LANGSOM START

Gad vide hvor længe jeg havde sovet, hvis ikke mobilen var sat til klokken 10? Jeg lader den nye dag starte langsomt, jeg har brygget hvid te, som jeg nyder lige nu; morgenmaden er endnu ikke indtaget, og det er normalt noget af det første jeg skal have for at dagen starter godt. Højre hånds pegefinger stritter vældigt ud i luften, mens jeg skriver, det er akavet, det gør skrivning langsomt og jeg kan mærke fingerspidsen konstant. Til sidste personalemøde havde nogle løftet pegefingeren, for pilledeleren i medicinrummet blev ikke altid gjort ordentlig rent efter brug. Så i går aftes skulle pilledeleren så sandelig gøres rent! NOTE, man skal ikke forsøge at tørre den halvdel med kniven til at dele tabletten med et stykke papir og en finger. En finger kan også dele sig! Nu stoppede jeg da heldigvis, inden fingeren blev delt, men hvor er det besværligt med sådan en finger, der vil bløde, hver gang man rører ved noget. Den blev pakket godt ind i plaster og så måtte jeg gå med handsker resten af aftenen, det var besværligt. NOTE til Lene, tænk dig om næste gang!

Selv om det blæser udenfor, så er lyden anderledes dæmpet i dag, det passer mig godt. I går aftes gik det op for mig, hvad der blandt andet gør vagterne så hårde (det gælder alle døgnets vagter). Patienterne kommer hurtigt videre, så hvor jeg tidligere med f.eks mine tre aftenvagter i en weekend, ofte følte at fredag var den sværeste, fordi jeg der hurtigt skulle danne mig et overblik over mange nye patienter, ja så gælder det for hver ny vagt. Fra vi mødte ind og læste om patienterne, til der var gået fire timer, da var 4 - 5 patienter udskrevet eller overflyttet og nye patienter var kommet eller var på vej. I dag, når jeg møder ind, kan mange af patienterne være udskrevet eller overflyttet og i realiteten kan hele afdelingens patienter være nye. Det er man vant på de akutte modtageafdelinger, det har jeg ikke været vant til, og måske er det først nu, hvor vi i flere måneder har haft mange nye patienter hver dag, at det har påvirket mig. For det har det. Det må jeg erkende. Mange af mine unge kolleger spørger tit, er du ok, Lene? Så jeg må signalere den uro, jeg føler indeni, kropsligt. Det er ikke fordi jeg ikke kan varetage mine pligter, jeg er en gammel erfaren sygeplejerske, og det er jeg også, når tempoet skrues op, men min krop fortæller mig, at jeg skal finde nye måder at håndtere det på, nye måder at skabe overblikket på. Så det bliver kunsten de næste par dage. Derfor lader jeg dagen starte langsomt, jeg er blevet god til at lade to og tre være lige herhjemme på mine arbejdsdage, og nu skal jeg have genoptaget gåturene og LOOP. Det har alt sammen ligget brak i den skønne, men travle og for mit vedkommende sygdomsfyldte juletid.

Ja længere kom jeg ikke med indlægget, for så kom landmanden hjem og vi fik drukket te sammen og snakket om løst og fast, blandt andet udløst af den bog, jeg læser. Så vi kom vidt omkring, både demens, selvmord, kræft og glæde blev debatteret. Og mens det her indlæg langsomt bliver til, og jeg får snakket både med landmand og kollega, som sidder lige midt i opgavefælden, så går dagen også. Om lidt skal jeg til at gøre mig klar til aftenvagten, jeg er sammen med gode kolleger, og det er afdelingens force, vi er gode og dygtige hver for sig, men vi er endnu bedre sammen. Det er ren synergieffekt at være på arbejde. Må du få en god lørdag med plads til lidt af det hele.