fredag, juni 21, 2024

Turbobesøg med maksimal nydelse

 Det er godt nok en lang tur for to dages samvær; sagde en svoger. Det har jeg egentlig ikke tænkt på, at det var, for de to dage har jo været med til, at vi er knyttet tæt sammen med vores børnebørn.  Men ja, vi bruger 13 timer hver vej, når det er færge og bil. Men vi hygger os på turen.

Det er godt nok dyr; sagde en anden. Ja, det er dyrt, mest hvis vi vælger fly. Det gjorde vi så ikke denne gang. Og som jeg sagde til en kollega, der sagde det samme; jeg går ikke op i brugsting, tøj, tilbehør, gourmetmad eller andre materielle ting, jeg går op i min familie, oplevelser og det at være sammen med mennesker, jeg holder af.  Så at jeg skal betale over 6000 kroner tur-retur til Trondheim for en flybillet, er et valg jeg tager og så prioriteres andre ting fra. 

Denne gang var det med færge, og vi glædede os. Vi vidste godt, at de snart holder ferie hos os i tre uger. Det glæder vi os også til. Men der er sket meget med Å, siden vi første gang så hende 14 dage gammel og S snakker løs på facetime på norsk, og det har farmor svært ved at høre, så at være sammen med ham fysisk gør en forskel i vores snak sammen. Han forstår dansk og lidt efter lidt forstår jeg barnenorsk udtalt med den meste charmerende dialekt af en snart tre år gammel gut.

Vi skulle rejse forrige søndag, fordi vi ikke kunne få vores hunde passet i weekenden, så vi havde byttet rundt og arbejdet ekstra andre dage for at kunne komme til Norge. Lørdag fik jeg en sms om, at færgen var aflyst søndag middag, så vi kunne først komme med færgen 22.30 søndag aften. Det kunne vi ikke ændre på, men i vores stille sind tænkte vi begge på den tur i oktober måned 2021, hvor vi kørte hele natten med sommerdæk og i perioder på sne/isglatte veje. Hvorefter vi besluttede aldrig at tage natfærgen, for det var ganske enkelt for hårdt for kroppen at køre hele natten og lande i Trondheim ved middagstid og holde den gående til aften.

Det blæste vildt meget, da vi kørte ombord og vi opgav at handle i butikken, for det gyngede så meget, at vi begge var ved at blive søsyge. Heldigvis var det udholdelig at sidde i de gode stole, vi havde booket, og snart faldt vi i søvn og sov os fra søsygen. Vi landede kvart over tre i Larvik og der var allerede lyst, så turen til Trondheim gik godt.

Kl. 11.30 kunne vi knuse og kramme den lille norske familie. Det øsregnede den dag, men vi hyggede os sammen og fik fyldt på børnebørnskontoen. Vi blev inviteret på restaurant i Tyholttårnet. Det var en skøn oplevelse, tårnet drejede 360 grader på en time, så der var masser at se på for en lille gut. Nedenfor var der en byggeplads, hvor NRK var ved at udvide. S elsker alt med maskiner, især gravmaskiner og traktorer og dem var der rigeligt af på byggepladsen. Trods regn og tåge kunne vi se det meste af Trondheim. 

Sønnen skulle på arbejde tidligt næste dag, så da S vågnede, tog vi os af ham, fik leget en masse, læst bøger, sunget sange osv. Senere vågnede Å, som havde holdt sin mor vågen om natten, så vi fik også lov til at passe hende. Hun er det dejligste lille glade menneske, griner allerede så hjerteligt og snakker vældigt med sit legetøj. Jeg nåede gåtur med Å i barnevognen og landmanden og jeg nåede at komme på oplevelse med S, som viste os, hvor dygtig han var til at bruge en sparkecykel (løbehjul på dansk).

Landmanden er oprindeligt uddannet tømrer, så sønnen bad om råd om hyldeopsætning. Det endte med at vi alle tog på indkøbstur for at finde hylder, men først tog vi ud og så på bil, så landmanden kunne være med på råd senere, når det blev aktuelt. Siden hen tog landmanden og jeg i Ikea og tømmerhandel, mens den lille familie fik børnene hjem og bestilte tidlig aftensmad udefra til os alle. Da vi kom hjem, var der gang i det kreative værksted, og vi fik en smuk tegning med hjem lavet af S.

Tømmeren (a la landmanden) var nu klar til at arbejde sammen med sønnen, jeg passede børn, mens de fik sat hylder og skabe op på kontoret og svigerdatteren fik en masse andet fra hånden. S er tæt knyttet til landmanden, så konstant lyder der farfar, så S hjalp også farfar med at skrue i ting.  Jeg fik lov til at læse godnathistorier for S begge aftener, det var en skøn måde at slutte dagene af sammen med ham på.  Inden vi voksne satte os sammen i sofaen sidst på aftenen, var der både hængt spejl op, sat hylder op og skabe justeret i køkkenet.

Når vi ikke kan være der i hverdagen, føles det godt at kunne hjælpe, for de kan jo godt selv de her ting, men i en hverdag med to små børn kan det være svært at finde tid og overskud til det. 

Næste morgen fulgte vi S i børnehave sammen med sønnen, inden vi kørte af sted mod Larvik. S viste børnehavne til farfar. Det var lidt hårdt at gå fra ham, for han blev ked af det, da vi skulle gå. Der var ikke så mange børn mødt i børnehaven og dermed ingen, der kunne invitere ham ind i legen. Men som sønnen sagde, S var også blevet ked af det hjemme, når vi skulle af sted. Heldigvis går der ikke så lang tid denne gang, før vi ses igen. Og vi fik billeder om eftermiddagen, hvor den lille familie hyggede sig på biblioteket, inden de skulle i svømmehal.

Turen ned gennem Norge gik godt, vi havde booket bord på restauranten denne vej, men vi blev faktisk enige om, at vi havde siddet så godt på turen op på Voyager Class, at vi fremover vil gøre det og så selv tage mad med/købe det i cafeen. 


Vi landede sent mandag aften og min arbejdsdag startede 6.30 næste dag med kursus for kollegerne og så er det ellers gået over stok og sten arbejdsmæssigt disse to uger. Efter sommerferien skifter jeg funktion, mine mange funktioner på afsnittet er blevet fordelt på forskellige kolleger. August skal bruges til at komme i bund med de sidste ting, jeg er ansvarlig for på sengeafsnittet(instrukser, tilretning af vejledninger, medicinændringer, overdragelser, oprydning i alle hængepartier osv.) 

Fra september fokuserer jeg på opfølgningsforløb, gruppevejledning, omsorgssamtaler for børn og unge og dagafsnit. Alle fire områder er noget, jeg har været med til at starte op, så det føles godt, at jeg slutter mit arbejdsliv af der. Det glæder jeg mig til, jeg skal stadig arbejde tirsdag, onsdag og torsdag hver uge. Jeg får stadig min gang på sengeafsnittet og jeg skal stadig have et øje på udvikling og undervisning, men nu indenfor et afgrænset område og med meget mere patient og pårørendekontakt.  

Men nu har jeg vinterferie ;-) eller i hvert fald den ferie, som mange afholder i vinter/forårsmånederne. Jeg er bagud med afvikling af ferie og jeg har tænkt mig at slå alt fra i hjernen, der handler om arbejde. 

Til gengæld kommer hjernen på overarbejde på anden vis, for jeg starter projektet ryd op og ud i mit liv. Og det har jeg udskudt godt og grundigt. 




onsdag, juni 05, 2024

Endelig

 Måske tror du, at overskriften går på juni, den første sommermåned. Men så tager du fejl. 

Forrige lørdag skete det endelig efter 22 måneder. Vi tog på motorcykeltur. Da vi hoppede af motorcyklen den sidste dag i juli 2022, havde ingen af os troet, at der skulle gå så lang tid, før motorcyklen kom ud af hi.

Men livet har det med at overraske os og påvirke vores handlinger. 1 måned efter den skønneste sommerferie med hele vores lille familie, fik vores datter brystkræft. Alt er godt nu, men det vidste vi jo ikke dengang. Og et halvt år efter henvendte naturstyrelsen sig og ville købe vores gårde. De to hændelser plus den almindelige hverdag fyldte hele vores liv, og pludselig følte livet skrøbeligt på en motorcykel. Så vi ventede til alt var på plads og det føltes rigtigt at hoppe på en motorcykel.

Arrangøren var en garvet motorcyklist med ry for at finde alle de små veje, der findes. Der er aldrig noget der hedder direkte fra A til B. Et eksempel var en tur fra Aalborg til Nibe, hvor der blev kørt 91 km. Turen er sat til 21 km i google maps.

Vi skulle ikke til Nibe, men derimod til Djursland. Jeg kan ikke genfortælle ruten, for vi kom vidt omkring. Men vi tog to forskellige små færger over Randers fjord. Vi kørte til højre, til venstre, vi så herregårde og slotte. Blandt andet så vi Clausholm slot, som virkede så bekendt og pludselig ringede en klokke. Det er da der, Den store Bagedyst bliver optaget og de var vist allerede i gang, for det store telt stod på plænen.

en af Danmarks mindste færger Mellerup-Voer


Turen gik til Helgenæs og og Sletterhage Fyr. der har vi været før på motorcykeltur, men det er stadig en smuk oplevelse. Vores hjemmebragte frokost blev indtaget her, før vi drog på tur til MC Touring Camp, her fik vi te og æblekage.
Campen er en campingplads kun for motorcyklister og desværre også kun for medlemmer af MCTC, en landsforening for motorcyklister, og udenlandske motorcyklister. Desværre, fordi jeg synes de skulle give adgang til andre danske motorcyklister end medlemmer (vi er medlem). Det er nemlig et skønt sted med plads til telte, men også med hytter og glampingtelte.  



Så vendte vi snuden hjem og det lykkedes turguiden at finde veje hjem, så vi ikke kørte på de samme veje ud og hjem. Vel over Hadsundbroen drejede vi ud til Als Odde. Den havde jeg aldrig hørt om før, så jeg troede, jeg havde hørt forkert, for Als ligger da i Sønderjylland. Men der ligger også en Als odde syd for Øster Hurup. Og her ligger Jægerhuset, en lille restaurant i et gammel bindingsværkhus. Her spiste vi lækker aftensmad og fik tid til at snakke med de andre. 


På vej hjem kørte vi gennem Lille Vildmose og tænk, en elg havde besluttet sig for at spise aftensnack lige ved siden af en holdeplads gennem mosen, så den blev rigtig fotomodel. Vi var mange, der stoppede og den var fuldstændig ligeglad.


Da vi nåede Aalborg, var det slut med de små veje, alle kørte hver til sit. Vi var en del, der skulle nordpå og som fulgtes ad på motorvejen. Og så hilste vi på hinanden, når den ene efter den anden kørte fra motorvejen, en hyggelig tradition.

Det føltes godt at være på motorcykel igen og når man er sammen med nogen, man ikke har mødt før og deler motorcykelture-minder, så kan jeg virkelig mærke, at vi har set utroligt meget på motorcykel. Hvor er jeg taknemlig for alle de minder og oplevelser, vi har haft sammen på motorcykel.