Taknemlighed og taksigelse

 Kan jeg overhovedet finde tilbage til bloggen efter så lang en pause? Vi får se.

Meget er sket, så for ikke at ende ud i et maratonindlæg starter jeg med det sidste. Nærmest hver dag siger jeg tak til Gud, tak for alt det jeg har fået. Når jeg ser billeder fra Trondheim af to skønne børn og facetimer med dem, så fyldes jeg af taknemlighed, at jeg er farmor til dem. Og jeg takker for, at de har fået et par seje forældre, som har formået i al den kaos og sygdom, de har stået i samtidig med de fik børn, at give deres børn et solidt fodfæste i verden.

Mine børnebørn kommer der ingen billeder af, så her har I to hunde, der lykønsker Å med de to år i marts måned :-)

Jeg takker for, at jeg er blevet mormor til en lille sund gut og at jeg fik lov til at være med ved hans fødsel. Han er kommet til verden hos to forældre, som formår midt i kaos og eftervirkninger af sygdom at holde fokus på den nye forældrerolle.

Og da lillegutten er født tæt på os, har jeg kunnet hjælpe på en anden måde end ved mine to ældste børnebørn. Desto mere respekt og taknemlighed har jeg over min søn og svigerdatters takling af livet.

Om en uge fyldes mit hus med latter og løb og ordene "farmor kom" for de to norsk-danske børn skal besøge deres fætter for første gang og vi får lov til at have dem boende hos os. Tak! Det glæder jeg mig til.

Skyline fra Nørresundby - på besøg hos datter og svigersøn

Min hånd bedres langsomt, min søde fysioterapeut roser den hver gang jeg er hos hende. Og ergoterapeuten ved den kommunale genoptræning regner med at afslutte mig om en måned. Men først skal jeg forbi min læge med blivende føleforstyrrelser i fingrene. Om de kan gøre noget, ved jeg ikke, og ellers må jeg leve med det. I det store overblik fylder det ikke. Jeg kan løfte lillegutten, skifte tøj og ble, når bare jeg tænker over, hvordan jeg holder mine hænder. Det hjælper så heller ikke, at jeg tre dage før hans fødsel faldt på en skovsti og slog min venstre hånd, heldigvis ingen brud, tak for det, og smerterne går jo væk på et tidspunkt. 

I dag skal jeg afprøve, om jeg kan svømme 600 meter, første kriterium for at komme tilbage til havkajakroning. Derefter bliver det små ture med gemalen og test af om jeg kan redde mig selv, førend jeg tager de længere ture. Men jeg er fuld af håb om at det nok skal lykkes.

Hverdagen fyldes med 6 km gåture, når ikke vi lige er på langfart for at se på det ene eller andet til det nye hus. Men det skrider planmæssigt frem, så nu begynder vi at kunne skimte en overdragelse af huset til sommer. Heldigvis bor vi godt i vores sommerhus, så vi har ikke hast med at skulle få huset færdigt.

I går var jeg til den sidste koncert med mit gospelkor. Det bliver svært at finde et, der kan erstatte de skønne mennesker, jeg har været sammen med i de mange år, jeg har sunget i koret. Men jeg er fuld af fortrøstning, det skal nok falde på plads.

Nå ja, da jeg efter 12 uger med hånden immobiliseret blev frigivet til at strikke, gik jeg i gang med Marys svøb, det gik langsomt, for føleforstyrrelserne dukkede op fluks efter de første 50 masker, så jeg måtte holde mange pauser undervejs. Men det blev færdigt, da lillegutten var 13 dage gammel, og han har brugt det lige siden. Af hjertet tak for det hele.