Snefyldte dage

 Sneen er ved at miste sit tag, men der er stadig sne og is på vejene i skoven. Tøvejret gør det glat at gå, der hvor vi har trampet en sti.

Gemalen havde travlt med at rydde sne, så vi kunne gå uden at få støvlerne fyldt med sne. Vi er glade for vores brænde fra gården, det varmer godt, for selv om vi har varme i gulv og varmepumpe, så skulle der skrues betydeligt mere op for varmen end nu, hvor brændeovnen sender sin varme ud i huset.

De sidste dage er vi kørt til stranden for at gå tur, fordi vejene omkring os i skoven er fyldt med sne, og der er flere steder is nedenunder, så det er lumsk at gå ture her. Snerydning er man ikke kommet til endnu , sommerhusområdet er sidste prioritet. Heldigvis har de andre fastboere åbenbart en aftale om fælles at bidrage til at få ryddet vejen fra den offentlige vej ned til vores sidevej. 

Men selv på stranden er det lumsk, nu hvor sneen er på vej væk og afslører isen. Jeg præsterede at falde i søndags, og mit eneste fokus var at beskytte min brækket arm, så bagdelen måtte tage faldet. Så er det godt, at jeg var polstret med tykt tøj og naturlig polstring :-)

Jeg mindes de gange, landmanden tog traktoren med sneplov og kørte foran mig på den kommunale vej, så jeg kunne komme på arbejde og vores medarbejder også kunne komme på arbejde. Vores kommunale vej var nedprioriteret til at blive ryddet sidst på dagen, selv om der var stalde, hvor der skulle foder til dyrene og vi skulle have de færdigsorterede kartofler til butikkerne i lastbiler.

Vi har heldigvis stadig vores firehjulstrækker, så min bil står stille i carporten, det gør den så af flere grunde. Sne og en brækket arm er no go for kørsel. Hold nu op hvor jeg savner at kunne sætte mig ud i bilen og køre en tur. Snevejret plejer ikke at holde mig tilbage, blot der er ryddet nogenlunde på vejene. 

Jeg må indrømme, at jeg føler mig indespærret, jeg er på mange måder afhængig af gemalen. Han hakker grøntsager, rører i gryder, løfter gryder, løfter tunge ting, skruer låg af, osv. Jeg hader, at jeg ikke kan gøre som jeg plejer, og det jeg gør, tager energien fra mig, så jeg får ikke lavet nogle af de hængepartier, jeg reelt set godt kunne starte på. Men jeg minder mig selv om, at jeg er heldig. Om ikke så lang tid kommer gipsen af og så kan jeg starte genoptræning, så jeg kan komme i gang med de ting, jeg gerne vil.

I fredags var jeg til senior/barselkaffe på mit afsnit. Det var ganske enkelt helt fantastisk at se mine gamle kolleger. Jeg savner dem, savner at høre om deres liv, savner at høre om deres syn på sygepleje. Men jeg har ikke fortrudt min beslutning, det var det rigtige tidspunkt at sige farvel på. Mine kolleger havde travlt, men gav sig tid til at hilse på unge og gamle, barselskvinderne med deres babyer og seniorerne som lige skulle opleve det gamle afsnit, før det flytter ud på det nye hospital. 

Det var på alle måder livgivende og bagefter gik jeg ind til byen, fik handlet te og andre ærinder, før gemalen samlede mig op igen. Sådan en fredag formiddag trængte jeg til. Og jeg elsker stadig sne, for som mine billeder måske viser, så har jeg haft den smukkeste udsigt de sidste uger.

Kære Dagbog, del 2 - Så er det nu!

Den 26/11 2025 havde jeg min sidste arbejdsdag. De sidste papirer blev smidt ud, de sidste virtuelle mapper blev gennemset, nogle flyttet til min kollegas mapper, i tilfælde af hun får brug for dem. Det meste af det, jeg havde i mit skab, mindede mig om alt det, jeg har været involveret i. Alt det arbejde jeg lagde i nye arbejdsgange, nye retningslinjer, ny undervisning, ny forskning som ændrede rutiner, nye tilbud til patienter og pårørende, alle de patienter jeg har undervist og plejet, osv.

Den 27/11 holdt jeg afskedsreception. Der var forud for denne tænkt så mange tanker på alle de mennesker, der har haft betydning for mit arbejde, for udvikling af sygeplejen på mit afsnit, for udvikling af mig som menneske og sygeplejerske. 

Dagen blev en skøn dag, hvor jeg følte mig omgivet af omsorg, anerkendelse, venskab, hjertelighed, godt samarbejde. Og jeg følte mig dybt taknemlig for det, jeg har oplevet, siden jeg d. 2/1 2000 trådte ind på neurologisk afdeling.

Jeg har tænkt på alle de mange patienter og pårørende, som jeg har mødt i mit liv. Altid har jeg syntes, at jeg valgte det bedste fag og job, hvor jeg fik lov til at sætte mig selv til side for at fokusere på et andet menneskes situation og hjælpe og støtte det menneske til at håndtere denne nye og totalt ukendte situation. 

Nu er det slut! D. 1/1 2026 er jeg officielt pensionist.

Jeg skal finde en måde at være i livet på. Jo vist; jeg er mor, svigermor, farmor, kommende mormor, søster, svigerinde, faster, moster, tante og hustru. De relationer har jeg heldigvis stadig i mit liv, og jeg er dybt taknemlige for dem. Men jeg håber også, at jeg finder noget, der er Lene. Jeg synger i kor, jeg ror havkajak, jeg går ture. De kristne stilhedsretræter er også kommet for at blive. 

Men lige nu er det december og ferietid, så jeg har givet mig selv lov til ikke at forholde mig til, hvad livet skal indeholde i fremtiden.  

Juletiden blev dog anderledes, end jeg havde regnet med. Det går fremad med den brækkede arm, og heldigvis ingen operation. Jeg fejrer de små fremskridt som at jeg nu selv kan sætte pose på arm, tape den, gå i bad, tørre mig, tage pose af og komme i tøjet (inkl. BH). Føntørring af hår er dog ikke på mit CV lige nu, så juleaftensdag fik gemalen lov til at øve sig på denne nye opgave. Det blev til topkarakter. De andre dage må jeg leve med det naturlige look.

Dybest set er jeg dog taknemlig. Dette går over, jeg ved, at jeg kommer til at kunne bruge højre arm. 

Jeg tænker tit på de mennesker, der af den ene eller anden grund resten af deres liv må undvære brugen af en arm eller ben, og endda ofte sammen med kognitive følger som eksempelvis hukommelsesproblemer, manglende struktur/overblik/koncentrationsevne. Ofte følger trætheden med som en trofast følgesvend. Og det er ikke så sært, hjernen er jo konstant på overarbejde. 

Solen skinner og jeg kan heldigvis gå lange ture, så jeg må hellere af sted.

Glædelig 5. juledag

Blæsten går frisk

 Jeg må indrømme, at mit hoved og min krop ikke orker mere blæst. Det er som om det forplanter sig ind i mit indre og gør mig så usigelig træt. Energien forsvinder, så snart jeg træder udenfor og håret står i alle retninger. Jeg har aldrig forstået dem, der ville bo i første klitrække. Det passer mig godt at kunne gå til havet, men at bo i pæn afstand fra den.

Lige nu  sidder jeg og hepper på mig selv. Jeg er alene hjemme og hundene skal luftes. 5,5 km, jeg ved, det gør mig godt, det gør hundene godt og det tager godt en time (Ellen, det betyder så lidt mere end en time hos mig). Bagefter vil jeg nyde et varmt bad.

Hundene har affundet sig med, at deres bedste ven ikke er her i disse dage. Når blot de bliver luftet, får mad og får en god travetur, sover de det meste af dagen. Men der bliver glæde i det lille hjem, når det fjerde medlem af husstanden vender hjem i dag.

Jeg var på langtur i fredags, endelig fik jeg afleveret de bøger, jeg ikke nænnede at smide ud, til Bogby9520. Bøgerne er blevet opbevaret i min bil, siden vi flyttede. Nu mangler jeg blot en tur på genbrugspladsen med de bøger, som skal kasseres. Så er min bil kun en bil igen og ikke en mindre genbrugsplads. Bagefter måtte jeg forbi Nibe for at hente et tørklæde, jeg havde glemt dagen før. Vi havde holdt afslutning med kajakskolen, det var rigtig hyggeligt. Jeg kommer til at savne de ugentlig dage sammen med holdet. Vi aftalte, at vi ville forsøge at mødes en gang om ugen til kajakture, om blæsten blot ville lægge sig.

Lørdag stod på espalier til kollegas bryllup. Det var så sandelig også en stormomsust affære. Nr. Tranders kirke ligger på toppen af en bakke med udkig til fjorden og tæt på motorvejen. Så der var sus i håret, mens vi ventede i vores uniformer på at brudeparret kom ud.  Det er altid hyggeligt at stå sammen og vente, snakken gik livligt Jeg har mange unge kolleger, så der er altid nogen på barsel og bryllupperne kommer ofte i stimer, enten før børnene ankommer eller også, som her, efter mange års samliv. Det er lige dejligt hver gang.

Jeg havde inviteret min kollega og veninde til frokost bagefter. Vi har aldrig tid til at snakke sammen på arbejde, for ofte arbejder vi forskudt af hinanden eller også kan vi ikke holde pause på samme tid.

Nu fik vi tid til at snakke, gå en lang tur med hundene og endda også finde en rolig plet på terrassen til eftermiddagsteen. Det blev en skøn dag.

Til gengæld blev søndag en dag, hvor hundene var eneste årsag til, at jeg kom udenfor, ellers holdt jeg mig inde under et tæppe med en e-bog på mobilen og romantiske film på tabletten. Jeg havde hovedpine, havde sovet dårligt og havde en forkølelse i anmarch. Den har heldigvis sluppet sit tag, så måske handlede det mere om kombinationen af en tynd uniform, blæst og ventetid ved kirken dagen før. I dag er jeg ru i halsen og træt. Men nu har jeg da skrevet mig varm og halsen har fået varm te.

To hunde venter på deres motionstur. Der skal handles ind og så må jeg krybe under tæppet igen med en ny e-bog. Og nej, det er ikke intellektuelle bøger, dokumentarbøger, krimier eller socialromaner. Det er ganske enkelt feel-good bøger, som beroliger mit indre, ikke hidser mig op eller gør mig trist. Der er nok i verden, der gør mig trist eller vred, så lige nu er det ikke det, jeg søger i bogverdenen.  

Det er ved at være mange år siden, at jeg måtte stoppe med at læse krimier. Jeg slugte dem, ventede på næste udgivelse, og så pludselig en dag midt i en Jussi Adler bog fik jeg nok. Jeg kan godt se nogle krimifilm. Vera var helt klart min yndlingsserie, den er desværre slut nu. Shetland har jeg også nydt, men den er lige en tand mere grum og barsk. Og Wallander, som jeg ikke har set før, må jeg indimellem gå hurtigt henover visse scener, men holder alligevel ved, fordi jeg godt kan lide persongalleriet og historierne. Så er det godt, at det er streaming, hvor jeg bestemmer farten. Sådan har jeg det også med bøger, og derfor har jeg svært ved lydbøger. Det er bedre med e-bøger, der kan jeg hurtigt skimlæse et par sider, hvis forfatterne fortaber sig i beskrivelser, der ikke siger mig noget. 

Må du få en god dag, det ser ud til at blæsten lægger sig de næste dage. Der skal jeg så arbejde og så kommer blæsten tilbage, når jeg har fri og har tid til kajaktur.

Blæsten kan man ikke få at se.
Det’ der ikke no’d at gøre ve’.
Men når luften rigtig suser,
og når alle træer bruser,
så’ det let at gætte, at det blæser.

Lyt til sangen her 

Hverdagsrytmer

 Det føles lidt som at være på ferie at bo i sommerhuset, men det har jeg også følt i de 21 år, vi har haft sommerhuset. Vi flyttede ofte herop i 6 uger, hvor vi begge kørte på arbejde i 3 uger (mig) og 5 uger (landmanden). Men følelsen af ferie kom med omgivelserne og at vi ikke hele tiden blev mindet om, at der var mange ting, der altid kunne gøres på en gård.

Nu er der ingen gård mere, vi skal holde ved lige. Jeg arbejder stadig 2 dage om ugen, men har andre funktioner end før. Normalt er jeg i vores dagafsnit eller på fjernkontor for at ringe til patienter 3 måneder efter indlæggelse hos os og derfor kommer jeg ikke så tit i personalestuen til formiddagste. Så jeg savner snakken med mine skønne kolleger. 

Jeg underviser stadig patienter og pårørende, som har haft en lille blodprop i hjernen eller en forbigående blodprop i hjernen.  Og lige nu arbejder jeg sammen med min leder om at sikre fremtiden for opfølgningsforløb efter stroke, som er i drift i 4 kommuner og for at få de andre kommuner til at få øje på fordelen ved at have de forløb. Min drøm er delvist opfyldt. Vi er kommet langt, siden denne artikel blev trykt. 

Min yndlingsstart på en fridag er en kop te og mobilen, hvor jeg finder de forskellige ordspil fra Kristeligt Dagblad frem. Jeg opdagede først, at de også havde en wørdle, som hos dem kaldes wordle. Sidenhen har jeg fundet flere ord-spil, så som Ordret og Forbindelser. Især Forbindelser synes jeg er sjov, fordi der er så mange ord, jeg ikke aner betydningen af. Så er det godt, at jeg kan google dem, men ofte har jeg gættet betydningen:

Og så dog. Jeg anede ikke, at skrofel er en sygdom/lidelse.

Jeg gættede mig til, at munk og kardinal var fugle.

Og forbindelsen Templer kom jeg også frem til, inden jeg tjekkede med google

Men fællesnævneren for vitser, trives, stiver og vriste kunne jeg ikke greje. Tænk at nogen er indrettet sådan, at de kan se, at de fire ord har de samme bogstaver og derfor er anagrammer. 

I går eftermiddags var vi på kajakskole, fokus var at ro 9 km, for vi kan først frigives til selv at ro med en makker, når vi har roet 50 km. Vejret var ok med lidt sol og blæst, da vi kørte ned til Nibe. Mørke skyer truede i horisonten, men instruktørerne havde en plan. Vi skulle holde os tæt på hinanden, ro omkring en holm og over til Valsted på den anden side af Nibe bredning. Kom der torden, gik vi i land på holmen. Det er kun tilladt ved nødstilfælde, som tordenvejr er. Men alt så fredeligt ud, vi kom af sted og ingen sorte skyer i horisonten. Skyen med torden dukkede så pludselig op, og med den massiv regnvejr og modvind. Vi kom alle i land, skyen drev videre og vi kunne ro til Valsted, hvor vi nød vores medbragte eftermiddagste og fik gode råd og tips til hvad man medbringer på en kajaktur.

Egentlig skulle vi afslutte med makkeredninger på vej hjem, men da endnu en mørk sky dukkede op, aflyste instruktørerne den mod at vi skal lave to makkerredninger næste gang. Jeg har ikke noget mod at være i vandet, men rent instinktivt er det mig så meget imod at lade mig selv vælte om i vandet. Når først jeg er væltet og hovedet er under, gør jeg det, jeg skal; venter til jeg er helt under, får mit sprayskirt hægtet af cockpittet, så jeg kan lade mig glide ud af kajakken, holder fast i kajak og pagaj og kommer op til overfladen. Herefter er det et samarbejde med min makker, som sidder i en kajak, om at få min kajak tømt for vand og mig op i kajakken igen. Men det kan jeg godt. Jeg hader bare de minutter, før jeg lader mig vælte. Så jeg nød, at vi ikke skulle gøre det i går. 

I går kunne jeg begynde at nyde omgivelserne, mens jeg roede. Ellers har jeg været fokuseret på min roteknik. Vi var omgivet af måger og svaner, udsyn og bølger fra siden, der fik min kajak til gynge op og ned hele tiden. Jeg nød synet af svaner, der lettede fra vandet. I dag er jeg træt, men det er helt ok. 

Må du få en dejlig pinse.

Juletid, madspild, nytårstid og hverdag

 Vores høns har åbenbart fattet, at det snart er slut med tiden på gården eller også var det alderen, der trykkede. I hvert fald har vi ikke flere høns. De er døde en efter en i løbet af de sidste måneder. Og det har øget mine poser i madcontaineren. For vores hunde er madglade, men grøntsagsspisere bliver de aldrig. Jeg havde også fået købt rigeligt ind af forskellige madvarer, som vi aldrig fik brugt i julen, så det øgede også mit madspild. 

Nu forsøger jeg at tage udgangspunkt i hvad jeg har i fryseren og i skabet med madvarer, for der er ikke plads til en masse frostvarer og konserves/frø/krydderier etc. i sommerhuset.

Julen blev lige så dejlig, som jeg ønskede det og jeg var lige så træt d. 6/1, da alle var rejst hjem, som jeg forventede det. Vi nåede mange ting, både at køre med S´ julegave fra os, en racerbil, i den tomme kartoffelhal, køre på ATV, give hundene masser af godbidder, læse mange godnathistorier, hoppe rundt og danse, cykle på fasters gamle barnecykel, grine og lege med Å, være i ZOO, være på julebesøg, have julebesøg osv.

Vi nåede også at passe de to børnebørn, så deres forældre kunne hygge sig i byen. Men Å synes nu, det var nok med to timers søvn om aftenen, derefter holdt hun fest med farforældrene, mens storebror sov. Vi er dog ikke blege for at prøve igen, næste gang vi skal være sammen.

Vi var sammen med datteren juleaften og de første juledage frem til nytåret. Så holdt hun nytårsfest sammen med kæresten, to gode veninder og deres familier i sin lejlighed. Herhjemme købte vi maden udefra, jeg var i dagvagt nytårsaften og dagen efter, så det var dejligt at kunne hoppe over den store madlavning. S syntes vist bedst om de store stjernekastere som farfar havde købt. Dem kunne man jo tegne og skrive med i luften. Han er vældig optaget af bogstaver, så det var et hit, at farmor havde fundet far og fasters gamle dynebetræk med masser af bogstaver på.

Å er lige i den mest charmerende alder og vi fik så mange grin sammen med den lille glade pige. Mens de var her, knækkede hun koden til at mave sig frem, så nu kunne vi ikke blot gå ind i et andet rum for at hente noget uden at have øje på hende.

Hverdagen er tilbage, og som i sommer blev jeg syg, efter den lille dansk-norske familie rejste hjem. Jeg er dog tilbage på arbejde efter en dags sygemelding, men jeg er træt og energiforladt. Det dur ikke!

Nu har jeg nemlig ferie, der skal pakkes ned og tages stilling til, om ting skal videre, smides ud eller på lagerhotel. Og samtidig har vi taget en stor beslutning, vi har nemlig købt grund i december og skal bygge hus. Det betyder, at vi skal tage stilling til masser af ting, før vi kan få en tegning og en byggetilladelse og et byggeri og forhåbentlig et nyt hus. Så jeg skal godt nok have tungen lige i munden, for landmanden er klar til dagsture for at lade os inspirere, han er jo næsten færdig med alt udenfor, mens jeg først skal til at begynde her indenfor.

Og oveni det har jeg taget endnu en stor beslutning, jeg har nemlig sat en slutdato på mit arbejde. Jeg har to datoer i mit hoved og sammen med min leder skal vi den næste tid finde ud af, hvilken dato, der passer bedst. Men et ligger fast, 1. april går jeg ned på 16 timer om ugen. Så mon ikke jeg får krop og sjæl med i alt det vi skal jonglere med de næste måneder. Det håber jeg.

Det synger på sidste vers- version 2

Jeg skriver indlæg, og så synes jeg, at de skal hvile lidt og så får jeg dem aldrig udgivet. Nu skal det være. Jeg savner det flow, jeg havde i min skrivning og det, det gav mig. 

I morgen er det sidste dag i i 2024, så overskriften passer godt til nu og her. Men indlægget blev egentlig skrevet medio december:

 Jeg er bagud - som sædvanlig - med julepyntning og småkagebagning er slet ikke startet. Men som jeg skriver nærmest hvert år; julen kommer uanset hvor klar jeg er. (opdatering, de sidste småkager blev bagt efter at juleferiegæsterne var kommet)

Adventsstjerne eller hernnhuterstjernen er på plads, men det holdt hårdt. Den er tapet sammen på kryds og tværs, for jeg VILLE have stjernen op at hænge den sidste jul på gården.

Ja, for sådan blev det. Vi troede, vi havde holdt vores sidste jul på gården. Gården skal jo afleveres til Naturstyrelsen 31/12, ryddet totalt for alt. Men vi fik lov til at leje stuehuset og nogle af kartoffelbygningerne 4 måneder mere. Så jeg fik udskudt al min oprydning og smid-ud-af-dit-liv. Nu har jeg ønsket al den 6. uges ferie, jeg har udskudt, til de første tre måneder i 2025, en uge i hver måned, så er der da forhåbentlig håb forude, hvad angår den del.

Stjernen synger på sidste vers, men sådan gør alle andre ting, der er forbundet med gården og de 42 år, vi har boet her, også. Her til morgen nød jeg den smukke solopgang med læhegnets silhuet mod solen og gæssenes formationsflyvning henover gården med tanke på, at lige nøjagtig den sammensætning kommer jeg ikke til at se mere.

Julepynten, som snart er oppe overalt, skal finde nye pladser eller måske siges farvel til næste år, for hvem ved hvordan det hele så ser ud? Vi flytter i sommerhuset og måske er vi heldige, at vi kan flytte i hus før julen 2025, det ved vi ikke endnu. Uanset hvad bliver der også jul der.

I år fik vi alle hjem til jul, sønnen med familie kom d. 20. december og bliver her til 6. januar. Så vi får masser af tid sammen. Datteren kom d. 22/12 og blev her til d. 28/12. Juledagen må få deres eget indlæg. Med den hastighed jeg lige nu arbejder i, kan det blive et forårsindlæg :-)-

Mit arbejde som sygeplejerske har også ændret sig. Det er ikke mig, der skal have styr på alle de instrukser og ny viden om sygepleje, der findes. Men helt sluttet det har jeg ikke, for af og til får jeg spørgsmål som hvor kan vi finde viden om det, hvem skal vi spørge om det osv. Og helt ærligt, jeg nyder, at jeg stadig kan bidrage med den viden jeg har fået gennem snart 25 år.

Jeg holder utroligt meget af at snakke med patienter og at hjælpe dem til at få sat alle de tanker og spørgsmål de har, efter de er kommet hjem med et stroke, på plads. Og det er mit fokus nu.

Hvor længe bliver jeg ved?  Jeg ved det ikke. Det er en underlig følelse, for den ene dag er jeg klar til at tage beslutningen, den næste dag kan jeg slet ikke se mig stoppe som sygeplejerske. Jeg har stadig den mening, at jeg ved det, når jeg ved det. Da jeg var sammen med mine elevkammerater, var det helt befriende at høre en af dem, der er stoppet, sige, at hun havde haft det så svært med at stoppe. Al den identitet, der ikke vedrørte hendes familiære identitet, forsvandt. Hun skulle arbejde hårdt på at finde en ny identitet uden at være sygeplejerske. 

Mange kaster sig over frivilligt arbejde, det tror jeg ikke, at jeg gør. Jeg har for mange år siden besluttet, at jeg ville gøre som min mor, læse teologi for lægfolk, i Aalborg hedder det Teologisk voksenundervisning. Og måske gør jeg alvor af den beslutning. For nyligt hørte jeg om en chefsygeplejerske, der havde besluttet, da hun stoppede, at de første måneder skulle hun give den hele armen for at komme i sit livs form. Det tændte en lille flamme i mig, så nu har jeg to ting, jeg kan glæde mig til. 

Så mens noget synger på sidste vers, bliver andre vers stadig sunget, måske omskrevet  og nye vers kommer til. 

Min studieveninde og jeg har måske startet en tradition ved juletid. Vi mødes nogle gange om året, går os en tur, ofte ind til Aalborg og får lidt at spise på en cafe og går tilbage til sygehuset og kører så hjem. Sidste år tog vi til jul i ZOO, og det gjorde vi også i år. Vi snakkede og snakkede og nød samtidig havens smukke lysudstillinger. Det var en skøn måde at være sammen på.

Årets jul i ZOO var ikke nyt for mig, for som plasmadonor havde jeg fået gratis billetter til det. Dem brugte jeg sammen med min mand en aften i november efter arbejde. Og i går nåede vi derud med den lille dansk-norske familie. Jeg elsker lys i mørke, det giver en ganske særlig stemning.

December er for mig ventetiden = adventstiden. De egentlig juledage starter d. 24 og varer ved til d. 6. januar :-) Ja ja jeg ved godt, at jeg er en af de få, der holder fast i den tradition, men jeg elsker mit julepyntede hus, også i begyndelsen af januar.

Jeg skal i dagvagt nytårsaftensdag og nytårsdag. Nytårsmenuen er bestilt, den henter landmanden, og så kan vi sammen pynte op til nytår. Fuldstændig som i mit barndomshjem passer nytårspynt og julepynt perfekt sammen. Og når S er klar til at komme i seng, passer det nok med at farmor også går i seng. Vi sover i forvejen sammen, det er en stor ære, at han har valgt at sove sammen med os hele juleferien. Og det er kjempe gøy at vågne op sammen. 

Du ønskes en dejlig aften på denne 6. juledag og et godt nytår.

Turbobesøg med maksimal nydelse

 Det er godt nok en lang tur for to dages samvær; sagde en svoger. Det har jeg egentlig ikke tænkt på, at det var, for de to dage har jo været med til, at vi er knyttet tæt sammen med vores børnebørn.  Men ja, vi bruger 13 timer hver vej, når det er færge og bil. Men vi hygger os på turen.

Det er godt nok dyr; sagde en anden. Ja, det er dyrt, mest hvis vi vælger fly. Det gjorde vi så ikke denne gang. Og som jeg sagde til en kollega, der sagde det samme; jeg går ikke op i brugsting, tøj, tilbehør, gourmetmad eller andre materielle ting, jeg går op i min familie, oplevelser og det at være sammen med mennesker, jeg holder af.  Så at jeg skal betale over 6000 kroner tur-retur til Trondheim for en flybillet, er et valg jeg tager og så prioriteres andre ting fra. 

Denne gang var det med færge, og vi glædede os. Vi vidste godt, at de snart holder ferie hos os i tre uger. Det glæder vi os også til. Men der er sket meget med Å, siden vi første gang så hende 14 dage gammel og S snakker løs på facetime på norsk, og det har farmor svært ved at høre, så at være sammen med ham fysisk gør en forskel i vores snak sammen. Han forstår dansk og lidt efter lidt forstår jeg barnenorsk udtalt med den meste charmerende dialekt af en snart tre år gammel gut.

Vi skulle rejse forrige søndag, fordi vi ikke kunne få vores hunde passet i weekenden, så vi havde byttet rundt og arbejdet ekstra andre dage for at kunne komme til Norge. Lørdag fik jeg en sms om, at færgen var aflyst søndag middag, så vi kunne først komme med færgen 22.30 søndag aften. Det kunne vi ikke ændre på, men i vores stille sind tænkte vi begge på den tur i oktober måned 2021, hvor vi kørte hele natten med sommerdæk og i perioder på sne/isglatte veje. Hvorefter vi besluttede aldrig at tage natfærgen, for det var ganske enkelt for hårdt for kroppen at køre hele natten og lande i Trondheim ved middagstid og holde den gående til aften.

Det blæste vildt meget, da vi kørte ombord og vi opgav at handle i butikken, for det gyngede så meget, at vi begge var ved at blive søsyge. Heldigvis var det udholdelig at sidde i de gode stole, vi havde booket, og snart faldt vi i søvn og sov os fra søsygen. Vi landede kvart over tre i Larvik og der var allerede lyst, så turen til Trondheim gik godt.

Kl. 11.30 kunne vi knuse og kramme den lille norske familie. Det øsregnede den dag, men vi hyggede os sammen og fik fyldt på børnebørnskontoen. Vi blev inviteret på restaurant i Tyholttårnet. Det var en skøn oplevelse, tårnet drejede 360 grader på en time, så der var masser at se på for en lille gut. Nedenfor var der en byggeplads, hvor NRK var ved at udvide. S elsker alt med maskiner, især gravmaskiner og traktorer og dem var der rigeligt af på byggepladsen. Trods regn og tåge kunne vi se det meste af Trondheim. 

Sønnen skulle på arbejde tidligt næste dag, så da S vågnede, tog vi os af ham, fik leget en masse, læst bøger, sunget sange osv. Senere vågnede Å, som havde holdt sin mor vågen om natten, så vi fik også lov til at passe hende. Hun er det dejligste lille glade menneske, griner allerede så hjerteligt og snakker vældigt med sit legetøj. Jeg nåede gåtur med Å i barnevognen og landmanden og jeg nåede at komme på oplevelse med S, som viste os, hvor dygtig han var til at bruge en sparkecykel (løbehjul på dansk).

Landmanden er oprindeligt uddannet tømrer, så sønnen bad om råd om hyldeopsætning. Det endte med at vi alle tog på indkøbstur for at finde hylder, men først tog vi ud og så på bil, så landmanden kunne være med på råd senere, når det blev aktuelt. Siden hen tog landmanden og jeg i Ikea og tømmerhandel, mens den lille familie fik børnene hjem og bestilte tidlig aftensmad udefra til os alle. Da vi kom hjem, var der gang i det kreative værksted, og vi fik en smuk tegning med hjem lavet af S.

Tømmeren (a la landmanden) var nu klar til at arbejde sammen med sønnen, jeg passede børn, mens de fik sat hylder og skabe op på kontoret og svigerdatteren fik en masse andet fra hånden. S er tæt knyttet til landmanden, så konstant lyder der farfar, så S hjalp også farfar med at skrue i ting.  Jeg fik lov til at læse godnathistorier for S begge aftener, det var en skøn måde at slutte dagene af sammen med ham på.  Inden vi voksne satte os sammen i sofaen sidst på aftenen, var der både hængt spejl op, sat hylder op og skabe justeret i køkkenet.

Når vi ikke kan være der i hverdagen, føles det godt at kunne hjælpe, for de kan jo godt selv de her ting, men i en hverdag med to små børn kan det være svært at finde tid og overskud til det. 

Næste morgen fulgte vi S i børnehave sammen med sønnen, inden vi kørte af sted mod Larvik. S viste børnehavne til farfar. Det var lidt hårdt at gå fra ham, for han blev ked af det, da vi skulle gå. Der var ikke så mange børn mødt i børnehaven og dermed ingen, der kunne invitere ham ind i legen. Men som sønnen sagde, S var også blevet ked af det hjemme, når vi skulle af sted. Heldigvis går der ikke så lang tid denne gang, før vi ses igen. Og vi fik billeder om eftermiddagen, hvor den lille familie hyggede sig på biblioteket, inden de skulle i svømmehal.

Turen ned gennem Norge gik godt, vi havde booket bord på restauranten denne vej, men vi blev faktisk enige om, at vi havde siddet så godt på turen op på Voyager Class, at vi fremover vil gøre det og så selv tage mad med/købe det i cafeen. 

Vi landede sent mandag aften og min arbejdsdag startede 6.30 næste dag med kursus for kollegerne og så er det ellers gået over stok og sten arbejdsmæssigt disse to uger. Efter sommerferien skifter jeg funktion, mine mange funktioner på afsnittet er blevet fordelt på forskellige kolleger. August skal bruges til at komme i bund med de sidste ting, jeg er ansvarlig for på sengeafsnittet(instrukser, tilretning af vejledninger, medicinændringer, overdragelser, oprydning i alle hængepartier osv.) 

Fra september fokuserer jeg på opfølgningsforløb, gruppevejledning, omsorgssamtaler for børn og unge og dagafsnit. Alle fire områder er noget, jeg har været med til at starte op, så det føles godt, at jeg slutter mit arbejdsliv af der. Det glæder jeg mig til, jeg skal stadig arbejde tirsdag, onsdag og torsdag hver uge. Jeg får stadig min gang på sengeafsnittet og jeg skal stadig have et øje på udvikling og undervisning, men nu indenfor et afgrænset område og med meget mere patient og pårørendekontakt.  

Men nu har jeg vinterferie ;-) eller i hvert fald den ferie, som mange afholder i vinter/forårsmånederne. Jeg er bagud med afvikling af ferie og jeg har tænkt mig at slå alt fra i hjernen, der handler om arbejde. 

Til gengæld kommer hjernen på overarbejde på anden vis, for jeg starter projektet ryd op og ud i mit liv. Og det har jeg udskudt godt og grundigt. 

Maj måned

 er startet godt. Vi havde en skøn Kristi himmelfartsdag på arbejde, hvor der var tid til patienterne, tid til hinanden, tid til dokumentation osv. De dage skønner vi på og husker, når travlheden bider i haserne.

Jeg øver mig i at finde ro og koncentration til at læse bøger. Min mobils bluetooth virker ikke, og dermed kan jeg ikke høre bøger i mine høreapparater eller tale i telefon, mens jeg kører,  og jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at få kigget på det. Nu har jeg sat mig ned ved computeren for at finde min mobilforsikring for lur mig, om ikke den er udløbet netop nu. Tiden stryger jo af sted. (opdatering, de mente ikke det var mobilen)

Mit høreapparat virker heller ikke som det skal eller også har min hørelse taget sig et styrtdyk, for jeg synes, jeg alt for ofte skal bede folk om at gentage. Og det irriterer mig, for der kommer en snert af en følelse. En følelse af en fordom; nedsat hørelse er lig med alderdom er lig med begyndende hukommelsessvækkelse. (opdatering - nu får jeg set på høreapparatet på mandag, så må vi se om de kan hjælpe mig)

Ja, jeg har som andre indimellem svært ved at huske noget lige på stående fod, men jeg har både min leder og den ledende overlæges ord for, at jeg godt kan glemme alt om begyndende  mild cognitive impairment. 

Det var hyggeligt at være sammen med dig, var min unge kollegas ord, da hun gik hjem Kristi Himmelfartsdag. Og jeg syntes også, det var hyggeligt, jeg lærer altid noget nyt af mine kolleger, små ting, store ting. Men jeg var glad for, at der ikke var massiv travlhed, for der kan jeg godt mærke, at min hjerne og krop kommer på overarbejde. Så skal der hvile til, når jeg kommer hjem.

Længere kom jeg ikke med mit indlæg og nu går maj måned mod hæld. Vi havde den skønneste pinseferie, vi har haft og har travlt, men ikke på samme måde, som da der skulle sættes et anseligt antal kartofler. Vi kunne ikke komme i marken for at så korn og bestøverbrak grundet alt det vand, der var kommet. Bestøverbrak er såning med pollen-og nektarproducerende blanding. Det skal være sået senest d. 30/4.

Ventetiden blev benyttet til at få ryddet op og ud i alle bygninger på den anden gård. Nu er den snart klar til overlevering til Naturstyrelsen. Og heldigvis var Landbrugsstyrelsen for en gangs skyld forstående og udskød fristen for såning af bestøverbrak til 14.maj. Vi nåede det og kunne derfor tage et par dage fri i pinse, som vi tilbragte i sommerhuset.

Vi fik tid til lange gåture med hundene til søerne ved Hune. Vi fik tid til at gå ned til den nye tømmerhandel og købe mere end vi havde regnet med. Dette måtte vi så slæbe hjem på gåben. Vi fik inviteret gode sommerhusvenner på sen tapas pinsesøndag. Og datteren deltog også i den sene aftensmad. Det var så hyggeligt og dejligt afslappende. Vi fik tid til at give eftermiddagsøl til naboerne, som slår græsset ved vores sommerhus. 

Datteren og jeg prøvede også at komme i vandet, men der var andre, der var kommet først. Og de blå brandmænd bader jeg ikke sammen med. 

Nu er vi tilbage i hverdagen, hvor vi begge har nok at se til. Det er helt fint, jeg er blevet opladet og fortsætter med at nyde mit område. Hver dag er jo en sidste gang for at opleve gården på netop denne dag i året.

Stilhedens helende virkning

 Stilhed, ingen mobiltelefon i 3 døgn (var sat i flytilstand), gode gåture i det omskiftelige danske vejr og tilsat meditation og faste andagtsstunder. Så ved dem, der har læst med længe, at jeg har været på retræte og det for femte gang. Og du kan læse mere om de øvrige retræter her

Jeg var fuldstændig nulstillet, da jeg tog hjem. Jeg havde sovet 8 - 8½ timer om natten, tog endda powernap i løbet af dagen, uden at det påvirkede min nattesøvn. Maden var vegetarisk med fisk, og kombineret med mit fokus på at mærke efter, når jeg var mæt, øgede det også mit velvære. Hver dag fik jeg gået gode lange ture i den skønne skov omkring os.

Knap var jeg inde af døren derhjemme, før livet væltede ind over mig. Jeg brugte mobilen som tidsfordriv og til at komme ned i gear med. En rigtig dårlig ide, som med det samme påvirkede min søvnrytme, så jeg har de sidste aftner øvet mig i at lukke ned mindst en time før sovetid. Og det har været med godt resultat. Sidste nat, da jeg som vanligt vågnede mellem 1 og 2.30 for at tisse, kunne jeg mærke, at der var ting, der ville trænge sig på, så jeg nynnede en taizesang fra retræten for at holde fokus rettet på ro og søvn. Det virkede.

I år var emnet Opstandelsens lys i og med det lige havde været Påske. Charlotte er en fantastisk formidler, et skønt og humoristisk mennesker og en god præst, det hænger desværre ikke altid sammen. I år havde jeg min søster med og hvis nogen er i tvivl om vi kunne holde vores mund sammen, så var det først efter retræten via mail, at jeg fik styr på hvordan de havde det i hendes familie.

Vi gik os en lang tur sammen, som blev ret meget længere og strabadserende end planlagt. Derfor blev vi nødt til at snakke sammen for at finde ud af, om vi var gået vild og hvordan vi kom over og under væltede træer og gennem store vandhuller i moseområdet. Vi fandt vej og vi kom hjem tidsnok til at dække bord til aften den dag. Men hold da op, som vi var trætte og godt svedte.

Arbejdsugen er slut på sygehuset, og selv om jeg overhovedet ikke er i mål med det jeg skulle have haft lavet, så satte jeg autosvar på efter to timers overarbejde og besluttede mig for, at resten måtte ligge til næste uge. 

I dag delte jeg dagafsnit med en kollega og vi havde travlt, især da en af vores patienter skulle indlægges og isoleres. Jeg fik flash back til coronatiden med mundbind og isolationskitler en masse. Kitlerne er vandtætte, så man sveder vældig meget i dem. Og så er jeg en af dem, der altid tror, at jeg har tænkt på alt, inden jeg går ind, men som altid må håbe på, at jeg kan få hjælp fra folk udefra til at hente ting til mig. Der er altid noget jeg glemmer.

I dag fik mine kolleger ros. Pårørende til en afdød patient kom for en sidste stund, før patienten blev hentet til kapellet. De pårørende var så taknemlige for den fred, deres afdøde kære udstrålede. Og at der stod LED blokhus tændt på en hvid dug sammen med en buket blomster og en salmebog.

Før påske endte mit afsnit i Tv2Nord, P4 Nordjylland og på facebook fordi mine kolleger fandt tid til at pynte en dør til en patientstue med en æresport i anledning af en patient næste dag havde diamantbryllup og der blev også sunget morgensang næste morgen. Ikke så sært at jeg er stolt af mine kolleger.

Mens jeg skriver, lytter jeg til  taizesange, og jeg mærker hvordan pulsen stille og roligt sammen med vejrtrækningen falder til ro. Det gør godt, så må gåturene komme de næste fire dage.

Forandringens vinde

Der sker meget i vores liv lige nu. Vi er blevet farforældre for anden gang her først i marts måned til en lille pige Å. Og her i weekenden fløj landmanden og jeg op og besøgte Å og hendes storebror, og selvfølgelig også deres forældre. Vi fik to døgn sammen fra fredag aften til søndag aften. Vi landede hjemme i sofaen mandag 0.30 og havde brug for lige at slappe af, kigge billeder og snakke weekenden igennem, inden vi gik i seng.

Farmor fik strikket trøjen færdig til Å, inden vi kom derop :-)

Vi havde den skønneste tur, og den lille pige er smuk og dejlig, lige som hun skal være. Som sin storebror sørgede hun for, at hendes mor har haft brug og stadig har brug for længere tids restitution, men det går fremad. Det er stort at se sin søn som far og hans kæreste som mor. De er fantastiske forældre, som har sørget for en skøn dreng, der har masser af fantasi, snakker løs og som ved en masse ting allerede.

Vi tog på tur med S og Å. Lillepigen sov under hele turen, så vi fik tid til at rutsje, klatre, gynge og opdage alle mulige finurlige ting, så som at hilse på hunde, finde blade og lytte til det smeltende snevand strømme nede i kloakken. Vi havde også rygsæk med tursnacks med og solen varmede skønt på store og små, mens vi nød pappas madpakke.

Søndag var det anderledes koldt og blæsende, og det sneede indimellem. Men vi tog alligevel på tur, denne gang ind i skoven, hvor der var masser af ting at kigge på. Der var også is under snepletterne, så vi skulle passe på. På et tidspunkt var jeg ved at glide ned af en skråning, hvorefter S satte sig ned og kurede hele vejen ned. Jeg ville ønske, at jeg også havde haft regnbukser på, så jeg kunne kure. farfar og S fægtede med store grene og vi besøgte en ny legeplads med en tovbane, som var sjov at prøve. Det nåede at hagle gevaldigt, men det var vist kun farforældrene, der syntes, det betød, at vi skulle hjem.

Nu er vi hjemme igen, der er arbejdsdage på gården og jeg rydder op og gør rent indendørs. Jeg øver mig i at kigge på tingene og spørge, om de skal gemmes eller smides ud/til genbrug. Ganske enkelt fordi vi ikke er gårdejere mere! Vi solgte gården til Naturstyrelsen til februar og har forpagtet gård og jord til nytår. Naturstyrelsen henvendte sig for et år siden, så vi har haft tid til at vende og dreje det og besluttede os for at slå til.

Hvor skal I så bo? Det aner vi ikke, men vi ved, at vi har et sommerhus, vi kan bo i og at vi kan opmagasinere al vores habengut, indtil vi ved, hvor vores endelige bolig bliver. Der er rigtig meget, der skal ryddes ud, sælges eller smides ud på de to gårde. For der kommer ingen landmand efter os, så alt skal væk. Vi er stadig enig om, at det var det rigtige, vi gjorde, men vi er nødt til at tage tingene et skridt ad gangen, for vi kan ikke både køre ud og se på boliger, områder eller husudstillinger og så også være effektive herhjemme. Der er stadig et landbrug, der skal drives og et sygeplejerskejob, der skal passes.

Hvad så med dit job, Lene? Det er altid det næste spørgsmål, der kommer. Selvfølgelig gør jeg mig mine tanker, og jeg har en kollega, som er i gang med at overtage mine opgaver på afsnittet. Opfølgningsprojekterne og undervisning i kommunerne samt på sygehuset af patienter og pårørende vil jeg gerne beholde, så måske går jeg yderlig ned i tid på et tidspunkt, når alt på afsnittet er på plads. Vi får se, jeg lader hverdagen være som den plejer lige nu.

fødselsdagsbuket fra børn, svigerdatter og børnebørn

Jeg er også blevet 67 år og har været på mit afsnit i 24 år. Der er dage, hvor jeg føler mig som en omvandrende historiebog i udviklingen af strokebehandling og pleje. Det har været en vild rejse at være med på. Og jeg havde ikke drømt om, da jeg startede i sygeplejen igen efter 11 års pause, at jeg nu 24 år efter har oplevet så meget.

Forandringens vinde blæser, de kan ruske så hovedet føles ør og træt, men de føles også kærlige og omfavnende. Jeg glæder mig til at se, hvor vi er om et år, men indtil da vil jeg nyde tiden her og øve mig i at nyde processen med at rydde op og ud i mit liv.