DER SLAPPES AF

Jeg drikker te, spiser bløde pebernødder ( kom aldrig tilbage i kagedåsen i går aftes) og læser blogge. Jeg bliver provokeret, inspireret, og imponeret, men ikke et eneste ord bliver skrevet. Jeg er træt og trænger til blot at være. Juledagene har været skønne, men der har været fart på, så lige nu er der afslapning på programmet.

Datteren syr nytårsdress i bling-bling stof, niecen skriver tysk stil, min far læser avis, en syg landmand er taget på jagt (mod sin kones råd, men der var inviteret en gæst med, som aldrig havde været med før, så kan man ikke svigte), sønnen er kørt med kammerat for at hjælpe med flytning, før nytåret fejres i Århus sammen med svigerdatteren, der er kørt til tog.

Der er tændt levende lys i juletræet, vi hører gamle CDer; Nina og Frederik, Elton John og Navnet Jesus,  og jeg tænker på en dejlig aften i går med masser af snak, spil og latter.

God 6. juledag til dig

LYKKEN ER AT KUNNE

Kort før min mor døde, var hun og min far på en miniferie hos os i sommerhuset. Den dag, hvor min mor blev syg igen, var hun i bad, ude af badet stod hun, det lille spinkle menneske på kun 43 kg, og tørrede sig og så kom det lige fra hjertet: hvor er det dog dejligt selv at kunne klare at gå i bad.

Kræftsygdommen havde ikke fået bugt med min mors livsvilje, men havde tværtimod fremmet hendes evne til at fokusere på det gode i livet. 10 dage efter måtte min mor have hjælp til alt, og 3 uger efter døde hun.

Indimellem får jeg perioder med sortsyn i forhold til mit arbejde; nytter vores indsats noget, de menneskers liv er jo alligevel slået itu? Og så må jeg holde fast i mennesker, som finder livskvalitet trods de slag, livet byder dem. Mennesker, som rejser sig, kæmper, finder nye veje og nye mål, mennesker, som flytter fokus fra det, de ikke kan, og finder livskvalitet og livsglæde i det, de kan. Forleden dag fortalte jeg en patient om en mand med total lammelse af den ene arm og usikker gangfunktion, som nu havde fuld gang i livet. Jeg så et glimt af håb i øjnene, jeg håber, at det videre forløb giver patienten tro på, at der findes et godt liv for vedkommende trods alt.

Og ikke at forglemme, min funktion er også at være der, hvor det er rigtig hårdt, der hvor håbløshed og afmagt findes. Som sygeplejersker kan vi ikke fjerne det skete, men vi kan være med til at lindre og støtte i en svær tid.

Nu vil jeg lægge sygeplejen på hylden en uges tid og koncentrere mig om rengøring, indkøb og madlavning, for i dag skal vi have besøg af den sidste af mine søstre, som vi ikke har set i julen, og  sammen med hendes familie kommer min far, som skal på en lille miniferie hos os til i morgen aften.

God 5. juledag.

MENS JEG SOV

Sofaen omfavnede mig kærligt i går aftes, så nu er jeg klar til den sidste arbejdsdag i 2011. Det var hyggeligt at komme ud på badeværelset og opdage, at mens jeg sov, var der kommet flere beboere i huset, for svigerdatterens toiletsager stod der. Nede i køkkenet var spor af, at de unge mennesker havde hjulpet med at få lidt flere rester ud af huset.

Jeg glæder mig til at nyde aftenen sammen med de unge mennesker, men først en forhåbentlig god arbejdsdag.

God 4. juledag til dig.

TIMEOUT

Bloggen måtte lige klare sig uden mig et par dage, familie og arbejde krævede al min opmærksomhed.

Juleaften blev lige som den plejede, dejlig , varm og hjerteglæde.

1.juledag julefrokost hos min far sammen med 2 af mine søstre og familie og et hurtigt knus til lillebror med familie, som drog hjem, da vi kom. Hjemme igen drog datter og søn i byen, mens landmanden skrællede kartofler til kartoffelsalat til 35 personer, jeg bagte kage.

2. juledag en travl, travl arbejdsdag og bagefter julekomsammen med landmandens søskende med børn og børnebørn, 70 mennesker blev vi! Og så manglede vi endda 4 af fætter/kusineflokken,7-8 af deres kærester/ægtefæller og 3 af børnebørnene. Sikke en herlighed.

Midt på aftenen kom vi hjem, min yngste søster kom for at overnatte til i dag, hende skulle jeg jo lige snakke med, så aften blev til nat, før jeg faldt i søvn. Nu efter 9 timers travl arbejdsdag er der skænket te op, tallerkenen er fyldt med kage, småkager og slik. Juletræet skal nydes, også selvom den elektriske julekæde gik i stykker d. 24. Det gjorde ikke noget den aften, for vi har altid levende lys tændt juleaften, men jeg savner det lysende træ om morgenen, når jeg søvnigt gør mig klar til arbejde. Pyt, jeg har rigeligt med levende lys, der kan tændes.

I dag skal jeg bare slappe af, der er kun landmanden, Istvan og mig hjemme, og med køleskabet fyldt med rester skal der ikke tænkes på aftensmad.

God 3. juledag til dig.

DER ER LÆNGE LÆNGE TIL

Barndommens sendrægtige juleaftensdag er forsvundet, den voksnes juleaftensdag kunne nemt blive et hektisk kapløb med tiden om at nå frem i tide. Heldigvis er vi alle 4 enige om, at denne dag skal nydes, det eneste faste tidspunkt er gudstjenesten sidst på eftermiddagen, hvor vi skal være i god tid, hvis vi vil have en plads. Der er andre end os, som vil have nydelsen af at træde ud af kirkedøren og blive omsluttet af mørket, mens lyset fra kirken lyser gennem vinduerne, og alle ønsker hinanden glædelig jul.

Jeg vil ønske jer alle en glædelig jul, må lyset varme jer midt i mørket.

Englene synger højt i kor,
synger om fred på vor jord,
verden var aldrig helt forladt,
en stjerne skinner i nat

KOMPETENCEUDVIKLING

Hvordan får man sygeplejersker, som ikke blot bliver mere erfaren, fordi de har været et sted i flere år, men også erfarne i netop det speciales specifikke sygepleje?

Det tænker jeg meget på, fordi for nogle sygeplejersker giver det sig selv, de er videbegærlige, de er nysgerrige, de suger til sig af al den viden, som dagligt bliver præsenteret dem på sygeplejefaglige konferencer, hvor vi diskuterer forskellige sygeplejefaglige problemer, eller de er selv dem, der tager et emne op eller henvender sig til de mere erfarne, Men hvad med den sygeplejerske, som synes, at nu er hun erfaren, og derfor skal hun ikke spørge mere? Hun ved jo ikke altid, hvad det er, hun ikke ved, og derfor spørger hun heller ikke.

I går og i dag har jeg en af de unge sygeplejersker med mig, der er tid og rum til, at vi gør tingene sammen, normalt deler vi os, så vi får nået mere, men denne gange er det en “ordre” fra min chef, at der er tid til, at vi følges ad HELE dagen. Dette sker ud fra den overbevisning om, at mesterlære er den måde, en ny sygeplejerske bedst får de specielle neurologiske sygeplejefaglige færdigheder med sig. Jeg er enig med min chef, der er blot ikke altid tid til det, så jeg nyder muligheden for at blive kigget efter i sømmene og få gode sygeplejefaglige diskussioner undervejs.

Må din dag møde dig med tid til undren og nysgerrighed midt i de sidste juleforberedelser.

FULDT HUS

Småkagedåserne er fulde, køleskabet ligeså.

Alle senge er fyldte, søn og svigerdatter kom, mens jeg sov. Jeg nyder at liste rundt sådan en adventsmorgen og gøre mig klar til arbejde. Jeg glæder mig til at skulle være hos patienter i dag, jeg glæder mig til at skulle være faglig, jeg glæder mig til at skulle være sammen med kolleger.

Må din dag give dig glæde og mulighed for at glæde andre.

JEG VIDSTE DET!

Der fandtes en naturlig forklaring på det.

Når mine børn eller gemal kommer til mig og ikke kan finde noget, bliver jeg meget systematisk, hvor var du, hvad gjorde du, hvad var du i gang med osv., og som regel bliver de vældig irriterede på mig, for det har de tænkt igennem. Det viser sig dog, at selve processen med at en anden stiller spørgsmål, leder til, at man kommer til at tænke over tingene en gang til, og pludselig husker man.

Kommentarudvekslingen med Ellen førte til, at jeg nede ved min fars computer pludselig huskede, og hjemme igen strøg jeg hen til kogebogen. Ganske rigtig! De 400 g salt var god nok, det var blot ikke til 1 liter, men til 2 liter, så da jeg ville lave en halv liter saltlage og puttede 200 g salt i, ja så skete der det, som Ellen beskriver; vandet blev mættet af salt, og saltet krystalliserede. Rullepølsen kom op af den meget salte opløsning, blev kogt og pressset ved midnatstide, og den er godkendt her til morgen, hvor den blev serveret på en nybagt bolle.

Nu er det tid til listeskrivning, den sidste fridag inden juleaften skal bruges på at hygge mig med juleindkøb og julebag. Må din onsdag ae dig blidt på kinden.

DET ER LIGE FØR

at jeg overvejer at sætte risengrød ud til nisserne, som jeg ellers ikke tror på!

Lige før øjnene skulle lukke sig for at sove, fik jeg hjertebanken. Jeg begav mig ud i den diciplin, som jeg og mange andre kvinder er rigtig gode til, nemlig at bebrejde sig selv alt muligt og skælde og smælde. Hvorfor fik du ikke bagt i sidste uge, hvorfor tror du altid, at du kan lave det hele til sidst, hvad lavede du egentlig på dine feriedage i sidste uge, har du overhovedet styr på noget, alle andre er meget mere struktureret end dig og i hvert fald når de når din alder osv. osv. Jeg slog ned med hård hånd, stoppede de bebrejdende tanker, jeg vil ikke have dem, de skal ud af mit liv, de gør ingen noget godt. Langt om længe indhyllede søvnen mig, og jeg vågnede af mig selv med et sæt.

Jeg var sovet over mig, klokken var 8.39, nede i stuen sad landmanden ved computeren og så helt desorienteret ud. Modsat mig holder han kun styr på egne aftaler, så selvom jeg havde fortalt, jeg skulle til frisør i dag kl. 9, var det ikke noget, han havde lagret i sin hukommelse. Mens jeg vaskede hår og smed koldt vand i ansigtet, kørte han bil frem og lavede en lille pose med klejner og banan til mig ;-) 9.05 stod jeg hos frisøren, jeg havde ringet på vej dertil, for jeg ved, at 5 minutter fra morgenstunden kan ødelægge hele dagsplanen, så min frisør havde blandet farver til vipper og bryn, vi nåede det og klipning indenfor den afsatte tid.

Nu er der handlet noget af juleindkøbene, jeg drikker te og finder juleroen frem. Landmand og datter får tjansen med at købe juletræ, jeg kører ned til min far om lidt og hygger sammen med ham.

 

 

 

 

 

 

Men de drillenisser drysser ikke mere søvnpulver over mig. Mon de spiser slik, for det har jeg rigeligt af. Og mens de gnasker slik, satser jeg på, at englesang breder sig.

Må du få en god tirsdag med plads til hygge og samvær.

HVAD SKER DER????????

Hver eneste år laver jeg rullepølse til jul.

Hver eneste år laver jeg en saltlage ved at koge vand og salt sammen.

Således også i år, men der var ikke nok til at dække rullepølsen.

Nu har jeg 5 (FEM) gange forsøgt at lave en ekstra lage, og den krystalliserer for mig, saltet vil ikke opløses. Hvad sker der lige her? Har du et naturligt bud på fænomenet? Eller skal jeg tro på drillenisser?

SÅ GIK DER TID MED DET

Var det monstro julegaver, jeg fik købt? Ikke en eneste, jeg mangler stadig at få begyndt.

Var det julesmåkagerne, jeg fik bagt? Ikke en eneste, jeg satser på, at de sidste fridagsaftener kan bruges til at hygge mig med bagning.

Var det juledekorationer, jeg kreerede? Nope, jeg laver normalt kun én dekoration, den skal nok blive lavet, for den er en tradition, uanset hvor meget tid jeg bruger på den.

Var det juletræsfældning? Nope, det, satser vi på, kommer i hus en af de næste dage.

Var det julepyntning af huset? Det er gjort. Jeg har brugt min fredag på det og hyggeligt besøg hos en utrolig kreativ kvinde, som kan sætter farver og stoftyper sammen i patchworktæpper og puder, så englene synger.

Jeg har brugt min lørdag på at køre til hovedstaden og kramme mine børn og svigerdatter. Vi var i den Grå hal på Christiania, spændende sted men totalt overfyldt med mennesker, så vi åndede lettet op, da vi fandt indenfor i kvindesmedien med smukke ting og plads til at nyde synet af tingene.  Vi spiste æbleskiver og drak glögg ved Christianshavns kanal.

Vi kiggede boder ved Nyhavnog spiste lækker mexikansk mad på Frederiksberg, så meget, at vi nægtede at tage bus, selvom der var hundekoldt, vi måtte gå os til varmen og en knap så bulende mave og kunne derfor nyde de smukke træer ved Frederiksberg Rådhus.

Efter morgenmaden søndag krammede vi farvel til søn og svigerdatter, men tog datteren med hjem. Hjemme skyndte vi at smække dej sammen til bondeklejner (gærklejner) og varme glögg til svoger og svigerinde, som kom på hyggeligt besøg.

Nu skal jeg hygge og være effektiv på mine sidste fridage, lister bliver skrevet, men jeg har lovet mig selv, at jeg skal huske at nyde julegaveindkøb, julekortsskrivning, småkagebagning, juledekorationskreering, besøg hos min far med kirkesang og juletræsfældning. Jeg glæder mig  i denne tid, nu falder …… nå nej, det må jeg ikke ønske, men det gør jeg alligevel. Christiania havde været en smukkere oplevelse i snevejr ;-)

Må mandagen i denne sidste adventuge bekomme dig vel.

EN STJERNE PÅ HIMLEN OG FLERE OG FLERE

Stjerner kan man aldrig få for mange af.

Og bagenissen er klar, når jeg er klar.

Men i dag tager jeg på formiddagsbesøg, inden resten af julepynten kommer frem. Må din dag blive god og dejlig.

ADVENTSMINDER

Da mine børn var små, tog vi en dag på besøg hos morforældrene, denne gang var det for en gangs skyld først i december, og huset lignede ikke sig selv. Der så slet ikke ud, som når vi var på julebesøg mellem jul og nytår. Over teen kom min mor og jeg til at snakke om det, min mor grinte lidt af min hukommelse, for sådan havde det altid været i mit hjem. Min mor skelnede mellem adventstiden og juletiden. 1.december kom kalenderlys og adventskrans frem, der blev hængt fjernsynets julekalender op, og hver dag så vi julekalender i fjernsynet. Adventsstjernen blev samlet og lyste for os hele december måned. Der blev hygget med gode bondeklejner(gærklejner) om søndagen eller andet lækkert hjemmebag, måske nåede vi at bage. December måned var også måneden med julegaveindkøb, vi tog sammen ind til Randers og gik på julehandlen, vi nød rigtig den oplyste og julepyntede by. Men selve julepyntningen af huset blev først gjort, når min mor, som var lærer, havde juleferie.

Bageaftenen var altid et familieanliggende, sådan følte vi børn i hvert fald, det er ikke sikkert, min mor ville skrive under på det. Hvert barn fik en klat pebernøddedej, midt på bordet blev placeret kageruller og kageforme og så gik vi i gang. Når vores figurer var færdige, blev de omhyggeligt lagt på bagepladen, så vi hver især kunne finde vores egne. Det var en stor ting at kunne sætte sig med sine figurkager og spise dem uden at skulle dele med andre. Bagefter var det vores opgave at forme pebernødderne. Dejen kom i lange stænger ud af den gamle kødhakker, og så lærte vi et ganske bestemt greb med fingre, som pebernødderne skulle sættes på pladen med. Imens bagte mine forældre gammeldags brunkager, som min farmor bagte dem, dejen blev rullet ud og skåret i rhombeform, og en halv mandel blev lagt ovenpå.

Og alligevel, trods den manglende julepyntning, husker jeg min barndoms december måned som fyldt med juleforventning, jeg elskede denne måned, og jeg glædede mig til jul. Og jeg kunne se frem til julen med forvisning om, at den ikke blev smidt ud 3. juledag. Det er jo ikke fra fremmede, at jeg har det med,  at mit juletræ og mit julepyntede hus er her alle 12 juledage. Her i huset er der endnu ikke julepyntet, og det har jeg det fint med. I dag starter jeg, for på søndag kommer datteren hjem, og så skal der være pyntet.

God decembertorsdag til dig, og jeg savner altså sneen ;-)

INGEFÆR OG INGEFÆR, kan jeg bruge det sidste i stedet for det første?

Indkøbssedlen blev skrevet for hurtigt, nu mangler jeg frisk ingefær til min blommechutney. Mon man kan bruge stødt ingefær eller skal jeg helt undlade det?

SENERE ER SÅ NU

Mens jeg plukkede solbær, hindbær, brombær og blommer, tænkte jeg: ned i fryseren med dem, så kan jeg senere hen lave chutney og marmelade.

Da landmanden skød en hjort, og fryseren blev lidt trængt, tænkte jeg: ned med leveren, senere kan jeg lave hjorteleverpostej. Og småkødet røg til slagteren for at blive forvandlet til hjortespegepølse, og jeg tænkte: senere hen kan de komme i fryseren, så har jeg nok plads.

Æblerne blev plukket i allersidste øjeblik og jeg tænkte, senere kan de forvandles til lidt af hvert, noget blev kogt i saftkogeren og røg i fryseren, så jeg senere kunne lave gele.

Senere er nu. 19 spegepølser er kommet retur og skal i fryseren, nu er der taget blommer, æblesaft og lever op, så er der forhåbentlig plads, det hele ligger på bordet, og jeg må i gang.

Hvad så når jeg står med et utal af forme med leverpostej, som skal i fryseren? Det tager jeg mig af om et par timer, gullaschkød er taget op til aftensmaden, og jeg må vist bide i det sure æble og få dannet mig et overblik over den fryser. Ikke senere, men nu !

God onsdag til dig med tid til lidt af hvert.

NU BÆRES LYSET FREM, STOLT PÅ DIN KRONE

Mens jeg har trisset rundt i hjemmetøj og tænkt tanker og ryddet op, er der helt sikker en pige rundt omkring i det ganske land, som har fået sit ønske om at være Luciabrud opfyldt.

På min afdeling havde vi besøg af unge, dejligt syngende piger i fredags, det var med levende lys i kransen, men ingen lys i hænderne, da souschefen ikke troede, at røg og varmealarmerne i loftet kunne klare så mange lys.

Jeg mindedes min tid som sygeplejeelev på Viborg Sygehus. Her var det en tradition, at sygeplejeeleverne gik Luciaoptog på selve dagen, det blev gjort midt i besøgstiden om aftenen og med levende lys. Selv på intensiv afdeling gik vi rundt og sang. Jeg tænkte ofte på, om de meget dårlige patienter havde troet, de var kommet i Himlen ;-) Det var en lang tur, vi gik rundt på alle afdelinger, så sangen blev godt gennemsunget, og til sidst kunne man slet ikke huske, om man nu skulle op eller ned i omkvædet.

Jeg drømte om at være Luciabrud, men nej, det blev aldrig mit lod, og godt nok tilbød en af mine kolleger, at vi kunne have gået Luciaoptog i dag med mig som brud, men jeg takkede pænt nej. Tiden er vist løbet fra mig som Luciabrud.

Har du været Luciabrud eller været med i Luciaoptog?

HVAD HAR VÆRDI?

Når man som jeg har et arbejde, hvor jeg møder mennesker, der er fuldstændig afhængig af andres hjælp, og hvor jeg møder pårørende, som er kastet ud i en situation, hvor de endnu ikke har fundet ud af, hvordan bliver livet fremover, er det vel ikke underligt, at tankerne af og til kredser om livet, og hvad der giver livet værdi?

Mange giver udtryk for, at det var bedre, at en hjerneskadet person var død, at det er frygteligt og at der ikke er værdi i sådan et liv eller mening med livet, og derefter kommer så en fortale for aktiv dødshjælp.

Det er frygteligt, og jeg ønsker aldrig for mig selv eller mine kære, at vi skal komme i den situation, men når det er sagt, så har livet mange facetter, og hvem er vi, at vi kan gøre os til Herre over, hvad der er et godt liv eller ej? Jeg tænker på de børn, som fødes med et multihandicap, det er frygtelig barsk for forældre og familie, men når jeg hører de forældre omtale deres barn, så er det ikke som en byrde, de ser dette barns styrke og særpræg, de ønsker blot hjælp til alt det praktiske, de ønsker hjælp til at blive aflastet, så de kan få fyldt på energikontoen, de ønsker, at deres børn også skal få lov til at flytte hjemmefra, når de er voksne, og at de som forældre kan tage på besøg hos de børn, ganske som vi andre besøger vores børn. Forældrene beskriver, hvordan det barn også kan give kærlighed, glæde og lære andre noget.

Når vores ægtefælle bliver ramt meget hårdt af en blodprop eller blødning, så bliver intet som før, og det er måske forskellen fra barnet, som er født med en hjerneskade, at man har haft en ægtefælle, som nu er en ganske anden. Det er barsk, og desværre beskriver mange ægtefæller, hvordan de føler sig forladt, at de ingen har at snakke med om det, at de ikke kan blive aflastet, at de bliver isoleret. Der håber jeg, når kommunerne har fundet deres egen ben at stå på i forhold til rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade, at de så kan få lavet netværk for pårørende. Det findes allerede hos Hjernesagen og Hjerneskadeforeningen, men ikke alle er opmærksomme på det eller har energi til at bruge det netværk.

Når det nu er så forfærdeligt, skal vi så bare give en sprøjte? Hvem skal give den? Skal vi lade være med at gøre alt for at redde liv? Det er jo ikke givet, at det menneske dør alligevel? Jeg er ikke tilhænger af aktiv dødshjælp. Men jeg vil til enhver tid som pårørende, hvis min far kom ind og var hårdt ramt af en blodprop, så hårdt at han var ukontaktbar og eksempelvis havde påvirket vejrtrækning, kæmpe for, at der bliver givet plads  til at vente og se, om livet er ved at ebbe ud. Der skal gives ilt til at støtte vejrtrækningen, der skal gives smertestillende, hvis der er indtryk af smerter, der skal laves mundpleje, så munden ikke føles tør og ubehagelig, der skal lejres, så den apopleksiramte ligger godt, der skal soigneres, så kroppen føler velvære. Men jeg ville ikke ønske at der blev ydet hjertemassage, hvis hjertet gav op, jeg ville ikke ønske, at ernæring vha. en sonde skal gives i de først døgn, hvis min far var så hårdt ramt, der kan man nøjes med væske ind i en blodåre.

Noget andet er hvis det er et ungt menneske, som er meget hårdt ramt,og ung i denne sammenhæng er min aldersklasse og yngre,  her vil de fleste pårørende ønske, at alt skal gøres, hvad tænkes kan. Det her er jo en akut situation, man bliver kastet ud i katastrofen, og hvem vil ikke gerne have at ens kære overlever, her tænker man ikke på andre konsekvenser. Nogle gange giver det sig selv, når den ramte er så hårdt ramt, at døden allerede er i syne ved indlæggelsen, måske ikke synligt for de pårørende, men for lægen, der ser på scanningsbillederne.

Senere hen i forløbet kan man som pårørende godt få tanken, det her er ikke et værdigt liv, men nu overlever den ramte, og så er min mening, at vi som samfund skal sørge for, at det menneske får et værdigt liv enten med hjælp til at kunne blive i hjemmet og aflastning til ægtefællen eller ved at flytte i egen bolig med hjælp 24 timer døgnet rundt og plads til, at ægtefælle kan blive en del af den hverdag.

Jeg blev spurgt  for noget tid siden om fremtidsudsigterne for en apopleksiramt af en ung medicinstuderende, svaret er, jeg ved det ikke. At det menneske aldrig bliver som før, er helt sikkert, men får det menneske et godt liv, sådan som vedkommende havde det på det tidspunkt? Jeg er i et akut afsnit, jeg ser ikke mennesker 2-3 år, efter katastrofen er indtruffet, men jeg læser om mennesker med hjerneskade. Jeg ser, at nogle rykker sig udover forventet, andre går helt i stå, også selvom de ikke er hårdt ramt. For nogle er det at kunne få kontakt, at kunne kommunikere med øjenbevægelser eller håndtryk det mål, der sættes. For andre er det måske at kunne udnytte den bevægelse, der er i hånden, til at kunne køre en el-kørestol selvstændigt. Vi har hver især en forpligtelse som medmenneske at kunne rumme disse mennesker, at turde snakke med et menneske, hvor kommunikation er en langsom affære.

Det blev en lang (og måske rodet) epistel, men bloggen her afspejler det, der rumsterer i min hjerne, og sådan ser det altså ud i dag, så hvis du kom så langt som til her, vil jeg takke dig og ønske dig en god dag.

MÆT OG TILPAS

Lykken er en sød, sentimental, romantisk film, som man kender i forvejen. På den måde gør det ikke noget at sove undervejs, og på den måde fik jeg energi til at tænke på fryseren, hvor der lå poser med landmandens hjortesuppe og en pose kød/melboller, og på køleskabet, hvor der lå gulerødder og selleri. Nu er jeg mæt, ikke af rugbrødsmadder, men af god halslindrende suppe.

Lykke er også at tænde lys rundt omkring og snuppe en klementin eller to.

Lykken er at se på julegaven fra sygehuset, som lover gode stunder i julen med spil.

Lykken er at se på den lille strikkepose, som vi fandt under oprydningen hos min far. Posen er vist lavet af min yngste søster til min mor, men søster syntes, jeg skulle have den. Nu rummer den lækker garn, og opskriften ligger klar,når jeg tør kaste mig ud i engelske gloser.

Lykken er en aften uden planer, ren afslapning.

INGEN PLANER

for resten af denne dag, aftensmaden bliver rugbrødsmadder, hvis jeg skal stå for det.

Mine bange anelser for min indsats til mødet i Hammel i dag, efter et par aftenvagter med nok at lave, blev gjort til skamme. Når man er sammen med mennesker, som brænder for deres arbejde og for udvikling, smitter det. Selv en truende forkølelse og en øm hals holdt sig på måtten, begge er også blevet mødt med klementiner og hyldebærsaft gennem flere dage.

Det var skønt at være tilbage på arbejde, men det er også skønt at se frem til 9 dages fri. Jeg vil glæde mig til at pynte til jul, bage småkager, købe julegaver, lave hjorteleverpostej, rullepølse og sylte samt fælde juletræ.

Men i aften vil jeg ikke planlægge noget, jeg vil slappe af, bare slappe af.

Skal du også først starte på juleforberedelserne nu eller er du en af dem, der helst skal være klar først i december?

GOD WEEKEND

Resten af weekenden skal fyldes med to aftenvagter og et besøg hos min far.
I ønskes alle en rigtig god 3. adventsweekend.

ZZZZZZZZZZ

Ja, jeg så filmen i går, den var sød og hurtigt glemt ;-)

Nej, jeg kunne ikke sove bagefter.

Ja, jeg tog på arbejde med 3 timers søvn.

Nej, jeg faldt ikke i søvn på arbejde,

Ja, jeg nød at være i gang, og tid til at falde hen var der overhovedet ikke.

Nej, jeg tog ikke hjem bagefter.

Ja, jeg tog direkte hen til en kollega og fejrede hendes 40 års fødselsdag sammen med 11 andre kolleger og en lille baby.

Nej, jeg faldt ikke i søvn, det havde jeg det for sjovt til.

Ja, nu må jeg gerne sove.

God nat og sov godt.

TRAVLHED

Mit kalenderlys har travlt, hvis det skal nå juleaften på samme tid som alle andre.

Jeg elsker sentimentale, romantiske julefilm (ja også uden juletemaet), så hvorfor er det, at der kommer en i aften, som jeg ikke har set? Jeg skal jo tidligt i seng pga. dagvagt i morgen! Nå men det kan da være, at jeg ikke kan sove i aften, så er jeg jo nærmest tvunget til at se den ;-)

DECEMBERDAG

Det knitrer, når jeg går tværs over gårdspladsen, jeg når at blive kold på det korte tidspunkt, men jeg nyder dette vejr. Solen finder sin vej op over træerne, mens jeg arbejder med regnskabet på kontoret. Det er skønt at arbejde med noget andet end opgaven, sidstnævnte er ude af mine hænder nu, og jeg øver mig i at smide tankerne om alt det, jeg kunne have gjort anderledes, ud. Mens jeg er flittig på kontoret, har jeg en flittig husalf, som sørger for, at jeg nu kan nyde et rent hus. Det er den bedste fødselsdagsgave, jeg nogensinde har givet mig selv (og den må åbnes hver uge året rundt)

Når regnskabet er færdig, trænger de tre værelser og kontoret til en omgang med klud og støvsuger, og de mange vinduer ligeså (dog ikke med en støvsuger),  men kun indendørs, for udendørs har jeg også givet mig selv en gave (jeg har rigtig været i gavehumør). Jeg længes efter at gå i gang med fysisk arbejde, så  julekasserne kan komme ned fra loftet. Men først regnskabet, der er brygget te, vandkaraflen står på bordet, lidt mandler og abrikoser finder nok også vej, jeg vil hygge mig.

Det bedste er dog, at når jeg ikke det hele i dag, så ligger der 9 ferie-og fridage fra på tirsdag, jeg er på mange måder en heldig kvinde :-)

Må din dag møde dig kærligt.

TAK KÆRE BØRN

Midt i telefonsnakken med datteren lød det: har I egentlig brugt de gavekort, I fik af os sidste jul? UF det var pinligt, tit har jeg tænkt på gaverne, tit har jeg tænkt på at undersøge udløbsdatoen, men aldrig er jeg kommet i nærheden af at undersøge det. Fluks blev de fundet frem, landmandens whiskysmagning udløber først maj 2013, men mit teaterturskort udløb 28.2.2012.GISP

De 8 teatres udvalg blev kigget igennem, ikke meget fristede i den periode, dog var der en forestilling, som jeg godt kunne tænke mig at se.

Nu er der bestilt 2 billetter til teaterforestillingen med Leonard Cohensange i Århus, og samtidig fandt jeg så ud af, at det kun er billetterne, der skal være bestilt inden udløbsdatoen. Det betyder ikke noget nu, for jeg glæder mig allerede til en teatertur til Århus sammen med landmanden.

Og lige nu glæder jeg mig til at skulle synge gospel i aften.

NAVLEBESKUENDE

Det er frygtelig, så kedeligt det bliver at være alene hjemme med det ene formål at skulle skrive opgave. Landmanden er på jagt, og jeg tjekker mails og sms i tide og utide, mest i utide. Mine børn og mine søstre er på arbejde, så dem kan jeg ikke skrive med. Landmanden er på jagt, ham har jeg dog snakket med, for vi ventede en vigtig telefonbesked. Det betød så også, at formiddagens skønne solskin kun blev oplevet inde bag vinduerne,  gåturen blev i eftermiddagens slud og regn, men den blev dog gået.

Nu har jeg printet alt det skrevne ud, streget, sat pile på hist og pist som indikation for, at det skal flyttes, nu skal der “klippe-klistres” på computeren, og så får vi at se, om det føles rigtigt. Jeg er sådan i tvivl, om det er sprogmæssigt i orden, om det er akademisk og fagligt nok, og om jeg lever op til kravene. Bestå, det tror jeg på, for så meget har jeg ikke ændret på det, jeg havde fået skrevet til vejledningen, men jeg vil gerne have, at opgaven betegnes som en god præstation, om det så er med en del mangler, det er jeg på nuværende tidspunkt egentlig ligeglad med.

Jeg glæder mig til at kunne kigge hen over egen næsetip og at kunne få lov til at træde ind på en sygehusstue og bruge min faglighed til gavn for andre. Det har været fedt at få lov at fordybe sig, og faktisk skal jeg allerede af sted igen midt i januar. Det var oprindeligt ikke meningen, men det har studievejlederen anbefalet mig, så jeg er optaget med start 16. januar. Det betyder så, at jeg pga. ferie, helligdage og fridage kun har 16 arbejdsdage inden da, dem må jeg huske at skønne på og nyde i fulde drag.

Jeg håber, du nyder din dag i dag.

UDEN FOR MIT VINDUE

Normalt når jeg er på arbejde, opleves denne tid som mørke døgnet rundt, jeg lægger ikke mærke til, hvordan vejret er udenfor vinduerne. Og så alligevel, for hvis jeg ikke lagde mærke til det ubevidst, så kunne afdelingen jo lige så godt undvære vinduerne. Og det går slet ikke! I 3 år var vi genhuset i et gammelt sygehusbyggeri, som lå tæt op af det nye medicinerhus. Det betød, at flere af stuerne lå i skyggen af det nye byggeri, og dermed kom der meget lidt lys ind på stuerne. Det påvirkede både personale og patienter. Hvor meget gik først op for os, da vi flyttede ind i en nyrestaureret afdeling med udsigt til Aalborgtårnet og med masser af lys. Så måske kan jeg ikke fortælle, hvordan vejret har været uden for mit arbejdsvindue, men min krop skal nok registrere, hvis aldrig den fik bare en smule lys.

I går opdagede jeg på min gåtur, at selvom jeg troede, det kun havde regnet, så var der kommet lidt slud og hagl, som gav nogle af markerne et hvidt skær. En gåtur står også på programmet i dag, luft og lys må der til på disse korte vinterdage.

God tirsdag til dig.

LEVENDE LYS

I disse dage, hvor jeg er meget hjemme, er der stort set levende lys tændt fra morgen til aften. Det er sjældent, at sollyset udenfor bliver så kraftig, at jeg overvejer at slukke lysene. Noget der kunne få mig til at overveje at slukke lysene, var dog en artikel i søndagsavisen om, at sodpartiklerne fra stearinlys måske er farlige. “På 10 minutter udsender et stearinlys 300.0000 ultrafine partikler per kubikcentimeter luft, mere end 6 gange flere end en partikelfanger kan opfange på den trafikerede H.C.Andersens Boulevard, der anses for at være en af Danmarks mest forurenede veje.”  Man ved at levende lys er sundhedsskadelige, men ikke hvor meget i følge denne artikel, så det er da en overvejelse værd, om lysene måske skal brænde knap så meget og knap så længe.

I fredags, da vi kiggede på lejligheder, havde sønnen og svigerdatteren fortalt om den ene, at der var sorte vægge, og at mægleren mente, det skyldtes stort forbrug af levende lys. Landmanden og jeg tænkte mere i fugt, men måtte ved selvsyn konstatere, at det var det ikke. Vi havde dog svært ved at tro, at levende lys kunne give sådan et gråsort skær på stuk og tapet, men mægleren bad os kigge på tre lyse striber på væggen. Det var hans fingre, der havde tjekket. Landmanden satte herefter sin finger på tapet og ganske rigtigt, fingeren var sort af sod. Det må virkelig være dårlige lys og mange lys oven i købet, når to stuer ser sådan ud. Både loft og vægge ville skulle vaskes ned og males, mon ikke de beboere har indåndet en stor mængde partikler fra de lys?

Sådan ser et billede ud taget med et kamera, som dugger lige så meget som mine briller efter at have været med ude på 5km lang gåtur. Det er koldt udenfor, kan jeg oplyse, hvis du ikke allerede ved det ;-)

REFLEKSIONER

Endnu en gang måtte jeg lige ty til sproget.dk, for staves det nu reflektion eller refleksion? Og har det betydning for stavemåden, om jeg tænker på det at kaste lys tilbage eller på betydningen at fundere over noget?

Refleksion fylder hele min hverdag lige nu, jeg funderer, jeg overvejer, jeg gennemtænker, jeg skal nemlig reflektere over gruppens projekt i praksis og over udviklingsmuligheder i praksis, og jeg har svært ved at formulere det på skrift. Jeg synes, jeg er ustruktureret og nem at overtale (af mig selv) til at læse, se fjernsyn og blogge. Mit håb er, at jeg reflekterer over opgaven, mens jeg laver andet, men i dag skal der arbejdes! Jeg har for mange tegn i opgaven og har slet ikke vist endnu, hvordan jeg inddrager teori til at belyse mine refleksioner, så der skal ske et skift fra refleksion til aktion.

Andre bud på refleksioner kan du se her.

Når jeg tænker over ordet reflektere, så lyder det ærlig talt noget passivt modsat ordet fundere, her kan jeg nærmest høre hjernevindingerne arbejde. Må din mandag blive en dag med tid til at fundere.

JEG LÆSTE I AVISEN

en anmeldelse af en bog, som lød så interessant, at den fluks blev bestilt på biblioteket.

Den kom hjem i ugen, der gik. Nu er den læst, ingen opgaveskrivning her, jeg fortabte mig fuldstændig i denne spændende bog.

Mangler du en bog med hjertevarme, spænding og skøn at læse, så prøv Boomerang af Tatiana de Rosenay. Jeg skal vist prøve nogle af forfatterens andre bøger.

TO LYS ER TÆNDT

Brændeovnen fodres med brænde, to lys på adventsfadet tændes, jeg falder i staver, tænker over livet og dets forskellige udforminger. Jeg læser med hos Anne, jeg lader ordene fylde, Anne har valgt i denne adventstid at lade teksterne fra de 9 læsninger og sine reflektioner være en søgen på spørgsmålet; er der en mening med julen som en højtid?

Hvis advent betyder, at alt skal være klart 1.december, så er jeg hægtet af for længst, men det ved jeg jo godt, at det ikke betyder, så jeg tager den med ro og nyder, at jeg kan tænde mine to lys.

God adventssøndag, nr 2 i rækken.

ET ØJEBLIK PÅ MIN GÅTUR

FREDAG PÅ FARTEN

Det er vist ved at blive en vane med disse lange dage. Klokken 6.10 kørte vi ud fra gårdpladsen, klokken 3.20 næste dag svingede vi ind på gårdspladsen igen.

Vi så den smukke bro om formiddagen i regn og rusk.

Vi så den smukke bro oplyst med juletræ på toppen sidst på eftermiddagen i mørke

Vi kiggede på lejligheder sammen med svigerdatteren og spiste lækker sandwich på Fredriksberg, mens svigersønnen var i praktik som lærer i Hillerød. Vi skiftede toiletbord ud med sybord hos datteren, mens hun var i praktik på systuen på et af hovedstadens teatre.Vi skulle heldigvis hente nøglen på arbejdsstedet, så vi nåede at se datteren i øjnene og give et knus. Vi nåede også at komme omkring sønnen, da han var kommet hjem, og se ham i øjnene, give knus og spise svigerdatterens lækre æblekage.

Vi nåede hyggelig aften sammen med motorcykelkammerater i Århus, og hjemme blev pebernødder fra svigerdatteren og figurkager fra datteren lagt på bordet, de skal nydes til en kop te i dag.

Nu er arbejdscomputeren startet op, der skal skrives opgave, mens regnen siler ned. God lørdag til dig.

GAD VIDE

om butikkerne stadig har kalenderlys, når jeg får tid på lørdag? Julekasserne står endnu på loftet, og jeg kan ved den søde nissegrød ikke huske, om jeg fik købt en ny kalenderlysestage sidste år.

om min afdeling havde haft så mange små traditioner, hvis ikke vi havde været så heldig, at en afdeling valgte det pureste guld fra, da de skulle skære ned på personalestaben? Det er 1. december, jeg har været til risengrødsspisning på min afdeling, en god tradition, som i år samlede 10 –12 personalemedlemmer udover de, der var på arbejde. Der hang kalendergaver langs hele den ene væg, og et lille nisselottospil med tilhørende spændende gaver lokkede med lodder, overskuddet fra spillet går til julegodter i lange baner hele decembermåned. Derudover er alle, inklusive børn og ægtefæller, inviteret til julekomsammen på kollegaens gård kort før jul.

om jeg kan finde tilbage til opgaveskrivningen på lørdag? Jeg tager nemlig en dag fri fra opgaven i morgen og fylder den med andre gøremål hele dagen. Dagens vejledning viste, at jeg er på rette spor, der er stadig meget, der mangler, men det skal jeg nok nå.

om jeg nu har ødelagt nattesøvnen igen? Sofaen kaldte på mig i eftermiddagens mørkningstid,  og først efter 1 times søvn vristede jeg mig fri.

om vi nogensinde får begreb om møbeltrenden blandt unge? Datteren har ønsket sig en bordplade med to af landmandens bordbukke under som sybord. Vi syntes, bukkene var for grove til den lille bordplade, så vi sendte billeder af sted, men nej, de var lige, som de skulle være. Grove og ikke for pæne ;-)  Det minder mig pludselig om min mor og jeg, en ung teenager, på handelen, jeg skulle have nyt tøj: “hvis du siger, det ser pænt ud, skal jeg ikke ha det!” Jeg har vist skiftet smag siden da.