onsdag, april 30, 2008

PÅFYLDNING

Endelig kom jeg til kor, det var så godt. Gospel er ikke bare de rigtige toner, men også rytmen skal med, så vi har hver gang små rytmelege, hvor hele kroppen er med, hvor vi skal tænke, fornemme og ramme rytmen. Vi skal lytte til hinanden, lære at starte og slutte samtidigt, lære at holde rytmen med kroppen samtidig med at vi synger.

Vi arbejder nu med vores udtryk, så sangen og glæden ved sangen kommer ud til dem, der lytter, og at koncentrationen for at synge rigtig ikke gør, at vi glemmer glæden og historien som sangen fortæller.

Der bliver grinet, der er koncentration, der er knævren, så vor unge leder må hæve stemmen. Jeg får så meget med mig hjem, min krop har det godt, mit hjerte er fuld af god musik med gode tekster, og min hjerne bliver trænet i musik, rytme og samklang.

Til jul fik jeg det Nye Testamente på nudansk, den Nye Aftale, og jeg forsøger at læse et kapitel højt for mig selv hver morgen for at få en god start på dagen og noget at tænke over. Lone Hertz har engang sagt, at man skal starte med Johannes evangeliet, så det gør jeg.

Rundt om i blogland læser jeg om gode bøger, meditation, motion, kostvaner som forskellige måder til at give energi.

Hvordan får du mere energi?

TIME-OUT


Manglende søvn gør børn pylret og nemme at vælte.

Det samme gør sig gældende for fruen her, så jeg opgiver at finde ord til indlæg, koncentrerer mig om bogføring, og imens nyder jeg min passionsblomst, som sætter en knop en gang imellem og glæder mig et par dage med en smuk blomst.
Opdatering: det er jo ikke en passionsblomst, men en Hawaiblomst (tror jeg nok :-)

tirsdag, april 29, 2008

SÅDAN

Endelig fik jeg gået den tur, jeg har længtes efter og trængt til i så lang tid.

Regnen vil ikke rigtig stoppe, den går lidt væk, og så kommer den igen. Luften er dejlig mild, og da jeg kom hjem, bød moreltræet mig velkommen med et dejligt syn.


Jeg havde slet ikke set det springe ud, og nu står det flot hvid mod den overskyede himmel.


Bagved titter nr. 3 slags blå blomst frem. Den var en del af en sammenplantning til min 50 års fødselsdag. Nu står den her og minder mig om nogle dejlige dage.

EN LILLE PIGE

Der var engang en lille pige, hun var så smuk og dejlig.

Alt, hvad hun kom i nærheden af, kunne leges med, fantasien blomstrede, hun sang fra morgen til aften.

Morgen menneske var hun just ikke, hun lignede en lille løveunge, som ville bide, når hende mor prøvede at vække hende.

Hun havde sine bestemte meninger, og der var ikke langt fra tanke til handling.

En dag så hun sin far sætte en muldvarpefælde op i haven.

Da faderen var gået ind, så han pludselig den lille pige gå med raske skridt ned i haven, ryggen var meget bestemt, skridtene energiske og målbevidste. Hun standsede op ved fælden, snakkede med sig selv og hev resolut fælden op, smed den på græsset og gik ind og legede videre med sine dukker.

”Muldvarpen skal ikke dø!”

Ak det er ikke nemt at være far i en Disney verden og i en verden med dejligt børnefjernsyn som Vinden i Piletræerne.

Og moderen gemte i sit hjerte billedet af den lille pige i underbukser, trøje og gummistøvler ude i haven.

Hvor blev tiden dog af, jeg synes jo lige, jeg var mor til to små børn ;-)

STILLE REGN

Der er regnet en del i nat, jeg håber ikke, det giver problemer for mine landmænd i dag. I går aftes blev den mark, som drillede allermest, pløjet, så kan vandet forhåbentlig komme væk fra jorden, inden de skal harve den.

Egentlig er sådan en regnvejrsdag ikke så galt, blot må den gerne stoppe lige om lidt ;-)

Det er, som om lyset ligger som en undertone og giver håb om, at solen snart kommer frem igen. Vi har fået masser af dejlig sol ind på energikontoen de sidste mange dage, og det hjælper på humøret.

Regnen har så bestemt, at det er herinde, at jeg skal bruge energien. Der trænger til en kærlig hånd alle vegne, og jeg kan sagtens følge alle disse ”ryd op i dit liv” eksperter, for når man har samlet til huse, og et rum trætter en, når blot man åbner døren, så skal der ske noget.

Det bliver bare ikke nu, for almindelig rengøring og et regnskab venter, og så må vi se, hvad de næste måneder giver af energi.

Men jeg gider ikke bekymre mig, for livet er her og nu, jeg er rig på kærlige mennesker, jeg er rig på nærvær, og som Fru Koch så klogt sagde til mit sidste indlæg: Du har garanteret allerede glemt hvad det kostede, men du husker bestemt hvor god en dag det var!

Jeg samler på gode dage, gode timer, gode minutter, og dem er der rigtig mange af i mit liv.

mandag, april 28, 2008

TAK FOR KAFFE

Dagens besøg i Viborg gik godt. Vi fandt en smuk sten, og bagefter fandt vi en sommerjakke til vores far.

Der var ikke tid til at køre hjem og få te, inden jeg skulle nordpå for at lave mad til mine flittige landmænd, så vi blev enige om at gå på café.

Tak for kaffe, siger jeg!

181 kr. for en kop kaffe, en kop te, en kop caffe latte og så tre små stykker tærter med creme fraiche.

Men vi nød vejret udenfor cafeen, og tærten smagte godt.

HUSET

Det er det første hus, jeg boede i. Jeg var knap 14, da vi flyttede derfra, og når jeg lukker øjnene, kan jeg huske det lige så tydeligt. Mine forældre var lærere, vejen hed Skolevej, og huset var kommunens lærerbolig. Dem var der flere af på vejen. Gik man til højre, gik vejen lidt nedad, og så lidt op igen og så kom man til skolen.

Man gik op af en trappe for at komme til hovedindgangen, indenfor var en lille entre, og så stod man i spisestuen. Til venstre var dagligstuen med døren ud til terrasse og have. Ved siden af entreen var et lille værelse, som man kom ind i fra spisestuen. Her havde mine forældre soveværelse, det var et lille rum, så min far, som var sløjdlærer, havde konstrueret en seng, som kunne slås op om dagen. Den var inspireret af Dirch Passers værelse i Støv på hjernen.

Videre ind i huset kom man til en lille gang, her var døren til højre ind til badeværelset med et badekar, hvor der var sat fliser omkring, og hvor puslebordet, lavet af min far, stod fast ovenpå i den ene ende. Herfra stammer min fastgroede viden om, at man aldrig overlader et spædbarn alene på et puslebord, for deres benreflekser gør, at de kan sparke, så de rammer en væg og derved skubber sig ud over bordet. Det skete for min lillesøster, jeg er kun 21 måneder ældre end hende, så det er den grumme fortælling, jeg kan huske, og heldigvis kom hun ikke til skade, utroligt nok.

Til venstre var døren ind til mine to søskendes værelse, her stod køjesengen bag døren, jeg boede før dem på det værelse sammen med min ældste lillesøster. Jeg var mørkeræd og troede fast på, at der lå noget væmmeligt under sengen, som ville gribe fast i mig. Teknikken gik ud på at tage fat i dørhåndtaget, hoppe op, klemme benene sammen på hver sin side af døren og så svinge sig hen til sengen, et lille hop, og jeg var i seng uden at røre gulvet i værelset.

Lige ud i gangen var to døre, den ene gik ind til et lille køkken, her huserede de forskellige unge piger, vi havde. Og her lavede jeg min første mad, som var havregrød. Det var en lille by, så jeg gik tit op til skolen, før jeg selv kom i skole, og fik sommetider lov til at komme med naboen, når hun havde undervisning i husgerning. Jeg var så stolt, da jeg selv kunne lave havregrød til frokost.

Den anden dør førte ned i kælderen, en trappe, der snoede sig lidt, og som jeg har prøvet at falde ned af. Nedenfor var en gang, til venstre kom en dør, her var der viktualierum, og jeg hadede, når jeg blev sendt derned for at hente madvarer eller sodavand, jeg var jo mørkeræd.

Til højre var vaskekælderen og tørrerum, lige frem blev gangen smallere, for til højre var døren ind til et stort rum, det lavede min far om til et værelse til min søster og jeg, der blev også plads til et lille badeværelse.

Nede i den lille gang var der to døre. Den ene værelse var til den unge pige, her nød vi, når vi fik lov til at være på besøg. Det andet værelse var min fars fremkalderværelse, desværre holdt han op med at fotografere, der blev vist nok at se til med alle de børn, lærergerning og aftenskoleundervisning i ungdomsskolen.

Min søster og jeg elskede, da vi flyttede nedenunder, her kunne vi være for os selv, hygge os sammen med veninderne, og kælderen blev pludselig et hyggeligt sted. Det var også her, at min far en nat vækkede mig, han bar mine to yngste søskende ned, jeg var 12, søster 10½, de to små, lillebror 9 og lillesøster 3. jeg fik besked på at låse døren, for min mor skulle føde, så de ville ikke have os ovenpå. Tænk, jeg faldt faktisk i søvn igen og blev først vækket om morgenen af min far, som glad kunne fortælle os, at vi havde fået en lillesøster.

To år senere flyttede vi så ind i det nye hus, som siden har dannet ramme om vores familieliv.

Et stort hus med plads til fem børn, en ung pige, et ægtepar, og en hund. Nu er der kun min far tilbage, og i dag skal jeg sammen med min ældste lillesøster hjælpe ham med at finde en sten til mors gravsted.

søndag, april 27, 2008

ON THE ROAD AGAIN


Efter en weekend sammen med min far, som blev lige nøjagtig som min far, varm, rar og nærværende, drog landmanden og jeg på motorcykeltur med BMW klubben.

Egentlig skulle det være en Nordjyllandstur, men den nordjyske turleder udvidede lige Nordjylland, så vi drog ned forbi Randers og ud på Djursland.


Vi kom forbi Clausholm slot, hvor den unge AnneSofie Rewentlow blev bortført for at blive Frederik d.4.s hustru nr. 2, dette var ikke velset, så da kongen døde, blev hun sendt tilbage til slottet.


Senere passerede vi Rosenholm slot, hvor der angiveligt spøger vældig meget. Jeg så nu ingen spøgelser ;-)


Kaffen blev indtaget med udsigt til Kalø slotsruin. Solen skinnede dejligt, og mange mennesker havde fået samme ide som os.


Trætheden er ved at melde sig nu, så en kop te med en hjemmebagt bolle og gulerodskage må være på sin plads ;-)

lørdag, april 26, 2008

RISE AND SHINE


Det er to trætte landmænd, jeg har, men ikke desto mindre er de i fuld sving igen. De sidste dage har været med 16 -18 timers arbejde, så mon ikke de trænger til en søndagshvile?

Her i huset er det kun høst og grise, der begrunder arbejde om søndagen, man opnår ikke mere ved at knokle hver evig eneste dag uden en dags pause, det er vores erfaring.

Grisene skal passes hver dag, så i realiteten har landmanden jo aldrig fri, men om søndagen svarer det til ca. 2 timers arbejde fordelt på morgen og aften.

Min far kommer på besøg i dag, så nu vil jeg gå i gang med at bage grovboller og en gulerodskage.


Udenfor er luften sprød og kold, men solen lurer lige bag skyerne, så mon ikke dagen i dag får lidt varme?

fredag, april 25, 2008

JAMEN HOV!


Liselotte inspirerede mig til at gå en tur i vores have, jeg trænger til en ordentlig travetur, men jeg har ikke tid lige nu, men en lille havevandring kunne det blive til.

Jeg plejer ellers at sige, at vi ikke har så mange bede og blomster, det er løwn i mi hals, skulle jeg hilse og sige.

Hosta planterne gror, også den jeg flyttede.


Astilben strækker også sine røde blade op mod himlen.


Blå blomst 1 viser deres pragt.


Og blå blomst 2 ligeså.


Det lille kastanjetræ vil også være med


Ribes busken har stadig lidt pragt tilbage.


Troldhasselen, som er fra mine forældres have, står smukkere end nogensinde.


Og så var der pludselig en tulipan, som jeg ikke husker at have plantet. Men den skal være hjertelig velkommen her i min have.


Nu er jeg klar til at lave aftensmad, og måske kan jeg trave en tur i aften, hvis ikke sønnen vil afløses, han tromler den pløjede jord, inden gyllen skal spredes i morgen på de sidste marker.

Traveturen når jeg nok, jeg har nemlig ferie i 8 dage!

GRIN

Det har været en af de dage, hvor andre har tænkt, hvad har de gang i? Vi har grinet og grinet på arbejde. Man skulle tro, der var andre end mig, der havde ferie nu. Vi har arbejdet seriøst, men når vi var på kontoret eller i personalestuen, så blev vi lidt fjollede. Vores afdelingssygeplejerske var helt misundelig over, at hun ikke havde tid til at være med til konferencen over middag, for hun hørte jo kun latteren.

Jeg ville ønske, jeg kunne trylle smukke omgivelser frem til vore patienter. Vi bor på tredje år i en bygning, som skal rages ned, når vi flytter tilbage i en nyrenoveret afdeling næste forår. Det meste af apopleksiafsnittet har kun udsigt til det nye medicinerhus, så man oplever ikke solen på samme måde som nede i den anden ende af afdelingen.

Siden strejken er startet, kommer ingen videre til genoptræningsafdelingerne, og da der før strejken var ventetid, så har vi patienter, der har ventet i 20 dage. De får træning og genoptræning hos os, al pleje er træning, selv om pårørende og patienter ikke altid forstår det. Derudover træner terapeuterne også med patienterne hver dag. Men når man nu er stabil, har brug for længere tids genoptræning og ikke behøver at ligge på en akut afdeling, så kan jeg godt forstå, at man længes efter andre omgivelser.

Normalt ryger vi ind i ventetid til genoptræningsafsnittene en til to gange om året. Patienter er jo ikke maskiner, man kan programmere, så jeg er egentlig imponeret over, at det normalt glider så let, for det veksler meget, hvor mange patienter der har brug for videre genoptræning.

Vi har alle brug for små lys i hverdagen, små glædesøjeblikke, som giver gnist, håb og mod på livet. Og smukke omgivelser hjælper på humøret, både personale og patienter. Men godt arbejdsmiljø for personale, både psykisk og fysisk, indvirker også på patienterne. Og i dag fik personalet fyldt i rygsækken af grin og hyggeligt samvær med kolleger, forhåbentlig smitter det af på patienterne.

torsdag, april 24, 2008

KENDER DU DET?

Der er så meget, jeg gerne vil skrive om, men meget af det kræver tid og fordybelse, for jeg er ikke sådan en, der lige kan ryste facts ud af ærmerne eller på stående fod kan fortælle om dette og hint. Jeg har altid hyldet princippet, at man kan slå op i bøger, hvis man får brug for viden.

Der er noget, der sætter sig, eks. viden om apopleksi eller hjernen, men også her har jeg læst meget mere, end jeg kan fortælle om uden lige at tjekke mine noter.

Og så bliver indlæggene her på siden sådan la la, lidt billeder, lidt hverdag, lidt snik-snak, hvor jeg egentlig gerne ville debattere og diskutere. Jeg må bare konstatere, at når jeg er træt, så hænger jeg foran computeren eller ligger i en sofa med et blad frem for at læse artikler, forholde mig kritisk, danne mig en mening og få det formuleret.

Sønnen får lært landmandslivets hårde sider i disse dage. I går arbejdede han 11 timer, landmanden arbejdede ca. 19 timer, han stod op kl. 6 og gik i seng kl.1, og det meste af tiden foregik på en traktor. Regnen lurer forude, så de vil have så meget gylle spredt som muligt.

Om lidt er pizzaen klar.

Og morgenstunden kan også være smuk i tåge. Så gør det ikke noget at skulle tidligt op og ud at køre.

onsdag, april 23, 2008

SKYND DIG

Da min dag havde været en time gammel, stod landmanden op. Og så var det, at jeg blev hidkaldt midt i føntørring.

To rådyr stod og nippede af træerne tæt på gården, og landmanden havde første parket på badeværelset. Desværre forsvandt de, da jeg ville fotografere, men det var en dejlig start på dagen.


Dagen er gået godt, det var rart at være tilbage på arbejde med masser af knus og en smuk buket.



Men jeg er kommet helt ud af træning, jeg er træt som et alderdomshjem. Godt der var rester fra i går aftes, så landmanden og søn fik det til aftensmad, og fruen tog havregrød. Kor blev aflyst, jeg kan simpelthen ikke mønstre energi til det.


Lige om lidt må jeg hellere tjekke kontoret, og så er det vist snart god nat. I morgen skal jeg huske, at Thistedvej og Vestergade er spærret i Nørresundby. I dag måtte jeg tænke hurtigt og kreativt for at finde hurtigste vej igennem byen for at komme på arbejde, i morgen bliver det motorvejen.

Og så har jeg fået at vide, at jeg har nogle pæne, men mærkelige øreringe ;-)

tirsdag, april 22, 2008

HVERDAG

Solens stråler varmer min ryg, og jeg tænker på, om jeg skal skifte til shorts, men fornuften får lov at råde. Jeg har ikke tid til en forkølelse lige nu.


Vindue efter vindue bliver vasket, fuglene kappes om at synge den smukkeste melodi til mit arbejde og ind imellem bliver den fjerne brummen af traktoren højere. Landmanden kommer forbi med gyllesprederen, han er på vej hjem for at fylde på, han ænser ikke, at jeg står og vinker, men der er også et læhegn imellem os.


Laika følger med rundt om huset, mens jeg vasker. Det her er et liv for både hund og menneske. Jeg nyder, at havedøren kan stå åben, mens jeg skræller kartofler til kartoffelmosen, og kalkunrullestegen er sat over, nu mangler jeg bare gulerodssalaten og alle vinduerne indvendig.

En forårshverdag skal man ikke kimse af.

TRAVLHED

Så er vi nået dertil, hvor landmænd bliver fjerne i blikket, og hvor jeg lige så stille forsøger at få dagen til at glide bedst muligt. Der er dyb koncentration ved spisepauserne, og jeg krydser fingre for, at maskinparken virker. Når noget kun skal bruges en gang om året, så er det jo typisk, at det driller, lige når alt kører godt. Der skal spredes gylle ud de næste dage, så der bliver en liflig duft af forår og grøde ;-)

Solen skinner, jeg har fri i dag, men forude venter tre arbejdsdage, det føles som evigheder, siden jeg sidst var på arbejde. Da jeg gik fra til seks fridage, vidste jeg jo ikke, at livet ændrede sig, men sådan er livet jo, udfordrende, dejligt og uforudsigeligt. Jeg har nu haft fri i 13 dage, det bliver godt at komme på arbejde i morgen, og om tre dage har jeg ferie i en uge, det er jo lige til at holde til.

Ikke mere blog i dag, før dagens program er overstået.

Ha en god dag og pas på jer selv og jeres kære.

mandag, april 21, 2008

SOL OG VARME

Solen har skinnet disse dage, og min far og jeg nød teen på terrassen. Konstant står vi, hvor er det eller det, men ved fælles hjælp fik vi fundet hynder til havestolene, så vi kunne sidde godt.


Min far har valgt en smuk plads til min mor på kirkegården, udsigten fra hendes gravsted er smuk og dejlig.


Herhjemme er der fuld gang i forårsarbejdet, det vejr her, kan både landmænd og folk blive enige om, dur. Vi er nu gået ind i en periode med lange arbejdsdage, om en måneds tid er vi forhåbentlig færdige med forårsarbejdet.

Men først skal der pløjes, spredes gylle, harves og sås korn, så skal der pløjes, harves, spredes gødning og sættes kartofler, og så krydser vi fingre for og beder en stille bøn om, at vejret i år er med os, så der ikke kommer frost og massive regndage. Det har vi ingen indflydelse på, så vi glæder os i stedet for over dagen i dag med sol og varme.


Og jeg nyder en stille kop te på min egen terrasse, inden aftensmaden skal tilberedes.

søndag, april 20, 2008

STEMNINGSBILLEDER


Gåturen blev heller ikke til noget i aftes, bentøjet strejkede efter en lang dag i haven.


Men en lille tur rundt om gården i den let kolde forårsaftensluft blev det til.


Og bagefter bagte vi vafler – i en ny udgave, vi manglede mælk og måtte bruge kakaomælk ;-) det smagte nu også godt.


Om lidt er jeg på farten, strejken betyder blandt andet, at den kommunale madordning ikke fungerer, så jeg skal ned til min far og sammen med ham sammensætte og tilberede ugens menu.


Ha en god dag.

lørdag, april 19, 2008

GRENE OG GRENE?

Nu sagde landmanden godt nok grene, men jeg vil nu kalde det træstammer eller trækævler.


Men når man er to går alting jo nemmere, så landmanden tog trillebøren og jeg flyttede to kævler af gangen. Når man først er blevet opmærksom på skridt lig motion, så er sådan en opgave den rene gave, jeg gik tre gange for hver gang trillebøren kørte, det blev til nogle skridt i løbet af en ½ time.


Solen skinner, fuglene kvidrer, det er ren landmandsidyl i dag. Jeg overtog trillebøren ved den sidste bunke, så landmanden kunne pløje videre.


Mirabelletræet blomstrer, så det er en fryd at se på, og herhjemme flytter flisbunken sig fra den ene ende af haven op til bedet ved min hjælp.


De har jo ret, de kloge hoveder, når de siger,at havearbejde er terapi. Jeg nyder at bruge mine muskler, jeg nyder bare at gå frem og tilbage, og imens kan tankerne flyde. I dag er der tid, i dag skal jeg ikke tænke på andet end at være her og nu, og jeg nyder solen på mine skuldre, jeg nyder, at jeg kan sidde med en kop te i døren ud til terrassen.

LIDT

har vel også sin ret. Jeg er af natur doven, men som voksen har jeg lært at tøjle den egenskab (så nogenlunde). Nu kommer den til udtryk i overspringshandlinger, hver gang jeg skal lave noget, jeg ikke gider.

Havearbejde er en af tingene, jeg ikke gider. Når jeg er i gang, er det godt, man kan se, hvor langt man når, og det er en nydelse at se på, så det er helt klart det, der er guleroden.

Da vi flyttede ud på gården, var der flere bede i haven end nu, og landmanden kommenterede ukrudtet på en af mine fridage. Jeg sukkede og sagde, at havearbejde ikke lige var mig, hvortil han svarede ”så må du lære at elske det, for har man en have, skal den holdes!” og så satte han sig på traktoren og knoklede videre. Han kan ikke huske det i dag, men jeg tænker på det, hver gang, jeg går i haven, så jeg prøver ihærdigt at elske mit havearbejde.

I går fik jeg kørt fire læs jord på et bed og byttet om på et par stauder, i dag skal der køres flis på bedet, og så må jeg i gang med de næste bede. Gåturen i går blev aldrig til noget, jeg faldt i søvn, så jeg forsøger i dag igen.


Og landmanden er i fuld sving, jeg har lige haft ham i røret, kan du ikke lige komme over med en trillebør, der ligger nogle grene efter træfældning på marken, dem skal vi have fjernet?

Man bliver aldrig arbejdsløs med en gård og en dejlig landmand ;-)

fredag, april 18, 2008

HAVEVEJR

Mon ikke havefolket elsker denne dag, solen, fridagene, alt er lagt til rette for den store havestorebededagsferie.

Nu vil jeg starte herinde, tage et rum af gangen, få styr på det håndgribelige rod, og senere vil jeg tage et bed af gangen udenfor, så landmanden og jeg til aften kan nyde en gåtur og se på de nypløjede marker og forhåbentlig en lidt pænere have.

Ha en god dag.

onsdag, april 16, 2008

HJERTEVARME


Tusind, tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer, jeg bliver så varm om hjertet, når jeg læser dem.

Mit hjem har ikke set meget til mig siden fredag aften, jeg har været hjemme og vende to nætter og ellers har jeg været hos min far eller min søster.

Jeg er så taknemlig over at have fire søskende at dele tingene med, og min far har haft nogen ved sin side siden fredag. Mine forældre mødte hinanden på seminarium, min mor var 18, min far 21. De gik i samme klasse, og som nyuddannede lærere fik de arbejde på samme skole, hvor de arbejdede sammen, indtil de gik på pension. De har også delt deres fritidsinteresser sammen, så det har været et tæt parløb, som nu er slut.

Her kommer så en fortælling om en dag, jeg vil mindes med sorg og glæde, og som for nogle vil virke bizar:

Min far ønskede, at min mors kiste skulle stå hjemme. Det kunne sagtens lade sig gøre, for bedemandsfirmaet havde været med i udvikling af en køler, som kan sættes på kisten. Vi kørte derfor fra hospice og hjem, vi søskende og min far bar kisten ind i dagligstuen.

Nogle gik i gang med at lave kaffe og te, vi søskende og min far ordnede de praktiske ting med bedemanden. Børnebørnene i alderen 10 – 22 hjalp til eller satte sig ned og hyggesnakkede. Min svigerinde drog ud og handlede ind til aftensmad til 18 personer. Min mors død kom meget uventet og pludseligt, så intet var jo forberedt.

Aftensmaden blev indtaget med megen snak, minder, grin og tårer.

Og senere var det, at jeg pludselig sansede hele min dejlige familie, og faktisk blev glad. For min far sad ved kisten, hvor vi havde taget låget af. Sammen med ham sad en god veninde af huset, 87 år gammel, og de to snakkede og mindes. Ved sofagruppen nærved sad en flok, nogle kiggede billeder, nogle snakkede, nogle smådøsede. Foran fjernsynet lå en flok børnebørn og så musikprogram. Andre sad stadig ved spisebordet og snakkede. Ind imellem gik et barnebarn forbi, klappede min mor på kinden, lagde et lille brev i kisten eller et billede. Og der var så fredfyldt i huset, og jeg ved, at min mor var med os, og at hun nød, at vi selv i sorgen kunne være sammen.

Og det føles så rigtigt, at kisten står hjemme, så jeg er glad for, at min far var så fastbesluttet på det.

søndag, april 13, 2008

ET SAVN

Mel.: Martin Elmquist 1992

Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.

Johannes Møllehave 1985.


Til minde om min mor, som døde d. 11/4 2008.

fredag, april 11, 2008

HVAD NU?

Huset er klar til weekend og hvad så nu?

Skulle jeg starte det der løbeprogram?

Skulle jeg køre ind og handle (det fordrer så et brusebad først)?

Skulle jeg strikke lidt?

Skulle jeg læse lidt?

Indtil nu har jeg siddet og kigget fjernsyn og drukket te.

Og nu har landmanden taget en beslutning for mig.

Der er nogle påskeliljer, der skal flyttes, så det bliver så løsningen, ud i haven med fruen. Det er også motion, siger landmanden. Han er så klog ;-)

MARKVANDRING

Gårsdagen bød på to lange køreture frem og tilbage til Hospice, så jeg besluttede mig for en gåtur inden.

Ofte går jeg på vejen, men i går fik jeg lyst til at gå langs vore marker.


På vej ned til vores sø kommer jeg forbi fodermarken til fasaner, rådyr og andre dyr. Majsene står ribbet for føde, og snart skal der sås nyt, så vildtet har et sted at finde føde om vinteren. Landmanden har også sat fodertønder op i alle læhegn, så skulle være nok til alle.


Majskolberne er tomme, men stadig synes jeg, de er smukke at se på.


Nede ved søen var der ingen ænder i dag, de plejer at holde til over på øen.


Laika nød turen og løb foran hele tiden. Jeg havde kameraet parat, for i skoven bag søen plejer der at stå rådyr, som suser ud, når vi kommer, men ikke i går.

Fodermarken, søen og skoven er fristed for vildtet, her er der ikke jagt.

Grøfterne er ikke så fyldt med vand lige nu, og jeg håber regnen holder sig, for vi har stadig marker, der er meget våde.

Laika nød en vandtur, hun var gentagne gange nede i grøfterne.


Og for enden af skoven lå markerne, hvor de er ved at pløje. Der havde lige været skiftetid, så det var landmanden, der var i gang. Når man pløjer, starter man hver andet år med at pløje ude fra grøftekanten og hver andet år inde fra midten, og da sønnen først er ved at lære det, skulle landmanden gøre de to marker færdige.


I dag skinner solen igen, så næste mark skal gøres klar til gyllespredning, men her må en mindre plov til, for der er mere fugtig.


Og fruen må hellere forsætte, hvor hun slap i går, husalf hvor bliver du af?