Hvornår holder man mon op med at bekymre sig?
Datteren kom i hus med første års eksamen i sidste uge med et flot 10 tal. Sønnen har virkelig læst og læst i håb om at overvinde eksamensangsten, som fik tag i ham i 9. klasse, hvor klappen gik ned. Totalt! Hans matematiklærer kan stadig fortælle om, hvordan han overhovedet ikke kunne nå vores søn, som normalt var rigtig god til matematik. Ingen pædagogiske virkemidler hjalp, og det plantede skrækken for, at det skulle ske igen.
Det er så ikke sket på gymnasiet, men nu hvor det virkelig gælder, hvor angsten for reeksamen og øget pres konstant lurer, stak spøgelset sit fæle hoved frem. Som sagt gjorde sønnen det eneste rigtig, forberedte sig så godt han kunne, studiegruppen brugte hinanden som sparringspartnere, og så kan man ikke gøre mere. 24 timers forberedelse var der, emnet var absolut det mindst ønskelige, så de gamle forældre gik her oppe i Vendsyssel og krydsede fingre og fødder, trak nærmest ikke vejret, maven snørede sig sammen, og da eksamenstidspunktet var passeret og passeret og passeret, blev spøgelset pludselig meget nærværende. Hvorfor ringer han ikke? Hvorfor hører vi ikke fra ham? Til sidst røg der en sms af sted til hans forlovede, og hun havde heldigvis fået besked. Han fik 10! Da jeg ringede til landmanden og fortalte det, svarede han med overskriften. Senere ringede sønnen, han skulle først rydde op, helt ærligt, det vigtigste er da at sende en sms til sine forældre ;-) Jeg lod, som om jeg ikke vidste noget, og så prøvede han endda at snøre mig, sagde med et trist tonefald, at det var gået okay, dumme knægt!
Det allerbedste ved det her er ikke karakteren, men at sønnen fik knækket koden til at forberede sig til eksamen, og at det hårde arbejde lønnede sig.