Søndag morgen, som jeg kan lide den

Søndag morgen, jeg vågner 5.30, tænker at jeg da må kunne sove længere, men nej. Jeg måtte kapitulere kl 21 i går aftes og gå i seng, selv om vi har datteren på besøg. Jeg var bare træt. 

Hav og himmel gik nærmest i et

Jeg hentede datteren i går eftermiddags i huset i skoven (vores sommerhus). Først gik vi en tur i området, det trængte jeg til, og kroppen mindede mig så om resten af dagen, at det er lang tid siden, jeg har gået en time i kuperet terræn. Siden lavede vi lækker aftensmad sammen, Beluga Bolognese sammen med ovnbagte kartoffelbåde, hjemmebagte majspandekager, guacamole og salat fyldte maverne.

Nu er det søndag morgen tidlig og efter at have løst Suduko og læst lidt i Tove Janssons Sommerbogen (den skal doseres, så jeg lægger mærke til de finurlige samtaler mellem Sophia og hendes farmor), stod jeg op.

Vi havde aftalt morgenmad sammen kl 8.30. Landmanden skal arbejde, inden han og datteren skal se på bil, så derfor kan vi ikke snue dagen væk, til det bliver brunchtid.

Selvfølgelig kommer der en hjemmelavet etikette på, når datteren laver marmelade

Jeg har bagt boller (dejene hævede i køleskabet natten over), datteren bagte glutenfri boller i går aftes, hun havde hjemmelavet hybenmarmelade med havtorn med, der er dækket bord og bagt bananpandekager. Der står små skåle med mandler, valnødder og mysli, og om lidt skærer jeg lidt frugt ud. Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg elsker morgenmad om søndagen? Det har jeg helt sikkert, for jeg elsker langsommelig morgenmad med tid til at spise lidt af hvert, gode oste, godt brød, yoghurt med frugt og nødder, bananpandekager eller blødkogt æg. 

Det er søndag morgen, jeg må hellere vække datteren, så vi kan starte dagen langsomt sammen. God søndag til dig, hvordan starter du din søndag?

Det er weekend igen

Hver gang bliver jeg lige lidt overrasket, for jeg har stadig ikke vænnet mig til, at jeg er taget ud af weekendkabalen for at gøre gavn på anden vis. Så nu har jeg fri, og jeg er også brugt. Jeg har brugt tid på at tænke over, hvorfor det føles hårdere i år med forårstravlheden i marken kombineret med travlhed på arbejde, for sådan er det jo altid.

Jeg kunne mageligt smide coronakortet som begrundelse, jeg tror alle ville se det som en plausibel grund. Det er måske en del af årsagen og så alligevel ikke. Årsagen ligger mere i, at vi har haft mange kartofler at sælge af og der har været bud efter dem, ofte med en dags varsel. Det er jo godt, man vil som landmand jo gerne have alle sine afgrøder solgt. Men kombineret med travlheden i marken har det gjort, at de to landmænd ofte har sorteret kartofler i 8-9 timer, hvorefter de er kørt i marken. Det har for mig betydet, at jeg udover de vanlige eftermiddagsmadpakker også har skullet tænke i aftensmad  til vores medarbejder 6 ud af 7 dage i ugen. Det er ikke vanligt, heller ikke i de travle perioder.

Og hvorfor betyder én mere til aftensmad så noget? Det burde det ikke gøre. Vi har dog immervæk været 4 på matriklen i mange år. det er egnetlig ikke det at lave maden, men det mere at jeg i forvejen er så træt af at lave mad, så jeg nyder at veksle mellem dage, hvor der laves god mad, og dage, hvor vi spiser rester af den gode mad. Nu kan jeg ikke vælge rester til aftensmad dagen derpå. Der er ofte ikke nok til to landmænd, jeg kan jo som bekendt leve af havregrød og salat, så derfor bliver der lavet mad hver dag, og resterne skal så spises om søndagen. Og faktisk er jeg god til at finde på, for løsningen med at købe mad udefra dur ikke. Jeg ved ofte ikke, hvornår de kommer ind, så maden skal gerne kunne holde sig varm i ovnen. Indimellem tyr jeg dog til halvfabrikata, men vi har jo masser af gode kartofler, så de gange jeg har købt færdiglavet kartoffelsalat eller flødekartofler er jeg blevet skuffet hver gang. De smager syntetisk.

Kombineret med det vanlige arbejde på gården for mig (kontor, regnskab, husholdning) og at der også er nok at se til på arbejde og en artikel, der hænger faretruende over mit hoved, så må jeg bare konstatere, at det kan godt være, andre ville synes, det ikke var noget at tale om, endsige skrive om, men det gælder ikke mig.

Aalborgs Havnefront

Apropos artikel, så lovede jeg en tilbagemelding, og det har ladet vente på sig, fordi jeg helt ærligt blev slået ud af, at vi fik afslag på optagelse i det internationale tidsskrift. Mest af alt fordi den ene gennemlæser havde glemt, hvad de lærer om feed-back. Vedkommende sablede vores artikel ned. Hvorimod den anden gennemlæser var mere opbyggelig i sine kommentarer.

Jeg var ved at kaste håndklædet i ringen, fordi jeg ikke syntes, afdelingen kunne være tjent med, at vi stadig ikke var færdig. Men vores vejleder stod fast, vi skulle ikke skrive meget om og vi måtte ikke bruge mange dage på det, for nu skulle vores to vejledere på banen og gøre noget af arbejdet. Min kollega og jeg inddrog en fridag i torsdags efter aftale med vores leder og brugte syv timer sammen for at gennemarbejde artiklen igen. Vi har fået lov til at få en dag mere i næste uge, så der SKAL den være færdig fra vores side.

Vores vejleder syntes så, at det kunne være godt at lave en lynsøgning for at tjekke om der var kommet nyt litteratur. Det kunne vores medicinske bibliotek heldigvis hjælpe os med. Så jeg har brugt 2½ time på at gennemlæse 400 titler og vælge mulige brugelige artikler fra. I morgen når landmændene arbejder, skal jeg have læst de måske egnede artikler igennem og uddraget essensen af dem. Ellers når vi ikke i mål i næste uge.

Vi er for længst videre, vi er jo godt i gang med at få den viden, vi fik fra hele studiet inklusive de mange artikler, vi har brugt i vores diskussion, til at komme patienter og pårørende til gode. Og det er blandt andet det, dette interview med mig, som jeg tidligere har bragt link til, beskriver. Men samtidig er jeg også enige med vores vejleder, vi er forpligtet til at få beskrevet den viden, som vi går ud i vores egen lille verden og fortæller om. Jeg er bare så træt af den mentale byrde, den opgave giver mig.

Det ændrer ikke på, at det nu er maj, vi er rigtig godt med i marken. De er ved at gøre markerne klar til at lægge kartofler, kornmarkerne er tilsået. Mine kolleger er jeg stadig meget stolte af, og jeg elsker at være sammen med dem. I dag skulle jeg egentlig have introduceret en ny kollega, et barselsvikariat, men hun blev syg, så i stedet for hjalp jeg først i plejen, ringede derefter til en patient og sluttede af med at komme alle søgningerne igennem.

Der er handlet ind til aftensmad, vi skal kun være os to, det var vi også i går. Så jeg får brugt resterne af aftensmaden fra de forrige dage. Dermed kan landmanden få en af sine yndlingsudgaver af kartofler, nemlig brasede kartofler af resterne fra forleden dag. Jeg er ikke så god til at lave fiskeretter, så en af mine favoritter er fyldte rødspætter fra frost, som ryger i ovnen og passer sig selv. Kombineret med en hjemmelavet salat er vi vist rimelig sunde i dag.

Utzon Center i Aalborg har opkaldt deres restaurant efter Jørn Utzon (og min mand) :-)

Det er nemt at glemme

alle de gode vaner, vi var kommet ind i, når solen skinner, tallene på indlagte patienter med corona går ned osv. Det viser et dansk studie. Og jeg kan også se det på nogle instagramprofiler, hvor man sidder tæt på selfiebilleder. Andre husker det stadig, nyder kaffen udenfor med god afstand mellem de små smittekæder (familier)

I følge de kloge hoveder er det nu, at vi skal minde os selv om stadig at vaske hænder, stadig at holde afstand, stadig at begrænse samvær med andre osv.

Det er en underlig tid vi er i, det er som om at det at få en tid hos sin frisør eller fysioterapeut pludselig bliver noget, hvor man (jeg) tænker, om de nu husker alle forholdsreglerne. Det er jeg faktisk helt sikker på, at de gør. De har brug for deres arbejde, men de har også brug for, at vi stadig tænker os om, så vi ikke pludselig eksploderer i et massivt smitteudbrud. For så går vi tilbage til stærkere begrænsninger.

Indlagte patienter bliver isoleret, enten fordi de er testet positiv for Covid-19 eller mens man venter på svar på testen. Isolation er alle afdelinger vant til at håndtere af mange årsager (norovirus/roskildesyge, multiresistente bakterier, influenza osv)

Det er hårdt at være patient, som er isoleret. Jeg hørte et oplæg om dette, hvor sygeplejersker havde interviewet patienter og pårørende om deres oplevelser, Det du får her, er min oplevelse af det oplæg. De pårørende bekymrede sig, de var bange for om nu vi, personalet, holdt ordentlig øje med deres kære. De havde sværere ved at gå hjem, når de havde været på besøg, fordi de følte, patienten var så alene. Patienten sagde ikke altid til, når de havde brug for at tale med et personale, fordi de ikke ville belaste personalet for meget.  Det var jo så besværligt for personalet med alt det udstyr, de skulle have på, før de kunne gå ind på stuen. Samtidig følte de sig alene og havde mange tanker, som de ikke fik talt med nogen om.

Alt det kan vi godt mærke, og i denne tid, hvor pårørende kun må komme ved ganske specielle lejligheder, gælder det endnu mere. Ikke blot for de patienter, der er isoleret, men for alle vore patienter. Faktisk giver de pårørende udtryk for, at de har fuld tillid til vores pleje, men de savner at kunne være der for deres kære, nu hvor de er blevet hårdt ramt af en blodprop/blødning i hjernen. Det kræver meget mere information telefonisk, samtidig med at patienterne qua deres skader har meget brug for vores nærvær på stuen. Også selv om de er isoleret.

Jeg tænker meget på de kolleger, som arbejder på pandemiafsnittet, hvor de konstant skal iklædes kitler, handsker, mundbind og briller. Vores patienter skal have hjælp til alt, en halvsidig lammelse gør, at man ikke kan bevæge sig på samme måde. Her er det personalet, der skal bevæge den side, så patientens hjerne får input fra begge sider. Det er varmt og hårdt, når man er iklædt kittel og handsker. Patienten har måske også besvær med at forstå det, vi siger. Her vil vi typisk bruge det non-verbale sprog til at guide patienten, Men nu er de afskåret fra at aflæse vores ansigtsmimik, ligesom vi heller ikke er så livlig i vores kropsmimik qua overtrækskitlen.

For patienten kan denne isolation også føre til hallucinationer og andre psykiske problemstillinger, fordi de aldrig får andre input end mennesker iklædt alverdens udstyr, og de ikke må komme ud fra stuen og se andre mennesker og få andre indtryk.

Endelig fandt jeg anemoner

Jeg har ikke været isoleret, men qua travlheden i marken og i kartoffelhuset har jeg nok at se til med at sørge for mad og andre støttefunktioner og ser derfor ikke andre end landmændene, men det føles ikke anderledes end ellers. Og der hvor jeg er kommet i disse dage for at handle, tænker folk sig om og holder afstand.

En dejlig weekend er slut, vi har rigeligt med rester til aftensmaden, og bliver der noget tilovers, har jeg to hunde, som vil elske lidt variation i deres aftensmad. Hele næste uge skal madplanen bestå af mad, der kan holdes varm i ovnen, til når landmændene har tid til at komme ind. Koteletter i fad, boller i karry i ovn, svensk farsbrød  (her en variant til grill, men ligner min gamle kogebogs opskrift) står på menuen de første tre dage, og har du gode tips til nye retter, så slå dig endelig løs i kommentarfeltet. Jeg trænger til inspiration.

Må du få en god søndag aften.

en skøn kvinde tænkte på mig på Dronningens fødselsdag

restemad og frysemad

I fryseren ligger masser af vildgåselår. Jeg har ikke kunnet finde opskrifter på lår, kun helstegt vildgås eller vildgåsebryster, så jeg har prøvet mig lidt frem uden held. Nu har jeg endelig fundet en opskrift, der passer min gane. Egentlig er den til vildandelår, men den passer også fint til vildgåselår.

I dag fandt jeg en pose lår fra 2017 - ja jeg har jo sagt at jeg har mistet lysten til madlavning og især til vildtretter. Det er jo synd og skam, så i disse tider forsøger jeg at lave mad, selv om jeg egentlig ikke har lyst til det. Jeg havde ikke alt det, der skulle til, men retten blev alligevel velsmagende.

I min version blev lårene brunet, hakket skalotteløg kom i stegegryden sammen med frosne porrer og gulerødder. Jeg havde en pose blandet frostgrøntsager, hvor jeg fiskede gulerødderne op fra. Så kom salt, peber og en af de gode mørke øl, som vi havde fået, i gryden. Der kom nu kun 3 dl øl i, resten delte vi til maden. Herefter fik det lov til at simre i et par timer, mens jeg lavede kartoffelmos og strikkede. Fløde havde jeg ikke, så sovsen blev jævnet med mælk rørt sammen med maizena. Egentlig vil jeg gerne have grøntsager til udover dem, der var i retten, men i dag gad jeg ikke lave en salat eller koge bønner, så retten fik selskab af hjemmelavet ribsgele og lidt asier.

Flæskestegen, som vi fik først på ugen, rakte til aftensmad i fire dage. Anden dag fik landmanden resterne af de brunede kartofler, steg og sovs sammen med bønner, opvarmet i mikroovn. Jeg havde mere lyst til yoghurt med frisk frugt og mandler. Tredje dagen fik vi flæskestegssandwich og i går lavede jeg denne ret. Jeg havde igen ikke det hele, så min version blev flæskestegsskiver i et lag, reven ost blandet med oregano, nyt lag flæskestegsskiver og så blev det overhældt med en tomatsovs lavet af dåsetomtaer, et enkelt skalotteløg, peberfrugt skåret i tern, sød chilisovs og salt. Over det blev der drysset masser af revet cheddarost og så ind i ovnen. Jeg er normalt ikke til pasta, så vi fik kartofler til, som smagte fortrinligt.

Det føles godt at få brugt al det gode mad fra fryseren, og landmanden nyder det. Det gør vores hunde og høns også, de er garant for, at der ingen madspild er her på gården.

Ha en god weekend.

Navlebeskuende

Udover at nyhedssider/kanaler vælter ud med nye vinkler på den tid vi er i lige nu, sker der ikke meget for mig, og så kan man nemt blive navlebeskuende. Lad det være klart, at jeg har lukket ned for coronatanker, de gør mig ikke noget godt, så derfor får de heller ikke lov til at fylde mit indlæg, så hellere lidt navlebeskuende adfærd.

Fra at ligge nærmest total brak foran en skærm de første afspadseringsdage har feriedagene fået lidt mere indhold. Men stadig har jeg svært ved at holde fokus i længere tid ad gangen, blandt andet mangler jeg at se Fisherman's Friends færdig på Filmstriben. På trods af at jeg valgte den pga Madames anbefaling og ikke mindst en kommentators ord om, at det var en af de få film, der ender godt, hvilket er et kriterium hos mig, især i disse dage. Ja så kan jeg ikke holde koncentrationen fangen, og zapper væk lige så snart, der er en snert af noget, der måske kan gøre lidt ondt eller at hovedpersonen er ved at dumme sig. Lige nu smågriner jeg lidt af mig selv og min reaktion.

I stedet for har jeg genopdaget bagelysten, landmændene har fået brunsviger og kanelsnegle. Jeg har knækket koden og endelig bagt et brød, som landmanden efterspørger i stedet for bagerbrødet. Det er såmænd Verdens bedste brød i Valdemarsros udgave. Og det bestod Paul Hemingways test med en finger, der presses ned i krummen, og krummen rettede sig ud med det samme. En ny dej skal røres sammen i aften, lige som jeg skal have afprøvet disse lækre kardemommesnurrer efter anbefaling fra Nom de Mie.

Jeg er faldet i en skøn lydbog, som nydes i små doser jævnfør indledningen om koncentration. Det litterære apotek er en smuk fortælling om kærligheden, at finde sig selv igen og samtidig turde se sine fejl i øjnene uden at lade dem ødelægge livet.

Jeg strikker og i dag har jeg fået hæftet tråde på flere karklude, et sjal og en sok. Det føles godt og jeg øver mig i at anerkende de små projekter, jeg får færdig.

Landmanden har travlt, hver dag sidder han ved sorterbordet og sorterer kartofler. Imens svinder vandet fra markerne med det skønne vejr, vi har. Mine gåture bliver ofte sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. I går nød jeg solnedgangens pensel male himlen smuk over der, hvor jeg bor.

Tankerne går mod øst til mine børn og mod nord til min svigerdatters hjemland og hendes familie. De går videre til min og landmandens familie spredt ud over Danmark. De fortsætter til venner og bekendte, hvordan mon de har det? Og så ender de på min afdeling og hos mine kolleger. På mandag skal jeg se dem igen, det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til at skulle trække i uniformen og gøre gavn med det, jeg er bedst til, nemlig sygepleje.

Kan vi tale om noget andet?

Ikke fordi jeg ikke anerkender alvoren, for det gør jeg. Jeg har tænkt mig at fravælge samvær privat, for vi har brug for alle kvinder på arbejde. Der er ingen grund til at udsætte mig for smitte.

Men lige nu vil jeg gerne fortælle om vores tur til København sidste weekend. Det var skønt at se vores børn og svigerdatter og hvor er jeg glad for at det var den weekend og ikke denne weekend. Vi fik hjulpet vores datter med nogle praktiske ting, blandt andet fjernet de paller, som i mange år havde udgjort "sengeben" til hendes madras. Vi fik set, hvor hyggeligt svigerdatteren havde fået indrettet deres lejlighed. Og så spiste vi lækre steder.

Lørdag aften var vi inviteret i byen, det var vores julegave. Vi endte på 17. etage i Nordhavnen i restaurant Silo, hvor vi havde den smukkeste udsigt, da vi ankom 17.30. Da mørket overtog udenfor, blev lyset i restauranten dæmpet, så man rigtig kunne nyde byens lys, lysene fra skibene ude på vandet og vandets genskin af lysene.

Vi fik en lækker fireretters menu, og snakken gik, også med tjeneren, som hvor mærkeligt det end lyder ;-) godt kunne høre, at vi ikke var fra selve København, men over fra Jylland.

Maden var virkelig udsøgt.


Først fik vi en snack, som var en utrolig tynd og sprød krustade fyldt med creme fraicheblanding og stenbiderrogn.












Under hele måltidet fik vi hjemmebagt lækker brød med smør blandet med brunet smør.

Derefter fik vi til forret rimmet torsk med svampe og hummersauce. Lækker smag.













Mellemretten var bagte jordskokker med brunet smør og æble. Det smagte virkelig godt. Jeg tror det var en selleribisque. Sådan tror jeg, tjeneren kaldte det. Vi andre ville nok have sagt sellerichips.








Hovedretten var stegt secreto (en bestemt udskæring) af Duroc med glaserede ribs og kål. Der var saft, kraft og smag i alle tre dele.


Desserten bestod af en æbleterrin med karamelmousse og fermenteret honning. Og den glemte jeg at tage billede af.






Så var vi så mætte, at vi kunne trille ud, men vi valgte dog at slutte af med te og kaffe. Jeg fik en lækker hvid te, som jeg desværre ikke fik navnet på, men som var fra Perchs tehandel.

Fordi vi startede tidligt (det var der, vi kunne få bord til), så kunne vi også være hjemme i god tid. Det trængte vi alle til. Denne gang boede vi på hotel, selv om vi hjertens gerne må bo hos begge børn, men jeg trænger ofte til blot at være mig selv om aftenen. Og det nød jeg.

Vi skulle mødes tidligt næste morgen, fordi vi skulle være i Nordjylland ved 16-tiden for at overtage pasning af vores hunde.

Søn og svigerdatter foreslog Mad og Kaffe i nærheden af dem, men de mente, at der meget nemt kunne være kø, man kan nemlig ikke reservere plads. Godt nok grinte vi andre af dem, gad folk fra Frederiksberg virkelig stå op for at spise brunch kl 8.30 en søndag morgen?

Planen blev dog, at landmanden og jeg ville sørge for at være der lidt før 8.30 og så ville de andre dukke op inden 8.45. Vi var der 8.15 og stillede os klar ved døren, man måtte ikke komme ind før 8.30. Kort efter stod vi kø med to andre par, og da vi gik ind 8.30 og fik et af de store borde, kom der en sand strøm af mennesker efter os. Inden 8.45 var alle borde optaget og folk begyndte at sidde udenfor i kulden eller blive skrevet op til plads indenfor.

Ingen billeder fra brunch, så du får nogle flere fra den skønne restaurant på toppen af Siloen

Det var virkelig lækker morgenmad, og konceptet med, at man kunne vælge 3, 5 eller 7 emner, er rigtig godt. Næste gang vælger jeg ikke 7 emner, for jeg var så mæt, at jeg nærmest var helt dårlig, da vi gik hen til bilen. Bilen stod i det nye underjordiske p-hus tæt på søn og svigerdatter. Så med den nye metro og p-hus kan vi nu være sikker på at finde p-plads på Frederiksberg og tage metroen til Nørrebro, hvor der sjældent er p-plads i nærheden af datteren.

Turen hjem gik uden svinkeærinder, og hundene var glade for at se os igen. Og lige så snart jeg er hjemme, drømmer jeg om at besøge børnene igen. Det kommer så nok til at vare noget tid nu.

Den skønne nyrenoveret plads oven på p-huset

Og lad os så blot snakke Covid-19 her til sidst. Lige nu ser det ud til, at jeg får ferie, men de nye retningslinjer gør, at ud fra et forsigtighedsprincip havde vi allerede i går folk hjemme. Håbet er, at den utilpashed, konstant nysen eller det man kalder subfebril (altså temperaturen er steget lidt men ikke til feber) de har, fortager sig ved ro hjemme et par dage, og så kan de møde ind igen.

I dag har jeg set video om værnemidler og hvordan jeg korrekt bruger dem. Det er dog ikke nyt, vi har jævnligt folk, der skal isoleres for Noro-virus(roskildesyge) eller er hjemvendt fra et udenlandsk sygehus. Derudover har vi også haft et rædselsforår 2018 med influenza udbrud, så vi kender til procedurerne. Alligevel fik jeg små tips til at tage overtræksdragten af, og det beviser, at det altid er godt at gå i detaljer, selv om man formoder, alle ved, hvad der skal ske.

I dag har jeg vasket håndtage overalt i huset samt intensiveret skift af håndklæder. Jeg tager ingen chancer ;-)

Jeg har også måttet aflyse vandreture med min svigerfamilie og med mine søstre og måttet aflyse ferie sammen med min yngste lillesøster i vores sommerhus. Jeg tør ikke tage nogen chancer. :-(

Til allersidst må jeg bare dele en skøn oplevelse, jeg fik fra en af jer læsere i går. Jeg fik en mail om et forløb med apopleksi (blodprop/blødning i hjernen) for mange år siden, der bekræftede mig i, at det er den rigtige vej, vi går i forhold til et opfølgningsforløb. Endnu en gang tusind tak til dig, der tog dig tid til at sende mig mailen. Jeg bliver stadig rørt, når jeg læser din mail. Du har været så sej i dit forløb.

Blæsten går frisk over Vildmosens vande

Der har regnet vildt meget i nat, nu står dele af græsplænen under vand. Havde det kommet som sne, havde vi været lukket inde. Det ville jeg gerne have, mens landmanden tænker på alle de kartofler, som ikke ville komme af sted. Så jeg er fornuftig og skønner på den manglende sne (vel gør jeg ej, jeg vil stadig gerne have masser af sne ;-)

Normalt er jeg en kvinde uden filter, forstået på denne måde, at mit liv herinde jo selvfølgelig er filtreret, det er ikke alt, der kommer på skrift herinde, men at jeg generelt er, som du ser mig. Og jeg er heller ikke en kvinde, der bruger tid på makeup i hverdagen, jeg glemmer det sågar også, når jeg skal til fest. Derudover bruger jeg heller ikke filter på mine billeder, undtagen det billede jeg lagde ud på Instagram i fredags (det ovenfor). De filterforslag Instagram kommer med, plejer ikke at fange min opmærksomhed, men den dag gjorde det, fordi billedet skulle illustrere en tekst om mangel på stjernevrimlen, og der syntes jeg, filteret gav mit udendørs lystræ en snert af magi på samme måde som stjernevrimlen magisk lyser op på himlen.

I går var vi til fest, 60 års fødselsdag, den yngste i vores julefrokostgruppe. Hun havde valgt, som landmanden og jeg også gjorde, at holde det med start ved middagstid (altså kl 12- 13). Vi festede i otte timer og havde det hyggeligt med masser af mad, snak og opdatering i vores vennegruppe. Og det var dejligt at kunne være hjemme og nå at falde i søvn før midnat.

En af vores venner er uddannet blomsterdekoratør og inspireret af de smukke dobbeltbladede tulipaner i mange farver fik jeg gode råd, om hvordan man snitter stænglerne. Så nu skal jeg have købt mig en urtekniv, som kun skal bruges til blomster. Tulipaner = iskoldt vand og lægge dem på bordet og skære stilken over med lige snit. Roser = over håndlunkent vand, snitte dem på skrå, fordi stilken består af lange "sugerør" som bliver mast sammen, når jeg klipper dem med min havesaks. Franske anemoner (som jeg aldrig har haft som buket) skal snittes på langs i stilken, ford det er den måde de suger vand op på. Mine høstanemoner skal jeg nyde udenfor, hvilket jeg også gør. Det var det, jeg huskede fra lektionen.

Da jeg ikke kom ud og gå en tur i går pga fest hele dagen, tog jeg mig sammen til at gå en lang tur i strid sidevind. Jeg har aldrig prøvet før at skulle spænde musklerne hårdt op for ikke at ryge i grøften. Det skulle jeg i dag, for når vindstødene kom, vaklede jeg flere gange, inden jeg genvandt balancen. Jeg fik gået syv kilometer, og nu slapper jeg af.

Jeg hænger vasketøj op og griner højt, fordi jeg i min lyttebog Modne Kvinder er kommet til Trine Gregorius. Hold nu op, hvor hun lige kan spidde tidens kvinder : "og så siger de om en kage, den var god, den var ikke for sød. Hvad fanden er det for noget, en kage skal da være sød" eller når hun fortæller, hvor kedeligt det er at komme til spisning, hvor der kun er kvinder, fordi så får man salat og en tør kalkun, og alle prøver at bilde en ind, at den slet ikke er tør og kedelig, for den er marineret ("man kan da heller ikke spise et kladdehefte, selv om det er marineret") og så får hun lyst til at fortælle, at hun har lavet hjerter i flødesovs med kartoffelmos, og der var masser af smør i begge dele. Og hun spiste tre portioner og resten spiste hun om natten. Åh hvor jeg dog kender den trang til at blive Rasmus Modsat, hvis alle har samme holdning i et selskab.

Apropos mad, så har landmanden fundet en fil på youtube, som viser alle mulige lækre opskrifter med kartofler i hurtig udgave. Dem vil han gerne prøve af, så vi har aftalt, at det bliver weekendprojekter, hvor vi sammen laver maden. I aften skal vi prøve første opskrift, og jeg klapper mig selv på skulderen over, at jeg ikke blot sagde ja, det vil jeg da gerne lave til dig, men gjorde det til et fællesprojekt.

Hvad skal I mon have til aftensmad i aften?

Lunt og godt

Landmanden skulle arbejde både i dag og i morgen. Og noget af det, jeg har lovet mig selv, er at mærke efter hvad jeg har lyst til og så handle på det, når det kan lade sig gøre. Det kunne i dag, så da huset var ryddeligt, vasketøjskurven tom og kontoret fri for opgaver, drog jeg op i sommerhuset.

Landmanden kan godt lide sommerhuset om sommeren, jeg elsker det hele året rundt. Her falder min sjæl til ro, jeg føler mig omsluttet af naturen og har det godt med det. Efter en frokost med spejlæg og ristet spidskål (min favorithjemmefrokost for tiden) tog jeg vandreskoene på og gik en god tur.

Der var vådt flere steder, der er kommet rigeligt med regn og vejrudsigten lover mere fra i morgen inklusiv stærk blæst med vindstød af stormstyrke. Så jeg skal vist ud og gå fra morgenstunden i morgen. Der måtte gås mange omveje for at komme videre på stierne, men jeg fik dog gået 7 km og nåede også ned på stranden.

Vandløbet inde fra landet plejer at være et lille fin vandløb, som baner sig vej i sandet. Nu har man måtte dæmme dens kræfter ind, så den kun lavede et stort vandløb ned til havet. Der var stadig spor af, at den havde oversvømmet hele vejen op til sommerhuslandet og en stor del af stranden.

Min daglige gåtur holdes stadig i gang, det løfte til mig selv holder jeg. I morgen vil jeg prøve at holde et andet løfte til mig selv, men da jeg har lovet mig det selv så længe, så skal det ikke siges højt før det lykkes mig at holde det.

Lige for tiden er jeg dog inde i en god stime af løfteholderi til mig selv. Det svinder i fryseren. I går fik vi lækker osso buco, som helt sikkert efter de kloge hoveders mening har ligget for længe i fryseren. Det fejlede ikke noget og med en lækker kartoffelmos og grønne bønner blev vi mere end mætte. Der er endda nok til søndagsmiddagen.

Aftensmaden i aften blev rigtig god, landmanden mente, at jeg sagtens kunne servere det for gæster. Der var så meget kartoffelmos tilbage i går, at der var til to dage. Jeg rørte den ene del op med lidt mælk og to æg, bagefter kom jeg hakkede hasselnødder i, satte det på bagepapir i små klatter og dryssede med en sjat reven ost. Så fik det lov til at passe sig selv i ovnen en halv times tid, mens jeg stegte gode grillpølser lavet på dyrekød skudt af landmanden. Salaten fik Spar lov til at stå for, spidskålssalaten med wasabidressing havde tilstrækkelig med bid til, at den passede til menuen.

en af de modne kvinder over 60 :-) 

Jeg lytter stadig i små bidder til bogen Modne Kvinder. Indtil nu har jeg hørt Hella Joof, Lisbeth Knudsen, Solbjørg Højfeldt, Anne Dorte Michelsen, Vivi Flindt, Vibeke Windeløv, Anette Støvelbæk, Pernille Højmark, Mette Bock, Jytte Abildstrøm og lige nu Majbritte Ulrikkeholm. Alle har de fået deres portion af sorger og modgang, alle har de tænkt på alderen og døden. De har taklet modgangen på hver deres måde. Jeg bliver inspireret, provokeret, forundret og glad, og det er da en skøn gave at få ved at lytte til en bog.

Jeg har tændt op i brændeovnen, jeg har fundet hækletøjet frem, høretelefonerne ligger klar ved computeren, hvis jeg vil lytte mere bog, teen er brygget og jeg har den nyeste udgave af magasinet Liv med mig. Her er lunt og godt at være. God aften til dig.

Vildgåsebryst i ovn - sådan skal det fremover laves

Hver gang jeg tager en pose med to vildgåsebryster op af fryseren, googler jeg og får et pauvert resultat. Det er enten en hel gås eller så anbefaler de stegning på pande. Det første er ikke aktuel, det andet bliver hver gang med en meget hård stegeskorpe. Så denne gang skulle prøves en anden metode.

Vildgåsebrysterne blev krydret godt med salt, peber, rosmarin og timian. Herefter blev de brunet på panden og lagt i et ildfast fad. De fik 20 minutter i ovnen ved 140 grader varmluft, hvilede i 35 minutter (fordi jeg havde kartofler i ovnen), de var stadig for røde indeni, så de fik ti minutter mere og hvilede ti minutter. Herefter blev de skåret i tynde skiver og serveret med knuste kartofler, en gulerodsråkostsalat og en sovs. Det smagte rigtig godt, men de var en anelse for røde i kødet, så næste gang forsøger jeg mig med tyve minutter i ovn, tyve minutters hviletid, tyve minutter igen i ovn og så tyve minutters hviletid, så tror jeg, de er helt perfekte til os. Helt uden den tykke stegeskorpe.

Mit kamera i mobilen er gået i stykker, så nu er begge mine kameraer ladt op. Jeg savner at fotografere de små glæder i hverdagslivet og dagens motiver under gåturen. Jo jo, jeg holder skam stadig ved mit mål om at gå en halv time hver dag i 30 dage. Det dokumenteres på Instagram. I dag gik jeg seks kilometer i strid blæst, men det frisker hjernen op.

I morgen vil jeg udfordre mig selv, for det kamera jeg fik som forskudsfødselsdagsgave til vores snescootersafari sidste år, kan nemlig sende billeder til mobilen. Jeg har bare aldrig taget mig sammen til at finde ud af hvordan. Det skal jeg gøre i morgen.

I dag poppede Google foto op som vanligt med opfordringen til at gense dagen for x år siden. Det er ikke ret tit, at jeg kigger, men i dag stoppede jeg op, for det er min fars fødselsdag i dag, og datoen 1/2 2016 betød, at det var min fars sidste fødselsdag. Og ganske rigtig, der var skønne billeder fra dagen hos min far sammen med mine tre søstre. Jeg smilte og mindedes latter og snak.

Jeg er rastløs, begynder på en film, forlader den igen, begynder på en bog, forlader den igen, begynder på at strikke, forlader det igen, begynder på et blogindlæg, forlader det igen, begynder at få pakket alle juletingene i kasser (det er farligt at have et værelse, hvor jeg ikke kigger ind til hverdag, jeg havde faktisk glemt julepynten), forlader det igen. Til slut tog jeg mig dog sammen og fik pynten i kasserne, mens jeg lyttede til min lydbog. Den har også trange vilkår, jeg ender med ikke at nå at høre den, før lånetiden udløber.

Nu tror, jeg at rødvinsglasset og jeg flytter ind i mine forældres stol og så får vi at se, om det bliver film eller lydbog, der skal fastholde mig sammen med strikketøjet.

Og sådan så min udsigt ud for et år siden. Jeg savner sne!!!! 

Bare gå og gå ud i det blå

De sidste dage har jeg først taget mig sammen til en gåtur, når lyset har været ved at forsvinde. Jeg har nydt at gå og gå, mens mørket stille har sænket sig. Og sidst på turen har landmandens pandelampe sikret, at jeg vidste hvor jeg gik. I aften har jeg fravalgt det, for jeg er bange for at jeg bliver for vågen, når jeg går så sent.

Mens mørket omsluttede mig, kunne jeg høre svaner og gæs snakke højlydt. I går aftes var der også fuglesang på starten af turen. og mens jeg gik, fik jeg lige hilst på min søn, min datter og to af mine søstre. Små korte samtaler, som sikrede at alle havde det godt - det havde de!

Og den bedste gevinst ved turen er, at min hovedpine, som er blevet en konstant bivirkning ved computerarbejdet på trods af skærmbriller, forsvinder så snart jeg er aktiv. I aften forsvandt den endda blot ved, at jeg lavede aftensmad.

Aftenmaden blev spidskålstoast med gnavegulerødder til. Og jeg er stadig så mæt, så selv om min trætte hjerne mener, at der skal noget sukker eller andet lækkert til, inden jeg går i seng, så protesterer maven højlydt. Maden blev godkendt af landmanden, og jeg følte mig helt sund efter at have spist 250 g spidskål.

Og nu til noget andet "føde". Mon du har en bog, du kan anbefale? Jeg har svært ved at komme i gang med læsning, søger på må og få i e-reolen efter lydbøger, lytter lidt her, lytter lidt der, men ingenting fanger mig. En tidligere kollega har anbefalet Dødevaskeren af Sara Omar og Sæt en vagtpost ud af Harper Lee, men lige nu tror jeg, at de er for "tunge" for mig. Jeg har brug for en lidt lettere genre. Håber du har nogle gode forslag.

Smilende søndag

Jeg vågnede træt i morges, fordi søvnen driller mig i disse tider. Jeg lå der i sengen med en følelse af, at det hele afhænger af øjnene, der ser. Om jeg ville være glad eller trist afhang af den måde, jeg valgte at anskue verdenen på. Mange mennesker kan ikke sige dette, de har så store problemer/udfordringer, så de hænger blot fast med neglene og håber på at komme op at stå og få fodfæste. Men jeg kunne sige dette til mig selv, for jeg har det godt, har en skøn familie, er rask, er elsket, er afholdt, har et job, jeg er glad for osv.

Det var en skøn måde at starte søndagen på. Egentlig havde jeg en plan, da jeg stod op og gik i bad. Den plan er overhovedet ikke kommet i spil, til gengæld har jeg nået andet, som gør mig glad.

Det er ikke noget revolutionerende, endsige noget nytænkende, det er ren og skær hverdagssøndagstaknemlighed.

• Huset er nu fri for julepynt og i mit vindue står to glasbeholder med hver sin lyskæde og gør mig glad
• Jeg lavede Hit Med Suppen i går og fik brugt den sidste rest røde linser. I dag nød jeg den sidste rest til frokost efterfulgt af en skive ølkage (resterne fra julen taget fra fryseren)
• Indviede min julegave, fra børn og svigerdatter, en lille tepotte, og nød at se den stå under en smuk tehætte fra en kollega. Der er noget særligt ved at hælde te fra en tepotte i stedet for som vanligt fra termokanden.

• Min amaryllis har begavet mig med endnu en blomst udover den, der sprang ud til jul.
• Jeg har gået en lang tur i solskin og frisk luft.Ti kilometer blev det til.
• Imens talte jeg med min mellemste lillesøster og det var skønt.

• Aftenmaden bestod af Jamie Olivers christmas roast potatoes,  de kan varmt anbefales, Og skal vi ikke lige slå fast, at kartofler faktisk er det bedste bæredygtige valg sammenlignet med ris og pasta. Tilbehøret var gode grillpølser lavet hos Saltum slagter af dyrekød (rådyr og krondyr), skudt af jægeren. Den sidste rest af julens rødkål blev forvandlet til en ny rødkålssalat inspireret af det nye Søndag. Så hermed undgik vi madspild, spiste mad af lokale råvarer og efter sæsonen. Jeg pudser lige glorien ;-)

• I morgen er det fys tid. Jeg trænger, min nakke og min skulder/arm smerter, fordi der er gået en uge over det vanlige, men i morgen sker det.
• Jeg har grinet højt helt alene, det føltes godt og jeg smiler igen ved tanke om klummen om alder i det nye Søndag. Det var spot on, hvordan man i 50erne pludselig synes, at det er en 9. klasses praktikant, som undersøger en ved lægen, eller at det er gymnasiestuderende, som er eksperterne i Nyhederne. Og tilsvarende at man er omgivet af gamle mennesker, når man endelig i en butik finder noget tøj, som ikke føles gammelt eller alt for ungt. Hvorfor er de dog i samme butik som mig? Måske fordi de har samme alder ;-) akkeja, akkeja, indsæt selv emoji med gammelmor med lokkerne
• Og det bedste er at jeg har fri to dage mere

Håber du har haft en søndag, der gjorde dig godt.

Morgenmadens betydning

Vi er helt klart delt i mindst to lejre, hvad angår morgenmaden. Der er dem, som absolut intet kan få ned, førend de kommer lidt op ad dagen. Der er andre, og blandt dem tilhører jeg, som er nødt til at have spist, førend vi kaster os ud i arbejdsdagens udfordring.

En del af mine kolleger kan ikke spise noget så tidligt om morgenen, mange af os kører hjemmefra seneste klokken seks. Og ofte kan det også betyde lidt længere sovetid. Efterhånden er der en del med små børn, og der er en hel nattesøvn ikke noget, der er en selvfølge. Mens jeg skriver, kommer jeg i tanke om, at når jeg taler om den tid, glemmer jeg jo, at jeg ikke arbejdede om dagen de første år, hvor mine børn skulle afleveres i dagpleje. Jeg var fast aftenvagt, arbejdede 7 dage og havde 7 dage fri. Så i mine arbejdsuger havde vi tid til at sove, tid til at spise morgenmad. Jeg skulle blot være oppe og i tøjet inden klokken ni, hvor folkeholdet kom ind. Dengang havde vi ikke et mandskabsrum, så vores medarbejdere spiste i køkkenet. På den måde har jeg heller aldrig følt, jeg havde barsel som andre havde. Jeg skulle have mad klar klokken ni, tolv og tre hver dag til flere mennesker. Vores faste medarbejder, og ofte også mine svigerforældre i de travle perioder, var altid på kost dengang.

Jeg elsker morgenmad, jeg elsker det store morgenbord, og har man læst med herinde i flere år, er dét ingen hemmelighed. Jeg elsker, når søndagsbordet er dækket med ting, som har betydning for mig. Vores polske søndagskrus fra mine forældre, vores salt-pebersæt arvet efter mine forældre, vores æggebægre, de sidste fra en bryllupsgave til mine morforældre, og smørskålen fra vores børn. Jeg elsker det at samles om morgenbordet i nattøj med uglet hår, søvn i øjnene og nogen mere søvnige end andre. Og jeg glæder mig allerede til førjuledagene, hvor huset rummer tre skønne mennesker udover os. Godt nok falder deres morgenmad tit sammen med vores formiddagspause eller frokost, men pyt, så spiser landmandsparret lidt mindre om morgenen og sidder længere ved bordet, når vi alle kan samles.

I dag har jeg sovet længe og godt. Jeg faldt i søvn i sofaen ved ni-tiden i går aftes, vågnede ved midnat og gik i seng og løste lidt krydsogtværs. Herefter faldt jeg i søvn og sov til ved syvtiden, lå lidt længere i sengen, men kunne ikke sove mere. I morgen skal jeg tidligt af sted, jeg skal på vandretur med mine to jyske søstre. Så i dag har jeg lavet søndagsmorgenbord med blødkogt æg og masser af ost til brødet.

I går prøvede jeg for første gang at deltage i et LOOP ekstra, hvor en instruktør guider os igennem øvelser på gulv. Denne gang var det for mave og arme. Det var hårdt, mens det stod på, men jeg oplevede igen det problem, at jeg kommer til at bruge de forkerte muskler, når det foregår på gulv og i et højt tempo. Jeg kan i hvert fald ikke mærke noget i dag i mave og arme, derimod mærkede jeg det i ryg og nakke i går.

Tilbage til morgenmaden: når så mange af mine kolleger ikke kan spise så tidligt om morgenen og heller ikke qua små børn eller behov for lidt mere søvn kan nå det på arbejde, inden arbejdsdagen begynder, så får de et problem med den travlhed, der konstant er på afdelingen. Og det har været særligt slemt den sidste måned. De får ofte først noget at spise ved 11- 12 tiden.

Indtil da pisker de rundt, for at patienterne når at få mad og medicin, at patienterne bliver hjulpet på toilettet og at de bliver hjulpet med at blive vasket og komme i tøjet. Samtidig skal andre faggrupper også se patienterne, sygeplejerskerne skal også tale med lægen før, under og efter stuegang. Nye patienter kommer ind på afdelingen og skal tages mod, patienter bliver dårlige og skal være under tæt opsyn. Pårørende er i krise og har brug for snak med en sygeplejerske. Sygeplejepersonalets egne behov for toiletbesøg og mad bliver ofte nedprioriteret. Og oveni det skal vi også sørge for, at vores nye kolleger og studerende/elever får en god oplæring/uddannelse. Det vil sige, at der skal være tid til at tale om /demonstrere/guide dem i sygepleje.

Og har man ikke fået sin morgenmad, så løber kroppen tør for benzin. Man bliver svimmel, nemmere sur, nemmere ved at miste overblikket osv. Derfor er jeg glad for, at jeg elsker min morgenmad, uanset om det er klokken fem om morgenen eller som i dag klokken otte.

Ha en god lørdag.

Ugens billeder sætter indre billeder i gang

Et af de mål, jeg kom i mål med sidste år, var at få holdt alt min ferie inklusiv 6. ferieuge. Jeg inddrager tit fridage for at nå i mål med de arbejdsmæssige mål, og det har jeg det fint med. Den fleksibilitet, der ligger deri, gør at jeg kan kombinere de landbrugsmæssige opgaver med sygeplejeopgaverne på en måde, som giver mening for mig. Og det er jo netop det Morten Albæk i sin bog; Et liv, en tid, et menneske, slår til lyd for. Jeg blev færdig med hans bog i denne uge. Det sidste fængede ikke så meget som det første, og indimellem blev jeg irriteret over hans argumentation, som ikke altid holdt vand efter min mening. Men han har været godt selskab, og nu er jeg gået i gang med min fødselsdagsgave fra mine børn og svigerdatter; Halve Liv af Anita Furo.

Hvad jeg ikke er kommet i mål med i denne sommer er færdiggørelse af strikkeprojekter, og de skygger for at kunne komme i gang med nye projekter. Så for blot at komme i gang og øve mig i at "grounde" mig selv, i stedet for hele tiden at være i gang med lidt her, lidt der, strikker jeg karklude.

Søndag havde vi besøg af min yngste moster og onkel. Det var rigtig hyggeligt, og jeg kan mærke, at det skal vi gøre oftere. Jeg har brug for at knytte tråde tilbage i tiden, at dele minder om tiden, der var og at se frem sammen med en, der har været der altid i mit liv. I den anledning fandt jeg mine mors dækkeservietter frem og mindedes dengang min mor og jeg lavede batik sammen og min mor lavede stoftryk og patchwork. De passede fint til den smukke buket fra blomsterstriben, som landmanden kom med.

Jeg har holdt fri i sommerhuset. Faktisk tog jeg to feriedage i denne uge, fordi jeg har samme mål som sidste år. Det har været et omskifteligt vejr med masser af regn, og lige nu regner det igen. Jeg havde drømt om cykelture og vandreture, men grundet cykeluheldet tør jeg ikke cykle, før jeg har fået beskyttelse på kæden. Derudover har jeg været til læge i denne uge og fået revideret såret, hvor hudflappen var død og derfor blev den klippet væk. Jeg blev frarådet længere gåture, men har nu tænkt mig at genoptage dem. De må vel være med til at give cirkulation i området. Såret ser også pænere ud, men der bliver et grimt ar.

Torsdag fik jeg besøg af min studieveninde, og jeg lavede en rigtig god tunroulade fra en af SENSE kogebøgerne. Min moster og onkel fik en lækker spinatroulade med laks derfra. Jeg elsker, når jeg kan tage vores sommerhusstel, som er et loppemarkedsfund, i brug, også selv om det skal vaskes op i hånden, og sammen med min mors dækkeservietter slår de en sommerstemning an.

Fredag var jeg sammen med to kolleger i den enes have og hvilken have. En have fyldt med blomster og sommerfugle. Snakken gik livligt, og jeg bliver bare så glad af at have sådanne stunder.

Nu er det arbejdsweekend, og den er startet med fart over feltet. Vi var kun fire af det faste personale og så tre vikarer. Der var drøn på og med en sygemelding i aftenvagten, som ikke kunne dækkes, var vi tre, der blev i to timer ekstra, vi tog klokker og fik doseret medicin, så aftenvagterne kom godt i gang. Jeg fik gået knap 10.000 skridt på mine 10 timers arbejdsdag. Så meget for et ben, der skal have ro, men det får det nu. Aftensmaden blev en sandwich fra en sandwichbar, der er brygget te, benene er smækket op i sofaen, der er dømt hyggetid. God aften og weekend til dig.