Jeg savner at skrive, jeg savner at lade refleksionen over det levede liv fælde sig, mens jeg skriver. Nu har jeg ferie, det har landmanden ikke. Så måske kan jeg finde ind til skriverytmen igen, for jeg tror, jeg har brug for det.
I julegave fik vi et lille maleri kreeret af vores lille barnebarn S. Det har ligget fint pakket ind, så det ikke skulle blive smudset til. Forældrene havde stillet farver frem, hvorefter S valgte, hvilke farver farforældrenes maleri skulle have. Klatter af de valgte farver blev sat rundt omkring på papiret og så fingermalede han. Nu er det kommet i ramme og sat sammen med de fine stjerner af jern, vi fik i januargave af datteren, fik skænken i gangen et helt andet udtryk.
Februarvejret har været lige så lunefuld som de øvrige vintermåneder, men når jeg kigger på billederne, kan jeg se, at der har været skønne vinterdage med sol. Vi har fået gået ture, for få, men energien er ikke rigtig til at overtale hinanden til at komme ud. Sådan er det og jeg øver mig i at være kærlig ved mig selv.
Jeg gav mig selv en kærlighedsgave og rejste til Trondheim fra fredag til mandag midt i februar. Datteren skulle starte den sidste del af kemokur, som er mere barsk, i slutningen af februar og da hendes krop og sind taklede den første kur givet over 12 gange godt, var alle trygge ved, at jeg drog af sted (inklusiv mig selv) Turen gik ok, det var snevejr, ret meget faktisk i Norge og det forsinkede flyvninger internt i Norge, så jeg fik lang ventetid i Oslo. Uanset ville S være gået i seng inden jeg kom. Nu endte det med, at det kun var sønnen, der var oppe, for han skulle hente mig ved flybussen.
Det blev de skønneste dage sammen med S og forældrene. S kiggede noget på mig, da jeg kom ind i soveværelset om morgenen. Han blev lidt genert, men det varede ikke længe før vi kunne lege sammen oppe i stuen, mens far lavede morgenmad til os alle. Vi kørte med traktorer, sang og løb omkring sofaen på jagt efter hinanden. Han snakker en masse og meget af det forstår jeg ikke, men lidt efter lidt lærte jeg nogle af ordene og lydene at kende.
Det var det skønneste vejr med sol, sne og frost, så vi skulle selvfølgelig ud i sneen. S havde absolut ikke tid til at vente på mor og far, så vi gik sammen, han meget målrettet, hen til den lille legeplads, hvor vi gyngede sammen. Senere da søn og svigerdatter sluttede sig til os gik vi hen til kælkebakken. Vi morede os med at rutsje ned ad bakken og bagefter lærte S at man også kan vaske sin farmor med sne, så hun ingenting kan se.
Om aftenen sendte jeg forældrene af sted til en biografforestilling. Jeg var spændt på om jeg kunne få S til at sove, men min søn var god til at forklare sine rutiner med S. Det gik fint, og resten af aftenen gik jeg konstant ned og tjekkede, at han stadig lå godt og sov roligt, selv om jeg havde alarm og kamera hos mig ( man kan jo ikke altid stole på det teknik, vel)
Jeg så den smukkeste serie, som min svigerdatter havde anbefalet mig, faktisk havde vi set et enkelt afsnit om eftermiddagen. Demenskoret på NRK er den smukkeste fortælling, dels om at mennesker med demens er lige så forskellige som vi andre er, dels at de kan vokse gennem det at blive tage alvorligt og udfordret samtidig med at de har det sjovt.
Man havde samlet en gruppe mennesker med demens, som skulle synge sammen i kor og til slut give en forestilling på det smukke revyteater Chat Noir i Oslo. Jeg tudede mig gennem de sidste afsnit og sammen med familie, venner og andre tilskuere så jeg, hvordan koret voksede som enkeltpersoner og som kor. Hvor helt fantastisk de sang og sprudlede af livsglæde.
Vi havde hørt koret i det norske lillejuleaftensprogram Kvelden før Kvelden. Jeg håber sådan, at det kommer på DR1, se det hvis du får mulighed for det. Der er også interviews med demensforskere om musikkens betydning og selve demenssygdommene.
Jeg mindedes de glade musikalske stunder vi havde sammen med min far, selv da han var hårdest ramt af sin Alzheimers sygdom.
Næste morgen var jeg den første, der gik op i stuen og der lå der to pakker, en til mamma og en til mor, jeg undrede mig. Det viste sig at det var mors dag i Norge, så sønnen havde også købt chokolade til sin egen mor. Senere tog vi til farvefest i S' børnehave, det var hyggeligt og S' moster og familie kom også.
Desværre blev S syg herefter med omgangssyge, så jeg var glad for, at jeg også kunne hjælpe, når han havde fået tørt tøj på og alt skulle vaskes. Mandag formiddag hyggede vi os med Fantus og minibørnene i fjernsynet og boglæsning. S blev lagt i seng, han var sløj, træt, havde feber, og spiste helst kun ved sin mor. Vi sagde "Ha det" til hinanden, for mens han sov, drog jeg af sted.
Jeg gik med kuffert og de forkerte støvler på fødderne, de gode vandrestøvler lå i kufferten. Der var spejlglat, fordi det havde regnet oven på al isen. Så jeg følte mig virkelig som en gammel kone, hvis eneste mål var at komme sikkert hen til stoppestedet. Jeg kom sikkert derhen og sikkert hjem.
Om natten herhjemme begyndte jeg så at kaste op. Jeg har passet patienter med roskildesyge, covid eller influenza og jeg er aldrig blevet smittet. Barnebarnsvira er åbenbart mere potente, jeg var så slap og dårlig om morgenen efter hyppige besøg på toilettet, at jeg sov det meste af dagen. Næste dag kunne jeg arbejde lidt om eftermiddagen herhjemme og da jeg heldigvis ikke kastede op mere end den nat, så måtte jeg komme på arbejde igen torsdag.
Jeg var træt og slap efter den dag, der var også personalemøde, så det blev en lang dag på arbejde. Men trods sygdom nød jeg at have været af sted, og det er helt tydeligt, at når der ringes fra Norge og jeg kommer til skærmen, så peger S på mig og smiler. Jeg glæder mig allerede til næste gang, vi skal ses fysisk.
