Det gror lige så stille indeni mig. Jeg læser blogs, jeg ikke har læst før. Jeg læser blade, mens jeg tænker tanker. Jeg mærker indeni, at noget skal der ske. Lidt lige som da jeg først satte ord på, at jeg ville være løber. Det fik lov til at gro, langsomt og stille. Først havde jeg forsøgt med fast besluttet attitude, hensigten døde, det blev aldrig til noget, der var masser af undskyldninger for, hvorfor det døde. Jeg er ikke den store løber, men jeg er løber! Og jeg mærker, hvordan jeg lidt efter lidt bliver mere og mere træt af det indeni, som hindrer mig i at mærke efter, hvad der gør mig glad og hvad jeg gerne vil, Det er ikke store forkromede ønsker om jordomrejse, forfatterskab eller bosættelse i udlandet. Det er mere en lille stille erkendelse af, at jeg ofte vælger det, jeg plejer at gøre, i stedet for at vælge det, jeg tror, vil gøre mig glad. Så ender jeg bagerst i bladet med horoskoper, jeg tror ikke på horoskoper, men jeg læser dem alligevel, fordi de får mig til at trække på smilebåndet. Og selvfølgelig er der ord, der rammer, det ville være mærkeligt andet, når jeg nu uge efter uge læser dem, men langt de fleste kan jeg ikke spejle min hverdag i.
“Dit hjem og din familie betyder rigtig meget for dig, og du forkæler dem, du holder af. Du virker drømmende på andre mennesker. Du kan lide at give dig god tid og være i dit kreative hjørne. Det er en pæn hentydning til, at du selv skal komme ud af starthullerne, Ugens motto: Sæt noget i gang.”
Min familie betyder meget for mig, mit hjem gør ikke. Jeg er nærmest blevet ligeglad. Mine kolleger brugte ikke ordet drømmende i dag, men distræt, men jeg er en dagdrømmer. Sådan en, der på vej til arbejde lader tankerne flyve og forestille sig alle mulige livssituationer og gennemspiller dem på alle mulige måder inde i sit hoved. Det betød så, at jeg glemte at samle en kollega op i går på vej til arbejde (normalt kører jeg alene). Heldigvis så hun ikke, at jeg kørte forbi hende (tak for distraktionen fra smartphones). Heldigvis kom jeg i tanke om det knap fem kilometer længere henne og fik vendt bilen, så vi begge kunne komme på arbejde til tiden. Jeg elsker at dase, jeg vil frygtelig gerne være kreativ, men jeg kommer som regel aldrig forbi dasepunktet. Men jeg kan sagtens følge mottoet, jeg har bare ikke tænkt mig at bruge løbemetaforen. Jeg vil ikke ud af starthullerne ved skuddet og sprinte af sted. Jeg vil langsomt lade det modne, som jeg ikke en gang lige nu ved, hvad er. Det skal nok vise sig for mig en dag, men noget skal der ske.
Og må du få en dejlig weekend, jeg tror, at jeg lader bloggen holde fridag fra mig og vice versa. Sammen vender vi tilbage på søndag. Pas godt på dig selv.