Totalt bagud af dansen

Det er ikke, fordi jeg ikke har haft tid, og jeg har såmænd også læst blogindlæg og i få tilfælde fået kommenteret. Men ofte bliver det i pauser mellem det skønne julehyggede, at jeg læser på mobilen eller iPad, og der hader jeg at kommentere.

Hverdagen i form af arbejde er begyndt, julen har været nådig for personalet, og dermed kan jeg så også konkludere, at færre er blevet ramt af en blodprop eller blødning i hjernen. Det har betydet, at der har været mere tid til de patienter, der har været indlagt. Min arbejdsdag mellem jul og nytår blev stille og rolig, og nytårsvagterne er også startet stille og roligt, så lad os håbe, at de får lov at fortsætte sådan. Vi er jo ikke påvirket som de kirurgiske afdelinger og skadestuen af, at folk ikke tænker sig om med nytårsfyrværkeri og alkohol og derfor kommer til skade.

Jeg har nået at være sammen med mine søstre og deres familie 3. juledag og haft besøg af yngste lillesøster. Datteren og sønnen er sendt med fly til København i forgårs. Det har været skønt at have dem hjemme. Huset roder, blomsterne hænger, vasketøjskurven har forstoppelse, faktisk råber det hele på hjælp og jeg har opdaget en serie bygget på Maria Langs krimier, det sidste harmonerer så ikke med det første. Men det sidste harmonerer rigtig godt med mission tøm dåser for juleslik og julesmåkager. Og så opdagede jeg til min skræk i nat, da jeg kom hjem fra aftenvagt, at jeg nu har set alle seks afsnit, øv, jeg var jo kommet til at holde af personerne i serien. Måske skulle jeg genlæse Maria Lang krimierne. Det er mange år siden, jeg har læst dem. De var en del af min barndom og teenagetid. Mine forældre havde nogle af hendes krimier stående i sommerhuset sammen med Maigretbøgerne og nogle af Agatha Christie bøgerne. Jeg slugte alt, hvad biblioteket havde af de tre forfattere, men med min måde at læse bøger, som ikke levner plads til at huske dem, så kan jeg vist roligt gå i gang med serien.

Den sidste dag i 2016 er startet roligt, jeg faldt i søvn i nat på sofaen og kom først i min seng midt nat. Landmanden er blevet noget så forkølet, og i dag har det sat sig på stemmen, så han kommer hviskende, snøftende og hostende ind i det nye år. Desværre er det vist en anden virus end den jeg havde i december, jeg synes i hvert fald, at min næse og hals kriller, så jeg drikker varme drikke og gør mit bedste for at slappe af inden aftenvagten. Forhåbentlig kan jeg komme fra afdelingen klokken 23, så jeg når ud af Aalborg, inden Ragnarok bryder løs. Sidste år valgte jeg vist motorvejen eller gjorde jeg? Min blog er min ven, så årets sidste indlæg i 2015 gav mig svaret i kommentarsporet. Jeg valgte motorvejen, det gør jeg så også i år.

2016 blev året, hvor min far døde, og hvor jeg nu er den ældste i den lige linje fra mine forældre. Flere har givet udtryk for, at det må være et savn og en sorg. Det er det ikke, det var vemodigt, men det var tiden for min far, og han døde omgivet af sin familie. Min fars død har derimod gjort, at jeg nu mindes min far, som han var, før han blev ramt af Alzheimers sygdom. Han var jo stadig den samme person, kærlig og favnende, lige til det sidste. Nu kommer de andre lag også frem, også hvad vi kunne have haft, hvis sygdommen ikke havde ramt ham, men det, der kommer mest frem nu, er faktisk mindet om min mor. Nu er der plads til at savne hende, til at mindes hende og til at tænke på hvor meget vi og vores børn mistede, da hun døde 74 år gammel.

2017 er endnu på tegnebrættet, men allerede nu kan jeg se visse konturer af det, der kommer, og det er lutter gode ting. Det er en god start, og så ved jeg, at skulle der komme uforudsete ting, som kunne true med at vælte mig, at jeg er omgivet af gode og kærlige mennesker, der vil hjælpe og støtte. Det er gave uden lige at have den viden.

Du ønskes et godt og velsignet nytår.

Billedet er taget af min far en sommeraften ved deres sommerhus, hvor mine børn og min yngste kusine var på ferie der. Det gør mig glad at tænke på, at både mine børn og jeg har gode barndomsminder om skønne sommerferier på det sted.

Barndommens jul

Juleaften blev skøn, og når jeg ser den med min svigerindes øjne, så var hendes ord Barndommens jul. Og ja, selv om mine børn er omkring de 30 og vi andre omkring de 60, så holder jeg/vi fast i juleaften, som den også var, da jeg og landmanden var barn, og som da vores børn var børn. Der er masser af ting og traditioner, som trækker spor tilbage i min livshistorie. Nye kommer heldigvis også til, og jeg håber da, at børn, svigerbørn og med tiden også børnebørn vil være med til på en gang at fastholde juleaften som den var/er og dog foranderlig. Vi ligger ikke på gulvet og bygger Lego mere, vi spiller heller ikke spil mere, til gengæld bruger vi lang tid på at snakke, synge og pakke julegaver op.

Vi læser stadig det samme stykke fra en børnebibel, selv om vi i mange år ikke har haft børn med til juleaften. Sådan gjorde mine forældre, og sådan gør vi så stadig. Vi snakkede om at skifte til den orginale Bibelversion, og det må gerne ske for min skyld. Indtil landmanden og børnene bestemmer sig til det, vil jeg nyde min mands oplæsning: “Der gik to mennesker hen ad gaden. En mand og en kvinde var det. De gik kun langsomt. For de var forfærdelig trætte. De havde også en lang rejse bag sig. Det var Maria og Josef…”

Juledagene er tilbragt i ro og mag. Familiesammenkomst bliver der kun i min familie og det må være på en hverdag eller 3. juledag, som det hedder i min kalender. Landmanden skal dog arbejde, men vi andre vil nyde at være sammen med mine søstre og deres familie. Landmandens familie plejer også at samles, men i år kom datoen for sent ud, så alle havde andre planer, det må vi så sørge for ikke sker næste år. Faktisk bliver det også sværere og sværere, for de fleste af landmandens nevøer og niecer har selv familie og er selv startet med at holde juleaften, og derfor samles de så måske hos deres forældre i juledagene. Så er en stor familiefest ( kom vi alle blev vi tæt mod 100) sværere at finde dato til.

Jeg tror, vi alle holder juledag fri for familiekomsammen, der er ikke noget skønnere end at slappe fuldstændig af med julefilm, julegodter, risalamande og små lure. Datteren og jeg nåede nu også at komme ud og gå en tur. Sønnen så en serie i går aftes sammen med sin kæreste via computer, så de havde placeret sig med godter og så hyggede de sig sammen i Vildmosen og Trondheim – fagre nye verden. Datteren var online sammen med sin forlovede i Skotland og både Norge og Skotland fik små videoer tilsendt, ligesom vi fik billeder af juleaften i Trondheim og julemorgen i Aberdeen.

2. juledag er også langsom i sin start, jeg vågnede i nat klokken fire efter en drøm og kunne ikke sove mere, så jeg hyggede mig med film i stuen ved siden af juletræet. Jeg drømte, at jeg kom gående et sted, hvor jeg så pludselig blev stoppet og budt velkommen og at alle var klar. Klar? Jeg så nu ind i et stort auditorium, der var fyldt med mennesker, som ventede på, at jeg skulle holde et oplæg. Problemet var, at jeg ikke kunne huske, hvad emnet var, og hvilke forudsætninger tilhørerne kom med, og mens jeg gik op til podiet og spekulerede som gal på, hvordan jeg skulle redde den her situation, vågnede jeg. Den uro, melankoli og til en vis grad også selvbebrejdelse over ikke at have mere styr på mit liv som drømmen medførte, hænger stadig ved, også i vågen tilstand. Så jeg er god ved mig selv, spiser sund morgenmad, drikker te og overvejer at gå en tur, inden stormen rammer Nordjylland.

Må I være gode ved jer selv og forhåbentlig også have nogen i jeres nærhed at være gode ved.

Juleforberedelser

Lige så stille går det fremad, det ene punkt efter det andet bliver streget. Mit mål er, at hængepartier er væk lillejuleaften. Som barn husker jeg kun juleforberedelserne som hyggelige, men jeg kan også godt huske en mor, der indimellem så lidt stram ud, når hendes fem børn ville diskutere, hvorfor de skulle gøre nogle ting, for det var da lige gyldigt, når nu vi kun skulle være os syv. Jeg øver mig i at være her og nu og sige vi når det, vi når. Og det synes jeg faktisk, jeg er god til, og for det meste når vi så også det planlagte. For mig varer julen jo længere end for mange af mine læsere, så jeg skal ikke til at fjerne al pynten 3. juledag. Og det nyder jeg. Bare tanken om at stå tidligt op 4. juledag (hvor jeg skal arbejde) og komme ind i stuen, hvor juletræet står tændt, får mig til at smile og fryde mig over julens små lysglimt.

Begge børn er hjemme, det føles godt og helstøbt. Jeg er masseret igennem af min fysioterapeut, min frisør har taget sig af hår, bryn og vipper. Og nu er den hjemmelavede konfekt i hus, en dag tidligere end vanligt. Vi slappede nu også af og grinte, mens der indimellem røg lige så meget marcipan, dadler, mandler og nougat ind i munden som på fadet. Der er lavet pebermyntepastiller  og brunkagedejen er lavet, i morgen formiddag vil jeg hygge mig med julemusik og småkagebagning. Sønnen skal arbejde sammen med landmanden, og datteren har lovet at holde mig ved selskab i køkkenet.

Jeg elsker mit julepyntede hus, jeg elsker hver en lille historie, der knyttet til pynten. De små lampeengle fik jeg af min mor og jeg overtog mine forældres, da vi tømte barndomshjemmet, så nu kan begge lamper have englesang. De små hjerter i køkkenvinduet fik jeg af min tidligere leder, da hun var til decemberhyggeaften hos mig et år. Vinduespynten med de to køkkennisser fik jeg som tak af en kvinde, hvis barn, jeg kørte hjem, når jeg hentede mine børn i børnehaven. Jeg elsker at flette stjerner, og de sidste mange år har de røde af slagsen pyntet døren sammen med englene, der er klippet efter en model hjemme fra mine forældre.

Sov godt eller god morgen, alt efter hvornår du læser dette.

Det er jo juleferie

sagde min søde kollega, og jo, hun var lidt misundelig, det kan jeg godt forstå. For jeg har fri nu og har det i seks dage, og jeg glæder mig. I mit liv som sygeplejerske er det først de sidste år, jeg har prøvet at have fri alle tre julehelligdage. Forrige år skulle jeg arbejde 2. juledag, men blev syg ( og da jeg har haft under ti sygedage på de sytten år, jeg har været ansat, så var mine kolleger bekymret). Jeg vil hellere arbejde 12 eller 16 timer nytårsaften/nat, det var der så ikke behov for i år, så jeg snupper tre aftenvagter i nytåret i stedet for. Inden jeg gik hjem fra arbejde, havde vi besøg af to af vore kolleger på barsel med deres skønne små piger. Hold nu op hvor børn i 4 - 9 måneders alderen er skønne. De har det mest intense blik og er samtidig så nysgerrig på verdenen, når bare mor er inden for syns -og rækkevidde.

Sønnen havde pludselig fået ondt i håndleddet i går og hvad var på færde? Heldigvis kom landmanden hjem efter jagt i dag og havde en af jagtkammeraterne med, som er praktiserende læge. Han stillede diagnosen belastning af senetilhæftningen på håndledsknoglen, så nu er det fast smertestillende og aflastning. Så om sønnen kan hjælpe sin far i morgen som planlagt er nok tvivlsomt.

Dette er jo heldigvis småting, der er folk i vores bekendtskabskreds, som lige nu har fået vendt op og ned på tilværelsen. Det samme gælder ude i verdenen, den nære i Europa og den mere fjerne. Det er så trist og svært at forstå (og at rumme). 

Må jeres jul få lov til at rumme glæde og taknemlighed.

Langsom søndag

Drømmene var rigelige og livlige natten til søndag, de gør mig åbenbart klar til tre arbejdsdage. Søndagen startede langsomt med tid til at hygge ved computeren og med at skrive et julekort, mens varmeblæseren var tændt. Morgenmadsaftale var først der, hvor landmænd og sygeplejersker ville kalde dagen for formiddag. Hjemme på gården havde landmanden forhåbentlig fået en god lang søvn, de sidste dage har været lange arbejdsdage ved sorteren. Sønnen har ligeledes haft lange arbejdsdage, men søndag havde hans søster og jeg sat ham stævne til morgenmad ved datteren og svigersønnen.Bagefter hyggede sønnen og jeg os sammen, inden vi fløj retur til hans barndomshjem søndag aften (og som vanligt med forsinkelser, denne gang pga. tågen i Nordjylland). Om en lille uge slutter datteren sig til, og så er den lille familie samlet. Svigersøn skal til Skotland, sønnens kæreste er i Norge, men mon ikke der bliver skypet eller facetimet i løbet af juledagene?

Datteren og jeg rundede lige julemarkedet på Højbro Plads lørdag, men ganske kort. I stedet for tog vi i Rundetårn og så udstillingen Museum of Broken Relationships, en udstilling, der oprindeligt startede i Zagreb, men siden har været på vandring. Udstillingen er foranderlig, for kun visse elementer er med fra Zagreb og hvert sted føjer nye emner sig til. 

Baggrunden for udstillingen er denne, at mennesker kan indsende ting, som fortæller deres historie om et brud på en kærlighedshistorie og giver den enkelte en måde at komme gennem dette brud på ved at donere et objekt til museet. Det var en spændende udstilling med utallige brudte kærlighedshistorier, alle anderledes end den, man lige havde læst. Udstilleren er anonym på den tekst, der følger med, teksterne er forskellige i længde. Nogle er meget korte og efterlader det til os, der læser, at fortsætte historien. Andre fortæller detaljeret om forløbet. Nogle genstande eller nogle historier gjorde, at den rette læser ville kunne genkende personen. Andre havde f.eks. valgt et postkort, hvor deres adresse står på, så her vil vi alle kunne finde vedkommende, hvis vi ville. 

For mit vedkommende fik jeg en sjov oplevelse, for et af de første tekststykker kom fra den by, jeg var født i, og personen var lidt ældre end mig, og pludselig gik det op for mig, at det var en af mine gamle spejderkammerater. Senere på aftenen sendte jeg et billede og en sms til hende, og ganske rigtigt, det var hende, og hun ville selv så gerne se udstillingen, hun havde set udstillingen som en sjov mulighed for at fortælle om sin første kærlighed og dermed også sin første kærlighedssorg som 17 årig. Hun har siden fundet sin mand og været gift i næsten 39 år, så sorgen var der ikke mere, men mon ikke vi alle husker første gang vi blev forladt af eller forlod nogen?

Søndag aften blev nydt sammen med landmanden og sønnen på gården. Der var tid til snak og tid til stilhed, tid til at se min dejlige aften sammen med et amerikansk gospelkor og tid til at finde ind i hverdagen igen. Ferien er slut, jeg nåede overhovedet ikke det, jeg gerne ville have nået pga sygdom, men julen kommer uanset hvad, og det vigtigste er klar. Menneskene og juletræet, og maden handles der ind til i løbet af de næste dage. ´God mandag til dig.

AHHH eller hvorfor tog det mig så lang tid

Planen var, at landmanden skulle med mig på hotel, jeg er helt hooked på konceptet at være sammen med mine børn om dagen og så slappe af om aftenen og morgenen for os selv. Nu blev det så med mig selv, selv om landmanden syntes, jeg godt kunne afbestille hotelværelset, når han ikke kom med, og så sove hos sønnen. NO way! Jeg elsker at have alenetid, når dagen begynder og den slutter. Så her sidder jeg på selv samme hotel som sidst jeg holdt miniferie i hovedstaden. Datteren og jeg har en aftale i morgen tidlig om morgenmad i Torvehallerne og bagefter står der hemmeligheder på programmet.

Vi landede til tiden, men måtte holde i kø for at komme til en gate, så klokken var mange, da jeg nåede frem til hotellet. Jeg havde ikke lyst til varm mad, men havde en vældig trang til en rugbolle med ost og skyr med rabarberkompot og crunch fra Seveneleven, Så jeg tog en rask travetur på et par kilometer og kom glad hjem med høstudbyttet. Jeg elsker at kigge op, når jeg går i byen, og hvad skuede mit øje der midt på Frederiksberg? Jamen er det ikke en Hernnhuterstjerne? Jo såmænd er det det. Det er vist første gang at jeg har set en uden for vores familie.

Jeg har hygget mig med bloglæsning, mens jeg spiste. Men jeg hundehopfrøs, så der kom trøje og sjal på, og jeg søgte i øst og vest på værelset for at finde afbryderen til aircondition, men kunne ikke finde det. Til sidst kunne jeg mærke, at hvis jeg ikke gjorde noget, så endte jeg med flere sygedage. Af med natbukserne, på med strømpebukser og så den lange frakke over og i støvlerne. Receptionisten var rigtig sød og sagde med det samme, at jeg kunne få en varmeblæser, for hun kunne ikke ændre på temperaturen, og den kunne heller ikke reguleres fra værelset. Nu sidder jeg her med te, varm luft omkring min krop og kan mærke, at jeg lod det gå for længe, før jeg reagerede. Jeg satser på en god nats helende søvn.

Weekendglæder

Vi er i god træning med at ændre planer. Heldigvis holdt vores plan for aftenen i går, hvor vi var inviteret ud til svoger og svigerinde til hyggeligt samvær. Vi er så heldige, at vi også får besøg af dem juleaften, det glæder vi os til. Der er altid megen latter, når vi er sammen, og i går var ingen undtagelse. Min kære landmand er rigtig god til at fortælle historier, han har evnen til at udbrede en historie, og indimellem ifølge hans hustru kommer han langt omkring, så hun føler, hun skal lede ham tilbage på historiens hovedspor. Det er vi så ikke altid enige om, heldigvis kan vi begge to godt grine af det. Jeg kan fortælle samme historie på under den halve tid, den er så heller ikke altid lige så morsom.

Planen for denne weekend var hyggeligt samvær med vores børn og svigersøn i København. Datteren og jeg havde planlagt mor-datter lørdag, mens søn og landmand skulle male i sønnens lejlighed. Den plan er ændret, landmanden har fået så mange ordrer på kartofler, at han er nødt til at blive hjemme, sønnen har også fået ændringer i sine planer, så ham ser vi ikke meget til i weekenden. Jeg tager stadig af sted, om det bliver med bil eller med fly ved jeg endnu ikke. Der er stadig nogle uafklarede punkter på det område.

Planen var også, at jeg kogte bondeklejner i dag til hyggeligt samvær hos sønnen i aften, men da jeg stadig skranter lidt, og da sønnen nu ikke er hjemme, så dropper jeg det. Men mor-datterlørdag holder vi fast ved, og jeg glæder mig. Indtil nu har formiddagen været fyldt med kontorarbejde, oprydning og madlavning, jeg har hygget mig med radioen stillet ind på garantisikker julemusik til arbejde. De sidste par dage har været skønne vejrmæssigt, jeg elsker sol og rimfrost. Ha en god fredag.

Planer ændres

Vi er ved at være øvet i disciplinen. Tingenes tilstand ændrer sig og vi ændrer så planer. Lige nu sidder jeg og skriver indlæg på mobilen.  Dermed mister jeg overblikket,  så bær over med mig, hvis det ikke ser ud som planlagt :-)

Noget af det, der blev ændret i dag,  var min effektivitet.  Jeg er nødt til at tage pauser, lange pauser, for ellers bliver jeg svimmel og utilpas. Men der er handlet ind til småkagebagning, så får vi at se, hvornår det bliver. Nu er der 19 forme med hjemmelavet leverpostej i fryseren,  og ingen poser med lever i fryseren.  Emhættens klamhed er nedsat og filtrene tager opvaskemaskinen sig af. Gave er afhentet og nu står den på afslapning resten af dagen.

#derpyntestiljul #decemberferie

Når nu de første fire dage af ferien blev drysset væk pga sygdom, så må de næste tre være meget effektiv. Hmm, så sku jeg nok ikke have fundet en bog i går, som jeg lod mig opsluge af.

Nu er jeg i gang, og inden klokken slår tolv, er der pyntet.

en lille trold med sin egen historie

Helbredet har det bedre, så meget, at jeg satser på at bevæge mig ud i den juletravle storby, før jeg stiller op til undervisning om kost-kolesterol og viden om apopleksi. Herhjemme undrer jeg mig over min årlige modvilje over at gå i gang med at pynte op. Julekrybben står i sin kasse foran sit vante sted, kirken det samme, og alt det andet tror jeg ikke, nogen vil brokke sig over, om de fandt en anden plads end vanligt. Så hvorfor jeg hvert år skal gennem den her nølen, når nu jeg elsker mit julepyntede hjem og glad og gerne ser på det frem til efter Helligtrekonger, skal jeg lade være usagt.

Hold nu op, det bliver værre og værre med min måde at skrive på, nærmest alle ord skal kigges igennem og skrives om, fordi mine hænder åbenbart ikke arbejder i samme tempo. Jeg nævner i flæng: kriken, sprøgsmål, m i stedet for n, hvorfro, fram (hmm e og a står ikke engang ved siden af hinanden), ikek.

Nå men noget er på sin plads, og det selv om jeg faktisk helst er fri for nisser nutildags, jeg vil hellere have engle. Men ting med historie, ting der har været en del af vores hjems jul smider man ikke ud. Henne i et hjørne står nissefamilien. Nissemor og nissefar købte vi inspireret af venner, da vi fik børn i huset. Og så var det, jeg kom i tanke om min lille Gjøl troldepige, der lå i barndomskasserne på loftet. Hun har været min, siden jeg var barn. Min mors faster, som var sygeplejerske og frøken, havde sammen med en god veninde købt et sommerhus på Gjøl. Her tilbragte de mange somre, og vi fejrede også Fasters 70 fødselsdag på Gjøl kro. Hun samlede alle sine søskende med børn og børnebørn til denne store dag. Det var noget af en flok. Et år fik min søster og jeg en gjøltrold i julegave af hende (formentlig fordi mine forældre var så gode til at hjælpe hende), den trold kom nu frem, fik nyt tøj og en nissehue, som kunne dække håret, der er helt tyndslidt, fordi det er blevet redt og sat så mange gange. Nu var der så kommet en lille troldepige til familien, så måtte der også findes en lille troldedreng for at matche vores familie. Og da Luffe og Nissebanden var på første gang, vandt en af vores børn en nisseLuffe, som fuldender nissefamilien. Nu står de der og venter på, at jeg får taget mig sammen til at få julekasserne tømt.

Og puden, du kan skimte bag nisserne, har vores datter syet i skolen som julegave til os, formentlig i 4-5. klasse. God decembertirsdag til dig.

Grumpy Old Woman slår til

Jeg har forvandlet mig til en sur gammel dame i dag, så er du advaret!

Måske skal man bare acceptere, at når forkølelse rammer og man hoster, nyser og næsen løber, at så er der ikke energi til så meget andet. Det gjorde jeg også i går. Så regnede jeg med, at så var den sygedag overstået. Næ nej, jeg skranter stadig. Hmpff!  Jeg har dog fået udrettet lidt i dag, jeg har lagt vasketøj sammen, jeg har pudset de sidste vinduer, jeg har været inde og handle og sende en pakke.

Jeg er dødtræt af det nye postvæsen. Som altid var jeg sent ude med adventsgaver til mine fem unge mennesker, men pakkerne blev sendt lørdag før 1. søndag i advent. Som almindelig brevpost, for det var det billigste og så dyre var de små pakker heller ikke, at jeg ville koste pakkeporto på dem og dermed track and trace. Det ville jeg så have ønsket, at jeg havde gjort. De fik dem først 12 dage efter afsendelse herfra. Hmpff! Nu har jeg sendt en pakke af sted som pakke for at være sikker på, at den når frem, inden min søns søde kæreste rejser til Norge. Og når julekortene (de få, jeg skriver som kort og ikke som mail) overhovedet frem inden jul? De få julegaver, jeg skal købe, er endnu ikke købt, men mon ikke jeg når det inden jul?

Landmanden er i fuld sving derude, det er lange arbejdsdage, først otte timer med at sortere kartofler, og så skal der bagefter, når medarbejderen er kørt hjem, hentes kartofler hjem fra kølehuset og tomme kasser skal flyttes den anden vej. Maden skulle være en nem løsning i dag, en kombination af fisk fra frost og vores egne kartofler smidt ind i ovnen sammen med tomater, løg og oliven. Bortset fra at jeg glemte, at det der med at smide kartofler i skiver i et ovnfast fad, hælde væske, krydderier og grøntsager over, for til slut at lægge de frosne fyldte fileter ovenpå og så forsegle det med folie, det dur bare ikke. Maden er ikke færdig på en halv time, kartoffelskiverne var rå, væsken flød tyndt og ulækkert omkring i fadet. Hmpff! Heldigvis skulle landmanden lige tale med en jagtkammerat (og dem der siger at kun kvinder kan tale længe, tager fejl) Jeg tog fiskene ud af ovnen, fjernede folien, glemte alt om retten og så serie, det hjalp. Men da havde retten også fået ca. 40 minutter mere.

Jeg tror bare, jeg smider mig på sofaen igen, tager endnu en lur, glemmer alt om julepyntning i dag og krydser fingre for, at den lidt sødere og mere friske Lene er tilbage i morgen. For der skal jeg deltage i mit projekt på sygehuset (sådan er det, når man siger ja, fordi man gerne vil være med, der hvor det sner, så må man også komme ind i sin ferie) Det er heldigvis kun 2 timer, så jeg kan passende nå at gå på julegaveindkøb først.

Der mangler noget

Det kommer, når jeg står op, og i hovedet planlægger de første af dagens gøremål. Det kommer, når jeg åbner døren til bryggersdøren. Det kommer, når landmanden går ude og instiktivt kigger sig tilbage, eller når han lige vil gå ud og lufte Istvan. Så er det, vi husker, at landmanden i fredags måtte træffe den svære beslutning at lade Istvan aflive.

De to var inviteret på jagt, og som altid var Istvan i sit es, den var en af de dygtigste jagthunde samtidig med at den var en god vagthund og en skøn familiehund. Istvan havde færten af et dyr og hvad der skete, ved ingen, men Istvan kom tilbage humpende på tre ben. Den er formentlig blevet sparket af et dyr. I første omgang troede landmanden, der var tale om en forstuvning, for Istvan virkede ikke smertepåvirket og humpede selv hen til bilen, mnes den stadig snuste efter fært og spor.

Hos dyrlægen så det anderledes ud, hun så alvorlig ud og sagde, der her er ikke godt. Efter røntgenbilleder, som blev sendt til specialdyrlæge, lød dommen, at det var et meget svært brud af forbenets led (det der svarer til vores albueled). De kunne godt operere og sætte skruer, søm og plader ind, men Istvan ville aldrig kunne gå på jagt mere og den ville have smerter resten af sit liv og formentlig være på smertestillende medicin konstant. Det ville være synd for den, det ville ikke være et liv for Istvan. Vi har haft Istvan i seks år og havde regnet med at have den seks år mere, sådan skulle det ikke være, og det er underligt så tomt, der er blevet. Der mangler noget.

En skøn aften

Vi var nervøse, kunne vi nu den sang, som vi skulle synge sammen med The Harlem Voices? Det hele faldt helt til ro, da vi mødte koret og deres leder. Han startede med at hilse os velkommen og fortælle, hvor glade de var for at være i Danmark, så præsenterede han os for sangerne og så sagde han: Der er tre regler. Regel nummer 1: I skal have det sjovt. Regel nummer 2: I skal have det sjovt. Regel nummer tre: I kan ikke gøre noget forkert, bare syng.  Så introducerede han os til de tegn, han gjorde undervejs og hvad de betød og bad os blot følge ham og koret i sangen. Det gjorde vi, og vi sagde endda ja til at gå ind og synge omkvædet på We are the world og at synge Oh Happy Day som ekstra nummer sammen med dem. Se det var jo en anden snak end den, deres danske repræsentant havde præsenteret os for.Vi kunne jo nærmest flyve efter denne afslappede måde at møde os på.

Heldigvis skulle vi starte med vores fire sange, og publikum tog godt imod vores sange. Resten af koncerten nød vi fra balkonen, der blev klappet og sunget med. Afslutningsvis kom vi på scenen og sang sammen med koret, og det var en fed fornemmelse, der var så megen glæde og anerkendelse i luften. Vaskeægte amerikansk gospelstemning. Og hvor vi danske forkølede kristne nærmest hvisker, hvis vi taler om vores tro, så var der ingen hvisken denne aften. En aften med fokus på glæden og taknemligheden over at være elsket og set som den, man er.

Aftenen sluttede for vores vedkommende med, at min svoger og svigerinde, som jeg havde inviteret med, tog med os hjem til te og lune bondeklejner (gærklejner, norske klejner, kært barn har mange navne – heldigt at min søster puttede en pose hjemmebag i min fryser i november måned)

Nu sidder jeg her med forkølelse i anmarch og en hals, der stadig driller. Jeg tror, jeg sætter min nyindkøbte CD med The Harlem Voices, mon ikke de hjælper mig gennem vinduespudsning? Og hvis du klikker på linket, kommer du til deres Facebookside, hvor der under koncert ved Søparken, Klokkerholm er lagt videoklip ind, hvor vi er med.

Jeg er i Alt for Damerne

Måske lidt ude af trit med virkeligheden, men pyt, jeg lever jo i julefilmenes univers lige for øjeblikket, når jeg ikke arbejder (undskyldningen er at jeg er træt og mangler energi), så bær over med mig.

Ikke desto mindre måtte jeg sende dette billede til min korleder og skrive, at det kan godt ske, at Alt for Damerne skriver om the Harlem Voices og deres optræden i København, men koret kommer altså først til en by i nærheden af mig. Og gæt hvem der skal synge fire numre som opvarmning til dem? Mit kor! Og måske hvis alt klapper, skal vi også synge en sang sammen med dem.

Efter omtalen i bladet har vi da noget at glæde os til. Jeg ser frem til at lade mig rive med ind i den amerikanske gospelverden. Vores gospelglæde er nok kun en forkølet version af deres. Forkølet er jeg ikke, men ondt i halsen kan jeg brillere med, og det skal væk! For hvem har en uges ferie om en arbejdsdag? Det har landmandskonen, og ferien skal nødigt gå op i sygdom. I stedet for håber jeg, at julen træder ind i mine stuer med pynt og duften af gran og hjemmebag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I selvsamme blad udråbes jeg til en af julens helte. Tror du mig ikke?Jamen det passer, læs bare de sidste linje på billedet her ved siden af. Er du klar over hvor meget Lego og Barbieudstyr, jeg har samlet gennem tiderne? Og jeg elskede det! Det var så hyggeligt, når vi alle fire smed os på gulvet, satte julemusik på, hev tallerkenerne med slik og småkager ned på gulvet ved siden af og så byggede og legede den ganske aften og ind imellem også nat. Ind imellem faldt forældrene i søvn på gulvet, mens børnene legede videre. Og vi lod det hele stå, så man kunne lege videre næste morgen, når man stod op*. Og bagefter hoppede vi alle op i sofaen i nattøj og med dynerne svøbt omkring os, hvor vi så julefilm og spiste risalamande til morgenmad. Det sidste gør vi så stadigvæk, det er blevet vores juletradition julemorgen.

Nu vil jeg lune lidt gløgg, lade tæppet lune mig og iPaden sørge for en julefilm. De er så banale og indimellem tåkrummende pinagtige, men jeg gemmer mine juleDVDer med Noel, The Holiday og Love Actually, til vi nærmer os juledagene, for har jeg fortalt, at jeg har fri fra d. 22/12 til d. 27/12? Jeg snupper aftenvagterne i nytåret i stedet. God aften til dig.

PS: *og slikskåle og småkager lod vi også stå. Jeg elsker smagen af lakridskonfekt i kombination med pebernødder som det første julemorgen

Nogen er træt

Det er de to andre beboere på gården også,  men vi har ikke samme smag i hovedpude

Fridage med indbygget velvære

Mine tanker ryger hele tiden til afsnittet, for hvordan mon dagen i dag er gået med sygemeldinger, ingen personale, der kunne komme ind og masser af nye patienter, som er hårdt ramt. Jeg var nødt til at inddrage min souschef i plejen, selv om hun havde anden funktion i dag. Det ved jeg så heldigvis, at begge mine ledere er enige i den prioritering.

Min fridag er gået med at forkæle mig selv, først var det julefilm og te, siden var det fodterapeut og fysioterapeut. Min fysioterapeut ramte lige et ømt punkt, da hun spurgte til hvordan jeg havde det, og jeg svarede, at jeg godt kunne mærke, at den der kombination med sofa og bærbar computer ikke er god for min arm, albue og skulder. Hvortil hun svarede; det er det jeg så godt kan lide ved dig, Lene, du er vedholdende. Den forklaring har du givet mig siden vi startede for tre år siden, og du har ikke opgivet den vane. UPS, måske er det nu at al blogging og surfing på nettet skal foregå på en stol ved de stationære computere, og så skal der købes en trådløs mus.

Selv om jeg nu sidder ved computer på stol med fokus på holdning og musen inde foran min krop, så kan jeg godt mærke, at hun har haft fat i mig. Faktisk kan jeg også mærke det på anden vis. I dag snakkede vi først til sidst, så jeg var helt inde i min krop, mens hun arbejdede med skuldre, arm, ryg og hæl. Og jeg har simpelthen fået en psykisk reaktion på det. Det er, som om der er åbnet op for en sluse til mine følelser, så var jeg tudevorn i går, så er jeg hjertetung i dag. Jeg ved ikke, om det at jeg fylder 60, er medvirkende til alle mine tanker om livet og de spor, jeg har sat. Jeg er ikke trist, jeg er bare eftertænksom, når jeg er alene.

Bageren i butikken fristede med juleboller, der er te på kanden, lys at tænde og to sofaer, der kan rumme en træt landmand og hans frue, når det bliver fyraften. Dagen byder på mere velvære, for i aften skal jeg til strikkeklub sammen med mine kolleger, det glæder jeg mig til. Jeg fik gode tips til et pandebånd af kloge strikkekvinder ved sidste strikkecafe, så det skal være mit projekt i aften, ligesom stjernestrimlerne kommer med. En stjerne kan man altid flette.

Må din mandag byde på velvære i en eller anden form.

På tilkald

Sofaen er indtaget efter endnu en hård aftenvagt. Vi taler ikke om en umenneskelig vagt som sidste gang, jeg havde weekendvagt, men om en meget travl vagt. Vi er udfordret med fire sygemeldinger, og da vi har mange forskellige funktioner, som ikke bare kan varetages af vikarer, og da det er december måned med mange programpunkter for familier, så har det været svært at få dækket vagterne. Ved fælles hjælp og to gode kolleger, som kommer ind på trods af et tætpakket weekendprogram, har vi fået det til at hænge sammen. En kollega gik i dobbeltvagt og fortsatte derfor i nattevagten, da vi andre gik hjem. Jeg snupper ti timer i dag og møder klokken 13, en anden kollega gjorde det samme i går. Derudover har jeg tilkaldefunktion i dag, så selv om jeg først kunne sove klokken to i nat, turde jeg ikke sove længe, for tænk hvis de fik brug for mig. Så klokken otte stod jeg op, vaskede mig og satte hår samt gik en lillebitte morgentur, og med mindre jeg bliver kaldt, har sofaen og jeg en aftale om julefilm.

Denne adventssøndagmorgen er jeg vist det, som landmanden ville kalde lidt tudevorn; højst sandsynligt en kombination af træthed, tanker om min egen familie udløst af min datters sms og mødet med andre familier, hvor livets selvfølgelighed pludselig afløses af storm og ødelæggelse. Det er okay, jeg er alene, der er tid til at se film for tudevorne sygeplejersker, film hvor der er garanteret Happy End, og selv om det snavsede service truer med at hoppe ud over køkkenbordet, fordi det rene endnu ikke har forladt opvaskemaskinen, så vælger jeg sofaen lidt endnu.

God adventssøndag til dig

Morgenstund, kalenderlys og decemberøreringene

Sofablogging

Egentlig blev det her indlæg startet i går, men der gik rimelig meget sofaligning i dagen, så indlægget blev aldrig færdiggjort:
Fredag: Kalenderlyset er tændt, så det har en chance for at nå ned til dags dato. Adventslyset var også tændt i den mørke morgenstund, godt nok står lysene alene på fadet, men mon ikke jeg får fundet stjernerne frem og købt nødderne, der plejer at fylde fadet?

Formiddagen foregår i sofaen, belært af erfaring slapper jeg af inden aftenvagten, som tit har det med at blive hektisk. Jeg ser sødmefyldt julefilm, NCIS og drikker te. Solen lokker udenfor, så om lidt, når kroppen brokker sig over sofaligning, må jeg hellere få lidt frisk luft.

Lørdag: Gåturen blev meget lille i går, aftenvagten blev lige så hektisk og god som vanlig med overarbejde til de fleste af os.

Nu er jeg trukket i træningstøjet fra morgenstunden af, så er der håb om, at jeg får taget bilen og kørt til træning. Det her er jo en investering i forhåbentlig gode år. Med det arbejde jeg har, så skal kroppens muskler holdes stærke og smidige. Lige som vi sætter penge ind til pension, skal vi også sætte ind på kontoen for en god alderdom. Det er tydeligt at se, hvem af de ældre, vi får indlagt, som har holdt sig aktiv og smidige. Og de har alt andet lige en bedre prognose for genoptræning.

Sygdom er vi ikke herre over, den rammer alle uden hensyn til sund levestil. Jeg læste lige, at lægen i programmet Lægen flytter ind er ramt af uhelbredelig tarmkræft, så nej selv supersunde mennesker kan rammes af kræft, og selv de sygdomme, som vi kalder livsstilssygdommene, er jo ikke rene livsstilssygdomme. For eksempel apopleksi (blodprop eller blødning i hjernen), her kan det genetiske også spille ind, eller hvis man har kræft, diabetes eller andre sygdomme som øger risikoen for blodpropdannelse i karrene.

Til daglig går jeg ikke og tænker over risikoen for sygdomme, jeg er tilhænger af, at livet skal nydes og at taknemligheden over livet skal findes i de små hverdagsglæder. I går aftes var der en sød sms fra min datter, da jeg efter arbejde tjekkede min mobil (jeg er nemlig en af dem, der overhovedet ikke, som i OVERHOVEDET ikke, kigger på min mobil i de otte timer, jeg er på arbejde. Familien ved, hvor jeg er, hvis noget alvorligt sker, hvor man har brug for mig) Min datter var gået i nostalgisk julemode og havde læst om julen 2006 på min blog. Vi havde mine forældre og min yngste lillesøster på besøg. Så savnet var stort nede på studerekammeret i Haderslev. Og så skrev min søde datter: Jeg kan ikke undvære jer, så hold jer lige sunde og raske! Basta.

Det vil jeg så forsøge på, basta! Ha en god decemberlørdag.

Lysene venter på pynt

Lyset har tavlt med at nå datoen

Solskinsuppe

Gårsdagens sol, i dag har den rimfrost med.