fredag, januar 27, 2023

Morgengryet

 Jeg elsker det ord, at morgenen gryr, at dagen begynder, at dagen langsomt dukker frem, at det begynder at lysne. Ikke blot elsker jeg ordet, men jeg er også vild med denne ganske særlig form for morgengry om vinteren. 

Mange har travlt med at sukke efter foråret, hvor jeg i mit stille sind tænker; ro på, vi er i den anden af vintermånederne, der er en vintermåned mere. Marts er den første forårsmåned, der hvor foråret gryr. Den kan jeg godt vente på, mens jeg nyder dvalen året er i, mens den forbereder forårets komme.

Dette er en vintermorgen, hvor kulden bider mig i kinderne, hvor rimfrosten pynter den visne hortensia og Sankthansurten, hvor solens flammende morgenfarver blander sig med nattens mørke. Fordelen ved morgengryet om vinteren er at man ikke skal meget tidligt op for at opleve morgengryet.


Jeg har sovet længe efter min standard. Jeg er normalt altid først oppe, jeg er også den der går først i seng. Men i dag hørte jeg landmandens vækkeur og faldt i søvn igen, indtil mit eget vækkeur ringede klokken 7. Jeg kunne såmænd godt have sovet længere, men rækken af ting, jeg skal have styr på, roder ubevidst i min hjerne, så jeg vil gøre en indsats for at få streget punkter over på den mentale liste.


I går gik jeg en morgentur, men ikke i mit område. Datteren har været hjemme hos os en lille uge. der var brug for omsorg og praktiske gerninger, og vi nød at have hende hjemme. Hun havde glemt nogle af sine ting, så da jeg skulle møde sent, kørte jeg forbi med tingene. Vi havde aftalt, at jeg stillede det foran hendes dør, så da jeg havde været oppe med det og var alt for tidligt på den i forhold til arbejde, gik jeg mig en morgentur i Østre Anlæg. Faktisk gik jeg to runder, for med tempo på gangen tog det ikke lang tid at komme rundt. Anderledes forholdt det sig med hundelufterne, de skulle stå stille, mens hundene kiggede på ænderne eller snusede til alle de duftspor, som andre dyr havde efterladt, så menneskene frøs med anstand.


I disse uger møder jeg kl 10 hver torsdag, fordi jeg underviser patienter og pårørende i Hobro om eftermiddagen. Jeg nyder de timer sammen med gode folk fra de tre Himmerlands kommuner, både patienter, pårørende og undervisere. Vi har fået bevilget tre forløb som en afprøvning og håber selvfølgelig at det kan blive faste tilbud. Det gør vi også med Aalborg Kommune og Morsø kommune, men det går trægt med den proces. Den er jeg ikke så god til at være i, så jeg forsøger at fokusere på alle de andre arbejdsopgaver, der hober sig op i min hjerne og på min opgaveliste. Jeg øver mig i reelt at erkende, at der ikke er en quick-fix metode. Livet har det med at smide en masse andre bolde ind på banen, når jeg prøver at fokusere på den bold foran mig, som jeg skal have i mål. Og nogen gange er det vigtigere at få en af de andre bolde i mål først. Det kræver at jeg stopper op, kigger på opgaverne, prioriterer enten alene eller sammen med min leder. Jeg er ansat på 24 timer, men lige nu har jeg opgaver til fuldtidsansættelse. Alle sammen vildt spændende, alle sammen relevante, men jeg øver mig i at mærke efter om jeg skal inddrage nogle timer på fridagene og så flekse dem senere. Lige nu passer det mig godt f.eks at kunne dele mine arbejdstimer op udover flere dage.


I lørdags tog vi til stranden sammen med datteren. Det blev til en dejlig gåtur i det gode vejr, hundene blev luftet, vi samlede muslingeskaller til datterens nye kunstprojekt og fik øje på en lille babysæl. Den havde skadet sin ene luffe, hvor meget kunne vi ikke se. Vi ringede til Dyrenes beskyttelse, de ønskede billeder og efterfølgende ringede de, at de mente, den nok skulle klare sig uden deres hjælp. Vi havde det skidt med det, men om søndagen var landmanden på jagt med kloge mennesker ud i dette. De sagde, at moderen ville komme ind om aftenen, når der var blevet ro på, og at det nok skulle lykkes for den lille sælunge at komme ud i vandet igen. Det håber vi.


Nu vil jeg smøre lidt frokost til os begge, og så må jeg hellere holde mit løfte til mig selv om at gøre noget aktivt for at få mine smerter i baller og hofte væk. Ellers må vi have købt et hæve-sænke skrivebord til kontoret. På arbejde står jeg op det meste af tiden, fordi jeg får ondt med det samme, jeg sætter mig på en stol eller i bilen. Min fys har ordineret gåture og øvelser, sæt i gang Lene.

Rigtig god weekend til dig.



8 kommentarer:

  1. God weekend tilbage, Lene. Dit indlæg fik mig lige ned i tempo - det var der behov for. Jeg nød også denne morgens fine farver; en god start på dagen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Conny. Det var godt, at du kom ned i tempo. Det har vi alle brug for-

      Slet
  2. Ligesom du gør, nyder jeg også det sene morgengry, så syvsovere som mig får mulighed for at nyde solopgangene. Jeg har ikke så meget imod vintermånederne ... vi kan alligevel ikke gøre noget ved, at de er der ... og foråret kommer jo engang, og jeg kunne ikke tænke mig at leve i et land uden årstider. Det er også skønt at kunne bruge meget tid på at strikke og på at se en masse gode serier via alle de streamingtjenester, vi har til rådighed.
    Det er da noget skidt, at du har bøvl med hofter og baller. Er det slid pga. dine mange år som sygeplejerske?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, du lever virkelig dit liv som pensionist, det er skønt at læse om 🙂
      Hverken min fys eller jeg ved ikke helt hvad der er på spil. Det kommer formentlig som kompensation på noget længere oppe i ryggen. Men det kom først efter jeg dyrkede styrketræning. Jeg har formentlig ikke passet ordentlig på og været i min normale sammensunkne holdning.

      Slet
  3. Jeg nyder også årstidernes skiften, jeg vi har brug for at følge naturens gang. Jeg nyder, at jeg kan sætte mig i sofaen med mit strikketøj uden dårlig samvittighed.
    Håber du finder en løsning på dine smerter, det er virkeligt svært at holde kroppen i gang, jo ældre vi bliver. Men som min venlige læge siger, det bliver kun værre. Rigtig god weekend til dig, kh Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er dejligt med tid til afslapning. Jeg vil rigtig gerne i gang igen med strikning.
      Kroppens forfald er tydeligt nu, der skal gøres en mere aktiv indsats, selv om din læge har ret 🙂

      Slet
  4. Østre Anlæg er nu altid smuk - også selv på den her lidt 'nøgne' årstid.

    God bedring med 'kadaveret' :)

    SvarSlet
    Svar
    1. A+K, tak og jeg nyder den lille perle midt i byen

      Slet