En uge i billeder og ord

 Jeg føler, at tempoet i mit liv er speedet op. Jeg føler, at jeg glemmer at holde fast i de små øjeblikke. Det er så her, at jeg bruger indlæg som dette til at holde fast i tiden. Jeg ved, at jeg er 64 år. Min mor døde få måneder før sin 74 års fødselsdag, min far fik diagnosen Alzheimers sygdom få måneder efter sin 74 års fødselsdag. Det er ikke sådan, at jeg tror, at livet slutter, når jeg bliver 74 år, men inderst inde er det min rettesnor for, hvad jeg vil med de næste ti år. Og det er jeg slet ikke færdig med at fundere over.

Jeg havde ikke troet, at i jeg en alder af 63 skulle se mit navn som medforfatter af en videnskabelig artikel i et internationalt tidsskrift. Det er jeg faktisk stolt af. Sidste fredag havde vi inviteret vores to vejledere og vores leder til et afslutningsmøde om hele forskningsprojektet, som startede i 2016. Vi  tre sygeplejerske, en først i 30erne, en sidst i 40erne og en midt i 60erne, havde ikke kunnet klare det uden vores vejledere og vores leder. Derfor havde vi købt tapas fra Mums i Gug, købt gaver og jeg havde bagt en kage med jordbær og cremefraiche til. Vi fik to hyggelig timer, mens vi fik vendt sygeplejen, vendt det der var godt ved forløbet, fulgt op på det, der er sket siden hen med at få den viden fra projektet til at leve i vores sygepleje til gavn for patienterne.

 Nærmest hver dag husker jeg at sætte mig i stolen foran terrassedøren og se på alle fuglene i fuglebadet.

Selv duerne bruger det. Ikke så sært, at vandet hurtigt forsvinder, når både store og små bader i det 

Vores lille terrasse langs stuehuset bruges flittigt som eftermiddagspausested eller når vi har været ude at gå først på aftenen. Desværre er de små knotter (bittesmå insekter, man ikke kan se, men mærke) dukket op, så nu er det slut med at sidde ude i længere tid efter kl 18.

I denne uge har jeg promoveret min "tatovering" på benet og min røde sygeplejerskeT-shirt på vej frem og tilbage fra arbejde. Det begynder at gøre ondt nu for både patienter, pårørende og personale, for patienter med nyopstået behov for hjemmepleje, kan ikke komme hjem. Så weekenden bliver helt sikkert med patienter rundt på gangene og med brandvagter på alle afdelinger (sådan er reglerne, når der ligger patienter på gangene i længere tid) Der er afdelinger og andre steder, hvor man har været nødt til at trække dem ud af strejken, fordi der ganske enkelt ikke er nok fastansatte til at dække nødbredskabet. Man har politisk skåret helt ind til benet i besparelsesøjemed, og lige nu ser man hvor skrøbeligt sundhedsvæsenet er uden sygeplejersker, der hele tiden knokler for at få 2 og 2 til at være 6 eller måske endda mere.

Vi nyder aftengåturene, men ofte bliver de sene, og det er ikke så godt for min krop. Den når ikke at falde til ro, inden jeg skal i seng. Men jeg elsker de ture, og nu har jeg lært at gå i mit eget tempo og ikke landmandens. Det stressede mig, så jeg var nødt til at gå mine egne veje, indtil jeg havde fundet ind til min egen rytme igen.

Det er hvidt derude. Først blomstrede den vilde kørvel, nu har hyldetræets blomster taget over sammen med skvalderkålens smukke blomster.

I går arbejde jeg i dagafsnittet og arbejdede derfor til kl 16. Undervejs tikkede en sms ind fra min datter, om jeg havde lyst til at mødes på cafe inde i Aalborg. Hun var ude for at handle ind til kreative projekter. Det sagde jeg hurtigt ja til, for som sagt føler jeg, at jeg halser bagefter tiden og et af tricksene til at få den til at gå langsomt er at fylde skønne øjeblikke ind i tiden. Hun ville finde en solbeskinnet plet udenfor Penny Lane. Og jeg kunne se hende på lang afstand. Jamen altså, mit hjerte svulmer af stolthed og undren. Hun er klog, kreativ og kærlig. Og hvordan jeg har dog fået en datter, der altid ser utroligt stilfuld ud med sin blanding af vintage tøj, mærkevarer og stangtøj? Ha, der kom jeg med tatovering på skinnebenet og rød kampT-shirt :-) men heldigvis er hun for længst over den periode, hvor hendes mor var pinlig. Nu synes hun, jeg er sej og klog. Så pyt at jeg ikke har samme flair for sammensætning af tøj. 

Weekenden banker på døren, landmanden er gået sig en tur, jeg snupper en lille tur, for jeg mødte lidt senere i morges og nåede en gåtur inden.  

Må din weekend være god og kærlig ved dig.

Det handler ikke bare om lønnen

 At tænke sig, at vi siden 1969 har været sat ind i en lønramme ud fra, at vi ikke var forsørger, men mere at vores løn var lidt lommepenge til familien. 

Jeg stemte ja til forliget, ikke fordi jeg synes, at vi ikke skal have mere i løn, bedre vilkår og værdisættes efter den uddannelse vi rent faktisk har taget. Jeg stemte ja, fordi jeg dybest set synes, at strejkevåbnet er en forældet metode i Dagens Danmark og fordi det har store konsekvenser. Jeg har bare ikke en anden løsning til at lade politikere og arbejdsgivere forstå, at nu må de finde de penge, der skal til for at udligne den ældgamle reform fra 1969, så vi får løn for det vi laver. Jeg er rigtig glad for, at så mange stemte og at NEJet er så stort, det havde været træls at gå i konflikt på et lille flertal.

Jeg synes dog også, at vi skal fokusere på mere end blot lønnen. Samfundet kan ganske enkelt ikke undvære sygeplejersker, sygeplejen har så stor en betydning for det enkelte menneske og for samfundet. De fleste lægger mest fokus på, om de nu fik den behandling de skulle have, om man fandt ud af hvad de fejlede osv., men under det hele forløb er det sygeplejen, der sikrer (eller burde sikre) at du som patient ved, hvordan du skal håndtere sygdommen og hvordan det er at netop du gerne vil håndtere din sygdom.

Får du ikke instruktioner om/hjælp til at udføre god mundhygiejne  og ved hvilken betydning det har, op til en operation, kan man faktisk påvise dårligere resultat af din operation. Eller du kan få en lungebetændelse pga dårlig mundhygiejne og dermed forværre din sygdom (eks Stroke) og forlænge din indlæggelsestid.

Får du ikke hjælp til/støtte til at blive mobiliseret, mens du er indlagt, så kan man også påvise dårligere resultat, uanset om du er på kirurgisk afdeling, medicinsk afdeling eller på et stroke afsnit. 

Får du ikke støtte og hjælp til den rigtige ernæring, kan det også have betydning for din krops heling.

 Føler du sig ikke set og hørt, kan du forlade sygehuset med en følelse af, at du bare var et nummer i køen og om de nu havde styr på tingene. Vi er et tværfagligt team på sygehuset, men det er sygeplejersker og social og sundhedsassistenter, der er tæt på patienten døgnets 24 timer. Det er os, der typisk lytter til dig, når du synes det, der er sket, er svært. 

Hvis du er forvirret og bange, får du måske ikke fat i det, der er vigtigt eller føler dig rendt over af en damptromle af effektivitet. Jeg vil vove at påstå, at det ofte er sygeplejersken, der sørger for, at det lægen har besluttet behandlingsmæssigt og det terapeuten har besluttet træningsmæssigt, bliver sat ind i en helhed, så du forhåbentlig føler dig klædt godt på til at stå for dit eget efterforløb.

Der er en grund til at sygeplejeuddannelsen gik fra at være en elevuddannelse med elevløn til at være et studie med krav om et øget akademisk vidensniveau kombineret med færdigheder til at at kunne udøve grundlæggende sygepleje på et højt niveau. Behandling og pleje ændrer sig, en gang gjorde man det ud fra den enkeltes erfaring, men efterhånden har alle faggrupper indset, at der også skal undersøgelser/studier til om eksempelvis sygepleje til at understøtte erfaringen eller måske endda påpege, at det faktisk ikke forholder sig sådan som jeg troede. 

Havde vi ikke forsket i, hvordan mennesker med lette følger efter Stroke oplevede det at komme hjem, havde vi ikke haft argumenterne i orden til at få i gangsat et projekt om opfølgning over flere gange. Vi havde heller ikke haft viden til at kunne hjælpe andre patienter til at forstå, at det de gennemgår er helt normalt og at der bliver lys for enden af tunnelen.

 Havde andre ikke forsket i opløsning af blodpropper eller fjernelse af blodpropper i hjernen, så havde vi haft langt flere med store handicap efter Stroke. 

Hele tiden kommer der ny viden, og jeg skal som sygeplejerske kunne håndtere denne viden og omsætte den til praksis.

Så vi er mere værd end den løn vi er sat til og de vilkår, vi bydes hver eneste dag. Lige nu er det svært at få nogen til at søge job på sygehuset, fordi de kan få job i kommunen, der er bedre betalt og med mange flere friweekender. Men selv om der er kommet fokus på udvikling i hjemmesygepleje (og det er godt) og langt flere patienter behandles i et ambulatorium, så har vi stadig brug for sygeplejersker på sengeafsnittene og gerne en kombination af nyuddannede og erfarne. Og de skal altså arbejde i weekender, i natte-og aftenvagter og på helligdage, for vi bliver jo alle syge uanset tidspunkt på året/dagen. Så Ja Tak til lønløft, til ændring af den forældede tjenestemandsreform og bedre normering.

Jeg læste en artikel i Zetland, hvor de beskriver, at tilbage i 1969 var det mere reglen end undtagelsen at kvinder stoppede med at arbejde, når de fik børn. Og hvis de arbejdede, var det "mere i en bifunktion eller noget mere perifert uden særligt ansvar" Dengang var sygeplejersker primært ugifte, man drøftede endda i DSR, om man kunne have en forkvinde, som var gift!

Det kom bag på mig. Min mor arbejdede som lærer, siden hun blev uddannet i 1956 på nær et års orlov. Så jeg har ikke kendt til andet end at selvfølgelig arbejder en mor lige som en far gør. Barselsorlov i 1957, da jeg blev født, var vist meget kort, 4 uger.  Hun boede i samme lille by som skolen, så hun tog hjem i pauserne og ammede mig. Vi havde ung pige i huset, så på den måde kunne hverdagen hænge sammen med fem børn og en mand, der tog ekstra arbejde i ungdomsskolen om aftenen, for at de kunne få økonomien til at hænge sammen. 

Det er klart at set udefra, så var det min far, der gik ledervejen og min mor, der efterhånden som vi blev større, engagerede sig i alt muligt ulønnet arbejde udover sit arbejde. Men jeg oplevede dem egentlig som ligeværdige og jeg husker også drøftelserne om, at min mor fik mindre i løn end min far, selv om de begge var almindelige lærere i starten. 

I følge Zetland er der faktisk større forskel på lønninger i den offentlig sektor i dag end i 1969 OG indenfor sygeplejen. Mændene er åbenbart bedre til at forhandle sig til en højere løn. Den eneste gang jeg fik forhandlet mig til noget, blev det ikke på lønnen. Min leder ville efter min diplomuddannelse gerne have mig opgraderet i min funktion som specialeansvarlig, men hun havde ingen penge. Så hun tilbød mig fem dage om måneden ud af plejen, så jeg fik bedre tid til at dykke ned i viden om sygepleje til vores patienter, og så forhandlede jeg mig frem til kun at arbejde hver fjerde weekend. På det tidspunkt var min mor død og min far havde brug for hyppige besøg først hjemme og siden på plejehjemmet. 

De aftaler betød utroligt meget for mig, ligesom aftalen om at jeg nu må flekse mit hjemmearbejde, hvilket betyder, at jeg først møder klokken 8 - 15, og indimellem har hjemmearbejdsdage. Det gør en forskel uden lige. Jeg kunne godt have fået overarbejdsbetaling for det, men jeg er et sted i livet, hvor de penge ikke har en betydning, men derimod tid har.

Det føles lidt kriminelt

 Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er stoppet op i dag og følt, at jeg manglede noget og jeg da ikke bare kunne rejse mig fra stolen og gå ud blandt kolleger og patienter - uden mundbind. Samtidig har det været skønt at se alle de smil, jeg har fået på vejen rundt på sygehuset. I morges på vej til omklædningsrummet fik alle et smil og et god morgen, og det var skønt at få et smil og et god morgen tilbage.

var det noget med en stor legetøjsfigur med lyd på?

Det føltes også godt at være på besøg hos datteren i søndags til brunch. Efter vi havde hygget os, satte vi hundene i snor og gik os en lang tur - også længere end jeg havde regnet med. Vi gik først langs klitten med udkig til Vesterhavet, derefter ned til stranden og havet med en vind, der blæste os godt igennem.

Der var de skønneste sandformationer med små sten på hver en top efter stormende vinde lørdag. Og jeg kom med det samme til at tænke på de historier, vi kunne lave, da børnene var små. Her havde helt sikkert gået en strandtrold og pyntet alle sandtoppe med en smuk sten eller en halv muslingeskal.

Vi gik langs havet til Blokhus og op gennem byen. Der kommer hele tiden nye butikker og caféer, og gamle falder væk. Landmanden havde lyst til at gå til Hune og se om loppemarkedet i byen var som det plejer. Skulpturparken har gang i et projekt sammen med en masse sponsorer. Der skal bygges verdens største sandslot, det bliver spændende, om de lykkes med det. Nu er sandet stampet fast i mange etager og fra i går gik fire skulptører i gang med toppen. Når de kommer længere ned, hvor de kan være flere, kommer flere til.

Loppemarkedet er blevet reduceret, så det er ikke hele byen, der har stande foran husene. Men vi fik kigget lidt på det, der var. Jeg er en ringe kunde, jeg synes altid, det er sjovest at kigge, for hvor i alverden skal jeg have det henne? Det kræver jo at andre ting skal ud fra mit hjem, og det går ikke, for det har masser af minder indbygget.

Til sidst gik vi ned til Hune søerne og lod hundene svømme. De trives i vandet og nyder at blive trænet i vandet.

I går fik jeg genoptaget mit strik, jeg må hellere komme videre, det skulle nødigt ligge her uden at være færdig, når den lille dansk-norske gut melder sin ankomst. Jeg har opdaget en udsendelsesrække med fire mænd, der renoverer hytter i Norge på Tv3 puls. Det er sjovt at se og også en øvelse i at lytte til norsk, selv om jeg læser de danske undertekster.

Tirsdag er dynamisk bevægelsestræning med fysioterapeuten, jeg er vild med det. Som Ole Henriksen siger: I love it. Jeg havde ikke forestillet mig, at det var så hårdt, men jeg formelig drypper af sved undervejs, så det er med at huske at drikke noget. Og det er så afvekslende sammensat, så der er en kombination af noget, du har prøvet før og nye måder at få brugt alle led og muskler.

I morgen er det atter en arbejdsdag, måske føler jeg mig lidt mindre kriminel uden mundbind. Hvis man kan vænne sig til noget, kan man også vænne sig af med det i følge vores diætist. Hun siger det i forbindelse med, at alt for mange bruger alt for meget salt, hvilket ikke er godt for blodtrykket. Men det må også gælde mundbind. Til gengæld er der folk, som tror at så må vi også stå tæt - no way! Hold afstand, sprit dine hænder, host i ærmet osv. er råd, vi stadig skal efterleve.

Må du få lov til at se mange smil på din vej.

nå ikke, så må det blive i morgen

 I hverdagen er jeg for træt til at hænge foran computeren på kontoret for at skrive indlæg. Jeg sidder i forvejen rigeligt ved en computer. Da jeg havde min bærbar computer, kunne jeg kombinere det med hygge i sofaen. Og der fik jeg skrevet flere indlæg hver uge. I og med at vi er blevet mere aktive i vores hverdag har jeg faktisk også mere at fortælle, men får det ikke gjort. Vi får se, om jeg kan få ændret den praksis.

Sidste søndag havde vi inviteret et motorcykelpar med på tur. Vi havde lavet en skøn tur, syntes vi selv, men det gik ikke helt som planlagt. Vi mødtes klokken ti i mosen og satte derefter kurs mod fjorden, så vi kørte langs Limfjorden fra Øland, forbi de små havne ved Attrup og Haverslev og videre, indtil vi ramte hovedvejen igen ved Vejlerne, hvor vi havde et kort stop. 

Først mål var Feggesundfærgen, som jeg har haft fornøjelsen af at sejle med nogle af de gange, jeg har undervist i Nykøbing Mors.

På Mors valgte vi de små veje langs fjorden og fandt et godt sted at holde frokost. Nu var planen at køre videre på små veje gennem Legind Bjerge, videre over broen til Salling, men med et begyndte det at regne. Hjemme havde der været høj solskin, men på radarbilleder kunne vi godt se, at der lå en tung regnsky over både Mors og Salling. 

Vi krøb i ly under træer, mens vi lavede en anden plan. Vi krydsede Salling hurtigt, så vi nåede Hvalpsundfærgen, og over på fastlandet var der tørvejr. Havde jeg vidst, at Ellen holdt til på Færgekroen, havde jeg vinket til hende. Landmanden skulle vaccineres sidst på eftermiddagen, så der skulle vi ramme Aalborg. Vi vurderede dog, der var tid til at stoppe op ved Vebbestrup Mejeri og købe en is. Heldigvis nåede vi lige at købe, før det væltede ind med kunder i biler, på motorcykler og gående. Det er en sand magnet for godtfolk fra alle verdenshjørner, men deres softice er også gode og billige.

Arbejdsdagene er strøget af sted. Indimellem undrer jeg mig over, at jeg kan rumme at skulle skifte fokus utallige gange i løbet af en dag. Det er faktisk ikke så sært, at jeg er træt, når jeg kommer hjem. Jeg elsker alle de undrende spørgsmål til vores praksis, det er den måde at vi bliver bedre på.

Onsdag prøvede jeg noget, jeg aldrig havde prøvet før. Vores opfølgningsprojekt på Mors er en del af et større projekt, og dette større projekt afholdt en Midtvejskonference for politikere, embedsmænd og alle andre interesserede. Fem projekter var inviteret med for at fremlægge deres resultater, heriblandt var vores projekt. Grundet Corona var der kun få, der måtte være med i salen. Til gengæld blev det livestreamet. Det betød, at vi alle skulle sminkes.

Jeg var så nervøs, jeg havde øvet og øvet mig hjemme, på vej i bilen., ja selv lige før jeg gik på. Heldigvis var alle søde til at guide mig, hvornår jeg skulle på, hvor jeg skulle stå og sminkøren var det sødeste mennesker, der hurtigt fornemmede, at jeg ikke var vant til makeup, så der blev lagt en let makeup. Det gik godt, selv om jeg glemte noget af det jeg ville sige, men det opdagede ingen. Hvis du vil se mig på slap line, kan du trykke her og så gå frem til 1 time og 40 minutter, så toner jeg frem. Heldigvis havde jeg fået en patient til at fortælle om sin oplevelse på video, og det gjorde han rigtig godt.

Med mig hjem fik jeg en kurv med lokale lækkerier fra Mors; rapsolie, urtedip (tørrede urter; ramsløgssalt (hvad bruger i andre det til ?), honning og muslinger

Torsdag aften kørte vi til Gjøl Havn for at se, om nogen fra havkajakklubben var på fjorden. I første omgang fandt vi dem ikke, men da vi kørte til Bjerget ved Gjøl, kunne vi se dem ude på fjorden. Da de vendte snuden hjem mod Gjøl, kørte vi også tilbage til havnen. Og der havde vi første parket til deres kursusøvelser: selvredning og makkerredning. Vi blev enige om, at vi snart skal på fjorden og have øvet det igen.

I går var havedag, der blev plantet krukker og højbed. Der blev luget ukrudt på gårdspladsen. Heldigvis tog landmanden sig af at slå det høje græs omkring allétræerne og flagstangen. Og mine højbede blev malet af vores medarbejder, så de nu står flotte som nye. Jeg elsker vores have på denne årstid, hvor alle rododendronbuskene kappes om at vise sig frem.

I dag har det været søstredag. Min to jyske søstre og jeg mødtes her i formiddags sammen med landmand og datter til brunch, hvorefter vi fik planlagt familiekomsammen og så tog vi tre søstre til Fejborg Bakke, så jeg kunne vise dem den skønne rute, som landmanden og jeg gik for en måned siden. De var lige så begejstrede for ruten, som vi var.

Bagefter kørte landmanden og jeg til Ultvedsøerne og gik en dejlig tur omkring begge søer. Den første sø havde vi hundene med omkring og de fik lov til at komme i vandet. Det nød de.  

Aftenen skulle stå i fodboldens tegn, vi havde rester fra brunch til at hygge os med. Men alt blev pludselig ligegyldigt, da Christian Eriksen faldt om og fik hjertemassage. Jeg håber og beder til, at han slipper uden mén. Nu genoptages kampen om lidt, og så vil jeg gå ind og sætte mig sammen med landmanden.

Livet kan ændre sig på et splitsekund, og vi ved det, men alligevel kommer det bag på os hver gang. Pas på jer selv og jeres kære. God weekend til jer alle.

Der er vist gået sport i at være aktiv

 og jeg har bebudet, at næste weekend bliver anderledes af flere grunde. Lørdag formiddag arbejdede landmanden i marken, jeg vaskede tøj og så tog vi os tid til at slappe af i skyggen af parasollen.

Efter frokost pakkede vi bilen med havkajakker og alt udstyret og kørte til Aabybro Mejeri. Vi ville udforske Ryås vej ud mod mosen. Andre havde sagt, at den var mere kedelig. Det er vi slet ikke enige i.

Godt nok kunne vi ikke se over bredderne, men der var liv og glade dage på åen. Guldsmede dansede, andre insekter tilsluttede sig dansen. Små fugle, som vi ikke kunne komme til at se ordentlig, fløj omkring. Altid i aktivitet, og vi tror, at det var deres metode for at aflede vores opmærksomhed fra deres reder. Vi så ænder, trane og fiskehejrer. Vi så også en andemor med sin ællinger, og den stakkel blev bekymret ved at opdage os, så hun piskede først ind i sivene med ællingerne, derefter kom hun ud igen og piskede fremad i vandet for at tiltrække sig vores opmærksomhed. Da vi var kommet langt væk fra ællingernes skjul, fløj hun tilbage.

Vi kom forbi en gammel bro og straks gik fantasien i gang, for jeg kunne se, at langs bredden var bygget et bolværk af træ. Gad vide om det har været en lille havn. 

Længere oppe ad åen var der masser af åkandeblade. Der var antydning af små gule blomster, men kun enkelte var sprunget ud.

Visse steder mindede åen mig om de hollandske kanaler. 

I bestræbelserne på at tage et billede af en åkandeblomst, var jeg lige ved at torpedere den, fordi min kajak flød ind mod bredden. 

Der var ingen steder vi kunne gå i land, så da vi havde roet 4 km, fik landmanden sin kajak bugseret ind i sivene med bagenden, så den ikke flød. Og så lagde jeg min ved siden af og så kunne vi holde eftermiddagspause på åen. Mine ben begyndte godt nok at krampe, for det er hårdt ikke at kunne strække dem og ryggen ordentlig.

Vi vidste, at der kom en bro på et tidspunkt, men egentlig havde vi aftalt, at vi kun skulle ro 4 km den ene vej og så vende om. Den aftale holdt vi ikke , så for hver sving vi kom omkring, blev vi enige om, at lige om næste hjørne ligger broen. Det blev til mange hjørner (2 km), før vi kom til broen. Blot for at konstatere, at man ikke kunne komme på land ved den bro.

Der  var ikke andet at gøre end at vende omkring og ro de 6 km tilbage til Mejeriets landgangsbro. Vi roede i modvind og det var virkelig hårdt til sidst at ro. 

Vi kom dog tilbage (der var jo ingen alternativ) og nød en cola og et æble, inden vi pakkede alt grejet sammen og kørte hjem. På vejen hjem købte vi nem aftensmad, for vi var meget trætte og vi havde planlagt en tur næste dag, dog ikke i kajak, så vi skulle gerne være friske.

Det har ikke skræmt mig fra roture, jeg har lyst til at prøve fjorden og også afprøve redningsmanøvrerne. Det bliver dog ikke næste weekend.

Aftentur - Slettestrand og Svinkløv Badehotel

 Egentlig havde vi aftalt at skulle gå en tur ved Tranum, men landmanden havde ændret mening under badet, så aftenturen gik i stedet for til Slettestrand. Da vi kom ned til havet, ærgrede vi os over ikke at have taget havkajakkerne med, for havet var nogenlunde rolig, og det havde været perfekt at afprøve vores kajakker på denne smukke aften. Bagefter ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde taget badetøj med, for aftenen havde været perfekt afsluttet med et havbad efter gåturen.

I stedet for gik vi ned til vandkanten og gik langs vandet mod vest. Der er masser af sten, men helt nede ved vandet er der fin sandstrand.

Pludselig dukkede en å op, som var rimelig bred og dyb på vej til havet. Så måtte vi gå ind i det grønne vegetation, her var en sti og efter lidt vandren kom vi til et spang (som landmanden belærte mig om at det hed, ikke en bro)

Da vi havde krydset åen og sat kursen mod havet, var vi tilbage på stranden lige på den anden side af åen. Ude i det fjerne kunne vi skimte en bygning. Det gik op for os, at det var Svinkløv Badehotel, så det blev målet for turen på stranden. Vi mødte en ung mand i en elektrisk kørestol. Den kunne lige køre på den smalle bræmme sandstrand. Da vi kom til badehotellet, kunne vi se, at den var godt terrænkørende, for der var dybe spor i sandet fra nedgangen ved hotellet, men han var kommet igennem.

Det var varmt, så vi svedte bravt i vores vandrestøvler og vandretøj. Det var skønt at gå op forbi badehotellet og finde en sti i plantagen, som gik tilbage til Slettestrand. Her var der skygge. Vi sluttede turen af på den perfekte måde med en stor softice ved strandkiosken, inden vi gik ned til havet og nød isen og udsigten.