Jeg har endnu ikke været ude, men uanset hvor jeg er i huset, følger lyden mig. Blæsten! Den suser og giver mig hele tiden følelsen af at fryse, den slider på mine trommehinder og gør mig mere træt, end jeg fysisk er. Jeg forsøger at læse, men det er som om hjernen ikke kan rumme både den enerverende blæst og ord, så jeg lægger bogen fra mig, går i bad, spiser frokost og sætter mig ved computeren med småkager og varm hyldebærsaft. Jeg kommer ikke udenom at komme udenfor. Der skal handles ind, og aftenvagten venter forude, jeg trækker det lidt ved at sidde her. Bogen, jeg læser, handler om døden. En forfatter og en retsmediciner har sat sig ned og talt sammen om døden. De har sat sig for at tale om døden, som om døden ikke var et tabu. “Hvorfor må vi ikke tale om døden?” Da døden jo er en uafvendelig del af livet, og da døden er en del af mit liv, både privat og professionelt, så tænkte jeg, at den bog måske kunne gøre mig klogere. En egentlig anmeldelse af bogen får du, når jeg er færdig, men indtil nu vil jeg sige, at den er let læst. Der er både essays skrevet af de to forfattere om deres private og professionelle oplevelser af døden og så kapitler med de tos samtaler. Og lidt af stilen i bogen fanges ret godt i dette interview.
Blomsterne i mine vinduer er ligeglad med blæsten, og deres farver gør mig glad på sådan en blæsende fredag. Håber du finder noget, der gør dig glad på denne første hverdag i 2015.
Den bog lyder spændende, og jeg ser frem til din anmeldelse.
SvarSletVi har et fuldstændig forkvaklet forhold til døden: Det eneste der er helt sikkert i vores liv er, at vi skal dø, alligevel lever vi alle som om, det ikke er tilfældet. Jeg er klar over, at vi ikke hver dag kan gå og forholde os til vores død, men vi kunne godt have et mere afklaret forhold til den. Selv har jeg lavet testamente, hvor der ud over det pengene og hvem der skal have hvad, også har taget stilling til hvordan og hvor jeg vil begraves (for jeg vil kistebegraves), hvad der skal synges, hvilken præst det skal være, hvad der skal serveres til gravøllet (godt udenlandsk øl, for selvom jeg ikke drikker det mere, ville det være i min ånd).
Undskyld, det blev en længere smøre - går det an?
Hanne, det går altid an, det er jo det, der gør kommentarfeltet spændende. Og selv om jeg er åben om døden, så har jeg ikke talt med mine børn om min død, eller skrevet hvad jeg ønskede mig, nok fordi jeg ikke har haft nogen fast mening om det.
SletTak
SletEn af grundene til at jeg har taget stilling til det meste er, at jeg er single, og at der formentlig ikke vil være nogen der ved, hvad jeg ønsker. Jeg synes ikke vennerne skal stå med alt for mange løse ender.
Hanne, jeg synes det er en rigtig god ide
SletKan lidt musik ikke dæmpe lidt på blæsten?
SvarSletJeg tvang min mand og min datter til at tale om døden, da jeg fik kræft. C var meget forstående og helt med på, at jeg havde behov for at vende en masse ting, mens John havde det noget sværere: "Jamen du skal ikke dø!" "Jo, min skat, DET skal jeg! Jeg håber ikke det bliver nu, men vi er nødt til at tale om det. Nu."
Ellen, se det prøvede jeg ikke, fordi jeg nærmest aldrig hører musik herhjemme undtagen den dag, jeg bagte :-)
SletDet er svært at tale om, fordi det bliver så følelsesmæssigt svært, og faktisk talte min mor og jeg aldrig om døden, jeg vidste dog at hun havde skrevet i en bog og ar hun talte med min søster om det.
Forstår fint at vinden, der tuder forstyrrer koncentrationen. Jeg tror egentlig jeg har det på samme måde. Jeg lytter når den larmer.
SvarSletHer i huset taler vi gerne om døden. Det kan vi jo gøre fordi vi ikke er døde endnu. Efter min mening er det godt at gøre det og skidt ikke at tale om døden.
Jeg ser frem til anmeldelsen af bogen.
Jørgen, vi har talt om døden, men mest i forhold til min mor og min niece. Jeg kender faktisk ikke mine børns holdning til organdonation f.eks. Og jeg har egentlig ikke haft nogle specielle ønsker til min egen død og begravelse, det kan jeg så mærke at den bog får mig til at tænke på.
SletJa, den vind gør også mig tovlig ;-) døden kan vi også godt tale om her i huset, nogle gange er det let, andre gange lidt tungt.
SvarSletI dag blev jeg glad, da jeg på en aflagt pc igen kunne blogge med live writer ;-)
Anne, den lyd stresser. Vi kan godt tale om døden, men måske mest i forhold til andre, så vi må vist til at tydeliggøre overfor hinanden hvad vi egentlig tænker om døden. Nu har jeg fået sagt at jeg skal på demensplejehejm, hvis det skulle komme så vidt.Aktiv dødshjælp går jeg ikke ind for.
SletOg det er så godt at have en pc med WLW :-)
Min egen død, og alt det jeg kan komme i tanke om i den forbindelse, har jeg talt med mine nærmeste om for mange år siden. Det er ikke sådan at jeg går og taler om døden i tide og utide, men emnet er ofte på bane. Jeg vil være sikker på at alle husker hvad jeg har sagt. (Det er også nedfældet og afleveret på rette sted.)
SvarSletDer er masser af glæder i hverdagen. Jeg er heldig at få øje på nogle af dem hver eneste dag.
Pia, glæden i hverdagen er godt at kunne få øje på, og jeg skal vist forsøge at skrive lidt om mine tanker om døden til min familie :-)
SletDet har godt nok hylet og suset om alle hjørner i dag.
SvarSletDit indlæg får mig til at tænke på en af de smukke nye salmer.. Tænk at livet koster livet..
Inge, den salme må jeg have googlet, umiddelbart kender jeg den ikke, men teksten er smuk :-)
SletDu har ret, - lyden af blæsten er enerverende og man kommer til at fryse og bliver træt. Og i skrivende stund (lørdag morgen) er blæsten stadig vedholdende sammen med regn. Kedeligt at stå op til.
SvarSletJeg tænker ikke tit på døden. Og taler heller ikke om den så tit.
Eva, vi skal vel også mest fokusere på livet, vi vil jo gerne det varer længe :-)
SletHer til morgen er vinden heldigvis løjet af igen. Jeg kan heller ikke fordrage blæst og kan hverken sove (om natten) eller koncentrere mig (om dagen). Gemalen er uberørt. Er det ikke sært, at vi kan være så forskellige? Vi taler for lidt om døden her i familien. Desværre. Vi burde, men især familiens ældste synes, det er svært og viger uden om i store buer.
SvarSletFruen i midten, gang på gang er det sjovt at erkende at vi mennesker er så forskellige og så alligevel så ens :-)
SletDøden som emne skal ikke presses ned over nogen, men det er svært hvis man gerne vil tale om det og så ikke kan få lov.
Vågnede til stilhed! En lise. Det blæser næsten altid i vestjylland... men storm er træls...det giver trykken i ørerne, forværret tinnitus, fysisk ubehag.... Nu nyder jeg det stille vejr... det kalder på en gåtur!
SvarSletDøden er ikke et emne som sådan. Gemalen er meget pragmatisk, jeg mere følelsemæssig omkring emnet. Mor er 90, så det ligger i baghovedet at alt får en ende.... Vi ønsker alle bare at få lov at sove ind, som far gjorde.
Anne, du er så ej med de gåture :-)
SletJa hvor ville det være skønt at få lov til stille at dø.
Ja det var da et gevaldigt blæsevejr, vi havde i Nordjylland! Vi fik det hele med - sne i mængder, tø og regn - men også dejligt smukt solskin! Nu er jeg hjemme på 3. sal - og nyder også det! Spændende bog, du læser. Ja, en vis fortrolighed med - måske ikke døden - men dødeligheden, bør alle mennesker arbejde på at få!
SvarSletCharlotte, ja I må have fået hele vejrpaletten :-)
SletAt vi skal dø er et faktum, for mig behøver vi ikke at tale om det hele tiden, men det er rart at vide, hvad nu hvis... hvad gør vi så?
Jeg havde også en dag jeg helst ville rykke ud af kalenderen, jeg er ikke gode venner med blæst når den overstiger en hvis hastighed. Der er jo brug for den til søer, vandløb, fjorde etc., men når paraplyen bliver levende, så siger jeg grimme ting :-)
SvarSletSol, næsten vindstille og så for mig en masse varme, (så gigten gemmer sig) er en most jeg holder af :-)
Abildjyde, blæsten kan virkelig få en paraply til at blive levende :-)
Slet