fredag, maj 31, 2019

Lad billederne tale


Selv om jeg lægger billeder ud på instagram, så får de ikke så mange ord med på vejen. Jeg fik startet med bilagene mandag sent på dagen. jeg har det med at være meget ubeslutsom på mine fridage. Det er som om jeg har mistet gnisten herhjemme, ikke på arbejde, der får jeg energi af at være sammen med mine kolleger.

Mit yndlingssted med bilagene er spisebordet i stuen, her kan jeg gå til og fra, lade det rode, lægge det i bunker og lidt efter lidt kommer bilagene ind i mappen i den rette rækkefølge.


Onsdag havde vi brush up for andet hold. Det var igen med stor succes at vi bad en af vores unge speciallæger undervise os. Han er eminent til at ramme alle, om de har megen eller lidt erfaring indenfor specialet. Denne gang var det de sjældnere årsager til blodprop eller blødning i hjernen.
Jeg havde tre cases med, som mine kolleger skulle diskutere sygepleje ud fra. Det gik godt, her får novicerne lov til at høre de erfarne rulle sig ud med al deres viden om sygepleje. Samtidig får vi sat ting på plads og novicerne kan også bidrage med ny viden om sygepleje. Det fungerede rigtig godt.
Det nye supersygehus hørte vi også om. Vi har efterhånden erfaring i at flytte. I de 19 år jeg har været her har vi flyttet 3 gange inden for de sidste 13 år. Det kræver god planlægning at flytte en afdeling med fuld belægning af patienter. Det kræver energi, når alle pludselig ikke ved, hvor alting er. Selv om det først er om 3 år, så ved vi, at det er godt at starte i god tid med forberedelserne.


Hjemme igen faldt jeg om ude på den lille terrasse, jeg var brugt og ladede op med te, før jeg smed aftenmaden i ovnen. Jeg kører de nemme løsninger, denne dag var det Menys kylling i fad med flødekartofler som bund. En god salat blev også købt, og så var der hurtig mad. Senere tog jeg mig sammen og kom ud og gå en tur. Det var skønt.

Torsdag regnede det og jeg hyggede mig indendøre med bilag og bøger.


 Senere kom jeg ud og gå, og her kunne jeg rigtig nyde vores mange rododendronbuske. en nyslået græsplæne og blomstrende buske, så minder vores have om en minipark.



Højbedene er endnu ikke blevet tilplantet. Min Skt. Hansurt hjemme fra mine forældre har haft godt af at blive plantet om. Jeg funderer over hvad der skal være i bedet sammen med den. Til det andet bed håber jeg at falde over georginer i potter, når jeg nu ikke nåede at købe knolde.

Mine roser er ikke blevet klippet ned i år, jeg hylder i år Sørens Ryges princip med blot at studse de døde grene.

I dag har vi sammen plantet vores agaver over i kæmpe potter. De har levet trangt de sidste år uden nyt jord og kombineret med at stå i et kartoffelhus uden lys i vinterhalvåret har det taget hårdt på dem. Krukkerne er letvægtskrukker med hjul under. Jeg håber, omplantningen giver dem nyt liv.


I dag konterer jeg bilag, det går fint, jeg er garvet i det her, men da jeg også har fået tjekket syn og skullet vælge nye briller i dag, så er jeg mør nu. Jeg HADER synstest, jeg bliver svimmel, svedende og utilpas og kan slet ikke finde ud af, hvilke bogstaver, der står skarpest. Faktum er, at jeg ofte har hovedpine og selv om det kun er lidt, jeg skal op i styrke, har jeg valgt, at der skal nye briller til.


Nu vil jeg holde en pause, jeg har nemlig også valgt at få brugt lidt fra fryseren, hvilket vil sige, at jeg skal have lavet en vildtpie. Den beslutning har jeg allerede fortrudt, jeg har virkelig ikke lyst til madlavning, men der er en anden, der bliver glad, når han ser menuen i aften. God aften til dig.

PS jeg er også blevet færdig med Abelone på Bangsbo af Bent Haller, det var en hyggelig og fornøjelig bog at læse. Den gad jeg godt have diskuteret med min litteraturkreds.


tirsdag, maj 28, 2019

Mastodontbogen, var den værd at læse? Og blev jeg færdig?

Som jeg skrev forleden dag for ti dage siden, var jeg i gang med at læse Stillidsen af Donna Tartt, en gedigen på over 800 sider. Jeg er færdig nu og kan jeg så anbefale den?

Det kan jeg. Jeg endte dog med at skimlæse indimellem, fordi den er så rig på detaljerede beskrivelser, at den mistede min opmærksomhed på detaljerne. Når jeg læser anmeldeserne, kan jeg se, at de er mere belæste og vidende end mig. Der er ufattelig mange referencer til litteratur, kunst, steder osv., som gik hen over hovedet på mig.  Stadigvæk synes jeg, den er værd at bruge tid på.

Bogen starter i Holland for så at gå tilbage i tiden og ender tilbage i Holland, dog for at fortsætte med hvordan det så gik derefter. Bogen handler om Theo, en dreng, som mister sin mor under en terrorhandling i et museum. Han får en ring af en døende museumsgæst, som samtidig opfordrer ham til at tage et smukt værdifuld maleri og passe på det og gå hen til den døendes partner i en antikvitetsbutik. Hele bogen er et vidnesbyrd om en drengs udvikling fra dreng til mand. Den første del i New York var nok den, der rørte mig allermest. Hvis du er interesseret i mere viden om bogen, kan du læse mere her, her og her.

Med mig til Milano kom en anden bog, som var perfekt flylæsning: Colleen Hoovers Altid Håb. Jeg vidste ikke, den var anden del af en serie, så nu overvejer jeg, om jeg skal læse den første eller om det er omsonst, når jeg nu læste den anden først. Uanset hvad, så er det en fantastisk bog, jeg manglede ikke den første bog. Denne bog er fortalt fra den unge mand Deans side, hvor første bog er fortalt fra den unge kvinde Skys side. Den er letlæst, den rummer så mange gode passager og jeg var ikke altid sikker på, hvor den ville føre mig hen. Den kan virkelig anbefales.

Nu venter litteraturkredsens første bog, som jeg ikke deltog i: Bent Hallers Abelone fra Bangsbo. Den er jeg spændt på.

Det bliver dog ikke nu. Jeg har skænket den sidste kop te for i dag (forsøger at se om det gør en forskel i forhold til søvn) og skåret et par skiver ost til en grovbolle. Så vil jeg hygge mig med lidt faglitteratur som forberedelse til kursus for mine kolleger i morgen. I morgen, når jeg går hjem, har jeg syv fridage. Det er helt vildt, det er ikke en gang feriedage, men fridage, stregdage og erstatning for søgnehelligdage. Egentlig skulle jeg have otte, men jeg har inddraget den ene efter aftale med min leder. Jeg har forskellige bolde, der skal hentes ned og lægges i deres kurve, inden sommerferieafviklingsperioden rammer os.

God aften til dig.


mandag, maj 27, 2019

Tempus fugit

Overskriften betyder egentlig tiden flygter, men vi bruger det ofte som tiden flyver eller iler. Uanset hvilken brug af ordet, så er det netop den følelse jeg har. Og i dag kan jeg slet ikke forstå, at det er 32 år siden, at jeg fødte mit sidste barn en skøn maj morgen. Den skønneste lille søn fik vi denne morgen. Hans storesøster var hjemme sammen med vores svigerinde. For andre ville det have været uoverskuelig at få en lille ny 16 måneder efter den første. For os var det helt perfekt og planlagt. Nu havde de to hinanden.

Vores dejlige søn var nem, han spiste og sov. Han nød blot at være sammen med os. Storesøster var glad for ham, selv om hun indimellem også var hård ved ham, så vi måtte være årvågen.


I dag er du, min kære søn, et skønt menneske at være sammen med. Du har kæmpet mange kampe, og du er kommet ud af dem med ar, men også med solid erfaring, som gør dig til et endnu skønnere menneske. I dag er du i England sammen med din forlovede og vi ønsker dig en festlig fødselsdag. Du har fået venner over there gennem din fascination og interesse for spil. Den interesse havde du allerede som barn. Vi har siddet sammen utallige timer og spillet Aladdin, Løvernes Konge og mange flere spil på computeren. Det blev til familiespil, hvor din far hjalp dig ved tastaturet og din søster stod ved siden og lage mærke til detaljer. Siden hen fik du og dine venner mig til at indse, at spil på skærme ikke nødvendigvis var socialt isolerende, men at man sagtens kunne være fem om en computer og have det sjovt sammen. I dag spiller du med folk overalt i verden.

Jeg savner dit smil, jeg savner dine overvejelser, jeg savner dig og din forlovede, så jeg håber, at jeg snart kan se jer igen. Hjertelig tillykke med fødselsdagen, du min elskede søn.




lørdag, maj 25, 2019

Hektisk, spændende og berigende

Så er jeg hjemme i vante omgivelser igen. Døren ud til stod åben, mens jeg vekslede mellem lugning af gårdsplads, tedrikning på den lille terrasse eller gøremål indendørs i dag. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg skal passe på. Vinden var kold, når jeg ikke var i solen.


Vejret var skønt i Milano, men tid til sightseeing var der ikke. Konferencen startede 8.30, en enkelt dag 8.15 og sluttede de to af dagene ved 19 tiden. Sidste dag kørte vi direkte fra konferencen til lufthavnen.

Jeg havde troet, at vi havde booket et hotel nogenlunde tæt på konferencen, men kort snyder. Der var fem kilometer fra vores hotel til konferencen, så vi tog en taxa om morgenen og metro om aftenen. Vi boede på et Ibishotel, det havde den smukkeste foyer med en stor glastrappe i midten. Rundt omkring stod italienske scootere. Den sidste aften opdagede jeg tagterrassen og nød den lune aften og det smukke hus, som hotellet var.



Konferencen var tæt besat med masser af oplæg. Indimellem og især til sidst havde jeg svært ved at blive ved med at holde koncentrationen. Så måtte der tankes op i pauserne med snak, latter, kager og vand. Vi var så utrolig heldige, at fordi vi havde fået en poster optaget til præsentation, blev vi alle tre bevilget penge fra en fond til turen. Det betød, at de penge afdelingen i forvejen havde søgt og fået til deltagelse af to sygeplejersker, kunne bruges til to andre kolleger. Derudover havde vores leder også søgt og fået penge til deltagelse. Så vi har kunnet sprede os og få hørt mange flere indlæg, end hvis vi kun var to af sted. Det er der, man får fornemmelse af, hvad den næste landevinding indenfor Stroke behandling bliver (stroke= apopleksi= blodprop eller blødning i hjernen).

Det er godt at være forberedt. Først kom trombolysen, hvor man giver stærk blodpropopløsende medicin ind i en blodåre, hvis patienten kommer ind, så det kan gives senest 4 en halv time efter debut af symptomer. Problemet er, at det ikke kan opløse blodpropper i de større blodårer i hjernen. Det fandt man en løsning på. Så kom trombektomi, hvor man med et kateter går via pulsåren i lysken op i hjernens blodårer og med en tang/netlignende genstand fjerner blodproppen i de store årer. Der var stadig et problem, for mange kom ind, hvor vi ikke kendte debuttidspunktet. Enten fordi de ikke kunne fortælle det, når de blev fundet, eller fordi de vågnede med symptomerne. Så kom der studier, der viste, at med bestemte MRsekvenser kunne man bedømme, om blodproppen var mindre end 4 en halv time gammel, og så kunne man give dem trombolyse. Der er stadig mange, der ikke kan få behandlingen, fordi de kommer for sent, eller fordi de har sygdomme eller tilstande, der udelukker behandlingen eller de f.eks er så forkalkede i deres kar, at de nærmest er lukket helt til i et af karrene til hjernen og så kan kateteret ikke komme videre op i hjernen.

Noget af det nye fra denne konference er, at med visse betingelser til stede ved en MRscanning, så kan man give trombolyse op til 9 timer efter debut. Man er ved at skrive nye guidelines, men alle regner med at det tilbud snart kommer. Når en patient kommer som trombolyse/trombektomikandidat møder to af sygeplejerskerne fra afdelingen patienten og falck i modtagelsen sammen med lægen. Herefter går alle op til MRskanning, hvor patienten hurtigt kommer ind i skanneren, og så snart vi ved, at der er en blodprop og der ikke er andet (sygdom, skæve blodprøver eller lignende), der taler imod trombolyse, går en sygeplejerske ind i scanneren og giver en støddosis af medicinen. Derefter gøres skanningen færdig og så snart patienten er ude, sættes resten af medicinen op og gives via en pumpe over den næste time. Det er man nødt til, fordi præparatet er hurtigt ude af kroppen igen, det skal derfor doseres langsomt for at virke bedst.




Vi afventer det endelige resultat af store studier, som måske falder ud til fordel for et nyt trombolysepræparat, som ikke skal gives over en time, men som kan gives med det samme i scanneren. Det ændrer dog ikke på observationerne bagefter og at en sygeplejerske skal sidde ved patientens side for at observere patienten, blodtryk og patientens funktionsniveau tæt de første timer .

Alt dette betyder, at mange flere vil komme som trombolysekandidat, hvor det er vores sygeplejersker, der tager mod dem og er væk fra afdelingen imens. Alle andre patienter kommer via modtagelsen, hvor deres personale tager mod dem i første omgang sammen med en af vores læger, hvorefter vi modtager dem på afdelingen. De patienter vil så blive færre, fordi flere ville være kandidater til akut behandling. Dermed får vi brug for flere, der kan løbe i modtagelsen og dermed være væk fra afdelingen. Det ændrer ikke på, at vi stadig har mange patienter på afdelingen, som skal plejes og observeres. Det er en spændende tid vi er i.





tirsdag, maj 21, 2019

Lidt efter lidt


  • får jeg lukket tankerne om patienterne ned. Når jeg har været på i fire dage i plejen (og hvilke dage, der var så travlt) og de to af dagene var jeg ansvarshavende med al stuegang på 23 patienter, så fylder patienterne. Jeg fyldes med tanker, om jeg nu fik overleveret, så mine kolleger forstod det og dermed sørgede for kontinuitet hos patienten. Der har været komplekse patienter, der har fyldt. Men nu har jeg haft sidste samtale med min souschef og sidste mail er skrevet, så nu fokuserer jeg på næste punkt.
  • får jeg ryddet op, vasket tøj, printet billeter ud, støvsuget, lavet mad til landmanden, handlet ind til landmanden, så jeg er klar til næste punkt
  • bliver jeg mentalt klar til at glæde mig over, at jeg om få timer flyver til Milano til Europæisk Stroke Konference (Stroke = blodprop eller blødning i hjernen)
  • falder skulderne ned og hjernen forsøger at slappe af. Jeg er der ikke endnu, men det kommer jeg, inden jeg lander meget sent på hotellet i Milano.
  • går det nok op for mig, at jeg torsdag aften sammen med min kolleger kort skal præsentere vores poster. Gad vide om der kommer nogen, når de alle har været på konference fra 8.30 - 18.00?  Posterpræsentationerne er først fra 18.10 - 19.10. Det har jeg aldrig prøvet før, at det var så sent.
Til gengæld er jeg her og nu så glad for, at landmanden, uden at jeg vidste det, har bestilt og fået lavet faunastriber flere steder på markerne. Langs læhegnene bliver det med vildtblanding, som tiltrækker bier, sommerfugle mv Det giver føde til insekterne, som er fødegrundlaget for fuglevildtets unger. Langs en mark op til vejen mellem vores to gårde består striben af en blomsterblanding, som giver nektar til bierne og vil forskønne min dag. Jeg tror, jeg kommer til at gå langs marken mange gange for at nyde synet af de smukke sommerblomster. 

Ha en god dag. 

Vi har ikke rapsmarker, det her er fra en morgentur til arbejde.

fredag, maj 17, 2019

Opslugt

En bog mange anbefalede, da den udkom. En bog, jeg også har hørt, at andre er gået i stå med. Den lå på biblioteket og talte til mig: jeg ved godt at du er lidt Rasmus Modsat angående bøger "man bør læse", men prøv mig nu.

Den kom med hjem, og de første mange sider i bogen fik mig til at stoppe op og læse langsomt, fordi ordene var så mangfoldige og utroligt beskrivende. Jeg havde ikke tid til at læse, så jeg glædede mig helt, når jeg fik et øjeblik, hvor jeg kunne læse videre.

Jeg er stadig optaget af handlingen, men jeg kan også mærke, at der hvor hovedpersonen er lige nu, der fanger den ikke helt på samme måde. Jeg kommer nemmere til at skimlæse for at komme videre i handlingen. Det kunne jeg slet ikke i begyndelsen. Jeg har læst mange sider og alligevel er jeg ikke nået halvvejs i bogen.

Med til min manglende koncentration er nok også en travl vagt. Jeg er træt. Så jeg læser lidt, spiller lidt syvkabale, drikker lidt te, læser lidt igen, og det er helt fint. Bogen skal nok blive læst færdig og den fortjener en læser, der er mere koncentreret end jeg er i aften.

Bogen, jeg læser, er Stillidsen af Donna Tartt.


Og det var skønt at komme hjem til min fine buket, som jeg har givet mig selv, "because I am worth it" :-)


torsdag, maj 16, 2019

Sol, åbne døre og fridag

Store Bededagsferien venter for mange. For mit vedkommende skal den tilbringes sammen med patienter og kolleger. Så jeg nyder denne fridag.

Jeg nyder, at jeg siden i morges har haft dørene til at stå åbne ud til. Den lifligste, friske luft strømmer ind og gør mig glad.

Jeg nyder, at solen skinner og at jeg indendøre går rundt med bare tæer og lader solens stråler varme mig her, mens jeg skriver.

Jeg nyder at se mig omkring på værelset. Jeg sidder på skrivebordsstolen fra mine forældres hjem, jeg har computeren til at stå på mit gamle skrivebord, som jeg fik i konfirmationsgave, og jeg drikker te af et krus fra min skønne studieveninde.

Apropros hende, så var det skønt midt i en travl dag, hvor mine tanker havde svært ved at følge med fra møde til møde, pludselig at se hende komme gående i løbejakke og løbeshorts sammen med hendes hjertepatienter. De havde været ude at træne i skoven, og jeg nød det kæmpe knus, jeg fik der midt på gangen på sygehuset. Hendes kollega, fysioterapeuten, havde jeg arbejdet med i tidernes morgen, da jeg startede på neurologisk afdeling og blev specialesygeplejerske. Hende fik jeg også et kæmpe knus af. Jeg nød at blive omfavnet. Jeg nød at mærke det faste ekstra klem fra min studieveninde, som sagde, hvor er det godt, at jeg har dig i mit liv.

Jeg nyder at tænke tilbage på mandagens fridag, hvor jeg havde vundet to billetter til et NIVEA arrangement i samarbejde med Mette Marie Lei Lange. En af min svigerinde havde sagt ja til at komme med mig, og jeg nød at få snakket med hende. Selv om vi bor tæt på hinanden, så bliver der ikke meget med at ses i hverdagen. Vi fik god information om NIVEAs produkter, og nu er jeg blevet for gammel til Q10 produkterne, som jeg ellers har brugt, siden dengang en ældre kvindelig patient på over 80 år havde kommenteret mine rynker i ansigtet og ment, at jeg skulle skifte til Q10. Det sørgede mine kolleger så for til min 60 års fødselsdag, hvor cremen var en del af mine gaver fra dem. Jeg fik lækre produkter med hjem, og selv om jeg dybt chokeret så på den brugte renseserviet første aften, så glemmer jeg at rense ansigtet om aftenen (den serviet var nærmest sort). Nå, al begyndelse er som sagt svær og gode vaner tager mindst tre uger om at blive etableret.



Mette Marie var lige så meget nede på jorden, som hendes blog er. Det er ikke alle indlæg, jeg læser, for jeg interesserer mig ikke for make up, mode og indretning. Men jeg nyder at læse beretninger om unge kvinder midt i livet. Jeg nyder at læse om andre, der ikke lever et liv som mit. Så jeg klikker en gang imellem rundt i blogland på de unge bloggeres sider. Nogle har det som deres arbejde og der er derfor en del reklame, andre har ingen reklamer. Mette Marie er en af dem, der kan leve af at blogge, og jeg kan godt lide hendes humor og måde at få gjort selv annonceindlæg personlige.

Jeg nyder at være på den anden side af første brush up kursus i år. Min afdeling prioriterer, at alle kommer på seks timers opdateringskursus hvert år. Det betyder, at de møder ind om morgenen klokken syv og hjælper med alt på afdelingen. Når de så går fra afdelingen klokken 8.30, kører sygeplejepersonalet med weekendbemanding resten af dagen. Så de knokler, men da alle kommer af sted og nyder de seks timer, hvor de får fyldt ny viden på, får diskuteret sygepleje og får grinet og snakket sammen, ja så accepterer de vilkårene.



Jeg nyder til gengæld ikke, at jeg har så svært ved at være tilfreds med egen indsats hver gang. Det IRRITERER mig grænseløst. Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af, hvad der er på spil. Hvorfor er jeg så hård ved mig selv? Jeg fik dem til med to patientcases at diskutere sygepleje. De var så gode til at bringe mange perspektiver ind, og alle, både erfarne og novicer, bød ind med gode sygeplejefaglige problemstillinger. Nu hvor jeg skriver det, indser jeg, at det var jo netop to gode cases, og det var mig, der havde udtænkt dem. At der så var en tredje case, som ikke blev det, den skulle have været, og som de kommenterede på, handler ikke om mig og mit oplæg, men at vi havde undervurderet tidsforbruget for det lægefaglige. Det betød, at jeg måtte reducere i mit indlæg.

SÅ, Lene, det gik faktisk godt, så klap dig selv på skulderen for det og ret så det, der ikke gik som planlagt til de næste to kurser. Og så havde min leder fået en god ide, hun fik kollegerne aktive med at taste tre ting på mobilen, der var vigtigst for dem, når de gik på arbejde på det nye supersygehus (NAU). Vi skal først flytte i 2022, men vi har efterhånden flyttet så mange gang, så vi ved, at vi skal starte i god tid med at snakke om det og så småt at begynde at planlægge vores hverdag der.



Vi er færdige med at lægge kartofler, så landmanden har været på jagt her til morgen. Nu sidder de tre jægere og nyder te/kaffe i mandskabsrummet, mens der bliver gjort rent i resten af huset. Jeg? Jeg nyder at holde fri, nu vil jeg tage min tekop og slutte mig til jægerne. Ha en rigtig god dag.

min gave fra Stroke Forum, da vi holdt oplæg

mandag, maj 13, 2019

Midt i en solskinsstråle på en hverdag

Det hedder det jo ikke, men det lyder dejligt at sige solskinsstråle. Hverdagen er tilbage med buldrende puls, og jeg skal huske at trække vejret, sænke skulderne og nyde den.

For at jeg selv kan huske, hvad der egentlig sker, kommer her i sidste uge i punktform:
  • Tirsdagens fridag skulle bruges på kontoroprydning. Jeg var træt og orkede ikke, så jeg købte snegle til landmændene og mig. Det syntes jeg, vi trængte mere til end oprydning. Det var hyggeligt lige at få en snak midt i travlheden. Bagefter fik jeg dog ryddet op.
  • Onsdag kom jeg langt om længe til koraften og fik sunget gospel sammen med skønne mennesker. Jeg har ikke været til kor siden vores søndag først i marts, hvor vi indspillede tre numre. Jeg har i stedet for undervist patienter og pårørende fire gange og været til Stroke Forum. Og derfor har jeg heller ikke været med til koncert. Men nu har jeg to gange, hvor jeg kan deltage, så jeg kan være med til vores traditionelle gospelkoncert med lune hveder i Torslev Kirke. Det glæder jeg mig til, og jeg nød at synge, bevæge mig og grine i to timer. Det var tiltrængt.
  • Ugens overskift kunne passende også have været være søvndrillerier. Lige for tiden er jeg inde i en stime, hvor søvnen driller og jeg er helt klar over, at meget er psykisk, for jeg bliver nærmest nervøs for at gå i seng, for tænk nu hvis ... Jeg er begyndt at kombinere panodil og marzine, når søvnløsheden truer og det virker. Men det kan jo lige så godt være placeboeffekten som en reel virkning. Apotekerdamen alias farmakonomen syntes absolut ikke, det var en god ide, men da jeg var blevet anbefalet det af en overlæge, sagde hun ikke så meget. Udover at hun gerne ville snakke gode søvnvaner, det gad jeg ikke, for jeg kender dem til hudløshed. Og weekenden har budt på god søvn, heldigvis.     
  • Onsdag præsterede jeg at glemme, at jeg tirsdag nat havde sovet så dårligt og derfor nuppede ti minutters powernap efter madpakkesmøring, inden jeg skulle ud af huset. Mobilen var sat til at vække mig, skulle jo nødigt komme for sent. Det resulterede så i, at jeg på trods af, at jeg faldt i søvn 20.30 tirsdag aften, først vågnede, da uret ringede næste morgen, hvilket ikke var 5.00, men 5.45. Jeg præsterede den bedste tid i madpakkesmøring, tebrygning og vask/føntørring. Morgenmaden blev nydt på vej til arbejde og jeg gik ind på afdelingen omklædt i uniform 7.04 (godt jeg ikke arbejder på Skejby sygehus). 
  • torsdag var fridag og udover bilen var på værksted, så kan jeg ikke huske, hvad jeg lavede. Helt sikkert noget med hus, have og landbrug.
  • Fredag var endnu en arbejdsdag, der var tætpakket. Jeg havde møder nærmest hele dagen samt undervisning af studerende og elever. Blandt andet havde jeg et møde med min leder om hvordan jeg selv ser min fremtid på afdelingen. Hun vil gerne beholde mig i mange år, måske i anden funktion, måske ...

Hune Klitplantage


Jeg har været græsenke i weekenden. Landmanden har været på kursus i sportræning sammen med Dexter. Det har været hårdt for Ayla. Egentlig var det mening, at vi to skulle i sommerhus, jeg var dog ikke helt sikker på, at Ayla ville lystre mig og blive på sommerhusgrunden, så jeg lavede en ny plan. Morgenen og aftenen var vi sammen. Fra 9 - 17 passede Ayla på gården og jeg tog i sommerhus.


Udsyn over kystlinjen ved Blokhus


Planen var, at jeg skulle rengøre vinduesrammer lørdag og male søndag. Men det blæste for meget lørdag, til at den plan kunne sættes i værk. I stedet for gik jeg i gang med projekt udryd grusarealerne. Vi har grus hele vejen rundt om sommerhuset, og jeg kæmper en ihærdig kamp for at holde ukrudt væk. Det vil være lettere at holde, hvis der var græs helt op til huset. Så jeg har kæmpet med ukrudt og grus hele weekenden. Min krop er fuldstændig mørbanket. Jeg har dog husket at holde pauser, gået lange ture og nydt det gode vejr.

Kryle Klit


Nu er hverdagen her med en ny uge. En uge, der starter med en fridag. Landmanden og medarbejder håber på, at de bliver færdig med kartoffellægning i denne uge. Men et er håb og planer, noget andet er virkeligheden, så vi får se. Der skal laves mad, smøres madpakker og udføres kontorarbejde. Derudover indeholder fridagen også fodterapeut og fysioterapeut fra morgenstunden af. Det var tiltrængt. Jeg troede dog lige det var sommer og var kommet af sted i for lidt tøj, så nu prøver jeg med lun cardigan og varm te i koppen at få den indre varme.

Må din mandag indeholde gode ting, der gør dig glad.


tirsdag, maj 07, 2019

Skønne dage

Hvor lørdag var sløv pga hovedpine, så blev søndag anderledes skøn. Jeg må endnu en gang konstatere, at jeg er rigtig god, når jeg føler, at jeg har nogen at arbejde sammen med. Landmanden skulle gøre maskiner klar til næste uge og imens fik jeg gået højbedene igennem samt plantet tre små krukker. Og så sluttede vi af med te på den lille terrasse. Hundene nyder også, at vi alle er sammen.



Om eftermiddagen tog vi op og slog græs i sommerhuset. Jeg skal være deroppe alene i næste weekend, mens landmanden arbejder herhjemme. Nu fik vi endelig tid til at tale om, hvad jeg drømmer om, og hvad min plan for min arbejdsweekend er. Bagefter kørte vi ned til Hune søerne i det, der engang var grusgrave. Det er et skønt område, og det er rigtig godt at træne vand-apportering der.



Jeg fik travet nogle ture op og ned af bakken (kan mærke det i lårmusklerne i dag), for min opgave var at kaste dummier, som Ayla og Dexter skulle hente. Dexter er blevet rigtig dygtig, de første gange skulle han ikke nyde at hoppe ud i vandet. Hans svømmestil kan godt blive bedre, men der er sket markant forandring til det bedre. Ayla er rigtig god, men ikke om hun vil gå op på bredden tæt på landmanden, når Dexter er i vandet på samme tid. Vi tror, hun er nervøs for, at han skal snuppe dummien. Hun går i land et stykke derfra, går gennem sivene og afleverer dummien pænt til landmanden.



Mandag blev en kollega 60 år, og hun havde inviteret til fødselsdag for både familie, venner og kolleger i to omgange. Jeg var med på formiddagsholdet og var så heldig, at jeg kunne køre med en kollega. Det var et skønt sted og maden var bare helt fantastisk velsmagende. Min kollega havde hyret en kok til at stå og bage store pandekager, hvorefter de blev fyldt med lækker kød, salsa, salater og ost efter vores egne ønsker. Hold da op, hvor var jeg træt af, at jeg ikke kunne spise mere end én, jeg ELSKER pandekager. Snakken gik livligt ved de to kollegaborde, det er altid skønt at have tid til bare at snakke om løst og fast. Og vi nød at være med til at fejre fødselaren. Kollegaer i min aldersklasse er ikke det, vi har flest af. Vi har rigtig mange under 30, en mellemgruppe midt i 30'erne, og en håndfuld over 40. Der er vist en tilbage i 50'erne og så er vi 6 over 60.


Landmanden er holdt tidligt i dag, så han lige nåede at spise sin aftensmad, inden han og Dexter tog til træning. Så må vi to af hunkøn finde ud af at få aftenen til at gå. Jeg tror, Ayla falder i søvn i bryggerset og jeg vil forsøge at holde mig vågen med strik og fjernsyn. God aften til dig.

alle mine vinduer i køkken og stuer havde lys i vinduet lørdag.




lørdag, maj 04, 2019

Kroppens signaler

Noget af det vi fandt i vores undersøgelse, var at man efter en blodprop/blødning i hjernen (apopleksi/stroke) bliver usikker på sin krop. Den har svigtet, og det viste sig, at dette svigt skyldtes en apopleksi/stroke. Når man så er kommet hjem efter få dages indlæggelse (under 72 timer), så mærker man sin krop på en helt anden måde. Man stoler ikke helt på den, man diskuterer med sig selv hele tiden. Betyder denne stikken i armen en ny blodprop eller?

Tidligere ville man have sagt; nå jeg har nok overbelastet armen eller jeg har vist ligget forkert i nat eller ... Det gør man ikke mere; det tør man ikke mere. Sygeplejerskerne har jo sagt, at man skal ringe 112, hvis man pludselig får føleforstyrrelser i den ene side, lammelser i den ene side eller taleproblemer. Hele tiden forhandler man med sig selv, om det her nu skyldes en ny apopleksi/stroke eller blot almindelige symptomer, som man før har haft.

Angsten for at få en ny apopleksi/stroke fylder forskelligt hos patienterne. Nogle kan sige, jeg gør det jeg kan for at leve sundt og tager min medicin, så kan jeg ikke gøre mere. Andre hænger fast i hvorfor fik jeg en apopleksi/stroke, jeg synes da ellers jeg lever sundt. Angsten kan komme til at fylde så meget, at den hæmmer tilbagevenden til et normalt hverdagsliv. Det er der andre studier, der har påvist.

Så kan vi hjælpe dem, der har brug for støtte til at finde hverdagslivet igen? Indenfor hjerteområdet tilbyder man gruppeforløb, hvor man mødes med ligesindede og får undervisning i medicin, sygdom, forebyggelse og meget andet. Derudover træner man og diskuterer emner sammen. Det ved jeg, at patienterne er meget glade for. Det er her, de så at sige lærer at trække vejret normalt igen og finder en måde at håndtere usikkerheden på. Så det er det, vi har i støbeskeen sammen med kommunale kolleger. Jeg er spændt på, om det lykkes. Sparetrommerne er meget højlydte, men jeg håber.

Usikkerheden vil altid være der. Det er den for os alle. Der er ingen garantier for at forblive rask, men at bruge livet på at være bange for livet og døden er på sin vis spild af livet.

Til Stroke forum hørte vi om en ny landsdækkende kampagne, som skal gøre alle lige så bevidste om  tegnene på en apopleksi som ved hjertestop.

I samme forbindelse vil man ændre betegnelsen på en blodprop eller blødning i hjernen. Normalt hedder det som en fælles betegnelse Apopleksi. Det er der mange, der har svært ved at huske, sige eller har kendskab til. Blodprop eller blødning i hjernen er den korrekte betegnelse, men det er langt og besværligt at sige/skrive. Nu lægger man sig opad vores nordiske venner og ændrer navnet til Stroke. Det er den engelske betegnelse for slagtilfælde/apopleksi. For mig lyder den også mere handlekraftig. Der er stadig mennesker, som mener, at man ikke kan gøre noget. Det skal vi have ændret. Vi har to behandlinger, som gør en kæmpeforskel. Men det afgørende er at komme ind med det samme, Time is Brain. Når katastrofen sker, begynder nervecellerne at dø i utrolige mængder.

At det virker, kan vi se og det er også derfor, at vi udskriver langt flere nu til hjemmet end tidligere.

Så fra efteråret skal du sige Stræk Snak Smil. Ring 1-1-2. Stroke er en begyndende skade på hjernen.



Udenfor mit vindue har fuglene travlt med at fylde i sig. Fugletræet med sine gode mejsebolde og masser af frø/korn til store og små giver os mange fornøjelser. Forleden dag var det gulspurvene, bogfinkerne, mejserne og en enkelt flagspætte, der holdt os ved selskab. Inde i stuen kunne vi høre en pikken på vinduet. Det var en fugl, vi aldrig havde set før, flot og med de smukkeste orange farver. Vi fandt ud af, at det måtte være en hortulan. Den var meget insisterende, fløj op og ned af ruderne, som om den ville ind, men fløj over i et træ, når vi nærmede os vinduet.

Landmændene holder ufrivillig pause. Noget af maskineriet er gået i stykker, så de venter på en montør, der kan reparere det. Det huer ikke landmanden, nu har jeg brygget te, så han kan snuppe en kop i ventetiden.

Jeg har haft en off-dag i dag. Jeg døjer en del med hovedpine, jeg tror, det er mine briller, der trænger til at blive udskiftet. Der er blevet vasket tøj, smurt mad og lavet aftensmad. resten af tiden har jeg slappet af og nu har jeg det bedre.

Håber di lørdag har været god ved dig.





fredag, maj 03, 2019

En meget brugt frase

Vi siger det hele tiden: hold da op som tiden går. Nogle dage/uger er det, som om urets viser speeder op. Før jeg ved af det, er ugen henne ved weekend, og begyndte ugen ikke lige i går?

Onsdag tog jeg på udflugt til et skønt område syd for Hadsund og Mariager, som vel går under betegnelsen Himmerland. Her bor min yngste moster og onkel. Min ældste lillesøster og jeg havde inviteret os selv på frokost. Det var så hyggeligt og der mellem latter og alvorssnak indså jeg, at jeg er heldig. Jeg har stadig mennesker i mit liv, som kender til mig, da jeg var barn.

Gadekæret i en landsby, jeg kom forbi
Jeg var lidt for tidligt på den, så jeg havde tid til at stoppe op og nyde synet af rapsmarker, skønne små lunde af træer og snørklede veje, der bugtede sig op og ned. Noget helt andet end det flade område, jeg bor i. Og bynavne som Dalbyover og Dalbyneder samt Udbyover og Udbyneder fik også en snak i gang ved bordet, om hvordan de egentlig opstod. Rent konkret lå byerne med -neder i lavningerne.



Torsdag var jeg af sted hele dagen til seminar om apopleksi, Stroke Forum, i Aarhus. Der var masser af indlæg og vi var også blevet bedt om at holde oplæg om vores projekt. Nu har vi efterhånden gjort det mange gang, og uvist af hvilken grund var jeg så nervøs denne gang. Det gik nu godt, og snakken gik livligt i bilen på vej derned og hjem.

Fredagens arbejdsdag er netop afsluttet. Jeg nåede slet ikke alt det, jeg skulle have lavet. Jeg er heller ikke i land endnu, men nu holder jeg fri. Der er også et landbrug og et kontor, der trænger til min opmærksomhed. Landmanden kører stadig derude. Både han og medarbejderen har lige været inde og spise aftensmad. Medarbejderen er lige kørt hjem og jeg håber for landmandens egen skyld, at han snart kan holde aften. Det er lange dage på en traktor, men også skønne dag, hvor der for hver dag bliver mere og mere tilsået. Nu er kornmarkerne tilsået, og tiden er kommet til kartoflerne.



Det er et underligt vejr. I eftermiddag lige inden jeg kørte hjem fra arbejde, haglede det. Det havde det også gjort herhjemme. Nu sner det, men det opløses dog med det samme, når det rammer jorden.

Ayla er stærkt utilfreds med at skulle være herinde hos mig. Dexter tager det mere roligt. Derfor får Ayla også lov til flere timer i traktoren sammen med landmanden. Egentlig vil begge hunde gerne med på samme tid, men to ruhårede hønsehunde i en traktor er svær at navigere i, når traktorføreren også skal kunne håndtere al udstyr.


God weekend til dig.