Mavefornemmelsen som rettesnor

Først og fremmest undskyld, det var ikke meningen, at jeg skulle efterlade jer i uvished om mit håndledsbrud. Men der var så meget, jeg har skullet have styr på i denne uge, så blogindlægget blev glemt ganske enkelt.

 Mavefornemmelsen kan være mange ting, og der er helt sikkert mange, som vil sige, at det altid er godt at følge sin mavefornemmelse.

Men hvorfor kom vores mavefornemmelse frem med netop det resultat?  Jakob Birkler, tidligere formand for etisk råd, har studeret sygeplejersker i praksis og beskæftiget sig med den tavse viden. For ofte kan vi ikke forklare, hvorfor vi handlede, som vi gjorde. Han var især interesseret i, når sygeplejersker , før de gik ind til patienten havde forklaret ham, hvad der skulle ske, og i situationen efter handlede anderledes. Når han så spurgte ind til denne ændring, var forklaringen, at det var deres mavefornemmelse, der var årsagen. 

Ofte viste det sig, at hvis sygeplejerskerne blev spurgt dybere ind til beslutningen, at der faktisk lå megen viden og erfaring skjult som tavs viden og at alle de ting blev koblet sammen med netop denne patient og kendskab til denne patient og medvirkede til beslutningen om at handle på den pågældende måde, uden at sygeplejersken var bevidst om det.

Andre forskere fortæller, at vi ofte husker, når vi bliver bekræftet i, at mavefornemmelsen var korrekt og ikke husker, når mavefornemmelsen tog fejl.

Lang indledning for at fortælle om min mavefornemmelse i mandags, da jeg skulle til kontrol af mit håndledsbrud. Jeg havde nok været mere nervøs end jeg troede, for røntgenkontrollen af mit brud. Mit blodtryk var i hvert fald steget de sidste dage ( skulle kontrolleres før årlig kontrol af forhøjet blodtryk). 

Min mavefornemmelse fortalte mig, at når radiografen ikke før havde taget så mange billeder som nu, så var det et dårligt tegn. Noget var helt sikkert galt. Jeg tolkede også på, at lægen, jeg skulle ind til, gik ind af en dør, hvor jeg mente hendes chef sad. Det gjorde hun, før hun skulle fortælle mig, at de ikke havde en forklaring på den manglende heling af bruddet for fire uger siden.

Men da jeg kom ind til lægen, smilte hun og sagde " du må have gjort noget rigtigt, for bruddet er helet" Jeg havde håbet på begyndende heling, men at det var helet komplet, det havde jeg ikke turdet håbe på. 

Hun var hård ved mig, tog ved mit håndled og vred med den, viste mig hvad jeg skulle træne osv. Havde hun ikke gjort det (og det gjorde ondt), havde jeg ikke turdet at udfordre mit håndled, som jeg nu gør. Jeg fik dog også ordre på ikke at kaste mig ud i alt muligt, og heldigvis skal jeg også have specialiseret genoptræning. 

Så alt er godt her. I dag har jeg ligefrem stoppet huller i strømpebukser på en ny måde og har kunnet jonglere nålen i højre hånd. Jeg har også strikket få masker på en hue, så jeg er i gang. Hånd og underarm kan ikke dreje som før, tommelfingerens led ved roden sidder helt inde i håndhulen og de 12 ugers immobilisation har svækket muskelkraften meget. Men jeg er fortrøstningsfuld og håber på, at det kan blive meget bedre.

Jeg er åbenbart en langsom heler. Hvor andre bruger 6 uger i alt, har min krop først nægtet at gøre noget i 6 uger og så besluttet sig for at gå i gang de næste 6 uger. Om det virkelig er fordi jeg gik i gang med motion, der involverede hop og løb på stedet, gik længere ture hvor pulsen kom op og samtidig ændrede min vane med at spise D-vitamin og Kalktablet før maden til at gøre det sammen med maden, skal jeg lade være usagt.  Jeg er bare glad.

Billedet har ikke noget med teksten at gøre. Det er skævt taget. Det er vinter og det er et maleri af mosen. Men ligesom jeg ikke får skrevet blogindlæg, får jeg heller ikke taget billeder.