg i tanke om et af dem, jeg øver mig i at være oppe, i at gøre noget, hvor hovedet (øjnene) ikke kan fokusere på blot et punkt, så jeg tog opvasken fra i går. På køkkenbordet stod en gryde, som var sat i blød, jeg havde kogt linser i for lidt vand og de havde brændt sig fast. Et råd, jeg har fået af en isenkræmmer engang, er at hælde lidt opvaskepulver til opvaskemaskine i gryden sammen med vand. Det er det rene mirakelmiddel, man kan dog også få lavet så stærk en blanding, at man ødelægger sin gryde, det har jeg prøvet. Det er lidt mere besværligt med opvasketabletter, jeg plejer at smuldre dem og tage en halvdel til en gryde. Det gad jeg ikke i dag, skuresvampen havde taget det meste, og så brugte jeg min mors råd. Jeg skar et par æbler i tern og sammen med lidt vand fik de lov til at simre i ti minutter, til jeg havde en mos. Gryden var nu næsten pletfri! Solen sender af og til lysglimt ind gennem de mørke regnskyer, det har haglet i morges, og der var glat udenfor, lød det fra det arbejdende folk i kartoffelhuset.

Der er afholdt indtil flere telefonmøder i mit liggende kontor, og nu læses der (med pauser) om genoptræningsplaner og rehabiliteringsplaner. Kedeligt stof, men hvis man vil have indflydelse, må man vide noget. Jeg har det meget bedre end i formiddags. Lene, nu glad og med tanker om æblemos, makroner og … Jeg har ikke fløde, men mon ikke nettet kan finde en lækker skyrcreme, der kan bruges?

NEDLAGT

Mobilen ringede, som den plejer klokken fem i morges.
Jeg satte mig op for at slå alarmen fra, som jeg plejer.
Og så kunne jeg godt mærke, at noget var ikke, som det plejer at være.
Og noget er der så stadigvæk.
Jeg er svimmel, noget så svimmel, og det udløser kvalme i siddende/stående/gående position. Jeg har det bedst i liggende stilling. Så ingen arbejdsdag til mig i dag. Jeg læser sundhed.dk, jeg læser om svimmelhed, om virus på balancenerven, om stillingsbetinget svimmelhed ( også kaldet øresten) og det jeg godt ved, at svimmelhed er et meget hyppigt symptom og et uspecifikt symptom. Der er så mange sygdomme, hvor svimmelhed kan indgå, så jeg har besluttet mig for, at det nok er virus på balancenerven, det har så bare at være en mild virus, jeg har ikke lyst til flere dage på langs.

Allermest har jeg lyst til at råbe, at jeg ikke har tid til det her, men det er der jo ingen, der har. Så jeg øver mig i at blunde/sove, træne gang, når kvalmen er forsvundet efter sidste træning og så i øvrigt fokusere på det, jeg kan gøre liggende. Og har du erfaring med pludselig indsættende svimmelhed, så hører jeg gerne om dine erfaringer.

God onsdag til dig.

Jeg gad godt, at min liggende position var i disse omgivelser :-)

Det lykkedes!

 

De andre gøremål var kommet i hus, det regnede og jeg havde en heftig dialog med mig selv om at opgive, men jeg blev ved. Jeg gik i Companys, jeg prøvede endda kjoler derinde, ingen succes! Jeg kiggede i Salling, jeg kiggede i Scott, jeg kiggede i Masai, jeg kiggede i Noa Noa, jeg kiggede i H&M, og jeg kiggede på hver eneste butiksvindue, der viste kjoler, men ingenting faldt i god jord. Jeg belønnede mig selv med varm kakao på en kaffebar, hvor en tidligere kollega fik øje på mig gennem vinduet og kom ind for at snakke lidt, inden hun gik videre i sin søgen efter fødselsdagsgaver.

Jeg nød Budolfis klokkemusik, jeg nød at se det gamle posthus komme til ærværdighed igen, nu som bank, jeg nød solen, der tittede frem efter en heftig regnbyge  og så opgav jeg. Jeg gik tilbage til bilen, og som et sidste forsøg gik jeg ind i en lille butik, hvor indehaveren fandt en kjole frem, som jeg i første omgang tænkte, slet ikke var mig. Jeg ombestemte mig, da jeg fik den på. Den er anderledes, den er speciel i sine farver, men den er skøn at have på. Og så lod jeg mig rådgive til køb af nye sko og smykke. Jeg elsker, at tøjbutikker har tilbehør så som smykker og sko, for jeg ved nemlig, at jeg aldrig får købt det, så nu er jeg begyndt at købe det hele, når tøjet er på plads.

Søg og du skal finde.

Andre har haft indlæg med søgninger, der får mennesker til at klikke en ind på deres blog. Jeg synes, min søgeliste kun har indeholdt varianter af blogtitlen, men i går var den lidt anderledes.

underet er at vi er til – ja men så er man kommet det rette sted, med mindre at det var Lars Lilholts sang, man ville finde. Det er jo den sang, som for 8½ år siden var min inspirationskilde til blognavn.

antal huller i saltbøsse – se det er vist det indlæg, hvor Ellen kaldte mig skøn og ulogisk, som er årsag til, at nogen havnede her hos mig ;-)

batikfarvning dug – hm, gad vide om jeg nogensinde har fortalt om min mor, som batikfarvede T-shirts og duge det år, hun tog orlov fra lærerfaget. Det var også det år, hvor hun tog fat på patchwork og meget andet, for året skulle jo udnyttes. Det var også det år, hvor hun satte sig ned og skrev en beretning om sin dag, fordi min far syntes, hun glemte sig selv og de visioner, hun havde for orlovsåret. Og her dokumenterede hun blandt andet, hvor mange gange i løbet af en dag en fireårig skal have hjælp til at komme af og i sin flyverdragt. Så skulle min yngste lillesøster ind og lege, så skulle hun ud og lege, så skulle hun ind og tisse, så skulle hun ud og lege …

børn og bekymringer bog – se det er en ting, jeg kan love dig. Får man børn, får man også bekymringer. Man får også mange glæder, og for de fleste er det heldigvis glæderne, der fylder mest. Og der er helt sikkert skrevet bøger om dette. Og jeg har helt sikkert skrevet om bekymringer, tjek blot dette link. Det er, hvad der kommer frem, når jeg søger i egne indlæg efter ordet bekymringer. Det handler meget om børn, men også om sygdom, og andre mennesker, der står mig nær.

Eftertænksohed – nu skulle der nok være et m i ordet, men hvis vedkommende har det som mig, så smutter der ofte bogstaver i farten eller bogstaverne bliver byttet om. Jeg holder meget af ordet eftertænksomhed. Langt mere end af ordet refleksion. Og så meget at jeg har udgivet fire indlæg med den overskrift og flere indlæg, hvor ordet indgår.

ensom y – gad vide om det er y, der er ensom eller det også er en, der er hurtig på tasterne? Hos mig har jeg kunnet finde det her indlæg om at være ensom.

for at tænde et lys – måske har det været mindesiden Mindet, som vedkommende søgte. Her kan man virtuelt tænde et lys for dem, man savner. Det at tænde lys, også i hverdagen, har min bloglæsning fremmet hos mig. Og nu nyder jeg blot ti minutter med en kop te og en lille blafrende flamme.

Hvad er en god kollega og hvad kendetegner en god kollega. De to søgninger slår jeg lige sammen. Og jeg kan godt forstå, folk havner hos mig, for er der nogen, jeg har lovprist gennem mine 8½ år som blogger, så er det mine kolleger. De er bare de bedste. Og om du finder svar på, hvad en god kollega er hos mig? Tja, det afhænger nok af øjnene, der søger. Men jeg blev helt glad her til morgen, da jeg selv søgte i mine indlæg. Læs blot her, her, her og her (jeg sagde jo at det er naturligt, man havner hos mig)

Og så sluttede søgelisten med den mest mærkelige søgning. En havde skrevet et helt brev i sit søgefelt om en træls dag. Må dagen i dag for hende og dig byde på skønne øjeblikke, eftertænksomhed, gode venner eller kolleger, tid til at lave det, man har lyst til og frem for alt må du og jeg kunne sige, at underet er, at vi er til, lige som vi er, og må vi hver især kunne sige: og der er intet jeg hellere vil end at være til som den, jeg er. God tirsdag til dig.

Og så gjorde jeg lige

Misundelse er noget, man ikke taler om, men det gør jeg så nu. Jeg er vildt misundelig på dem, der bare lige, når stormen raser udenfor, rydder op i skuffer og rum og lige springer på at bage lidt til fryseren eller laver mad til flere dage eller syr en kjole eller strikker en trøje eller … Mig? Jeg brygger te, lægger mig på sofaen og ser serier og tjekker bloggen. Det gør jeg også, selv når det ikke stormer eller vejret faktisk er til udesysler. Det er derfor, jeg siger, at jeg er doven. Når jeg arbejder, er jeg arbejdsom. Når jeg lander inden for husets fire hjørner, går jeg i hi! Lene, nu som hulebjørn .

Og du får lige en sommerfugl, når jeg nu ikke har et billede af en slumrende bjørn.