torsdag, november 29, 2007

TANKEDRYS VED NATTETID


Datteren skal udveksle pakkekalender med en veninde, jeg gad godt være veninden ;-)
Men datteren har lovet, at vi skal julehygge og pynte på lørdag, jeg låner lidt af hendes julestemning og satser på, at december sniger sig ind under huden.


En hektisk arbejdsdag fik ende og bagefter ventede en dejlig oplevelse, vi var inviteret til spisning og koncert med Flemming Bamse Jørgensen, og han og hans pianist imponerede, det var så godt.
Nu sidder jeg og prøver at gøre mig klar til en arbejdsdag, som forhåbentlig giver mere tid til at gøre mit arbejde, som jeg ønsker at gøre det.

Min arbejdsplads er sårbar lige nu. Tre erfarne sygeplejersker er rejst/rejser, mange nye er ansat dels pga. barsel en masse dels pga. opnormering, da vi har fået en observationsstue, og som vanligt er en del syge. Det sidste var noget af det, der overraskede mig meget, da jeg startede efter 11 års pause, hver dag byder på nye syge. Det er en skrue uden ende, for så er der større pres på de tilbageblevne, og så bliver de syge, og så…… Jeg er ked af det lige for tiden, fordi min arbejdsglæde ikke har det så godt, men jeg ved, at det vender, så i ventetiden prøver jeg at fokusere på glæden over mine dejlige kolleger.


I morgen skal der købes gran og grankrans, og hvis der er flere af de to julekalendere fra DR1 og TV2, så skal de købes. Min mor køber dem stadig, så jeg vil også prøve at holde fast i den barnlige glæde ved december. Jeg har stadig mine to forældre, det er jeg uendelig taknemlig for, for det er slet ikke en selvfølge.

God nat og pas godt på jer selv og jeres kære.

onsdag, november 28, 2007

MISSION ACCOMPLISHED

Kartoffelsuppen er lavet, den står tyk og cremet med godt med fløde i. Små orange nister sladrer om gulerødderne, mens løg og porrer sammen med kartoflerne giver en god smag. Skåle med bacon og purløg står klar til, at man kan drysse med kærlig hånd og Anitas skinkeboller er det perfekte tilbehør.

Jeg er mæt, det smagte godt og så godt ud, så alt er blevet, som det skulle. Tak for alle jeres forslag, det lykkedes, selv uden en suppesten ;-)

Lige om lidt går det løs, Sing4Joy giver julekoncert, og i aften er det kun os, der er på, så vi får chancen for at synge os varme. Det er altid spændende, første gang vi skal afprøve sangene foran publikum, men jeg glæder mig.

Ha en god aften

tirsdag, november 27, 2007

MÅNESKIN

Månen er smuk i aften, skyerne ligger som små pletter på himlen, og ind imellem dem kan månen skinne og stjernerne funkle. Vejret er frisk og klar, og var jeg ikke mørkeræd, gik jeg en tur ud i mørket.

Jeg mindes de dejlige nætter, hvor jeg lå i soveposen og kiggede på stjerner sammen med veninderne i spejderpatruljen. Bålet knitrede, og maven var mæt af halvbagt snobrød med syltetøj eller ketchup til. Stemmen var hæs af latter og masser af sange.

Laika skal forestille at være min vagthund, når jeg går over i kartoffelhuset, hvor tørretumbleren står i et rum, men hun hopper bare rundt om mig og tror, vi leger, når jeg snakker til hende. Hun danser nærmest og synes, vi har det så sjovt.

Det meste af dagen ligger hun i sin kurv, det er sjældent at hun går med ud i kartoffelhuset sammen med landmanden og sønnen, men i dag hvor jeg skulle hjælpe med sortering, ville hun med. Så sidder Laika pænt inde under sorterbordet, og al jorden drysser ned i hendes pels, men hun nyder at kunne lægge hovedet op af først mit ben og når jeg bliver træt af det, så over til landmanden og hvile hovedet på hans ben. Det er vist slet ikke så ringe endda at være en kartoffelhund ;-)

mandag, november 26, 2007

MISSION KARTOFFELSUPPE

Det kan ikke passe, at æ kartoffelwoman ikke kan lave kartoffelsuppe, så æ kartoffelman og kartoffelbørnene nyder suppen. Men fakta er, at det er mange år siden, rigtig mange år siden, at jeg har forsøgt mig ud i denne ret. Suppen bliver en tynd gang pjask, som ikke smager af noget og som heller ikke giver mæthedsfornemmelse og dermed ikke gør det ud for et hovedmåltid.

Kan du hjælpe? Sidder du med den mest lækre opskrift på kartoffelsuppe eller tilbehør, så er jeg villig til at prøve igen, for jeg har sådan en lyst til en god, smagfuld og nærende kartoffelsuppe.

Livet i kartoffelland går sin rolige gang, der sorteres kartofler, men i og med at mængden af kartofler jo ikke er, hvad det skulle have været, så er der ikke så travlt. Kartoflerne sorteres i størrelse af en maskine, men kvalitetssortering står landmanden for. Sammen med en medarbejder sidder han ved et sortérbånd, hvor kartoflerne ruller hen over, og alle grønne, revnede eller knap så pæne kartofler bliver sorteret fra og ender som føde for kreaturer. Spisekartoflerne kommer i storsække(1000kg) og går videre til en grossist, som pakker dem i mindre portioner, som er mere handy for jer kartoffelspisere ;-)

Sygdomme florerer på min afdeling som andre steder, og jeg har lige sagt nej til en dagvagt i morgen. Har jeg dårlig samvittighed? Nej, for jeg havde planlagt fridagens aktivitet, men jeg har ondt af mine kolleger, for det bliver hårdt, hvis der ikke findes en afløser. Selv med vikardækning er det svært, for de er ikke inde i specialet, og så bliver det de andre sygeplejersker, der må trække læsset.

Nu vil jeg nyde at kunne se en sen film, for søvnen hoppede på mig først på aftenen, så jeg er frisk og håber, du kan hjælpe med en god opskrift.

søndag, november 25, 2007

SHHH!

Søndagen er gået i et sindigt tempo, vaskemaskinen snurrer, opvaskemaskinen gør sit arbejde. Der er blevet snakket, og mest af alt har vi grinet og planlagt, hvordan lillesøster kommer til København og helt hjem, uden at nogen uforvarende kommer til at afsløre, hvem morderen var.

Skrækscenariet er, at nogen i toget snakker i mobil og får at vide, hvem morderen er og skal dele det med sidemanden. Eller at taxamanden vil småsnakke og høre sin kundes mening om slutningen på Forbrydelsen. Kære togpassagerer, bliv ikke forundret, hvis I ser en kvinde med høretelefonerne fastmonteret fra Aalborg til København, med øjnene lukket for omverdenen, og kære chauffør, normalt er min søster en meget sød og åben kvinde, men i aften får du besked på ikke at sige noget ;-) Vi har i hvert fald givet mange forslag til, hvordan hun når hjem og kan sætte sig ned og se sidste afsnit uden at kende resultatet på forhånd.

Nu er søster kørt til toget, og herhjemme har datteren og kæresten gang i pizzabageriet, så vi glæder os. Først en pizza, så fjernsyn med en god kande te og lækre brunkager, det kan kun blive en god aften.

lørdag, november 24, 2007

GLÆDEN VED GLÆDEN

Sådan en smuk vintermorgen, hvor rim på alle træer og buske giver et smukt glitrende lys, fyldes jeg med glæde. En ung kvinde med depression fortalte mig engang, hvordan det var hårdt ikke at føle glæde. Hun elskede sit barn, hun elskede sin mand, men der var ingen farvede følelser, ingen glæde, ingen vrede, ingenting. Gråt i gråt var hendes følelsesliv.

Jeg er glad for, at der er følelser og farver i mit liv, at jeg på sådan en tidlig morgen med tunge øjenlåg pga. træthed slet ikke kan lade være med at smile, da jeg kommer udenfor. Solen farver himlen smukt mod øst, og mod vest hænger månen der stadig.



Datteren og jeg sidder lige så stille i bilen og vågner op. Latteren fra i går aftes sent fylder stadig. Lillesøster/moster fra København er på besøg, det er alt for sjældent, så vi nyder det og kan ikke komme i seng, men bliver ved med at snakke.


Da datteren er afleveret, kigger jeg op til sommerhuset og må holde stille og nyde synet af to rådyr, der også stopper op og kigger på mig, før de i elegante spring hopper ind på plænen ved et sommerhus. Længere henne må jeg igen stoppe, et egern hopper rundt i et fyrretræ og gnaver løs, stopper lidt op og kigger på mig, før det forsvinder.

Hjemturen går over det flade område med vindmøller, og jeg kan godt lide deres konturer mod solopgangen.



Og i højmosen spankulerer fasankokke rundt.Men kameraet når aldrig at fange dem.


Morgenbillederne snyder, for de er jo mørke, fordi jeg vil fange solen lys, men når jeg drejer mig, kan man måske fornemme det smukke lys.



Om lidt skal vi mødes ved morgenbordet, før alle skal gøre sig klar til diverse fester henover dagen.

Jeg glæder mig.

fredag, november 23, 2007

SOMEWHERE OVER THE RAINBOW



Somewhere over the rainbow
Way up high,
There's a land that I heard of
Once in a lullaby.
Somewhere over the rainbow
Skies are blue,
And the dreams that you dare to dream
Really do come true.

Someday I'll wish upon a star
And wake up where the clouds are far
Behind me.
Where troubles melt like lemon drops
Away above the chimney tops
That's where you'll find me.

Somewhere over the rainbow
Bluebirds fly.
Birds fly over the rainbow.
Why then, oh why can't I?

If happy little bluebirds fly
Beyond the rainbow
Why, oh why can't I?

EN MENING


”det er nok meningen, at det skal være sådan” Min kollega i aftenvagten var klar i meldingen. Hun er lidt ældre end jeg, og da det er sjældent, at jeg arbejder sammen med nogle på min egen alder, benyttede jeg chancen til at brokke mig over min manglende energi, min manglende lyst til at få lavet andet end det sædvanlige derhjemme.

Jeg har her i efteråret haft en uges ferie og netop overstået 7 fridage, det kan man ikke se på mit hjem! Loftet truer stadig med at komme ned til os, hvis vi åbner loftlemmen, og kasser hober sig op hernede i huset. Vinduerne kan man ikke kigge ud af, og jeg kan blive ved med at finde ting, jeg burde have gjort, men burde er blevet lagt i seng, for jeg har ikke orket.

Mit strikketøj er blevet lidt længere, bogudlånet til mig lidt større, nå ja der står også leverpostej i fryseren ;-) og der er rent tøj, mad på bordet og støvsuget, så lidt har jeg da lavet.

Men hun har jo ret, jeg ville sige det samme til andre, at der er en mening med behovet for at drosle ned, og jeg er jo ikke den eneste, hvor den manglende sommersol har lavet et underskud på energibalancen. Jeg går ind for sol og vind energi, så gårsdagens solstrejf blev hilst velkommen, og jeg nød vinden i mit ansigt, da jeg var på indkøb.


Solen er også fremme i dag, så jeg suger til mig inden aftenvagten, og i morgen har jeg byttet mig til friweekend, der er julefrokost i sigte, og lillesøster fra København kommer også i weekenden, så jeg glæder mig.


Ha en god weekend.

onsdag, november 21, 2007

MAKKERPARRET

Jeg tror, jeg vil til at have en netbutik, og så skal landmanden og datteren kreere ting til butikken ;-)

Datteren ville lave en gave til veninden, et smykketræ. Der blev tænkt tanker, så blev de forelagt for faderen, som reagerede som altid med grynt og ”det kan du ikke nå” osv. Pludselig var datter, kæreste og farmand væk! Så vidste jeg godt, hvad klokken var slået :-) Datteren havde endnu en gang fået solgt sin ide til faderen og ganske rigtig, de stod ude i værkstedet og bøjede jern, og landmanden svejsede fod.


I dag fik smykketræet den sidste finish og fremstår nu som en smuk gave til en smuk ung kvinde.

tirsdag, november 20, 2007

MIN BILLEDVERDEN

Vores opfattelse af verden bliver præget af de mennesker vi møder, de fortællinger vi hører, de bøger vi læser, og den hverdag vi er i.

Forleden dag skulle jeg hente datteren fra arbejde. Hun skulle høre, hvordan min dag var gået, og jeg fortalte, at jeg havde set en film, mens jeg vandt garn op.

”Hvorfor gør du det?” hun havde aldrig prøvet at strikke eller set mig strikke af andet end færdigvundne nøgler. Jeg sagde, at det her ikke var vundet op, efter det var blevet farvet, og så udbrød hun: Det er utroligt, jeg har et billede indeni mig af garnet, der bliver farvet og vundet op!

Jeg vidste lige nøjagtig, hvilket billede hun mente :-)
Hjemme hos mine forældre er en billedbog ”Pers nye klæder”, forfatteren er Elsa Besekow, som også har skrevet tante Grøn, tante Lilla og tante Brun. ”Pers nye klæder” handler om hele processen fra fåret klippes til Per står i sit nye tøj. Og det var det billede af garnfarvning datteren havde, og som jeg også har, jeg kan huske billederne, jeg kan huske historien, så den må have gjort indtryk på mig.

I dag har jeg lavet leverpostej, det tog noget længere tid, end jeg havde regnet med, så min loftoprydning må vente til en anden dag, men nu står der også 9 store og 4 små forme med leverpostej i min fryser, og vi har fået lun leverpostej madder med rødbeder til eftermiddagsteen.

Mens jeg skar lever og spæk i strimler, kom jeg til at tænke på Laura bøgerne, på Laura der fik halespidsen, som var blevet stegt, og som hun løb med på en pind, så den kunne køles af. Jeg tænkte på den ene gang, mine forældre fik en hel gris, og hvor min far lavede fedtegrever af sværen, og vi spiste dem på rugbrød.

Der er børn, som ikke får lov til at danne sig mange forskellige billeder af livet, mens de vokser op. De får ikke læst bøger højt for sig, de hører ikke voksne tale sammen, de gør det nok i skolen, men hyggen ved om aftenen at sidde og høre sin mor eller far læse højt, trygheden det skaber, billederne det danner, alt det ville jeg ønske hvert et barn fik lov at opleve.

Jeg har i hvert fald selv en tryghedsfornemmelse, når jeg tænker på Elsa Besekows bøger og tegninger og alle de andre bøger i min barndom. Inde i mit hoved har jeg tanterne på vej ud for at finde Per og Lotte, jeg har Tobias i tårnet sammen med papegøjen, jeg ser min mor sætte sig ved klaveret og spille melodierne fra Røverne i Kardemommeby eller Dyrene i Hakkebakkeskoven, jeg er med Lisa og alle de andre børn i Bulderby.

Jeg håber, at jeg har givet noget af den følelse videre til mine børn. Jeg har i hvert fald læst tonsvis af bøger for dem ;-)

SMIL DET SMITTER

På døgnapoteket i Aalborg har de på displayet til hver kasse en tekst med ovenstående tekst. Hver gang jeg kigger på teksten, kan jeg mærke mundvigene vende opad. Og jeg tror, at ekspedienterne får flere smil end ellers.

Smilet er også fremme, når jeg læser, at Jane har givet mig en pris, fordi jeg får hende til at smile.


Men så kommer det svære, for jeg skal give prisen videre til 4, der får mig til at smile. Og det er der jo rigtig mange, der gør.

Jeg smiler, når jeg læser hverdagsbegivenheder beskrevet med en humoristisk vinkel.
Jeg smiler, når glæden over små og store succeser forplanter sig gennem skærmen.
Jeg smiler, når sjove og skæve iagttagelser beskrives.
Jeg smiler, når menneskers omsorg for hinanden tydeliggøres på skrift.


Regitze skal have smilets pris, fordi hun tit ser hverdagen i et overraskende perspektiv med en herlig krøllet tekst, som får mig til at smile. Og så kigger folk underligt på mig, når jeg skal fortælle om Regitzes blognavn ;-)

Lizelotte får mig tit til at smile med sine herlige beskrivelser af livet midt mellem lillebæltsbroerne, så hun skal også have prisen.

Fru koch skal have prisen for sin dejlige måde at formidle livet derude vestpå på ;-) jeg bliver altid i godt humør af et besøg hos fruen.

Hege er den, der har lært mig at læse norsk, hun får mig jævnligt til at smile, og så skulle enhver landmand have sådan en som Hege til at fortælle om, hvor vigtigt landbrug er for vores liv. (uden mad og drikke dur helten ikke)

Så er kvoten brugt op, og som landmandskone ved jeg, at det er meget alvorligt ikke at overholde kvoten, så vi stopper her, men alle I andre er med til at gøre min dag rigere.

Som Heges elev skriver: Du vet, at du er lykkelig når du smiler selv om ingen kan se deg.
Jeg smiler tit, når jeg sidder her alene foran skærmen.

When you´re smiling, keep on smiling
the whole world smiles with you
When you´re laughing, keep on laughing
the sun comes shining through

But when you´re crying, you bring on that rain
So stop your frowning, be happy again
Cause when you´re smiling, keep on smiling
the whole world smiles with you
Louis Armstong

søndag, november 18, 2007

UNDER EN DYNE


Det er koldt og tåget udenfor, sådan et kryb-under-dynen-vejr med en god film i DVDafspilleren. Dyner bruger vi masser af på arbejde, ikke til os selv, men til de patienter, der ligger meget og tungt i sengen, til de patienter, der har svært ved at falde til ro og til de patienter, der let får en øget tonus(spænding) i musklerne. Lejring har altid været et must for os, selv i travle perioder kunne terapeuterne se forskel på vore lejringer sammenlignet med ikke specialiserede personale på andre afdelinger.



Nu har vi så fået nye lejringsmetoder på afdelingen, de skal ikke erstatte de gamle, men supplere der hvor de gængse lejringer efter Bobaths principper ikke rækker. Lejringer i neutralstillinger er udarbejdet af en tysk fysioterapeut, som er Bobath instruktør, så også i de her lejringer gælder, at alle led og muskler skal lejres, så de forbereder patienten til at blive mest selvhjulpen som muligt.

Fysioterapeuten så, at plejepersonale tit og ofte lejrede patienten på ryggen, siddende i sengen eller på siden men ikke helt over på siden, og alle disse stillinger var ikke helt korrekte Bobath lejringer. Så hun udviklede en metode, hvor man med dyner, puder og håndklæder omslutter alle led, understøtter dem, så musklerne kan slappe af, og hermed give et bedre udgangspunkt for aktiviteter. Materialet skal tilpasses patienten og ikke omvendt, lidt lige som de madrasser og puder der tager hensyn til, at når vi ligger på siden, så er vi ikke en lige streg set fra siden, men der er hulrum ved nakken, i lænden og under hoften. Og disse principper kan vi bruge til at lejre patienten i alle mulige stillinger. Vores opgave er nu at lære metoden, principperne og finde ud af, hvornår de forskellige metoder skal bruges, og om de hjælper. Indtil nu har vi haft succes med det at give urolige patienter en bedre hvile, og det er også en lettelse for personalet.

Jeg har før prøvet at beskrive lidt af det at lejre en patient her.


Ha en god søndag.

lørdag, november 17, 2007

24 TIMER

Slipsekjolen blev færdig til fest og en unge mand i huset ligeså. De gamle forældre så Vild med Dans, mens en uhørt mængde slik forsvandt et eller andet sted hen.


Jeg er vildt imponeret over, hvad de har lært på de par måneder, kunne jeg ikke blive lidt berømt, så jeg kom med i næste omgang? ;-) Hvis jeg nogensinde skulle få landmanden overtalt til danseundervisning, så skal jeg have fat i Marianne Eihilt, hende kan vi ikke stå for.

Rengøringen blev overstået i en ruf denne formiddag, for vi skulle til eftermiddagskaffe i Viborg og besøge en lækker lille dreng på 6 måneder og hans forældre. Vi nåede også en gåtur i Viborgs gamle bydel i skumringstimen. Datteren fik vist mit yndlingsopholdssted fredag eftermiddag efter skoletid(gymnasiet) og mit yndlingssted fredag aften, mens jeg gik på sygeplejeskolen. Og vi genopfriskede lige historien om landmanden, som kom oppe fra det mørke nord for at være sin søsters gæst til gangfest på sygeplejekollegiet. Det skulle han aldrig have gjort ;-)


Teen er brygget, strikketøjet er klar, og jeg vil krybe op i sofaen og slappe af.


Ha en hyggelig aften

fredag, november 16, 2007

KLÆDER SKABER FOLK

Kender du det? Jeg har et par cowboybukser på i dag, en top og en trøje udenpå. Programmet her i formiddag lød på skift af dæk hos min dækforhandler. Jeg vaklede mellem et par lange støvler eller mine ”kondi” sko, ja egentlig er det vist løbe/travesko, men hos en person med < 10 par sko inkl. sandaler og støvler bliver de brugt som hverdagssko også. Man går så godt i dem!

Nå men så var det, at jeg faldt i staver over det faktum, at når jeg tager støvlerne på, som smælder vældigt, når man går i dem, så føler jeg mig meget business kvindeagtig, holdningen bliver også lidt mere rank. Tager jeg derimod skoene på, så er jeg den friske sygeplejerske ude fra landet, der lige smutter ind til byen og får ordnet tingene i en vis fart.

I dag vandt business kvinden ;-)

torsdag, november 15, 2007

HØJ HIMMEL

På positivlisten for i dag må himlen være med.

Der er højt til loftet herude, og luften var dejlig og frisk på dagens gåtur.


Og aftensolen dannede det smukkeste røde tæppe hen over himlen, så jeg var ved at glemme at styre bilen.



Det sidste lys over nattehimlen bliver på mobilkameraet til et sjovt maleri.

DEN SKÆVE VINKEL

Morgenstunden går over i formiddag mens jeg hører Tor Nørretranders fortælle på TV2 hvorfor lykken er så lunefuld og hvorfor glæden er så kort.

Neurobiologisk er vi ikke skabt til standby, vi er altid på vej, opmærksomheden er på vej videre til næste punkt, så derfor er glæden ikke en evig tilstand. TN har i sin nye bog prøvet at give bud på, hvordan man kan gøre sig klar til at modtage lykken, modtage glæden, og det falder godt i tråd med de kloge bloggeres adfærd rundt omkring i blogland. Madame har allerede skrevet om, at man hver aften skriver 5 positive ting ned for dagen, der er ved at være slut. Mange prøver via bloggen at sætte fokus på de små glæder, også fraværet af ulykker, altså at blive taknemlig for at jeg ikke brækkede benet da jeg faldt, at jeg ikke er syg etc. TN har også sat en formel op, om det er hans eget påfund blev jeg ikke klar over, men den lyder sådan, jo mere kontrol jo mindre glæde og omvendt. Hvis man vil kontrollere eks. sin fødselsdagsfest ned til den mindste detalje, er der stor risiko for, at man slet ikke føler glæde over festen, for neurobiologisk er det det uventede, det overraskende, der skaber den største glæde.

Har han ret?

Når jeg tænker over de stunder hvor glæden har været stor, så er det faktisk altid, når noget uventet er sket, eks. som da jeg træt kom hjem i sidste uge til et rengjort hus, masser af stearinlys og et dækket kaffebord. Og den med den positive vinkel, den genkender jeg via min blog, jeg prøver, især de dage hvor jeg er ked af det, at sætte fokus på de små glæder, og det spreder sig i min krop som små bitte strømme af glædesfølelse. Omvendt vil jeg så sige, at man skal have lov til at være ked af det, når tingene går imod en, men selv der kan små lysglimt fra andre hjælpe en til at få mod til at turde favne verdenen.

Og i småtingsafdelingen er det dejligt at kunne se, hvorfor designeren af min strikketrøje har kaldt den for Pisa, det er godt med lidt skæve vinkler indimellem.

onsdag, november 14, 2007

KORT DAG MED SLIPS PÅ

Slips i massevis er købt hjem, og moderen havde lige glemt mørkets hastige fremmarch, så vi beklager den forringede billedkvalitet.


Datteren har for flere år siden syet en slipsenederdel, nu har hun designet en top af slips. Den tager udgangspunkt i et corsagemønster, som er blevet flittigt brugt. Det her bliver ikke en corsage, men jeg er så spændt på resultatet, det skulle gerne være klar til fødselsdagsfesten på det gamle gymnasium. Sønnen har valgt at købe smart tøj til priser, som fik fru moder til at synke en ekstra gang, men flot er det, og her skal der ikke slips til.

Mens jeg skriver, dukker pludselig et minde op ;-)

Vi var taget ud for at købe juletøj til to små børn, tre og fire år. Året før havde jeg selv syet tøj til dem, men det havde jeg ikke tid til det år, der var masser af kartofler, der skulle være sorteret til danskernes julemad.

Vi fandt en sød kjole til datteren, og så fandt jeg en smart sweatshirt og bukser dertil til sønnen. Nej tak, for datteren var jo fin i kjole, så det var ikke godt nok, men hvad så?

Han fandt en hvid skjorte, en butterfly og pæne fløjlsbukser, begge i sort. Flot fyr, og det look dyrkede vi i nogle år. Jeg fandt ud af at sy butterfly i matchende farver med hjemmesyede bukser, og så en smart skjorte til. Jeg ville have forsvoret, før jeg fik børn, at jeg ville give min lille treårige søn butterfly og skjorte på, men han havde sin egen mening om den sag.

DAGEN DERPÅ

Jeg havde en heftig aftenvagt med to meget dårlige patienter, og hovedet summer stadig i dag af, hvad har jeg glemt at dokumentere. For patienterne og pårørende blev passet, men det her med at få skrevet ned, hvad der skete og hvad der blev gjort, det kneb lidt. Det er svært at huske det hele, og jeg nåede ikke altid at få noteret på min lille seddel, hvad jeg gjorde. Så jeg håber, at lægejournalen sammen med sygeplejejournalen giver et billede af, hvad der skete.

Datteren skulle køres på arbejde i dag, så jeg benyttede lejligheden til at gå en lang tur (7700skridt) i Kryle Klit området. Der er tomt i mange sommerhuse, så jeg havde hele området for mig selv.

Træet, der næsten har slået knude på sig selv, var der stadig.


Længere henne var et lille dyrehoved, som ved nærmere eftersyn også var af træ.




Udsynet over havet betager mig hver gang, og jeg havde hele tiden havets susen i øret sammen med enkelte fugleskrig og så i øvrigt stilhed.


I stedet for at gå til venstre gik jeg til højre, og så kom jeg i et nyt område, og her så jeg et andet dyr, en Loch Ness efterkommer?


Det er sjovt at gå lidt på lykke og fromme, normalt har jeg en rimelig god stedsans og en fin rum/retnings fornemmelse, men jeg kan også blive i tvivl, især når min koncentration eller opmærksomhed bliver forstyrret, fuldstændig som hjerneskadede der er ramt i området for denne sans. I dag var der ikke noget, der forstyrrede mig, så jeg kunne finde vej og endte ved sommerhuset igen.

PS Jeg havde selvfølgelig glemt mit kamera, så min mobil måtte nok engang holde for.

tirsdag, november 13, 2007

HAVREGRØD

Vores minder ligger gemt rundt om i hjernen som små lydfiler, billedfiler, sansefiler osv. De kan vækkes til live på lige så mange måder, som de er gemt på. Det er også det, man bruger i demensafsnit, hvor ting tilbage fra barndommen, ungdommen, de første voksne år kan bringe tiden frem. Lige som vi bruger det i apopleksiafsnittet til at genkalde kroppens minder om f.eks. hvordan man børster tænder, barberer sig eller tager læbestift på.

Vi kender det jo også her fra blogland, når nogle beskriver noget, så pludselig dukker der minder frem, vi kan genkalde os noget, som vi for længst havde ”glemt”

Her til morgen lavede jeg havregrød, og når jeg gør det, er der altid tre minder, der dukker op.

Minde 1: Jeg voksede op i en lille by som den ældste af fem søskende. Mine forældre var lærere, og vi boede på samme vej som skolen i en lærerbolig. Der var ingen børnehave, og vi havde en ung pige i huset, der tog sig af os, mens mine forældre var på arbejde. Der var børn i alle husene, men derfor kunne jeg godt synes, der skulle ske lidt mere end blot leg på gaden. Så løb jeg tit hen til skolen, for min far var sløjdlærer, og når jeg stod udenfor vinduet til sløjlokalet, så fik jeg tit lov til at være med i timen. Der lugtede så godt af træspåner. Ved siden af sløjdlokalet var skolekøkkenet, og her fik jeg også lov til at være med, og jeg kan stadig huske den dag, jeg lærte at lave havregrød, og jeg løb hjem for at lave det til mig selv. Den fornemmelse at hælde havregrøden over i en tallerken, putte en smørklat i midten, drysse sukker på, OG så var vores vane hjemme at hælde mælk rundt i kanten af tallerkenen, så kunne man begynde at nippe lidt til kanten af havregrøden lidt hurtigere.
Fornemmelsen af varm havregrød og kold mælk kombineret med faglig stolthed over selv at have lavet maden var ubeskrivelig.

Minde 2: Som 19 årig startede jeg som sygeplejeelev, og først var der lige et halvt års forskole, der skulle bestås, herefter var det ud i praktik. Jeg startede på en kirurgisk afdeling, jeg var nervøs og lidt bange, kunne jeg nu slå til, og syntes de andre på afdelingen, at jeg var dum og uvidende?
Morgenmaden skulle deles ud, og jeg fik spurgt en ældre herre om hvad han ville have. Havregrød og mælk, fint det kunne jeg i hvert fald klare, så jeg øste havregrød op i en tallerken, hældte lidt mælk på og et glas ved siden af. ”hvad er det for noget? Mælken skal da kun være i glasset!”
UPS jeg gik ud med havregrøden igen og personalet grinte, hvordan kunne du finde på sådan noget Lene? Sikke en start.

Minde 3: Mine børn skulle også have havregrød, men nu var der kommet en masse sundhedsråd, og jeg havde jo også været på børneafdelinger i 5 år, så de fik havregrød med en klat syltetøj i midten og stadig mælk hældt rundt i kanten :-) Ikke noget med sukker og en smørklat.
Så var der en gang, da de var 5 og 6 år, og de var lidt halvsløje. Havregrøden var for længst røget ud som morgenmadsfavorit, men den her morgen ville de gerne have det, og så ville jeg være rigtig god ved dem, de skulle have det på den måde, som deres mor fik, når hun var sløj som barn. ”ADR mor, det er da klamt, man kan da ikke spise smør og sukker på havregrød!”
Ak ja som man da kan forme sine børns spisevaner. De syntes i øvrigt også det var klamt, at tanten smurte smør på bollerne, før syltetøj kom på. Det samme gjaldt med leverpostejmaden og makrelmaden ;-)

Hvilke minder kommer frem, når du tænker på havregrød?

mandag, november 12, 2007

DET ER GANSKE VIST

Once upon a time…… en ung kvinde voksede op i Berlin, levede et ganske almindeligt ungdomsliv, kom på en danse og gymnastikskole, hvorfra hun blev uddannet. Tiden gik og tiderne ændrede sig, hun var ikke den første og heller ikke den sidste, som flygtede fra Berlin. Tiden var 1938, hvor hun ankom til London, og kvinden hed Bertha Busse. En ung læge flygtede også til London, også tysker, men af oprindelse tjekke, så han havde først været omkring Tjekkoslovakiet, før han endte i London. Her mødte de hinanden, de havde før set hinanden i Berlin, men her i London blev det til kærlighed og ægteskab, og deres samlede virke har den dag i dag betydning for apopleksipatienter verden over. Parret hed nu Bertha og Karel Bobath.


billedet hentet herfra

Bertha blev uddannet som fysioterapeut, og hun blev ansat på et børnehospital hvor hun bl.a. arbejdede med børn med spastiske lammelser. Her begyndte hun sin livslange udvikling af Bobath konceptet, og hendes mand forsøgte med udgangspunkt i lægevidenskaben at forklare, hvorfor det virkede, den tilgang hun havde til patienterne, senere også voksne mennesker med neurologiske lidelser.

Før Bertha Bobath lod man den lamme side være, man bandt armen op, og lod den raske side overtage al arbejdet, lod den kompensere for tabet af den lamme side. Dette betød, at den lamme side blev mere og mere spastisk.

Bobath konceptets teori er at det hele hænger sammen, så det er vigtigt at den lamme side bliver inddraget i bevægelserne, at der er vægt på både den lamme og den raske side. F.eks når patienten sidder, så skal begge ben være plantet godt på jorden, den lamme fod skal ikke sidde i benstøtten på kørestolen. Man skal sidde på begge baller, tit vil apopleksipatienter hælde lidt til siden, og det skyldes næsten altid bækkenets placering i stolen. Den lamme arm skal ikke bindes op (noghle gange er det dog nødvendigt) eller hænge ned langs siden, det sidste giver et smertefuldt træk i skulderens muskulatur. Kan man gå, kan hånden evt. hvile i bukselommen, eller man har en rollator, hvor armen kan hvile. I kørestolen kan armen hvile på låret eller på et bord på kørestolen.

Men det vigtigste er ikke metoderne, Bobath konceptet forandrer sig hele tiden i takt med, at ny viden kommer frem. Det er vigtigt, at vi i det akutte stadie hjælper patienten med, at musklerne bliver lejret, så de ikke afkortes, at musklerne ikke ligger på en sådan måde, at der er øget spænding, at vi hjælper med, at bevægelserne i dagligdags aktiviteter kommer så tæt på det normale bevægemønster som muligt. Det kan vi kun, hvis vi kigger på den enkelte patient og tager udgangspunkt i netop denne patients formåen.

Derfor reagerer plejepersonalet også på udsagn som ”min far har ikke trænet i dag, der har ikke været nogen fysio- eller ergoterapeut her”
Hver eneste dagligdags aktivitet er træning, så når vi får patienten til at løfte bækkenet eller dreje fra side til side i forbindelse med bleskift eller lejring, så er det træning. Når patienten skal dreje sig i sengen, komme op at sidde, forflytte sig over på en stol, så er det træning. Når patienten sidder i badeværelset og bliver guidet med den lamme arm eller den raske arm til at vaske sig, så er det træning. Når plejepersonalet står ved siden af og observerer, om patienten kan klare et brusebad i den rigtige rækkefølge, bruger shampo til håret og barberskum til at sæbe sig ind før barbering og ikke omvendt, så er det også en del af træningen. For uden en vurdering af hvad den enkelte patient kan, så kan vi ikke finde den rigtige træning for netop denne patient.

Så det er ganske vist, fru Bobath har stadig i dag noget at bidrage med, og jo mere man ved om, hvad man skal se efter, jo sjovere bliver det.

søndag, november 11, 2007

I BAKSPEJLET

Det sker, når jeg læser tidligere indlæg, at jeg ser dem i et andet lys, således også mit forrige indlæg.

Det skulle nødigt fremstå, som om jeg afviser bogen ”Kernesund familie sådan”, tværtimod, jeg tror, der er mange ting i den, man kan blive klogere af. Hvis jeg havde et hyperaktiv barn, et allergisk barn, selv døjede med allergier, og vi var nødt til at fylde os med alskens medicin, så ville jeg også begynde at søge efter andre måder at leve på. Men når jeg nu har det godt, mine børn har det godt, ja så kan jeg snuppe noget af det, forfatteren slår til lyd for, nemlig at begrænse sukkerforbruget. At begynde at bruge specielle birkeekstrakter for at søde eller putte proteinpulver i drikke i stedet for at spise mælkeprodukter, der står jeg af, netop fordi jeg ikke døjer med at tåle mælkeprodukter.

Som sygeplejerske på børneafdeling lærte jeg, at allergi tit opstår, når potentiel allergifremmende kost bliver spist hele året rundt, f. eks tomater og jordbær. Så set i det lys kan jeg godt følge forfatterens argumentation med, at mælkepulver bliver brugt som tilsætning i en masse produkter og dermed giver allergi eller laktoseintolerans.

Og så sidder jeg her med maven fuld af pandekager, men datteren og jeg prøvede at undgå sukkeret på pandekagerne, så vi skar bananskiver og appelsinstykker, dryssede kanel på og så kun lidt syltetøj, og de smagte godt. Så jeg fik min vilje i aften, jeg har længe haft lyst til pandekager, men de unge mennesker vil have ordentlig mad efter ”tallerkenmodellen”: en halv tallerken med grøntsager, to til tre kartofler og så kød/fisk/fjerkræ svarende til ca. en femtedel af tallerkenen. Så nu opdrager de på moderen, men i aften fik jeg lov ;-)

DET ER KOLDT DERUDE!


Det kan jeg se og mærke herinde fra.

Så skridttælleren har haft det godt nede i lommen, mens jeg har set en sød julefilm ”Noel” med Susan Sarandon, drukket te og strikket lidt ;-)

USUND MORGENMAD?

Jeg er lige gået i gang med en anbefalet bog om kostændringer, og jeg tror nok, jeg snart står af, for jeg har slet ikke alle de der dårligdomme, og det har mine børn heller ikke haft, som hun beskriver i sin familie.
OG så var det, jeg kiggede på mit yndlingsmåltid søndag morgen:

Te, ikke urtete eller økologisk – ud med den
Ost, der er mælk i – ud med dem
Syltetøj, der er sukker i – ud med det
Honning, der er sukker i – ud med det
Grovrundstykker, det er lyst brød – ud med dem

Næh, jeg tror, jeg fortsætter med fokus på at få reduceret forbrug af slik, kager og lyst brød, øge forbruget af grøntsager og motionere mere. Skridttælleren er en genial opfindelse til at give sig selv en fornemmelse for, hvor lidt eller meget man går. På mit arbejde går jeg mellem 5- 7000 skridt, i går da jeg gjorde rent herhjemme, nåede jeg også op på 5000 skridt og kombineret med en ½ times rask gåtur, så røg jeg opover de anbefalede 10000 skridt daglig.

I dag, hvor der står strikning, avislæsning og afslapning på programmet, må der en længere gåtur til, hvis jeg skal nå de 10000 skridt.

I dag var det min tur til at være børnepasser til gudstjeneste, gudstjenesten var kl. 9, der var ingen barnedåb, og så er der ingen børnefamilier, der kommer. Så jeg fik tid til lidt afslapning, nyde orgelets spil, jeg synes, det er smart, at man nu skal blive siddende, til orgelet er færdig med postludium, det giver én en chance for at lytte til musikken.

Ha en god søndag.

lørdag, november 10, 2007

TRADITIONERNES HOLDEPLADS

En tur rundt i supermarkedet, og jeg kan tydeligt mærke, at Mortensaften er en aften, hvor der holdes gilde. Der er linet op til den traditionelle and og, hvad jeg først er blevet klar over nu, risalamande.

Min barndomsbillede af Mortensaften er et helt andet, det er nemlig min mormors fødselsdag, og så længe hun levede, var vi til spisning der, og det var forloren hare, desserten kan jeg ikke huske, men kiksekagen, erindrer jeg, var på kagebordet.

I aften skal vi have nyskudte ænder, en gråand og to krikænder, det skulle række til os fire. Waldorfsalat er de unges favorit, så ingredienserne til den røg også i kurven, og budding hører med til min barndoms yndlingsdesserter, og vore børn er også vilde med den, så den slutter måltidet af. Kiksekage har jeg aldrig prøvet at lave som voksen, så den må vente til en anden gang.

Mortensaften er egentlig ikke en aften, hvor vi sørger for at være sammen, men i aften er alle hjemme til måltidet, og når jægeren nu har sørget for noget mad, så kan vi lige så springe ud i menuen.

Har du traditioner for Mortens aften ?

EN FREDAG EFTER MIT HOVED

Dagens start på arbejde var kaotisk, nye patienter, hvem tager hvem, nattevagterne manglede en del, og det forplanter sig videre til næste hold. Stuegangen bestod af kun en læge mod normalt to stk. pga. sygdom blandt lægerne, men heldigvis var en ung læge hurtig til, når hun havde tid, at komme og spørge, om hun kunne gøre noget, så lidt over tre var der vist gået stuegang på alle stuer. Jeg var halvsløj til over middag, men havde gode kolleger som hjalp meget.

Dagens lyspunkt var helt klart en patient, som vågnede mere op og begyndte at være relevant, kunne sige nogle enkelte ord og endda smile lidt til os. Vi to kolleger på stuen gik og fortalte hinanden, hvad patienten nu havde gjort, og glædede os over de små fremskridt.

Hjemme satte vi os alle sammen og hyggede os med te og brød, det var mørkt udenfor, men stearinlysene spredte hygge, og alle nød at sidde lidt længere sammen.

Og så så vi en smuk fransk film, vi havde optaget for længe siden ”les Choristes”, datteren havde sunget nogle af sangene i koret i den danske kirke i Paris. Den foregår efter 2. verdenskrig på en opdragelsesanstalt for drenge, hvor en hjælpelærer bliver ansat og begynder at lære drengene at synge. Smuk musik og dygtigt skuespil af både voksne og børn.

Weekenden er begyndt på den bedst tænkelig måde.

torsdag, november 08, 2007

LUKSUS

Sådan en meget tidlig mørk morgen er det lækkert at sætte sig ind i bilen på passagersædet og blive fragtet til nærmeste bus (9 km) og så gå over og sætte sig på et andet sæde i en dejlig opvarmet bus og lade chaufføren om at finde vej til Aalborg.

Dejlig afslappet når jeg frem til afdelingen, og her er der lutter gode kolleger, jeg er alderspræsidenten, men hvad gør det ;-) Vi har det godt sammen og dagen går med raske skridt (5850), hvorefter en rask travetur (1450) til bussen med regn og rusk frisker godt op på en lidt træt sygeplejerske.

Busturen tilbringes i total afslappet tilstand (sovende) og da jeg træder ud af bussen, holder en bil med en ung chauffør (min søn) klar til at køre mig hjem. Vi når lige at vende tingenes tilstand, inden vi er hjemme, og så træder jeg ind i et køkken, hvor opvasken fra i går er taget, stearinlys er tændt overalt, og datteren har lavet varm hyldebærsaft med æbler og kanel i og dækket et hyggeligt eftermiddagsbord.


Og så er de unge mennesker gået med til risengrød som aftensmad, mit hjerte, hvad vil du mere? Jeg er en heldig kartoffel.

onsdag, november 07, 2007

DAGEN GÅR PÅ HÆLD

Og jeg går med. Regnskabet blev færdigt til tiden, og jeg er glad for, at jeg ikke til daglig sidder foran en computer hele dagen. Hovedet er tungt, og kroppen lidt stiv, men forude venter en aften med sang, og så ved jeg, at energien kommer tilbage igen.

Maden er klar, når familien er klar.Bordet er dækket med de nye hverdags tallekner, som jeg nyder, at jeg tog mig sammen til at købe. Det ser nu pænere ud end med de gamle skårede.


Og her er lidt dokumentation til Inger ;-)

tirsdag, november 06, 2007

START EN GOD VANE

Jeg har grinet i aften, så jeg stadig er helt øm i kæberne og i maven. Latter er virkelig sundt, hjernen bliver iltet godt, humøret får en tak opad, energipilen stiger støt og roligt gennem sådan en aften.

Jeg var blevet inviteret til kvindeaften for erhvervskvinder i min bank, ja nok ikke i egenskab af mit job som sygeplejerske, men snarere fordi jeg jo også står som medejer af landbrugsvirksomheden. Emnet i aften var kvinder og trivsel. Først hørte vi personalechefen fortælle om bankens trivselsprogram, hvordan de havde valgt at sætte fokus på trivsel frem for stress, og vi fik bl.a. udleveret en bog til inspiration til at starte en god vane.


Herefter fik vi en lækker anretning, og der blev snakket, spist og nippet til rødvin.



Så kom hovedattraktionen, Mette Bloch, tidligere verdensmester i singlesculler roning, som gav os en festlig, forrygende og hylemorsom introduktion til at blive en vinder. På et tidspunkt sad jeg og overvejede, om de blå servietter, jeg duppede øjnene med, nu var vandfaste, for ellers ville jeg se noget tåbelig ud.

Og da jeg gik derfra, var det med lysten til at sætte fokus på, hvad jeg egentlig gerne vil, eller som der står i den udleverede bog, hvad vil jeg gerne huskes for?

Jeg var i sprudlende humør, ingen eller intet kunne vælte mig, og da jeg tændte mobilen, poppede en besked op fra landmanden: ”Lis skriver på din blog, at du er i Hendes Verden”

Tak til den, der har skrevet til Hendes Verden, og nu må jeg vist til at bage kager igen, for der står, at jeg især tager billeder af kager, så det forpligter jo ;-)

HERFRA MIN VERDEN GÅR


Kontoret er for trangt, når jeg skal have overblik over alle bilag, så spisebordet i stuen bliver brugt til de indledende manøvrer. Senere, når selve konteringen starter, rykker jeg ind på kontoret, hvor regnskabscomputeren står.

I stuen har jeg udsyn til mejsekuglerne og fuglenes akrobatiske evner, når de sidder på en kugle, nogle gange med hovedet nedad, og pikker frø, alt mens vinden svinger dem frem og tilbage.



Lidt usundt brændstof må der til i dag og lidt pausegymnastik for fingre og hjerne.



Som så mange andre har jeg også lidt kvalme, lidt snøft, lidt ondt i halsen, men modsat mange andre bliver mit som regel ikke til mere. Jeg har to gange i mit liv haft influenza, det varede vist en dag, en gang har jeg haft Roskildesyge og så er jeg en gang imellem forkølet, men ikke hvert år, så jeg må vist siges at være et godt liv ;-)

Tager jeg vitaminer eller andet tilskud? Nej ikke det mindste, men jeg prøver at leve sundt, få frugt og grønt, gå nogle ture, synge nogle sange og finde glæder i livet. Landmanden vil gerne give landmandslivet og kartoflerne æren ;-) men jeg har jo kun boet her de sidste 25 år, så mon ikke også mine forældres gener skal have lidt ære?

Alt dette er jo ingen garanti for, at sygdom ikke rammer mig. Er der noget, mit arbejde har lært mig, så er det den foregående sætning. Derfor gider jeg heller ikke gå og bekymre mig, om de dårlige gener nu rammer mig en dag, det er livet for kort til.

Jeg siger ikke nej til forebyggende undersøgelser for eks. tyktarmskræft, men det er så, fordi det er en snigende sygdom, som man tit opdager for sent. Lige nu kunne jeg ikke tænke mig at blive testet for diverse arvelige sygdomme via blodprøver, det er så heller ikke aktuelt for mit vedkommende. Men jeg tror ikke, at jeg ville ha mine bryster fjernet, hvis jeg fik at vide, at jeg om 10 år ville ha 50 % chance for at få brystkræft.

Nå det her indlæg endte et helt andet sted end først tiltænkt, men sådan går det sommetider. Fingrene formidler pludselig det, jeg går og tænker på inderst inde.

Hvordan har du det med diverse blodprøver, som kan vise dig sygdomme, som du måske kan få?

mandag, november 05, 2007

HVERDAGSMEDITATION

På sin vis er det vældig afslappende og godt for hjernen at beskæftige sig med alle disse små hverdagsforpligtigelser.

Tankerne går viden om, mens tøj bliver lagt sammen, vaskemaskine bliver fyldt, tøj bliver hængt op. Rudekuverternes truende stabel bliver sat i system, det der skal betales bliver betalt og jeg kan igen se skrivebordet. Opvaskemaskinen tager sin del, og jeg tager resten. Rester forvandles til aftensmad til familien og jeg gør mig klar til sidste aftenvagt i denne her omgang.

Udenfor er det gråt, men egentlig stadig smukt, fuglene flyver frem og tilbage til foderhuset, jeg kan helt falde i staver foran vinduet. Lige nu er det mest gråspurve og mejser, men senere kommer andre fugle og vil være med til bords. De skal alle være hjertelig velkomne.

Og i aften, når det er bælgravende mørkt, vil god musik hjælpe mig hjem, og i morgen har jeg fri fra sygeplejejobbet, til gengæld tager jeg regnskabskasketten på, men det plejer jeg at hygge mig med.


Ha en god dag.

søndag, november 04, 2007

KIG OP

Jeg har hverken set en lop, en ged, en svensker eller en stodder, men jeg har kigget op og sanset himlens blå farve.


Jeg har kigget ned og set sære svampe, smukke buske og nydt at sparke i kastanjebladene for at finde kastanjer.





Jeg har kigget til højre og set grøfter der står smukt oprenset, klar til at tage fra når regnen engang kommer.


Jeg har kigget til venstre og set sten, der i formation minder om de gamle gravsteder. Her er det dog blot en frontlæsser, der har læsset dem af.


Jeg har set ligeud og set en smuk rose, der trodser kulden.



Vi tror tit, at vi skal rejse ud for at opleve,opdage og oplades, og det er også rigtig dejligt, men lige her omkring mig er der også nok til, at jeg får ny energi.
Ha en god søndag