Jeg drømmer mig væk til barske egne, smukke udsyn og hårnålesving - ferie på motorcykel i Norge 2022

 Lige nu er der benspænd fra livets side og det blev så lige toppet med en ny omgang corona. Jeg er ude af isolation, men er træt og har fået forstærket min ømme/tørre plet i halsen fra sidste gang, som gør, at jeg ikke har lyst til andet end yoghurt, bananer og boller med ost. I går spiste jeg en spinatpandekage med avocado, laks og tomater. Min datter sagde lidt forarget; mor, du smager jo slet ikke på maden (jeg er meget hurtig til at spise, så jeg øver mig i at nyde mad langsomt). Nej det gjorde jeg ikke, det skulle bare ned, inden jeg fortrød min beslutning om at ville spise sundt.

Så har jeg mere lyst til at dykke ned i feriebillederne fra Norgesturen på motorcyklen. Vi havde ikke kørt den planlagte rute for dag 2, fordi det var blevet sent og det var en god beslutning. Vi nød morgenmaden og udsigten, før vi hoppede på motorcyklen. Hoppe er nu så meget sagt, de små poser på hver sin side af mit sæde, gjorde at jeg måtte tage fat i mit bukseben for at få benet op over humpet for at kunne sætte mig ned i en vældig fart. Ellers risikerede jeg, at landmanden måske mistede balancen med motorcyklen. 

Vi skulle op over Strynefjeld, før vi kom til Geiranger. Vi havde kigget på hoteller der dagen før, men de var så dyre, at vi valgte Stryn i stedet for. God beslutning. Turen over Strynefjeld gik først af snoede veje og så gennem en tunnel, hvorefter vi var i et helt andet barsk landskab.

Da vi var tæt på et udsigtspunkt, ville vi egentlig køre derop, men turistbusser i massevis kørte derop eller ventede ved bommen, så vi opgav. Vi skulle senere finde ud af hvor de kom fra.

Selv om det småregnede og der var tåget, var det en ganske betagende tur. 

Inden længe begyndte det at gå ned ad og selvfølgelig fik vi også trænet hårnålesving. Landmanden kan sit kram, han har styr på sin motorcykel og fruen følger ham troligt til den ene eller anden side. Her mærkede vi ikke alderen og det var skønt.

Vi mødte flere gange turistbusser på vej op, og på et tidspunkt kom vi rundt om en bjergtop. Der var forklaringen. Nede ved Geiranger lå et kæmpe stort tysk krydstogtskib forankret ude i fjorden. Jo tættere vi kom, jo mere kunne vi se. Små både, der sejlede fra skibet og ind til havn og busser der holdt klar til at tage krydstogtgæsterne på sightseeing rundt omkring

Vi kørte ned til byen og blev enige om, at det selvfølgelig er derfor, at hotellerne på skråningen er så dyre. Her var der mange turister samlet, samtidig med at alt jo skal fragtes ind fra de stejle veje omkring fjorden. Vi kørte langs fjorden på den lille vej til venstre for skibet. Herefter tog vi turen op ad Ørnevegen, en vej med 11 skarpe hårnålesving, hvor jeg ikke fik fotograferet. Jeg havde nok med at nyde og lægge mig til den eller anden side. 

Dagens etape endte med at blive det, vi oprindeligt havde vurderet til 1½ dag, så derfor stopper vi halvvejs og snupper resten af dagen i næste indlæg.

PUFF og tågen forsvandt- ferie Norge 22 på motorcykel

 Vi stod op til et smukt syn, solen skinnede, men vi vidste, at regnen nok ville finde os i løbet af dagen, så det var med at komme af sted. Landmanden pakkede motorcyklen, efter jeg havde pakket alle tasker. Imens sikrede jeg mig, at vi ikke havde glemt noget og fik fjernet sengelinned og håndklæder fra lejligheden.

Morgenmaden indtog vi på den lokale tankstation, det blev lune toast med skinke og ost - det mest sunde måltid vi kunne finde. Ingen af os gider tankstationste, så det blev varm kakao. Det måltid blev nærmest synonym med resten af dagens måltider. Vi havde ikke tid til at gå på cafe eller restaurant, vi ville hellere nyde naturen og komme rundt om det næste sving. Det første lange stykke vej havde vi kørt året før, men som skrevet i tidligere indlæg, så vi nye sider af turen på en motorcykel.

Fordelen ved at køre motorcykel, er at ens sanser varskor en om, at noget er i vente, så vi hørte fossen før vi så den. Faktisk var der to, og vi havde jo kørt forbi dem sidste år uden at ænse dem. Nu tog vi os tid til at stå af, nyde synet og lyden af de gigantiske vandmasser, der strømmede ned fra fjeldet.

Snart fik vi Hardangerbrua i synes, den var lige så imponerende som sidste år, lige som rundkørslerne inde i bjergene omkring broen og fjorden var.

 

Turen gik videre, det regnede, men det stopper ikke to erfarne motorcyklister. Vi havde jo mange ting, vi skulle nå at se, inden vi skulle holde S i favnen. Turen kom nu til næste fjeld, vi skulle op over Vikafjellet. 

Ved Vangsnes tog vi færgen for at drage videre.  Jeg drømmer om at sejle gennem de store fjorde og opleve fjeldene fra vandsiden. 

Et af de steder, vi overhovedet ikke kunne huske, at vi havde kørt, var foran os, nemlig Gaularfjellet. Og det er utroligt, for det var en meget smuk tur op til toppen. Her var der masser af hårnålesving, det småregnede, der var lidt tåge, men først da vi kom op til udsigtspunktet omhyllede tågen os fuldstændig og totalt.

Vi nåede at snakke med andre turister, blandt andet en flok unge amerikaner med indisk baggrund, som var sikher ud fra deres hovedbeklædning at dømme. Alle ærgrede vi os over, at tågen skjulte det smukke landskab. Og så puff, var tågen væk, og de unge amerikaner drønede hen til deres minivan, hentede store kameraer, droner og lignende for at filme og fotografere. De italiensk motorcyklister fik mig til at tage billeder, mens de poserede foran udsigten. Vi fik nu også taget billede af den smukke udsigt.

Alle hoppede herefter ind i eller på deres køretøjer og kørte videre. Næste stop var udsigten fra en smuk og beskeden rasteplads.

Turen gik ned og videre. Smukke udsyn, vandfald overalt, floder, som fulgtes med os, det var en smuk tur, men den begyndte også at blive en våd tur, så billederne blev færre. 

Vi tog en rask beslutning og skar ruten af og over, Vi orkede ikke at skulle lede efter hotel sidst på aftenen, og jeg kunne også se, at der ikke var mange ledige værelser. Heldet var med os, et hotel på Videseteren havde værelser ledigt, så vi satte kursen på GPS, efter vi havde spist endnu en omgang sandwich fra et supermarked.

Vi kravlede op ad hårnålesvingene og op til et hotel beliggende med den smukkeste udsigt og med Videfossen tæt på sig.

udsigten fra vores vindue

udsigt til vejen vi kom fra

Vi nåede endda en gåtur op af fjeldvejen, hvor vi så fossen komme brusende. Og bagefter fandt vi et udsigtspunkt tæt på hotellet, hvor fossen startede sit brusende fald.

Aftenteen blev nydt i dagligstuen, hvor en dansk kvinde, som havde boet i Norge i 22 år med sin norske mand henvendte sig til os. Hun nød vist at tale dansk med lidt norsk accent.

Vi var glade for at have kortet turen af, så vi kunne være friske og udhvilet til næste dag, som bød på en helt anden natur.