En uge i billeder og ord

 Jeg føler, at tempoet i mit liv er speedet op. Jeg føler, at jeg glemmer at holde fast i de små øjeblikke. Det er så her, at jeg bruger indlæg som dette til at holde fast i tiden. Jeg ved, at jeg er 64 år. Min mor døde få måneder før sin 74 års fødselsdag, min far fik diagnosen Alzheimers sygdom få måneder efter sin 74 års fødselsdag. Det er ikke sådan, at jeg tror, at livet slutter, når jeg bliver 74 år, men inderst inde er det min rettesnor for, hvad jeg vil med de næste ti år. Og det er jeg slet ikke færdig med at fundere over.

Jeg havde ikke troet, at i jeg en alder af 63 skulle se mit navn som medforfatter af en videnskabelig artikel i et internationalt tidsskrift. Det er jeg faktisk stolt af. Sidste fredag havde vi inviteret vores to vejledere og vores leder til et afslutningsmøde om hele forskningsprojektet, som startede i 2016. Vi  tre sygeplejerske, en først i 30erne, en sidst i 40erne og en midt i 60erne, havde ikke kunnet klare det uden vores vejledere og vores leder. Derfor havde vi købt tapas fra Mums i Gug, købt gaver og jeg havde bagt en kage med jordbær og cremefraiche til. Vi fik to hyggelig timer, mens vi fik vendt sygeplejen, vendt det der var godt ved forløbet, fulgt op på det, der er sket siden hen med at få den viden fra projektet til at leve i vores sygepleje til gavn for patienterne.

 Nærmest hver dag husker jeg at sætte mig i stolen foran terrassedøren og se på alle fuglene i fuglebadet.

Selv duerne bruger det. Ikke så sært, at vandet hurtigt forsvinder, når både store og små bader i det 

Vores lille terrasse langs stuehuset bruges flittigt som eftermiddagspausested eller når vi har været ude at gå først på aftenen. Desværre er de små knotter (bittesmå insekter, man ikke kan se, men mærke) dukket op, så nu er det slut med at sidde ude i længere tid efter kl 18.

I denne uge har jeg promoveret min "tatovering" på benet og min røde sygeplejerskeT-shirt på vej frem og tilbage fra arbejde. Det begynder at gøre ondt nu for både patienter, pårørende og personale, for patienter med nyopstået behov for hjemmepleje, kan ikke komme hjem. Så weekenden bliver helt sikkert med patienter rundt på gangene og med brandvagter på alle afdelinger (sådan er reglerne, når der ligger patienter på gangene i længere tid) Der er afdelinger og andre steder, hvor man har været nødt til at trække dem ud af strejken, fordi der ganske enkelt ikke er nok fastansatte til at dække nødbredskabet. Man har politisk skåret helt ind til benet i besparelsesøjemed, og lige nu ser man hvor skrøbeligt sundhedsvæsenet er uden sygeplejersker, der hele tiden knokler for at få 2 og 2 til at være 6 eller måske endda mere.

Vi nyder aftengåturene, men ofte bliver de sene, og det er ikke så godt for min krop. Den når ikke at falde til ro, inden jeg skal i seng. Men jeg elsker de ture, og nu har jeg lært at gå i mit eget tempo og ikke landmandens. Det stressede mig, så jeg var nødt til at gå mine egne veje, indtil jeg havde fundet ind til min egen rytme igen.

Det er hvidt derude. Først blomstrede den vilde kørvel, nu har hyldetræets blomster taget over sammen med skvalderkålens smukke blomster.

I går arbejde jeg i dagafsnittet og arbejdede derfor til kl 16. Undervejs tikkede en sms ind fra min datter, om jeg havde lyst til at mødes på cafe inde i Aalborg. Hun var ude for at handle ind til kreative projekter. Det sagde jeg hurtigt ja til, for som sagt føler jeg, at jeg halser bagefter tiden og et af tricksene til at få den til at gå langsomt er at fylde skønne øjeblikke ind i tiden. Hun ville finde en solbeskinnet plet udenfor Penny Lane. Og jeg kunne se hende på lang afstand. Jamen altså, mit hjerte svulmer af stolthed og undren. Hun er klog, kreativ og kærlig. Og hvordan jeg har dog fået en datter, der altid ser utroligt stilfuld ud med sin blanding af vintage tøj, mærkevarer og stangtøj? Ha, der kom jeg med tatovering på skinnebenet og rød kampT-shirt :-) men heldigvis er hun for længst over den periode, hvor hendes mor var pinlig. Nu synes hun, jeg er sej og klog. Så pyt at jeg ikke har samme flair for sammensætning af tøj. 

Weekenden banker på døren, landmanden er gået sig en tur, jeg snupper en lille tur, for jeg mødte lidt senere i morges og nåede en gåtur inden.  

Må din weekend være god og kærlig ved dig.