torsdag, august 27, 2020

Små ord om hverdagen

Det med at sætte sig ned og give plads til at formulere tanker og ord, sætte billeder ind, redigere (fordi jeg konsekvent er så hurtig på tastaturet, at jeg trykker fejl konstant) er jeg ikke så god til. Så på denne torsdagsfridag vælger jeg at lade tankerne flyde i tilbageblik på den sidste uges tid.


Om det var, fordi hjernen ikke havde opfattet, at jeg havde taget en feriedag i mandags, og derfor opførte sig som vanligt natten mellem søndag og mandag, skal jeg lade være usagt. Søvnen blev i hvert fald delt op i to med 2½ times vågenhed midt om natten.Så fik jeg set lidt serier og funderet over livet generelt.


Lørdag morgen startede langsomt med te ude på den lille terrasse, indimellem klippede jeg hoveder af roser og georginer, og glædede mig til fødselsdagsbrunch hos min mellemste lillesøster.


Lyngen blomstrede smukt i Rebild bakker, og da vi havde nydt et lækkert brunchmåltid sammen med min lillesøsters familie, drog de til tennis og vi tre jydske søstre gik os en god lang tur i baghaven af Rebild Bakker. Man snakker så godt, når man går. Og jeg synes godt, at vi kan melde os ind i mikroeventyrernes klub. Det er da lidt af et eventyr at stå på en bakketop og se ud over et skønt område sammen med to af ens søskende.



Søndag var jeg igen inviteret til fødselsdagsbrunch, denne gang var det en kollega, som blev 50 under coronanedlukningen i foråret. Hun ville gerne se os, syntes ikke hun havde plads eller overskud til at holde det hjemme, så vi mødtes på Gjøl kro til et lækkert brunchbord. Der er aldrig stille, når vi mødes fra afdelingen. Denne gang var vi 28, og vi nød at være sammen med nogle af barselskollegerne.


Jeg nåede også at gå ned til lystbådehavnen, som ligger tæt ved kroen. Det er en velbesøgt havn, og det er godt, at borgerne på Gjøl har fået kroen op at stå igen. Jeg håber, det lykkes at bevare den gamle kro som kro.


Forleden dag blev jeg færdig med bogen: Hvad er et menneske af Svend Brinkmann. Egentlig en bog skrevet til unge mennesker på vej ud i livet for at finde sig selv og meningen med livet. Oprindelig var bogen tænkt som en fagbog, men undervejs ændrede SB den til en fiktionsbog, men med fakta iblandet. Den handler om Andreas, som inviteres af sin farmor på en dannelsesrejse ned gennem Europa. Pga. farmoderens sygdom ender Andreas med at tage af sted alene sammen med et manuskript og nogle rejsebøger. Formen på bogen skifter mellem Andreas' oplevelser på rejsen, hans tanker, samtalerne med farmor og så manuskriptets tekst, som omhandler de forskellige menneskebilleder: Det biologiske menneske, Det fornuftige menneske, Det følsomme mennesker, Det sociale menneske, Fremtidens menneske og det Troende menneske. Jeg er nødt til at skimlæse igen, måske endda tegne og skrive i mindmapform, for jeg vil gerne fastholde nogle af de tanker, der opstod undervejs, og da jeg læser hurtig, så når det ikke at fæstne sig. Næste gang jeg læser en bog, hvor jeg kan mærke, at jeg egentlig burde drøvtygge lidt på teksten, skal jeg give mig selv pauser og så skrive ned, fuldstændigt som Andreas gjorde.


I forgårs havde jeg en voldsom hovedpine efter arbejde, så jeg tog panodil, hældte en kop te op og drog op i Mølleparken, hvor jeg satte mig på en bænk og drak teen. Bagefter gik jeg en halv time rundt i parken og nød udsigten og de gamle træer. 


I går blev min arbejdsdag længere end beregnet. Min kollega, som skulle undervise patienter sidst på eftermiddagen, var syg, så jeg tog undervisningen og droppede min koraften. Vi kan alligevel ikke synge, før vi finder et større rum, som lever op til corona-kravene. Men jeg gad godt have været sammen med mine korvenner. Jeg har ikke set dem i mange måneder, da jeg havde taget en korpause, før corona brød løs.

Ordene og billederne er sluppet op. Må du få en god dag.



fredag, august 21, 2020

Motorcykelferie i Danmark sommeren 2020 - vi drog sydpå del 2

Det må vist være på tide at komme videre med motorcykelferien anno 2020. Da vi var færdige med Ribe, drog vi videre mod syd. Nu havde vi delt os i to hold, det ene kørte udenom Rømø, vi andre to par ville gerne en smuttur til Rømø. Esbjerg fik ikke besøg denne gang, så de fire store statuer må ses en anden god gang.

Dæmningen over til Rømø rejste et spørgsmål i mig, for hvad i alverden var funktionen af de små pæle, der stod tæt ud fra dæmningen? Det fandt jeg senere svar på ved at google. På den måde er smartphone en smart opfindelse. Tidligere måtte jeg vente, til jeg kom hjem eller kunne spørge nogle lokale for at få svar. I det her tilfælde var vi så kort tid på Rømø og mest kørende på motorcykel, så der havde vi ikke haft tid til at spørge nogen. 


Vi fik fornemmelsen af et barskt, men samtidigt smukt landskab, mens vi satte kursen mod Havneby. Ved færgehavnen var et ishus, hvor turens første is blev nydt. Der var kø med coronaafstand, og vi nød det gode vejr, for et sådant var det blevet efter flere ugers strid blæst og regn (det husker du måske ikke, men sådan var vejret for mange af os, der holdt ferie i juli måned)

Mens vi nød isen, fik jeg googlet mig frem til, at pælene i vandet var slikgårde. Slik er i følge denne side en blanding af sand, silt (jordtype) og ekskrementer fra bunddyr, der aflejres i Vadehavet. Slikgårde er i følge denne side områder, som indhegnes med risknipper. På den måde dæmpes vandbevægelsen, så det meste af slikket, der kommer ind med højvandet, bundfældes. Dermed kan man få landet til at vokse hurtigere end ved naturlig bundfældning. Jeg læste et andet sted, at man ikke længere vedligeholder disse slikgårde, men vi så dem både her og ved sluserne. Vi hoppede på motorcyklerne igen og kørte samme vej tilbage, der var vist ikke så mange andre muligheder.

Nu gik turen mod Højer sluse langs med Vesterhavet. Jeg har formentlig været ved sluserne mere end en gang, blandt andet i folkeskolens 2.real. Der var jeg mere optaget af andre ting til at kunne huske slusen, så jeg glædede mig til at se området igen. 

Det var først, da jeg stod ved det nye sluseanlæg, bygget i 1981, at det gik op for mig, at der nu til dags er to sluser. Højer gamle sluse, som lå lige der, hvor vi startede turen ud til Vidåslusen, som den nye kaldes.

I motorcykeltøj får man lige en tand mere motion, når trapper og bakker skal bestiges, eller en gåtur skal gås. Støvlerne er tungere end vanligt skotøj, bukserne er mere stive og jakken tynger godt på skulderne qua beskyttelsesudstyret deri. Men det hindrede mig ikke i at gå helt ud til Vesterhavets begyndelse og skue udover horisonten.

Pauser er godt på en motorcykeltur, man sidder i samme fastlåste stilling på motorcyklen og trænger til at strække kroppen ud.


Da vi havde set nok, drog vi videre mod Tønder. På vejen kom vi igennem Møgeltønder, som er en smuk gammel by.



Det var godt at komme til hotellet, Tønderhus hotel, hvor alle tasker i sidebokse og topbokse skulle med på værelset sammen med hjelme og tankboks. Det er et værre tabernakel, og vi må ofte gå to gange for at få motorcyklen tømt. Uanset om det som her var fire overnatninger eller når vi drager sydpå med 7-8 overnatninger, ja så synes jeg, at det fylder lige meget. Stor var min glæde, da jeg så, at jeg selv kunne lave en kop te, når jeg fik lyst, og uden uhyrlige priser. Inden vi gik i bad, slappede vi af med en enkelt fadøl på terrassen med udsigt til Tønder vandtårn, som i dag rummer et Hans Wegener-museum


Aftenmaden nød vi på en god restaurant i byen. Her var rigeligt med god kvalitetsmad til samme pris som på forrige hotel, hvor der jo var meget lidt mad. Det var skønt at vandre hjem til hotellet i aftensolen og se på de skønne døre og facader i byen. 



 
Om aftenen mødtes vi på det ene værelse til vin, snacks og masser af snak. En god afslutning på en god dag.



onsdag, august 19, 2020

Arbejdsdage og samværsnydelse

Hu hej som det går. Arbejdsdagene står i kø og byder sig til med en bred vifte af opgaver. Fridagene er blevet tilbragt i skarpt trav i hovedstaden. Søn og svigerdatter flytter til Norge, så deres lejlighed skal sælges. Svigerdatteren har været i Norge, siden corona brød ud, pga sygdom i familien. Nu er hun optaget på kandidatstudie i Trondhjem og sønnen flytter med. 

Jeg havde tre fridage og fik en feriedag oveni, som alle blev brugt i hovedstaden sammen med sønnen for at få lejligheden gjort klar til salg. Vi var et godt makkerpar, der blev ryddet ud og op. Der blev skuret trægulve til den store guldmedalje, der blev båret reoler ned til storskrald. Badeværelset fik den helt store hovedrengøring. Der blev båret møbler op på loftet. Der blev pakket ting væk i flyttekasser, så lejligheden fremstod let og luftig. Og til sidst kom datteren med sin kreative sans for indretning og satte ting sammen på en indbydende måde.

Man kan mene, hvad man vil om sådan en make-over, men der er mange beviser på, at det kan betale sig. Ikke alle har fornemmelsen for, hvordan de kan indrette en lejlighed. Og det jeg synes er hyggeligt, er absolut ikke sikkert, at andre synes er hyggeligt. 



Så om få måneder har jeg ikke nogen børn i hovedstaden. Datteren har allerede solgt sin lejlighed og flytter tilbage til Nordjylland lige om lidt. Det er tolv år siden, at vi flyttede hendes ting til hovedstaden, og ti år siden at vi kørte samme vej med sønnens ting. Der er sket meget i de år, vores børn er gået fra at være unge voksne på vej til at finde ud af, hvad de vil med deres voksne liv til nu at være voksne mennesker midt i 30erne. De år har ikke været nemme år for dem, der har været modgang og de haft hver deres at slås med, men jeg synes, de har taklet det flot og er kommet godt videre i livet. Jeg glæder mig til at følge dem i deres næste fase af livet.

Egentlig skulle sidste weekend have været familiekomsammen med mine søskende, alle mine fætre og kusiner, vores børn og de af vores forældre, der endnu lever. Det satte corona en stopper for, i stedet for mødtes jeg med mine søskende, ægtefæller og vores børn hos min bror og svigerinde lørdag aften. En skøn aften med tid til at fejre vores yngste søsters fødselsdag og høre om alt det, der er sat i gang for vores børn under coronaen. Det var et tiltrængt pusterum for sønnen og mig, men hold op hvor er det varmt at have mundbind på i metroen.

Søndag aften bød sønnen på lækker mad på en japansk ramen-restaurant. Det smagte lækkert og med udsigt til den skønne Langelandsplads med legende børn i soppebassinet og forældre, der nød den medbragte aftensmad ved bordene. Om eftermiddagen bød sønnen også på en kæmpe isvaffel med lækker cremet Paradisis. Det er godt med pauser til blot at være og at nyde. Og det mindede min søn mig gentagne gange om, for min hjerne har det med at begynde at planlægge næste skridt, når jeg sidder ned. Alle pauser i vores arbejde blev nydt på deres altan, og her satte han beroligende musik på, som hjalp hjernen til at slappe af.

Nu har mine børn taget et skridt ind i næste fase af deres liv. Det store spørgsmål er, hvad jeg vil med den næste fase af mit liv. Jeg har fået til opgave at tænke over de næste år i mit arbejdsliv af min leder. Hvad vil jeg, hvor mange dage vil jeg arbejde om et-to-tre år? Hvordan får vi indrettet mit arbejdsliv, så sygeplejen stadig kan være en del af mit liv, samtidig med at jeg også har overskud til andre ting i livet. Det er emnet for min MUSsamtale. Og ligesom jeg er en af dem, der kan have svært ved at se mulighederne i en tom lejlighed, men bliver inspireret af en indbydende indrettet lejlighed, så har jeg også svært ved at se/mærke, hvad der er godt for mig, når mulighederne i princippet er ret åbne. Det burde jeg have spekuleret over, mens jeg på denne fridag fik ryddet op, ryddet ud og gjort rent i alle  et af værelserne herhjemme. De bærer tydeligt præg af, at jeg først boede i sommerhuset i seks uger, og dernæst har haft travlt med at finde fodfæstet i hverdagen på gården og på arbejde i en varm august måned.

Her er kornet endnu ikke moden til høst, og vejrudsigterne skifter mellem regn hver dag og hver anden dag, begge dele er ikke høstvenligt. Der skal være to hele dage med tørt vejr, før vi kan høste. Så lad os håbe, at det regner af og at solen skinner venligt og varmt, når vores marker er klar til høst.


mandag, august 10, 2020

De sidste dage

 Blogger driller mig, så jeg nyder for en gangs skyld at være kommet hjem til gården igen. De fleste indlæg er skrevet, når jeg har været hjemme ved den stationære computer. Landmanden flyttedet hjem igen før mig, men jeg var ikke helt klar til at slippe feriestemningen, så han foreslog, at jeg blev i sommerhuset. Det var dog svært at forene mine opgaver på gården, arbejdet på sygehuset og feriestemning i sommerhuset. 

Hjemme er det det sædvanlige, dog ganget med en hedebølge, så ikke noget med at slikke sol på terrassen. Landmanden er også først taget ud for at inspicere kartofler i aften, fordi der ganske enkelt er for mange insekter, især klæger (hestebremser) til at være ude i. Så er det godt med et gammelt hus med små vinduer og træer, der er vokset godt op omkring gården, så meget af huset ligger i skygge om aftenen.


Efter hundene tog hjem fra sommerhuset, fik jeg fornøjelsen af rådyr igen.


Den sidste uge i sommerhuset gik med arbejde på sygehuset og små gøremål. Blandt andet cyklede jeg min cykel til cykelsmeden, så jeg kunne få beskyttelsesskærm på tandhjulet. De ni km gik som en leg, og bagefter nød jeg en god bolle med ost ved den lokale bager, mens jeg ventede på bussen hjem til sommerhuset. Mundbind var udsolgt i byen, så jeg satsede på at bussen ikke var fyldt. Derimod har jeg fået købt mundbind til weekenden, hvor jeg tager over og besøger vores børn. Vi skal være sammen med mine søskende og børn, men de må undvære knus og håndtryk fra mig. Jeg føler, jeg har et ansvar over for vores patienter, så der skal ikke tages nogle chancer.



Grøftekantens blomster forstår at visne med værdighed, det håber jeg også, at jeg gør.


Fredag aften var ren magi ved stranden. Landmanden havde travlt, men da jeg spurgte, om han havde tid til at køre op og tage med en tur på stranden og få en is, var han frisk. Vi var dog i tvivl, om vi kunne nå det, for klokken var forlængst forbi solnedgang og over ti. Vi fik vores is og nød den stille, lune sommeraften sammen med mange andre.


Weekenden var arbejdsdag for mig, jeg VILLE have vinduerne malet, inden jeg tog hjem. Det krævede en stige hjemme fra gården, for jeg skulle højt op, så den tog landmanden med. Først lokkede han mig dog med på stranden til et par timers badning og et spil Boccia. Hundene var selvfølgelig med og det var så varmt, at vi tog dem med i det helt stille Vesterhav.


Vi havde heldigvis valgt et område væk fra nedkørslen til Blokhus, for der var der ren kaos, kunne vi konstatere på vejen hjem. Hjemme fik jeg renset al træværket på vinduerne lørdag, og søndag gik jeg i gang med at male. jeg havde timet det så godt, at jeg faktisk kunne male det meste i skygge. Alligevel var jeg godt varm, da jeg var færdig. Egentlig ville jeg til stranden, rygsækken var pakket, men da jeg tog cyklen for at komme til de mindst befolkede områder af stranden, gik det så godt ud af sti 100, at jeg fik lyst til bare at cykle.

Min balanceevne blev udfordret, fordi stien var med sving og masser af blødt sand. Men det skulle jo være sundt. Min hjerne kom på arbejde, for jeg skulle hele tiden huske mig selv på, at på min mountainbike bremser man med hænderne og ikke fødderne. Samtidig med at en anden del af hjernen skulle beroliges, for jeg kom jo galt af sted sidste sommer og har ikke haft mod på cykling før nu, hvor skærmen skulle beskytte mig, hvis jeg mistede balancen og hvis jeg glemte at bremse og hvis jeg hurtigt satte mit ben ned. (Sidste år flænsede tandhjulet mit bagben). Så alt i alt blev jeg godt udfordret og da jeg til sidst kørte på cykelsti, fik jeg også sat tempoet op, så konditionen blev trænet. 12 km blev det til og hjemme igen faldt jeg om i hængekøjen, før jeg fik pakket alt sammen og flyttede hjem.


Nu er jeg hjemme og modsat andre år har jeg ikke fået en lettere nedtur i humøret, tværtimod er jeg klar til hverdagen på gården. Klar til travlheden og kartoffel/kornhøsten. Klar til at være tilbage i min funktion som udviklings, speciale og undervisningsansvarlig. Den startede med at introducere to nye kolleger, det var en god måde at starte på.







torsdag, august 06, 2020

Motorcykelferie i Danmark sommeren 2020 - vi drog sydpå del 1

Omkring Nymindegab ligger mange seværdige områder, men vi var nødt til at komme videre, for næste hotel ventede i det sønderjyske. Så Tipperne må vente til en anden gang. Museer havde vi valgt fra, for så ville vi ikke komme så vidt omkring på de fem dage. Vi satte kursen sydpå med havet på vores højre hånd.
Vi vekslede mellem små og store veje og kursen var sat mod Blåvands Huks fyr. Undervejs mødte vi skønne figurer i landskabet.
I Blåvands Huk havde man udover de almindelige lygtepæle også et lille fyr underneden. Gad vide om det også lyser om natten?
Snart havde vi passeret alle sommerhusene og begav os ud i et smukt område.
Ikke alle skulle med til tops, men jeg skulle. Heldigvis var det en bred trappe det meste af vejen, jeg har før gået op i et fyrtårn, hvor trappen er smal og glat pga de mange, der har trådt på trappen.
Belønningen ventede foroven, der var smukt lige meget hvilken vej vi vendte øjet.


Jeg har endnu meget at lære i forhold til panoramabilleder, så det her var det bedste jeg kunne præstere.
Det var helt skulpturelt at kigge ned gennem trappeskakten, men min latente højdeskræk kunne godt vækkes, så jeg fokuserede hurtigt på de mange trappetrin.

Efter en kort pause med indkøb af vand og tid til at strække ben i Blåvands Huk skyndte vi os hastigt videre uden omkring Esbjerg, for målet var at se Ribe Domkirke. Det er tankevækkende, hvordan man har kunnet bygge sådanne skønheder tilbage i tiden. Og det var tydeligt, at der var bygget til i flere omgange.

Altertavle og kalkmalerier er af kreeret af nutiden, og jeg kunne læse, at der var megen ståhej, da de blev afsløret. Ægteparret Margrethe Auken og hendes mand kaldte kalkmalerierne smølfer og savnede en forståelse for kristendommens kirkehistorie.
Derefter fandt vi en bager, der lavede gode sandwiches, som vi nød udenfor. Indimellem havde folk det med at glemme afstandskravet, men så var det godt, at vi selv kunne flytte os. Vi nåede også en lille bytur med kig på små gader med huse, døre og skilte. Og for ca 380 år siden, brændte man kvinder for trolddom. Det er også tankevækkende.

Dagen var stadig kun godt begyndt, vi havde mere, vi skulle nå, førend motorcyklerne skulle parkeres ved næste hotel. Det må dog blive i et andet indlæg.