Hvor jeg springer ud af sengen og fluks går i gang med at brygge te, smøre mad, tømme opvaskemaskine og gør mig klar, før jeg spiser morgenmad de dage, jeg skal arbejde og bagefter er i fuld sving fra det øjeblik, jeg træder ind af døren på mit arbejde, ja så er det helt anderledes på fridage. Selv om jeg har tusinde ting (overdrivelse fremme forståelsen), jeg skal nå i dag, fordi alderen ganske enkelt sætter begrænsning for, hvad jeg når efter en arbejdsdag, så er jeg virkelig en langsom starter. Nu har jeg siddet en time foran computeren, jeg har læst, jeg har surfet, jeg har tjekket arbejdsplan osv. og nu går jeg altså også i gang med et indlæg på trods af min viden om, at jeg går kold arbejdsmæssigt, når vi når til aften. Men jeg hygger mig, og jeg nyder virkelig denne langsomme morgenstund.
Jeg drømmer om ferie, ikke bare hvad vi skal finde på til sommer, men også om små forlængede weekender. Jeg drømmer om Barcelona, Berlin, Rom og Amsterdam. Jeg drømmer om vandreture i Italien, jeg drømmer om Sydengland. Jeg drømmer om dage i sommerhuset og togtur gennem Danmark til Sorø og København i den sidste vintermåned og den første forårsmåned. Måske bliver det bare ved drømmen, måske forvandler jeg drømmen til virkelighed, men drømmen giver energi og glæde, og jeg smiler ved tanken derom. Jeg er ikke den, der mener, at alle drømme skal realiseres, men drømme gør, at man kan se på sin hverdag med nye øjne og måske gøre noget helt andet end drømmen, men stadig noget, der gør godt og gør glad. Må din dag finde plads til drømme.
Du har så evigt ret - man skal altid have flere planer og/eller drømme, end man kan nå at opfylde, for sæt nu, man en dag løb tør. Så ville livet da blive kedeligt.
SvarSletJeg forstår jo særlig godt din drøm om Sydengland - det kunne være så hyggeligt, hvis I kunne få det til at passe med, når vi er derovre; så kunne I få et vist spændende, gammelt hus at se, og vi kunne vise jer et par ting, som ikke står i turistbrochurerne :-)
Ellen, nemlig, vi skulle løbe tør :-) Det sjove er at det er Jørn, der har bragt Sydengland på banen som årets sommerferietur, muligvis i bil. muligvis på motorcykel. Det kunne da være helt fantastisk, hvis vi kunne mødes i England :-)
SletDrømme har jeg også mange af... Og ih hvor har jeg rejst langt omkring på den måde! Så når andre snakker om steder, så har jeg "været" der... I hvert fald læst om dem!
SvarSletJeg har stadig mange steder til gode... og drømmer videre!
Må dine drømme blive til virkelighed i passende doser... Den om sydengland lyder indbydende... især med den guide!
Anne, jeg rejser med, når andre skriver om deres ture, og ja den guide ville være et scoop :-)
SletUdlængsel er vist det rette ord. Du drømmer om vandreture i Italien, det forstår jeg godt, for der er uendeligt smukt. At rejse er at leve, og en af de ting jeg kommer til at savne, hvis min situation på arbejdsmarkedet ikke bliver heldig, er at rejse.
SvarSletHanne, jeg håber for dig, at du stadig må komme ud at rejse :-)
SletHvor er det godt at høre, at du giver dig selv lov til at bruge tid på nydning - en fridag er vel også en fri dag, der må bruges til andet end pligter :)
SvarSletAnonym, du har ret, men jeg har også en fridag i morgen, hvor jeg vil holde helt fri og blot lave de ting, jeg gerne vil :-)
SletJeg sidder faktisk også lige præcis og drømmer om Rom og Barcelona og og og. Jeg tror på, at det er godt for sjælen at drømme sig lidt væk på sådanne grå, våde og vindomsuste januardage :-)
SvarSletIøvrigt slet ikke pænt af Egon at vælte jeres pæne allétræer :-(
Fruen i midten, det er helt sikkert godt for januarsjælen at drømme :-) Og nej Egon kunne godt have raset ud ude på havet
SletLæser jeg om et eventuelt pit-stop i Sorø...kunne jeg være heldig, at jeg må vise dig "min" by ? :-)
SvarSletAnne, det er jo det, jeg drømmer om. Men nu må det vise sig om jeg kan få kabalen af fridage til at gå op :-)
SletDu siger bare til :-) det kunne være dejligt med besøg ...her i Sorø eller vi mødes i København :-)
Slet