fredag, januar 27, 2023

Morgengryet

 Jeg elsker det ord, at morgenen gryr, at dagen begynder, at dagen langsomt dukker frem, at det begynder at lysne. Ikke blot elsker jeg ordet, men jeg er også vild med denne ganske særlig form for morgengry om vinteren. 

Mange har travlt med at sukke efter foråret, hvor jeg i mit stille sind tænker; ro på, vi er i den anden af vintermånederne, der er en vintermåned mere. Marts er den første forårsmåned, der hvor foråret gryr. Den kan jeg godt vente på, mens jeg nyder dvalen året er i, mens den forbereder forårets komme.

Dette er en vintermorgen, hvor kulden bider mig i kinderne, hvor rimfrosten pynter den visne hortensia og Sankthansurten, hvor solens flammende morgenfarver blander sig med nattens mørke. Fordelen ved morgengryet om vinteren er at man ikke skal meget tidligt op for at opleve morgengryet.


Jeg har sovet længe efter min standard. Jeg er normalt altid først oppe, jeg er også den der går først i seng. Men i dag hørte jeg landmandens vækkeur og faldt i søvn igen, indtil mit eget vækkeur ringede klokken 7. Jeg kunne såmænd godt have sovet længere, men rækken af ting, jeg skal have styr på, roder ubevidst i min hjerne, så jeg vil gøre en indsats for at få streget punkter over på den mentale liste.


I går gik jeg en morgentur, men ikke i mit område. Datteren har været hjemme hos os en lille uge. der var brug for omsorg og praktiske gerninger, og vi nød at have hende hjemme. Hun havde glemt nogle af sine ting, så da jeg skulle møde sent, kørte jeg forbi med tingene. Vi havde aftalt, at jeg stillede det foran hendes dør, så da jeg havde været oppe med det og var alt for tidligt på den i forhold til arbejde, gik jeg mig en morgentur i Østre Anlæg. Faktisk gik jeg to runder, for med tempo på gangen tog det ikke lang tid at komme rundt. Anderledes forholdt det sig med hundelufterne, de skulle stå stille, mens hundene kiggede på ænderne eller snusede til alle de duftspor, som andre dyr havde efterladt, så menneskene frøs med anstand.


I disse uger møder jeg kl 10 hver torsdag, fordi jeg underviser patienter og pårørende i Hobro om eftermiddagen. Jeg nyder de timer sammen med gode folk fra de tre Himmerlands kommuner, både patienter, pårørende og undervisere. Vi har fået bevilget tre forløb som en afprøvning og håber selvfølgelig at det kan blive faste tilbud. Det gør vi også med Aalborg Kommune og Morsø kommune, men det går trægt med den proces. Den er jeg ikke så god til at være i, så jeg forsøger at fokusere på alle de andre arbejdsopgaver, der hober sig op i min hjerne og på min opgaveliste. Jeg øver mig i reelt at erkende, at der ikke er en quick-fix metode. Livet har det med at smide en masse andre bolde ind på banen, når jeg prøver at fokusere på den bold foran mig, som jeg skal have i mål. Og nogen gange er det vigtigere at få en af de andre bolde i mål først. Det kræver at jeg stopper op, kigger på opgaverne, prioriterer enten alene eller sammen med min leder. Jeg er ansat på 24 timer, men lige nu har jeg opgaver til fuldtidsansættelse. Alle sammen vildt spændende, alle sammen relevante, men jeg øver mig i at mærke efter om jeg skal inddrage nogle timer på fridagene og så flekse dem senere. Lige nu passer det mig godt f.eks at kunne dele mine arbejdstimer op udover flere dage.


I lørdags tog vi til stranden sammen med datteren. Det blev til en dejlig gåtur i det gode vejr, hundene blev luftet, vi samlede muslingeskaller til datterens nye kunstprojekt og fik øje på en lille babysæl. Den havde skadet sin ene luffe, hvor meget kunne vi ikke se. Vi ringede til Dyrenes beskyttelse, de ønskede billeder og efterfølgende ringede de, at de mente, den nok skulle klare sig uden deres hjælp. Vi havde det skidt med det, men om søndagen var landmanden på jagt med kloge mennesker ud i dette. De sagde, at moderen ville komme ind om aftenen, når der var blevet ro på, og at det nok skulle lykkes for den lille sælunge at komme ud i vandet igen. Det håber vi.


Nu vil jeg smøre lidt frokost til os begge, og så må jeg hellere holde mit løfte til mig selv om at gøre noget aktivt for at få mine smerter i baller og hofte væk. Ellers må vi have købt et hæve-sænke skrivebord til kontoret. På arbejde står jeg op det meste af tiden, fordi jeg får ondt med det samme, jeg sætter mig på en stol eller i bilen. Min fys har ordineret gåture og øvelser, sæt i gang Lene.

Rigtig god weekend til dig.



søndag, januar 08, 2023

37 år

 Så sidder vi her, klar til at høre Lise Nørgaard sidste ord. 105 år, hvilken alder og med mentalt overskud. 

Jeg sidder her med min mand og min datter. Vi har nydt et lækkert aftensmåltid sammen, dyrefilet med hasselbackkartofler og dertil en grøn salat med æbler og nødder.

37 år. Dengang ved aftenstid havde jeg været mor i knap fire timer. Den lille pige med masser af lyst hår lå ved siden af mig i sin hospitalsbabyseng med gennemsigtige sider, så man kunne holde øje med babyen.

Nu sidder jeg sammen med en stærk, klog, modig, kreativ og smuk datter på 37 år. Det sidste halve år har været hårdt. Det er hårdt som mor at se sin datter blive udsat for kræftens skræmmende ansigt og alle de ting, man som ung brystkræfttramt skal tage stilling til. 

Der er mere ro nu, mere overskud og plads til at gøre andet end at overleve. Og jeg genkender Lise Nørgaards ord om at fokusere på humoren , det komiske, når verden vælter. Det kan være med til at give viljestyrke og tro på at det nok skal gå. 

Jeg synes vi er gode til at grine, god til at turde at tale om det svære, men også til at bruge den sorte humor. 

Hjertelig tillykke min dejlige datter. Jeg glæder mig til når din kreativitet kan få frit råderum igen. 



lørdag, januar 07, 2023

Julen 2022 - juledage, baghjul, romjul, familiejul

 Så fik jeg endelig taget mig sammen til at slå ordet romjul op. Den norske betegnelse for juledagene fra d. 27/12 til d. 31/12 eller oprindeligt frem til Helligtrekonger. Som mange ved holder jeg det sidste i hævd, så for mig var dagen i går afslutningen på juledagene. Romjul eller romhelg kommer af et middelalderord , som betyder, at disse dage ikke behøver at holdes strengt hellige. Det ord kan jeg godt lide, hvorimod det danske bagjul lyder mere kedeligt.

billede taget af landmanden

Vi havde den skønneste romjul. Allerede 2. juledag tog vi på udflugt til Aalborg ZOO for at se julebelysningen. Jeg havde fået to fribilletter gennem plasmadonation og datteren havde ligeledes fået fribilletter, så vi kom ind gratis. Det regnede, da vi kørte til Aalborg i to biler, men inden vi fik barnevogn ud af bilen og paraplyer slået op, stilnede regnen af og mørket sænkede sig. Det gav alle muligheder for at nyde de smukke lys over hele haven. Vi så faktisk ikke så mange dyr, de var alle indenfor og der var rigeligt at se på udenfor. 

billede taget af landmanden

Det var 3. gang i 2022, at vi var i ZOO med S, så mon ikke det bliver en tradition fremover? Vi prøvede et nyt spisested for os, det gav os lidt varme, for kulden kunne vi godt mærke, selv om vi syntes vi havde klædt os godt på. S skulle ikke nyde at komme ind til julemanden, så det må blive en anden gang. Hver gang S ser noget spændende siger han ØJ med store øjne og smil om munden. Det blev der også sagt undervejs, det sjoveste var dog, at vipper og gynger var lyst op. Så vi fik også nogle vippeture og gyngeture.

3. juledag mødtes vi med to af mine søstre og deres familie hos den ene søster. Her fik vi lov til at møde det næste lille barnebarn i familien, min nevøs lille pige fra oktober. De to små var selvfølgelig samlingspunktet for alle og vi havde nogle hyggelige timer, inden vi kørte hjem, så S kunne komme i seng.

billede taget af landmanden

4. juledag drog datteren og jeg til kemobehandling, vi havde te og læsestof med. Normalt tager hun selv af sted, men nu var det jul, så ville jeg gerne dele den stund med hende.

5. juledag var jeg på arbejde. Den lille familie lånte min bil og tog en tur til Aalborg. Det regnede dog i stride strømme, så shoppingturen blev lettere begrænset ligesom legepladser heller ikke blev aktuelle. Jeg havde præsteret at lade en turkis strikketrøje ligge i min vaskemaskine og så putte S' hvide juleskjorte, sønnens hvide juleskjorte og svigerdatterens hvide julekjole i vaskemaskinen. Lad os blot gøre det kort. Trods alle mulige kemikalier blev de aldrig hvide igen. Så familien havde carte blanche til at finde nyt tøj på min regning. 

billede taget af landmanden

6. juledag havde vi besøg af min yngste lillesøster fra København. S charmede hende, som han charmer alle andre. Han gik endda hen til hende, da hun skulle videre og gav hende et kram. Vi hyggede os med masser af snak, julegodter og de sidste af mine bondeklejner fra fryseren. De vakte stor glæde hos min søster, for de smagte lige som de skulle, smagen af barndommens jul.

Vi sendte søn og svigerdatter på en lille forældredate i Aalborg. De kom nu hurtigt hjem igen efter at have spist på en lækker japansk restaurant. Det regnede og så var det ikke så hyggeligt at gå langs vandet eller ned gennem de smukke julegader.

7. juledag var nytårsaftensdag. Vi hyggede os om formiddagen, jeg skulle i aftenvagt. Landmanden og jeg hentede nytårsmenuen hos SPAR. Det var en succes, ikke så god som den, vi havde købt tidligere år hos Meny, men den var fin. I år var der også en børnemenu med. De havde hygget sig med fyrværkeri sidst på eftermiddagen, sønnen stod for anretning og opvarmningen af maden, de unge kvinder havde dækket smukt bord, og jeg fik løbende sendt billeder. Vi havde også en rolig aftenvagt og hos os var der også pyntet fint op af dagvagterne. Det føltes helt mærkeligt med ro i afsnittet efter et helt år, hvor vi nærmest hele tiden har haft overbelægning og meget dårlige patienter.

nytårsbord på mit afsnit


Jeg nåede hjem kort før midnat, der var champagne i glassene, kransekage på bordet og tid til sammen at gå ind i det nye år. Taknemligheden over at vi kunne fejre både jul og nytår sammen med vores børn, svigerdatter og barnebarm boblede om kap med champagnen.


Næste dag skulle vi tidligt op i forhold til det sene sengetidspunkt, for vi havde inviteret gæster til nytårsbrunch. Det blev en hyggelig formiddag, inden jeg igen drog af sted på arbejde og de andre kunne slappe af derhjemme.

Da jeg kørte hjem fra vagten, kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at blive syg. Det brød dog først løs, efter at jeg havde kørt den lille familie til lufthavnen og fået vinket farvel. Siden da har jeg hængt med næbbet, været lidt febril, brugt utallige lommetørklæder og faldet i søvn midt på dagen, fordi jeg bare var så træt. Jeg arbejdede hjemme en dag og har været på arbejde en dag. Jeg er stadig træt, så jeg synes de her sidste to fridage mere har bestået af pauser end af gøremål.

Landmanden er taget på jagt og Dexter sørger herhjemme i kurven, for han kom ikke med. Han vil slås med de andre hunde, og så skal han ikke med. Jeg skal have fjernet julen, gjort rent (rengøringsdamen var også syg i denne uge) og handlet ind. Datteren kommer herud i morgen aften og fejrer sin fødselsdag, så skal her være rent og uden julerier. En god lydbog i ørene, masser af te og masser af pauser er recepten, der forhåbentlig dur. Må du få en god weekend.



mandag, januar 02, 2023

Julen 2022 - et dansende juletræ, hundegodbidder og traktorkørsel

 Vi har nydt julen, den har hele vejen igennem været i børnehøjde. Vores feriegæster ankom d. 22/12, tre fra Trondheim, en fra Aalborg. Der gik ikke lang tid, før S følte sig tryg og genoptog sin leg fra facetime med at gøre os forskrækket (en leg han lærte til Halloween)

Huset var klar til et barn på 17 måneder, vi var dog spændte på om juletræet skulle passes på, men det ænsede han nærmest ikke. S hjalp sin far, mor og faster med at pynte træet d. 23/12. Jeg havde købt stofgrise og hjerte samt strikkede julestokke. De fik lov til at hænge på de nederste grene i fald han havde lyst til at lege med dem. Men som sagt blev det overhovedet ikke aktuel. 


Jeg havde placeret tre kasser med vores børns legetøj rundt omkring og købt en brugt gåvogn med masser af knapper, der gav lyde. Den var langt mere spændende end et stillestående juletræ. Vores dansende juletræ blev S' kæreste legetøj. 

I begyndelsen var han noget bange for den, men så tog han den op og gik rundt og vuggede i takt til Jingle bells, som juletræet spillede uafbrudt. Den blev også sat forskellige steder, så S kunne se, om den kunne danse på et bord, en gåvogn eller andre overflader.

I dag har jeg sendt den norsk-danske familie hjem og jeg savner S' lille grin, hans tunge som kommer ud, når han smiler skælmsk til farmor. Hans småpludren, når han leger med duplo, traktorer eller de små Babarfigurer, hans far en gang legede med.

Vi snuppede S, når han vågnede om morgenen og lod forældrene sove længe. Når han havde fået tør ble og børstet tænder, var han klar til eventyr. Farfar scorede høje point med at invitere S ud på den store traktor, så kørte de en tur om formiddagen rundt på markerne. Bagefter gav de Ayla og Dexter godbidder. Dem kommer hundene helt sikkert til at savne, men lige som alle vi andre må de tilbage til de sunde vaner. Så gik vi ned til hønsene og hentede æg og fodrede dem med det madaffald, som hønsene måtte få. Resten af affaldet tog hundene sig af. Så her i huset kender vi ikke til særlig meget madspild.

Mad fyldte meget i min hjerne, jeg havde forsøgt at lægge en overordnet plan for retter, vi skulle /kunne få i løbet af de fjorten dage, vi var sammen. I betragtning af at jeg absolut ikke ynder hele den madtjans, så kan jeg godt klappe mig på skulderen. Sønnen fik frikadeller/medisterpølse med stuvet hvidkål (min juletradition), glaseret hamburgerryg med grønlangkål (landmandens juletradition), hjemmekogte gærklejner eller bondeklejner, som jeg kender dem som fra min barndom, hjemmelavet konfekt og hjemmebagte småkager, som bare blev gode i år. I år afprøvede jeg en opskrift af Mette Blomsterberg og sprøjtede dem ud på pladen. De lignede dem, man køber i de dyre butikker i følge min datter og de smagte skønne. Vi fik også gløgg og æbleskiver.

Juleaftensdag blev en skøn dag, hvor jeg kom i kirke hele to gange. Der var børnegudstjeneste om formiddagen, den tog søn, svigerdatter, jeg og S til. Det blev en rigtig god oplevelse. Og nu kan vi en ny version af Jeg er en lille undulat, nemlig Jeg er en lille engel sød. Om eftermiddagen tog landmand, datter og jeg til julegudstjeneste kl 15. Det blev også en god oplevelse, men noget anderledes. Præsten, som jeg ikke kender så godt, da kirkegang er blevet nærmest ikke-eksisterende de sidste mange år, holdt en speciel prædiken. Ikke at budskabet i den ikke var rigtigt, men den var absolut ikke som jeg forventer mig en juleprædiken. Jeg nåede faktisk at blive helt deprimeret og tænke om han da slet ikke ville sige noget positivt i sin prædiken. Vi nåede også at hilse på nogle af datterens skolekammerater. Datteren, hvis hår er meget kort og forsvinder mere og mere, lignede en drøm med sin smukke tørklædeturban. Hun har det heldigvis overordnet godt. Der er ikke noget godt at sige om kemobehandlingers bivirkninger, men de gives jo for at forhindre tilbagefald.


Søn og svigerdatter skulle sørge for, at flæskestegen kom i ovnen. Vi havde drøftet lidt hvordan vi gjorde det bedst med S. Det endte med at gå rigtig fint. Han sov en sen lur og fik en lille gave efter maden. Da vi havde sunget et par sange om juletræet, fik han endnu en gave, og den var han optaget af, så sønnen foreslog, at vi andre blot fortsatte traditionen med at vælge hver sine julesalmer og gå rundt om juletræet. Pludselig tog S sit legetøj og gik ind mellem datteren og jeg , fulgte med i vores gangrytme og vuggede i takt til musikken. Hans forældre var pavestolte af den lille gut og alle hjerter smeltede ved synet af det lille menneske i hvid skjorte med juleslips, som nød at gå med omkring træet.

Efter S var lagt i seng, fortsatte juleaften med småkager, konfekt, godter og blanding af julehvidtøl og citronsodavand, som det hører sig til både i min og landmandens familie.

Resten af julen må komme i et andet afsnit. Jeg håber du havde en god jul og kom godt ind i det nye år.