SNART UDLÆRT

Min ene kollega sagde i dag, at nu kunne jeg snart få eksamensbeviset som afsnitsledende sygeplejerske. Årsagen er, at min souschef er sygemeldt hele denne uge og min afdelingssygeplejerske har ferie. Dermed har jeg haft tjansen sammen med at jeg har passet dagafsnit og koordinatorfunktionen. Da der så i dag kom en sygemelding fra en sygeplejerske, som er ansvarshavende i nattevagt, og da der ikke er så mange sygeplejersker på afdelingen her i ferietiden, der kan tage den vagt, så krydsede jeg fingre for, at jeg kunne lave en god handel og tilbyde fridage op til ferie til en kollega mod nattevagter nu. Hun slog heldigvis til, nu mangler jeg bare at finde nogle, der kan erstatte hende i dagvagt. Jeg kan godt mærke, at jeg er ved at være brugt, det bliver godt at holde fri lørdag og søndag. Det betyder også, at jeg får læst hos jer, men ikke kommenteret.

Sov I ikke godt i nat? Vi snakkede alle på arbejde om, hvor skønt det var med køligere nattetemperaturer. Nu vil jeg gå i seng og nyde temperaturen. Må I få få en god nattesøvn.

Har så mange alpebilleder, at de må drysses ud over hverdagsindlæggene :-)

EN TUR OVER ALPERNE

Som du måske husker, kørte vi denne sommer Route des Grandes Alpes på motorcykel. Denne sidste dag i juni var den store alpedag. Vi havde været over Col de l’Iseran og havde nu kurs mod Col du Télégraphe, et af de mange Tour de France pas. Vejen derop var frodig og med mange bløde sving.

Vores turbog havde beskrevet turen til Col du Galibier, det næste høje punkt, som kun for rutinerede, men egentlig synes vi, at vi har kørt andre steder, som var mere krævende. Der var, som du kan se på næste billede, ikke megen afskærmning, men det vænner man sig til.

Vi kom op over Télégraphe og fik det dokumenteret med kameraet, men på motorcyklen. På sådan en alpedag kan man ikke stå af ved hver top.

Så gik turen nedad igen for en stund, og selv om man nu måtte køre 90 km, så tro mig, det gjorde vi aldrig. At jeg nogen gange følte, at vi kørte stærkt, handler mere om forholdet mellem vejtype og omgivelserne.

På vej til Col du Galibier kørte vi gennem byen Valloire, en smuk fransk by,

med smukke udsmykninger i rundkørslerne. Sidstnævnte er da godt nok kommet tilbage i landskabsbilledet igen, efter de nærmest blev fjernet alle vegne i min barndom.

Så kunne vi skimte de næste bjerge, som motorcyklen skulle køre opad og omkring. Det var dejligt vejr nu, ikke så koldt som ved frokosttid, og vi nød turen.

Vi var ikke de eneste på vejen, men i år mødte vi ikke så mange vanvittige motorcyklister, som kastede sig rundt i svingene uden omtanke for dem, de måtte møde i svinget, mens de selv var i den forkerte side af vejen.

Her kunne vi pænt hilse på hinanden, og drømme om hvad det næste sving mon ville vise. Vores videre færd kommer i næste afsnit af vores sommerferietur på motorcykel 2014.

DET ER ALLIGEVEL FØRSTE GANG

• at jeg har skullet lave udstrækningsøvelser efter en arbejdsdag. Mine benmuskler var så spændte, at jeg ikke kunne slappe af.
• sagde en af vores overlæger, at jeg har set Lene miste overblikket. Alle gav mig beskeder på vej ud af døren og jeg skulle fortsætte stuegang. Et glas vand, lidt vandmelon og nogle bolcher, som en kollega fandt, hjalp. Men jeg dryppede af sved, da jeg sad overfor bagvagten for at sætte ham ind i hvad der manglede fra dagens stuegang.
• at jeg har prøvet en tolvtimers vagt
• at jeg nærmest lige er kommet ind af døren herhjemme, har spist aftensmad og nu er på vej i seng.

Frem til middag var dagen gået godt, travl men kontrolleret. Så blev patienter dårlige, der kom tre patienter lige efter hinanden til trombolysevurdering, og andre patienters udskrivelse var så komplicerede, så der skulle ringes i øst og vest. Mine to stuegangsgående kolleger måtte tage overarbejde for at dokumentere, mens jeg fortsatte med stuegangen på de øvrige patienter. Klokken 19.15 sagde jeg farvel og tak for i dag. En kollega, som jeg havde sagt sov godt til i morges var mødt ind for at tage den næste tolvtimersvagt, så i morgen kan vi hilse på hinanden igen. 

Sov godt, når du en gang når dertil.

SÅ KOM REGNEN - OG TORDENVEJRET OG LYNENE!

Jeg trængte til luft, jeg trængte til at trave, så mens landmanden hellere ville vaske motorcykel og tilse kartofler, tog jeg op i sommerhuset og gik en tur.

Himlen skiftede mellem mørke, truende skyer og lette luftige solskyer. Jeg travede til, så pulsen kom op og tankerne fik frit løb.

Der hørtes tordenbrag i det fjerne, men pludselig begyndte det at dryppe. Der var lang vej hjem endnu, så jeg pakkede kameraetuiet ind i noget af blusen og så satte jeg i løb. Af samme grund havde jeg valgt løbeskoene som travesko i dag. Tordenvejret og lynene begyndte at komme tættere på, og jeg nåede lige hjem, da himlen åbnede sluserne.

Regnen kom så stærkt, så tagrenderne ikke kunne følge med, og lynene fik relæet til at slå fra, så da det værste regnvejr var over, skyndte jeg mig ud og slog strømmen til igen. Nu sidder jeg på den overdækkede terrasse og nyder den stille regn samt tordenvejret i det fjerne, mens sveden hagler af mig.

God sommersøndag til dig, mon det har regnet hos dig?

NÆRVED OG NÆSTEN

Det har truet, det har været lummert, så lummert, at jeg decideret blev dårlig på vej hjem fra min far. Det kunne dog kureres med væske og en lang lur. Det har blæst efterfølgende, skønne vinde, som fik mig til at finde sjalet frem, fordi jeg frøs om skulderne (hurrah). Men ingen regn er der kommet, radaren  viste, at regnen valgte at gå udenom os - i denne omgang.

FOKUSER!

Natten har været varm, det er nok ikke en information, som kommer bag på jer. Hen på morgenen blev der køligt, og alligevel er det der, at kroppen vælger at vågne, en halv time før vækkeuret ringer. Jeg havde besluttet at stå op sammen med landmanden, som skal sortere kartofler i formiddag. Jeg prøvede ihærdigt på at sove den halve time, men hjernen slog til med det samme. Straks myldrede tanker frem om ting, jeg havde glemt i går. Til sidst måtte jeg på bedste skolelærermaner sige: fokuser! Patienten havde fået de informationer, han skulle have, lægen havde dokumenteret det i sin journal og sekretæren er på arbejde i dag, så jeg kan ringe og sikre mig, at hun gør det, lægen beder hende om i journalnotatet.

Mens jeg smurte mad og bryggede te til landmanden, drak jeg vand og spiste en halv banan. Planen i går var, at jeg skulle løbe her til morgen, inden jeg kørte ned til min far. Senere har jeg ingen energi i varmen til at få motioneret. Der foregik en intens diskussion i mit indre, for jeg orkede ikke at løbe. Fokuser! Hvad taler imod? Jeg orker ikke. Hvad taler for? Jeg får det godt, min krop er glad bagefter. Så jeg løb.

Med det samme jeg satte første fod på jorden i let løb, kom tanken. Jeg er for træt, jeg kan ikke løbe i dag. Fokuser! Glem tiden, glem målet, bare løb. Og lidt efter lidt fandt vejrtrækningen og benene sammen i en rytme, der gjorde godt og som gjorde at jeg kunne slippe tankerne fri. Jeg når at tænke mange ting under en løbetur, noget af det kan der handles på senere, andet får lov til bare at være en tanke.

Besøget hos min far gik godt, han var godt tilpas, fortalte en masse, som jeg desværre ikke forstod, men vi grinte meget. Hjemad måtte jeg fokusere meget på vejen, jeg tror, at min krop siger fra nu, den kan ikke holde til varmen, så strandtur er droppet, jeg kryber ind i skyggen og fokuserer på væske og afslapning. God lørdag til dig.

Fokuser!

MIN DAG

Jeg har sat mig med en ostemad, en kop te står til afdampning, computeren er tændt, benene er oppe på en stol og jeg slapper af. Egentlig har jeg ikke tænkt mig at rejse mig fra den skyggefulde terrasse, før end hovedet og benene falder til ro.
I morges havde jeg ansvaret for otte patienter. Med mig var en trombolysesygeplejerske, en ny sygeplejerske og en ferievikar. Jeg kendte patienterne fra i går, det var helt klart en fordel. Samtidig var jeg ansvarshavende sygeplejerske for hele afdelingen, heldigvis ringede den telefon meget lidt. Alle mine patienter blev udskrevet eller overflyttet, og det kræver meget arbejde. Der skal laves aftaler med hjemmesygeplejen, der skal doseres medicin op, der skal printes medicinsedler, der skal skrives individuel udskrivningsark, der skal skrives status på de patienter, der overflyttes, der skal bestilles transport, der skal koordineres med læge og pårørende, der skal findes pjecer frem med information i forhold til den enkelte patients risikofaktorer og ikke mindst skal der tales med patienten. Samtidig med skal der gås stuegang, hvor lægerne har brug for, at sygeplejersken kommer med de observationer og vurderinger hun har. På et tidspunkt havde jeg tre læger, der var i gang med mine patienter. Heldigvis som der blev udskrevet eller overflyttet patienter fik de andre kolleger tid til at hjælpe med dette. Da jeg gik hjem efter ni timers arbejdsdag, havde vi nærmest ryddet hele afdelingen, men de første nye patienter var kommet og flere var i modtagelsen. Også i dag oplevede jeg en god tone mellem de forskellige afsnit, som er involveret i at få tingene til at fungere på sygehuset, det man ville kalde et godt patientforløb. Det er desværre ikke altid en selvfølge, jeg har oplevet at blive snerret af, at telefonen er blevet smækket på, at jeg er blevet skældt ud eller at folk nærmest var ligeglad. I dag oplevede jeg at alle lyttede, og nogle kunne endda hjælpe. Det giver energi og smil på læben.
Nu er der weekend, der skal lades op, for jeg har som ansvarshavende pålagt mig selv en tolvtimers vagt på mandag på grund af sygdom, dermed ender jeg på 44 timer, når det bliver midnat næste fredag aften og arbejdsugen lukker ned. Men først weekendfri med tid til at besøge min far, som har fået lungebetændelse, men heldigvis har det bedre nu, og måske bliver der også vejr til en lille motorcykeltur, en løbetur og havbadning. God fredag aften til dig.

Mon du kender denne fugl? Vi har aldrig set den før på vores terrasse.

FRIDAG MIDDAGSSTUNDEN

så er det afgang til stranden

Klitten skal bestiges - hold da op som sandet brændte mine fødder

der er andre end mig, der har fået samme ide og flere kom til

efter en dukkert kunne jeg lige holde til 1 times solbadning

uden mad og drikke dur heltinden ikke

FRIDAG - MORGENSTUND

løbetur på klitten med udsigt over vandet

vandet lokker

kølige stier

pausebillede

morgenmad

LIGE NU OG HER

Lykken:

• Rester fra datterens weekend med gymnasieveninderne
• Chips og sodavand er en sjælden spise, men det smager nu ganske godt :-)
• En kølig terrasse uden insekter skal man ikke kimse af
• En rest koldskål kan peppes op med bananskiver, rysteribs og krummerne fra cornflakesdåsen
• Der står også en rest rosevin i køleskabet
• Det er godt at jeg har fridag i morgen
• Men det skønneste er nu min skyggefulde terrasse 
• Og takeaway fra den nærmeste fiskerestaurant (=stjerneskud)

FLIMMER PÅ SKÆRMEN

Dagen er startet tidligt, min fysioterapeut havde kun en tid klokken syv. Og efter en aftenvagt er det tidligt i min alder. Da jeg var ung med to små børn og fast aftenvagt, rørte det mig ikke at stå op klokken seks efter fem timers søvn. Ferien har ikke været god ved min skulder og arm – ingen motion, masser af tid på en motorcykel, masser af små bevægelser, når iPad og computer bruges = muskler der brokker sig.  Nu sidder jeg så her ved en skærm, der flimrer, og det eneste jeg tænker er, lad det bare være skærmen og ikke harddisken, for jeg har endnu ikke taget mig sammen til at finde ud af at tage backup af billedarkivet, endsige resten af det, der fylder computeren. Jeg gider ikke gøre det i dag, jeg vil til vandet, jeg vil nyde fridagen med det første havbad. Men først er der lidt kontorarbejde og så lidt bærplukning. Selv om jeg heller ikke gider det, så ved jeg, at jeg hele vinteren vil nyde at kunne lave syltetøj og bage kager med solbær, ribs og stikkelsbær. I går fik jeg plukket ribs, som blev kogt til saft. Heldigvis havde insekterne (læs klæger = hestebremser) travlt med at stikke vores medarbejdere på den anden side af gården, så jeg fik fred. De (insekterne, ikke vores medarbejdere) er hidsige her på gården, landmanden er lige kommet ind godt forstukken. Kartoflerne i marken skal tjekkes for størrelse, og når de har den rette størrelse, skal væksten standses. Så får de lov at stå godt beskyttet i jordkammene, så skindet bliver fast, og dermed får vi en fin kartoffel op, når optagningen går i gang. Om dagen har vi klægerne, om aftenen knotterne, så der er ingen terrassenydning her på gården, når det er så varmt som nu. I mine unge dage ville jeg ikke høre på landmandens erfaring og mente, at jeg da godt kunne sidde udenfor eller plukke bær om aftenen, hvor der var en behagelig temperatur. Det fik hurtigt ende, man kan ikke se knotterne, men man kan mærke dem, de stikker og prikker i ansigtet, kravler ind i ørerne og selv et fintmasket barnevognsnet kunne ikke holde dem ude (jo jo jeg så sjov ud men det var et forsøg værd). Så jeg bruger sommerhuset som andre bruger deres små badehuse på stranden, jeg smutter derop og nyder at kunne sidde på terrassen uden at blive bidt og så holder feriestemningen lidt endnu.

Nu vil jeg være en flittiglise og bagefter en dovenrad, og i morgen er der atter en fridag. Livet er godt trods flimmer på skærmen (og det er det også, når jeg er på arbejde, men lige nu gør varmen mig noget træt, så det er godt med fridage indimellem) God tirsdag til dig.

MORGENBILLEDE

Det skulle lige prøves. Morgenmaden var spist, jeg sad og nød rosen på bordet og så, at den matchede servietter og dækkeserviet. Rosen stammer fra den ene busk, vi har tilbage fra den tidligere ejer, så busken er over 31 år gammel. Trætheden efter tre vidt forskellige aftenvagter var mærkbar. Jeg har endnu en vagt tilbage og sad og prøvede at tage mig sammen til at gå ud i varmen (og insekterne) for at få plukket bær. IPad’en lå foran mig, jeg havde læst blogs og spillet lidt wordfeud. Mon jeg kunne finde ud af at tage et billede og skrive et indlæg med iPad? Jeg kan begge dele hver for sig, men kunne jeg kombinere det? Det kunne jeg så ikke, inde i bloggers “skriv indlæg” kunne blogger ikke finde ud af at finde fotogalleriet på iPad’en. Det var der råd for, jeg sendte billedet til min mail, og dette indlæg blev dermed til på gammeldags vis via windows live writer. God mandag til dig.

UNE TOILETTE?

I tidernes morgen blev jeg nysproglig student, det indebar at jeg havde fransk, tysk og engelsk. Da datteren gik på gymnasiet, valgte man højniveaufag og dermed havde hun kun tysk og engelsk et år, de sidste år var det så fransk, hun koncentrerede sig om. Jeg nød anledningen til at få frisket gloserne op. Jeg elskede at blive spurgt om at læse tekster igennem, så sad jeg med ordbog og slog op og blev lidt klogere. Men et er at læse fransk, noget andet er at tale det for slet ikke at tale om at forstå det indfødte franskmænd siger. Jeg kom nu ganske langt på vores ferie i de franske alper med at sige navneord, sætningsdannelse var det småt med og hændte det, at jeg fik sagt en sætning, så var den helt sikkert ikke grammatisk korrekt. Nogle gange sad jeg på motorcyklen og øvede mig på sætninger og tænkte over verbers bøjning.

Efter den kolde tur på toppen af Col de l’Iseran gik jagten på et toilet. Et godt stykke ned af bjerget dukkede en by op.

Her var en cafe med et toilet og varmt nok til at sidde udenfor. Vi trængte dog stadig til at få varmet kroppen op, så efter at være blevet lettet nød vi et stykke tærte og en kop varm kakao.

Nu gik turen videre gennem smukke byer og skønne landskaber. Vi kom ofte forbi bygningsværker, hvor vi bagefter snakkede videre om, hvad det mon havde været. Nogle gange nåede vi at se et skilt, og for det meste slog mit franske til, så vi fik viden om dette. Andre gange nøjede vi med at nyde synet. Tit var kameraet fremme og jeg er imponeret over, hvor skarpe billederne bliver, når jeg blot rækker armen ud og trykker.

I alperne gennemskæres bjergene af dale og ofte med en flod i bunden af dalen. I trafikale knudepunkter løber floden og langs med den er der både motorvej, landevej og jernbane. De er ofte forskudt for hinanden i højden. Sådan må det være, når bjergene bestemmer, hvilken vej man kan komme.

Vi havde bestemt, at vi denne dag ville nå at komme over nogle af de Tour de France pas, som vi havde hørt om (Galibier og Alpe d’Huez), og så måtte dagen blive en af de lange på motorcyklen. Det gjorde ikke noget, vi nød turen, og med sådan en stor touringmaskine sidder man rigtig godt. Den del af turen kommer i næste afsnit af vores tur på Routes de grandes Alpes. God søndag til dig.

STÅR PÅ EN ALPETOP

Da vi vågnede i alperne, nærmere bestemt i Flumet, var der ikke sol som lovet, men derimod gråvejr. Hotelejeren lovede os godt vejr, og hendes mand lovede, at vi ville få en god tur over Col de l’Iseran. Mit håb om lækre oste til morgenmaden bristede, så jeg må konkludere, at fransk morgenmad (på hotel) åbenbart er baguette, croissant, marmelade og nutella.

Turen gik forbi en bjergsø, Lac de Roselend, jeg elsker bjergsøernes smukke grønne farve, og selv i gråvejr (og lidt regn) fremstår de smukke. Vi var nu oppe i 1968 meter højde.

Frugtavleren havde ikke meget salg og typisk for turen, så stod de altid der, hvor jeg ikke havde lyst/tid til at købe og aldrig der, hvor jeg længtes efter et stykke godt frugt. Turen gik videre op i højden, vi fornemmede, at det blev koldere, men solen prøvede at trænge igennem skyerne.

Den smukke frue skuede over endnu en bjergsø og snart var vi i skisportstedet Val d’Isere. Første gang vi var i Frankrig, undrede vi over de danske flag, nu ved vi, at det er La Croix de Savoie, flaget for regionerne Savoie og Haute-Savoie. Vores hotelejers mand fortalte, at de frem til 1860 havde været selvstændige og først da blev indlemmet i Frankrig.

Turen gik videre opad.

Der var skønne hårnålesving og udkig til bjergtoppe og dale.

Som vi nærmede os toppen af Col de l’Iseran krøb temperaturen nedad.

Da vi stod på toppen viste termometeret 4 grader! Jeg hundehopfrøs, og jeg skulle sådan tisse. Desværre madame, vandet i cafeen var frosset, ingen toilet, ej heller for cafeejeren selv, hun fortalte, at der havde været 10 cm sne overalt, da de kom op om morgenen for at åbne butik og café.

Vi skyndte os ind i cafeen sammen med cykelryttere og andre motorcykelfolk. Det var tid til frokost, vi fik en sandwich og varm kakao. Andre nød den varme suppe. Alle skulle have varme drikke. Målet herefter var at finde en cafe på vejen ned, som havde et toilet, der ikke var frosset. Vi havde endnu mange alpetoppe, vi skulle over den dag, og vi glædede os til dem alle.